Paul Verhoeven: Benedetta (2021) + Ken Russell: The Devils (1971)

PROFANE MIRAKLER

Paul Verhoeven gør altid ordet til kød

Af BO GREEN JENSEN

TOSCANA i 1600-tallet: Når Benedetta bliver stor, vil hun giftes med Jesus. Det ved pigen allerede, da hun som lille rigmandsdatter bliver afleveret på theatinerklostret i Pescia. Et belejligt mirakel indtræffer straks, da familien ankommer.

   Brovtende banditter vil tage moderens smykker og faderens penge. Benedetta råder dem til at lade være. Mændene hånler. Vinden rejser sig, og en cirklende fugl lader en gul klat falde i den værste mands øje. Røverne lader nåde gå for ret og siger, at den lille frøken har kugler.

   Bryllupsmotivet er gennemført. Søster Felicita og Benedettas far diskuterer, hvilken medgift den lille novice skal betale. For familien handler det om, at datteren kan vokse op et trygt sted i urolige tider med krig og pest. Der pranges om prisen, før parterne enes i et litani af eufemismer. Abbedissen bliver spillet af Charlotte Rampling i hårdeste form.

IMENS får Benedetta en særk på, som kradser. »Din værste fjende er din krop. Det er bedst ikke at føle behag ved den,« siger den selvpinende nonne. Pigen indretter sig. Hun lægger figuren af Jomfru Maria i en skuffe, hvor der skal være utøj. Tonen er moderne. Det er egentlig kun Benedetta, som er ren.

   Atten år senere bliver hun spillet af Virginie Efira. Hun får næsten en orgasme på scenen, da hun optræder i et helgenspil, som forældrene overværer. Benedetta forklarer med glæde, da hendes mor undrer sig.

   Benedetta er stolt af sit kabel til Kristus. I drømme hugger han hovedet af hendes fjender. Senere hakker han i de slanger, som kravler op i kønnet, når hun ser på søster Bartolomea (Daphné Patakia). Bartolomea er et gadebarn, som far og brødre har misbrugt. Sådan begynder kærligheden.

PAUL Verhoeven (f. 1938) har udfordret den gode smag i 60 år. Han debuterede i 1960 og kom til Hollywood, da Turkish Delight (1973) blev Oscar-nomineret. I USA-tiden var det især skandalesuccesen Basic Instinct (1992, da. Iskoldt begær) og fiaskoen Showgirls (1995), som vakte opsigt. Begge film har stædig kultstatus.

   Der blev set skævt til den kønsneutrale fysik i filmatiseringen af Robert Heinleins Starship Troopers (1997). Kvinder og mænd har glatkroppe sammen, mens de skyder savlende monstre til plukfisk. Kritikerne syntes, at de kunne se en mandlig Leni Riefenstahl i Verhoeven, som fik ry for at være fascistoid.

   Han satte dybe spor i scifi-genren med kerneværker som Robocop (1987) og Total Recall (1990). Sidstnævnte Philip K. Dick-filmatisering har til og med humor, men når Verhoeven undtagelsesvist imponerer, giver man helst manuskriptforfatteren æren. Det var Joe Eszterhas, som bestemt heller ikke er nogen sart sjæl, der skrev rollen til Sharon Stone i Basic Instinct. Sjældent har tidsånden spredt sine ben så opportunistisk.

   Efter den skuffende H.G. Wells-modernisering i Hollow Man (2000) tog instruktøren hjem til Holland for at tænke over tingene. Verhoevens signaturfigur er en kvinde, der kan læse spillet, forstår at gå til modangreb og lærer at holde af kampen. Hun fik sit reneste udtryk i Black Book (2006), hvor Carice van Houten navigerer i Haag under den tyske besættelse.

   I 2015 fik Verhoeven endelig kritisk accept for Elle, en hård diamant af et lurvet hævndrama, hvor Isabelle Huppert er voldtægtsofferet, der får gerningsmanden til at fortryde. Kvinderne i Black Book og Elle er tematiske søstre. Benedetta gør slægten større endnu.

TINGENE TAGER FART, da Benedetta vælter Felicita af tronen og bliver valgt som abbedisse. Hun og Bartolomea har stadig mere åbenlys sex, som Verhoeven udpensler grundigt. Felicita har forklaret sin datter, som aldrig tror på Benedettas visioner, at sandheden er irrelevant: »Sådan er spillets regler, og vi vinder alle derved. Domprovsten bliver biskop, og theatinerne nyder fremgang. Det er måske forfængelighed, men jeg har viet mit liv til det.«

   Da datteren tager sit liv, går Felicita til Nuntius (Lambert Wilson) i Firenze. Mens pesthimlen trækker sammen over Pescia, ankommer pavens gesandt med sine torturinstrumenter. Vi ser, hvordan »angstens pære« virker på Bartolomea, som dog holder stand. Det gjorde hun ikke i virkeligheden.

