Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100]

DEN RIGTIGE SLUTNING

Skriften på væggen er grøn og nostalgisk

Af BO GREEN JENSEN

DET var en anden tid i 1999, da den første film om The Matrix tog verden med storm og blev stilskabende. Nettet var endnu en ny virkelighed, som var omgærdet med mystik og romantik. Vi troede jo også, at Den Kolde Krig var forbi.

   Søskendeparret Wachowski, som samlede alt, hvad de vidste og kunne i Matrix-trilogien, var stadig binære mænd, der hed Larry og Andy. Lana begyndte sit kønsskifte i 2010; Lilly stod frem som transkønnet kvinde i 2016. Det er oplagt at læse forvandlingen ind i filmenes flydende virkelighed.

   I den første film fulgte programmøren Thomas Anderson (Keanu Reeves) efter kaninen fra Alice i Eventyrland – som skildret af Grace Slick og Jefferson Airplane i sangen »White Rabbit«: »One pill makes you larger/ One pill makes you small«. Han tog den røde pille i stedet for en af de blå, som holder os fast i den simulerede, vedtagne verden. Han skrev The Matrix og levede spillet.

   I virkeligheden bag spejlet var han hackeren Neo, der blev set af rebellerne som en cool Messias i sort læderfrakke. Han mødte tricksteren Morpheus (Laurence Fishburne). Han kæmpede sammen med Trinity (Carrie-Anne Moss) mod maskinerne, der driver illusionen for at høste energien ved konflikt.

DESVÆRRE tabte historien højde i The Matrix Reloaded (2003) og The Matrix Revolutions (2003), efterhånden som mysterierne blev forklaret. I den sidste film var Agent Smith (Hugo Weaving), maskinernes avatar, ganget med 100, og Neo gjorde fælles sag med de sidste mennesker i fæstningen Zion.

   Trilogien mistede dog aldrig sin stil: billedet af Neo, der snor sig i hyperlangsom bullet time mellem projektilerne, er et klenodie for millennials. Wachowskis kom selv fra gamer-kulturen. De gav den en verdenshistorie.

WACHOWSKIS fik aldrig samme credit for de film, som de lavede efter The Matrix. Speed Racer (2008) og den visuelt overdådige Jupiter Ascending (2015) var skuffelser, men filmatiseringen af David Mitchells Cloud Atlas (2012), som de instruerede sammen med Tom Tykwer, er et vellykket værk, der formår at forløse den kronologiske palindrom-struktur i romanen.

   Lana Wachowski har instrueret The Matrix Resurrections alene. Til gengæld har David Mitchell været medforfatter på denne fjerde film. Der er ikke meget nyt i mytologien, og glasløget af forbundne verdener er en poleret version af byen fra det gamle spil. Men historien er skrevet igennem.

THOMAS Anderson er tilbage i virkeligheden og går i terapi for sin vrangforestilling om, hvad der skete tyve år før. Men der er gået 60 for de unge renegater, som trænger ind i illusionen. Morpheus viser sig atter – nu i skikkelse af Yahya Abdul-Mateen II – og får Neo til at tage den røde pille. Kvinden Bugs (Jessica Henwick) har blåt hår og viser ham sin kanintatovering.

   I kaffetemplet Simulatte ser Neo længselfuldt på Tiffany, som kommer ind hver morgen med sine børn. De kan mærke, at de kender hinanden. Da de har talt og trykket hænder, går hun hjem og spiller spillet. Det er et spørgsmål om tid, før Trinity vågner.

   Måske er de glatbarberede væsener, som maskinerne har holdt i dvale og fodret som fostre. Men i et andet lag af Matrix er fortet Zion faldet og erstattet af Io, en holistisk stat, hvor mennesker og maskiner har fundet ud af at arbejde sammen. Nonbinær er et meget brugt ord i filmen. Som regel betyder det bare syntese.

ALTING KOMMER I STAND, fordi »forældreselskabet« Warner Brothers har bedt Neo og hans firma om at genrejse Matrix. Den første time går med at tale om reboots og fortsættelser. Det korte af det lange er, at spillet vil blive skrevet med eller uden Neo og Smith – som indser, at de er komplementære.

   På samme måde kom filmen i stand. Warner Brothers ville producere en fortsættelse med eller uden Wachowskis, så den ene sagde ja til at gøre forsøget. Ikke af lyst, men for at beskytte sit stof. Filmen er bedre, end man havde troet. Det er godt at blive overrasket sådan.

ALLE de gamle begreber bliver vendt. Genstarten er enten begyndelsen til mere eller den rigtige slutning på hele mysteriet. Vist har meget ændret sig, men Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss er de samme med mere markerede træk. Reeves har en evne til altid at virke klogere end sit materiale. Det giver ham en lidt sørgmodig udstråling. Dén kvalitet kommer fuldt til sin ret.

