Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]

SKRIFTEN PÅ VÆGGEN

Om hævn, anarki og totalitarisme

Af BO GREEN JENSEN

VI lever i en opskræmt tid, hvor angsten for terror, giftig kemi og globale epidemier får befolkningerne til at tolerere en lang række brud på de demokratiske kontrakter. Lidt efter lidt fyldes grundloven op med forbehold og undtagelser.*

   Den paradoksale gråzone mellem frihedskamp og terrorisme interesserer os mindre og mindre. Vi kan føre bekymret debat i en presse, der slår sig på brystet med floskler om frihed, frihed til at ytre sig og vælge side, men vi er på herrens mark, når andre kulturer insisterer på friheden til underkastelse. 

   Så måske står man af på det hele med tiden. Vi vil leve i fred med vores familier og have råd til at spise os mætte hver dag. Er dette basale behov opfyldt, kunne en fascistisk regering sagtens tage magten – og blive stemt til sejr af en taknemlig befolkning, til og med.

   Et sådant scenarie ligger til grund for mange fiktive diktaturer i den utopiske undergenre, dystopien, som udgør en hovedstrøm i det fantastiske kulturlandskab. At virkeligheden har indhentet det, gør ikke disse fabler redundante. I Alan Moores tegneserie V for Vendetta (1982-85; 1988-89) bliver England på få år forvandlet fra et luvslidt demokrati til en forkromet diktaturstat, som hylder alt britisk og frygter alt fremmed.**

»STYRKE GENNEM RENHED – RENHED GENNEM TRO,« står der på murene alle vegne i London. Men på Guy Fawkes Day anbringer hævneren V en bombe under totalstaten. Han bruger medierne i sin modstandskamp, og det lykkes ham efterhånden at vække genklang i befolkningen, som er ved at have nok af den alfaderlige diktator Bishop Lilliman.

   At genopdage smagen af frihed. Det er sådan set hele temaet i den grafiske roman, som Moore skabte sammen med tegneren David Lloyd. I 40 år er den til stadighed blevet genoptrykt, og 9/11, med alt hvad der fulgte, har ikke gjort den mindre aktuel.

   Det kunne søskendeparret Wachowski [Lilly og Lana hed endnu Andy og Larry i 2006] ikke vide, da de i sin tid, længe før tetralogien om The Matrix (1999-2021), lagde en plan om at levendegøre Moores serie. V for Vendetta blev en spillefilm til 50 mio. dollar. Det plejer ikke at borge for kvalitet, snarere det modsatte, når vi taler om den fantastiske genre. Men V for Vendetta er faktisk en forbavsende god filmatisering.

I et essay om seriens tilblivelse (»Behind the Painted Smile« eller »Bag masken«) har Moore opregnet de ideer og inspirationskilder, som han og David Lloyd ville hylde og henvise til i historien: »Listen så cirka sådan ud: Orwell. Huxley. Thomas Disch. »Judge Dredd«. Harlan Ellisons »Repent Harlequin! said the Ticktockman.« »Catman« og »Prowler in the City at the Edge of the World« af samme forfatter. Vincent Prices »Dr Phibes« og »Theatre of Blood«. David Bowie. The Shadow. Nightraven. Batman. »Fahrenheit 451«. »New Worlds« forfatteres version af science fiction. Max Ernsts maleri »Europa efter regnen«. Thomas Pynchon. Stemningen fra britiske film fra 2. verdenskrig. »The Prisoner«. Robin Hood. Dick Turpin...«

WACHOWSKI-manuskriptet giver en bemærkelsesværdig kongenial intimation af disse skriftsteder. Filmen kan ikke, som serien kunne, da den oprindelig stod i magasinet Warrior, lege med føljetonformatet, bruge et helt kapitel på at bringe det illustrerede partitur til sangen »This Vicious Cabaret« (»Vanviddets vaudeville«), fylde marginen med hypertekst eller på anden vis strække og standse historien, som Moore og Lloyd gør på alle niveauer. Men V (Hugo Weaving) er både Dick Turpin, Manden der ler og The Shadow – samt Edmond Dantes fra Dumas' Greven af Monte Christo, hævndramaet over dem alle, som han kører [i den klassiske 1934-version med Robert Donat] for lærlingen Evey i sin Phantom of the Opera-agtige hule.