   I filmen er det til sidste uklart, om Benedetta fingerer eller fabrikerer de belejlige mirakler. Hun lover at beskytte byen mod pest og indfører streng karantæne. Benedetta fik premiere på den genåbnede Cannes Festival i 2021. Man så den med covidtilstanden i kroppen. Benedetta og Nuntius forstår hinanden. Hun ved, at han kommer med pesten.

DET ender i en apokalypse. Benedetta forholder sig til en katolsk tradition, men filmen har sit dna fra englænderens Ken Russells The Devils (1971), som også i Danmark satte censuren på prøve. Russell brugte Aldous Huxleys The Devils of Loudon (1952) til at skabe en lignelse om fortrængning og seksuel heksejagt. Oliver Reed blev brændt på bålet, og Vanessa Redgrave masturberede med hans forkullede lårknogle.*

   I Benedetta er det Jomfru Maria-figuren fra prologen, som holder for. Der var mere kunst i The Devils, men begge film nyder at kamme over. Fortællerne træder til side og siger: »Se, hvad det koster at fornægte kødets lyst. Se, hvad blind tro fører med sig.«

DEN historiske Benedetta Carlini levede i Toscana fra 1590 til 1661. Verhoevens kilde er bogen Immodest Acts: The Life of a Lesbian Nun, som kønsforskeren Judith C. Brown skrev i 1986. Han bruger den lige så frit, som Ken Russell brugte Huxleys tekst, der især ville tale om realpolitik.

   »Og hvad så, hvis det passer?« spørger nej-sigerne. Det er jo bare Verhoeven, der vil have et påskud for at vise mere slibrig sex. Som sædvanlig har de både ret og uret. Verhoeven er aldrig kun plat eller grov. Han er en slags profan stemningsmester, der dyrker den sjofle form af princip.

   Nu er filmskaberen 86 år, og Benedetta er vel det tætteste, han kommer på at gå i kloster. Black Book og Elle var manifestet. Med Benedetta skriver han testamentet.

Se også Paul Verhoeven: Elle (2016); Katrine Brocks: Den store stilhed | The Great Silence (2022); Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/ Om guder og mænd (2010); Spiros Stathoulopoulos: Metéora (2012); Satans kvinder: Akelarre | Coven (2020); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); Arthur Miller: The Crucible | Heksejagt (1953/1996).

*) The Devils skildrer, hvordan præsten Urbain Grandier blev brændt for kættersk praksis i Loudon den 18. august, 1634. Processen er veldokumenteret. Søster Jeanne fra ursulinerklostret fældede præsten ved at beskrive, hvor Satans mærker sad på hans krop. Processen var et påskud for at fjerne den besværlige præst, der forsvarede bystatens suverænitet. Kardinal Richelieu bad sine folk finde beviser, om de så skulle fabrikere dem selv.

   Ken Russell (1927-2011) var i sin mest ekstravagante fase, da han lavede The Devils. Russells rejse begyndte i 60ernes tv, hvor hans film om kunstnere og komponister viste et nyt publikum, hvad mediet kunne. Elgar (1962), den klassiske biopic om Edward Elgar, afstak vejen for alt, hvad der fulgte. Dante's Inferno (1967) – om digteren og maleren Dante Gabriel Rossetti – og Song of Summer (1968) – om komponisterne Frederick Delius og Eric Fenby – hører til værklistens højdepunkter. Den ene film er manisk, den anden er lyrisk og nænsom. Begge er skabt til BBC-programmet Omnibus. I 1978 fulgte – for det konkurrerende ITV-netværk – to tv-film om romantikerne Wordsworth og Coleridge, som fik fællestitlen Clouds of Glory og er eminente. Kun dokumentaristen Tony Palmer (f. 1941) har skildret musikken, både den klassiske og den moderne, med samme autoritet og begejstring. 

   Russell fik sin første mulighed for at instruere i fuld skala, da komedien French Dressing (1964) og filmatiseringen af Len Deightons Billion Dollar Brain (1967, da. Milliard dollar hjernen) – med Michael Caine som James Bond-rivalen Harry Palmer –  blev realiseret. Man kan for alvor mærke Russell i Women in Love (1969), der bygger på idolet D.H. Lawrences roman. På to tætte år instruerede han fire bemærkelsesværdige film: The Music Lovers (1971) om komponisten Tjajkovski, musicalen The Boy Friend (1971) – med Twiggy og i høj Busby Berkeley-stil – The Devils og Savage Messiah (1972) om billedhuggeren Henri Gaudier-Brzeska. Excesserne begynder at tage overhånd i Mahler (1974), og Tommy (1975), filmversionen af Pete Townshends rockmusical, er en veritabel katalog af manierismer.

