Translate

Viser opslag med etiketten Natalie Portman. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Natalie Portman. Vis alle opslag

mandag den 5. december 2022

Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]


SKRIFTEN PÅ VÆGGEN
Om hævn, anarki og totalitarisme

Af BO GREEN JENSEN

VI lever i en opskræmt tid, hvor angsten for terror, giftig kemi og globale epidemier får befolkningerne til at tolerere en lang række brud på de demokratiske kontrakter. Lidt efter lidt fyldes grundloven op med forbehold og undtagelser.*
   Den paradoksale gråzone mellem frihedskamp og terrorisme interesserer os mindre og mindre. Vi kan føre bekymret debat i en presse, der slår sig på brystet med floskler om frihed, frihed til at ytre sig og vælge side, men vi er på herrens mark, når andre kulturer insisterer på friheden til underkastelse. 
   Så måske står man af på det hele med tiden. Vi vil leve i fred med vores familier og have råd til at spise os mætte hver dag. Er dette basale behov opfyldt, kunne en fascistisk regering sagtens tage magten – og blive stemt til sejr af en taknemlig befolkning, til og med.
   Et sådant scenarie ligger til grund for mange fiktive diktaturer i den utopiske undergenre, dystopien, som udgør en hovedstrøm i det fantastiske kulturlandskab. At virkeligheden har indhentet det, gør ikke disse fabler redundante. I Alan Moores tegneserie V for Vendetta (1982-85; 1988-89) bliver England på få år forvandlet fra et luvslidt demokrati til en forkromet diktaturstat, som hylder alt britisk og frygter alt fremmed.**


»STYRKE GENNEM RENHED – RENHED GENNEM TRO,« står der på murene alle vegne i London. Men på Guy Fawkes Day anbringer hævneren V en bombe under totalstaten. Han bruger medierne i sin modstandskamp, og det lykkes ham efterhånden at vække genklang i befolkningen, som er ved at have nok af den alfaderlige diktator Bishop Lilliman.
   At genopdage smagen af frihed. Det er sådan set hele temaet i den grafiske roman, som Moore skabte sammen med tegneren David Lloyd. I 40 år er den til stadighed blevet genoptrykt, og 9/11, med alt hvad der fulgte, har ikke gjort den mindre aktuel.
   Det kunne søskendeparret Wachowski [Lilly og Lana hed endnu Andy og Larry i 2006] ikke vide, da de i sin tid, længe før tetralogien om The Matrix (1999-2021), lagde en plan om at levendegøre Moores serie. V for Vendetta blev en spillefilm til 50 mio. dollar. Det plejer ikke at borge for kvalitet, snarere det modsatte, når vi taler om den fantastiske genre. Men V for Vendetta er faktisk en forbavsende god filmatisering.



I et essay om seriens tilblivelse (»Behind the Painted Smile« eller »Bag masken«) har Moore opregnet de ideer og inspirationskilder, som han og David Lloyd ville hylde og henvise til i historien: »Listen så cirka sådan ud: Orwell. Huxley. Thomas Disch. »Judge Dredd«. Harlan Ellisons »Repent Harlequin! said the Ticktockman.« »Catman« og »Prowler in the City at the Edge of the World« af samme forfatter. Vincent Prices »Dr Phibes« og »Theatre of Blood«. David Bowie. The Shadow. Nightraven. Batman. »Fahrenheit 451«. »New Worlds« forfatteres version af science fiction. Max Ernsts maleri »Europa efter regnen«. Thomas Pynchon. Stemningen fra britiske film fra 2. verdenskrig. »The Prisoner«. Robin Hood. Dick Turpin...«



WACHOWSKI-manuskriptet giver en bemærkelsesværdig kongenial intimation af disse skriftsteder. Filmen kan ikke, som serien kunne, da den oprindelig stod i magasinet Warrior, lege med føljetonformatet, bruge et helt kapitel på at bringe det illustrerede partitur til sangen »This Vicious Cabaret« (»Vanviddets vaudeville«), fylde marginen med hypertekst eller på anden vis strække og standse historien, som Moore og Lloyd gør på alle niveauer. Men V (Hugo Weaving) er både Dick Turpin, Manden der ler og The Shadow – samt Edmond Dantes fra Dumas' Greven af Monte Christo, hævndramaet over dem alle, som han kører [i den klassiske 1934-version med Robert Donat] for lærlingen Evey i sin Phantom of the Opera-agtige hule.



