Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals

TIGERNE KOMMER OM NATTEN

En stiv musical bliver til levende film

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste mennesker har på et tidspunkt set Les Misérables, uanset om de ville eller ej. Den venerable tragédie musicale begyndte sit liv i 1980, da komponisten Claude-Michel Schönberg (f. 1944) og tekstforfatteren Alain Boublil (f. 1941) – Frankrigs svar på Webber og Rice, som havde haft lokal succes med rockmusicalen La Revolution Française (1973) – søgte risikovillige kræfter og sendte et fransksproget dobbeltalbum i luften. Den første opsætning havde urpremiere i Palais des Sports (nu Dôme de Paris) den 24. september 1980.*  

   Produceren Cameron Macintosh så en ny Evita (1976) eller The Phantom of the Opera (1986) i projektet. Med engelske tekster af Herbert Kretzmer fik Les Misérables premiere på Barbican Theatre den 8. oktober 1985. Trevor Nunns stadig stilskabende opsætning med Colm Wilkinson som Jean Valjean flyttede samme år til Palace Theatre i West End. Siden fulgte Broadway og resten af verden. The Complete Symphonic Recordings (1989) er udsendt igen og igen, for hver gang med lidt mere selvfølelse.**

JEG har set 7-8 opsætninger af Les Misérables gennem de 40 år, som er gået. Første gang var i Chicago i 1989, hvor en turnéudgave fra Broadway slog gnister. Næstsidste gang var på Det Ny Teater i 2010, hvor metaltrætheden var mærkbar. Den søvnigste opførelse så jeg i London i bombesommeren 2005. Orkestret så på uret og skyndte sig hjem. Victor Hugos passionerede 1863-manifest var da endt som en museal operette. Kun Thénardier-parrets skamløshed gjorde indtryk.

   Tom Hoopers filmatisering er et vovestykke med sikkerhedsnet. Det globale forsalg er sikret, for man vil gerne føle magien igen, men det kan alt i alt ikke undre, hvis fanbasen køber billetter med skepsis. Les Misérables er nu arvesølv, en kulturbærende institution, som forpligter. Det er meget længe siden, at de høflige sange kunne overraske. Man tror vel, at man skal se en indramning, et filmet aftryk af sceneudgaven, som kan stå på reolen sammen med musikken og romanen, når man har været i biografen.

FILMUDGAVEN kan kun overraske, og det gør den heldigvis med élan. Hooper vil ikke reproducere teatret, men skabe ny visuel kongruens. Især går han tæt på det nøgne ansigt og lader spillerne synge på stedet. Kasper Holten gjorde det samme i Juan (2010), en dynamisk moderne filmatisering af Mozarts Don Giovanni (1787) – som på sin side måtte forholde både til Joseph Loseys 1979-film og Milos Formans Amadeus (1984) – men hans cast havde trænede stemmer, som var vant til at virke i flugt.

   Hoopers hold består af stjerner, som ikke nødvendigvis synger godt. Hugh Jackman (Valjean) bliver skinger i det høje register, og hverken Russell Crowe (Javert), Anne Hathaway (Fantine), Amanda Seyfried (Cosette), Eddie Redmayne (Marius) eller Helena Bonham Carter og Sacha Baron Cohen (Thénardier-parret) har skolede stemmer. De hiver efter vejret og ligner, hvad de er: Mennesker, som anstrenger sig.

   Overraskelsen er, at tricket fungerer. Det nye soundtrack er næppe en indspilning, man vil høre igen og igen, men Hooper har fuldkommen fjernet det præg af støvet funkis og Biedermeier-nips, som forestillingen fik hen ad vejen. Man hører en særlig grundtone, den moderne musicals patenterede lyd, i samtlige sceneudgaver af Les Misérables. De spindelvæv er blæst helt væk i filmen, som satser på ny sårbarhed.

ISÆR den første time er effektivt afviklet. Valjean og Javert introduceres i en sekvens, hvor straffefangerne bjærger et kuldsejlet skib, og Hooper lader synsvinklen veksle mellem panoramisk total og ansigter i nær. Anne Hathaway modtog en Oscar for sin indsats i rollen som Fantine. Da hun synger »I Dreamed a Dream«, bliver Les Misérables noget mere end stiliseret teater. Som alle gode musicals får den sangen til at leve som et sprog, der taler sandt bag tingenes overflade.

   Det er interessant at følge, hvordan teksterne har udviklet sig. De bedste steder var ikke på plads i den franske førsteudgave. »But the tigers come at night/ With their voices soft as thunder,« synger Fantine. Kretzmer indføjede disse linjer, ligesom han gjorde »Do You Hear the People Sing?« til en magtfuld finale og løftede slutstroferne til et fyndord: »To love another person is to the face of God«.

