Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals

TIGERNE KOMMER OM NATTEN

En stiv musical bliver til levende film

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste mennesker har på et tidspunkt set Les Misérables, uanset om de ville eller ej. Den venerable tragédie musicale begyndte sit liv i 1980, da komponisten Claude-Michel Schönberg (f. 1944) og tekstforfatteren Alain Boublil (f. 1941) – Frankrigs svar på Webber og Rice, som havde haft lokal succes med rockmusicalen La Revolution Française (1973) – søgte risikovillige kræfter og sendte et fransksproget dobbeltalbum i luften. Den første opsætning havde urpremiere i Palais des Sports (nu Dôme de Paris) den 24. september 1980.*  

   Produceren Cameron Macintosh så en ny Evita (1976) eller The Phantom of the Opera (1986) i projektet. Med engelske tekster af Herbert Kretzmer fik Les Misérables premiere på Barbican Theatre den 8. oktober 1985. Trevor Nunns stadig stilskabende opsætning med Colm Wilkinson som Jean Valjean flyttede samme år til Palace Theatre i West End. Siden fulgte Broadway og resten af verden. The Complete Symphonic Recordings (1989) er udsendt igen og igen, for hver gang med lidt mere selvfølelse.**

JEG har set 7-8 opsætninger af Les Misérables gennem de 40 år, som er gået. Første gang var i Chicago i 1989, hvor en turnéudgave fra Broadway slog gnister. Næstsidste gang var på Det Ny Teater i 2010, hvor metaltrætheden var mærkbar. Den søvnigste opførelse så jeg i London i bombesommeren 2005. Orkestret så på uret og skyndte sig hjem. Victor Hugos passionerede 1863-manifest var da endt som en museal operette. Kun Thénardier-parrets skamløshed gjorde indtryk.

   Tom Hoopers filmatisering er et vovestykke med sikkerhedsnet. Det globale forsalg er sikret, for man vil gerne føle magien igen, men det kan alt i alt ikke undre, hvis fanbasen køber billetter med skepsis. Les Misérables er nu arvesølv, en kulturbærende institution, som forpligter. Det er meget længe siden, at de høflige sange kunne overraske. Man tror vel, at man skal se en indramning, et filmet aftryk af sceneudgaven, som kan stå på reolen sammen med musikken og romanen, når man har været i biografen.

FILMUDGAVEN kan kun overraske, og det gør den heldigvis med élan. Hooper vil ikke reproducere teatret, men skabe ny visuel kongruens. Især går han tæt på det nøgne ansigt og lader spillerne synge på stedet. Kasper Holten gjorde det samme i Juan (2010), en dynamisk moderne filmatisering af Mozarts Don Giovanni (1787) – som på sin side måtte forholde både til Joseph Loseys 1979-film og Milos Formans Amadeus (1984) – men hans cast havde trænede stemmer, som var vant til at virke i flugt.

   Hoopers hold består af stjerner, som ikke nødvendigvis synger godt. Hugh Jackman (Valjean) bliver skinger i det høje register, og hverken Russell Crowe (Javert), Anne Hathaway (Fantine), Amanda Seyfried (Cosette), Eddie Redmayne (Marius) eller Helena Bonham Carter og Sacha Baron Cohen (Thénardier-parret) har skolede stemmer. De hiver efter vejret og ligner, hvad de er: Mennesker, som anstrenger sig.

   Overraskelsen er, at tricket fungerer. Det nye soundtrack er næppe en indspilning, man vil høre igen og igen, men Hooper har fuldkommen fjernet det præg af støvet funkis og Biedermeier-nips, som forestillingen fik hen ad vejen. Man hører en særlig grundtone, den moderne musicals patenterede lyd, i samtlige sceneudgaver af Les Misérables. De spindelvæv er blæst helt væk i filmen, som satser på ny sårbarhed.

ISÆR den første time er effektivt afviklet. Valjean og Javert introduceres i en sekvens, hvor straffefangerne bjærger et kuldsejlet skib, og Hooper lader synsvinklen veksle mellem panoramisk total og ansigter i nær. Anne Hathaway modtog en Oscar for sin indsats i rollen som Fantine. Da hun synger »I Dreamed a Dream«, bliver Les Misérables noget mere end stiliseret teater. Som alle gode musicals får den sangen til at leve som et sprog, der taler sandt bag tingenes overflade.

   Det er interessant at følge, hvordan teksterne har udviklet sig. De bedste steder var ikke på plads i den franske førsteudgave. »But the tigers come at night/ With their voices soft as thunder,« synger Fantine. Kretzmer indføjede disse linjer, ligesom han gjorde »Do You Hear the People Sing?« til en magtfuld finale og løftede slutstroferne til et fyndord: »To love another person is to the face of God«.

