The Iron Lady: Margaret Thatcher 1925-2013

DEN BIOGRAFISKE SANDHED

Uskarpt portræt af den britiske statsleder

Af BO GREEN JENSEN

DEN bedste scene er den første. En aldrende kvinde med frakke og tørklæde køber mælk i et lokalt supermarked. Der er en kakofoni af skarpe lyde. I køen står en sort mand og hører sin egen musik på en iPod. Butiksindehaveren er indisk. Hvis han ved, at kvinden engang var landets premierminister, lader han sig ikke mærke med noget. Man fornemmer, at det ikke er kvindens tid mere. Hun tager dog oplevelsen i stiv arm og synes mest af alt at undre sig.

   Ingen genkender Margaret Thatcher (Meryl Streep), som bærer mælken hjem til den skarpt bevogtede bolig i Mayfair. Hun har en sammenkrøben gangart, som passer til en kvinde på 86 år. Hun har været ude i det multietniske England, som man kunne tro, hun ville beklage sig over, da hun sætter sig ved morgenbordet, hvor ægtefællen Denis (Jim Broadbent) læser avis. Hun er dog mere optaget af, at prisen på mælk er steget igen.

   

THE Iron Lady er god i sådanne scener, hvor den skaber en hverdagssituation og gør sig umage med at brede den ud. Desværre er der relativt få. I stedet bruger filmen tid på at rekonstruere episodiske highlights fra den officielle biografi, ofte med en respektfuld ugidelighed, der tangerer det fantasiløse.

   De historiske og politiske flashbacks er indlejret i en rammefortælling, hvor den kognitivt svækkede Thatcher stadig taler med sin afdøde mand. Hun vægrer sig ved at kassere hans ting. Det har hun gjort i otte år. Også denne dag vil sekretæren, vagterne og den bekymrede datter forsøge at få hende til at give slip.

   Mens Lady Thatcher signerer sin seneste erindringsbog – og kommer til at skrive Margaret Roberts på titelbladet – rejser filmen tilbage til begyndelsen. Købmandsfamilien søger ly under Blitzen, kammeraterne håner den flittige pige. Hun kandiderer i sin fars gamle kreds og bliver mobbet af partiledelsens old boys. Kun Denis kan se potentialet i kvinden, som siden vil ændre nationen. De bliver gift og får børn, tvillingerne Carol og Mark, som er meget alene, mens deres mor gør konservativ karriere.

SOM ungt par bliver Margaret og Denis fremstillet af Alexandra Roach og Harry Lloyd. Iain Glenn er Alfred Roberts, den kernesolide faderfigur og rollemodel, som datteren altid så op til og huskede med uforbeholden varme. Snart når fortællingen stedet, hvor Streep kan spille Margaret i begge tider. Ofte husker hun attentatet i Brighton, hvor en nordirsk terrorbombe rystede partikongressen i 1984. I forbifarten, som en hest med skyklapper må opleve sin rute, skildres de slag, der gjorde Thatcher til en af sin tids mest forhadte politikere.

   Posten som partiformand og oppositionsleder er sikret i februar 1975. Downing Street 10 indtages efter den konservative jordskredssejr i maj 1979. Hun sætter hårdt mod hårdt i Ulster, scorer en folkelig sejr i Falklandskrigen (1982) og bliver triumferende genvalgt i juni 1983. Fagbevægelsen knækkes under minearbejderstrejken 1984-85. Hun danser vals med åndsfællen Ronald Reagan og glemmer efterhånden at lytte, når kritikere som Geoffrey Howe (Anthony Head) og Michael Heseltine (Richard E. Grant) taler. Hun styrtes og trækker sig ind i det limbo, som Phyllida Lloyds film gør til en flydende nutid.

MAN får indtryk af en kvinde, som altid handler med overbevisning. På den måde undgår filmen at tage stilling til hendes realpolitik. Det er for så vidt en legitim metode, men da Lloyd og manuskriptforfatteren Abi Morgan begynder bøje kronologien, går der gradvis inflation i skyggespillet. Filmen kunne være længere eller kortere, det ville ingen forskel gøre. Formen er frustrerende, fordi der også er scener, som virkelig lever og står sig.