NEDTUREN fortsatte i Lisztomania (1975) [som jeg nu har en svaghed for: Roger Daltrey spiller Frantz Listz, og Rick Wakeman er malet sølvfarvet som den wagnerske Thor] og Valentino (1977) med balletdanseren Rudolf Nureyev som Rudolph Valentino. Men den paranormale thriller Altered States (1980) blev et amerikansk tilløbsstykke, som er anderledes stramt i sin form, og Crimes of Passion (1984, da. China Blue – Nattens tilbud) solgte billetter på sin pirringsværdi.

   Manierismerne er tilbage med eftertryk i den hysteriske Gothic (1986), som er Russells take på regnvejrssommeren 1816, hvor Mary Shelley fik ideen til Frankenstein, da hun sammen med sin mand, digteren Percy Bysshe Shelley, og sin halvsøster Claire Clairmont besøgte Lord Byron og dennes livlæge, John Polidori, i Villa Diodati ved Genfersøen i Schweiz.

   Salome's Last Dance (1988) er et underfinansieret kammerspil med Nickolas Grace som Oscar Wilde, der ser sit dekadente skuespil om Salome og Johannes Døberen opført i et bordel i 1892. Glenda Jackson var den gennemgående kvinde hos Russell. I Salomes sidste dans er hun Herodias, som kræver profetens hoved serveret på et sølvfad.   

   I de sidste årtier havde Russell svært ved at finde finansiering. The Lair of the White Worm (1988) – en Bram Stoker-fortælling i H.P. Lovecraft-modus – er kitschet og tung. D.H. Lawrence-filmatiseringen The Rainbow (1989) overraskede ved at være let og enkel. Det samme kan ikke siges om monologfilmen Whore (1991). The Fall of the Louse of Usher: A Gothic Tale for the 21st Century (2002), som Russell selv har produceret, instrueret, skrevet og fotograferet, er forstemmende typisk for, hvor det endte. Herefter er der kun kuriøse kortfilm som Charlotte Brontë Enters the Big Brother House og Boudica Bites Back (2009). 

   Russell blev 84 år. Han gjorde alt for at betale terminen, var selv celebrity-gæst i Big Brother-huset og havde forventelig flair for at instruere pompøse rockvideoer. Den ekstreme stil kræver tilvænning, men han var en unik billedskaber. Der findes en alenlang liste over projekter, som Russell udviklede og måtte opgive. De er næsten alle biopics. Ved eftertanke er dét måske den største begrænsning. Han var som en blanding af Federico Fellini og Alejandro Jodorowsky i lige-før-1968-generationen, som talte bl.a. Tony Richardson (1928-1991), John Schlesinger (1926-2003) og Nicolas Roeg (1928-2018). The Devils var svær at få se i årtier, men blev restaureret og genudgivet i 2012. 

     

ALDOUS Huxley skrev The Devils of Loudon i 1952, da historiske skueprocesser var oppe i tiden, fordi de kunne læses som kommentarer til koldkrigsårenes heksejagt på amerikanske kommunister. I 1960 fulgte John Whitings skuespil The Devils. Russells film sammenskrev disse versioner, men havde sin egen dagsorden: at udpensle det seksuelle hysteri, som var prisen for politisk fortrængning.

   Samtiden talte med gysen om de blasfemiske og pornografiske excesser. Filmen blev hypet udførligt i tabloidpressen og sablet ned ved premieren. Der var selvretfærdige paneldiskussioner om tro, moral og nødvendig censur. I UK blev to scener fjernet, og censuren var et x for 18 år. I DK var Djævlene forbudt for børn under 16. I flere territorier blev filmen simpelt hen forbudt. Det er mærkeligt at gense The Devils. Filmen er alt, den fik skyld for at være: smagløs, forvreden og stærkt manieret. Dog er det hér selve meningen. Vanessa Redgrave er som søster Jeanne anbragt i en kontekst, hvor hun ikke kan overspille.

   Alle Russells virkemidler balancerer og fungerer i The Devils. Partisankunstneren Derek Jarman (1942-1994), der begyndte som Russells scenograf, har designet Loudon som en skinnende fæstning. Den radikale dissonans i Peter Maxwell Davies' musik er perfekt. Da Oliver Reeds ansigt smelter, hujer pøbelen som fodboldtilskuere. The Devils fortjener sin plads mellem to andre potente skandalesucceser fra 1971: Stanley Kubricks A Clockwork Orange og Sam Peckinpahs Straw Dogs (da. Køterne).

