Baz Luhrmann: Australia (2008)

DET FJERNE LAND

Et episk forsøg uden selvironi

Af BO GREEN JENSEN

VED at bøje og strække Australiens historie, kan Baz Luhrmann samle det meste af den i skæbneåret 1939, da verden igen fører krig.

   Lady Sarah Ashley (Nicole Kidman) kommer fra England til Darwin i Northern Territory for at tvinge sin mand til at sælge kvægfarmen Faraway Downs. Da hun når det fjerne land down under, er hendes mand imidlertid død. Formentlig blev han myrdet efter ordre fra kvægbaronen King Carney (Bryan Brown), som har monopoliseret al handel i territoriet.

   Sarah hader alt ved landet i cirka ti minutter. Så overtager hun gården og bliver fortrolig med de ansatte, som både tæller ædle aboriginals og fallerede hvide australiere. Hun knytter sig stærkt til drengen Nullah (Brandon Walters), som er filmens fortæller. Nullah må ofte gemme sig for politiet, der vil anbringe ham på en institution. Lady Ashley forelsker sig i Australien. I virkeligheden er hun vel solgt allerede, da hun første gang møder The Drover (Hugh Jackman), en karismatisk kvægdriver, som ikke vil være i lommen på nogen.

MANGE kulørte forviklinger følger. Det kommer næppe bag på nogen, at Sarah bliver i Australien og skaber en lille familie i vinden sammen med Drover og Nullah. Men lykken møder betydelig modstand. Fra Carneys anslag mod Drovers kvægdrift til japanernes bombardement af Darwin er der kræfter, som prøver at udslette glæden.

   Værst er dog landets raceprogram, som var aktivt frem til 1970erne. Man tog børn af blandet ophav fra deres mødre og internerede dem i lejre, hvor missionærer fik frie hænder til at »breed out the blackness«. I Australien taler man endnu om the stolen generations, som mange fra Nullahs årgang tilhører.

   Raceloven fik en dedikeret skamstøtte, da Philip Noyce fortalte historien i Rabbit-Proof Fence (2002). Luhrmanns film bruger forbrydelsen dygtigt. For det første siger han undskyld. For det andet bliver temaet endnu en faktor, som forbinder Australia med sit store forbillede, David O. Selznicks filmatisering af Margaret Mitchells Gone with the Wind, der blev til samme år, som Luhrmanns moderne pendant finder sted.

DET lykkes for så vidt at skabe det romantiske nationalepos, som man i samtlige scener fornemmer, at filmen gerne vil være. Problemet er, at det sker for en pris. Luhrmann nedtoner sin ironiske flair, gør følelserne flade og skruer op for musikken, så ingen kan høre ham tænke. Hvis modellen er Borte med blæsten, kommer Australia derfor til kort. Sarah og Drover bliver virkelige, men deres skæbne har aldrig betydning for tilskueren på samme måde, som tilfældet var med Rhett Butler og Scarlett O’Hara.

   Der er dog meget at sætte pris på i filmen, som man gerne vil se flere gange. I første del prises naturen med alle de store billeder, man forventer. I anden del bliver japanernes bombning – som var massiv og fandt sted i februar 1942 – et sætstykke og en hel film for sig. Første akt ligner en blanding af gammeldags Hollywood-western og outback-romantik i stil med The Sundowners (1960, da. Fjerne horisonter). Anden akt tager tværsummen af From Here to Eternity (1953, da. Herfra til evigheden) og Empire of the Sun (1987, da. Solens rige).

   Det er i Darwins ruiner, da medlemmerne af den sammenbragte familie ikke ved, om deres kære dør eller lever, at man endelig tager deres følelser til sig. Drover må tro, at Sarah er død, da han sejler ud for at redde Nullah og de øvrige børn på Missionsøen. Lutringen er god og stor, da de finder hinanden igen.

TRODS en spilletid på tre timer må Australia pakke historien så tæt, at de enkelte afsnit har svært ved at skabe dybde og nærvær. Især filmens skurke, King Carney og hans sjuft af en svigersøn (David Wenham), har alt for lidt at arbejde med, og hverken den store kvægdrift gennem ørkenen eller velgørenhedsballet i Darwin, hvor Drover og Sarah omsider finder sammen, bliver bygget tilstrækkeligt op. Til gengæld træder Nullahs bedstefar, King George, lidt for ofte frem på magisk vis. Han spilles for kontinuitetens skyld af ikonet David Gulpilil (1953-2021), som 40 år før var den unge aboriginer i Nicholas Roegs Walkabout.(1971)

MOD forventning bliver urbefolkningens songlines en plausibel forbindelse mellem det nye og det gamle. Også Australia er konstrueret, så Luhrmann kan citere eksisterende kunst, ganske som han gjorde i William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) og Moulin Rouge! (2001).

