Jeppe Rønde: Bridgend (2015) [Cult Fiction]

MØRKE RITUALER
Sandfærdig fiktion mellem livet og døden

Af BO GREEN JENSEN

BRIDGEND ligger i det sydlige Wales mellem Cardiff og Swansea. Byen har ca. 50.000 indbyggere. Den har bestemt kendt bedre dage. I sin tid lå Storbritanniens største ammunitionsfabrik, Arsenalet, i Bridgend. Omvendt er det ikke en nedlukket mineby. Der er intet, som forklarer, hvorfor 29 unge mennesker i alderen 13-17 år har taget deres liv i Bridgend Forest mellem 2007 og 2012.

   Dokumentaristen Jeppe Rønde blev interesseret i Bridgend-selvmordene, da han læste en artikel i en britisk avis. Dem har der været utallige af, for de unge døde taler til tidens tabloid-instinkt. Filmskaberen rejste til Bridgend for at få en fornemmelse af stedet. Denne researchform havde fungeret, da Rønde skabte Jerusalem, min elskede (2004) og den meget roste The Swenkas (2005), om zulu-mænd fra Johannesburg, som lever for at klæde sig fint på og danse lørdag aften.

   Han gik frejdigt ind som en åben outsider. Rønde kunne ikke forestillle sig, at der skulle gå 6-7 år af hans liv med at skildre de gådefulde og stadig ikke forklarede selvmord blandt unge i Bridgend.

FRUGTEN af anstrengelserne er en spillefilm, som bruger den konkrete baggrund, men lægger en fiktiv ramme om Bridgend. Måske for bedre at kunne fabulere, måske fordi englænderen John Michael Williams lavede en dokumentar om Bridgend i 2013. Er man interesseret i årsager, skal man se dokumentaren. Vil man have et bud på, hvad de unge føler, og hvad der muligvis driver den kultiske adfærd, er Røndes mørke drømmespil et fascinerende stemningsstykke.

HANDLINGEN er mest til pynt. Teenageren Sara (Hannah Murrray) og hendes far, Dave (Steven Wadddington), som er kriminalinspektør, flytter tilbage til Bridgend, fordi Dave skal prøve at komme til bunds i selvmordssagerne. De unge hænger sig i skoven, næsten altid på steder, hvor de bliver fundet af deres forældre. Det lykkes Dave at få adgang til et chatroom, hvor de unge hylder kammerater, der er krydset over. Så går efterforskningen i stå.

   Man fornemmer, at far og datter har deres egen historie. Dave indleder et forhold til en veninde fra gamle dage, mens Sara drages ind i den tribalistiske adfærd. Byens unge samles på steder, hvor en kammerat er fløjet væk. Man hælder vin på de interimistiske grave og råber den dødes navn op til himlen.

DER er stoffer, alkohol, gotisk musik og fester, som kulminerer i hærværk. Men det er der jo alle vegne. Også dødsromantik hører med til en ungdom og har gjort det siden Werthers dage. De unge læner sig ind i døden, som en lokal kriminalbetjent udtrykker det. Blot bliver fantasien sjældent gennemført. Så hvorfor i Bridgend?

   Røndes film giver ingen kategoriske svar og er ikke interesseret i prosaiske årsager. Snarere vil Bridgend skildre atmosfæren og undersøge de ritualer, som ungdommen deler i skoven. Det gør den på fængslende vis. Også derfor generer den klichebelagte rammehistorie, som ligner en ordinær tv-krimi.

SARA er sammen med en af de unge mænd, som næsten kvæler hende, før han tager sit liv. Så forelsker hun sig i hans ven, der faktisk overvejer Saras forslag om at flygte til normaliteten i Swansea, hvor det må være muligt at give lyset en chance. I Bridgend trækker mørket alt med sig ned.