   Hos Boublil står der bare: »Qui aime sa femme/ sans le savoir, aime dieu.« »At holde af en anden er at træde frem for Gud,« var Niels Brunses respektable bud i den solide danske libretto fra 1992.***

   Det er næstekærligheden, medlidenheden og samfølelsen, der bærer den brændende indignation i Hugos romantiske traktat:

   »Så længe århundredets tre problemer ikke er løste: mandens nedværdigelse ved proletariatet, kvindens fornedrelse som følge af sult og børnenes hentæring som følge af det mørke, de lever i; så længe den sociale kvælningsproces, der foregår på sine steder, er mulig; med andre ord og fra et endnu videre synspunkt, så længe der på jorden findes uvidenhed og elendighed, må bøger som denne gøre nytte.«****

FØLELSEN lever i alle de variationer, med eller uden frapperende sange, som Hugos legende har inspireret, fra de klassiske versioner af Albert Capellani (1911), Henri Fescourt (1925) og Raymond Bernard (1934) til Claude Lelouchs frie modernisering (1995) og Bille Augusts undervurderede filmatisering (1998), hvor værdikampen mellem Valjean og Javert i endnu højere grad er hovedmotivet. Musicalen siger det koncist: »There is nothing on earth that we share/ It is either Valjean or Javert.«

   Colm Wilkinson – den første Valjean – har den lille, men vigtige rolle som biskop Myriel, der giver Valjean en ny chance og får ham til søge det gode i livet. Wilkinson er en slags talisman – han var for Jean Valjean på scenen, hvad Sean Connery var på film for James Bond-rollen. Samantha Barks spillede Eponine i 2010-produktionen i London, da Cameron Mackintosh gav hende rollen i filmen. Der er mange flere ansigter og reminiscenser fra sceneudgaven.

FOR det første var det vigtigt at have stemmer, der kunne synge rent og danse på stedet. Tom Hooper siger, at han altid har haft det svært med traditionelle filmmusicals, hvor stemmerne er optaget i et studie. På Les Misérables-settet kunne hver enkelt skuespiller høre produktionens pianist, mens de agerede. De kunne eksperimentere med betoning og fortolkning, mens Danny Cohen eller Hooper selv cirklede rundt om dem med et steadicam. Efterfølgende blev det symfoniske score lagt på i studiet. Det var musikken, som måtte tilpasse sig. Det plejer at være omvendt.

   Det var derfor vigtigt at have et cast, som kunne forestillingen forfra og bagfra. For fans er det en added bonus, at hver lille rolle i baggrunden spilles af teaterfolk, som på et tidspunkt har stået forrest med en af de store. Det gælder ned til hver galejslave, hver arbejderske på fabrikken, hver prostitueret ved havnen; hver soldat og hver student; hver af værtshusgæsterne hos Thénardier. 

   For produktionsdesignerne Eve Stewart og Anna Lynch-Robinson (som begge var Oscar-nomineret for filmen) var det mest tilfredsstillende at visualisere de situationer, som teaterforestillingen lader foregå off stage. Det spektakulære begravelsesoptog er filmet foran Greenwich Naval College, som gør det ud for Place de la Bastille. Blandt sætstykkerne er en elefantfigur i fuld størrelse.

   Kejser Bonaparte forsømte ingen lejlighed til at sætte monumenter. Man kunne ikke fylde byen med triumfbuer, så efter det egyptiske felttog var en elefantskulptur i bronze planlagt. Siden kom marmor på tale. En attrap af gips blev opført, så mulige sponsorer kunne danne sig et indtryk af effekten. Det lykkedes aldrig at finde finansiering, og figuren gik i forfald. Resterne blev fjernet i 1846, men i barrikadernes tid fungerede Napoleons elefant som et læsted for hjemløse. Her kunne gadebørn som Gavroche overnatte. I hvert fald er scenen endnu et bidrag til filmkunstens samling af elefanter.

     

HVIS man tror, man kender Les Misérables for godt til at sidde gennem det hele igen, eller hvis man tilhører typen, der hader musicals af princip, bør man lægge fordommen fra sig og se denne film. William Nicholson (Shadowlands, Gladiator) har klarlagt handlingsgangen i et eksemplarisk manuskript. Billedsiden er ren som i stumfilmens dage, hvor højt melodrama havde samme valør. De enkle musikalske arrangementer gør den gamle forestilling til en nøgen, ny og medrivende oplevelse.*****

I 2023 så jeg Les Misérables på scenen igen. Det var på Sondheim Theatre (som før i tiden hed Queen's Theatre) i London, hvor Les Miz har haft hovedkvarter siden 2004. Der har været to afbrydelser. Under ombygningen i 2019 blev forestillingen forvandlet til en staged concert i Guilgud Theatre, og under COVID-19-pandemien måtte alting sættes på pause.

   Nedlukningen varede i halvandet år, fra 16. marts 2020 til 25. september 2021. Det er nu Josh Piterman og Stewart Clarke, der synger partierne som Valjean og Javert. Barikaden er stadig det ikoniske sætstykke, men sceneapparatet er gjort enklere og lettere, faktisk meget i ånden fra Tom Hoopers film.

   Der var absolut ingen træthed at spore. Måske skyldes det den destabiliserede tidsånd, måske at castet er nyt og stadig har noget at risikere. Scenetæppet er dekoreret med Victor Hugos egne uvejrsakvareller fra Guernsey. Det er blevet kutyme at klappe efter de store numre. Alle musicals har nu dette koncertpræg. Da Piterman var færdig med at synge »Bring Him Home«, blev der råbt »Bravo!« fra bagerste række i the stalls.

