Ken Loach: Sweet Sixteen (2002)

FRIHEDEN FLYVER

En »Kes« for ny ungdom og kommende tider

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE bliver født med en sølvske i munden, andre må kæmpe sig vej ud af natten. Den skotske teenager Liam hører til i sidstnævnte kategori. Sweet Sixteen præsenterer ham for tilskueren, da det ugentlige besøg hos moderen skal aflægges. Liams mor er narkoman og sidder inde, enten for prostitution eller handel med stoffer.

   Kæresten Stan, som i den grad ikke er Liams far eller bonusfar, har derfor gang i en god fidus. Drengen skal bare give mor et knus og stikke hende den lille kuvert. Liams morfar er med på det hele. Du kan tro, du får tæsk, hvis du trodser os, knægt!

   Men Liams mellemnavn er trods. Han trives med at stritte imod, og det giver ham en særlig udsøgt tilfredsstillelse at snyde Stan og sin morfar, stjæle deres lager af stoffer og arrangere sagerne, så det ser ud, som om de har snydt den lokale gangsterhøvding. Liams trofaste væbner er kammeraten Pinball (William Ruane), en mere frejdig udgave af naturens muntre søn fra den forkerte side af livet i Glasgow.

   Liam er ikke frejdig. Han er hunden, der bider sig fast og nægter at slippe. Nogle ældre bøller vil stjæle hans stoffer. Liam kommer igen og igen, for hver gang at bide i støvet. Så kommer han sammen med Pinball og væbnet til tænderne. Drengene får deres varer igen.

KVARTERETS godfather er imponeret, da han når til at kalde drengene ind. Pinball bliver sendt ud i mørket, men Liam får hvad han betragter som sin hidtil største chance. Sin egen rute, en lejlighed i et pænt kvarter, løn for sin lyssky kurervirksomhed. Han bor hos sin søster, der alt for ung er blevet mor til Calum. Han bliver selv lidt kæreste med søsterens veninde, og han lægger alle de sorte penge tilside for at købe et fristed til moderen, så hun kan gå fra Stan efter løsladelsen. For en gangs skyld ligner det lykken, og drengen på 15 tør næsten slappe af. For en gangs skyld går det op, op, op og bliver en lille smule bedre hver dag.

NU er dette ikke et amerikansk teenagedrama, hvor gode bestræbelser straks bærer frugt. Sweet Sixteen er en socialrealistisk menneskeskildring af Ken Loach, der tre årtier efter Poor Cow (1967), Kes (1969) og Family Life (1971) er ufortrøden i sin skildring af grå britisk virkelighed og sin kritik af inertien i et system, der hylder princippet om at give de rige endnu mere og tage det sidste fra dem, som har mindst.

   For Loach er klassekampen ikke forbi. Han fører den dog i fuld åbenhed med det enkelte menneske som målestok, ikke parolerne og pamperiet. Amatøren Martin Compston, der yder en overrumplende troværdig indsats som Liam, kunne være en nutidig Billy Casper fra Kes.

   Ligesom Carla’s Song (1996), My Name is Joe (1998) og Bread and Roses (2000) har Sweet Sixteen manuskript af Paul Laverty, en Glasgow-baseret sagfører, der deler Loachs menneskesyn. I Carla’s Song og Bread and Roses blev det moralske korrektiv for bastant, mens en snert af sentimentalitet satte ind, men i My Name is Joe ramte tandemet plet.*

DRENGEN Liam foregriber den mand, som Peter Mullan fremstillede i My Name Is Joe. Begge er anstændige mennesker i en gennemført kompromitteret omverden. Der er ingen violiner, men nok en stille humor til at følge dem lidt hen ad gangen.

   Frem for alt bliver en virkelighed skildret, her et regntynget Glasgow, hvor det repræsenterer et socialt kvantespring at rykke fra bymidten ud til en ny lejlighed i de småborgerlige forstæder. Samtlige karakterer taler klingende skotsk. I Cannes blev filmen vist med franske undertekster. Især englænderne følte sig helt hægtet af.