   Hos Boublil står der bare: »Qui aime sa femme/ sans le savoir, aime dieu.« »At holde af en anden er at træde frem for Gud,« var Niels Brunses respektable bud i den solide danske libretto fra 1992.***

   Det er næstekærligheden, medlidenheden og samfølelsen, der bærer den brændende indignation i Hugos romantiske traktat:

   »Så længe århundredets tre problemer ikke er løste: mandens nedværdigelse ved proletariatet, kvindens fornedrelse som følge af sult og børnenes hentæring som følge af det mørke, de lever i; så længe den sociale kvælningsproces, der foregår på sine steder, er mulig; med andre ord og fra et endnu videre synspunkt, så længe der på jorden findes uvidenhed og elendighed, må bøger som denne gøre nytte.«****

FØLELSEN lever i alle de variationer, med eller uden frapperende sange, som Hugos legende har inspireret, fra de klassiske versioner af Albert Capellani (1911), Henri Fescourt (1925) og Raymond Bernard (1934) til Claude Lelouchs frie modernisering (1995) og Bille Augusts undervurderede filmatisering (1998), hvor værdikampen mellem Valjean og Javert i endnu højere grad er hovedmotivet. Musicalen siger det koncist: »There is nothing on earth that we share/ It is either Valjean or Javert.«

   Colm Wilkinson – den første Valjean – har den lille, men vigtige rolle som biskop Myriel, der giver Valjean en ny chance og får ham til søge det gode i livet. Wilkinson er en slags talisman – han var for Jean Valjean på scenen, hvad Sean Connery var på film for James Bond-rollen. Samantha Barks spillede Eponine i 2010-produktionen i London, da Cameron Mackintosh gav hende rollen i filmen. Der er mange flere ansigter og reminiscenser fra sceneudgaven.

FOR det første var det vigtigt at have stemmer, der kunne synge rent og danse på stedet. Tom Hooper siger, at han altid har haft det svært med traditionelle filmmusicals, hvor stemmerne er optaget i et studie. På Les Misérables-settet kunne hver enkelt skuespiller høre produktionens pianist, mens de agerede. De kunne eksperimentere med betoning og fortolkning, mens Danny Cohen eller Hooper selv cirklede rundt om dem med et steadicam. Efterfølgende blev det symfoniske score lagt på i studiet. Det var musikken, som måtte tilpasse sig. Det plejer at være omvendt.

   Det var derfor vigtigt at have et cast, som kunne forestillingen forfra og bagfra. For fans er det en added bonus, at hver lille rolle i baggrunden spilles af teaterfolk, som på et tidspunkt har stået forrest med en af de store. Det gælder ned til hver galejslave, hver arbejderske på fabrikken, hver prostitueret ved havnen; hver soldat og hver student; hver af værtshusgæsterne hos Thénardier. 

   For produktionsdesignerne Eve Stewart og Anna Lynch-Robinson (som begge var Oscar-nomineret for filmen) var det mest tilfredsstillende at visualisere de situationer, som teaterforestillingen lader foregå off stage. Det spektakulære begravelsesoptog er filmet foran Greenwich Naval College, som gør det ud for Place de la Bastille. Blandt sætstykkerne er en elefantfigur i fuld størrelse.

   Kejser Bonaparte forsømte ingen lejlighed til at sætte monumenter. Man kunne ikke fylde byen med triumfbuer, så efter det egyptiske felttog var en elefantskulptur i bronze planlagt. Siden kom marmor på tale. En attrap af gips blev opført, så mulige sponsorer kunne danne sig et indtryk af effekten. Det lykkedes aldrig at finde finansiering, og figuren gik i forfald. Resterne blev fjernet i 1846, men i barrikadernes tid fungerede Napoleons elefant som et læsted for hjemløse. Her kunne gadebørn som Gavroche overnatte. I hvert fald er scenen endnu et bidrag til filmkunstens samling af elefanter.

     

HVIS man tror, man kender Les Misérables for godt til at sidde gennem det hele igen, eller hvis man tilhører typen, der hader musicals af princip, bør man lægge fordommen fra sig og se denne film. William Nicholson (Shadowlands, Gladiator) har klarlagt handlingsgangen i et eksemplarisk manuskript. Billedsiden er ren som i stumfilmens dage, hvor højt melodrama havde samme valør. De enkle musikalske arrangementer gør den gamle forestilling til en nøgen, ny og medrivende oplevelse.*****

I 2023 så jeg Les Misérables på scenen igen. Det var på Sondheim Theatre (som før i tiden hed Queen's Theatre) i London, hvor Les Miz har haft hovedkvarter siden 2004. Der har været to afbrydelser. Under ombygningen i 2019 blev forestillingen forvandlet til en staged concert i Guilgud Theatre, og under COVID-19-pandemien måtte alting sættes på pause.

   Nedlukningen varede i halvandet år, fra 16. marts 2020 til 25. september 2021. Det er nu Josh Piterman og Stewart Clarke, der synger partierne som Valjean og Javert. Barikaden er stadig det ikoniske sætstykke, men sceneapparatet er gjort enklere og lettere, faktisk meget i ånden fra Tom Hoopers film.

   Der var absolut ingen træthed at spore. Måske skyldes det den destabiliserede tidsånd, måske at castet er nyt og stadig har noget at risikere. Scenetæppet er dekoreret med Victor Hugos egne uvejrsakvareller fra Guernsey. Det er blevet kutyme at klappe efter de store numre. Alle musicals har nu dette koncertpræg. Da Piterman var færdig med at synge »Bring Him Home«, blev der råbt »Bravo!« fra bagerste række i the stalls.