   Jernladyen må i sagens natur virke anderledes på britiske tilskuere. En lang række tv-film og teaterstykker har skildret Thatchers liv i heroisk, satirisk og kritisk belysning. Rollen er blevet spillet af Patricia Hodge i The Falklands Play (2002), hvor hun fremstår som en karikeret dominatrice; af Andrea Riseborough som den unge Thatcher i The Long Walk to Finchley (2008) og af Lindsay Duncan som den imploderende stjerne i Margaret (2009). For et hjemmepublikum er The Iron Lady et supplement til disse fremstillinger.*

   

ANDERLEDES ser det ud, hvis man ikke selv var der i 80'erne og betragter livsskitsen som den biografiske sandhed. Da er filmen ganske enkelt for uskarp og let. Thatcher var en brutal demagog. Hun afmonterede velfærdsstaten. Hun konsoliderede markedsøkonomien og arbejdede for social ulighed. Det er stadig Thatchers England. Hun vidste præcis, hvad hun gjorde hver gang. Hun var virkelig blå ind til benet.

   Meryl Streep kan virkelig denne slags udklædningsrolle, og hun brillerer hele vejen igennem. Jim Broadbent er sat på en uriaspost som Denis Thatcher, hvis rolle alene er at støtte og more. Streep gør for Thatcher, hvad Helen Mirren gjorde for dronning Elizabeth i The Queen (2006). Den film havde bare et bedre manuskript og var mesterligt lagt til rette. The Iron Lady er lidt af hvert af det hele, og det vil sige hverken fugl eller fisk.

Meryl Streep modtog sin tredje Oscar for rollen som Margaret Thatcher. De andre to var for Kramer mod Kramer (1979) og Sophie's Choice (1982). Hun har været nomineret 21 gange. Kun Ingrid Bergman og Jack Nicholson har sagt tak lige så tit. 

*) Gillian Anderson spiller Margaret Thatcher i sæson 4 af Peter Morgans The Crown (2016-2023), som dækker årene 1979-1990. Her er accenten lagt på kejtet underdanighed. Det er formentlig den dramatiske fremstilling, som flertallet nu forbinder med Thatcher. I sæson 3 og 4 bliver dronning Elizabeth spillet af Olivia Colman. I The Iron Lady har Colman rollen som den voksne Carol Thatcher.

   Mellem filmen The Queen og serien The Crown skrev Peter Morgan skuespillet The Audience (2013). Her er dronningens ugentlige møder med skiftende premierministre, fra Winston Churchill til Tony Blair og David Cameron, bundet sammen i en kæde af dramatiske vignetter. Stephen Daldry instruerede den første opsætning på The Guilgud Theatre. Helen Mirren spillede Elizabeth 2. i London i 2013 og på Broadway i 2015. En ajourført forestilling åbnede i London i 2015. Her havde Kristin Scott Thomas dronningerollen. Margaret Thatcher blev spillet af Haydn Gwynne (2013), Judith Ivey (2015) og Sylvestra Le Touzel (2015). Flere scener fra The Audience er genanvendt i The Crown. Morgan er med tiden blevet stadig mindre kritisk i sit syn på kongehuset.

The Iron Lady (Jernladyen). Instr.: Phyllida Lloyd. Manus: Abi Morgan. Foto: Elliot Davis. 105 min. UK-Frankrig 2011. Dansk premiere: 23.02.2012.

Fotos: DJ Films/ Pathé/ Film4/ Canal+/  Goldcrest Pictures/ UK Film Council/ CinéCinéma/ The Weinstein Company/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime

Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 24.02.2012.

Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]

SKRIFTEN PÅ VÆGGEN

Om hævn, anarki og totalitarisme

Af BO GREEN JENSEN

VI lever i en opskræmt tid, hvor angsten for terror, giftig kemi og globale epidemier får befolkningerne til at tolerere en lang række brud på de demokratiske kontrakter. Lidt efter lidt fyldes grundloven op med forbehold og undtagelser.*

   Den paradoksale gråzone mellem frihedskamp og terrorisme interesserer os mindre og mindre. Vi kan føre bekymret debat i en presse, der slår sig på brystet med floskler om frihed, frihed til at ytre sig og vælge side, men vi er på herrens mark, når andre kulturer insisterer på friheden til underkastelse. 

   Så måske står man af på det hele med tiden. Vi vil leve i fred med vores familier og have råd til at spise os mætte hver dag. Er dette basale behov opfyldt, kunne en fascistisk regering sagtens tage magten – og blive stemt til sejr af en taknemlig befolkning, til og med.

   Et sådant scenarie ligger til grund for mange fiktive diktaturer i den utopiske undergenre, dystopien, som udgør en hovedstrøm i det fantastiske kulturlandskab. At virkeligheden har indhentet det, gør ikke disse fabler redundante. I Alan Moores tegneserie V for Vendetta (1982-85; 1988-89) bliver England på få år forvandlet fra et luvslidt demokrati til en forkromet diktaturstat, som hylder alt britisk og frygter alt fremmed.**

»STYRKE GENNEM RENHED – RENHED GENNEM TRO,« står der på murene alle vegne i London. Men på Guy Fawkes Day anbringer hævneren V en bombe under totalstaten. Han bruger medierne i sin modstandskamp, og det lykkes ham efterhånden at vække genklang i befolkningen, som er ved at have nok af den alfaderlige diktator Bishop Lilliman.

   At genopdage smagen af frihed. Det er sådan set hele temaet i den grafiske roman, som Moore skabte sammen med tegneren David Lloyd. I 40 år er den til stadighed blevet genoptrykt, og 9/11, med alt hvad der fulgte, har ikke gjort den mindre aktuel.

   Det kunne søskendeparret Wachowski [Lilly og Lana hed endnu Andy og Larry i 2006] ikke vide, da de i sin tid, længe før tetralogien om The Matrix (1999-2021), lagde en plan om at levendegøre Moores serie. V for Vendetta blev en spillefilm til 50 mio. dollar. Det plejer ikke at borge for kvalitet, snarere det modsatte, når vi taler om den fantastiske genre. Men V for Vendetta er faktisk en forbavsende god filmatisering.

I et essay om seriens tilblivelse (»Behind the Painted Smile« eller »Bag masken«) har Moore opregnet de ideer og inspirationskilder, som han og David Lloyd ville hylde og henvise til i historien: »Listen så cirka sådan ud: Orwell. Huxley. Thomas Disch. »Judge Dredd«. Harlan Ellisons »Repent Harlequin! said the Ticktockman.« »Catman« og »Prowler in the City at the Edge of the World« af samme forfatter. Vincent Prices »Dr Phibes« og »Theatre of Blood«. David Bowie. The Shadow. Nightraven. Batman. »Fahrenheit 451«. »New Worlds« forfatteres version af science fiction. Max Ernsts maleri »Europa efter regnen«. Thomas Pynchon. Stemningen fra britiske film fra 2. verdenskrig. »The Prisoner«. Robin Hood. Dick Turpin...«

WACHOWSKI-manuskriptet giver en bemærkelsesværdig kongenial intimation af disse skriftsteder. Filmen kan ikke, som serien kunne, da den oprindelig stod i magasinet Warrior, lege med føljetonformatet, bruge et helt kapitel på at bringe det illustrerede partitur til sangen »This Vicious Cabaret« (»Vanviddets vaudeville«), fylde marginen med hypertekst eller på anden vis strække og standse historien, som Moore og Lloyd gør på alle niveauer. Men V (Hugo Weaving) er både Dick Turpin, Manden der ler og The Shadow – samt Edmond Dantes fra Dumas' Greven af Monte Christo, hævndramaet over dem alle, som han kører [i den klassiske 1934-version med Robert Donat] for lærlingen Evey i sin Phantom of the Opera-agtige hule.