FILMEN tager tydeligt afsæt i en ajourført udgave af 1984. John Hurt (1940-2017), der spillede Winston Smith i Michael Radfords 1984-udgave af George Orwells dystopiske grundtekst, har rollen som den Big Brother-agtige diktator. Man kan næsten høre hundene fra David Bowies Diamond Dogs (1975), der var inspireret både af Orwell og Harlan Ellison-teksterne, som Moore fremhæver på sin huskeliste.
   De hyler i et London, som med alle midler vil afskære sig fra Amerika. Heraf også valget af Guy Fawkes som identifikationsfigur. (»It was David Lloyd's idea, and it was a brilliant idea, to actually make him look like Guy Fawkes«.) Filmen forklarer, hvorfor komplottet i november 1605 var en skelsættende friheds- og terrorhandling.
   Ellers er den britiske mytologi koncentreret i scener, hvor Stephen Fry som kulturradikal tv-vært gør nar af diktatoren. Musikken, som kører i baggrunden, er en pastiche på temaet fra komikeren Benny Hills frejdigt sexistiske tv-sketches. Moore kunne næppe selv have sagt det bedre.



MED et kronisk mareridtssmil på sin maske myrder V uden tøven de læger og embedsmænd, som torturerede og vansirede ham i Larkhill Resettlement Camp efter fascisternes magtovertagelse. Det er ikke med i planen, at Evey Hammond (Natalie Portman) skal blive hans protegé. Hun fremlægger hele historien. Det er Portmans stemme, som fremsiger remsen, der både åbner og afslutter filmen:
   »Remember remember the fifth of November/ Gunpowder, Treason and Plot./ I see no reason why Gunpowder Treason/ Should ever be forgot.«
   Som tilskuer ser man ingen grund til, at Moore har distanceret sig fra filmen og fjernet sit navn fra de credits, som blot nævner tegneren David Lloyd. Det viser sig da også at være filmatiseringer i almindelighed, som Moore vil lægge afstand til, hvilket ikke kan undre efter brødrene Hughes’ ordinære From Hell (2001) og Stephen Norringtons regulært rædselsfulde The League of Extraordinary Gentlemen (2003).
   V for Vendetta var hans gennembrudsværk. Serien blev til i to omgange, påbegyndt i 1980 og færdiggjort i 1988 efter en pause på fem år. I mellemtiden havde mesterværket Watchmen (1986-87) gjort Moore til den kultskikkelse, han er i dag.***



V FOR Vendetta skal især anbefales skeptiske mennesker, der sædvanligvis nægter at røre ved alt, som har med seriekunst og science fiction at gøre. Filmen kritiserer The Patriot Act og dagens medieskabte ængstelse med samme styrke og elegance, som V i Moores serie tog afstand fra Thatcher-regeringens England.
   »Her er koldt, den indre svinehund glammer, og jeg bryder mig ikke længere om mit eget land. Godnat England. Godnat til alle og V FOR VENDETTA,« skrev Moore i 1988 i sit forord til den første samlede udgave af serien. Det er lykkedes at koncentrere og bevare sjælen i denne vrede. V for Vendetta er blevet en af de bedste tegneseriefilmatiseringer i nyere tid.


*) Teksten er fra 2006, da McTeigue/Wachowski-filmen fik premiere. Jeg tænkte på 9/11, H5N1-virus (fugleinfluenza) og Homeland Security-særlovgivning, da jeg skrev. Femten år med finanskrise, Brexit, kold og varm popupkrig, Putin og Trump, Islamisk Stat, terror for tro eller ideologi, Utøya, Krudttønden, Bataclan, Charlie Hebdo, COVID-19-pandemi osv. har bare forstærket de nævnte tendenser. Det er imens blevet muligt for begge (og alle) sider at bruge V som et frihedssymbol. Alle slags anarkister og dissidenter – inklusive de trumpistiske ekstremister, som stormede den amerikanske kongresbygning i januar 2021 – har påkaldt sig V og Anonymous-masken. Er det så i Moores ånd? Det er det jo et eller andet sted. V inkarnerer alle slags modstand og er en bombe under alle systemer. 

