Translate

Viser opslag med etiketten Ken Russell. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ken Russell. Vis alle opslag

søndag den 15. september 2024

Paul Verhoeven: Benedetta (2021) + Ken Russell: The Devils (1971)


PROFANE MIRAKLER
Paul Verhoeven gør altid ordet til kød

Af BO GREEN JENSEN

TOSCANA i 1600-tallet: Når Benedetta bliver stor, vil hun giftes med Jesus. Det ved pigen allerede, da hun som lille rigmandsdatter bliver afleveret på theatinerklostret i Pescia. Et belejligt mirakel indtræffer straks, da familien ankommer.
   Brovtende banditter vil tage moderens smykker og faderens penge. Benedetta råder dem til at lade være. Mændene hånler. Vinden rejser sig, og en cirklende fugl lader en gul klat falde i den værste mands øje. Røverne lader nåde gå for ret og siger, at den lille frøken har kugler.
   Bryllupsmotivet er gennemført. Søster Felicita og Benedettas far diskuterer, hvilken medgift den lille novice skal betale. For familien handler det om, at datteren kan vokse op et trygt sted i urolige tider med krig og pest. Der pranges om prisen, før parterne enes i et litani af eufemismer. Abbedissen bliver spillet af Charlotte Rampling i hårdeste form.



IMENS får Benedetta en særk på, som kradser. »Din værste fjende er din krop. Det er bedst ikke at føle behag ved den,« siger den selvpinende nonne. Pigen indretter sig. Hun lægger figuren af Jomfru Maria i en skuffe, hvor der skal være utøj. Tonen er moderne. Det er egentlig kun Benedetta, som er ren.
   Atten år senere bliver hun spillet af Virginie Efira. Hun får næsten en orgasme på scenen, da hun optræder i et helgenspil, som forældrene overværer. Benedetta forklarer med glæde, da hendes mor undrer sig.
   Benedetta er stolt af sit kabel til Kristus. I drømme hugger han hovedet af hendes fjender. Senere hakker han i de slanger, som kravler op i kønnet, når hun ser på søster Bartolomea (Daphné Patakia). Bartolomea er et gadebarn, som far og brødre har misbrugt. Sådan begynder kærligheden.



PAUL Verhoeven (f. 1938) har udfordret den gode smag i 60 år. Han debuterede i 1960 og kom til Hollywood, da Turkish Delight (1973) blev Oscar-nomineret. I USA-tiden var det især skandalesuccesen Basic Instinct (1992, da. Iskoldt begær) og fiaskoen Showgirls (1995), som vakte opsigt. Begge film har stædig kultstatus.
   Der blev set skævt til den kønsneutrale fysik i filmatiseringen af Robert Heinleins Starship Troopers (1997). Kvinder og mænd har glatkroppe sammen, mens de skyder savlende monstre til plukfisk. Kritikerne syntes, at de kunne se en mandlig Leni Riefenstahl i Verhoeven, som fik ry for at være fascistoid.
   Han satte dybe spor i scifi-genren med kerneværker som Robocop (1987) og Total Recall (1990). Sidstnævnte Philip K. Dick-filmatisering har til og med humor, men når Verhoeven undtagelsesvist imponerer, giver man helst manuskriptforfatteren æren. Det var Joe Eszterhas, som bestemt heller ikke er nogen sart sjæl, der skrev rollen til Sharon Stone i Basic Instinct. Sjældent har tidsånden spredt sine ben så opportunistisk.
   Efter den skuffende H.G. Wells-modernisering i Hollow Man (2000) tog instruktøren hjem til Holland for at tænke over tingene. Verhoevens signaturfigur er en kvinde, der kan læse spillet, forstår at gå til modangreb og lærer at holde af kampen. Hun fik sit reneste udtryk i Black Book (2006), hvor Carice van Houten navigerer i Haag under den tyske besættelse.
   I 2015 fik Verhoeven endelig kritisk accept for Elle, en hård diamant af et lurvet hævndrama, hvor Isabelle Huppert er voldtægtsofferet, der får gerningsmanden til at fortryde. Kvinderne i Black Book og Elle er tematiske søstre. Benedetta gør slægten større endnu.