   Min datter på 11 var grebet mod forventning og satte stor pris på Gavroches »Little People«. Vi sad på anden række i salen, som er kort og stejl, så scenen spiller til et publikum, der er fordelt på fem etager. Black Box-scenografien har altid egnet sig til cisterner og konverterede fabriksrum. Det er en scene, der kan sættes hvor som helst i historien fra 1848 til nu. Teksten står stærkest i usikre tider. Så i oktober 2023 virkede Les Misérables fuldkommen frisk.

   

TEATERFORESTILLINGEN er oversat til 22 sprog, opført i 53 lande og set af 120 millioner tilskuere. Filmen gjorde det hæderligt. Budgettet var på $61 millioner. Der er til dato solgt billetter for $442.299.309. Les Misérables var Oscar-nomineret i 8 kategorier. I tilgift til Anne Hathaways pris (for Best Performance by an Actress in a Supporting Role) blev filmen præmieret for Make-Up og Sound Mixing. Også den nye sang, »Suddenly«, som Schönberg, Boublil og Kretzmer skrev til lejligheden, og Hugh Jackman var nomineret. 2013 var året, hvor Argo, Lincoln, Silver Linings Playbook og Django Unchained stjal opmærksomheden. 

Se også Klassiske karakterer: A Star is Born 1937-2018 | Musicals; Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]; Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals; Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000) | Musicals; Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals; François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; Carmen på kliksprog: U-Carmen (2005) [Berlinale Golden Bear 2005]; Bill Condon: Dreamgirls (2006) | Musicals; The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); ABBA | The Movie (1977) | Mamma Mia! (2008) | Voyage (2021); Fellini på Broadway: Nine (2009) | Musicals; Kenneth Branagh: The Magic Flute/ Tryllefløjten (2006); Damien Chazelle: La La Land (2016) | Musicals; Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Bogen og filmen: Cats (1939/1981/2019) | Musicals; Sparks | Leos Carax: Annette (2021) | Musicals; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022].

Se også Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac | Liv og teater; Klassiske karakterer: Anna Karenina; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673 | Liv og teater. 

NOTER

*) La Révolution Française 1789-1794 er en ekspansiv forestilling, der kan ses som en skitse til Les Misérables på samme måde, som Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat (1968) kan ses som en skitse til Jesus Christ Superstar (1970). Jeg har altid holdt særligt af skæringen »Á Versailles 14 juillet 1789«. Claude-Michel Schönberg synger selv partiet som Louis XVI. Robespierre er fremført af Alain Bashung. Dobbeltalbummet optrykkes jævnligt, både på cd, BD og vinyl. 

**) First Night Records genudgav Les Misérables: The Original French Concept Album i 1989. Alt i alt er den bedste studieindspilning stadig den første Original London Cast Recording, som Relativity Records udgav i 1985. The Complete Symphonic Recordings (1989) blander stemmer fra de britiske, australske, japanske og amerikanske (Broadway + Los Angeles) produktioner. Det er Gary Morris fra Broadway-udgaven, som synger Valjean. Bokssættets tredje disc var en cd-rom med interviews og videoclip. For sin tid var det virkelig state-of-the-arts. Musicalens levetid overlapper næsten 1:1 med cd-mediets store år. Det er først i 2020'erne, at Les Misérables har fået et liv på vinyl. Alle versioner kan streames. 

Den første 10 års fødselsdag blev fejret med en gallakoncert i Royal Albert Hall, hvor David Charles Abell dirigerede The Royal Philharmonic Orchestra, og Colm Wilkinson sang for som Jean Valjean i et kompagni på 250 spillere. »The Dream Cast« var sat sammen af optrædende fra flere britiske og amerikanske opsætninger. Til slut kom alle de internationale udgaver af Jean Valjean på scenen. Fra DK medvirkede Kurt Ravn. Næste store standardudgave var den grundigt dokumenterede 25 års jubilæumsudgave, som blev opført på O2 i London i 2010. Igen med forenede transatlantiske kræfter og en kavalkade af optrædende fra alle nationer og år. Samtidig udkom i USA Les Misérables Live! the 25th Anniversary Production – The 2010 Broadway Cast. Seneste stort dokumenterede version er Les Miserables: The Staged Concert (The Sensational 2020 Live Recording) [Live From The Gielgud Theatre. London].

***)  Den danske opsætning af Les Misérables havde premiere på Østre Gasværk i 1992. Albummet med de 16 største sange blev indspillet i DRs studier oktober/november 1992. Svend Skipper dirigerer Radiounderholdningsorkestret. Kurt Ravn og Claus Kofod synger Valjean og Javert; Anne-Marie Max Hansen er Fantine, Birgitte Raaberg Eponine, Louise Fribo den voksne Cosette. Den kyniske comic relief i Thénardier-parrets »Master of the House« (»Herre i sit hus«) bliver leveret af Maria Stenz og Per Pallesen. Det var før Stig Rossen kom hjem fra London og overtog signaturrollen som Valjean. BMG/RCA udgav albummet i samarbejde med Danmarks Radio. Niels Brunse har gendigtet sangene, så de fungerer og bevarer sjælen i værket. Han gjorde siden det samme for alle William Shakespeares skuespil. 