**) Førsteudgaven af V for Vendetta var i sort-hvid og blev bragt som føljeton i det britiske månedsblad Warrior (1982-1985), en konkurrent til det særdeles sejlivede 2000 A.D. (1977-; 2.291 ugentlige numre + 16 særtryk, 71 ekstranumre og 36 årshæfter pr. juli 2022), som ex-Marvel-redaktøren Dez Skinn og hans nyiværksatte Quality Communications lancerede i 1982. Også Moores genstart/nyfortolkning af karakteren Marvelman [nu Miracleman] blev bragt i Warrior (først med Garry Leach og siden med Alan Davis som tegner). Da Warrior lukkede efter 26 numre, manglede endnu to kapitler (»Values« og »Vignettes«) af Act 2: This Vicious Cabaret (og hele Act 3: The Land of Do-As-You-Please). I 1988 blev serien samlet op af DC Comics i USA og udgivet på Vertigo-imprintet i ti numre, nu farvelagt og færdiggjort med diverse nyt materiale. Den samlede albumudgave udkom første gang i 1990. V for Vendetta er siden genudgivet talrige gange i stadig mere overdådige versioner. Absolute V for Vendetta udkom i 2009 på DC Vertigo. Deluxe Collector-bokssættet (med tilhørende Anonymous-maske) i 2012. The 30th Anniversary Deluxe fra 2018 er endnu mere absolut end Absolute-udgaven. Kun Watchmen-konceptet er gentænkt flere gange. Egmont/ Serieforlaget udgav V for Vendetta på dansk i 2005. I 2015 udkom den indbundne deluxeudgave 
på Forlaget RW [Lion]. Serien er oversat af Martin A. Hansen [nej, ikke ham, der skrev Løgneren fast]. 

***) Modstanden stikker dog dybere. Moore ville skabe en dystopisk satire, der gik til (mod)angreb på Margaret Thatchers konservative regering og de fascistiske tendenser, som den repræsenterede for ham – og mange andre intellektuelle i 1980ernes England. Modsætninger som Ken Loach og Roger Waters lyder ens, når de taler om Thatcher – der er endda en vis nostalgisk veneration, fordi hun var så let at identificere som fjenden. Moore var ikke mindst inspireret af gadekampene mellem The National Front og The Anti-Fascist League. Serien er henlagt til et fascistisk England i 1997, ekstrapoleret fra sociale tendenser i 1982 [som når Orwell i 1984 faktisk taler om England i 1948]. Det er en britisk mytologi og en meget specifik dystopi. I filmen blev grundkonflikten amerikaniseret og reduceret til en mere udflydende fabel om liberalisme mod konservatisme: »There wasn't a mention of anarchy as far as I could see. The fascism had been completely defanged. I mean, I think that any references to racial purity had been excised, whereas actually, fascists are quite big on racial purity.« For fritænkeren Moore er og bliver anarkiet det mest demokratiske tankesystem.


V for Vendetta. Instr.: James McTeigue. Manus: Andy og Larry Wachowski. Foto: Adrian Biddle. 132 min. USA-Tyskland 2006. Dansk premiere: 24.03.2006.

Alan Moore & David Lloyd: V for Vendetta. 288 s. Vertigo/ Egmont Serieforlaget 2005.

Alan Moore & David Lloyd: The Absolute V for Vendetta. 396 s. Vertigo/ DC Comics, 2009.

Alan Moore & David Lloyd: V for Vendetta. 296 s. RW Lion, 2015.

Alan Moore & David Lloyd: V for Vendetta. 30th Anniversary Deluxe Edition. 396 s. DC Comics, 2018. 


Fotos: Warner Bros./ Virtual Studios/ Silver Pictures/ Anarchos Productions/ Studio Babelsberg/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ DC Comics/ Vertigo/ Egmont/ Warner Bros. Home Entertainment/ YouTube (trailer + BBC Maestro clip)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 02.11.2020 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.03.2006

fredag den 11. februar 2022

Terrence Malick: Knight of Cups (2015) [Moderne mestre]


DEN VERDSLIGE PILGRIM
En film om at vågne op til sit liv

Af BO GREEN JENSEN

SOM regel er det bedst, hvis en film lader billederne tale. Fortællerstemmen hører dog med i Terrence Malicks Knight of Cups.
   Rick (Christian Bale) er manuskriptforfatteren – og ridderen fra det tarotkort, der har givet filmen titel – som vandrer gennem en serie erindringstableauer, mens fem-seks kvinder driver ind og ud af hans liv: Cate Blanchett, Natalie Portman, Isabel Lucas, Freida Pinto, Imogen Poots, Teresa Palmer.
   Et andet spor følger Ricks forhold til sin far (Brian Dennehy) og bror (Wes Bentley). De skændes for det meste om en død bror og en savnet mor. Alt er skildret i kameracirkler, som kun strejfer de enkelte situationer. Det er uvist, om prinsen finder den perle, som kongen sendte ham ud for at hente.
   Rick har succes, men han nyder den ikke. Han bader sig i verdslighed. Han vågner til sit liv, og filmen skifter tone. »Alle disse år, hvor jeg levede en andens liv,« siger forfatteren, som har fundet askesen.
   Jorden ses fra rummet, Bale og Portman bader ved Malibu. Flere tarotkort bliver lagt eller spillet, men forklaringsmodellen er gennemført kristen. Der citeres især fra John Bunyans allegoriske skrift om The Pilgrim’s Progress (1678, da. En Pilgrims Vandring).
   Formen er fuldkommen original. I det mindste så meget er sikkert.