   Bridgend er bedst på de steder, hvor Rønde vil skildre utydelige drømme. Han skaber smukke, mørkt funklende billeder sammen med fotografen Magnus Nordenhof Jønck, som kan tage den halve ære for Bridgend. Pigerne flyder i det sorte vand som hvide åkander og ligner nymfer på et maleri af John William Waterhouse.*

RØNDE bruger sit antropologiske blik til at skildre byens fælles ritualer. I skolen læser eleverne et digt, som besværgende fastslår, at døden ikke vil sejre, den »skal ikke have noget herredømme«. Mærkværdigvis krediterer Rønde ikke sin kilde. Det er Dylan Thomas' »And Death shall have no Dominion«, som lægger en helt ny vinkel på sagen. Måske de unge vinder over døden ved at vælge den?

   Da det store spørgsmål bliver, om Sara vil dø eller leve, sælger filmen alle sine aktier for et mytologisk slutbillede, der står lige så stærkt og uforklaret som sekvensen med hekse, der lukker Lars von Triers Antichrist. Der er i øvrigt ikke langt fra selvmordskulten i Forbrydelsens element til de unge, som leger med døden i Bridgend. Begge steder giver handlingen udmærket mening, hvis man har en bestemt alder og læser verden i et særligt lys.

»SOME are born to sweet delight/ Some are born to Endless Night,« skrev William Blake. Nogle fødes til frydefuld sødme, nogle fødes til Endeløs Nat. Og nogle ting kan ikke forklares med lyset i sproget, men man kan skildre dem i billeder.**

   Lige dét lykkes ret godt for Rønde i Bridgend. Desværre reducerer formen det hele til noget i retning af en opdateret The Wicker Man. Det er højbrynet horror og meget mørk art rock.

   De unge tager stadig deres liv i skoven, som Saras far forsøger at brænde. Som dokumentarist var Jeppe Rønde med til at grundlægge hybridfilmen. Han kunne med fordel have skabt én om Bridgend.

Se også Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction]; Martha Marcy May Marlene (2011) [Cult Fiction]; Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides; Once Upon a Time ... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019 nr. 1]. 

*) John William Waterhouse (1849-1917) var en sen, men særdeles aktiv og produktiv eksponent for ideerne og idealerne i The Pre-Raphaelite Brotherhood. Han var yngre end de øvrige prærafaelitter, og en række af hans værker (Ophelia, Miranda m.fl.) står i skyggen af de mere markante fremstillinger, som John Everett Millais (1829-1896) havde givet motiverne. Ligesom Millais var Waterhouse en bedre tekniker end Dante Gabriel Rossetti (1828-1882) og William Holman Hunt (1827-1910), de store idébærere fra det oprindelige PRB (som var aktivt 1848-1855), og modsat William Morris (1834-1896), som også kom senere til, var han ikke interesseret i social helhedstænkning. Waterhouse begyndte som klassicist i den akademiske tradition fra Frederic Leighton (1830-1896) og delte den affinitet for seksuel subtekst, som man finder hos Lawrence Alma-Tadema (1836-1912), der for victorianerne repræsenterede en slags anerkendt eroticisme. Waterhouse fandt sin særlige niche, ikke i arthurianske og Shakespeare-inspirerede emner, som andre havde fortolket mere markant, men i personlige fortolkninger af episoder fra Odysseen og Æneiden. Hans billeder var blandt de mest populære, da det i 1970erne blev almindeligt at dække væggene med masseproducerede kunstplakater. Især Echo and Narcissus (1903) og Hylas and the Nymphs (1896) var alle vegne. Jeg ved ikke, om sidstnævnte var en erkendt reference for Jeppe Rønde og Magnus Nordenhof Jønck, da de formgav sekvensen i Bridgend, men at se den var næsten som at være i det billede.   