   Filmens musikalske ledemotiv er Harburg og Arlens »Over the Rainbow«. Den bliver spillet på mange mundharper og fremført ubehjælpsomt af Kidman, som prøver at trøste Nullah med sangen. Der er således tale om ægte katarsis, da Nullah i biografen i Darwin endelig ser The Wizard of Oz. Det kan lige lade sig gøre kronologisk. Troldmanden fra Oz havde australsk premiere den 26. marts 1940.

   Det er smukt at citere en kilde så gavmildt, og på dén front har Luhrmann aldrig holdt sig tilbage. Det er dog ikke nok til at neutralisere et overordnet præg af kalkuleret melodrama.

Se også Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996); Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001); Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002); Bogen og filmen: Tim Winton's The Turning (2005/2013); Warwick Thornton: Sweet Country (2017) [Westerns 100]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen].

Australia. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Stuart Beattie, Richard Flanagan, Ronald Harwood og Baz Luhrmann. Foto: Amanda Walker. 166 min. Australien-UK-USA 2008. Dansk premiere: 25.12.2008.

Fotos: Twentieth Century Fox/ Bazmark Films/ ScreenWest/ Dune Entertainment/ Ingenious Film Partners/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2008.

Warwick Thornton: Sweet Country (2017) [Westerns 100]

AUSTRALIEN I BEGYNDELSEN
En lille film om oprindelighed

Af BO GREEN JENSEN

AUSTRALSKE westerns har deres egen tradition, som er mindre end den nordamerikanske, men mindst lige så stærk og mytologisk bevidst. Begge steder når man beskæmmende sent til at skildre fordrivelsen af den oprindelige befolkning, som myten om pionererne er skrevet ovenpå.

   I 1970erne så man den samme skyldbetonede romantisering af amerikanske indianere og australske aboriginals. En forståelse for drømmespor hørte med til at være på englenes side. Nicolas Roeg satte fokus på den seksuelle mystik i sin psykedeliske udgave af Walkabout (1971). Peter Weir gjorde vandrehistorien om urban aboriginals til et sindbillede på hvid fremmedgørelse i The Last Wave (1975, da. Den sidste bølge).

   Thomas Kenneally, forfatteren til Schindlers liste, skrev i 1972 The Chant of Jimmie Blacksmith, som var inspireret af aboriginal-desperadoen Jimmy Governor, der blev henrettet i 1901. Fred Schepisi filmatiserede bogen i 1978. Nyligt afdøde Tommy Lewis spillede Jimmie. Nick Cave og John Hillcoat vidste, hvad de gjorde, da de castede Lewis i The Proposition (2005), som må være prototypen på den nye hallucinatoriske western.

   Alle disse ikoniske titler er moderne hovedværker, men ingen af filmskaberne var aboriginals. Roeg var til og med englænder. Også derfor er Sweet Country noget særligt. For første gang bliver perioden skildret af en instruktør, som selv er aboriginal.

SOM mange gode westerns er Sweet Country en enkel skæbnefortælling. I 1929 er nye tider nok nået til Sydney, men der er langt til moderniteten i the outback oppe nordpå. Landmænd dyrker jorden, opdrætter kvæg og lever stort set som amerikanske nybyggere 50 år før.

   Arbejdsstyrken består af indfødte familier, som bliver betalt i naturalier og lever i en art stavnsbånd. Ingen interesserer sig for, hvem de var og hvem landet tilhørte, før kolonisterne kom. Kun Fred Smith (Sam Neill) insisterer på, at alle er lige og behandler sine arbejdere med respekt.

   Smith kan ikke sige nej, da tilflytteren Harry March (Ewen Leslie) beder om hjælp. March er aldrig kommet helt hjem fra Den store Krig i Europa. Han drikker for at holde dæmonerne nede. Den indfødte Sam Kelly (Hamilton Morris) skal arbejde for ham. March behandler Sam med foragt og voldtager hustruen Lizzie (Natassia Furber). Alligevel er det i selvforsvar, at Sam Kelly dræber den rablende March.

HVAD der følger, er et hadefuldt hævndrama i ånden fra John Fords The Searchers (1946, da. Forfølgeren). For hinsides al snak om skyld, kan det ikke nytte, at brune undermennesker slipper godt fra at dræbe hvide herrefolk. Politisergent Fletcher (Bryan Brown) samler en posse, der følger efter Sam og Lizzie ind i ørkenen. Smith tager med for at holde gemytterne nede.