TERRENCE Malick (f. 1943) lavede tidligt to stykker americana med dybe mytologiske rødder. Badlands fra 1973 følger et ungt par (Martin Sheen og Sissy Spacek) på et mordtogt gennem South Dakota.
   Filmen var baseret på sagen om Charles Starkweather og Carli Ann Fugate, som dræbte 11 personer »i virkeligheden«. Det er den samme episode, som Bruce Springsteen bruger på albummet Nebraska (1982), hvor titelsangen citerer Starkweathers forklaring.
   Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden) foregår i Texas i 1916. Richard Gere og Brooke Adams foregiver at være søskende, da de tager arbejde hos Sam Shepard. Det er en moderne syndefaldsmyte. I Shepards sidste tid har de tre virkelig en slags »himmelske dage« i kornhavet under det store blå.
   Billedsiden citerer malerne Edward Hopper og Andrew Wyeth, mens Ennio Morricones score bearbejder temaer fra Camile Saint-Saëns og er isprængt autentisk folkemusik i Joe Hill/Woody Guthrie-traditionen, fremført af Leo Kottke.
   Begge film gør brug af en kvindelig fortæller. Det er ikke, fordi de forklarer tingene 1:1, men de sætter dem i perspektiv.


EFTER Days of Heaven var Malick tavs i tyve år. Imens opstod myten om den sidste nulevende mester. Malick har ikke udtalt sig siden 1979 og giver stadig ikke interviews. Sådan blev han filmens svar på Thomas Pynchon.
   The Thin Red Line (1998, da. Den tynde røde linje) var baseret på James Jones’ roman. Her blev Stillehavskrigen sindbilledet på alle krige. Der var nu et helt kor af uenige stemmer. The New World (2005, da. Den nye verden) skildrer mødet mellem John Smith og Pocahontas. De har ikke noget fælles sprog, men taler alligevel til hinanden.
   The Tree of Life (2011) bliver betragtet som hovedværket. Malick fortæller sin egen familiehistorie fra 1950ernes Texas, men han gør det i en kosmisk form, som griber tilbage til verdens skabelse – der er en tyve minutter lang sekvens med Big Bang, urtid og dinosaurer – og slutter på bredden ved sjælenes hav.
   Filmen er vildt ambitiøs, stilistisk storslået og meget patetisk. Formen er en fuga, atter med megen voice over. Det spiller næsten ingen rolle, hvem stemmerne tilhører. Alt liv synes at være det samme.



DER er delte meninger om To The Wonder (2012) og Knight of Cups. Begge film skildrer en enkelt mands livrejse, både på et indre plan og i den taktile virkelighed, hvor kvinderne bliver fysiske manifestationer af miraklet. Begge er en blanding af det dybe og dybt banale. Begge ligner fraklip fra The Tree of Life.
   Alle tre film bryder med det foreskrevne fortællemønster. De kronologiske krumspring er det mindste af det hele. Stemmerne, der taler og hvisker på lydsporet, eksponerer ikke, som man er vant til. Det er indre monologer i traditionen fra den litterære modernisme.
   De forholder sig kommenterende til det viste liv på billedsiden. Det er både smukt og trættende. Sproget er stort og kan virke pompøst. Der er end ikke tilløb til humor og fortrolige henvendelser.


FANS af den evangeliske form taler henført om en unik liturgi hos den sene Terrence Malick. Jeg kan sagtens se, hvad det er jeg skal se, og give mig hen til de svimlende billeder, som husfotografen Emmanuel Lubezki (Birdman, The Revenant) har skudt i sin signaturstil.
   Jeg kan glæde mig til Weightless, som bliver næste afsnit af Malicks metafysiske film fleuve. Men i Days of Heaven kunne jeg undre mig over miraklet. I den forklarede form kan jeg bare betragte.*
   Disse film er som vinduer i en kirke. Set indefra er der brændende farver. Set udefra er der bare mat glas.

*) Song to Song (2017) havde længe Weightless som arbejdstitel. Filmen foregår i musikmiljø i Austin, Texas, og følger tre sammenflettede parforhold over tid. Der er både faste tropper fra Malicks ensemble og nye ansigter på rollelisten: Ryan Gosling, Michael Fassbender, Rooney Mara, Cate Blanchett, Natalie Portman, Val Kilmer. Sangerinden Lykke Li spiller sangerinden Lykke Li. Endvidere medvirker musikalske venner som Patti Smith, Iggy Pop, Florence Welch, John Lydon, Flea og First Aid Kit. Desværre blev scener med Arcade Fire, Iron & Wine og Fleet Foxes fjernet fra filmen. Christian Bale var på settet i tre dage, men optræder ikke i den færdige film, som ikke så langt ude er i familie med Michael Winterbottoms 9 Songs (2004).
   Song to Song fik verdenspremiere på SXSW-festivalen i 2017. Som det eneste Malick-arbejde er den aldrig  distribueret i Danmark. Selv iMax-dokumentaren Voyage of Time (2016) nåede danske biografer ad åre. Men ikke Song to Song. Malick-aktien stod i lav kurs ved 10ernes slutning. Scenen var således ryddet og klar til det kritiske comeback med A Hidden Life (2019). 