**) »Every night and every morn,/ Some to misery are born,/ Every morn and every night,/ Some are born to sweet delight./ Some are born to sweet delight, some are born to endless night.« Linjerne er nogle af de oftest citerede fra William Blake (1757-1827). De kunne stå som et af »The Proverbs of Hell« i The Marriage of Heaven and Hell (1790-93) men de stammer fra fragmentet »Auguries of Innocence«, som Blake skrev ned i 1803, men aldrig arbejdede videre med. Først da det såkaldte Pickering Manuskript blev offentliggjort i 1863, kom teksten på tryk. Det skete, da Alexander Gilchrist udgav Life of William Blake, "Pictor Ignotus", som er en af de første monografier om Blake. Bogen er i to bind, det første med biografisk tekst, det andet med Blakes egne arbejder. Jim Jarmusch citerer skriftstedet i Dead Man (1995), en metafysisk hippiewestern, der ligesom Bridgend undersøger, hvordan det kunne være »at krydse over«.  Agatha Christie citerede strofen og brugte Endless Night som titel på en sen (meta)krimi fra 1967. Mest kongenialt er linierne brugt af Jim Morrison, som vender og drejer dem flere gange i teksten til »End of the Night« fra The Doors (1967): »Take the highway to the end of night/ Take a journey to the bright midnight/ Realms of bliss, realms of light/ Some are born to sweet delight/ Some are born to endless night...«

Bridgend. Instr.: Jeppe Rønde. Manus: Jeppe Rønde, Torben Bech, Peter Asmussen. Foto: Magnus Nordenhof Jønck. 95 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 25.06.2015.

Fotos: Blenkov & Schønnemann Pictures/ Four Sons Pictures/ New Europe Film Sales/ DFI/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2015

Genskabt: Digteren Dylan Thomas 1914-1953

FRA BAKKE TIL BAKKE SOM ØER AF SKOV
Dylan Thomas på dansk gennem tiden

Af BO GREEN JENSEN

DYLAN Thomas var kun 39 år, da han døde i New York i 1953. Den walisiske digter var da på højden af sin bane. For unge amerikanere var han et eksotisk ikon, en romantisk inspiration for beatdigterne. Det er en kendt sag, at sangskriveren Robert Zimmerman tog sit nye efternavn fra Dylan Thomas.

   Hans betydning var enorm. Man kan høre Dylan Thomas i danske stemmer fra Jørgen Gustava Brandt til F.P. Jac. Man kan i hvert fald genkende en særlig naturfølsom sensibilitet. Også Thomas kunne have valgt titler som Under vejr med mig selv og For vejret i mig selv.

   I de engelsktalende lande bliver han fortsat læst, og myten lever i bedste velgående. Der var film, teater, radio (den primære platform for Thomas) og en lille snestorm af nye udgivelser ved 100-året for hans fødsel i 2014. På andre sprog er han blevet en sag for specialister og unge kolleger.

   I Norden er han næsten forsvundet. Kritikken har skrevet sig hen til et sted, hvor den stort set ikke kan bruge eller forstå Dylan Thomas. Det bliver digtene ikke dårlige af. De afviser blot en formel analyse og er stærkest i kvaliteter, som videnskaben ikke agter p.t.

   Efter årtier med tavshed er der ny interesse. Så er Thomas ved at blive vigtig igen?

JON Høyer har samlet 24 tekster i En proces i hjertets vejr. Her er bl.a. de to korte digte, som fælleskulturen bliver ved at citere. Det er »And death shall have no dominion« (»Og døden bliver ikke herre«) fra 25 Poems (1936) og »Do not go gentle into that good night« (»Gå ikke fredeligt ind i den gode nat«) fra In Country Sleep (1952). Altså noget af det første og det sidste. For Thomas var dødsforagt altid et tema.

   De fleste af hans digte var længere og sværere. På dansk har man derfor haft nok i de hverdagsmagiske noveller, som (med et nik til James Joyce) er samlet i Portrait of the Artist as a Young Dog (1940), og radiospillet Under Milk Wood (1953), som Thomas skrev til BBC. Her er digt, sang, prosa og drama forenet. Et sted og dets mennesker bliver manet frem.

   Værket findes også i film- og sceneversioner. Det var i mange år 1956-gendigtningen ved Jørgen Nash (Forår Milkwood eller Forår i Milk Wood), der stod som standardudgaven. DR har brugt den igen og igen. Teksten fik en tiltrængt overhaling i 2010, da Karsten Sand Iversen nyoversatte. Under Mælkeskoven – et spil for stemmer udkom på forlaget Vandkunsten.