   British Film Institute udgav i 2016 to gode bokssæt, Ken Russell: The Great Passions og Ken Russell: The Great Composers, med de bedste ting fra BBC-tiden på Blu-ray. Alle de store biograffilm er kommet på dvd og Blu-ray. Endvidere findes Tommy og Gothic på 4K UHD. Især BFI-udgivelserne flyder over med nyttigt ekstramateriale. Senest udkom The Music Lovers i august 2024.

Benedetta. Instr.: Paul Verhoeven. Manus: David Birke, Paul Verhoeven. Foto: Jeanne Lapoirie. 131 min. Frankrig-Belgien-Holland 2021. Dansk premiere: 10.03.2022.

The Devils (Djævlene). Instr. & manus: Ken Russell. Foto: David Watkin. 111 min. UK 1971. Dansk premiere: 01.01.1972.

Fotos: SBS Productions/ Pathé International/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Topkapi Films/ Belga Productions/ Beside Productions/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ Cinémage/ Nederlands Filmfonds/ Another World Entertainment/ Cinematerial [poster art: Intermission Film]/ YouTube [MUBI trailer]/ MoviestillsDB/ 

Benedetta streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy; 4K Blu-ray fra MUBI i 2022

The Devils streames ikke i  Europa - i USA og Canada på The Criterion Channel; 2-disc dvd fra British Film Institute i 2012 

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen Kultur 10.03.2022; trykt 11.03.2022 [Noten om Ken Russell tager udgangspunkt i en dvd-anmeldelse fra Filmmagasinet Ekko #57 maj-aug. 2012]

Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]

LYSETS AFTEN

Ritual, besværgelse, undergangsfest

Af BO GREEN JENSEN

MELANCHOLIA nærmer sig Jorden. Kloderne danser vals med hinanden, og ingen ved med sikkerhed, om de vil kollidere. Den ti gange større eksoplanet har været skjult bag solen, men er synlig for enhver nu, da lyset bliver mindre. Profeter og forskere diskuterer. Menneskeheden lever sit liv. Vor art kan altid abstrahere. Det er muligt, at verden går under i morgen, men i dag skal der stadig væk købes ind.

   De første ti minutter af Lars von Triers Melancholia er en visuel besværgelse og en surrealistisk undergangsfest. Til tonerne af forspillet til Tristan og Isolde vises billeder, der er bedøvende smukke og sære, som om alting foregik i en drøm. Det er afgjort drømmens sprog, der taler: En hvid brud, der løber; en styrtende hest; en mor, som synker ned i græsset; to sole i solnedgangen.

   Det er lysets aften, og børnene drukner. Også epilogen bruger Wagners musik, men nu er det Isoldes Liebestod, som ledsager de apokalyptiske scener. Æstetikken er blevet mindre pompøs. Et barn og to kvinder rejser en skrøbelig bygning af grene. De sætter sig og holder hænder. Melancholia fylder nu hele himlen. Endelig smelter planeterne sammen. Mennesket er slettet ud.

 

MELLEM de digitale sætstykker ligger en realistisk fortælling, som bliver fortalt i to dele. Søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg) inkarnerer hver sit typiske livssyn. Lyse Justine er en fatalistisk drømmer, der gifter sig for at bryde monotonien i en depression. Hun vil se, om det hjælper at leve normalt.

   Mørke Claire er den praktiske kvinde, som sørger for at få tingene gjort. Planeterne trækker dog også i sindet, og blandingsforholdet ændrer sig undervejs. Claire knækker sammen, da lyset forsvinder. Justine bliver derimod stærkere.

   Der er aldrig nogen tvivl om, hvor det ender. Denne gang er historien virkelig slut. Formelt er genren science fiction, men i en blød og romantisk variation. Der er ingen rumskibe. Melancholia er ikke Armageddon eller Deep Impact. Snarere minder filmen i glimt om Solaris, for som altid hos Trier genkender man en stemning og nogle billeder fra forbilledet Andrej Tarkovskij. Melancholia lyder som Nostalghia.

DEN første lange time skildrer brylluppet i detaljer. Justine og Michael (Alexander Skarsgård) kommer for sent til ceremonien, som Claire og svogeren John (Kiefer Sutherland) har arrangeret. Festen finder sted på et gods, som egentlig ligger i Sverige, men i filmens virkelighed er stedet Pennsylvania. Trier vil have os til at tænke på brylluppet i George Cukors The Philadelphia Story (1940, da. Natten før brylluppet). En stor del af underholdningsværdien i Melancholia kommer fra filmhistoriske referencer.

   Der er ikke sparet på nogen ting. Far (John Hurt) holder tale. Mor (Charlotte Rampling) rejser sig og afbryder ham. De to er skilt for længe siden, og hun hader ham af et ærligt hjerte. I kulissen står husets ejer (Jesper Christensen) og diskuterer praktiske spørgsmål med arrangøren (Udo Kier). Brudens chef (Stellan Skarsgård) er beruset og selvfed. Justine får nok af forstillelsen og er sammen med Tim (Brady Corbett) i stedet for Michael.