****) De Elendige er citeret efter Fr. Winkel Horns gamle oversættelse, som Lademann udgav i i tre bind i serien Store fortællere i 1974. Knud Togeby har redigeret og kommenteret, Louis Moes illustrationer er fra førsteudgaven. Skønt Horns version fylder 900 sider, mangler mere end halvdelen af Victor Hugos originaltekst. Hans Peter Lund færdiggjorde i 2014 den første uforkortede oversættelse, som udkom på forlaget Vandkunsten.

*****) Det er i sidste ende sangteksterne, der forløser det romantiske stof i den store musical og sikrer forbindelsen til Hugo. Cameron Macintosh gav i første omgang oversætteropgaven til James Fenton, men kontaktede Herbert Kretzmer (1925-2020), da han savnede glød og drama hos Fenton. Kretzmer var muligvis en mindre forfatter, men han forstod at overføre sjælen i en sangtekst. Blandt andet skrev Kretzmer de engelske tekster til Charles Aznavours franske ballader. »Hier encore j'avais vingt ans«, som Patrick Bruel skrev den franske tekst til, blev på den måde til »Yesterday When I Was Young«: »Yesterday when I was young/ The taste of life was sweet as rain upon my tongue«. Præcis den samme følelse lever i Jean Valjeans sang om at bringe Marius sikkert hjem til Cosette: »The Summers die/ One by one/ How soon they fly/ On and on/ And I am old/ And will be gone...« 

Les Misérables. Instr.: Tom Hooper. Manus: William Nicholson, Alain Boublil, Claude-Michel Schönberg , Herbert Kretzmer. Foto: Danny Cohen. 158 min. UK-USA 2012. Dansk premiere: 21.03.2013.

Fotos: Universal Pictures/ Working Title Films/ Cameron Macintosh Ltd./ Relativity Media/ UIP/ CineMaterial/ MoviestillsDB  

Filmen streames (juni 2025) på Amazon Store, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SkyShowtime, TV2 PLAY | SkyShowtime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios 18.07.2023

Første del af teksten stod [med rubrikken 'Det nøgne ansigt'] i Weekendavisen Kultur 22.03.2013. Resten er skrevet til i december 2023 og januar 2024.

Baz Luhrmann: Australia (2008)

DET FJERNE LAND

Et episk forsøg uden selvironi

Af BO GREEN JENSEN

VED at bøje og strække Australiens historie, kan Baz Luhrmann samle det meste af den i skæbneåret 1939, da verden igen fører krig.

   Lady Sarah Ashley (Nicole Kidman) kommer fra England til Darwin i Northern Territory for at tvinge sin mand til at sælge kvægfarmen Faraway Downs. Da hun når det fjerne land down under, er hendes mand imidlertid død. Formentlig blev han myrdet efter ordre fra kvægbaronen King Carney (Bryan Brown), som har monopoliseret al handel i territoriet.

   Sarah hader alt ved landet i cirka ti minutter. Så overtager hun gården og bliver fortrolig med de ansatte, som både tæller ædle aboriginals og fallerede hvide australiere. Hun knytter sig stærkt til drengen Nullah (Brandon Walters), som er filmens fortæller. Nullah må ofte gemme sig for politiet, der vil anbringe ham på en institution. Lady Ashley forelsker sig i Australien. I virkeligheden er hun vel solgt allerede, da hun første gang møder The Drover (Hugh Jackman), en karismatisk kvægdriver, som ikke vil være i lommen på nogen.

MANGE kulørte forviklinger følger. Det kommer næppe bag på nogen, at Sarah bliver i Australien og skaber en lille familie i vinden sammen med Drover og Nullah. Men lykken møder betydelig modstand. Fra Carneys anslag mod Drovers kvægdrift til japanernes bombardement af Darwin er der kræfter, som prøver at udslette glæden.

   Værst er dog landets raceprogram, som var aktivt frem til 1970erne. Man tog børn af blandet ophav fra deres mødre og internerede dem i lejre, hvor missionærer fik frie hænder til at »breed out the blackness«. I Australien taler man endnu om the stolen generations, som mange fra Nullahs årgang tilhører.

   Raceloven fik en dedikeret skamstøtte, da Philip Noyce fortalte historien i Rabbit-Proof Fence (2002). Luhrmanns film bruger forbrydelsen dygtigt. For det første siger han undskyld. For det andet bliver temaet endnu en faktor, som forbinder Australia med sit store forbillede, David O. Selznicks filmatisering af Margaret Mitchells Gone with the Wind, der blev til samme år, som Luhrmanns moderne pendant finder sted.

DET lykkes for så vidt at skabe det romantiske nationalepos, som man i samtlige scener fornemmer, at filmen gerne vil være. Problemet er, at det sker for en pris. Luhrmann nedtoner sin ironiske flair, gør følelserne flade og skruer op for musikken, så ingen kan høre ham tænke. Hvis modellen er Borte med blæsten, kommer Australia derfor til kort. Sarah og Drover bliver virkelige, men deres skæbne har aldrig betydning for tilskueren på samme måde, som tilfældet var med Rhett Butler og Scarlett O’Hara.