   Portræt af kunstneren som hvalp blev oversat af Jørgen Andersen i 1955. Andersen redigerede også Rejsen tilbage: Prosastykker i udvalg (1964). Erik Thygesen oversatte tre tekster fra Adventures in the Skin Trade (1955) til Hasselbalchs Kultur-Bibliotek. Bind 241 i Jacob Paludans navnkundige serie hedder En pelshandlers eventyr.

GENDIGTNINGEN gik i stå efterhånden, som Thomas blev umoderne i Danmark. Jeg ledte i årevis efter en god version af den stemningsfulde erindringstekst om »A Child’s Christmas in Wales« (1952). Min egen kærlighed til Thomas begyndte i mødet med hans landsmand, John Cales, sang af samme navn fra albummet Paris 1919 (1973). Cale har også komponeret symfoniske versioner af »Lie Still, Sleep Becalmed« og »Do not go gentle«, som indgår på albummet Words for the Dying (1989).

   »Et barns jul i Wales« blev endelig oversat i 2014. Ib Johansen tog livtag med teksten i udvalget Kort over kærligheden, som Det Poetiske Bureau udgav. Også 15 digte fik et skud. Det er i vid udstrækning de samme tekster, som Høyer inddrager: »Fern Hill«, prologen til Samlede digte (1952) osv.

   Hos Johansen står digtene lidt mindre mejslet. »Do not go gentle into that good night« bliver til »Gå ikke ydmygt ind ad nattens dør«. Men stedvis brænder en vildere ild, der kan måle sig med raseriet hos Thomas. »I den hvide kæmpes lår« – som Høyer springer over – er en sanselig, næsten vulkanisk bedrift. Begge udvalg skaber en ny sammenhæng.

EN proces i hjertets vejr er en mesterlig gendigtning. Det er værd at fæste sig ved Høyers undertitel: »Udvalgte digte på danske vers«. For dét er om noget bedriften: at samlingen fremstår så færdig og dansk. Rimene er der, og hvert vers skanderer. Er læseren i tvivl, kan hun/han selv se, hvad Thomas skrev. Originalteksten er reproduceret.

   Høyer går frem kronologisk. Forlægget er John Goodbys udgave af The Collected Poems, som udkom til 100-året. Men Høyer plukker og skærer så tæt, at den viltre bog bliver en slank, biografisk sekvens. Der er fokus på de fødselsdagsdigte, hvor Thomas selv førte regnskab. Ellers er det (næsten) altid vejret og det walisiske landskab, der smelter sammen i mytologisk erindring. Få steder mere fuldendt end i digtet om drengen på gården Fern Hill (fra Dødsfald og indgange, 1946):

Og da jeg var grøn og sorgløs, berømt imellem laderne

om den lykkelige gårdsplads, for gården var mit hjem, fyldt med sang

under solen, som kun er ung en enkelt gang,

lod tiden mig lege og være

 gylden, med den barmhjertighed, der er hans,

 og grøn og gylden var jeg jæger og hyrde, kalvene

 sang til mit horn, rævene på bakkerne glammede klart og koldt,

 og sabattens klokkeslag lød

 langsomt i de hellige strømmes småsten. 

(And as I was green and carefree, famous among the barns/ About the happy yard and singing as the farm was home,/ In the sun that is young once only,/ Time let me play and be/ Golden in the mercy of his means,/ And green and golden I was huntsman and herdsman, the calves/ Sang to my horn, the foxes on the hills barked clear and cold,/ And the sabbath rang slowly/ In the pebbles of the holy streams.) 

Der er seks majestætiske strofer. Manden ser tilbage på drengen fra »det første roterende sted«. Han er der ikke mere. Det er derfor, at solen »kun er ung en enkelt gang«. Facit er en frydefuld bittersødme, der for Thomas bliver til fin årgangsvin. Han serverer den for os igen og igen.

DER er en vedtagen visdom, som siger, at Thomas var bedst i begyndelsen og blev stadig mere afhængig af tricks, efterhånden som alkoholen tog over. Han skabte sine egne bløde systemer og kom videre ved at tænde for en billedmaskine, der spyttede sang, symbioser og synæstesier med stadig mindre selvkritisk sans.

