Danny Boyle: T2 Trainspotting (2017) [Sequels nr. 7]

SNEBOLDE MED SKARPE STEN
Holdet fra Trainspotting vender tilbage

Af BO GREEN JENSEN

DET er naturligvis både fantastisk og nostalgisk, at der nu er gået næsten 30 år. For det var tilbage i 1996, at Danny Boyle (f. 1956) med sin filmatisering af Trainspotting satte clubbing, det skotske stofmiljø, Thatcher/ Major-årenes udsigtsløshed og forfatteren Irvine Welsh (f. 1958) på landkortet.

   Fortsættelsen T2 Trainspotting blev produceret til jubilæet i 2016. Det var indviklet, så arbejdet gik et år over tid. Og vist var det et spørgsmål, om verden som sådan havde råbt på at vide, hvordan det videre gik Mark »Rent Boy« Renton (Ewan McGregor), Simon »Sick Boy« (Jonny Lee Miller), Danny »Spud« (Ewen Bremner) og Francis »Franco« Begbie (Robert Carlyle), da Mark tog alle pengene og løb for sit liv i finalen på den første stilskabende gruppefortælling.

   Irvine Welsh – som selv havde en lille rolle i filmen – skrev sin autofiktive kultbog i 1993.* Han ajourførte historien i 2002, da romanen Porno brugte karaktererne igen. Det er den, som Boyles film bygger på, og det giver en lille skævhed i forhold til tiden og skuespillernes fysik, at der egentlig er gået 20 år i stedet for ti. Siden har Welsh også skrevet en befriende prequel, Skagboys (2012), der fortæller om drengenes opvækst i Leith. Begbie optræder på overraskende vis i The Blade Artist (2017). I 2018 fulgte endelig Dead Men's Trousers, der fører mændene frem til fuld midtlivsalder.

NÅR det endelig skulle være, gjorde holdet fra 90erne en agtværdig indsats. Især kan manuskriptforfatteren John Hodge (f. 1964) tage æren for at skabe en sammenhæng og struktur, som ikke altid er indlysende i kildematerialet.

   I sig selv er det bemærkelsesværdigt, at så mange gamle kræfter kom med. Det var gået dem lidt op og ned. Robert Carlyle var det bedst kendte ansigt i 1996. Ewan McGregor blev stjerne i kraft af Trainspotting. Ewen Bremner havde spillet flere variationer af Spud-karakteren. Jonny Lee Miller var på femte år en moderne Sherlock Holmes (med Lucy Liu som sin Watson) i tv-serien Elementary (2012-2019).**

   For dem alle blev Trainspotting noget særligt. Fortsættelsen falder dog aldrig for fristelsen til at idyllisere. Dengang var dengang, og nu er det nu. Der var ingen gode, gamle dage. Det hele var fucked fra begyndelsen af.

FØRST skal trådene samles. Mark Renton har drevet forretning og haft familie i Amsterdam. Han kollapser på et løbebånd i fitnesscentret, hvor han har prøvet at løbe fra tiden. Så vender han hjem for at gøre regnskabet op. »Velkommen til Edinburgh,« siger turistinfopigen. Mark kan høre, hun ikke er skotsk. »Hvor kommer du fra,« spørger han. »Slovenien,« er det lakoniske svar.

   For nu er det blevet globaliseringens tid. Simon har slået pjalterne sammen med Veronika (Anjela Nedyalkova), en bulgarsk sexarbejder. De afpresser kunderne, som bliver filmet. Ellers hænger parret ud i pubben Port Sunshine, som Simon har arvet efter sin mor. På en god aften er der 3-4 kunder.

   Mark stjal jo fra Simon og Begbie. Til gengæld fik Spud en stor sum. Det er vennen stadig bitter over, for hvad kunne et grødhoved bruge den til? Spud købte skag og ødelagde livet lidt mere for Gail (Shirley Henderson) og deres søn. Da Mark finder ham i en betonblok, er Spud igen ved at tage sit liv.

OGSÅ T2 Trainspotting scorer billige grin ved at skildre fornedrelsen, som er forbundet med afhængighed. Mark redder Spud i en geyser af opkast. Intet kan helt matche scenen i den første film, hvor Mark dykker ned i wc-kummen for at bjærge to stikpiller med opium. Der er heldigvis heller ingen level event, som matcher spædbarnets død i Trainspotting.