   Sweet Sixteen er ingen spændingsfilm. Alligevel ville det være forkert at røbe, hvad der sker og hvorfor det går galt. Men det er klart, at det går galt. Det gør det som regel i virkeligheden, og hvor megen sympati man end nærer for enspænderen Liams projekt, kan det i længden ikke nægtes, at han oparbejder en moralsk skattegæld. Moderen kommer ud. Man kan ikke bare slippe og udnytte sine venner. Det nye liv har sin særlige pris. Den smukke drøm er, om ikke et rent luftkastel, så i hvert fald en udbrændt husvogn ved vandet.

FILMEN hører til Loachs allerbedste. Her formår han på én gang at ramme nerven i samtidens sprog og bevare sin umiskendelige tone. Alt er fremstillet neutralt og sobert registrerende, men indignationen anes i bunden, og gennem hele historien løber en fuldkommen solidaritet med de gode karakterer i et miljø, der sædvanligvis belønner de gemene og grådige instinkter. Liam på 15 tager skæbnen i egne hænder og prøver på at skabe et liv for sig selv og de tre-fire mennesker han elsker. Resten af verden kan gå ad helvede til. Det er muligvis derfor, at drømmen kuldsejler.

I EN sælsom tid, hvor det sociale fællesskab stadig mere uhæmmet raser mod sine unge kriminelle, er Sweet Sixteen en nyttig nuancering af en lang række stærkt forenklede problemstillinger. Det er Loachs film altid. Han er manden, der ikke vil gå sin vej, når det gælder om at sætte ansigt på konsekvenserne af en abstrakt politik.

   Atter ser man det hele gå galt for manden i midten, men man sidder helt ude på kanten af stolen. Den sociale filmskaber taler igen, og nu er han en af de eneste stemmer. For tiden pønser tiden på at fængsle sine store børn. Er det mon Liam hér, der skal ofres sådan?

*) Kerneholdet er faktisk en trio. Siden Hidden Agenda (1990) har Loach realiseret sine film – 19 stykker til og med Sorry We Missed You (2019) og efternøleren The Old Oak (2023) – i samarbejde med produceren Rebecca O’Brien (f. 1957). O'Brien er for Loach i 90erne, 00erne og 10erne, hvad Tony Garnett (1936-2020) var i 60erne og 70erne. 80erne blev en slags wilderness years, hvor Loach primært arbejdede i tv-mediet, fra film til film og ofte af nød som sin egen producer. I 2002 etablerede Loach og O’Brien produktionsselskabet Sixteen Films, specifikt for at realisere Sweet Sixteen, som de og Paul Laverty (som mødte Loach i 1995, da han medvirkede i Land and Freedom) ville have den. Sixteen Films har produceret Loachs film efter 2002 og en håndfuld andre projekter, bl.a. Lynne Ramsays You Were Never Really Here (2017).  

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Sweet Sixteen. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 106 min. UK-Spanien-Tyskland 2002. Dansk premiere: 28.03.2003.

Fotos: Sixteen Films/ Alta Films/ BBC Films/ Road Movies Filmproduktion/ Scottish Screen/ The Works/ Tornasol Films/ NonStop Entertainment/ Festival de Cannes/ Internationale Filmfestspiele Berlin (Laverty-Loach-O'Brien photo)

Sweet Sixteen streames på FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.03.2003 [her let ajourført og revideret]

Jeppe Rønde: Bridgend (2015) [Cult Fiction]

MØRKE RITUALER
Sandfærdig fiktion mellem livet og døden

Af BO GREEN JENSEN

BRIDGEND ligger i det sydlige Wales mellem Cardiff og Swansea. Byen har ca. 50.000 indbyggere. Den har bestemt kendt bedre dage. I sin tid lå Storbritanniens største ammunitionsfabrik, Arsenalet, i Bridgend. Omvendt er det ikke en nedlukket mineby. Der er intet, som forklarer, hvorfor 29 unge mennesker i alderen 13-17 år har taget deres liv i Bridgend Forest mellem 2007 og 2012.