   Det er en lidt for flot fordom. Ja, der er skarpere kanter og en anden slags renfærdighed i det første. Og den lange syntaks i det sidste kan nu og da gå i byzantinsk selvsving: »Fire elementer og fem/ sanser og mennesket en forelsket ånd,/ der snor sig gennem denne sammenspundne slim/ til sit glorie-klokke-kølige kongeriges komme.«

   Alligevel er der altid en klang og et billede, som hænger sammen:

   »Vi rider ud alene, og så, herhen,/ under Wales’ stjerner på stribe,/ råb, fra mængder af arker! Over/ vanddækkede lande/ flyder de fra bakke til bakke som øer af skov/ bemandet med al deres kærlighed her.«

TIL slut har Høyer fuldt fortjent den instruktive note, som forklarer metoden i Thomas’ prolog: »Første linje slutter på samme måde som sidste og anden linje som næstsidste og tredje linje som tredjesidste, hvorefter rimene tager over fra hver sin ende, så fjerde linje rimer på fjerdesidste og så videre indadtil, indtil rimene mødes på midten.«

   Det gør de virkelig. Strukturen er fantastisk kunstfærdig. Vi indser for alvor, hvor svært det har været. Herefter gør Høyer sin helt til en bror: »Alt dette ser og hører jeg som et udtryk for forfatterens ønske om at holde sine håndflader tæt og gennemtrængende om alle sine digte, sammenfattet i prologen her, inden han rækker dem videre til os andre.«

   Oversætteren gør jo det samme. Han lukker bogen varsomt og rækker den til os i tillid. Så kærlig en gestus er virkelig en gave. Det store arbejde er endelig gjort.

Jon Høyer (f. 1942) modtog Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2022. Jeg havde fornøjelsen af at tale ved receptionen i Dansk Forfatterforening. Høyer fik prisen for sit samlede virke, der omfatter Goethes Faust, Derek Walcotts Omeros og gamle og nye tekster fra islandsk. 

*) »Through throats where many rivers meet, the curlews cry,/ Under the conceiving moon, on the high chalk hill,/ And there this night I walk in the white giant’s thigh/ Where barren as boulders women lie longing still/ To labour and love though they lay down long ago.// Through throats where many rivers meet, the women pray,/ Pleading in the waded bay for the seed to flow/ Though the names on their weed grown stones are rained away,// And alone in the night’s eternal, curving act/ They yearn with tongues of curlews for the unconceived/ And immemorial sons of the cudgelling, hacked/ Hill...«

   »In the White Giant’s Thigh« er slet ikke mystisk. Digteren går på kalkbakken ved Cerne Abbas i Dorset, hvor en kæmpemæssig kridtfigur er skåret i jorden. Det britiske landskab er fuldt af kridtfigurer. Bedst kendt er The Long Man of Wilmington på Windover Hill i East Sussex og de hvide heste ved Uffington i Oxfordshire og Hindover Hill i South Downs.

   Der er mange bud på, hvem der skar figurerne, hvornår og hvorfor. Kun fugle og flypassagerer kan se dem. Man må tro, de blev tegnet for gudernes skyld. Flere har vist sig at være af nyere dato, men Cerne Abbas-figuren er forhistorisk. Den rejste fallos vidner om et fertilitetsritual. Derfor kommer de barnløse kvinder til skrænten for at ligge »i den hvide kæmpes lår«. I Ib Johansens version lyder digtets begyndelse:

   »Spover skriger gennem svælg, hvor mange floder sammen når/ Under den drægtige måne, på den høje kridthøj,/ Og denne nat går jeg dér i den hvide kæmpes lår,/ Hvor kvinder, golde som kampesten på deres strøg// Længes efter at føde og elske, skønt lagt ned i fordums tid.// Gennem svælg, hvor mange floder sammen når, be’r de kvinder,/ Bønfalder i bugtens vadesteder om at sæd vil flyve hid./ Skønt navne i regnen på ukrudt-tilgroede sten forsvinder,// Og alene hér i nattens evige, krummede akt/ Længes de med spove-tunger efter sønner aldrig undfanget,/ Fra Arilds tid på den knippel-svingende højt sammenbragt/ Under hakker.«

   Luftfotoet er fra Times Literary Supplement, hvor digtet blev trykt første gang i 1951.