   De gamle ting er snebolde med skarpe sten, som Simon og Mark kaster efter hinanden. For det meste er de dog venner for livet. Veronika – som så langt er den mest ressourcestærke karakter – har sikkert ret, når hun siger (på bulgarsk), at det ville være bedst, hvis hun rejste, så de to mænd kunne dyrke sex med hinanden.

   Trioen tager sig sammen og pitcher en plan om at renovere Port Sunshine for EU-penge, så havnen i Leith kan få kronede dage. Faktisk vil de åbne et bordel, som Veronika skal bestyre.

   Imens flygter Begbie fra fængslet og kommer hjem til sin kone og søn. Han glæder sig til at begå indbrud med drengen. Men Junior er en stor skuffelse, som går på business college og har planer om at migrere socialt. Simon sender Begbie efter Mark. Som fortællerstemmen siger: »Først opstod der en gylden mulighed. Så fulgte et utilgiveligt forræderi.«

DET lykkes atter i rigt mål at blande komedie, kritik og tragedie. Mark og Simon rejser startkapital ved at lænse garderoben i en pub, hvor skotske loyalister mindes slaget ved Boyne i 1690. Mark improviserer på stedet en drabelig sang om at kvæste og hade, der tager forsamlingen med storm. Bagefter kan han og Simon tømme hæveautomaten, fordi alle betalingskort bruger pinkoden 1690.

   Det bedste spor i fortællingen lader taberen Spud få endnu en chance. Han begynder at skrive den samme slags episodiske dialektnoveller, som Irvine Welsh samlede i sin debutbog. Den evige Fedtmule finder sin stemme og går med inspirationen. Gail har allerede en titel og kontakten til en forlægger.

   Dybest set er det en skildring af fire mænds midtvejskrise. Og en skotsk version af Ettore Scolas C'eravamo tanto amati (1974, da. Så gode venner var vi vist), der på engelsk hedder We All Loved Each Other So Much. Det er egentlig ikke så vigtigt, hvem og hvad de var engang. Den gamle musik bliver brugt i bearbejdede versioner, og det ender, hvor det begyndte: i drengeværelset med lokomotiver på tapetet.

FORMEN er flimrende, heftig og hurtig, især i de første 30 minutter, hvor Boyle gør alt for at være æstetisk på forkant og bruge tricks, der er trendy på samme måde, som den svimlende stil i Trainspotting var tyve år før. Det virker ikke altid, men det lykkes, når det er afgørende.

   Efter sit hjertestop indser Mark Renton, at livet varer længe endnu. Dialogens sætstykke er en opdatering af »Choose Life«-tiraden i den første film. Du er fri til at vælge ensretningen på 100 sociale platforme, hvor ingen rager hinanden en bønne, og tilværelsen som sædvanlig bliver solgt. Det er intet under, at drenge går rusvejen. Faktisk var narkomanien et livstegn.

*) Irvine Welsh spiller dealeren Mikey Forrester. Det er ham, der sælger Mark opium i stikpilleform før den ikoniske scene, som udspiller sig på »The Worst Toilet in Scotland«. Manuskriptforfatteren John Hodge optræder ukrediteret som den ene af butiksvagterne, der løber efter Mark i åbningsscenen. Som et kuriosum kan nævnes, at Ewen Bremner, der spiller Spud, havde hovedrollen som Mark Renton i teateropsætningen af Trainspotting.

**) Robert Dohertys amerikanske Elementary (7 sæsoner, 154 episoder) er på sin måde lige så radikal og vellykket som Mark Gatiss' og Steven Moffats mere anerkendte britiske Sherlock (4 sæsoner, 13 episoder) med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman. I Elementary praktiserer detektiven som konsulent for politiet i New York. Hans rige far (John Noble)  ansætter dr. Joan Watson som sønnens personlige læge/assistent, da Sherlock har været i rehab for sit stofmisbrug. For hver episode suppleres og justeres personkredsen i overensstemmelse med Arthur Conan Doyles karakterer: Rhys Ifans spiller Mycroft Holmes; Natalie Dormer er Irene Adler, der har en dobbelt identitet som Jamie Moriarty. Elementary blev produceret for CBS Television. Serien vokser organisk, måske fordi den er skabt til broadcast før streaming. Miller og Liu har et fremragende samspil, der udvikler sig sammen med dybden i forholdet. Det er en af de pasticheserier, man knap tænker på som conanisk spin-off, fordi den er blevet sit eget univers. Laurie R. Kings romaner om Mary Russell, der bliver oplært af den aldrende Holmes, som hun senere gifter sig med, har den samme kvalitet. Serien åbnede i 1915 i The Beekeeper's Apprentice (1994, da. Biavlerens lærling) og er 17 bind senere nået til 1925 i Castle Shade (2021). Kun de første to bøger findes på dansk.