   Min datter på 11 var grebet mod forventning og satte stor pris på Gavroches »Little People«. Vi sad på anden række i salen, som er kort og stejl, så scenen spiller til et publikum, der er fordelt på fem etager. Black Box-scenografien har altid egnet sig til cisterner og konverterede fabriksrum. Det er en scene, der kan sættes hvor som helst i historien fra 1848 til nu. Teksten står stærkest i usikre tider. Så i oktober 2023 virkede Les Misérables fuldkommen frisk.

   

TEATERFORESTILLINGEN er oversat til 22 sprog, opført i 53 lande og set af 120 millioner tilskuere. Filmen gjorde det hæderligt. Budgettet var på $61 millioner. Der er til dato solgt billetter for $442.299.309. Les Misérables var Oscar-nomineret i 8 kategorier. I tilgift til Anne Hathaways pris (for Best Performance by an Actress in a Supporting Role) blev filmen præmieret for Make-Up og Sound Mixing. Også den nye sang, »Suddenly«, som Schönberg, Boublil og Kretzmer skrev til lejligheden, og Hugh Jackman var nomineret. 2013 var året, hvor Argo, Lincoln, Silver Linings Playbook og Django Unchained stjal opmærksomheden. 

Se også Klassiske karakterer: A Star is Born 1937-2018 | Musicals; Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]; Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals; Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000) | Musicals; Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals; François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; Carmen på kliksprog: U-Carmen (2005) [Berlinale Golden Bear 2005]; Bill Condon: Dreamgirls (2006) | Musicals; The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); ABBA | The Movie (1977) | Mamma Mia! (2008) | Voyage (2021); Fellini på Broadway: Nine (2009) | Musicals; Kenneth Branagh: The Magic Flute/ Tryllefløjten (2006); Damien Chazelle: La La Land (2016) | Musicals; Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Bogen og filmen: Cats (1939/1981/2019) | Musicals; Sparks | Leos Carax: Annette (2021) | Musicals; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022].

Se også Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac | Liv og teater; Klassiske karakterer: Anna Karenina; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673 | Liv og teater. 

NOTER

*) La Révolution Française 1789-1794 er en ekspansiv forestilling, der kan ses som en skitse til Les Misérables på samme måde, som Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat (1968) kan ses som en skitse til Jesus Christ Superstar (1970). Jeg har altid holdt særligt af skæringen »Á Versailles 14 juillet 1789«. Claude-Michel Schönberg synger selv partiet som Louis XVI. Robespierre er fremført af Alain Bashung. Dobbeltalbummet optrykkes jævnligt, både på cd, BD og vinyl. 

**) First Night Records genudgav Les Misérables: The Original French Concept Album i 1989. Alt i alt er den bedste studieindspilning stadig den første Original London Cast Recording, som Relativity Records udgav i 1985. The Complete Symphonic Recordings (1989) blander stemmer fra de britiske, australske, japanske og amerikanske (Broadway + Los Angeles) produktioner. Det er Gary Morris fra Broadway-udgaven, som synger Valjean. Bokssættets tredje disc var en cd-rom med interviews og videoclip. For sin tid var det virkelig state-of-the-arts. Musicalens levetid overlapper næsten 1:1 med cd-mediets store år. Det er først i 2020'erne, at Les Misérables har fået et liv på vinyl. Alle versioner kan streames. 

Den første 10 års fødselsdag blev fejret med en gallakoncert i Royal Albert Hall, hvor David Charles Abell dirigerede The Royal Philharmonic Orchestra, og Colm Wilkinson sang for som Jean Valjean i et kompagni på 250 spillere. »The Dream Cast« var sat sammen af optrædende fra flere britiske og amerikanske opsætninger. Til slut kom alle de internationale udgaver af Jean Valjean på scenen. Fra DK medvirkede Kurt Ravn. Næste store standardudgave var den grundigt dokumenterede 25 års jubilæumsudgave, som blev opført på O2 i London i 2010. Igen med forenede transatlantiske kræfter og en kavalkade af optrædende fra alle nationer og år. Samtidig udkom i USA Les Misérables Live! the 25th Anniversary Production – The 2010 Broadway Cast. Seneste stort dokumenterede version er Les Miserables: The Staged Concert (The Sensational 2020 Live Recording) [Live From The Gielgud Theatre. London].

***)  Den danske opsætning af Les Misérables havde premiere på Østre Gasværk i 1992. Albummet med de 16 største sange blev indspillet i DRs studier oktober/november 1992. Svend Skipper dirigerer Radiounderholdningsorkestret. Kurt Ravn og Claus Kofod synger Valjean og Javert; Anne-Marie Max Hansen er Fantine, Birgitte Raaberg Eponine, Louise Fribo den voksne Cosette. Den kyniske comic relief i Thénardier-parrets »Master of the House« (»Herre i sit hus«) bliver leveret af Maria Stenz og Per Pallesen. Det var før Stig Rossen kom hjem fra London og overtog signaturrollen som Valjean. BMG/RCA udgav albummet i samarbejde med Danmarks Radio. Niels Brunse har gendigtet sangene, så de fungerer og bevarer sjælen i værket. Han gjorde siden det samme for alle William Shakespeares skuespil. 