FILMEN tager tydeligt afsæt i en ajourført udgave af 1984. John Hurt (1940-2017), der spillede Winston Smith i Michael Radfords 1984-udgave af George Orwells dystopiske grundtekst, har rollen som den Big Brother-agtige diktator. Man kan næsten høre hundene fra David Bowies Diamond Dogs (1975), der var inspireret både af Orwell og Harlan Ellison-teksterne, som Moore fremhæver på sin huskeliste.

   De hyler i et London, som med alle midler vil afskære sig fra Amerika. Heraf også valget af Guy Fawkes som identifikationsfigur. (»It was David Lloyd's idea, and it was a brilliant idea, to actually make him look like Guy Fawkes«.) Filmen forklarer, hvorfor komplottet i november 1605 var en skelsættende friheds- og terrorhandling.

   Ellers er den britiske mytologi koncentreret i scener, hvor Stephen Fry som kulturradikal tv-vært gør nar af diktatoren. Musikken, som kører i baggrunden, er en pastiche på temaet fra komikeren Benny Hills frejdigt sexistiske tv-sketches. Moore kunne næppe selv have sagt det bedre.

MED et kronisk mareridtssmil på sin maske myrder V uden tøven de læger og embedsmænd, som torturerede og vansirede ham i Larkhill Resettlement Camp efter fascisternes magtovertagelse. Det er ikke med i planen, at Evey Hammond (Natalie Portman) skal blive hans protegé. Hun fremlægger hele historien. Det er Portmans stemme, som fremsiger remsen, der både åbner og afslutter filmen:

   »Remember remember the fifth of November/ Gunpowder, Treason and Plot./ I see no reason why Gunpowder Treason/ Should ever be forgot.«

   Som tilskuer ser man ingen grund til, at Moore har distanceret sig fra filmen og fjernet sit navn fra de credits, som blot nævner tegneren David Lloyd. Det viser sig da også at være filmatiseringer i almindelighed, som Moore vil lægge afstand til, hvilket ikke kan undre efter brødrene Hughes’ ordinære From Hell (2001) og Stephen Norringtons regulært rædselsfulde The League of Extraordinary Gentlemen (2003).

   V for Vendetta var hans gennembrudsværk. Serien blev til i to omgange, påbegyndt i 1980 og færdiggjort i 1988 efter en pause på fem år. I mellemtiden havde mesterværket Watchmen (1986-87) gjort Moore til den kultskikkelse, han er i dag.***

V FOR Vendetta skal især anbefales skeptiske mennesker, der sædvanligvis nægter at røre ved alt, som har med seriekunst og science fiction at gøre. Filmen kritiserer The Patriot Act og dagens medieskabte ængstelse med samme styrke og elegance, som V i Moores serie tog afstand fra Thatcher-regeringens England.

   »Her er koldt, den indre svinehund glammer, og jeg bryder mig ikke længere om mit eget land. Godnat England. Godnat til alle og V FOR VENDETTA,« skrev Moore i 1988 i sit forord til den første samlede udgave af serien. Det er lykkedes at koncentrere og bevare sjælen i denne vrede. V for Vendetta er blevet en af de bedste tegneseriefilmatiseringer i nyere tid.

*) Teksten er fra 2006, da McTeigue/Wachowski-filmen fik premiere. Jeg tænkte på 9/11, H5N1-virus (fugleinfluenza) og Homeland Security-særlovgivning, da jeg skrev. Femten år med finanskrise, Brexit, kold og varm popupkrig, Putin og Trump, Islamisk Stat, terror for tro eller ideologi, Utøya, Krudttønden, Bataclan, Charlie Hebdo, COVID-19-pandemi osv. har bare forstærket de nævnte tendenser. Det er imens blevet muligt for begge (og alle) sider at bruge V som et frihedssymbol. Alle slags anarkister og dissidenter – inklusive de trumpistiske ekstremister, som stormede den amerikanske kongresbygning i januar 2021 – har påkaldt sig V og Anonymous-masken. Er det så i Moores ånd? Det er det jo et eller andet sted. V inkarnerer alle slags modstand og er en bombe under alle systemer. 