 

Se også Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5].

Se også Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002); Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]; Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

T2 Trainspotting. Instr.: Danny Boyle. Manus: John Hodge. Foto: Anthony Dod Mantle. 117 min. UK 2017. Dansk premiere: 02.03.2017.

Fotos: DNA Films/ Decibel Films/ Cloud Eight Films/ Artbees/ Film4/ Creative Scotland/ Miramax/ Sony Pictures Home Entertainment/ UIP DK/ VIntage/ Penguin/ Jonathan Cape/ Faber & Faber/ CineMaterial/ MovieStillsDB.

Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.03.2017. 

Charlotte Wells: Aftersun (2022) [Oscars 2023]

OMKRING EN FAR

Erindringens sprog får en ny dialekt

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er de bare Calum og Sophie, en far med sin datter på tur i Tyrkiet. Det må være tilbage i videotiden. Billedet er grynet. Kameraet snerrer, når der bliver zoomet. Hun filmer ham, mens de indretter sig på hotellet, som han siger undskyld for. »Jeg er lige blevet 11,« siger pigen. »Du er 130 – fylder 131 om to dage. Da du var 11, hvad troede du så, at du ville lave lige nu?«

   Manden undviger og bliver mørk. Han er ellers en kærlig og hensynsfuld far. De bliver taget for søskende af teenagerne, som Sophie hænger ud med, da hun og Calum har tørret dem ved billardbordet. Hun er nysgerrig på, hvad de siger om sex. Calum har hånden i gips. De bor ikke sammen til hverdag i Skotland. Der er meget af Calum i Sophie, men manden er ikke nysgerrig mere.

DE har en god ferie sammen. De forstår at sige undskyld og tilgive hinanden. Hun kan alligevel ikke tilgive den aften, han nægter at gå med på scenen og synge karaoke. Hun kæmper sig alene gennem en pivfalsk udgave af »Losing My Religion«, og Calum vil ikke forklare, hvorfor han ikke vil hjælpe.

   Musik fylder meget i filmen. Den sætter også tiden. Blur synger »Tender«, David Bowie og Queen synger »Under Pressure«. Rejselederne får stadig alle op at stå til Bayside Boys-remixet af »Macarena«. Vi er altså ved årtusindeskiftet. Hvis Sophie ser det som voksen, må hun selv være 31 om lidt.

DE taler meget om, hvordan det var, da hun var lille. Interviewet fra begyndelsen bliver gentaget fra andre vinkler. Nu er situationen lidt mere foldet ud. Det er næsten, som om nogen sidder og scanner i materialet. Det gør Calum tit, før de skal sove. Eller han står på balkonen og balancerer og ryger med lukkede øjne.

   Når han ikke vil lege med, siger hun: »I’ll just record it in my little mind-camera.« Netop dét er, hvad Aftersun gør. Den bruger pigens billeder af tiden, som hun husker den. Der er afstand og taktilitet på en gang. Vi er fulde fem kvarter inde, før et klip fører til nutid. Og så straks tilbage til lufthavnen, hvor manden siger »Love you«, før han forsvinder.

SKOTSKE Charlotte Wells (f. 1987) debuterer i lang form med en diskret film, som antyder meget og siger vigtige ting indirekte. Den voksne Sophie vågner i mørket. Hun har en kone nu og en baby, der græder. Kameraet står på kommoden. Vi genkender gulvtæppet fra Tyrkiet. Den sidste dag tog de mudderbad i Kleopatras spa. Han sagde »Love you« til hendes mor, når de ringede til Edinburgh. Hun spurgte hvorfor, når de ikke længere var sammen.