Se også Store filmatiseringer: The Thin Red Line (1962/1998) og Terrence Malick: A Hidden Life (2019) [Moderne mestre].

Knight of Cups. Instr. og manus: Terrence Malick. Foto: Emmanuel Lubezki. 118 min. USA 2015. Dansk premiere: 24.03.2016.


Fotos: Dogwood Films/ Waypoint Entertainment/ Broad Green Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.03.2016

tirsdag den 18. januar 2022

Wes Anderson: The Darjeeling Limited + Hotel Chevalier (2007)


TUREN GÅR TIL INDIEN
Med kvæstede Salinger-brødre ombord 

Af BO GREEN JENSEN

BRØDRENE Whitman er gledet fra hinanden. Francis (Owen Wilson), Peter (Adrien Brody) og Jack (Jason Schwartzman) har næppe talt sammen – og især har de ikke talt pænt til hinanden – i det år, som gået siden deres fars begravelse.
   Forretningsmanden Francis kørte galt på sin motorcykel, formentlig med vilje, skønt han hævder det modsatte. Hans knuste ansigt er stadig pakket ind i bandager, da han møder sine brødre ved toget i Indien.
   Det var faktisk på den samme perron, at Peter så sin far (Bill Murray) dø under mystiske omstændigheder. Han går stadig med faderens solbriller, som han bærer i alle slags lys. Peter befinder sig selv i en krise og gør, hvad han kan for at glemme, at han snart skal have barn med sin kæreste.


LILLEBROR Jack er familiens krønikeskriver. I den kvarterlange kortfilm, Hotel Chevalier, som vises før rejsen til Indien begynder, har forfatteren siddet og skrevet på sit hotel i Paris, da ekskæresten (Natalie Portman) melder sin ankomst. Jack tager imod hende, Han gør, hvad han kan for at virke upåvirket (hvorved man mærker hans anfægtelse), og da hun er kommet og har taget tøjet af, elsker de på sengen, mens den allestedsnærverende iPod spiller Peter Sarstedts gamle hit, »Where Do You Go To (My Lovely)?«, i fuld længde.
   Jack har skrevet en novelle om de groteske hændelser, som fandt sted ved den tyske garage i New York, da brødrene ville hente deres fars bil før begravelsen. I Indien viser han teksten til Francis og Peter, og ved rejsens slutning ser man en dramatisering af det absurde forløb. Det er Jack, der kan huske alle detaljer. Han siger altid, at personerne i hans historier er fiktive, ligesom konteksten udspringer af hans fantasi. Han narrer dog ingen med disse besværgelser. Jack ville næppe være i stand til at skrive om andet end sin familie.


DET er Francis, som har sat brødrene stævne. De har brug for at finde sig selv og hinanden, og til det formål findes næppe et mere åndeligt sted end det sære, hellige, magiske Indien.
   Var det godt nok til Donovan og The Beatles, må det være optimalt for den atomiserede Whitman-familie. Man vil rejse med toget The Darjeeling Limited. Ved vejs ende når man måske det kloster, hvor brødrenes mor (Anjelica Huston) har fundet sit kald. Eller også slutter det helt anderledes. Først må man bare springe ombord.
   Det sker, i flimrende hede og duvende slow, til tonerne af »This Time Tomorrow« med The Kinks. Hele tre sange fra albummet Lola and Powerman versus the Moneygoround (1970) benyttes på det eklektiske soundtrack, som sædvanen tro er kurateret af Randall Poster.


NU følger en effektiv dannelsesrejse. Gennem smerte, nat og kaos, gennem farver og forvandling, over ørkensand og bjerge, gennem fortid, nutid og fremtid, bevæbnet med opiumstærk hostesirup og pertentligt laminerede dagsplaner, bevæger brødrene i toget sig. Jack har en heftig affære med togstewardessen, som græder da hun forlader sin mand. To gange bliver brødrene sat af toget, men får lov at stige på igen. Endelig fanger bordet, og de bliver efterladt i ørkenen med 11 kufferter, en printer og en lamineringsmaskine.