   Neos erindring bliver aktiveret, når oprørerne viser ham stumper fra det gamle spil. Så kan man se, hvor tiden er gået. Den stilrene cyberpunk virker klodset og tung. Ideelt har tilskueren præcis dén distance: man er der igen, men på tyve års afstand. Naturligvis kan nytilkomne se de første tre film i streg. Men den fulde virkning kræver, at man var her, før nettet blev født.

DER har altid været lidt Star Wars-noir og en masse Philip K. Dick i The Matrix. Man pirker i spejlet, som giver efter, og finder en anden verden bag væggen. Det gælder igen i The Matrix Resurrections. Filmen skulle have biografpremiere, men udkom på streaming, da COVID-19-pandemien blev ved. Den grønne skrift løber smukt over skærmen. Der er scener, som flyver og synger.

Se også Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100] og Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100].

The Matrix Resurrections. Instr.: Lana Wachowski. Manus: Wachowski, David Mitchell, Aleksander Hemon. Foto: Daniele Massaccesi, John Toll. 148 min. USA-UK-Australien 2021. Dansk premiere: 24.12.2021 (streaming) + 16.01.2022 (biografer).

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Venus Castina Productions/ SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2022

Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100]

SKYERNE OG SKÆBNEN

Karma og nyklassisk postmodernisme 

Af BO GREEN JENSEN

EN tatovering og et musikværk knytter skyer og mennesker sammen, hen over handlinger, ned gennem tiden, i den kostbare og kolossalt ambitiøse filmatisering af David Mitchells Cloud Atlas, som Tom Tykwer har skrevet og instrueret i samarbejde med søskendeparret Lana og Lillly Wachowski, der skabte The Matrix-tetralogien (1999-2021).*

    Mitchells bog forbinder seks historier fra en periode på ca. 500 år. Hvert afsnit zoomer ind på individer, der gør oprør mod undertrykkelsen i et fastlagt system. De er mønsterbrydere i en evighed, hvor skyerne simrer som molekyler. Det siges, at Lana Wachowski var ivrigst efter at realisere det monstrøse projekt.

   Romanen var Booker Prize-nomineret i 2004. Den giver hver periode en kronologisk dialekt og kombinerer litterære genrer – dagbog, breve, forhørsprotokol – der falder naturligt for tiden. Den er noget nær akrobatisk velskreven og må nærmest betegnes som science fiction. Danskere har altid haft det svært med denne genre, og Cloud Atlas blev først oversat (af Svend Ranild) i 2012. Men bogen findes og hedder Skyatlas.**

 

SJÆLDENT har en stor historie i så høj grad bundet sig op på struktur. Mitchells roman begynder på Chatham Island i Stillehavet i 1849. Den arbejder sig i stafetform fra »The Pacific Journal of Richard Ewing«, hvor en slaverimodstander træder i karakter, via »Letters from Zedelghem« (1931), hvor to komponister kannibaliserer hinanden, til San Francisco i 1973, hvor et politisk komplot bliver afsløret i »Half Lives – The First Luisa Rey Mystery«.

   En forgældet forlægger flygter fra asken til ilden i »The Ordeal of Thomas Cavendish« (2012), en film-i-filmen, som senere kører på billedvæggen i New Seoul i 2144, hvor en syntetisk glædespige trodser formgiverne i »An Orison of Sonmi-451«. Yderpunktet er Big Island, hvor hun dyrkes som en gudinde »106 vintre efter Faldet«. Året må være 2321, da »Sloosha’s Crossin’ an’ Ev’rythin’ After« fortælles på futuristisk patois.

 

I MITCHELLS roman bliver fem af historierne delt i to. Man læser hen over midten, og stoffet bliver oplyst af bevægelsen i de øvrige fortællinger, før plottet gøres færdigt sidst i bogen. Kun den fjerneste episode, »Sloosha’s Crossin’ an’ Ev’rythin’ After«, står alene i centrum og læses fra ende til anden. 

   Filmen skaber sammenhæng ved at bruge de samme skuespillere i alle perioder. Strukturen er behændigt brudt om, så historien begynder i midten – ved slutningen på tiden – hvor Tom Hanks i maori-forklædning fortæller »the true true« til efterkommerne. Hanks figurerer i samtlige tider. Det samme gør Halle Berry, Jim Broadbent, Ben Whishaw og Hugo Weaving, der som altid hos Wachowskis har skurkerollen. Her er han alt fra CIA-agent til voodoo-djævelen Ol’ Georgie.

 

DER er meget i filmen, som ikke fungerer. Det gælder først og fremmest den klare, men banalt illustrerende billedside. De victorianske afsnit er overgjorte, mens New Seoul ligner byen fra The Matrix, og fremtidens vandbårne stammesamfund ligner outtakes fra Kevin Reynolds' Waterworld (1995).

