François Ozon: Angel (2007)

DEN ROMANTISKE EGOIST

Nærbillede af en anti-heltinde

Af BO GREEN JENSEN

MAN kan kun have høje forventninger, når en filmskaber prøver kræfter med genren, som altid har virket oplagt for ham eller hende.

   Siden Sous le sable (2001, da. Under sandet) og 8 femmes (2002, da. 8 kvinder - og et mord) har man ventet på et »rigtigt« melodrama fra François Ozon, en film der uden ironi demonstrerer hans kærlighed til instruktører som Max Ophuls og Douglas Sirk. Det kommer i Angel, Ozons første rent engelsksprogede produktion, men filmen er ikke, hvad man kunne håbe.

   Forlægget er en roman af Elizabeth Taylor (1912-75), som ikke må forveksles med divaen af samme navn. Taylor levede stille med mand og børn i Buckinghamshire. Hun skrev en snes romaner, som ikke fandt mange læsere, men er beundret af kolleger, der betragter hendes bøger som sædekomedier i ånden fra Jane Austen.

   I 2006 blev seks værker – bl.a. Angel fra 1957 - genoptrykt hos Virago, det britiske kvindeforlag. Ved Taylors død blev veninden Elizabeth Jane Howard bedt om at skrive en biografi. Hun afslog med den begrundelse, at Taylors konforme liv var for begivenhedsløst.

ANGEL Deverell er en viljestærk kvinde, der jager sine mål så beslutsomt, at virkeligheden må kapitulere. Allerede skolepigen vil være forfatter og mener, at hun er forbyttet, eftersom hun lever under triste kår med simple forældre. Hendes blomstrende prosa bliver afvist, indtil forlæggeren Théo (Sam Neill) giver efter for selvbedragets format. Også Théos skeptiske hustru (Charlotte Rampling) charmeres med tiden af Angel, der vil overføre sin succes på livets øvrige forhold. Hun får en mand, som ikke elsker hende, og lever uden glæde i et kæmpemæssigt kitschpalæ. Huset hedder Paradise. For Angel er det svaret på alle barndommens drømme.

TAYLORS model var forfatteren Marie Corelli (1855-1924), som blev et verdensnavn, skønt få i åndslivet tog hende alvorligt. Især Faust-historien The Sorrows of Satan (1895, da. Satans Sorger) var populær. Det er ganske vist ikke sandt, at romanen var forlægget for Carl Th. Dreyers Blade af Satans dagbog (1920), som man kan læse flere steder. Men D.W. Griffith filmatiserede bogen i 1926 med Adolphe Menjou som Mefistofeles i moderne forklædning.

   Også Vendetta (1886), Wormwood (1890), Innocent (1914) og The Young Diana (1918) blev filmatiseret – alle i stumfilmens tid. Mest eftertragtet var Thelma – a Norwegian Princess (1887), som blev filmet fem gange i perioden 1910-1922.

   Corelli (som faktisk hed Mary Mackay) var kendt for sin agressive konsumerisme. Hun købte et stort hus i Stratford-on-Avon og delte i mange henseender livsstil med Angel. Hun kørte i forgyldt karet, havde aber som kæledyr og sejlede i sin egen gondol. Brian Masters’ Now Barabbas was a Rotter (1978) er en kærlig og kritisk biografi.*

ANGEL er ikke så ekstrem som Corelli, men deler forbilledets livssyn. Ozon går helhjertet ind i hendes begrebsverden og følger den store illusion hele vejen. Han peger på Gone with the Wind (1939, da. Borte med blæsten) som et inspirationssted og ser Angel som en selvisk heltinde på linje med Scarlett O’Hara, der på samme måde former verden efter sin vilje: »For mig var det interessant at beskrive en heltinde, som hverken er intelligent eller sympatisk,« siger instruktøren. Han tilføjer, at karakteren Angel virkelig greb ham.

PROBLEMET er, at Angel ikke kan konkurrere med Scarlett. I tankerne kan man faktisk se den samme film fungere med Vivien Leigh i titelrollen, men som kvinden spilles af Romola Garai, er hun både svær at elske og aktivt irriterende. Kan man overgive sig, da hendes forlægger gør, bliver det muligt at leve sig ind. Ellers er man uberørt og ser kun en anstrengt, kronisk forurettet grimasse.

   Det er en stor skam, at filmen fejler så stejlt, for den er klar i formen og smuk at se på. Ozon slipper godt fra at bruge antikverede stilfigurer og klassiske Hollywood-troper som bagprojektion og lyrisk montage. Forhåbentlig kommer Ozon snart tilbage. Efter Angel er han i gang med Ricky, en samtidsfilm om ordinære forældre, som får et magisk kærlighedsbarn.

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010) [Liv og teater]; François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2022); François Ozon: Peter von Kant (2022).