   De smiler på polaroidbilledet, som kanonfotografen tog sidste aften. Lige dér er de glade turister. Der er fortalt mange far/datter-historier, men alligevel ikke helt sådan hér. Der er ingen dramatiske konstruktioner. Sophie får alle på turen til at synge »For He’s a Jolly Good Fellow«, da det er Calums fødselsdag. Vi ser fortvivlelsen i hans ansigt, men Sophie kunne ikke se det dengang.

PAUL Mescal er Oscar-nomineret for sin rolle som den erindrede far. Det er dog i samspillet med debutanten Frankie Corio, at han virkelig skinner. Det er en meget bevægende film, som er spinkel og stærk på en gang. Aftersun taler erindringens sprog, og Wells har sin særlige dialekt. Livet er set gennem sart spindelvæv. Sangen sidder i kroppen endnu.

Paul Mescal var Oscar-nomineret i Best Actor-kategorien. Ved de britiske BAFTA Awards var han indstillet i Best Leading Actor-kategorien (som gik til Austin Butler for titelrollen i Baz Luhrmanns Elvis), og Charlotte Wells modtog prisen for Outstanding Debut by a British Writer, Director, or Producer. Filmmagasinet Sight & Sound satte Aftersun øverst på listen over 50 Best Films of 2022. 

Aftersun. Instr. & manus: Charlotte Wells. Foto: Gregory Oke. 102 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 02.02.2023.

Fotos: BBC Film/ BFI/ Screen Scotland/ Tango Entertainment/ PASTEL/ Unified Theory/ AZ Celtic Films/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 02.02.2023

Animation | Sylvain Chomet: L'illusionniste/ The Illusionist (2010)

DER FINDES INGEN TROLDMÆND
Jacques Tatis vemodige afskedsbrev

Af BO GREEN JENSEN

JACQUES Tati (1907-82) skrev i 1956 et brev til sin ældste datter, Helga Marie-Jeanne, som han fik med danserinden Herta Schiel i 1942. Han forlod familien og anerkendte ikke faderskabet, da han to år senere giftede sig med Micheline Winter, som han fik datteren Sophie og sønnen Pierre sammen med.

   Brevet begyndte som en forklaring, men fik endelig form som et filmmanuskript. Tati arbejdede på det sammen med Henri Marquest i årene mellem Mon Oncle (1958) og Play Time (1967), da hans Monsieur Hulot-karakter var mest populær. Han sendte aldrig brevet, og manuskriptet blev ikke produceret. Ved hans død blev det arkiveret i Centre National de la Cinématographie som »Film Tati No 4«.

AD omveje og efter megen kontrovers, som endnu ikke er afklaret, blev manuskriptet i 2003 afleveret til tegneserieskaberen Sylvain Chomet, som samme år brød stort igennem – også herhjemme – med animationsfilmen Les Triplettes de Belleville. Trillingerne fra Belleville er en grotesk, så godt som dialogløs hyldest til cykelsport, jazz og andre urfranske fænomener.

   Man kan sagtens se, hvorfor Tati-boet tænkte på Sylvain Chomet. Sammen med japaneren Hayao Miyazaki og briten Nick Park er han en af de meget få animatorer, som skaber film for alle aldersgrupper og bryder med den runde stil fra Pixar, Dreamworks, Disney og Blue Sky. Denne har mange nuancer og kvaliteter, men ingen af de amerikanske studier ville vide, hvordan man skulle tackle Tati.

CHOMET gør det med en stille, sirligt detaljeret og meget melankolsk fortælling om en slidt tryllekunstner, der rejser fra Frankrig til Skotland, hvor han møder pigen Alice på en ø, der er som skåret ud af Whisky Galore. Året er 1956, og rock ‘n’ roll fortrænger den klassiske varietékunst. Illusionisten er Tati op ad dage. Alice tror, at han faktisk kan trylle og følger med til Edinburgh, hvor de skaber en hverdag.

   En tid lang er parret som datter og far. Så møder hun en ung mand og bliver forelsket, mens tryllekunstneren forgæves prøver andre karrieremuligheder. Hans afskedsord står på en seddel: »Der findes ikke troldmænd i virkeligheden«. Forløbet er både bedrøvet og komisk, ganske som Tati kunne være. Man går ud med en stor klump i halsen, for sjældent er en animationsfilm blevet lukket så sørgmodigt.