   Der er dog meget at sætte pris på i filmen, som man gerne vil se flere gange. I første del prises naturen med alle de store billeder, man forventer. I anden del bliver japanernes bombning – som var massiv og fandt sted i februar 1942 – et sætstykke og en hel film for sig. Første akt ligner en blanding af gammeldags Hollywood-western og outback-romantik i stil med The Sundowners (1960, da. Fjerne horisonter). Anden akt tager tværsummen af From Here to Eternity (1953, da. Herfra til evigheden) og Empire of the Sun (1987, da. Solens rige).

   Det er i Darwins ruiner, da medlemmerne af den sammenbragte familie ikke ved, om deres kære dør eller lever, at man endelig tager deres følelser til sig. Drover må tro, at Sarah er død, da han sejler ud for at redde Nullah og de øvrige børn på Missionsøen. Lutringen er god og stor, da de finder hinanden igen.

TRODS en spilletid på tre timer må Australia pakke historien så tæt, at de enkelte afsnit har svært ved at skabe dybde og nærvær. Især filmens skurke, King Carney og hans sjuft af en svigersøn (David Wenham), har alt for lidt at arbejde med, og hverken den store kvægdrift gennem ørkenen eller velgørenhedsballet i Darwin, hvor Drover og Sarah omsider finder sammen, bliver bygget tilstrækkeligt op. Til gengæld træder Nullahs bedstefar, King George, lidt for ofte frem på magisk vis. Han spilles for kontinuitetens skyld af ikonet David Gulpilil (1953-2021), som 40 år før var den unge aboriginer i Nicholas Roegs Walkabout.(1971)

MOD forventning bliver urbefolkningens songlines en plausibel forbindelse mellem det nye og det gamle. Også Australia er konstrueret, så Luhrmann kan citere eksisterende kunst, ganske som han gjorde i William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) og Moulin Rouge! (2001).

   Filmens musikalske ledemotiv er Harburg og Arlens »Over the Rainbow«. Den bliver spillet på mange mundharper og fremført ubehjælpsomt af Kidman, som prøver at trøste Nullah med sangen. Der er således tale om ægte katarsis, da Nullah i biografen i Darwin endelig ser The Wizard of Oz. Det kan lige lade sig gøre kronologisk. Troldmanden fra Oz havde australsk premiere den 26. marts 1940.

   Det er smukt at citere en kilde så gavmildt, og på dén front har Luhrmann aldrig holdt sig tilbage. Det er dog ikke nok til at neutralisere et overordnet præg af kalkuleret melodrama.

Se også Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996); Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001); Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002); Bogen og filmen: Tim Winton's The Turning (2005/2013); Warwick Thornton: Sweet Country (2017) [Westerns 100]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen].

Australia. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Stuart Beattie, Richard Flanagan, Ronald Harwood og Baz Luhrmann. Foto: Amanda Walker. 166 min. Australien-UK-USA 2008. Dansk premiere: 25.12.2008.

Fotos: Twentieth Century Fox/ Bazmark Films/ ScreenWest/ Dune Entertainment/ Ingenious Film Partners/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2008.

Darren Aronofsky: The Fountain (2006)

LIVETS TRÆ OG LYSETS KILDE
New Age version 2.0 begynder i The Fountain

Af BO GREEN JENSEN

KABBALA, kristendom og mystik løber sammen i denne på alle måder overdrevne fabel om livets uudslukkelighed og dødens grundlæggende neutralitet. I 2006 var The Fountain eksotisk. I 2021 kan man se Aronofskys film som et forvarsel. Her er hele woke-mentaliteten lagt frem. 

   Der er tre sammenflettede spor i fortællingen, og det lykkes ved effektiv klipning at holde publikum hen. Da forklaringen kommer, bliver tilskueren både bekræftet og overrasket. Om man fastholder interessen så længe, er et spørgsmål om smag. Nogle vil dele filmens undren. Andre vil gå fra en gryde med glosuppe.

   Der jongleres uhyre behændigt. Allerede i filmens første minutter er perspektivet bredt ud over godt og vel et årtusinde. I 1500-tallets Spanien bliver soldaten Tómas som den sidste, der ikke knæler for Inkvisitionen, sendt til kolonierne i Den Nye Verden for at finde Livets Træ ved en skjult pyramide i mayafolkets jungle. Dronning Isabella sender personligt sin ridder afsted og lover ham at blive »din Eva«, hvis han vender hjem med livets hemmelighed.

I VOR egen tid kæmper forskeren Tommy Creo for at finde en kur, der kan vende ældningsprocessen og helbrede hans hustru, Izzy, før svulsten i hendes hjerne er moden. Tommy har så travlt med at stræbe, at han glemmer at være til stede i nuet. Fem eller seks gange gentages scenen, hvor Izzy beder ham gå med ud i den første sne. Sidste gang hun spørger, går han med og lader forskningen være. Begge reaktioner har vidtrækkende konsekvenser.