FESTEN er et udstyrsstykke. Der er onkler og tanter, nevøer og niecer. Det er hele slægten, vi lærer at kende, og familien er også her alle familier. Så mange af dens gøremål er trivielle, og det er lige så let at lade tankerne vandre, som det er til et bryllup i virkeligheden.

   Flere tilskuere synes, at scenen minder dem om Thomas Vinterbergs Festen (1998). Den har dog snarere samme virkning som det lange bryllup i Michael Ciminos The Deer Hunter (1978) og dimissionsfesten i samme instruktørs Heaven's Gate (1980). Det er her, man lærer karaktererne at kende. Her er fundamentet, og det er denne hverdag, som udfordres og går til grunde, da det dramatiske konfliktstof begynder.

I DAGENE efter brylluppet skifter fokus fra Justine til Claire. Hun gemmer sig i sit arbejdsværelse, der er fyldt med bøger om romantisk kunst. Et af filmens smukkeste billeder, Kirsten Dunst som flyder i vandet med brudeslør og liljekonvaller, er direkte inspireret af præ-rafaellitten John Everett Millais’ berømte fremstilling af den druknende Ophelia (1852).

   På nettet finder Claire de sider, der beskriver planeternes dans. John bliver rasende. Han har regnet sig frem til, at Melancholia vil passere. Claire kan mærke, at Jorden skal dø, og hendes desperation tager til for hver scene.

   Men i panikken er Justine nu rolig. Ifølge Trier kan deprimerede mennesker bedre håndtere en krise, fordi de er vant til at vente det værste og bliver mindre overraskede, når det går skævt. Melancholia er »en smuk film om verdens undergang«, men filmen fastholder også en tilstand. Der er flere ritualer, flere sidste ting. Planeten, som sluger Jorden til slut, kommer egentlig ud af fortællerens hjerne. Han har haft sjov med at designe den. Depression er et klima i sindet. I Melancholia tager det bogstavelig form.

TRIER har kaldt de visuelle virkemidler for »cream on cream«, flødeskum ovenpå flødeskum. Han håber samtidig, at han fik indlejret en skarp knoglesplint, der kan knække den søde, rådnende tand. Men det er vel skønheden, som er det for alvor subversive ved denne film. Ligesom i prologen til Antichrist, hvor Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg har sex, mens deres barn går til grunde, er Trier aktivt skønhedssøgende i de første og sidste scener af Melancholia.

   Jordens undergang er skildret i en lækker og næsten længselsfuld form, der matcher den svulmende klangbund og det tragiske crescendo i Wagners kolossale musik. Filmen er stemt i andet leje end Antichrist og har ikke samme chokværdi til at neutralisere smagen af fyldt chokolade. Mens Antichrist var en gyser, er Melancholia en elegi.

   Trier har ikke talt om en trilogi denne gang, måske fordi filmografien er fuld af trilogier, der aldrig blev lukket. To gange Riget, men ingen forløsning; ingen Wasington til at samle tematikkerne i Dogville og Manderlay. For den sags skyld er »Guldhjerte«-trilogien kun gjort færdig, hvis man tæller Dogville med som sidste del.*

HVIS Antichrist var Triers The Shining, må Melancholia være en blanding af Barry Lyndon og 2001: A Space Odyssey. Trier nævner selv Visconti som et inspirationspunkt. I så fald er det ikke Leoparden, Døden i Venedig og andre film, som man typisk forbinder med aristokraten. Det er 1973-filmen om Ludwig II af Bayern, som Visconti indledte med ouverturen til Tannhäuser og nærmest lod drapere i en sødmefuld undergangsstemning, som matchede kongens følelsesliv.

   Det spiller naturligvis ingen rolle. Det er filmhistorisk filateli af den slags, som Trier snart er ene om at skabe i stor form herhjemme. Men det bliver spændende at se, hvilken farve den næste film får.

MELANCHOLIA har lange stræk uden synderligt drama og døde pletter, der slet ikke fandtes i den vilde, konstant foruroligende Antichrist, som til stadighed skiftede retning. Alligevel er der hele tiden en dunkel klarhed, en fornemmelse af uafvendelighed, som tangerer et religiøst tonefald. 

   Filmens styrke er dens skepsis. Der er ingen mulig transcendens, ingen illusion om et efterliv. For Trier at se, er vi mutters alene. Der er aldrig noget håb, og der er ikke nogen mulig tro. Men der er kærlighed mellem de mennesker, som venter på at blive udslettet.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000) [Musicals]; Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013); Lars von Trier: The House That Jack Built (2018); Lars von Trier: Riget/ The Kingdom [Horror 100].