   Dokumentaristen Jeppe Rønde blev interesseret i Bridgend-selvmordene, da han læste en artikel i en britisk avis. Dem har der været utallige af, for de unge døde taler til tidens tabloid-instinkt. Filmskaberen rejste til Bridgend for at få en fornemmelse af stedet. Denne researchform havde fungeret, da Rønde skabte Jerusalem, min elskede (2004) og den meget roste The Swenkas (2005), om zulu-mænd fra Johannesburg, som lever for at klæde sig fint på og danse lørdag aften.

   Han gik frejdigt ind som en åben outsider. Rønde kunne ikke forestillle sig, at der skulle gå 6-7 år af hans liv med at skildre de gådefulde og stadig ikke forklarede selvmord blandt unge i Bridgend.

FRUGTEN af anstrengelserne er en spillefilm, som bruger den konkrete baggrund, men lægger en fiktiv ramme om Bridgend. Måske for bedre at kunne fabulere, måske fordi englænderen John Michael Williams lavede en dokumentar om Bridgend i 2013. Er man interesseret i årsager, skal man se dokumentaren. Vil man have et bud på, hvad de unge føler, og hvad der muligvis driver den kultiske adfærd, er Røndes mørke drømmespil et fascinerende stemningsstykke.

HANDLINGEN er mest til pynt. Teenageren Sara (Hannah Murrray) og hendes far, Dave (Steven Wadddington), som er kriminalinspektør, flytter tilbage til Bridgend, fordi Dave skal prøve at komme til bunds i selvmordssagerne. De unge hænger sig i skoven, næsten altid på steder, hvor de bliver fundet af deres forældre. Det lykkes Dave at få adgang til et chatroom, hvor de unge hylder kammerater, der er krydset over. Så går efterforskningen i stå.

   Man fornemmer, at far og datter har deres egen historie. Dave indleder et forhold til en veninde fra gamle dage, mens Sara drages ind i den tribalistiske adfærd. Byens unge samles på steder, hvor en kammerat er fløjet væk. Man hælder vin på de interimistiske grave og råber den dødes navn op til himlen.

DER er stoffer, alkohol, gotisk musik og fester, som kulminerer i hærværk. Men det er der jo alle vegne. Også dødsromantik hører med til en ungdom og har gjort det siden Werthers dage. De unge læner sig ind i døden, som en lokal kriminalbetjent udtrykker det. Blot bliver fantasien sjældent gennemført. Så hvorfor i Bridgend?

   Røndes film giver ingen kategoriske svar og er ikke interesseret i prosaiske årsager. Snarere vil Bridgend skildre atmosfæren og undersøge de ritualer, som ungdommen deler i skoven. Det gør den på fængslende vis. Også derfor generer den klichebelagte rammehistorie, som ligner en ordinær tv-krimi.

SARA er sammen med en af de unge mænd, som næsten kvæler hende, før han tager sit liv. Så forelsker hun sig i hans ven, der faktisk overvejer Saras forslag om at flygte til normaliteten i Swansea, hvor det må være muligt at give lyset en chance. I Bridgend trækker mørket alt med sig ned.

   Bridgend er bedst på de steder, hvor Rønde vil skildre utydelige drømme. Han skaber smukke, mørkt funklende billeder sammen med fotografen Magnus Nordenhof Jønck, som kan tage den halve ære for Bridgend. Pigerne flyder i det sorte vand som hvide åkander og ligner nymfer på et maleri af John William Waterhouse.*

RØNDE bruger sit antropologiske blik til at skildre byens fælles ritualer. I skolen læser eleverne et digt, som besværgende fastslår, at døden ikke vil sejre, den »skal ikke have noget herredømme«. Mærkværdigvis krediterer Rønde ikke sin kilde. Det er Dylan Thomas' »And Death shall have no Dominion«, som lægger en helt ny vinkel på sagen. Måske de unge vinder over døden ved at vælge den?