****) De Elendige er citeret efter Fr. Winkel Horns gamle oversættelse, som Lademann udgav i i tre bind i serien Store fortællere i 1974. Knud Togeby har redigeret og kommenteret, Louis Moes illustrationer er fra førsteudgaven. Skønt Horns version fylder 900 sider, mangler mere end halvdelen af Victor Hugos originaltekst. Hans Peter Lund færdiggjorde i 2014 den første uforkortede oversættelse, som udkom på forlaget Vandkunsten.

*****) Det er i sidste ende sangteksterne, der forløser det romantiske stof i den store musical og sikrer forbindelsen til Hugo. Cameron Macintosh gav i første omgang oversætteropgaven til James Fenton, men kontaktede Herbert Kretzmer (1925-2020), da han savnede glød og drama hos Fenton. Kretzmer var muligvis en mindre forfatter, men han forstod at overføre sjælen i en sangtekst. Blandt andet skrev Kretzmer de engelske tekster til Charles Aznavours franske ballader. »Hier encore j'avais vingt ans«, som Patrick Bruel skrev den franske tekst til, blev på den måde til »Yesterday When I Was Young«: »Yesterday when I was young/ The taste of life was sweet as rain upon my tongue«. Præcis den samme følelse lever i Jean Valjeans sang om at bringe Marius sikkert hjem til Cosette: »The Summers die/ One by one/ How soon they fly/ On and on/ And I am old/ And will be gone...« 

Les Misérables. Instr.: Tom Hooper. Manus: William Nicholson, Alain Boublil, Claude-Michel Schönberg , Herbert Kretzmer. Foto: Danny Cohen. 158 min. UK-USA 2012. Dansk premiere: 21.03.2013.

Fotos: Universal Pictures/ Working Title Films/ Cameron Macintosh Ltd./ Relativity Media/ UIP/ CineMaterial/ MoviestillsDB  

Filmen streames (juni 2025) på Amazon Store, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SkyShowtime, TV2 PLAY | SkyShowtime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios 18.07.2023

Første del af teksten stod [med rubrikken 'Det nøgne ansigt'] i Weekendavisen Kultur 22.03.2013. Resten er skrevet til i december 2023 og januar 2024.

Spin-off | Gender Swap: Ocean's Eight (2018)

KRIMINEL KVINDELIST
»Hvad nu, hvis vi gav Danny Ocean en søster?«

Af BO GREEN JENSEN

FÆNOMENET gender swap – dvs. film, som foretager et konceptuelt kønsskifte – var i stigende, også før den gennemgribende reorientering, som fulgte med #MeToo-nedsmeltningen i 2017.

   Gamle film bliver genindspillet med (d)et andet køn i helterollerne. Ghostbusters genopstod med kvindelige stand-up komikere. En ny version af The Lord of the Flies er undervejs, nu med strandede piger på øen.

   Det er værd at bemærke, at britisk film og tv-fiktion foretog omstillingen allerede i 1980erne og 90erne, da Lynda La Plante (f. 1943) skrev miniserien Widows (1983-1985, da. Enker) og fulgte succesen op med et helt kompleks af projekter, hvor den feministiske faktor var prioriteret. La Plante var showrunner, før man havde begrebet.

   Widows – som Steve McQueen nyfortolkede i 2018 – fik en fortsættelse i She's Out (1995), og La Plante skrev Prime Suspect (1991-2006, da. Mistænkt) til Helen Mirren, der spillede rollen som DCI Jane Tennison i samtlige syv sæsoner. Hun tog ved lære, blev ældre og havde et liv. Karakteren var aldrig en sum af klicheer.

   The Governor (1995-1996) med Janet McTeer som fængselsinspektør Helen Hewitt fik ikke samme gennemslagskraft, men The Commander (2003-2008) med Amanda Burton som politichef Clare Blake havde næsten samme slidstyrke.

   Imens var politiserien Cagney & Lacey (1982-1988) og forskellige gradbøjninger af 70er-klenodiet Charlie's Angels (1976-1981) det nærmeste, man kom en renovering af genrerne i USA.

 

ERGO ankommer Ocean’s Eight som den første helhjertede Hollywood-indsats. Her bliver den klassiske kupfilm iscenesat for otte kvinder, der ikke giver mændene noget som helst. Debbie Oceans håndplukkede crew slår til ved den årlige galla, som The Met i New York afvikler sammen med Vogue Magazine.

   Ocean’s-serien har en lang stamtavle, og der er tradition for, at spillerne tager deres private persona med på arbejde. Ydermere er det chauvinistisk arvesølv. Ocean's 11 (1960) var skræddersyet til Frank Sinatra og The Rat Pack. Angie Dickinson leverede seksuelt blikfang.

   Steven Soderbergh genindspillede filmen i 2001, nu med George Clooney som Danny Ocean og stjerner som Brad Pitt og Matt Damon. Julia Roberts var kvinden på holdet. To fortsættelser fulgte, før serien blev for selvtilfreds. På Ocean’s Eight er Soderbergh krediteret som producer sammen med Susan Ekins.