*) Tv-trilogien om Riget bliver gjort færdig i 2022, når miniserien The Kingdom: Exodus vises i fem episoder, formentlig først på Viaplay og siden i flowform på DRTV. Triers filmværk er et tetrisspil af overlappende, uafsluttede og/eller opgivne trilogier. Symmetrien er dog mere konsistent, hvis første film i en påbegyndt trilogi samtidig tæller som sidste i én, der bliver lukket. 

   Europa-trilogien består af The Element of Crime (1984, da. Forbrydelsens element), Epidemic (1987) og Europa (1991). Guldhjerte-trilogien består af Breaking the Waves (1996), Dancer in the Dark (2000) og Dogville (2003). USA-trilogien består af Dancer in the Dark, Dogville og Manderlay (2005). Depressionstrilogien består af Antichrist (2009), Melancholia og Nymphomaniac (2013). Eller Nymphomaniac åbner et nyt spor, og The House that Jack Built (2018) er andet led.

   Outliers er de første arbejder, Orchidégartneren (1977) og Befrielsesbilleder (1982); dogmefilmen Idioterne (1998), som dog kandiderer i Guldhjerte-sammengæng; Dear Wendy (2004), som Trier skrev og Thomas Vinterberg instruerede; kaoskomedien Direktøren for det hele (2006, int. The Boss of it All); tv-tragedien Medea (1988) og samarbejdet med Jørgen Leth i dokumentar/reality-eksperimentet De fem benspænd. (2003, int. The Five Obstructions).

   Man har både en påbegyndt cyklus og et færdiglagt billedfelt, hvis man medtager De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1 (2007, int. The Early Years: Erik Nietzsche Part 1), som Jacob Thuesen instruerede efter Triers autofiktive manuskript om sine elevår på Den Danske Filmskole. Så er der pludselig en læretidstrilogi bestående af Befrielsesbilleder, Epidemic og Erik Nietzsche. Eller et komediekompleks bestående af Idioterne, Erik Nietzsche og Direktøren for det hele. 

   Taksonomien er både fristende og futil. Hvad der derimod træder tydeligt frem, når man ser det samlede værk oppefra, er en uafbrudt kæde af dybe, solidariske og komplekse kvindeportrætter: Bess i Breaking the Waves, Karen og Susanne i Idioterne, Selma og Kathy i Dancer in the Dark, Grace i Dogville, Grace i Manderlay, kvinden i Antichrist, Justine og Claire i Melancholia, Joe i Nymphomaniac. Det giver stadig god mening at vente på den tredje Grace i Dogville-Manderlay-Wasington-sammenhæng. 

Melancholia. Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Manuel Alberto Claro. 136 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Tyskland-Italien 2011. Dansk premiere: 26.05.2011.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Memfis Film/ Film i Väst/ Slot Machine/ SVT/ DR/ Arte/ Canal+/ CNC/ CinéCinema/ Nordisk Film Distribution/ DFI/ Eurimages/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Swedish Film Institute/TrustNordisk/ CineMaterial/Screenmusings.org (framegrabs)

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies Blu-ray fra Nordisk Film, Artificial Eye og Magnolia Pictures

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.05.2011

François Ozon: Alt gik godt/Tout s'est bien passé (2021)

EN VÆRDIG DØD

Assisteret selvmord i virkelig tid

Af BO GREEN JENSEN

PROBLEMATIKKEN omkring aktiv dødshjælp – eutanasi – er et af de evige emner, som vi fortrænger så længe som muligt. Man kan sagtens have principielle anskuelser, men sagen bliver først virkelig, når og hvis valget er aktuelt.

   En af dine kære beder dig om at få lov til at dø. Eksistensen er blevet ubærlig. I alle lande har etiske råd og organer diskuteret spørgsmålet. Filosofisk set er det glødende kul. Har vi ret til at slette et menneskeliv?

   François Ozons nye film er et sobert case study. Den franske auteur går til emnet med samme takt og distance, som gjorde Grâce à Dieu (2018, da. Gud være lovet) til en stor film om overgrebene i den katolske kirke. Hvor andre ville skrue op for følelsesstyrken, holder Ozon igen og doserer sit stof.

FORFATTEREN Emmanuèle (Sophie Marceau) er uforberedt – som raske mennesker altid er – da der bliver ringet fra hospitalet om, at hendes far har fået et slagtilfælde. Første gang vi ser André Bernheim (André Dussolier), er han så medtaget, at vi ikke kan fortænke ham i at nære et dødsønske.