   Da det store spørgsmål bliver, om Sara vil dø eller leve, sælger filmen alle sine aktier for et mytologisk slutbillede, der står lige så stærkt og uforklaret som sekvensen med hekse, der lukker Lars von Triers Antichrist. Der er i øvrigt ikke langt fra selvmordskulten i Forbrydelsens element til de unge, som leger med døden i Bridgend. Begge steder giver handlingen udmærket mening, hvis man har en bestemt alder og læser verden i et særligt lys.

»SOME are born to sweet delight/ Some are born to Endless Night,« skrev William Blake. Nogle fødes til frydefuld sødme, nogle fødes til Endeløs Nat. Og nogle ting kan ikke forklares med lyset i sproget, men man kan skildre dem i billeder.**

   Lige dét lykkes ret godt for Rønde i Bridgend. Desværre reducerer formen det hele til noget i retning af en opdateret The Wicker Man. Det er højbrynet horror og meget mørk art rock.

   De unge tager stadig deres liv i skoven, som Saras far forsøger at brænde. Som dokumentarist var Jeppe Rønde med til at grundlægge hybridfilmen. Han kunne med fordel have skabt én om Bridgend.

Se også Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction]; Martha Marcy May Marlene (2011) [Cult Fiction]; Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides; Once Upon a Time ... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019 nr. 1]. 

*) John William Waterhouse (1849-1917) var en sen, men særdeles aktiv og produktiv eksponent for ideerne og idealerne i The Pre-Raphaelite Brotherhood. Han var yngre end de øvrige prærafaelitter, og en række af hans værker (Ophelia, Miranda m.fl.) står i skyggen af de mere markante fremstillinger, som John Everett Millais (1829-1896) havde givet motiverne. Ligesom Millais var Waterhouse en bedre tekniker end Dante Gabriel Rossetti (1828-1882) og William Holman Hunt (1827-1910), de store idébærere fra det oprindelige PRB (som var aktivt 1848-1855), og modsat William Morris (1834-1896), som også kom senere til, var han ikke interesseret i social helhedstænkning. Waterhouse begyndte som klassicist i den akademiske tradition fra Frederic Leighton (1830-1896) og delte den affinitet for seksuel subtekst, som man finder hos Lawrence Alma-Tadema (1836-1912), der for victorianerne repræsenterede en slags anerkendt eroticisme. Waterhouse fandt sin særlige niche, ikke i arthurianske og Shakespeare-inspirerede emner, som andre havde fortolket mere markant, men i personlige fortolkninger af episoder fra Odysseen og Æneiden. Hans billeder var blandt de mest populære, da det i 1970erne blev almindeligt at dække væggene med masseproducerede kunstplakater. Især Echo and Narcissus (1903) og Hylas and the Nymphs (1896) var alle vegne. Jeg ved ikke, om sidstnævnte var en erkendt reference for Jeppe Rønde og Magnus Nordenhof Jønck, da de formgav sekvensen i Bridgend, men at se den var næsten som at være i det billede.   

**) »Every night and every morn,/ Some to misery are born,/ Every morn and every night,/ Some are born to sweet delight./ Some are born to sweet delight, some are born to endless night.« Linjerne er nogle af de oftest citerede fra William Blake (1757-1827). De kunne stå som et af »The Proverbs of Hell« i The Marriage of Heaven and Hell (1790-93) men de stammer fra fragmentet »Auguries of Innocence«, som Blake skrev ned i 1803, men aldrig arbejdede videre med. Først da det såkaldte Pickering Manuskript blev offentliggjort i 1863, kom teksten på tryk. Det skete, da Alexander Gilchrist udgav Life of William Blake, "Pictor Ignotus", som er en af de første monografier om Blake. Bogen er i to bind, det første med biografisk tekst, det andet med Blakes egne arbejder. Jim Jarmusch citerer skriftstedet i Dead Man (1995), en metafysisk hippiewestern, der ligesom Bridgend undersøger, hvordan det kunne være »at krydse over«.  Agatha Christie citerede strofen og brugte Endless Night som titel på en sen (meta)krimi fra 1967. Mest kongenialt er linierne brugt af Jim Morrison, som vender og drejer dem flere gange i teksten til »End of the Night« fra The Doors (1967): »Take the highway to the end of night/ Take a journey to the bright midnight/ Realms of bliss, realms of light/ Some are born to sweet delight/ Some are born to endless night...«