TINGENE TAGER FART, da Benedetta vælter Felicita af tronen og bliver valgt som abbedisse. Hun og Bartolomea har stadig mere åbenlys sex, som Verhoeven udpensler grundigt. Felicita har forklaret sin datter, som aldrig tror på Benedettas visioner, at sandheden er irrelevant: »Sådan er spillets regler, og vi vinder alle derved. Domprovsten bliver biskop, og theatinerne nyder fremgang. Det er måske forfængelighed, men jeg har viet mit liv til det.«
   Da datteren tager sit liv, går Felicita til Nuntius (Lambert Wilson) i Firenze. Mens pesthimlen trækker sammen over Pescia, ankommer pavens gesandt med sine torturinstrumenter. Vi ser, hvordan »angstens pære« virker på Bartolomea, som dog holder stand. Det gjorde hun ikke i virkeligheden.
   I filmen er det til sidste uklart, om Benedetta fingerer eller fabrikerer de belejlige mirakler. Hun lover at beskytte byen mod pest og indfører streng karantæne. Benedetta fik premiere på den genåbnede Cannes Festival i 2021. Man så den med covidtilstanden i kroppen. Benedetta og Nuntius forstår hinanden. Hun ved, at han kommer med pesten.



DET ender i en apokalypse. Benedetta forholder sig til en katolsk tradition, men filmen har sit dna fra englænderens Ken Russells The Devils (1971), som også i Danmark satte censuren på prøve. Russell brugte Aldous Huxleys The Devils of Loudon (1952) til at skabe en lignelse om fortrængning og seksuel heksejagt. Oliver Reed blev brændt på bålet, og Vanessa Redgrave masturberede med hans forkullede lårknogle.*
   I Benedetta er det Jomfru Maria-figuren fra prologen, som holder for. Der var mere kunst i The Devils, men begge film nyder at kamme over. Fortællerne træder til side og siger: »Se, hvad det koster at fornægte kødets lyst. Se, hvad blind tro fører med sig.«


DEN historiske Benedetta Carlini levede i Toscana fra 1590 til 1661. Verhoevens kilde er bogen Immodest Acts: The Life of a Lesbian Nun, som kønsforskeren Judith C. Brown skrev i 1986. Han bruger den lige så frit, som Ken Russell brugte Huxleys tekst, der især ville tale om realpolitik.
   »Og hvad så, hvis det passer?« spørger nej-sigerne. Det er jo bare Verhoeven, der vil have et påskud for at vise mere slibrig sex. Som sædvanlig har de både ret og uret. Verhoeven er aldrig kun plat eller grov. Han er en slags profan stemningsmester, der dyrker den sjofle form af princip.
   Nu er filmskaberen 86 år, og Benedetta er vel det tætteste, han kommer på at gå i kloster. Black Book og Elle var manifestet. Med Benedetta skriver han testamentet.