   Endelig opsøger filmen Tom, en pyjamasklædt astronaut, der stiger mod universets loft i en blanding af sæbeboble og sneglobe. Også et døende træ og en kilde indgår i bonsai-landskabet. Ofte kommer Izzy og beder Tom gå med, hvis hun ikke opfordrer ham til at »gøre den færdig«. Han hvisker til træet, hvis fibre sitrer på samme måde som Izzys nakkehår, når de ligger i ske.

I SIN sidste tid har Izzy to projekter. Hun studerer en døende stjernetåge, Xibalba, hvor mayaerne mente, at deres underverden lå. Samtidig skriver hun på en roman om den sidste conquistador og hans dronning. Det er den bog, Tommy skal gøre færdig, når hun ikke magter mere. Det kræver ikke særlige evner at genkende Hugh Jackman og Rachel Weisz i de to hovedroller i alle tre aldre.

   Tómas finder træet, og bogen om Kilden får en overraskende slutning, da den udslukte mand bliver grådig og æder livsmasse af alle kræfter. Lotusmunken træder frem i Ny Spanien, mens soldaten duellerer med en blodindsmurt mayapræst. Izzy dør eller dør alligevel ikke, for i den sidste ende spiller alle vore planer ingen rolle. Det gør kun Livets Træ, som stiger mod Xibalba. Selv i fantasygenren får man det næppe mere sakralt eller kulørt.

FILMEN skuffer primært, fordi Aronofskys debut var så original. I den sære, sort-hvide Pi eller π (1998) var en migræneplaget matematiker ved at omsætte livets mening til tal. Ved en computer, som Robert Storm Petersen kunne have formgivet, blev han opsøgt af finansfirmaer og bortført af kabbalister. Måske var manden ved at knække koden, finde Guds navn og nøglen til markedets udsving. Endelig tog han en boremaskine, rettede den mod sin tinding og gjorde en ende på talkværneriet. Da kunne han atter høre børnenes stemmer.

   I Requiem for a Dream (2000) blev flere slags afhængighed skildret indefra og meget stærkt, med afsæt i en kultroman af Hubert Selby Jr. De første film var små produktioner. Aronofsky fik 35 mio. dollars at realisere The Fountain for, da Brad Pitt og Cate Blanchett sagde ja til hovedrollerne. Begge sprang i målet for at medvirke i Babel. Han fik alligevel sin chance i den store kommercielle form, og The Fountain kunne være blevet en effektfilm ud over det sædvanlige.

DET er den måske også. Flere fortalere har sidestillet The Fountain med Stanley Kubricks navnkundige 2001: A Space Odyssey (1968). Det er nu nok nærmest grebet i flugten. Kubrick ville hade al inderligheden.

   En mere nærliggende sammenligning er de visuelt bjergtagende efterdødsfabler, som man finder i grænselandet mellem høj romantik og blød science fiction, f.eks. Vincent Wards billedorgie What Dreams May Come (1998), hvor en enkemand følger sin døde hustru gennem universerne i malerier, som hun skabte eller var inspireret af, fra elysiske paradislandskaber til forfærdende helvedesvisioner. Der går en direkte linie fra The Fountain til de sammenfoldede musetrapper af tid i Cloud Atlas (2012).

   På idéplanet kan The Fountain synes så forskruet, så indfedtet i holisme og new age, at man vægrer sig ved at tage den alvorligt. Billedsiden lever dog sit stærke og uafbrudt fængslende liv. Især fortryller scenerne fra den sneglobe-agtige sfære, hvor Tommy Creo stiger op mod Xibalba. Her griber Aronofsky tilbage til tintede stumfilms stoflige skønhed. Selve filmkunstens DNA er i spil.

I ØVRIGT er det kun i lanceringsmaterialet, at fortællingens spor føjes bogstaveligt sammen. Her kan man læse, at scenerne med »den buddhistiske astronaut« finder sted i det 26. århundrede, hvor Tom – en slags repræsentativt menneske – endelig forstår »de mysterier, som han har bakset med igennem et tusinde år«. Faktisk bliver dette ikke forklaret i filmen, hvor cancerhistorien synes at definere virkeligheden.

   Det hænger ikke nødvendigvis bedre sammen, men historiernes porøse væsen får en mere konstruktiv kvalitet. The Fountain er nok en monumental tossestreg – det samme sagde mange i samtiden om 2001 – men den har store ideer og stærkt billedstof, samt en vilje til at løbe linen helt ud. Filmen ses bedst på stort lærred, hvor detaljerne kan komme til deres ret.

Se også Darren Aronofsky: Black Swan (2010); Darren Aronofsky: Noah (2014).

The Fountain. Instr. og manus: Darren Aronofsky. Foto: Matthew Libatique. 96 min. USA 2006. Dansk premiere: 04.04.2007.

Fotos: Warner Bros./ 20th Century/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, SF Anytime

2K Blu-ray fra Walt Disney Studios 28.05.2007

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.2007

Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006)

ILLUSIONERNES AFTEN

Brødrene Nolan gør op med magien

Af BO GREEN JENSEN

DER er, forklarer fortælleren, tre akter i et godt tryllenummer. Først lægges rammerne fast med »The Pledge«, hvor illusionisten forpligter sig på en metode. Så følger »The Turn«, som forvirrer tilskueren ved at suspendere naturlovene. Kroppen saves over, fuglen forsvinder, den lænkede kvinde nedsænkes i vand. Endelig genoprettes balancen, og den for publikum så nødvendige katharsis følger, når trickets dybde er klar i »The Prestige«.