**) Førsteudgaven af V for Vendetta var i sort-hvid og blev bragt som føljeton i det britiske månedsblad Warrior (1982-1985), en konkurrent til det særdeles sejlivede 2000 A.D. (1977-; 2.291 ugentlige numre + 16 særtryk, 71 ekstranumre og 36 årshæfter pr. juli 2022), som ex-Marvel-redaktøren Dez Skinn og hans nyiværksatte Quality Communications lancerede i 1982. Også Moores genstart/nyfortolkning af karakteren Marvelman [nu Miracleman] blev bragt i Warrior (først med Garry Leach og siden med Alan Davis som tegner). Da Warrior lukkede efter 26 numre, manglede endnu to kapitler (»Values« og »Vignettes«) af Act 2: This Vicious Cabaret (og hele Act 3: The Land of Do-As-You-Please). I 1988 blev serien samlet op af DC Comics i USA og udgivet på Vertigo-imprintet i ti numre, nu farvelagt og færdiggjort med diverse nyt materiale. Den samlede albumudgave udkom første gang i 1990. V for Vendetta er siden genudgivet talrige gange i stadig mere overdådige versioner. Absolute V for Vendetta udkom i 2009 på DC Vertigo. Deluxe Collector-bokssættet (med tilhørende Anonymous-maske) i 2012. The 30th Anniversary Deluxe fra 2018 er endnu mere absolut end Absolute-udgaven. Kun Watchmen-konceptet er gentænkt flere gange. Egmont/ Serieforlaget udgav V for Vendetta på dansk i 2005. I 2015 udkom den indbundne deluxeudgave på Forlaget RW [Lion]. Serien er oversat af Martin A. Hansen [nej, ikke ham, der skrev Løgneren fast]. 

***) Modstanden stikker dog dybere. Moore ville skabe en dystopisk satire, der gik til (mod)angreb på Margaret Thatchers konservative regering og de fascistiske tendenser, som den repræsenterede for ham – og mange andre intellektuelle i 1980ernes England. Modsætninger som Ken Loach og Roger Waters lyder ens, når de taler om Thatcher – der er endda en vis nostalgisk veneration, fordi hun var så let at identificere som fjenden. Moore var ikke mindst inspireret af gadekampene mellem The National Front og The Anti-Fascist League. Serien er henlagt til et fascistisk England i 1997, ekstrapoleret fra sociale tendenser i 1982 [som når Orwell i 1984 faktisk taler om England i 1948]. Det er en britisk mytologi og en meget specifik dystopi. I filmen blev grundkonflikten amerikaniseret og reduceret til en mere udflydende fabel om liberalisme mod konservatisme: »There wasn't a mention of anarchy as far as I could see. The fascism had been completely defanged. I mean, I think that any references to racial purity had been excised, whereas actually, fascists are quite big on racial purity.« For fritænkeren Moore er og bliver anarkiet det mest demokratiske tankesystem.

V for Vendetta. Instr.: James McTeigue. Manus: Andy og Larry Wachowski. Foto: Adrian Biddle. 132 min. USA-Tyskland 2006. Dansk premiere: 24.03.2006.

Alan Moore & David Lloyd: V for Vendetta. 288 s. Vertigo/ Egmont Serieforlaget 2005.

Alan Moore & David Lloyd: The Absolute V for Vendetta. 396 s. Vertigo/ DC Comics, 2009.

Alan Moore & David Lloyd: V for Vendetta. 296 s. RW Lion, 2015.

Alan Moore & David Lloyd: V for Vendetta. 30th Anniversary Deluxe Edition. 396 s. DC Comics, 2018. 