*) The Devils skildrer, hvordan præsten Urbain Grandier blev brændt for kættersk praksis i Loudon den 18. august, 1634. Processen er veldokumenteret. Søster Jeanne fra ursulinerklostret fældede præsten ved at beskrive, hvor Satans mærker sad på hans krop. Processen var et påskud for at fjerne den besværlige præst, der forsvarede bystatens suverænitet. Kardinal Richelieu bad sine folk finde beviser, om de så skulle fabrikere dem selv.
   Ken Russell (1927-2011) var i sin mest ekstravagante fase, da han lavede The Devils. Russells rejse begyndte i 60ernes tv, hvor hans film om kunstnere og komponister viste et nyt publikum, hvad mediet kunne. Elgar (1962), den klassiske biopic om Edward Elgar, afstak vejen for alt, hvad der fulgte. Dante's Inferno (1967) – om digteren og maleren Dante Gabriel Rossetti – og Song of Summer (1968) – om komponisterne Frederick Delius og Eric Fenby – hører til værklistens højdepunkter. Den ene film er manisk, den anden er lyrisk og nænsom. Begge er skabt til BBC-programmet Omnibus. I 1978 fulgte – for det konkurrerende ITV-netværk – to tv-film om romantikerne Wordsworth og Coleridge, som fik fællestitlen Clouds of Glory og er eminente. Kun dokumentaristen Tony Palmer (f. 1941) har skildret musikken, både den klassiske og den moderne, med samme autoritet og begejstring. 
   Russell fik sin første mulighed for at instruere i fuld skala, da komedien French Dressing (1964) og filmatiseringen af Len Deightons Billion Dollar Brain (1967, da. Milliard dollar hjernen) – med Michael Caine som James Bond-rivalen Harry Palmer –  blev realiseret. Man kan for alvor mærke Russell i Women in Love (1969), der bygger på idolet D.H. Lawrences roman. På to tætte år instruerede han fire bemærkelsesværdige film: The Music Lovers (1971) om komponisten Tjajkovski, musicalen The Boy Friend (1971) – med Twiggy og i høj Busby Berkeley-stil – The Devils og Savage Messiah (1972) om billedhuggeren Henri Gaudier-Brzeska. Excesserne begynder at tage overhånd i Mahler (1974), og Tommy (1975), filmversionen af Pete Townshends rockmusical, er en veritabel katalog af manierismer.


NEDTUREN fortsatte i Lisztomania (1975) [som jeg nu har en svaghed for: Roger Daltrey spiller Frantz Listz, og Rick Wakeman er malet sølvfarvet som den wagnerske Thor] og Valentino (1977) med balletdanseren Rudolf Nureyev som Rudolph Valentino. Men den paranormale thriller Altered States (1980) blev et amerikansk tilløbsstykke, som er anderledes stramt i sin form, og Crimes of Passion (1984, da. China Blue – Nattens tilbud) solgte billetter på sin pirringsværdi.
   Manierismerne er tilbage med eftertryk i den hysteriske Gothic (1986), som er Russells take på regnvejrssommeren 1816, hvor Mary Shelley fik ideen til Frankenstein, da hun sammen med sin mand, digteren Percy Bysshe Shelley, og sin halvsøster Claire Clairmont besøgte Lord Byron og dennes livlæge, John Polidori, i Villa Diodati ved Genfersøen i Schweiz.
   Salome's Last Dance (1988) er et underfinansieret kammerspil med Nickolas Grace som Oscar Wilde, der ser sit dekadente skuespil om Salome og Johannes Døberen opført i et bordel i 1892. Glenda Jackson var den gennemgående kvinde hos Russell. I Salomes sidste dans er hun Herodias, som kræver profetens hoved serveret på et sølvfad.   
   I de sidste årtier havde Russell svært ved at finde finansiering. The Lair of the White Worm (1988) – en Bram Stoker-fortælling i H.P. Lovecraft-modus – er kitschet og tung. D.H. Lawrence-filmatiseringen The Rainbow (1989) overraskede ved at være let og enkel. Det samme kan ikke siges om monologfilmen Whore (1991). The Fall of the Louse of Usher: A Gothic Tale for the 21st Century (2002), som Russell selv har produceret, instrueret, skrevet og fotograferet, er forstemmende typisk for, hvor det endte. Herefter er der kun kuriøse kortfilm som Charlotte Brontë Enters the Big Brother House og Boudica Bites Back (2009). 
   Russell blev 84 år. Han gjorde alt for at betale terminen, var selv celebrity-gæst i Big Brother-huset og havde forventelig flair for at instruere pompøse rockvideoer. Den ekstreme stil kræver tilvænning, men han var en unik billedskaber. Der findes en alenlang liste over projekter, som Russell udviklede og måtte opgive. De er næsten alle biopics. Ved eftertanke er dét måske den største begrænsning. Han var som en blanding af Federico Fellini og Alejandro Jodorowsky i lige-før-1968-generationen, som talte bl.a. Tony Richardson (1928-1991), John Schlesinger (1926-2003) og Nicolas Roeg (1928-2018). The Devils var svær at få se i årtier, men blev restaureret og genudgivet i 2012. 
     