Bridgend. Instr.: Jeppe Rønde. Manus: Jeppe Rønde, Torben Bech, Peter Asmussen. Foto: Magnus Nordenhof Jønck. 95 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 25.06.2015.

Fotos: Blenkov & Schønnemann Pictures/ Four Sons Pictures/ New Europe Film Sales/ DFI/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2015

Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005)

PACIFISTER MED VÅBEN
Idé og følelse blandes behændigt

Af BO GREEN JENSEN

DER ligger en pistol i butiksvinduet. Den har været der i årevis, og den er også blevet støvet, som alt andet i den slidte by, hvor enspænderen Dick Dandelion (Jamie Bell) vokser op.

   Om dagen er gaderne tomme, når de »rigtige mænd« er i minen. Clarabelle (Novella Nelson), familiens afroamerikanske barnepige, taler Dicks far fra at sende ham derned. I stedet bliver han en af de unge, som muligvis har livet for sig, men alligevel er tilovers. Sky og sær begynder Dick at arbejde for den panikslagne købmand. Tiden går uden at sætte sig spor.

   Alt det ændrer sig imidlertid, da pistolen finder sin plads i hans hånd. Fornemmelsen er forbløffende stærk. Egentlig er våben slet ikke Dick. I hvert fald har de aldrig sagt ham meget. Men på mærkelig vis får hans liv en slags midte, og en aften dukker Stevie (Mark Webber) fra købmandsbutikken uanmeldt op med sin særlige »Partner«, en Luger fra krigen i Nordafrika, der har fået kælenavnet Bad Steel.

   Så er de to til at læse om skudsår og avanceret ballistik. Begge unge mænd har fået faste blikke, da den fysisk udfordrede Huey (Chris Owen), hans lillebror Freddie (Michael Angarano) og generte Susan (Alison Pill) slutter sig til dem. De indretter sig i en mineskakt og bruger kun pistolerne dér. Det er Dick, som formulerer deres program. De skal forblive »pacifister med våben«. De kalder sig The Dandies, en hjemmestrikket outsiderbande, som hører gammel britisk rock og klæder sig som lapsede desperadoes.

DRENGENE retter sig helt op. Susans bryster vokser i takt med de unge mænds selvfølelse. I salonen hører de The Zombies, »She’s Not There» og »Time of the Season«. Hver især tager en affekteret, pseudo-britisk identitet. De er landevejsrøvere, som ikke praktiserer, Dick Turpin ganget med Billy the Kid. I én scene hvor alt balancerer, skiftes de til at danse for kameraet. Deres data skrives udførligt på lærredet.

   Men tilværelsen har sine årstider. For Dick sætter vinteren ind, da Sherif Krugsby (Bill Pullman) beder ham blive værge for den kriminelle Sebastian (Danso Gordon), der er barnebarn af hans drengeårs Clarabelle. Sebastian har prøvet at dræbe og føler slet ikke det samme for Dandiernes pagt. Susan synes om ham, for nu at gøre ondt meget værre, og det piner Dick at tabe terræn. Han regerer i princippet, men Sebastian har naturlig autoritet.

   Endelig udløses al mulig spænding, da Dandierne beslutter at demonstrere, hvad idealer betyder i praksis. Clarabella skal ikke sidde og blive ædt op af angst i sit køkken. De bevæbnede pacifister vil følge hende over pladsen, så hun kan drikke sin årlige kaffe med veninden. Hér går det galt, på den lille bys torv, som Dear Wendy kortlægger med samme pertentlige præcision, manuskriptforfatteren Lars von Trier lagde for dagen i sin egen Dogville.