Fotos: Warner Bros./ Virtual Studios/ Silver Pictures/ Anarchos Productions/ Studio Babelsberg/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ DC Comics/ Vertigo/ Egmont/ Warner Bros. Home Entertainment/ YouTube (trailer + BBC Maestro clip)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 02.11.2020 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.03.2006

Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]

DE ROMANTISKE KILDER
Poesi kompenserer for tung forklaring

Af BO GREEN JENSEN

FØRSTE del af søskendeparret Wachowskis Matrix-kompleks var inspireret og nyskabende. Her blev stil, ånd og action til ét, mens tekniske tricks fra asiatiske kampsportsfilm pustede liv i den tunge amerikanske actiongenre. Man må stadig betragte The Matrix (1999) med ærefrygt, når Carrie-Anne Moss løber på væggen eller Keanu Reeves som frelseren Neo bevæger sig mellem kuglerne i ultra slowmotion, den digitale bullet time, der var filmens primære tekniske landvinding.

   Mere klichébelagt var rammen, baggrundshistorien om maskinerne, der holdt menneskeheden hen med drømme om Matrix, mens historien i virkeligheden var forbi, og alt liv blev drømt af sovende menneskefostre, som maskinerne tappede energi af.

   Computerpiraten Anderson (Keanu Reeves før han blev Neo) dykkede ned i cyberspace som Alice hos Lewis Carroll. Han fulgte en dragende kvindes tatovering og kom i kontakt med Morpheus (Laurence Fishburne) og de øvrige frihedskæmpere, mens det løbske program Agent Smith (Hugo Weaving) greb om sig i natbyen. Fordi intet blev udførligt forklaret, kunne man alligevel værdsætte ånden og farten.

I TOEREN, The Matrix Reloaded (2003), som blev stort lanceret på Cannes Festivalen, var der stadig stil og fart i de rene actionsekvenser, men nu blev alt i dén grad forklaret. Især tabte sagaen højde, da menneskets sidste fristed, den underjordiske by Zion, viste sig at være en slags forvokset blanding af natklub og hangar. Pludselig var man tilbage på kommandobroen i Star Trek og tusindvis af trætte fantasier om maskiner, der angriber menneskeheden.

   Undervejs mødte Neo Oraklet, som viste sig at være en hjemløs sort kvinde, mens han måtte kæmpe mod 100 kloner af Agent Smith. Morpheus trynede albinotvillingerne fra Merovingerens natklub (hvor statuariske Monica Bellucci i dén grad var spildt i rollen som Persefone). Neo mødte Arkitekten selv i det inderste lønkammer, hvorfra alle programmer blev iværksat. Han kunne således stille Gud til regnskab og gjorde det. Alligevel forlod man filmen med en fornemmelse af at have set en billig pastiche på Blade Runner og Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.

I TREEREN skal det hele forløses og lægges på plads, for »alt der har en begyndelse har en afslutning«. Der bruges derfor urimelig megen tid på at udrede relationen mellem Matrix og virkeligheden, hvor det er sidste udkald for menneskene i Zion. Da maskinernes grundbor trænger igennem, fosser bølge på bølge af sentinels, »vagtposter« som ligner mekaniske blæksprutter, ned og bliver mødt af svær granatild fra soldater, der sidder i store robotter.

   Slaget begynder 70 minutter inde i filmen og varer 30 minutter. Først er det flot. Så bliver det kedeligt på samme måde som de tilsvarende konfrontationer i George Lucas’ Star Wars: Attack of the Clones (2002) og Peter Jacksons The Lord of The Rings: The Two Towers (2002). Den mekaniske destruktion bliver gentagelse; man væmmes ved synet af orker, der dør.

    Alt er gjort med CGI – »computer generated imagery« – og fremmedgørende blue screens bag spillerne, som i stigende grad bliver tændstiksmennesker. Zions skæbnetime ligner hundrede andre sci-fi opgør. På distraherende vis minder bølgerne af sentinels også om de engleskarer, som færdes på Gustave Dorés illustrationer til Dantes Den guddommelige Komedie (1320) og John Miltons Paradise Lost (1667).

MERE bid og ægte spænding knytter sig til scenerne fra selve Matrix og halvvejsstedet i metroen, hvor programmet »Togmanden« har en bagvej ud af den store mainframe. Ene mand lykkes det Neo at nå til Maskinernes By, som er en ren computerfantasi. Her får han licens til at kæmpe mod Agent Smith i den formørkede regnby, hvor sagaen begyndte. Da det sker, kommer filmen endelig – efter 90 minutter – til live i så håndgribelig grad, at man alligevel føler sig anfægtet.