CHOMET dedikerer filmen til Sophie Tatischeff, Tatis yngste datter, som døde i 2001. Det har udløst en hård reaktion fra komikerens ældste barn, som føler sig skrevet ud af historien. Flere Tati-kendere nægter at forholde sig til filmen. Så forståelig denne stejlhed nu er, bør man se L’Illusionniste uden fordomme. Den er modgift i en tid, hvor man tror, at tegnefilm for enhver pris skal være hvinende søde.

Se også Evig latter: Jacques Tati 1907-1982 og Animation | Les Triplettes de Belleville/ Trillingerne fra Belleville (2003).

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016); Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

L’Illusionniste (Illusionisten). Instr.: Sylvain Chomet. Manus: Jacques Tati, Sylvain Chomet. 90 min. Frankrig-UK 2010. Dansk premiere: 07.04.2010.

Fotos: Pathé/ Django Films/ Ciné B/ France 3 Cinéma/ Canal+/ CinéCinéma/ France Télévisions/ Allied Filmmakers/ Ink.Digital/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film Distribution

Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 08.04.2010.

Ken Loach: My Name is Joe (1998)

EN MAND VED NAVN JOE

Som mennesker i virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

HAN hedder kort og godt Joe Kavanagh. Han er 38 år gammel og har gennem bitter og smertelig erfaring erkendt, at han er og bliver et menneske, som ikke tåler spiritus.

   Vi træffer ham første gang ved et af de A.A.-møder, som udgør fundamentet i hans skrøbelige, men dag for dag mere solide liv. Han bor alene i en næsten tom lejlighed, hæver sin understøttelse og udfører sort arbejde sammen med A.A.-kammeraten Shanks.

   Joe Kavanagh har, som han selv siger det, kun Joe Kavanagh i hele verden. Det er dog tydeligt for enhver, at han er i bedring. Efter ti giftfri måneder er Joe så småt ved at høste belønningen.

   Det er svært at sidde stille, når man stadig har tørsten i blodet og savnet i kroppen. Joe afreagerer ved at koncentrere al sin energi om arbejdet som fodboldtræner for et hold socialt belastede krykhusarer, »The Dream Team«, der til dato kun har vundet én kamp. De spiller altid i de trøjer, som Tysklands landshold bar i storhedstiden. Efter en ydmygende oplevelse opgraderer de sig selv til at bære Brasiliens farver, og dommeren kalder det helligbrøde. Man vil forstå, at vi stadig befinder os i den tidlige, humoristisk tonede del af Joes historie.

SIDEN sænker mørket sig støt, men det sker, fordi Joe får nogen at elske og dermed har noget at miste. Undervejs til en fodboldkamp løber han flere gange på socialarbejderen Sarah, der fungerer som sundhedsplejerske i den barske del af Glasgow, som udgør filmens hele horisont. Sarah kontrollerer, om drengen Scott lider overlast hos narkomanerne Liam og Sabine, der i princippet er blevet stoffri. Liam spiller på Joes drømmehold, og således opdager Joe og Sarah – der spilles med absolut indlevelse af Peter Mullan og Louise Goodall – at de både har fælles interesser og føler spontan sympati for hinanden.

INDTIL videre tegner alt altså lyst. Vil det sige, at Ken Loach denne gang har lavet en let og opbyggelig film, hvor godheden løber med sejren, og dyden bærer sin egen belønning? Naturligvis ikke. Tværtimod lægger My Name is Joe sig i sporet fra Ladybird, Ladybird (1994) og Carla's Song (1996), der før og efter Land and Freedom (1995) markerede en tilbagevenden til den sagligt uforsonlige stil, som prægede Loach før de rundere, skønt bestemt ikke tandløse familieportrætter i Riff-Raff (1991) og Raining Stones (1993).

   Der er ingen let eventyrslutning for Joe og Sarah. Det gælder i stort som i småt. At Joe går til angreb på en af arbejdsformidlingens snushaner – han overmaler den skræmte mands bil – bringer blot parterne nærmere sammen, men netop som forholdet blomstrer, indvilliger Joe i at betale den trængte Liams narkogæld ved at køre ærinder for gangsterbossen McGowan.

   Det kan Sarah slet ikke forholde sig til. Joe og McGowan var i øvrigt Glasgow-drenge sammen. Der er rigtig mange lag i disse karakterer, næsten lige så mange som i mennesker i virkeligheden, og i et frysende nøgternt flashback får vi at se, hvorfor Joe holdt op med at drikke.