DET er den samme slags excentriske Salinger-familie, man kender fra Andersons øvrige film, Bottle Rocket (1996), Rushmore (1998) og The Royal Tenenbaums (2001). Opus fire, The Life Aquatic with Steve Zissou (2004), koncentrerede alt på et ekspeditionsskib og fyldte historien med Jacques Cousteau-referencer og David Bowie-sange på portugisisk.
   Midtvejs brød virkeligheden ind i den reduktive miniaturekunst, en slags åndelig bonsai, som Anderson nok er nervøs ved at dyrke for monomant. Moderne pirater vædrede filmens svar på skibet »Calypso«.
   I The Darjeeling Limited sker noget tilsvarende, da brødrene redder to børn fra at drukne i floden ved en landsby, de passerer. Kun Peter kan ikke bjærge sin dreng. Brødrene bliver i byen til begravelsen, der skildres atypisk indgående og – som altid hos den excentriske instruktør - forbavsende anfægtende.
   I øvrigt lykkes planen. Efter rejsens uforudsigeligheder tager de afsked som ældre og lidt bedre mænd. Francis’ ansigt er i bedring. I hvert fald tager han bandagerne af. Peter ringer til sin kone. Jack bliver ved med at skrive og kan meget vel være manden, der har fremlagt hele den snoede historie.


WES Anderson har ikke været bedre, mere cool eller mindre selveftergivende. Med den femte spillefilm befæster han sin status som den mest underfundige af de yngre amerikanske auteurs, der får lov at leve ideerne ud. Hollywood afskrives gerne som en tarvelig sump, hvor kun penge har betydning, men faktisk støtter Drømmefabrikken en ganske omfattende kreds af risikovillige filmskabere: Quentin Tarantino, Tim Burton, Steven Soderbergh, Paul Thomas Anderson, David Fincher, Sofia Coppola og Todd Haynes. Af disse er Anderson tættest på Burton, men egentlig ligner han bare sig selv.


Se også Detaljernes mester: Et interview med Wes Anderson [Moderne mestre]; Wes Anderson: The Grand Budapest Hotel (2014) [Berlinale Silver Bear]; Wes Anderson: Isle of Dogs (2018). 




The Darjeeling Limited. Instr.: Wes Anderson. Manus: Roman Coppola, Jason Schwartzman, Wes Anderson. Foto: Robert Yeoman. 91 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.

Hotel Chevalier. Instr. og manus: Wes Anderson. Foto: Robert Yeoman. 13 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.


Fotos: Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Filmgrab/ Mark Friedberg 
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.12.2007

lørdag den 3. april 2021

Darren Aronofsky: Black Swan (2010)


»DANDSE SKAL DU!«
Ballet noir for begyndere

Af BO GREEN JENSEN

DER er flere slags balletfilm, men for så vidt kun to hovedspor. Enten fokuserer man på glæden ved det fælles, de mange forskellige kræfter, som raser i ensemblet og ved kollektiv gejst bliver ét på den store premiereaften, hvor alting balancerer og forløses. Der kan nok være modgang, men grundatmosfæren er lys og heroisk. Sådan oplever man for eksempel ballettens verden i Robert Altmans The Company (2003).
   Eller også er enerens kamp hovedsagen. Man følger solistens arbejde og engagerer sig i hans eller hendes personlige baggrund. Det gælder egentlig uanset, om rammen er fiktiv eller dokumentarisk. Man når til at beundre disciplinen og begribe, hvorfor netop dette parti i denne opsætning bliver verdens vigtigste ting for en tid.
   I sidstnævnte kategori er en undergenre, man kunne kalde ballet noir. Det er dén, hvor dansen tager magten fra den enkelte danser. Grundstenen har gennem 70 år været The Red Shoes (1948), Michael Powell og Emeric Pressburgers farvemættede modernisering af H.C. Andersens eventyr »De røde Skoe« fra 1845. I Powells udgave bliver stjålen musik, rivaliseringen mellem to kompagnier og seksuel besættelse et bagtæppe for den sidste flammende dans til døden, som udføres af Moira Shearer.



TIL kernen af febrile balletfilm føjer sig nu Darren Aronofskys Black Swan. Natalie Portman har rollen som Nina Sayers, der på højden af sin bane får mulighed får at danse drømme- og dobbeltpartiet som Odette og Odile, den hvide og den sorte svane i Pjotr Tjajkovskijs uopslidelige Svanesøen (1877). Nina, der lever asketisk og paces frem af sin overbeskyttende mor (Barbara Hershey), som selv er forhenværende danser, vil gøre alt for at dreje og briste i lyset. Koreografen (Vincent Cassel) har dog ikke besluttet, om rivalen Lily (Mila Kunis) måske er et bedre valg til partiet.
   For Nina består problemet i at finde ind til den farlige side af selvet, så også de dæmoniske facetter kan forløses. Hun er derimod skabt til inkarnere den brusende hvide svane. For Lily er det omvendt. Koreografen opfordrer Nina til at udforske mørket, og han viger ikke tilbage for at presse hende seksuelt. Fra første færd har Nina syner, som kunne være hallucinationer. Hun er i øvrigt også ved at få vinger og lider af en vane med at skære i sig selv, som driver hendes mor til fortvivlelse.