ALDOUS Huxley skrev The Devils of Loudon i 1952, da historiske skueprocesser var oppe i tiden, fordi de kunne læses som kommentarer til koldkrigsårenes heksejagt på amerikanske kommunister. I 1960 fulgte John Whitings skuespil The Devils. Russells film sammenskrev disse versioner, men havde sin egen dagsorden: at udpensle det seksuelle hysteri, som var prisen for politisk fortrængning.
   Samtiden talte med gysen om de blasfemiske og pornografiske excesser. Filmen blev hypet udførligt i tabloidpressen og sablet ned ved premieren. Der var selvretfærdige paneldiskussioner om tro, moral og nødvendig censur. I UK blev to scener fjernet, og censuren var et x for 18 år. I DK var Djævlene forbudt for børn under 16. I flere territorier blev filmen simpelt hen forbudt. Det er mærkeligt at gense The Devils. Filmen er alt, den fik skyld for at være: smagløs, forvreden og stærkt manieret. Dog er det hér selve meningen. Vanessa Redgrave er som søster Jeanne anbragt i en kontekst, hvor hun ikke kan overspille.
   Alle Russells virkemidler balancerer og fungerer i The Devils. Partisankunstneren Derek Jarman (1942-1994), der begyndte som Russells scenograf, har designet Loudon som en skinnende fæstning. Den radikale dissonans i Peter Maxwell Davies' musik er perfekt. Da Oliver Reeds ansigt smelter, hujer pøbelen som fodboldtilskuere. The Devils fortjener sin plads mellem to andre potente skandalesucceser fra 1971: Stanley Kubricks A Clockwork Orange og Sam Peckinpahs Straw Dogs (da. Køterne).
   British Film Institute udgav i 2016 to gode bokssæt, Ken Russell: The Great Passions og Ken Russell: The Great Composers, med de bedste ting fra BBC-tiden på Blu-ray. Alle de store biograffilm er kommet på dvd og Blu-ray. Endvidere findes Tommy og Gothic på 4K UHD. Især BFI-udgivelserne flyder over med nyttigt ekstramateriale. Senest udkom The Music Lovers i august 2024.

Benedetta. Instr.: Paul Verhoeven. Manus: David Birke, Paul Verhoeven. Foto: Jeanne Lapoirie. 131 min. Frankrig-Belgien-Holland 2021. Dansk premiere: 10.03.2022.

The Devils (Djævlene). Instr. & manus: Ken Russell. Foto: David Watkin. 111 min. UK 1971. Dansk premiere: 01.01.1972.


Fotos: SBS Productions/ Pathé International/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Topkapi Films/ Belga Productions/ Beside Productions/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ Cinémage/ Nederlands Filmfonds/ Another World Entertainment/ Cinematerial [poster art: Intermission Film]/ YouTube [MUBI trailer]/ MoviestillsDB/ 
Benedetta streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy; 4K Blu-ray fra MUBI i 2022
The Devils streames ikke i  Europa - i USA og Canada på The Criterion Channel; 2-disc dvd fra British Film Institute i 2012 
Anmeldelsen lagt på Weekendavisen Kultur 10.03.2022; trykt 11.03.2022 [Noten om Ken Russell tager udgangspunkt i en dvd-anmeldelse fra Filmmagasinet Ekko #57 maj-aug. 2012]

fredag den 8. januar 2021

Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100]