SLUTKAMPEN mellem Neo og Smith, den kybernetiske messias og hans mørke tvilling, er som opgøret mellem Sherlock Holmes og professor Moriarty ved Reichenbach-vandfaldet, her transponeret til cyberspace. Hvor kampen med klonerne trættede i The Matrix Reloaded, bliver duellen i Revolutions til rendyrket visuel poesi. Filmen har holdt igen med sine kampsportssekvenser. Nu kommer de i salver, og kollisionerne udløser atomare detonationer. Man tænker, at det ikke kan blive større og voldsommere. Det kan det så alligevel.

PÅ vej til Maskinernes By er Neo blevet blindet af fjenden. Han ser derfor verden i en gylden version af night vision. Det er lidt som Matt Murdocks regnsyn i Daredevil (2003) og selvsagt tindrende nonsens i videnskabelig henseende. Imidlertid skaber det storslåede apokalyptiske billeder. Malerne John Martin, førnævnte Doré og Caspar David Friedrich er de visuelle romantiske kilder, som der hyppigst henvises til i The Matrix Revolutions.

SOM helhed falder filmtrilogien, når den vil sætte ord på sin vision og forklare sine ideer. Den røber da et andenhåndspræg, som distraherede allerede i kapitel ét. Hele strukturen er stykket sammen af bidder fra andre mytologier.

   Wachowski-duoen kunne have undladt at forklare, hvad der skjuler sig bag skærmen i Matrix. Havde publikum blot anet nogle sammenhænge, ville visionen stå betydeligt stærkere. Men man kan og vil ikke tage stilen og farten, selve den rene bevægelses skønhed, fra trilogien. På sin egen bedøvende måde når legenden om Matrix faktisk i mål.

Se også Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] og Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100].

Matrix Revolutions (The Matrix: Revolutions). Instr. og manus: The Wachowskis. Foto: Bill Pope. 130 min. USA 2003. Dansk premiere: 05.11.2003.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainment/ Silver Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab.com 

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.11.2003.

Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100]

DEN RIGTIGE SLUTNING

Skriften på væggen er grøn og nostalgisk

Af BO GREEN JENSEN

DET var en anden tid i 1999, da den første film om The Matrix tog verden med storm og blev stilskabende. Nettet var endnu en ny virkelighed, som var omgærdet med mystik og romantik. Vi troede jo også, at Den Kolde Krig var forbi.

   Søskendeparret Wachowski, som samlede alt, hvad de vidste og kunne i Matrix-trilogien, var stadig binære mænd, der hed Larry og Andy. Lana begyndte sit kønsskifte i 2010; Lilly stod frem som transkønnet kvinde i 2016. Det er oplagt at læse forvandlingen ind i filmenes flydende virkelighed.

   I den første film fulgte programmøren Thomas Anderson (Keanu Reeves) efter kaninen fra Alice i Eventyrland – som skildret af Grace Slick og Jefferson Airplane i sangen »White Rabbit«: »One pill makes you larger/ One pill makes you small«. Han tog den røde pille i stedet for en af de blå, som holder os fast i den simulerede, vedtagne verden. Han skrev The Matrix og levede spillet.

   I virkeligheden bag spejlet var han hackeren Neo, der blev set af rebellerne som en cool Messias i sort læderfrakke. Han mødte tricksteren Morpheus (Laurence Fishburne). Han kæmpede sammen med Trinity (Carrie-Anne Moss) mod maskinerne, der driver illusionen for at høste energien ved konflikt.

DESVÆRRE tabte historien højde i The Matrix Reloaded (2003) og The Matrix Revolutions (2003), efterhånden som mysterierne blev forklaret. I den sidste film var Agent Smith (Hugo Weaving), maskinernes avatar, ganget med 100, og Neo gjorde fælles sag med de sidste mennesker i fæstningen Zion.

   Trilogien mistede dog aldrig sin stil: billedet af Neo, der snor sig i hyperlangsom bullet time mellem projektilerne, er et klenodie for millennials. Wachowskis kom selv fra gamer-kulturen. De gav den en verdenshistorie.