   På dansk bliver trickets tre faser til Præmis, Drejning og Højdepunkt. Egentlig er der tale om britisk varietéjargon fra forrige århundredeskifte. Fortællerstemmen tilhører Cutter (Michael Caine), en professionel ingenieur, som designer tryllekunster til sine kunder. Selv nærer han ingen illusioner, men sondrer til gengæld mellem håndværkere og troldmænd, egentlige wizards, der kan gøre, hvad flertallet blot foregiver.

   Den gamle mand taler i øvrigt til en pige, hvis identitet først til slut bliver klar. Han tryller en kanariefugl væk, idet han smiler udførligt. Da han tryller den frem igen, tror publikum uvilkårligt, at det er den samme fugl. Det er det ikke altid. Sommetider bliver arbejdet drab som rutine, og en dedikeret magiker må risikere at få snavsede hænder. Ét er dog sikkert: hvad publikum ser er aldrig, hvad publikum tror at det ser.

   I den sidste ende er alting et spørgsmål om struktur, iscenesættelse og timing. Fordi filmen selv er et illusionsnummer, følger Cutters fortælling nøje den magiske dramaturgi, han skitserer. Første billede viser en bjergside, som er dækket af sorte hatte, der tilsyneladende alle er ens. Det gælder om at holde ørene stive, mens Cutter taler stemmen varm. Men til slut giver nummeret mening. Der er for den sags skyld også en værdig Prestige.

FILMEN fortæller – ikke kort, men godt og grundigt – om den tragiske rivalisering mellem tryllekunstnerne Alfred Borden (Christian Bale) og Robert Angier (Hugh Jackman), som begge er magiske stjerner på den victorianske varietéhimmel. Cockneyen Borden er et naturtalent med sans for illusionens væsen, mens den aristokratiske Angier har evnen til at præsentere et trick. Sammen kunne de drive det vidt. I stedet bruger de et helt liv på at bekæmpe hinanden, mens de til stadighed prøver at matche og overgå konkurrenten.

   Som unge mænd er de endnu venner og assisterer ved en forestilling, hvor Angiers hustru Julia (Piper Perabo) lader sig binde på hænder og fødder og sænke ned i en tank med vand. Aften efter aften er de unge mænd tilfældige ringers, der hales op for at verificere. Så drukner Julia på en måde, som Borden må tage skylden for, skønt han ikke husker, hvilken slags knude han bandt. Siden sætter mændene en ære i at ydmyge og lemlæste hinanden. Borden mister således to fingre, da han skal foregive at fange en kugle. Angier har nemlig sørget for, at der ikke er tale om ren illusion.

BORDEN får en hustru (Rebecca Hall) og en datter. Angier får en smuk assistent (Scarlett Johansson), som han sporenstregs anbringer i Bordens lejr som spion. Borden driver sin hustru i graven ved skiftevis at være varm og kold. Dette er, hvis nogen skulle være i tvivl, et særdeles håndgribeligt spor. Ganske vist bliver der afledt og distraheret, men The Prestige respekterer kontrakten. Der er ingen falske markører i mysteriet.

   Begge mænd får hinandens noter at læse, blot for at føle sig taget ved næsen, når der pludselig skrives direkte til dem. I udgangspunktet har begge tabt. Før de indfoldede flashbacks sidder Borden på dødsgangen, og publikum har med egne øjne set Angier drukne i tanken. Denne ramme er dog blot »The Pledge«. Siden følger Drejningen over adskillige grader, før vejs ende når »The Prestige«. Alt udspiller sig i en stemningsfuld victoriansk kulisse, som filmen med god grund er glad for og stolt af.

GENREN er dark fantasy, men på ét punkt gnider filmen kind med virkeligheden. Med Bordens notesbog i hånden rejser Angier til Colorado Springs for at møde opfinderen Nikola Tesla (1856-1943), der spilles med excentrisk akkuratesse af en ulastelig David Bowie. Her indhenter filmen sit surrealistiske åbningsbillede af bjerget, som flyder med hatte. På bestilling konstruerer Tesla maskinen, som gør Angier i stand til at overtrumfe Bordens trick, »The Transported Man«, med illusionen »The New Transported Man«.

   Teslas optræden gør det muligt at datere historien. Den virkelige Tesla, manden som opfandt vekselstrømmen og andre teknologier, slog sig ned i Colorado Springs for at eksperimentere med en kolossal magnetisk indretning. Det skete i sommeren 1899. Han rejste igen i januar 1900.
   Filmen lader Tesla føre krig mod Thomas Edison, for hvem det var vigtigt at gøre jævnstrøm til normen. Den elektriske krig er autentisk. Her spejler opfindernes rivalisering den lange kamp – og gensidige afhængighed – mellem illusionisterne, der til overflod er hinandens komplementære modsætninger.