   I vildnisset venter erfaringsoverskridende oplevelser, både for forfølgerne og for Sam og hans hustru, der ved lige så lidt om ægte aboriginals. Possen falder fra hinanden. Kun Fletcher holder ud. Da han er ved at dø af tørst, er det Sam, som kommer gående ud af luftspejlingen og kaster en feltflaske til ham.

   Der er ikke den store spænding i filmen, snarere en rituel forudsigelighed. Al musik er fravalgt. De store landskaber er gjort fuldkommen åbne og nærværende. Warwick Thompson kommer selv fra området ved Alice Springs. Han har også selv ført kameraet.

   Fletcher er intet uhyre. Også han var med i krigen i Europa. Han drømmer om at slå pjalterne sammen med barværtinden Nell (Anni Finsterer) og hendes datter. Snart ankommer en idealistisk dommer (Matt Day), som gerne vil ind til kernen i sagen. Alligevel tegner slutningen mørk.

EN af de første australske film, The Story of the Kelly Gang (1906), var et helteportræt af Ned Kelly, den fredløse bushranger, som i landets populærkultur svarer til skikkelser som Jesse James og Billy the Kid. På film er Kelly blevet spillet af bl.a. Mick Jagger (i 1970) og Heath Ledger (2003).

   Det er netop The Story of the Kelly Gang, som Warwick Thornton citerer. Det sker, da sergent Fletcher kommer ridende ind fra sin surrealistiske nærdødsoplevelse i saltørkenen. Hele byen er ude på gaden, hvor en rejsebiograf viser filmen. Han raser, da publikum jubler. Thorntons pointe er vist nok, at der ingen film var om de fortrængte stammefolk.*

THORNTON er ny i genren, men gammel i gårde. Han fortalte i Samson & Delilah (2009) en tragisk kærlighedshistorie om moderne aboriginals, der lå midt mellem myte og realisme. Som (næsten) alle væsentlige australske filmskabere bidrog han til The Turning (2013), et stafetværk efter Tim Wintons roman, der kun blev vist i Cinemateket herhjemme.

   »Jeg så en masse frisk land,« – sweet country – siger Fletcher til slut, da han er hjemme hos Nell. »Godt kvægterritorium,« tilføjer han. Det er cirka den samlede lære, som fremtidens mand drager af episoden.

   Sweet Country er en majestætisk film, rolig, klar og livsalig. Thornton fravælger romantik og mystik. Han fravælger også effekter og blodtørst. Filmen kommer inde fra sjælen i landet. Den er alt, som Netflix-føljetoner ikke er, og lige nu kan man se den i danske biografer.

*) Charles Taits The Story of the Kelly Gang (1906) var ikke blot den første australske spillefilm, men den første i fiktionsfilm i historien med en spilletid på over en time. Kun tyve minutter overlever og er restaureret. UNESCO har givet filmen status som umisteligt kulturdokument i sit Memory of the World Programme. Ned Kelly (1854-1880), hans lillebror Dan og resten af Kelly-banden svarer fuldkommen til James-brødrene, som var aktive på samme tid i USA. Kelly var søn af en irsk straffefange, der blev deporteret til Victoria. Jesse og Frank James red med Quantrills paramilitære guerilla i Den amerikanske Borgerkrig. Ned og Dan Kelly stod i lære hos bushrangeren Harry Power. Kelly fik folkeheltestatus i kraft af en række dristige røverier og ildkampe med ordensmagten. I den sidste træfning bar han en hjemmelavet rustning, hvis hjelm er blevet ikonisk. I et 56 sider langt brev, dikteret til bandemedlemmet Joe Byrne, giver Kelly sin version af historien, undsiger de korrupte lokale myndigheder og taler om »myternes tradition for irsk oprør« mod »Englands tyranniske åg«. Kelly begik adskillige drab og blev hængt i 1880. I eftertiden er han blevet indbegrebet af den australske frihedskæmper. Der er skrevet sange og teaterstykker, rejst statuer og malet billeder. Adskillige bøger er skrevet om Kelly. Mick Jagger havde titelrollen i Tony Richardsons Ned Kelly fra 1971. Heath Ledger bar en kopi af den legendariske rustning i Gregor Jordans Ned Kelly (2003). Justin Kurzels True History of the Kelly Gang (2019) er baseret på Peter Careys roman, som modtog Man Booker-prisen i 2001.

 

Sweet Country. Instr.: Warwick Thornton. Manus: Steven McGregor og David Tranter. Foto: Dylan River og Warwick Thornton. 113 min. Australien 2017. Dansk premiere: 09.08.2018

Fotos: Angel Films/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, TV2 Play, YouTube Film

2K Blu-ray fra Thunderbird Releasing (region B) 09.07.2018

Anmeldelsen trykt (i kortere form) i Weekendavisen Kultur 10.08.2018