WACHOWSKIS fik aldrig samme credit for de film, som de lavede efter The Matrix. Speed Racer (2008) og den visuelt overdådige Jupiter Ascending (2015) var skuffelser, men filmatiseringen af David Mitchells Cloud Atlas (2012), som de instruerede sammen med Tom Tykwer, er et vellykket værk, der formår at forløse den kronologiske palindrom-struktur i romanen.

   Lana Wachowski har instrueret The Matrix Resurrections alene. Til gengæld har David Mitchell været medforfatter på denne fjerde film. Der er ikke meget nyt i mytologien, og glasløget af forbundne verdener er en poleret version af byen fra det gamle spil. Men historien er skrevet igennem.

THOMAS Anderson er tilbage i virkeligheden og går i terapi for sin vrangforestilling om, hvad der skete tyve år før. Men der er gået 60 for de unge renegater, som trænger ind i illusionen. Morpheus viser sig atter – nu i skikkelse af Yahya Abdul-Mateen II – og får Neo til at tage den røde pille. Kvinden Bugs (Jessica Henwick) har blåt hår og viser ham sin kanintatovering.

   I kaffetemplet Simulatte ser Neo længselfuldt på Tiffany, som kommer ind hver morgen med sine børn. De kan mærke, at de kender hinanden. Da de har talt og trykket hænder, går hun hjem og spiller spillet. Det er et spørgsmål om tid, før Trinity vågner.

   Måske er de glatbarberede væsener, som maskinerne har holdt i dvale og fodret som fostre. Men i et andet lag af Matrix er fortet Zion faldet og erstattet af Io, en holistisk stat, hvor mennesker og maskiner har fundet ud af at arbejde sammen. Nonbinær er et meget brugt ord i filmen. Som regel betyder det bare syntese.

ALTING KOMMER I STAND, fordi »forældreselskabet« Warner Brothers har bedt Neo og hans firma om at genrejse Matrix. Den første time går med at tale om reboots og fortsættelser. Det korte af det lange er, at spillet vil blive skrevet med eller uden Neo og Smith – som indser, at de er komplementære.

   På samme måde kom filmen i stand. Warner Brothers ville producere en fortsættelse med eller uden Wachowskis, så den ene sagde ja til at gøre forsøget. Ikke af lyst, men for at beskytte sit stof. Filmen er bedre, end man havde troet. Det er godt at blive overrasket sådan.

ALLE de gamle begreber bliver vendt. Genstarten er enten begyndelsen til mere eller den rigtige slutning på hele mysteriet. Vist har meget ændret sig, men Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss er de samme med mere markerede træk. Reeves har en evne til altid at virke klogere end sit materiale. Det giver ham en lidt sørgmodig udstråling. Dén kvalitet kommer fuldt til sin ret.

   Neos erindring bliver aktiveret, når oprørerne viser ham stumper fra det gamle spil. Så kan man se, hvor tiden er gået. Den stilrene cyberpunk virker klodset og tung. Ideelt har tilskueren præcis dén distance: man er der igen, men på tyve års afstand. Naturligvis kan nytilkomne se de første tre film i streg. Men den fulde virkning kræver, at man var her, før nettet blev født.

DER har altid været lidt Star Wars-noir og en masse Philip K. Dick i The Matrix. Man pirker i spejlet, som giver efter, og finder en anden verden bag væggen. Det gælder igen i The Matrix Resurrections. Filmen skulle have biografpremiere, men udkom på streaming, da COVID-19-pandemien blev ved. Den grønne skrift løber smukt over skærmen. Der er scener, som flyver og synger.

Se også Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100] og Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100].

The Matrix Resurrections. Instr.: Lana Wachowski. Manus: Wachowski, David Mitchell, Aleksander Hemon. Foto: Daniele Massaccesi, John Toll. 148 min. USA-UK-Australien 2021. Dansk premiere: 24.12.2021 (streaming) + 16.01.2022 (biografer).