FORANKRINGEN er britisk, men finansieringen er amerikansk. Christopher Nolan havde i tre genrefilm (Memento, geninspilningen af den norske Insomnia og genstarten af Batman-universet i Batman Begins) demonstreret, at han kunne skabe, hvad Hollywood netop da satte pris på: en kommercielt bæredygtig art cinema. Som kollegerne David Fincher og Bryan Singer kunne Nolan tage troper fra fælleskulturen og hærde og slibe dem til raffineret, tidssvarende filmkunst, der gav genlyd uden for genresegmentet.
   Vidtfavnende generationsfæller som J.J. Abrams og Damon Lindelof var i gang med det samme, men havde ikke helt Nolans cineastiske tilgang og fokus. Han har med stor konsekvens holdt sig fri af tv-projekter og streaming. Nolan fik lov at bruge 40 mio. dollars på en risikabel periodefilm om to tryllekunstnere, fordi han samtidig sagde ja til at arbejde videre med Batman-trilogien, der løftede genren til nye højder. The Dark Knight fulgte i 2008. På samme måde kunne budgettet på Inception (2010) være Nolans pris for at instruere The Dark Knight Rises (2012).
   Zoomer man ud, fører alle veje til Tenet (2020) og Oppenheimer (2023), hvor Nolans personlige spor gennem værklisten er realiseret i kolossal skala.

THE PRESTIGE bygger på en roman af Christopher Priest.* Det er en af de film, som distributøren sender ud med en henstilling om, at pressen ikke røber den spektakulære præmis, som får alt til at vende i luften, før det falder på plads i den store finale. Generelt skal man lytte til Caines fortæller. Gør man det, er der egentlig kun én forklaring på mysteriet om de transporterede mænd.

   Mere interessant er nok, om filmen kan holde til stadige gensyn, når benovelsen over tricket er brugt. Det kan den i høj grad, mere for designet end for spillernes skyld, men først og fremmest, fordi der er nogle dybe, mørke lag i tematikken, som kommer bedre til deres ret, når man kan se den betydning, de til stadighed har for karaktererne.

   Den anden tryllefilm fra 2006, Neil Burgers The Illusionist, foregår i samme periode og bekender kulør som en blanding af kærlighedsdrama og romantisk mysterium. I The Prestige er der både flere og færre dobbelte bunde. Til syvende og sidst er filmen en fabel om, hvad det koster at have en besættelse.

Se også Christopher Nolan: Insomnia (2002); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Interstellar (2014); Christopher Nolan: Tenet (2020); Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024].

*) Christopher Priest, som døde i februar 2024, skrev The Prestige i 1995. Det var i årevis et mysterium, at forfatterskabet ikke blev oversat. Endelig udkom novelleudvalget Tidsparken, som Niels Dalgaard redigerede og oversatte i 2017, da Priest i samme anledning var gæst på Fantasticon-messen i København.
   Priest skrev i sporet fra fæller og forbilleder som John Wyndham, Anna Kavan, J.G. Ballard og Brian Aldiss. Ligesom sidstnævnte var han meget bevidst om sin gæld til H.G. Wells. Priest var næstformand for det internationale H.G. Wells Selskab. Selv blev han et eksempel for fantastikere som David Mitchell.

   Priest kunne skrive hård science fiction som The Inverted World (1974) og klassiske dystopier som Fugue for a Darkening Island (1972), men var især markant i Wells-inspirerede perioderomaner som The Space Machine (1976). I The Affirmation (1981) introducerede han et »øhav af drømme«, som deler topografi med The Islanders (2011) og novellerne i The Dream Archipelago (1999). Priest navigerede i krydsfeltet mellem sci-fi, fantasy, dystopisk og/eller alternativ samtid, gotisk pastiche og cyberpunk. Man plejer, lidt misvisende, at tale om genreoverskridende tekster. Amerikaneren Bruce Sterling har brugt betegnelsen slipstream om den genresammenføjende praksis. Også Priest købte ind i begrebet. Han gjorde sig mange og gode tanker på hjemmesiden Christopher Priest.

   Alligevel står The Prestige isoleret. Brødrene Nolan har ændret både strukturen, tricket og tonen. I romanen fortæller Borden og Angier hver deres historie. De samme begivenheder bliver skildret fra flere vinkler, og det er op til læseren at vælge side og konstruere en usikker sandhed. Bogen kan være en skuffelse, hvis man tror man skal til bunds i alle gåderne fra filmen. Og filmen må være en skuffelse, hvis man kommer for at se en visualisering af Priests metafysiske overvejelser. Det er trods alt en kongenial versionering. Taktiliteten og kompleksiteten er tilsvarende. Der er frem for alt den samme kærlighed til illusionistfaget og perioden.

 

The Prestige. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan & Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 131. USA-UK 2006. Dansk premiere: 05.01.2007.

Foto: Touchstone/ Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffinity/ MoviestillsDB/ FilmGrab [+], The Movie Titles Stills Collection/ Wikipedia ['Christopher Priest in 2019' by Éric Messel]

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 18.12.2017 

Revideret udgave af teksten fra Weekendavisen Kultur 06.01.2007