   Der er stort hår og hippiemusik alle vegne i San Francisco, hvor Halle Berry finder en sjælden indspilning af »Cloud Atlas Sextet«. Hjertehistorien om komponisterne har et ekko af Ken Russells klassiske tv-film Song of Summer (om Frederick Delius og Eric Fenby), som oprindelig må have tændt David Mitchell. 

   Hvor bogen fortælles skive for skive, er strukturen i filmen bredt ud til en vifte, så det bliver muligt at klippe i tiden. Tematisk giver det fuldkommen mening. Flugten fra plejehjemmet i »The Ordeal of Timothy Cavendish« ligner en Hammer/Ealing Studios-farce af typen, som inspirerede Jonathan Coes satiriske samtidsroman What a Carve-Up! (1994, da. Godt skåret). Segmentet er et sjældent udtryk for den visuelle opfindsomhed, som kunne have båret det samlede atlas.

 

HVAD der lykkes, er fornemmelsen af altidighed. De seks fortællinger sættes i gang som snurretoppe og står længe hver for sig og og kører, så man fornemmer et større urværk. Musikken er et stærkt bindemiddel. Under læsningen bliver man nysgerrig efter at høre »Cloud Atlas Sextet« og de øvrige kompositioner, som tilskrives Richard Frobisher og Vyvyan Ayrs. Man digter dem selv i sit hoved.

   Til filmen har Tom Tykwer, Johnny Klimek og Reinhold Heil – der tilsammen kalder sig Pale 3 – skrevet og arrangeret et score på to timer, der bærer billederne netop sådan. Det sker med lodder og trisser, og bevægelsen er langt fra elegant, men på sin egen skumplende måde kommer Cloud Atlas faktisk i mål.

BÅDE i bogen og filmen er der et øjeblik, hvor den overordnede plan træder frem. Man hører alle stemmerne på én gang og forstår, at frihedsfablerne er forbundne. I min barndom havde vi billige spil, hvor kugler skulle lægge sig i små huller, der var trykt på en rund billedplade. Det var svært at ryste kuglerne rigtigt, men når det lykkedes, føltes det saligt. Det er denne effekt, som filmen tilstræber. Intet ved Cloud Atlas er ubesværet, men bestræbelsen i sig selv er heroisk.

   Cloud Atlas ligner en Hollywoodfilm, men er skabt for tyske penge. Desværre har strukturen fyldt så meget, at man glemte indlevelsen under det hele. Mitchells bog lider af samme problem. Det filosofiske vingefang imponerer, men de sproglige tricks bliver ren tryllekunst. Tykwer og Wachowskis har ikke instrueret sammen, men fordelt de enkelte afsnit. Jeg tror nok, at Tykwer spilder sin tid. Man vil hellere se ham skabe en Winterschläfer, Lola rennt eller Krigeren og kejserinden igen.***

*) Søstrene Lana og Lilly Wachowski var brødrene Larry og Andy Wachowski, da Matrix-trilogien blev produceret. Lawrence skiftede køn i 2008, Andrew i 2016. De arbejdede videre sammen på Speed Racer (2008), Cloud Atlas, Jupiter Ascending (2015) og Netflix-serien Sense8 (2015-2018), men Lana Wachowski har instrueret The Matrix Resurrections  (2021) alene. Den fjerde film var i forproduktion, da COVID-19-pandemien satte oplevelsesindustrien på pause. Resurrections udkom på streaming i december 2021 (i Danmark juleaftensdag] og nåede de forsigtigt genåbnede biografer i januar 2022. David Mitchell er krediteret som medforfatter på manuskriptet, som også Aleksandar Hemon har bidraget til.

**) David Mitchell: Skyatlas. Oversat efter »Cloud Atlas« (2004) af Svend Ranild. 538 s. København: People's Press, 2012. People's Press har også udgivet Mitchells Knogleurene (The Bone Clocks) og Jacob de Zoets tusind efterår (The Thousand Autumns of Jacob de Zoet). 

***) Efter sine stilskabende tyske 90er-film brugte Tom Tykwer ti år på at realisere store koproduktioner som Perfume: The Story of a Murderer (2006), thrilleren The International (2009), som faktisk har stil og er meget seværdig, det lille tyske trekantsdrama 3 (2010) og A Hologram for the King (2016). Bedst som man troede, at tiden havde taget ham, fik første sæson af tv-serien Babylon Berlin premiere i 2017.  

Cloud Atlas. Instr. og manus: Tom Tykwer, Andy & Lana Wachowski. Foto: Frank Griebe, John Toll. 171 min. Tyskland-Kina-USA 2012. Dansk premiere: 14.03.2013

Fotos: Cloud Atlas Productions/ Focus Features/ Warner Bros./ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 07.12.2020

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.03.2013