*) Brian Masters: Now Barabbas was a Rotter. The Extraordinary Life of Marie Corelli. 326 s. London: Hamish Hamilton, 1978. Titlen henviser til romanen Barabbas, a Dream of the World's Tragedy (1893). Herresædet Mason Croft er modellen for Angel Deverells Paradise. Den historiske bygning fungerer i dag som domicil for Shakespeare Institute ved University of Manchester. I Taylors roman og Ozons film bliver Angel gift med maleren Ésme Howe-Nevinson (Michael Fassbender), som er bror til Nora Howe-Nevinson (Lucy Russell), forfatterens sekretær og fortrolige veninde. I virkeligheden levede Corelli sammen med Bertha Vyver i 40 år. Det er dog sandt, at hun skrev romantiske breve til kunstneren Arthur Severn, som må være modellen for Esmé. Han gengældte ikke interessen. Corelli mistede sit publikum efter 1. Verdenskrig. Mark Twain besøgte Mason Croft i 1907 og skriver om det i tredje bind af sine Autobiographies. Annette R. Federico har skrevet monografien Idol of Suburbia: Marie Corelli and Late-Victorian Literary Culture (Charlottesville: University of Virginia Press, 2004).

Angel. Instr.: François Ozon. Manus: Martin Crimp, François Ozon. Foto: Denis Lenoir. 134 min. Frankrig-Belgien-UK 2007. Dansk premiere: 06.06.2008 

Fotos: Fidélité Productions/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Virago Publishing/ Hamish Hamilton Ltd./ National Portrait Gallery

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Fim

DVD fra Concorde Video 30.01.2008

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.06.2008

Warwick Thornton: Sweet Country (2017) [Westerns 100]

AUSTRALIEN I BEGYNDELSEN
En lille film om oprindelighed

Af BO GREEN JENSEN

AUSTRALSKE westerns har deres egen tradition, som er mindre end den nordamerikanske, men mindst lige så stærk og mytologisk bevidst. Begge steder når man beskæmmende sent til at skildre fordrivelsen af den oprindelige befolkning, som myten om pionererne er skrevet ovenpå.

   I 1970erne så man den samme skyldbetonede romantisering af amerikanske indianere og australske aboriginals. En forståelse for drømmespor hørte med til at være på englenes side. Nicolas Roeg satte fokus på den seksuelle mystik i sin psykedeliske udgave af Walkabout (1971). Peter Weir gjorde vandrehistorien om urban aboriginals til et sindbillede på hvid fremmedgørelse i The Last Wave (1975, da. Den sidste bølge).

   Thomas Kenneally, forfatteren til Schindlers liste, skrev i 1972 The Chant of Jimmie Blacksmith, som var inspireret af aboriginal-desperadoen Jimmy Governor, der blev henrettet i 1901. Fred Schepisi filmatiserede bogen i 1978. Nyligt afdøde Tommy Lewis spillede Jimmie. Nick Cave og John Hillcoat vidste, hvad de gjorde, da de castede Lewis i The Proposition (2005), som må være prototypen på den nye hallucinatoriske western.

   Alle disse ikoniske titler er moderne hovedværker, men ingen af filmskaberne var aboriginals. Roeg var til og med englænder. Også derfor er Sweet Country noget særligt. For første gang bliver perioden skildret af en instruktør, som selv er aboriginal.

SOM mange gode westerns er Sweet Country en enkel skæbnefortælling. I 1929 er nye tider nok nået til Sydney, men der er langt til moderniteten i the outback oppe nordpå. Landmænd dyrker jorden, opdrætter kvæg og lever stort set som amerikanske nybyggere 50 år før.

   Arbejdsstyrken består af indfødte familier, som bliver betalt i naturalier og lever i en art stavnsbånd. Ingen interesserer sig for, hvem de var og hvem landet tilhørte, før kolonisterne kom. Kun Fred Smith (Sam Neill) insisterer på, at alle er lige og behandler sine arbejdere med respekt.

   Smith kan ikke sige nej, da tilflytteren Harry March (Ewen Leslie) beder om hjælp. March er aldrig kommet helt hjem fra Den store Krig i Europa. Han drikker for at holde dæmonerne nede. Den indfødte Sam Kelly (Hamilton Morris) skal arbejde for ham. March behandler Sam med foragt og voldtager hustruen Lizzie (Natassia Furber). Alligevel er det i selvforsvar, at Sam Kelly dræber den rablende March.

HVAD der følger, er et hadefuldt hævndrama i ånden fra John Fords The Searchers (1946, da. Forfølgeren). For hinsides al snak om skyld, kan det ikke nytte, at brune undermennesker slipper godt fra at dræbe hvide herrefolk. Politisergent Fletcher (Bryan Brown) samler en posse, der følger efter Sam og Lizzie ind i ørkenen. Smith tager med for at holde gemytterne nede.