SKYERNE OG SKÆBNEN
Karma og nyklassisk postmodernisme 

Af BO GREEN JENSEN

EN tatovering og et musikværk knytter skyer og mennesker sammen, hen over handlinger, ned gennem tiden, i den kostbare og kolossalt ambitiøse filmatisering af David Mitchells Cloud Atlas, som Tom Tykwer har skrevet og instrueret i samarbejde med søskendeparret Lana og Lillly Wachowski, der skabte The Matrix-tetralogien (1999-2021).*
    Mitchells bog forbinder seks historier fra en periode på ca. 500 år. Hvert afsnit zoomer ind på individer, der gør oprør mod undertrykkelsen i et fastlagt system. De er mønsterbrydere i en evighed, hvor skyerne simrer som molekyler. Det siges, at Lana Wachowski var ivrigst efter at realisere det monstrøse projekt.
   Romanen var Booker Prize-nomineret i 2004. Den giver hver periode en kronologisk dialekt og kombinerer litterære genrer – dagbog, breve, forhørsprotokol – der falder naturligt for tiden. Den er noget nær akrobatisk velskreven og må nærmest betegnes som science fiction. Danskere har altid haft det svært med denne genre, og Cloud Atlas blev først oversat (af Svend Ranild) i 2012. Men bogen findes og hedder Skyatlas.**

 

SJÆLDENT har en stor historie i så høj grad bundet sig op på struktur. Mitchells roman begynder på Chatham Island i Stillehavet i 1849. Den arbejder sig i stafetform fra »The Pacific Journal of Richard Ewing«, hvor en slaverimodstander træder i karakter, via »Letters from Zedelghem« (1931), hvor to komponister kannibaliserer hinanden, til San Francisco i 1973, hvor et politisk komplot bliver afsløret i »Half Lives – The First Luisa Rey Mystery«.
   En forgældet forlægger flygter fra asken til ilden i »The Ordeal of Thomas Cavendish« (2012), en film-i-filmen, som senere kører på billedvæggen i New Seoul i 2144, hvor en syntetisk glædespige trodser formgiverne i »An Orison of Sonmi-451«. Yderpunktet er Big Island, hvor hun dyrkes som en gudinde »106 vintre efter Faldet«. Året må være 2321, da »Sloosha’s Crossin’ an’ Ev’rythin’ After« fortælles på futuristisk patois.

 

I MITCHELLS roman bliver fem af historierne delt i to. Man læser hen over midten, og stoffet bliver oplyst af bevægelsen i de øvrige fortællinger, før plottet gøres færdigt sidst i bogen. Kun den fjerneste episode, »Sloosha’s Crossin’ an’ Ev’rythin’ After«, står alene i centrum og læses fra ende til anden. 
   Filmen skaber sammenhæng ved at bruge de samme skuespillere i alle perioder. Strukturen er behændigt brudt om, så historien begynder i midten – ved slutningen på tiden – hvor Tom Hanks i maori-forklædning fortæller »the true true« til efterkommerne. Hanks figurerer i samtlige tider. Det samme gør Halle Berry, Jim Broadbent, Ben Whishaw og Hugo Weaving, der som altid hos Wachowskis har skurkerollen. Her er han alt fra CIA-agent til voodoo-djævelen Ol’ Georgie.
 


DER er meget i filmen, som ikke fungerer. Det gælder først og fremmest den klare, men banalt illustrerende billedside. De victorianske afsnit er overgjorte, mens New Seoul ligner byen fra
The Matrix, og fremtidens vandbårne stammesamfund ligner outtakes fra Kevin Reynolds' Waterworld (1995).
   Der er stort hår og hippiemusik alle vegne i San Francisco, hvor Halle Berry finder en sjælden indspilning af »Cloud Atlas Sextet«. Hjertehistorien om komponisterne har et ekko af Ken Russells klassiske tv-film Song of Summer (om Frederick Delius og Eric Fenby), som oprindelig må have tændt David Mitchell. 
   Hvor bogen fortælles skive for skive, er strukturen i filmen bredt ud til en vifte, så det bliver muligt at klippe i tiden. Tematisk giver det fuldkommen mening. Flugten fra plejehjemmet i »The Ordeal of Timothy Cavendish« ligner en Hammer/Ealing Studios-farce af typen, som inspirerede Jonathan Coes satiriske samtidsroman What a Carve-Up! (1994, da. Godt skåret). Segmentet er et sjældent udtryk for den visuelle opfindsomhed, som kunne have båret det samlede atlas.