DEBBIE Ocean (Sandra Bullock) er søster til Danny, som på bestyrtende vis er gået bort siden sidst. Hun har aldrig været nævnt med et ord i de tre film om sin storebror. Man kan næsten høre stemmerne på manuskriptmødet: »Hvad nu, hvis vi gav Danny Ocean en søster og lod hende styre den samme slags hold?«

   Debbie sidder i fængsel, men snyder sig til at blive prøveløsladt. Hun begynder da at tilrettelægge et kup, som hun har brugt de første fem år, otte måneder og tolv dage af sin afsoningstid på at udtænke. Det er fuldkommen som at se hendes bror i aktion. Hele den nye teknologi er i spil. Til gengæld bliver der ikke løsnet et skud eller nikket en skalle.

   Kort sagt går planen ud på at stjæle en diamanthalskæde til 150 mio. dollars. Der er castet med opfindsomhed og et øje på diversiteten. Bullock og Cate Blanchett samler et hold bestående af Helena Bonham-Carter, Rihanna, Mindy Kaling, Awkwafina og Sarah Paulson. Anne Hathaway har særstatus som Daphne Kluger, der bærer smykket fra Cartier.

   Koryfæer som Elliott Gould medvirker, og Vogue-redaktøren Anna Wintour spiller sig selv. Men selv om der er mange metakrøller, bliver selvironien holdt på lavt blus. Så Ocean's Eight overbeviser trods alt. Det er en stærk og stilren kupfilm i den cerebrale genre. Der er ingen ekstreme biljagter, og inde bag pynten er stoffet solidt.

Se også Steve McQueen: Widows (2018); To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001); Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2014) [Sequels nr. 6]; Steve Soderbergh: Ocean's Thirteen (2007).

Ocean’s 8 (Ocean’s Eight). Instr.: Gary Ross. Manus: Gary Ross, Olivia Milch. Foto: Eigil Bryld. 110 min. USA 2018. Dansk premiere: 21.06.2018.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Rahway Road Productions/ Smokehouse Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Alle film i serien er samlet på Blu-ray i Ocean's – A 4 Film Collection [Warner Home Video 02.10.2018]

Ocean's 8 udkom på 4K Ultra HD Blu-ray [Warner Home Video 11.09.2018]

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 22.06.2018.

Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]

ET NYT STJERNETEGN
To liv fortalt i en kæde af dage

Af BO GREEN JENSEN

EN dag, to liv, tyve år. Fra dimissionsdagen på Edinburgh University den 15. juli 1988 til den 15. juli 2007, en søndag i den samme by, følger One Day med Emma Morley (Anne Hathaway) og Dexter Mayhew (Jim Sturgess), der er bestemt for hinanden, uanset om de arbejder aktivt for sagen.

   Tidens smag skifter, skæbnen tromler hen over det hele, begge gifter sig til anden side undervejs. Dog er man aldrig i tvivl om, at vennerne skal være kærester. Den ene er oppe, når den anden er nede, men der er og bliver ingen vej udenom. De er Em og Dex, Dex og Em. Deres liv er forbundne og danner et nyt stjernetegn.

   Først er han den gyldne dreng, som kan vælge og vrage, altid hurtig, altid heldig og til overflod forsynet med muligheder og privilegier. Hun er en forsigtig, stilfærdig pige, som har kæmpet hårdt for hvert resultat og vægrer sig ved at tage chancer.

DA Dex tager ud for at erobre verden, flytter Em til London for at blive forfatter, mens hun serverer i et hul af en mexicansk restaurant. Da han bliver en lidt for smart tv-vært, er hun fornuftigt læreransat og gift med en skuffet stand-up-komiker (Rafe Spall), der ad åre må lægge drømmene væk.

   Dex bliver gift, får en datter og er parat til at dele alt med Sylvie (Romola Garai), som svigter ham for en rigere ven, skønt hun også selv virker forundret. Når den ene er fri, er den anden med nogen. Man kender det sikkert fra virkeligheden. Der går lang tid, før fortællingens gud kan gøre et par af de to. Men da det lykkes, er det rigtigt. Uanset hvad der sker, kan man aldrig tage de bedste år fra dem igen.

EMMA og Dexter er på én gang evige typer og unikke karakterer, som kun kunne leve præcis på den måde i Storbritannien i netop de år. Forfatteren David Nicholls (f. 1966) har selv bearbejdet den populære roman, som Lone Scherfig lukker op og lægger frem for tilskueren i sin første film efter den bittersøde An Education. Nicholls’ roman fra 2009 er samtidig en sædeskildrende krønike. Mange læsere genkender sig selv og deres generation i historien om Emma og Dexter.

   Det gør man måske ikke i samme grad som dansker, men man genkender følelsen af at være et vidne til sin tid og en tilskuer til sit eget liv, samtidig med at man medvirker. Nicholls’ bog er rig på dialog og fattig på fysisk beskrivelse. På den måde kan læseren selv klæde tiden og karaktererne på, så One Day får et kosmisk perspektiv og et præg af dyrekøbt livsklogskab, der kan ligne Anthony Powells store romankreds A Dance to the Music of Time (1951-75), som etablerede teknikken.

NICHOLS har haft fornøjelse med at arrangere de enkelte dage som billedkort i en kronologi, der ikke er helt regelret. I filmen bliver det lidt anstrengende at tælle sig frem gennem årene, før man vender tilbage til udgangspunktet og fortsætter det sidste, afgørende stykke vej, men metoden med at fortælle i punktnedslag frem for episke stræk fungerer upåklageligt. Det er ikke fortryllede liv, Emma Morley og Dexter Mayhew lever. Men det er ægte skæbner med alt tilbehør, og man ler og græder med dem, som det er tanken.