FILMEN tager tydeligt afsæt i en ajourført udgave af 1984. John Hurt (1940-2017), der spillede Winston Smith i Michael Radfords 1984-udgave af George Orwells dystopiske grundtekst, har rollen som den Big Brother-agtige diktator. Man kan næsten høre hundene fra David Bowies Diamond Dogs (1975), der var inspireret både af Orwell og Harlan Ellison-teksterne, som Moore fremhæver på sin huskeliste.

   De hyler i et London, som med alle midler vil afskære sig fra Amerika. Heraf også valget af Guy Fawkes som identifikationsfigur. (»It was David Lloyd's idea, and it was a brilliant idea, to actually make him look like Guy Fawkes«.) Filmen forklarer, hvorfor komplottet i november 1605 var en skelsættende friheds- og terrorhandling.

   Ellers er den britiske mytologi koncentreret i scener, hvor Stephen Fry som kulturradikal tv-vært gør nar af diktatoren. Musikken, som kører i baggrunden, er en pastiche på temaet fra komikeren Benny Hills frejdigt sexistiske tv-sketches. Moore kunne næppe selv have sagt det bedre.

MED et kronisk mareridtssmil på sin maske myrder V uden tøven de læger og embedsmænd, som torturerede og vansirede ham i Larkhill Resettlement Camp efter fascisternes magtovertagelse. Det er ikke med i planen, at Evey Hammond (Natalie Portman) skal blive hans protegé. Hun fremlægger hele historien. Det er Portmans stemme, som fremsiger remsen, der både åbner og afslutter filmen:

   »Remember remember the fifth of November/ Gunpowder, Treason and Plot./ I see no reason why Gunpowder Treason/ Should ever be forgot.«

   Som tilskuer ser man ingen grund til, at Moore har distanceret sig fra filmen og fjernet sit navn fra de credits, som blot nævner tegneren David Lloyd. Det viser sig da også at være filmatiseringer i almindelighed, som Moore vil lægge afstand til, hvilket ikke kan undre efter brødrene Hughes’ ordinære From Hell (2001) og Stephen Norringtons regulært rædselsfulde The League of Extraordinary Gentlemen (2003).

   V for Vendetta var hans gennembrudsværk. Serien blev til i to omgange, påbegyndt i 1980 og færdiggjort i 1988 efter en pause på fem år. I mellemtiden havde mesterværket Watchmen (1986-87) gjort Moore til den kultskikkelse, han er i dag.***

V FOR Vendetta skal især anbefales skeptiske mennesker, der sædvanligvis nægter at røre ved alt, som har med seriekunst og science fiction at gøre. Filmen kritiserer The Patriot Act og dagens medieskabte ængstelse med samme styrke og elegance, som V i Moores serie tog afstand fra Thatcher-regeringens England.

   »Her er koldt, den indre svinehund glammer, og jeg bryder mig ikke længere om mit eget land. Godnat England. Godnat til alle og V FOR VENDETTA,« skrev Moore i 1988 i sit forord til den første samlede udgave af serien. Det er lykkedes at koncentrere og bevare sjælen i denne vrede. V for Vendetta er blevet en af de bedste tegneseriefilmatiseringer i nyere tid.

*) Teksten er fra 2006, da McTeigue/Wachowski-filmen fik premiere. Jeg tænkte på 9/11, H5N1-virus (fugleinfluenza) og Homeland Security-særlovgivning, da jeg skrev. Femten år med finanskrise, Brexit, kold og varm popupkrig, Putin og Trump, Islamisk Stat, terror for tro eller ideologi, Utøya, Krudttønden, Bataclan, Charlie Hebdo, COVID-19-pandemi osv. har bare forstærket de nævnte tendenser. Det er imens blevet muligt for begge (og alle) sider at bruge V som et frihedssymbol. Alle slags anarkister og dissidenter – inklusive de trumpistiske ekstremister, som stormede den amerikanske kongresbygning i januar 2021 – har påkaldt sig V og Anonymous-masken. Er det så i Moores ånd? Det er det jo et eller andet sted. V inkarnerer alle slags modstand og er en bombe under alle systemer. 