   Emmanuèle er ældste datter. Også søsteren Pascale (Géraldine Pailhas) er med, da hjernen bliver scannet, og det står klart, hvor alvorlig tilstanden er. Senere, da André har mere overskud, kan man diskutere. Men han holder ved sin beslutning: »Du skal hjælpe mig med at dø.«

   De fleste film om emnet er faktuelt baserede konstruktioner. Det gør meget for denne, at her er tale om en autentisk fremstilling. Forlægget er Emmanuèle Bernheims selvbiografiske roman om, hvordan hun assisterede sin far. »Alt gik godt« – »Tout s’est bien passé« – er den sidste replik.

   André er 85 år, en rig pensionist og betydningsfuld kunstsamler. Mens døtrene overvejer og selv har en hverdag, får Emmanuèlle kontakt med den schweiziske organisation, som arrangerer dødshjælp. »Hvor meget vil det stå os i?« spørger André. »Cirka 70.000 euro.« »Hvad gør de fattige mon?« »De venter på at dø.« »Stakler,« er den privilegerede kommentar.

ALT gik godt er på overfladen en procedural. Vi ser, hvordan man bærer sig ad med at omgå den franske lovgivning; hvordan det helt lavpraktisk er med transport og metode. Målet er og bliver en værdig død, som individet har valgt.

   Under overfladen er fokus på døtrenes reaktioner. Emmanuèle husker i glimt, hvordan hendes far altid kritiserede hendes udseende. Hun husker sin mor – billedhuggeren Claude de Soria – da kvinden endnu kunne smile. Pascale er jaloux, fordi André igen har favoriseret den ældste. »På en måde har han vel givet dig en gave. Har du ikke altid ønsket ham død?«

   Det har hun engang, når hun skal være ærlig. I et næsten sublimativt indklip står hun som ung kvinde med en pistol og likviderer den gamle André. Det lykkes Ozon at forstørre Emmanuèles synsvinkel til hele filmens virkelighed.

DET er især en film om forgængelighed. Hanna Schygulla (77) har rollen som den schweiziske kvinde, en pensioneret dommer, der koordinerer missionen. Charlotte Rampling (75) er søstrenes mor, som har sin egen tragedie.

   Det er kun i Schweiz, at loven tillader dødshjælp. Hvis den uhelbredeligt syge vil væk, kan det lade sig gøre. Filmen ender på faciliteten, vi har set i mere dramatiske konstruktioner som Samanou Sahlstrøms I dine hænder (2015) og Jonas Arnbys Selvmordsturisten (2019).

   Ozons film er tør, præcis og neutral. Man følger proceduren og har fred til at reagere. For hver enkelt tilskuer bliver det muligt – og nødvendigt – at træffe et valg.

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010) [Liv og teater]; François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Peter von Kant (2022).

Alt gik godt (Tout s’est bien passé). Instr. & manus: François Ozon. Foto: Hichame Alaouie. 113 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 25.11.2021.

Fotos: Mandarin Films/ FOZ/ France 2 Cinéma/ Playtime Production/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Cohen Media Group/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Diaphana 01.02.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.11.2021 

François Ozon: Angel (2007)

DEN ROMANTISKE EGOIST

Nærbillede af en anti-heltinde

Af BO GREEN JENSEN

MAN kan kun have høje forventninger, når en filmskaber prøver kræfter med genren, som altid har virket oplagt for ham eller hende.

   Siden Sous le sable (2001, da. Under sandet) og 8 femmes (2002, da. 8 kvinder - og et mord) har man ventet på et »rigtigt« melodrama fra François Ozon, en film der uden ironi demonstrerer hans kærlighed til instruktører som Max Ophuls og Douglas Sirk. Det kommer i Angel, Ozons første rent engelsksprogede produktion, men filmen er ikke, hvad man kunne håbe.

   Forlægget er en roman af Elizabeth Taylor (1912-75), som ikke må forveksles med divaen af samme navn. Taylor levede stille med mand og børn i Buckinghamshire. Hun skrev en snes romaner, som ikke fandt mange læsere, men er beundret af kolleger, der betragter hendes bøger som sædekomedier i ånden fra Jane Austen.

   I 2006 blev seks værker – bl.a. Angel fra 1957 - genoptrykt hos Virago, det britiske kvindeforlag. Ved Taylors død blev veninden Elizabeth Jane Howard bedt om at skrive en biografi. Hun afslog med den begrundelse, at Taylors konforme liv var for begivenhedsløst.