DER er er da også lidt Dogville light over filmen, i det mindste et stykke af vejen. Imidlertid har Thomas Vinterberg forankret Triers abstrakte fabel i en konkret ung synsvinkels virkelighed, som på én gang føles frisk, realistisk og meget romantisk.

   På ryggen af tegneserier og neoheroiske westerns går de unge løver til angreb på verden, da våbenglæden med ét bliver alvor. Forløsningen er så voldsom og mytologisk realiseret, at Sergio Leone og Sam Peckinpah ville smile.

   Dear Wendy er mindre søgt end den lyder. Triers idé er måske ikke dyb, men den er skarp og ren og får lov at blive stående, mens Vinterberg iscenesætter de unge fredløses famlen.

   Således mødes erfaring og uskyld i en særpræget film, der både har moralsk vision, romantisk løft og gennemkomponerede billeder. Dear Wendy udgør en undtagelse i begge filmskaberes produktion. Man ved aldrig helt, hvor man har den.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Se også Thomas Vinterberg: Kollektivet (2016); Thomas Vinterberg: Kursk (2018); Thomas Vinterberg: Druk/Another Round (2020) [Oscars 2021]; To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015).

Dear Wendy. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 101 min. Danmark-Frankrig-Tyskland-UK 2005. Dansk premiere: 04.02.2005.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Nimbus Film/ Lucky Punch/ Heimatfilm/ Slot Machine/ TV2/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.02.2005

Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]

VARME OG SELVVÆRD

Fire piger bliver til unge kvinder

Af BO GREEN JENSEN

SÅ hvordan er det nu, at man bliver voksen? På dansk har vi aldrig fået et dækkende navn for coming-of-age genren, skildringen af de afgørende år, hvor individet passerer fra barndom til ungdom og videre, mens karakteren tager form. Vi har for den sags skyld aldrig fundet ud af, om pubertetshistorien henvender sig til børn eller voksne. Af samme grund er begge grupper tilbøjelige til at vælge den fra.

   Céline Sciammas Bande de filles er først og fremmest en solidarisk skildring af den 15-årige Mariemes verden. Den afrikansk-franske teenager fungerer som en mor for sine to yngre søstre i en familie, hvor storebror giver ordrer, og Mor konstant er på arbejde. Der er ingen far i sigte. Virkeligheden er bloklandet i les banlieues, de parisiske forstæder. Altså et ghettoliv af den slags, som man lever i mange europæiske satellitbyer.

MAN kan nok så meget være et nummer i statistikken, men for den enkelte er der intet sædvanligt over en opvækst. Det er dér, at det store livsdrama begynder, og for hver af os er der kun én vigtig film. Det spiller i og for sig ingen rolle, om man er rig eller fattig. Kun varme og selvværd er gangbar valuta.

   Marieme er blid med sine søstre og sød med den generte dreng, som hun gerne vil være kæreste med. Ellers er hun en tiger, der bider fra sig. Hun spiller american football og slås i skolegården. Da hun falder, bliver hun samlet op af tre piger, som anføres af den tjekkede Lady (Assa Sylla). Hvis hun gør sig fortjent til at være i klubben, får hun en halskæde med navnet Vic (for Victory) i.

PIGERNE pjækker, turer rundt og tager stoffer, afprøver alt, hvad der kan prøves af. Det er meget som i Catherine Hardwickes Thirteen (2003) eller Christian E Christiansens danske Råzone (2006). Modsat punktøserne i Lukas Moodyssons Vi er de bedste (2013) kan pigerne ikke selv skabe musikken. De må mime i blåt lys til Rihanna-sangen »Diamonds«.

   Der er dog en pris for at passe ind. Af og til dæmrer det også for Marieme, at bandelivet er en foreløbig ting og at der muligvis findes andre værdier. En ung mor kommer hen og hilser med sin baby på ryggen, da pigerne spiser junkfood. »Det var den fjerde fra før,« siger Lady.