FILMENS styrke ligger i den sammenbidte, stakåndede alvor. Vi ser med Ninas øjne og kan aldrig med sikkerhed skelne drøm og psykose fra virkelighed. Både dansernes verden og New Yorks natteliv, som Nina begynder at udforske sammen med Lily, er iscenesat med intens realisme. Nina vil om nødvendigt dræbe sin mørke tvilling for at danse baletten til ende. Dansen koster da også et liv, men begreberne slår en saltomortale, før spejlstumpen sidder i brystet til slut.
   Black Swan har alle den fødte klassikers træk. Ligesom i The Red Shoes er selve opførelsen af balletten højdepunktet, og skellet mellem dans og virkelighed viskes fuldkommen ud i den store finale. Natalie Portman yder en kompromisløs indsats, som Aronofsky gør alt for at maksimere. Af samme grund er filmen også et melodrama, der let kammer over i ren hysteri. Hvis man tvivler bare ét øjeblik, falder hele konstruktionen til jorden. Tricket udføres dog ret suverænt.



ARONOFSKY er manden bag genistregen Pi (1998), misbrugsskildringen Requiem for a Dream (2000), den holistiske scifi-fabel The Fountain (2006) og fribryderfilmen The Wrestler (2008). Black Swan rummer lidt af begge sidstnævnte. Og kimen til både Noah (2014) og Mother! (2017).
   Filmen fortjener at blive elsket, og mange vil gøre det uden forbehold. Mit går på graden af skævvreden psykologi. Så effektiv finalen føles, forekommer den meget gemacht. Endelig gentages ledemotivet så monomant, at man næsten når et mæthedspunkt med Tjajkovskijs vidunderlige musik.
   Mest imponerende er dæmonien, som er lige dele American Gothic, Dostojevskijs Dobbeltgængeren og den truende engel i Andersens barske, regulært foruroligende eventyr:

»Dandse skal Du!« sagde han, »dandse paa dine røde Skoe, til Du bliver bleg og kold! Til din Hud skrumper sammen som en Beenrads! Dandse skal Du fra Dør til Dør og hvor der boe stolte forfængelige Børn, skal Du banke paa, saa at de høre Dig og frygte Dig! Dandse skal Du, dandse --!«

   Georgina Parkinson fra American Ballet Theatre har trænet skuespillerne, som i særligt svære scener dubleres af danserne Sarah Lane og Maria Riccetto. Benjamin Millepied fra New York City Ballet har udført koreografien, og kompagniets dansere er udlånt af Pennsylvania Ballet. Komponisten Clint Mansell har bearbejdet Tjajkovskijs partitur, så filmens score bliver mere insisterende.
   Black Swan er højspændt, stram som wiren under en vaklende linedanser – og hele tiden i fare for at briste. Helheden skærer i sindet som glas, men blodet flyder dunkelt og smukt.




Black Swan. Instr.: Darren Aronofsky. Manus: Mark Heyman, Andrés Heinz, John McLaughlin. Foto: Matthew Libatique. 108 min. USA 2010. Dansk premiere: 20.01.2011


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Fox Searchlight Pictures/ 20th Century/ SF Studios/ 
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 01.04.2013
Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 21.01.2011

onsdag den 23. september 2020

Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]


ENKENS FORTÆLLING
Jacqueline Kennedy Onassis 1929-1994

Af BO GREEN JENSEN

JOHN F. Kennedy blev myrdet i Dallas den 22. november 1963. Den formodede gerningsmand, Lee Harvey Oswald, døde to dage senere, da natklubejeren Jack Ruby skød ham af aldrig fuldt klarlagte grunde.
   Samme søndag foregik statsbegravelsen i Washington. Efter ceremonien på Arlington Cemetery tog præsidentens enke til Hyannis Port, Kennedy-klanens sommerresidens, for at overveje sin situation, mens Det Hvide Hus blev gjort klar til Lyndon og Lady Bird Johnson.
   Jacqueline Kennedy kontaktede selv den politiske kommentator Theodore H. White, en gammel ven af familien, og tilbød ham et interview. Artiklen »For President Kennedy, An Epilogue« stod i Life Magazine den 6. december.