ANGEL Deverell er en viljestærk kvinde, der jager sine mål så beslutsomt, at virkeligheden må kapitulere. Allerede skolepigen vil være forfatter og mener, at hun er forbyttet, eftersom hun lever under triste kår med simple forældre. Hendes blomstrende prosa bliver afvist, indtil forlæggeren Théo (Sam Neill) giver efter for selvbedragets format. Også Théos skeptiske hustru (Charlotte Rampling) charmeres med tiden af Angel, der vil overføre sin succes på livets øvrige forhold. Hun får en mand, som ikke elsker hende, og lever uden glæde i et kæmpemæssigt kitschpalæ. Huset hedder Paradise. For Angel er det svaret på alle barndommens drømme.

TAYLORS model var forfatteren Marie Corelli (1855-1924), som blev et verdensnavn, skønt få i åndslivet tog hende alvorligt. Især Faust-historien The Sorrows of Satan (1895, da. Satans Sorger) var populær. Det er ganske vist ikke sandt, at romanen var forlægget for Carl Th. Dreyers Blade af Satans dagbog (1920), som man kan læse flere steder. Men D.W. Griffith filmatiserede bogen i 1926 med Adolphe Menjou som Mefistofeles i moderne forklædning.

   Også Vendetta (1886), Wormwood (1890), Innocent (1914) og The Young Diana (1918) blev filmatiseret – alle i stumfilmens tid. Mest eftertragtet var Thelma – a Norwegian Princess (1887), som blev filmet fem gange i perioden 1910-1922.

   Corelli (som faktisk hed Mary Mackay) var kendt for sin agressive konsumerisme. Hun købte et stort hus i Stratford-on-Avon og delte i mange henseender livsstil med Angel. Hun kørte i forgyldt karet, havde aber som kæledyr og sejlede i sin egen gondol. Brian Masters’ Now Barabbas was a Rotter (1978) er en kærlig og kritisk biografi.*

ANGEL er ikke så ekstrem som Corelli, men deler forbilledets livssyn. Ozon går helhjertet ind i hendes begrebsverden og følger den store illusion hele vejen. Han peger på Gone with the Wind (1939, da. Borte med blæsten) som et inspirationssted og ser Angel som en selvisk heltinde på linje med Scarlett O’Hara, der på samme måde former verden efter sin vilje: »For mig var det interessant at beskrive en heltinde, som hverken er intelligent eller sympatisk,« siger instruktøren. Han tilføjer, at karakteren Angel virkelig greb ham.

PROBLEMET er, at Angel ikke kan konkurrere med Scarlett. I tankerne kan man faktisk se den samme film fungere med Vivien Leigh i titelrollen, men som kvinden spilles af Romola Garai, er hun både svær at elske og aktivt irriterende. Kan man overgive sig, da hendes forlægger gør, bliver det muligt at leve sig ind. Ellers er man uberørt og ser kun en anstrengt, kronisk forurettet grimasse.

   Det er en stor skam, at filmen fejler så stejlt, for den er klar i formen og smuk at se på. Ozon slipper godt fra at bruge antikverede stilfigurer og klassiske Hollywood-troper som bagprojektion og lyrisk montage. Forhåbentlig kommer Ozon snart tilbage. Efter Angel er han i gang med Ricky, en samtidsfilm om ordinære forældre, som får et magisk kærlighedsbarn.

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010) [Liv og teater]; François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2022); François Ozon: Peter von Kant (2022).

*) Brian Masters: Now Barabbas was a Rotter. The Extraordinary Life of Marie Corelli. 326 s. London: Hamish Hamilton, 1978. Titlen henviser til romanen Barabbas, a Dream of the World's Tragedy (1893). Herresædet Mason Croft er modellen for Angel Deverells Paradise. Den historiske bygning fungerer i dag som domicil for Shakespeare Institute ved University of Manchester. I Taylors roman og Ozons film bliver Angel gift med maleren Ésme Howe-Nevinson (Michael Fassbender), som er bror til Nora Howe-Nevinson (Lucy Russell), forfatterens sekretær og fortrolige veninde. I virkeligheden levede Corelli sammen med Bertha Vyver i 40 år. Det er dog sandt, at hun skrev romantiske breve til kunstneren Arthur Severn, som må være modellen for Esmé. Han gengældte ikke interessen. Corelli mistede sit publikum efter 1. Verdenskrig. Mark Twain besøgte Mason Croft i 1907 og skriver om det i tredje bind af sine Autobiographies. Annette R. Federico har skrevet monografien Idol of Suburbia: Marie Corelli and Late-Victorian Literary Culture (Charlottesville: University of Virginia Press, 2004).

Angel. Instr.: François Ozon. Manus: Martin Crimp, François Ozon. Foto: Denis Lenoir. 134 min. Frankrig-Belgien-UK 2007. Dansk premiere: 06.06.2008 

Fotos: Fidélité Productions/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Virago Publishing/ Hamish Hamilton Ltd./ National Portrait Gallery

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Fim

DVD fra Concorde Video 30.01.2008

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.06.2008