   Marieme er altså med på et afbud. Måske bliver hun selv lagt tilbage i kurven, hvis der kommer en mere glamourøs kandidat.

BANDES de filles blev nomineret til årets Lux Prize – Europaparlamentets filmpris – sammen med Pawel Pawlikowskis Ida (2013) og den slovenske Klassefjenden. Det er den mest ordinære film af de tre, men Sciammas sikre beskæring af motivet er et væsentligt aktiv. Det samme er Karidja Touré i den krævende rolle som Marieme.

   Pigernes verden er skildret med absolut indlevelse. Sciamma taler ikke ned til aldersgruppen, og hun falder ikke for fristelsen til at praktisere social antropologi. Som filmskaber finpudser hun erfaringen fra Les pieuvres (2007, int. Water Lilies) og Tomboy (2011) og er således klar til at skabe de mesterlige, anelsesfulde kvindebilleder i Portrait de la jeune femme en feu (2019, da. Portræt af en kvinde i flammer) og Petite maman (2021).

 

KARIDJA Touré, Marietou Touré, Assa Sylla og Lindsay Karamoh var inddraget i den kreative proces og skabte karaktererne i samarbejde med Sciamma. Bande de filles er en ungdomsfilm med alt, hvad det indebærer. Det bliver anstrengende, når den ligner en blanding af musikvideo og reklamespot, men æstetikken er pigernes egen. De vil skinne som diamanter på himlen, og dét kan man ikke fortænke dem i.

Se også Céline Sciamma: Petite maman (2021); Céline Sciamma: Portræt af en kvinde i flammer (2019); Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020].

Se også The Hours (2002) [I anledning af Kvindernes internationale kampdag] og Suffragette (2015) [I anledning af Kvindernes internationale kampdag] fra IWD 2020 og 2021.

Girlhood (Bande de filles). Instr. og manus: Céline Sciamma. Foto: Crystel Fournier. 112 min. Frankrig 2014. Dansk premiere: 04.12.2014.

Fotos: Hold up Films/ Lilies Films/ Arte France Cinema/ CNC/ Canal+/ Reel Pictures/ CineMaterial/ Filmgrab

Filmen streanes på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.12.2014

Omkring Ukraine: Plemya/The Tribe (2014)

KROPPENE TALER

På en skole for døve i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

I MIN fjerne barndoms sort-hvide tv præsenterede Poul Malmkjær et program, der hed Natkassen. Han så publikum i øjnene og forklarede, hvorfor det var værd at lade apparatet stå tændt, når der om lidt var premiere på ugens bulgarske filmperle. Natkassen var et alternativ til biografernes standardvare. Mange slukkede af princip. Programmet havde færre seere end Landbrugsmagasinet med Poul Jørgensen. Man ville hellere høre en ko sige muh, end se på en arbejdsløs skosælger i Sofia.

   The Tribe har premiere i ni biografer, som sikkert får fornøjelse af den. Alligevel føler man sig som Poul Malmkjær, når man skal præsentere, hvad der lyder som en næsten kontrært utilgængelig film. The Tribe, der på ukrainsk hedder Plemya, foregår på en skole for døve i Kiev. Skuespillerne er amatører, »børn fra gaderne«, som kommunikerer på tegnsprog. Der er reallyd, men ingen stemningsforstærkende musik eller forklarende tekster. The Tribe er skabt af Myroslav Slaboshpytskiy, som først brugte stoffet i kortfilmen Deafness (2010). Han debuterer i det lange format.

FILMEN skildrer en virkelighed, som man kender og alligevel slet ikke kender. En verden, hvor lydsproget mangler. Til gengæld svirrer luften af tegn. Mainstreamfilm som Johnny Belinda (1957), The Miracle Worker (1962) og Children of a Lesser God (1986) har typisk været lyriske stykker, hvor døvheden syntes at indebære en uskyld og i øvrigt var gjort til et tema. I The Tribe taler kroppene voldsomt og hårdt.