**) Førsteudgaven af V for Vendetta var i sort-hvid og blev bragt som føljeton i det britiske månedsblad Warrior (1982-1985), en konkurrent til det særdeles sejlivede 2000 A.D. (1977-; 2.291 ugentlige numre + 16 særtryk, 71 ekstranumre og 36 årshæfter pr. juli 2022), som ex-Marvel-redaktøren Dez Skinn og hans nyiværksatte Quality Communications lancerede i 1982. Også Moores genstart/nyfortolkning af karakteren Marvelman [nu Miracleman] blev bragt i Warrior (først med Garry Leach og siden med Alan Davis som tegner). Da Warrior lukkede efter 26 numre, manglede endnu to kapitler (»Values« og »Vignettes«) af Act 2: This Vicious Cabaret (og hele Act 3: The Land of Do-As-You-Please). I 1988 blev serien samlet op af DC Comics i USA og udgivet på Vertigo-imprintet i ti numre, nu farvelagt og færdiggjort med diverse nyt materiale. Den samlede albumudgave udkom første gang i 1990. V for Vendetta er siden genudgivet talrige gange i stadig mere overdådige versioner. Absolute V for Vendetta udkom i 2009 på DC Vertigo. Deluxe Collector-bokssættet (med tilhørende Anonymous-maske) i 2012. The 30th Anniversary Deluxe fra 2018 er endnu mere absolut end Absolute-udgaven. Kun Watchmen-konceptet er gentænkt flere gange. Egmont/ Serieforlaget udgav V for Vendetta på dansk i 2005. I 2015 udkom den indbundne deluxeudgave på Forlaget RW [Lion]. Serien er oversat af Martin A. Hansen [nej, ikke ham, der skrev Løgneren fast]. 

***) Modstanden stikker dog dybere. Moore ville skabe en dystopisk satire, der gik til (mod)angreb på Margaret Thatchers konservative regering og de fascistiske tendenser, som den repræsenterede for ham – og mange andre intellektuelle i 1980ernes England. Modsætninger som Ken Loach og Roger Waters lyder ens, når de taler om Thatcher – der er endda en vis nostalgisk veneration, fordi hun var så let at identificere som fjenden. Moore var ikke mindst inspireret af gadekampene mellem The National Front og The Anti-Fascist League. Serien er henlagt til et fascistisk England i 1997, ekstrapoleret fra sociale tendenser i 1982 [som når Orwell i 1984 faktisk taler om England i 1948]. Det er en britisk mytologi og en meget specifik dystopi. I filmen blev grundkonflikten amerikaniseret og reduceret til en mere udflydende fabel om liberalisme mod konservatisme: »There wasn't a mention of anarchy as far as I could see. The fascism had been completely defanged. I mean, I think that any references to racial purity had been excised, whereas actually, fascists are quite big on racial purity.« For fritænkeren Moore er og bliver anarkiet det mest demokratiske tankesystem.

V for Vendetta. Instr.: James McTeigue. Manus: Andy og Larry Wachowski. Foto: Adrian Biddle. 132 min. USA-Tyskland 2006. Dansk premiere: 24.03.2006.

Alan Moore & David Lloyd: V for Vendetta. 288 s. Vertigo/ Egmont Serieforlaget 2005.

Alan Moore & David Lloyd: The Absolute V for Vendetta. 396 s. Vertigo/ DC Comics, 2009.

Alan Moore & David Lloyd: V for Vendetta. 296 s. RW Lion, 2015.

Alan Moore & David Lloyd: V for Vendetta. 30th Anniversary Deluxe Edition. 396 s. DC Comics, 2018. 

Fotos: Warner Bros./ Virtual Studios/ Silver Pictures/ Anarchos Productions/ Studio Babelsberg/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ DC Comics/ Vertigo/ Egmont/ Warner Bros. Home Entertainment/ YouTube (trailer + BBC Maestro clip)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 02.11.2020 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.03.2006