   I vildnisset venter erfaringsoverskridende oplevelser, både for forfølgerne og for Sam og hans hustru, der ved lige så lidt om ægte aboriginals. Possen falder fra hinanden. Kun Fletcher holder ud. Da han er ved at dø af tørst, er det Sam, som kommer gående ud af luftspejlingen og kaster en feltflaske til ham.

   Der er ikke den store spænding i filmen, snarere en rituel forudsigelighed. Al musik er fravalgt. De store landskaber er gjort fuldkommen åbne og nærværende. Warwick Thompson kommer selv fra området ved Alice Springs. Han har også selv ført kameraet.

   Fletcher er intet uhyre. Også han var med i krigen i Europa. Han drømmer om at slå pjalterne sammen med barværtinden Nell (Anni Finsterer) og hendes datter. Snart ankommer en idealistisk dommer (Matt Day), som gerne vil ind til kernen i sagen. Alligevel tegner slutningen mørk.

EN af de første australske film, The Story of the Kelly Gang (1906), var et helteportræt af Ned Kelly, den fredløse bushranger, som i landets populærkultur svarer til skikkelser som Jesse James og Billy the Kid. På film er Kelly blevet spillet af bl.a. Mick Jagger (i 1970) og Heath Ledger (2003).

   Det er netop The Story of the Kelly Gang, som Warwick Thornton citerer. Det sker, da sergent Fletcher kommer ridende ind fra sin surrealistiske nærdødsoplevelse i saltørkenen. Hele byen er ude på gaden, hvor en rejsebiograf viser filmen. Han raser, da publikum jubler. Thorntons pointe er vist nok, at der ingen film var om de fortrængte stammefolk.*

THORNTON er ny i genren, men gammel i gårde. Han fortalte i Samson & Delilah (2009) en tragisk kærlighedshistorie om moderne aboriginals, der lå midt mellem myte og realisme. Som (næsten) alle væsentlige australske filmskabere bidrog han til The Turning (2013), et stafetværk efter Tim Wintons roman, der kun blev vist i Cinemateket herhjemme.

   »Jeg så en masse frisk land,« – sweet country – siger Fletcher til slut, da han er hjemme hos Nell. »Godt kvægterritorium,« tilføjer han. Det er cirka den samlede lære, som fremtidens mand drager af episoden.

   Sweet Country er en majestætisk film, rolig, klar og livsalig. Thornton fravælger romantik og mystik. Han fravælger også effekter og blodtørst. Filmen kommer inde fra sjælen i landet. Den er alt, som Netflix-føljetoner ikke er, og lige nu kan man se den i danske biografer.

*) Charles Taits The Story of the Kelly Gang (1906) var ikke blot den første australske spillefilm, men den første i fiktionsfilm i historien med en spilletid på over en time. Kun tyve minutter overlever og er restaureret. UNESCO har givet filmen status som umisteligt kulturdokument i sit Memory of the World Programme. Ned Kelly (1854-1880), hans lillebror Dan og resten af Kelly-banden svarer fuldkommen til James-brødrene, som var aktive på samme tid i USA. Kelly var søn af en irsk straffefange, der blev deporteret til Victoria. Jesse og Frank James red med Quantrills paramilitære guerilla i Den amerikanske Borgerkrig. Ned og Dan Kelly stod i lære hos bushrangeren Harry Power. Kelly fik folkeheltestatus i kraft af en række dristige røverier og ildkampe med ordensmagten. I den sidste træfning bar han en hjemmelavet rustning, hvis hjelm er blevet ikonisk. I et 56 sider langt brev, dikteret til bandemedlemmet Joe Byrne, giver Kelly sin version af historien, undsiger de korrupte lokale myndigheder og taler om »myternes tradition for irsk oprør« mod »Englands tyranniske åg«. Kelly begik adskillige drab og blev hængt i 1880. I eftertiden er han blevet indbegrebet af den australske frihedskæmper. Der er skrevet sange og teaterstykker, rejst statuer og malet billeder. Adskillige bøger er skrevet om Kelly. Mick Jagger havde titelrollen i Tony Richardsons Ned Kelly fra 1971. Heath Ledger bar en kopi af den legendariske rustning i Gregor Jordans Ned Kelly (2003). Justin Kurzels True History of the Kelly Gang (2019) er baseret på Peter Careys roman, som modtog Man Booker-prisen i 2001.

 

Sweet Country. Instr.: Warwick Thornton. Manus: Steven McGregor og David Tranter. Foto: Dylan River og Warwick Thornton. 113 min. Australien 2017. Dansk premiere: 09.08.2018

Fotos: Angel Films/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, TV2 Play, YouTube Film

2K Blu-ray fra Thunderbird Releasing (region B) 09.07.2018

Anmeldelsen trykt (i kortere form) i Weekendavisen Kultur 10.08.2018