   Jeg har slet ikke rørt ved den tragiske faktor, som er mørket, der giver glæden dybde og substans hele vejen. Den skal man have til gode som læser og tilskuer. Der er et fint øjeblik fra begyndelsen af forholdet, hvor Emma og Dex løber ned ad skråningen ved Edinburgh på den første morgen i deres historie. På vej gennem græsset passerer de en ældre mand og hans datter, der er på vej op til udsigtsmålet. Det er så fint set og lagt til rette. Det er i sådanne scener, at One Day både overskrider og inkarnerer sin genre.

MEGET hænger på Anne Hathaway og Jim Sturgess, der skal spille sig selv som yngre og ældre. Hathaway er amerikansk, men overbeviser som englænder. Hun er sommerfuglen, der over tid får fantastiske farver og bliver en betydningsfuld børnebogsforfatter.

   Sturgess har mere at arbejde med som den tragiske og lidt sølle Prince Charming. Han erkender, at han alligevel ikke blev født til være en stjerne, og han overrasker sig selv ved at være et godt menneske. Efter knubs og fejltrin finder de rigtige sammen, men der er mere endnu i historien, ganske som i livet uden for biografen.

ONE Day skriver ikke filmhistorien om med flammeskrift, men den gør indtryk, og man bærer den med sig. Nogle film tager tilskueren ud af sig selv og ind i en verden af varmere farver, hvor man glemmer sig selv. Andre er som spejle. Man bliver genkendt og slår følge med karaktererne. Man vil være der og følge med, se hvad det ender med, også af nysgerrighed.

   De film er som venner, der hvisker én i øret. Med Samme tid næste år har Lone Scherfig skabt et smukt eksempel på sidstnævnte genre. Det er god, genkendelig realisme med romantisk flair og årvågenhed.

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019).

One Day (Samme dag næste år). Instr.: Lone Scherfig. Manus: David Nicholls. Foto: Benoît Delhomme. 107 min. UK-USA 2011. Dansk premiere:29.09.2011.

Fotos: Focus Features/ Random House Films/ Film4/ Color Force/ SF Studios/ CineMaterial/ Movie StillsDB/ YouTube (Universal Pictures UK/ International One Day Trailer)

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios (UK) 06.02.2012

2K Blu-ray fra SF Studios (DK) 31.01.2012

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 30.09.2011.

Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012)

MYTERNES SANDHED

Nattens Ridder gør arbejdet færdigt

Af BO GREEN JENSEN

DER knyttede sig – for at sige det mildt – enorme forventninger til denne film, da den fik premiere i sommeren 2012. The Dark Knight Rises var sidste akt i Christopher Nolans genrejsning af selvtægtslegenden, som begyndte med Batman Begins i 2005. Heath Ledger modtog posthumt en Oscar for sin rolle som The Joker i fortsættelsen The Dark Knight (2008). Den kulørte kultur blev umådelig mainstream. Der herskede bred enighed om, at superheltegenren var bragt til sin episke klimaks.

   Men adel forpligter, og mere vil have mere. Brødrene Nolan, som havde skrevet sammen siden Following (1999) og gennembrudsværket Memento (2000), må have haft rigeligt af Batman, da Warner og DC Comics insisterede på en slutning. Omvendt havde succesen givet Nolan mulighed for at realisere den geniale illusionsfilm The Prestige (2006) og den overdrevent cerebrale Inception (2010). Så brødrene vendte tilbage. De skulle atter bestige Wagnerske højder, hvor genren kunne nå sit Götterdämmerung.

   Dusinvis af forfattere og tegnere har bestyret legenden, siden Bob Kane (og Bill Finger) skabte figuren i 1939. Med og uden Robin, henvendt til børn eller voksne, bevidst eller ubevidst om sin myte, har der været en Batman i 81 år. Batman Begins fortalte en ny origin story om tilblivelsen. The Dark Knight Rises blev lanceret med sloganet »The Legend Ends«. Det lå i luften, at Batman skulle dø denne gang.

DET er ikke så epokalt, som det lyder. Batman er en af de figurer – à la Tarzan, Zorro, James Bond og Sherlock Holmes – som tiden ikke vidste, den havde behov for, da begyndelsen blev skrevet, men som siden har levet i fælleskulturen. I Batman-universet er der mange parallelle og alternative storylines. Batman og The Joker er begravet flere gange, men eftersom de aldrig har levet, kan de heller ikke dø.

   Batman (1989) og Batman Returns (1992), Tim Burtons double feature med Michael Keaton som Batman, Jack Nicholson som The Joker og Michelle Pfeiffer som en stadig ikke overgået Catwoman, var resultatet af en modning i serieuniverset. Her havde Frank Miller skabt en slags år nul med billedromanen The Dark Knight Returns (1986), som præsenterede en ældre, vredere, vildere Batman.