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Venus Castina Productions/ SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2022

Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100]

SKYERNE OG SKÆBNEN

Karma og nyklassisk postmodernisme 

Af BO GREEN JENSEN

EN tatovering og et musikværk knytter skyer og mennesker sammen, hen over handlinger, ned gennem tiden, i den kostbare og kolossalt ambitiøse filmatisering af David Mitchells Cloud Atlas, som Tom Tykwer har skrevet og instrueret i samarbejde med søskendeparret Lana og Lillly Wachowski, der skabte The Matrix-tetralogien (1999-2021).*

    Mitchells bog forbinder seks historier fra en periode på ca. 500 år. Hvert afsnit zoomer ind på individer, der gør oprør mod undertrykkelsen i et fastlagt system. De er mønsterbrydere i en evighed, hvor skyerne simrer som molekyler. Det siges, at Lana Wachowski var ivrigst efter at realisere det monstrøse projekt.

   Romanen var Booker Prize-nomineret i 2004. Den giver hver periode en kronologisk dialekt og kombinerer litterære genrer – dagbog, breve, forhørsprotokol – der falder naturligt for tiden. Den er noget nær akrobatisk velskreven og må nærmest betegnes som science fiction. Danskere har altid haft det svært med denne genre, og Cloud Atlas blev først oversat (af Svend Ranild) i 2012. Men bogen findes og hedder Skyatlas.**

 

SJÆLDENT har en stor historie i så høj grad bundet sig op på struktur. Mitchells roman begynder på Chatham Island i Stillehavet i 1849. Den arbejder sig i stafetform fra »The Pacific Journal of Richard Ewing«, hvor en slaverimodstander træder i karakter, via »Letters from Zedelghem« (1931), hvor to komponister kannibaliserer hinanden, til San Francisco i 1973, hvor et politisk komplot bliver afsløret i »Half Lives – The First Luisa Rey Mystery«.

   En forgældet forlægger flygter fra asken til ilden i »The Ordeal of Thomas Cavendish« (2012), en film-i-filmen, som senere kører på billedvæggen i New Seoul i 2144, hvor en syntetisk glædespige trodser formgiverne i »An Orison of Sonmi-451«. Yderpunktet er Big Island, hvor hun dyrkes som en gudinde »106 vintre efter Faldet«. Året må være 2321, da »Sloosha’s Crossin’ an’ Ev’rythin’ After« fortælles på futuristisk patois.

 

I MITCHELLS roman bliver fem af historierne delt i to. Man læser hen over midten, og stoffet bliver oplyst af bevægelsen i de øvrige fortællinger, før plottet gøres færdigt sidst i bogen. Kun den fjerneste episode, »Sloosha’s Crossin’ an’ Ev’rythin’ After«, står alene i centrum og læses fra ende til anden. 

   Filmen skaber sammenhæng ved at bruge de samme skuespillere i alle perioder. Strukturen er behændigt brudt om, så historien begynder i midten – ved slutningen på tiden – hvor Tom Hanks i maori-forklædning fortæller »the true true« til efterkommerne. Hanks figurerer i samtlige tider. Det samme gør Halle Berry, Jim Broadbent, Ben Whishaw og Hugo Weaving, der som altid hos Wachowskis har skurkerollen. Her er han alt fra CIA-agent til voodoo-djævelen Ol’ Georgie.

 

DER er meget i filmen, som ikke fungerer. Det gælder først og fremmest den klare, men banalt illustrerende billedside. De victorianske afsnit er overgjorte, mens New Seoul ligner byen fra The Matrix, og fremtidens vandbårne stammesamfund ligner outtakes fra Kevin Reynolds' Waterworld (1995).

   Der er stort hår og hippiemusik alle vegne i San Francisco, hvor Halle Berry finder en sjælden indspilning af »Cloud Atlas Sextet«. Hjertehistorien om komponisterne har et ekko af Ken Russells klassiske tv-film Song of Summer (om Frederick Delius og Eric Fenby), som oprindelig må have tændt David Mitchell. 

   Hvor bogen fortælles skive for skive, er strukturen i filmen bredt ud til en vifte, så det bliver muligt at klippe i tiden. Tematisk giver det fuldkommen mening. Flugten fra plejehjemmet i »The Ordeal of Timothy Cavendish« ligner en Hammer/Ealing Studios-farce af typen, som inspirerede Jonathan Coes satiriske samtidsroman What a Carve-Up! (1994, da. Godt skåret). Segmentet er et sjældent udtryk for den visuelle opfindsomhed, som kunne have båret det samlede atlas.