DET var en forkommen kvinde, som talte med White. Jackie blev gift med den ti år ældre – og notorisk promiskuøse – John i 1953, da hun var 24 og nybagt kandidat i fransk litteratur. Der var fire graviditeter, men pigen Arabella var dødfødt, og drengen Patrick levede kun i to dage. Ved præsidentens død stod Jackie alene med Caroline på seks år og sønnen John Jr. på tre.
   Efter fem år giftede hun sig med skibsrederen Aristotle Onassis, og da han døde i 1975, blev hun til fabeldyret Jackie O, som hang ud med Andy Warhol, Truman Capote og Bianca Jagger. Hun var et stilikon gennem hele sit liv. Det sluttede i maj 1994, da hun døde af lymfekræft, 64 år gammel.



JFK-attentatet er Den Store Hvide Hval blandt konspirationsteorier, og forløbet er skildret fra alle tænkelige vinkler. Alligevel finder Pablo Larrains film en ny. Jackie fokuserer på ugen fra attentatet til interviewet med White – som bliver spillet af Billy Crudup og her er en mere generisk figur. Der er flashbacks i langt og kort perspektiv, men ingen ved, hvad der videre sker.
   Det er et solidarisk portræt af den blodtilstænkede kvinde, som stadig bærer et lyserødt sæt fra Chanel, da hun overværer indsættelsen af Lyndon B. Johnson. I filmens hjertescene kan hun endelig lægge det blodige tøj. I størknet tid husker hun skuddet, der knuste hendes mands hjerneskal. Strømperne må næsten skrælles af, før hun kan tage sit lutrende bad.


   
JACKIE er i vejen og bliver konstant puffet væk. Kun svogeren Robert spørger til hendes reaktioner, og det er ham, der insisterer på at respektere hendes ønske om en statsbegravelse efter Abraham Lincoln-modellen.
   Under interviewet med White er hun formel og kontrolleret. Hans artikel er berømt, fordi den lancerer myten om Kennedys regering som et amerikansk Camelot. Jackie citerede selv Lerner og Loewes musical: »Don’t let it be forgot/ That once there was a spot/ For one brief, shining moment/ Known as Camelot.«
   Filmen gør det anderledes. Sangen fra Camelot kører videre i udløbsrillen, da alle har forladt lokalet for at forsvinde ind i historien og blive til skyer.


  
PABLO Larrain, som er chilener, har tidligere demonstreret sit talent for at genskabe ældre mediebegivenheder. NO (2012) fortalte historien om reklamebureauet, som førte nej-kampagnen, der tvang præsident Pinochet fra embedet i 1988. Det bedste ved filmen var de rekonstruerede tv-spots.
   Her gør Larrain det samme med Kennedy-epoken. Jackie blev kritiseret for at bruge unødvendigt mange penge på en modernisering af Det Hvide Hus. For at vende stemningen, inviterede hun tv med ind i de nye, luftige stuer.
   Larrain genskaber optagelserne og viser de færdige billeder. Teknikernes attitude siger lige så meget om fordomsfuldheden, Jackie bliver mødt med, som de utålmodigt overbærende reaktioner i dagene efter attentatet.


NATALIE Portman giver en koncentreret fremstilling af den chokerede kvinde, som beslutter at tage kampen op. Caspar Phillipson fungerer udmærket som JFK, og Peter Sarsgaard er på hjemmebane som Robert Kennedy.
   John Hurt spiller præsten, som Jackie fører terapeutiske samtaler med. Han lyder ofte som en John Ford-karakter – »When the legend becomes fact, print the legend«. Noah Oppenheims manuskript har den samme idé, at undersøge hvordan myter bliver til.
   Ellers er det, når akkuratessen er behørigt beundret, svært at se, hvad filmen vil. Jo, den giver Jackies vinkel på sagen, men det er som med andre rekonstruktioner. Man siger: Ih, hvor det ligner, og åh, var det sådan. Men for rigtigt at bruge historien, må man have en klar og fast præmis.
   Filmen gør enkens fortælling konkret, og som et vindue på tiden er den interessant, fordi atmosfæren virkelig smager af 1963. Jackie nægter at være et offer – men er alligevel skildret netop som dét.



Jackie. Instr.: Pablo Larrain. Manus: Noah Oppenheim. Foto: Stéphane Fontaine. 100 min. Chile-Frankrig-USA 2016. Dansk premiere: 12.01.2017.


Foto: Fox Searchlight Pictures/ LD Entertainment/ Wild Bunch/ Protozoa Pictures/ Why Not Productions/ CineMaterial/ FilmAffinity/ Time Warner/ Life Magazine
Filmen streames (lån, køb eller leje) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Twentieth Century Fox 07.03.2017 
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2017