   Redaktøren Dennis O’Neill, som frem til årtusindeskiftet havde samordnet de mange verserende forgreninger af moderhistorien, lod figurerne skildre i vidt forskellige stilarter og skrev selv om Batmans død i romanen Knightfall (1993).* Da Burton tog sex og fortrængninger med i sin postmoderne genfortælling, var der tale om en revolution i forhold til den campede popkunstudgave, tv-serien (1966-68) og spillefilmen Batman (1966) med Adam West og Burt Ward, som mange voksne havde i kærlig erindring.

   Også filmens Batman fik et nyt publikum i 90erne. Joel Schumacher satte landvindingen overstyr med to ukritisk overlæssede fortsættelser, Batman Forever (1995) og Batman & Robin (1997), hvor først Val Kilmer og siden George Clooney krøb i den formstøbte kampdragt. Imens blev en tegnet tv-udgave bedre og bedre. Det var i Batman: The Animated Series (1992-95), at The Joker og Harley Quinn fandt hinanden.

   Christopher (f. 1970) og Jonathan Nolan (f. 1976) var stadig store drenge, da Burtons Batman fik premiere. Da Warner Bros. tilbød dem opgaven, fordi man var imponeret over Memento og Nolans amerikanske remake af Erik Skjoldbjærgs norske Insomnia (2002), gav brødrene sig til at de- og rekonstruere legenden med al den iver, grundighed og respekt, som kendetegner dedikerede fanboys.

   Batman Begins var en kæmpesucces, men filmen kom fra hjertet og kunne derfor vække genklang. I samme ånd skabte Sam Raimi tre film om Spider-Man (2002-2007), mens J.J. Abrams instruerede en prequel til Star Trek (2009). Der er kommercielle interesser i disse latterligt kostbare blockbusters. Der er dog også en kærlighed investeret, og når nogen skriver filmhistorien om det årti, vil Nolans film ligge højt på den kritiske liste. Få har som brødrene Nolan forstået, hvad superheltebegrebet vil sige.

DER er gået otte år, siden Batman trak sig tilbage, mere død end levende efter krigen mod The Joker i The Dark Knight. Bruce Wayne (Christian Bale) ligner karakteren, der taler i Trent Reznors sang »Hurt«, som Johnny Cash annekterede kort før sin død i 2003: »I hurt myself today/ To see if I still feel/ I focus on the pain/ The only thing that’s real.«

   Til butleren Alfreds (Michael Caine) store bekymring har Bruce isoleret sig i husets østfløj. Vandrehistorierne går om en Howard Hughes-agtig excentriker, der lader neglene gro og forretter sin nødtørft i syltetøjsglas. Klatretyven Selina Kyle (Anne Hathaway), bedre kendt som Catwoman, trænger ind og stjæler hans fingeraftryk sammen med et smykke, der har tilhørt hans mor. Han lader hende gøre det. Til gengæld vægrer han sig ved at modtage Miranda Tate (Marion Cotillard), som gennemskuer hans »indstuderede ligegyldighed«, da det lykkes at skabe kontakt.

   Det samme gør politikommissær Gordon (Gary Oldman), der som den eneste aldrig har tvivlet på flagermusmanden eller ønsket at fjerne hans maske. Catwoman vækker Bruce Waynes interesse, og samtidig bliver Batmans indgriben påkrævet, da terroristen Bane (Tom Hardy) besætter Gotham City med en hær af østeuropæiske lejesoldater.

   Først går det ud over banker og børsfolk, mens Bane – der trækker vejret gennem en iltmaske og har en fysik så koncenteret, at Batman bliver en splejs i forhold – holder taler om at give magten tilbage til Folket. Ordene kunne være skrevet af talsmænd for Occupy Wall Street-bevægelsen. Der er overhovedet en dimension af retfærdig hævner over denne sjældne superskurk. Inden længe tager han byen som gidsel, ødelægger infrastrukturen og iværksætter en bombe med energi, som Bruce og forretningsføreren Lucius Fox (Morgan Freeman) har udviklet til fredelige forhold.

TIL syvende og sidst bliver det Gothams politistyrke, som skal redde dagen sammen med de traumatiserede fetichister, Batman og Catwoman, der film for film bliver mere som et kærestepar (i serieuniverset har de for længst haft sex med kostumerne på). Legender kan gå i arv ligesom troner. Kriminalbetjenten John Robin Blake (Joseph Gordon-Levitt) bliver diskret kørt i stilling som den, der skal følge efter The Caped Crusader. Gotham lægges i ruiner. For så vidt er alt ved det gamle.

   Der bliver dog mytologiseret med måde. Den mørke ridders genkomst er ikke iscenesat med fanfarer. Tværtimod er han sin modstander underlegen, fysisk såvel som logistisk, indtil han (måske) vinder krigen efter at have tabt alle slag. Det er en væsentlig pointe, at ingen af legenderne taler sandt. Befolkningen holdes hen med en løgn. Man vedtog en lov – The Dent Act ligner The Patriot Act – som gav politiet frie hænder i kampen mod organiseret kriminalitet. Men Harvey Dent var identisk med Two-Face, og Batman var ikke hans morder.