 

HVAD der lykkes, er fornemmelsen af altidighed. De seks fortællinger sættes i gang som snurretoppe og står længe hver for sig og og kører, så man fornemmer et større urværk. Musikken er et stærkt bindemiddel. Under læsningen bliver man nysgerrig efter at høre »Cloud Atlas Sextet« og de øvrige kompositioner, som tilskrives Richard Frobisher og Vyvyan Ayrs. Man digter dem selv i sit hoved.

   Til filmen har Tom Tykwer, Johnny Klimek og Reinhold Heil – der tilsammen kalder sig Pale 3 – skrevet og arrangeret et score på to timer, der bærer billederne netop sådan. Det sker med lodder og trisser, og bevægelsen er langt fra elegant, men på sin egen skumplende måde kommer Cloud Atlas faktisk i mål.

BÅDE i bogen og filmen er der et øjeblik, hvor den overordnede plan træder frem. Man hører alle stemmerne på én gang og forstår, at frihedsfablerne er forbundne. I min barndom havde vi billige spil, hvor kugler skulle lægge sig i små huller, der var trykt på en rund billedplade. Det var svært at ryste kuglerne rigtigt, men når det lykkedes, føltes det saligt. Det er denne effekt, som filmen tilstræber. Intet ved Cloud Atlas er ubesværet, men bestræbelsen i sig selv er heroisk.

   Cloud Atlas ligner en Hollywoodfilm, men er skabt for tyske penge. Desværre har strukturen fyldt så meget, at man glemte indlevelsen under det hele. Mitchells bog lider af samme problem. Det filosofiske vingefang imponerer, men de sproglige tricks bliver ren tryllekunst. Tykwer og Wachowskis har ikke instrueret sammen, men fordelt de enkelte afsnit. Jeg tror nok, at Tykwer spilder sin tid. Man vil hellere se ham skabe en Winterschläfer, Lola rennt eller Krigeren og kejserinden igen.***

*) Søstrene Lana og Lilly Wachowski var brødrene Larry og Andy Wachowski, da Matrix-trilogien blev produceret. Lawrence skiftede køn i 2008, Andrew i 2016. De arbejdede videre sammen på Speed Racer (2008), Cloud Atlas, Jupiter Ascending (2015) og Netflix-serien Sense8 (2015-2018), men Lana Wachowski har instrueret The Matrix Resurrections  (2021) alene. Den fjerde film var i forproduktion, da COVID-19-pandemien satte oplevelsesindustrien på pause. Resurrections udkom på streaming i december 2021 (i Danmark juleaftensdag] og nåede de forsigtigt genåbnede biografer i januar 2022. David Mitchell er krediteret som medforfatter på manuskriptet, som også Aleksandar Hemon har bidraget til.

**) David Mitchell: Skyatlas. Oversat efter »Cloud Atlas« (2004) af Svend Ranild. 538 s. København: People's Press, 2012. People's Press har også udgivet Mitchells Knogleurene (The Bone Clocks) og Jacob de Zoets tusind efterår (The Thousand Autumns of Jacob de Zoet). 

***) Efter sine stilskabende tyske 90er-film brugte Tom Tykwer ti år på at realisere store koproduktioner som Perfume: The Story of a Murderer (2006), thrilleren The International (2009), som faktisk har stil og er meget seværdig, det lille tyske trekantsdrama 3 (2010) og A Hologram for the King (2016). Bedst som man troede, at tiden havde taget ham, fik første sæson af tv-serien Babylon Berlin premiere i 2017.  

Cloud Atlas. Instr. og manus: Tom Tykwer, Andy & Lana Wachowski. Foto: Frank Griebe, John Toll. 171 min. Tyskland-Kina-USA 2012. Dansk premiere: 14.03.2013

Fotos: Cloud Atlas Productions/ Focus Features/ Warner Bros./ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 07.12.2020

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.03.2013