   Her er døvheden et grundvilkår, som alle eleverne deler. Det har gjort dem til en stamme, som kun har kontakt med de hørendes verden, når de vil udnytte den. På skolen florerer en omfattende kriminalitet i form af røverier, afpresning, handel med stoffer og prostitution. Der er rivaliserende fraktioner, og hver har sin plads i hierarkiet. Systemet fungerer, fordi lærerne enten ser væk eller lukrerer på den forbudte forretning. Det minder om tilværelsen i et fængsel. I øvrigt har ingen ondt af nogen, hverken andre elever eller sig selv.

FORTÆLLINGENS sonde er Sergey (Gregoriy Fesenko), der i første scene ankommer med bussen og spørger om vej til skolen. Han arbejder sig op gennem hierarkiet ved at tage de fornødne konfrontationer. Han bliver alfons for pigerne Anna og Rosa, som hver aften betjener langturschaufførerne ved en café, der også fungerer som hælercentral. Sergey forelsker sig i Anna, som er smigret og gengælder varmen, hvis han betaler. Hun foretrækker dog en ældre elev, der kan skaffe et visum til Italien.

FILMEN er komponeret i brede indstillinger, som giver billederne et statisk frisepræg. Især bliver der skabt skulpturelle effekter i sexscenerne mellem Sergey og Anna. Røverierne afvikles i sindrigt tilrettelagte tracking shots. Man tænker på Robert Bressons strategi i Pickpocket, en anden film, som satte dialogen på standby.

   Lyden bliver en faktor i flere scener, hvor det spiller en rolle, at karaktererne ikke kan høre den diegetiske lyd. En alfons bliver mast af en bakkende lastbil. Anna får afbrudt sin graviditet i en hjerteskærende scene, der kan måle sig med aborten i 4 måneder, 3 uger, 2 dage. Hun hører ikke selv sine skrig. Publikum hører ikke andet.

PLEMYA blev kåret som bedste film i siderækken Semaine de la Critique på årets Cannes Festival. Alle beundrede eksperimentets kompromisløshed. Flere ville se det som en politisk allegori om situationen i Ukraine. Det giver ærligt talt ikke mening.

   Slutningen er kalkuleret brutal. Man kunne lave den samme film om dårligt stillede unge, som kan høre. Formalismen giver The Tribe et antropologisk præg, men bortset fra kortlægningen af hierarkier, er der ingen særlig indsigt at hente.

   Der er til gengæld ubønhørlighed og en uafviselig følelsesstyrke. Kroppene taler, og man forstår, hvad de siger. Det er som at se stumfilm. Man må afkode situationerne, som af samme grund bliver særligt interessante.

SLABOSHPYTSKYI ser noget rent i »den lydløse film«, som han længe har drømt om at hylde. Det er nok at gå for vidt, men vist bliver koncentrationen belønnet. The Tribe er et lærerigt laboratorieforsøg. Se selv efter, om det er sandt, hvad jeg siger.

Se også Omkring Ukraine: Mr. Jones/ Den sorte jord (2019); Politisk teater: State Funeral (2019); Ilja Khrzhanovskij fra 4 (2004) til DAU (2020) og Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn].

The Tribe (Plemya). Instr. & manus: Myroslav Slaboshpytskiy. Foto: Valentyn Vasyanovych. 130 min. Ukraine-Holland 2014. Dansk premiere: 30.10.2014.

Fotos: Ukranian State Film Agency/ Garmata Film/ Hubert Bals Fund of the Rotterdam Festival/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB/ YouTube (Drafthouse Films Original Trailer]

Filmen streames p.t. [juni 2025] ikke længere i DK - i Sverige på Blockbuster, CINEASTERNE, SF Anytime og Tele2Play | SF Anytime

2K Blu-ray fra Gryphon Entertainment (region B) 18.11.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 31.10.2014