   Helten er bare en skrøbelig mand. Helt eklatant er han ikke usårlig, som myterne om ham fortæller. Også Bane, den ustandselige nemesis, har sin akilleshæl, og der er en væsentlig krølle på sagnet om barnet, der kommer fra helvedes bund som en hævner. Her er filmens bærende tema, som siger John Ford ret imod. Man skal ikke længere trykke legenden, fordi den er smukkest og gør nytte på kort sigt. Nu må sandheden frem på alle niveauer, politisk såvel som personligt.

DET er modstanderen, som giver filmen substans. Bane (der blev skrevet ind i Batman-universet i 1993 og knækkede heltens ryg i miniserien Knightfall) er født i verdens værste fængsel. Han kommer – som butleren Alfred udtrykker det – fra helvede på jord i en ældre del af verden, hvor man kaster mænd ned på bunden og håber, at de rådner. Men en sjælden gang kaster mørket noget tilbage, og Bane er på den måde kommet, bogstavelig talt, som et indbegreb af borgerlig fortrængning.

   Som film er The Dark Knight Rises en meget præcis konstruktion. Ligesom tematikken holder igen, bliver effektbudgettet væsentligst brugt på at transportere Batman rundt i Flagermusen, et lille fly, der kan smyge sig mellem husene. Der er ingen Batmobil, og den futuristiske motorcykel betjenes af Catwoman, som næsten er en Batgirl nu.

   Fordi den narrative faktor er stærk, bliver der kun plads til enkelte sekvenser, hvor man abstraherer fra fortællingen og tænker, at dette er gjort med finesse. Det sker typisk, når lyd og billeder følger forskellige spor. På stadion synger en dreng med englestemme »The Star-Spangled Banner«, så selv Bane kommenterer vellyden. Imens sættes planen i værk, og forhistorien repeteres. Det lykkes her Nolan at skabe et af de æstetiske frirum, som udmærker hans actionfilm.

CHRISTIAN Bale er en mindre formørket ridder efter sin pause. Adskillige kender hans hemmelighed – blandt andre hittebarnet John Blake. Blake husker Waynes omsorg på samme måde, som Bruce selv husker kommissær Gordons venlighed. Det var den unge politimand, som lagde en jakke om den rige drengs skuldre, da hans forældre var blevet skudt. Han forstod, at verden stadig stod. At der fandtes varme, fædre og kærlighed. Her er Nolans andet tema: det gode i mennesket findes og lever i familien.

   Batman er år for år blevet mørkere, mere menneskelig og mere realistisk, mere udsat i forhold til sine fjender, men moralsk set usårlig og exceptionelt reflekteret. Det kunne være interessant, hvis man gik tilbage til selvironien fra Silver Age Batman og lod kitschfiguren Adam West lande midt i en ny Batman-film. Der er sket tusind ting i strukturen, men det er år og dag siden, at nogen har grinet.

   Filmen taler om myternes sandhed og er i tilgift en realpolitisk demonstration af, hvad der sker, hvis man giver magten til gadens parlament. Flere scener fra en standret, hvor man gør kort proces med finansfolk og spekulanter, er inspireret af tableauer fra den franske revolutionshistorie. Her er det Scarecrow (Cillian Murphy), som lader klasseforræderne vælge mellem død, eksil og døden ved eksil.

   Nolans trilogi er det til dato mest gennemtænkte forsøg på at skrive tegneseriernes virkelighed sammen med vor egen kompromitterede udgave. Der er langt til den naivistiske camp i The Avengers. Kun Hans Zimmers bombastiske musik, der også var tæt på skyde Inception i sænk, trækker fra i det samlede regnskab. Der er stadig stil og moral i historien. Det er effektiv PR for selvtægt med ansvar.

Læs mere om Christopher Nolans Insomnia (2002), The Prestige (2006), Inception (2010); Interstellar (2014); Tenet (2020) og Oppenheimer (2023).

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

*) Dennis O’Neill: Batman Knightfall. 416 s. Bantam Books, 1994. Tegneserien Knightfall var en labyrintisk multiplot-saga, som blev afviklet i en vifte af titler hen over halvandet år i perioden april 1993 til august 1994. Forfatterne var Chuck Dixon, Jo Duffy, Alan Grant, O’Neill og Doug Moench. Redaktører arbejdede sammen, en mindre hær af tegnere bidrog. Komplekset er samlet i omnibusbind flere gange, mest omfattende i Batman: Knightfall Vol. 1 (2017), Batman: Knightfall Vol. 2 – Knightquest (2017) og Batman: Knightfall Vol. 3 – KnightsEnd (2018). O’Neills roman samler fortællingens tråde og udreder kronologien. Sidst i bogen står en efterskrift, hvor O’Neill gør sig tanker om projektet. Han var hovedredaktør på Batman-familien af serier fra 1986 til 2000. Han skabte bl.a. Azrael–identiteten og moderniserede Green Lantern/Green Arrow-figuren sammen med Neal Adams. O’Neill delte fødselsår med Batman. Han døde – 81 år gammel – den 11. juni 2020.

The Dark Knight Rises. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan Nolan og Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 164 min. UK-USA 2012. Dansk premiere: 20.07.2012.

Foto: Warner Bros./ DC Comics/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ [FilmGrab]

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 19.12.2017

Samlet 6-disc udgave af The Dark Knight Trilogy 2005-2012 på 2K Blu-ray fra Warner Bros. 17.05.2022, 

Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 21.07.2012