 

HVAD der lykkes, er fornemmelsen af altidighed. De seks fortællinger sættes i gang som snurretoppe og står længe hver for sig og og kører, så man fornemmer et større urværk. Musikken er et stærkt bindemiddel. Under læsningen bliver man nysgerrig efter at høre »Cloud Atlas Sextet« og de øvrige kompositioner, som tilskrives Richard Frobisher og Vyvyan Ayrs. Man digter dem selv i sit hoved.
   Til filmen har Tom Tykwer, Johnny Klimek og Reinhold Heil – der tilsammen kalder sig Pale 3 – skrevet og arrangeret et score på to timer, der bærer billederne netop sådan. Det sker med lodder og trisser, og bevægelsen er langt fra elegant, men på sin egen skumplende måde kommer Cloud Atlas faktisk i mål.



BÅDE i bogen og filmen er der et øjeblik, hvor den overordnede plan træder frem. Man hører alle stemmerne på én gang og forstår, at frihedsfablerne er forbundne. I min barndom havde vi billige spil, hvor kugler skulle lægge sig i små huller, der var trykt på en rund billedplade. Det var svært at ryste kuglerne rigtigt, men når det lykkedes, føltes det saligt. Det er denne effekt, som filmen tilstræber. Intet ved Cloud Atlas er ubesværet, men bestræbelsen i sig selv er heroisk.
   Cloud Atlas ligner en Hollywoodfilm, men er skabt for tyske penge. Desværre har strukturen fyldt så meget, at man glemte indlevelsen under det hele. Mitchells bog lider af samme problem. Det filosofiske vingefang imponerer, men de sproglige tricks bliver ren tryllekunst. Tykwer og Wachowskis har ikke instrueret sammen, men fordelt de enkelte afsnit. Jeg tror nok, at Tykwer spilder sin tid. Man vil hellere se ham skabe en Winterschläfer, Lola rennt eller Krigeren og kejserinden igen.***

*) Søstrene Lana og Lilly Wachowski var brødrene Larry og Andy Wachowski, da Matrix-trilogien blev produceret. Lawrence skiftede køn i 2008, Andrew i 2016. De arbejdede videre sammen på Speed Racer (2008), Cloud Atlas, Jupiter Ascending (2015) og Netflix-serien Sense8 (2015-2018), men Lana Wachowski har instrueret The Matrix Resurrections  (2021) alene. Den fjerde film var i forproduktion, da COVID-19-pandemien satte oplevelsesindustrien på pause. Resurrections udkom på streaming i december 2021 (i Danmark juleaftensdag] og nåede de forsigtigt genåbnede biografer i januar 2022. David Mitchell er krediteret som medforfatter på manuskriptet, som også Aleksandar Hemon har bidraget til.

**) David Mitchell: Skyatlas. Oversat efter 
»Cloud Atlas« (2004) af Svend Ranild. 538 s. København: People's Press, 2012. People's Press har også udgivet Mitchells Knogleurene (The Bone Clocks) og Jacob de Zoets tusind efterår (The Thousand Autumns of Jacob de Zoet). 

***) Efter sine stilskabende tyske 90er-film brugte Tom Tykwer ti år på at realisere store koproduktioner som Perfume: The Story of a Murderer (2006), thrilleren The International (2009), som faktisk har stil og er meget seværdig, det lille tyske trekantsdrama 3 (2010) og A Hologram for the King (2016). Bedst som man troede, at tiden havde taget ham, fik første sæson af tv-serien Babylon Berlin premiere i 2017.  

Cloud Atlas. Instr. og manus: Tom Tykwer, Andy & Lana Wachowski. Foto: Frank Griebe, John Toll. 171 min. Tyskland-Kina-USA 2012. Dansk premiere: 14.03.2013


Fotos: Cloud Atlas Productions/ Focus Features/ Warner Bros./ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. 07.12.2020
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.03.2013