ER du mest til eskapisme, film som kun vil underholde og stryge publikum med hårene så behændigt, at det ikke er nødvendigt at tænke eller føle noget særligt selv, bør du undgå dette partsindlæg i den stående diskussion om menneskets vilkår. Men vil du genkende, udfordres, rystes og begejstres, kan My Name is Joe næppe anbefales varmt nok. Den er så at sige indbegrebet af alt, hvad vi forbinder med størrelsen god realisme. Den åbne slutning bevæger hinsides gængse begreber, og som altid efter en film af Ken Loach forlader man biografen med en følelse af at have holdt selve livet i hænderne.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

My Name is Joe. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 105 min. UK-Frankrig-Spanien-Tyskland-Italien 1998. Dansk premiere: 25.12.1998.

Fotos: Channel Four Films/ Parallax Pictures/ Scottish Arts Council Lottery Fund/ The Glasgow Film Fund/ ARTE/ Alta Films/ ARD Degoto Film/ Diaphana Films/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ La Sept Cinéma/ Road Movies Vierte Produktionen/ Tornasol Films/ WDR/ 

Filmen streames ikke p.t. – findes i talrige dvd-udgaver

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.12.1998

Ken Loach: Sweet Sixteen (2002)

FRIHEDEN FLYVER

En »Kes« for ny ungdom og kommende tider

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE bliver født med en sølvske i munden, andre må kæmpe sig vej ud af natten. Den skotske teenager Liam hører til i sidstnævnte kategori. Sweet Sixteen præsenterer ham for tilskueren, da det ugentlige besøg hos moderen skal aflægges. Liams mor er narkoman og sidder inde, enten for prostitution eller handel med stoffer.

   Kæresten Stan, som i den grad ikke er Liams far eller bonusfar, har derfor gang i en god fidus. Drengen skal bare give mor et knus og stikke hende den lille kuvert. Liams morfar er med på det hele. Du kan tro, du får tæsk, hvis du trodser os, knægt!

   Men Liams mellemnavn er trods. Han trives med at stritte imod, og det giver ham en særlig udsøgt tilfredsstillelse at snyde Stan og sin morfar, stjæle deres lager af stoffer og arrangere sagerne, så det ser ud, som om de har snydt den lokale gangsterhøvding. Liams trofaste væbner er kammeraten Pinball (William Ruane), en mere frejdig udgave af naturens muntre søn fra den forkerte side af livet i Glasgow.

   Liam er ikke frejdig. Han er hunden, der bider sig fast og nægter at slippe. Nogle ældre bøller vil stjæle hans stoffer. Liam kommer igen og igen, for hver gang at bide i støvet. Så kommer han sammen med Pinball og væbnet til tænderne. Drengene får deres varer igen.

KVARTERETS godfather er imponeret, da han når til at kalde drengene ind. Pinball bliver sendt ud i mørket, men Liam får hvad han betragter som sin hidtil største chance. Sin egen rute, en lejlighed i et pænt kvarter, løn for sin lyssky kurervirksomhed. Han bor hos sin søster, der alt for ung er blevet mor til Calum. Han bliver selv lidt kæreste med søsterens veninde, og han lægger alle de sorte penge tilside for at købe et fristed til moderen, så hun kan gå fra Stan efter løsladelsen. For en gangs skyld ligner det lykken, og drengen på 15 tør næsten slappe af. For en gangs skyld går det op, op, op og bliver en lille smule bedre hver dag.

NU er dette ikke et amerikansk teenagedrama, hvor gode bestræbelser straks bærer frugt. Sweet Sixteen er en socialrealistisk menneskeskildring af Ken Loach, der tre årtier efter Poor Cow (1967), Kes (1969) og Family Life (1971) er ufortrøden i sin skildring af grå britisk virkelighed og sin kritik af inertien i et system, der hylder princippet om at give de rige endnu mere og tage det sidste fra dem, som har mindst.

   For Loach er klassekampen ikke forbi. Han fører den dog i fuld åbenhed med det enkelte menneske som målestok, ikke parolerne og pamperiet. Amatøren Martin Compston, der yder en overrumplende troværdig indsats som Liam, kunne være en nutidig Billy Casper fra Kes.

   Ligesom Carla’s Song (1996), My Name is Joe (1998) og Bread and Roses (2000) har Sweet Sixteen manuskript af Paul Laverty, en Glasgow-baseret sagfører, der deler Loachs menneskesyn. I Carla’s Song og Bread and Roses blev det moralske korrektiv for bastant, mens en snert af sentimentalitet satte ind, men i My Name is Joe ramte tandemet plet.*

DRENGEN Liam foregriber den mand, som Peter Mullan fremstillede i My Name Is Joe. Begge er anstændige mennesker i en gennemført kompromitteret omverden. Der er ingen violiner, men nok en stille humor til at følge dem lidt hen ad gangen.

   Frem for alt bliver en virkelighed skildret, her et regntynget Glasgow, hvor det repræsenterer et socialt kvantespring at rykke fra bymidten ud til en ny lejlighed i de småborgerlige forstæder. Samtlige karakterer taler klingende skotsk. I Cannes blev filmen vist med franske undertekster. Især englænderne følte sig helt hægtet af.

   Sweet Sixteen er ingen spændingsfilm. Alligevel ville det være forkert at røbe, hvad der sker og hvorfor det går galt. Men det er klart, at det går galt. Det gør det som regel i virkeligheden, og hvor megen sympati man end nærer for enspænderen Liams projekt, kan det i længden ikke nægtes, at han oparbejder en moralsk skattegæld. Moderen kommer ud. Man kan ikke bare slippe og udnytte sine venner. Det nye liv har sin særlige pris. Den smukke drøm er, om ikke et rent luftkastel, så i hvert fald en udbrændt husvogn ved vandet.

FILMEN hører til Loachs allerbedste. Her formår han på én gang at ramme nerven i samtidens sprog og bevare sin umiskendelige tone. Alt er fremstillet neutralt og sobert registrerende, men indignationen anes i bunden, og gennem hele historien løber en fuldkommen solidaritet med de gode karakterer i et miljø, der sædvanligvis belønner de gemene og grådige instinkter. Liam på 15 tager skæbnen i egne hænder og prøver på at skabe et liv for sig selv og de tre-fire mennesker han elsker. Resten af verden kan gå ad helvede til. Det er muligvis derfor, at drømmen kuldsejler.

I EN sælsom tid, hvor det sociale fællesskab stadig mere uhæmmet raser mod sine unge kriminelle, er Sweet Sixteen en nyttig nuancering af en lang række stærkt forenklede problemstillinger. Det er Loachs film altid. Han er manden, der ikke vil gå sin vej, når det gælder om at sætte ansigt på konsekvenserne af en abstrakt politik.

   Atter ser man det hele gå galt for manden i midten, men man sidder helt ude på kanten af stolen. Den sociale filmskaber taler igen, og nu er han en af de eneste stemmer. For tiden pønser tiden på at fængsle sine store børn. Er det mon Liam hér, der skal ofres sådan?

*) Kerneholdet er faktisk en trio. Siden Hidden Agenda (1990) har Loach realiseret sine film – 19 stykker til og med Sorry We Missed You (2019) og efternøleren The Old Oak (2023) – i samarbejde med produceren Rebecca O’Brien (f. 1957). O'Brien er for Loach i 90erne, 00erne og 10erne, hvad Tony Garnett (1936-2020) var i 60erne og 70erne. 80erne blev en slags wilderness years, hvor Loach primært arbejdede i tv-mediet, fra film til film og ofte af nød som sin egen producer. I 2002 etablerede Loach og O’Brien produktionsselskabet Sixteen Films, specifikt for at realisere Sweet Sixteen, som de og Paul Laverty (som mødte Loach i 1995, da han medvirkede i Land and Freedom) ville have den. Sixteen Films har produceret Loachs film efter 2002 og en håndfuld andre projekter, bl.a. Lynne Ramsays You Were Never Really Here (2017).  

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Sweet Sixteen. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 106 min. UK-Spanien-Tyskland 2002. Dansk premiere: 28.03.2003.

Fotos: Sixteen Films/ Alta Films/ BBC Films/ Road Movies Filmproduktion/ Scottish Screen/ The Works/ Tornasol Films/ NonStop Entertainment/ Festival de Cannes/ Internationale Filmfestspiele Berlin (Laverty-Loach-O'Brien photo)

Sweet Sixteen streames på FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.03.2003 [her let ajourført og revideret]