Dylan Thomas: En proces i hjertets vejr. Udvalgte digte på danske vers ved Jon Høyer. Tosproget udgave. 142 s. Forlaget Multivers.

Dylan Thomas: Kort over kærligheden. Efterfulgt af Et barns jul i Wales & Udvalgte digte. Oversat fra engelsk af Ib Johansen. 70 s. Det Poetiske Bureau/ Bureauets lommebibliotek, 2014.

Fotos: National Portrait Gallery (Gordon Stuart Portrait 1953; Dylan Thomas at BBC by John Gay, 1948; Rollie McKenna photographs 1953 [Rosalie Thorne McKenna Foundation - courtesy of Center for Creative Photography, University of Arizona Foundation])/ National Museum Wales (Alfred Janes Portrait 1934, Augustus John Portrait 1937-38), Forlaget Multivers (omslagsdesign Christine Lind)/ Det Poetiske Bureau (omslagsdesign Mikkel Pape)/ Facsimile Dust Jackets LLC/ Ace Books 1957 (DT in America paperback cover). 

Teksten stod i Weekendavisen Bøger 03.05.2019

Omkring Ukraine: Mr. Jones/ Den sorte jord (2019)

EN MERE UDBREDT DØDELIGHED

Kammerat Stalin og hungersnøden i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

HOLODOMOR er navnet for hungersnøden, som ødelagde Ukraine i 1932-33. Katastrofen var menneskeskabt. Skønt høsten slog fejl, insisterede den sovjetrussiske administration på at sende afgrøderne til Moskva. Vinteren var begge år historisk lang og bitter. Det er uklart, hvor mange liv, der gik til. Man regner som minimum med et sted mellem to og fem millioner.

   Den statspåførte hungersnød har siden 2006 været betragtet som et folkemord, skønt ikke i Rusland, Hviderusland og Georgien. Josef Stalin kom fra Georgien. Tvangskollektiviseringen af Ukraine var et led i femårsplanen, som skulle imponere udlandet. Hungersnøden var Stalins personlige hævn over kulakkerne, de selvstændige bønder, som nægtede at makke ret.

   Det kan bemærkes, at Holodomor har slående ligheder med den britiske håndtering af hungersnøden i 1840ernes Irland. Men det var muligt for irerne at emigrere. De ukrainske bønder blev dræbt eller sendt i lejre. Kannibalisme og statskommunisme indgik en obskøn alliance. Vesten rørte ikke en finger og ville nødigt høre om folkemordet.

AGNIESZKA Hollands film om waliseren Gareth Jones (1905-1935), der som den første journalist rapporterede om hungersnøden, begynder et helt andet sted.

   Det sker på ganske forvirrende vis. I vinteren 1943 er George Orwell ved at skrive den politiske fabel, som to år senere bliver trykt med titlen Animal Farm (da. Kammerat Napoleon). Det er den lille bog med maksimerne, som konstant bliver ændret og rettet til. »Alle dyr er lige – men nogle dyr er mere lige end andre.« Forfatterens egen undertitel var »A Fairy Tale« – et eventyr.

   Orwells satiriske angreb var lige så upopulært, som Gareth Jones’ afsløringer havde været. Derfor tænker forfatteren på »Mr. Jones« og reflekterer over fænomener som sandhed, mod, integritet og propaganda – hvad vi nu kalder fake news. Jones blev miskrediteret og beskyldt for at lyve. Han blev dræbt dagen, før han fyldte tredive år. Orwell kender hele historien. Som filmen fremstiller det, er det ham, der fortæller om Mr. Jones.*

GARETH Jones havde flair for at finde nyheder. Vi træffer ham første gang, da han i februar 1933 flyver fra Frankfurt sammen med den nyudnævnte tyske rigskansler, Adolf Hitler.

   Jones fornemmer følelseskulden i Hitler og tænker, at den kunne ændre historien. Da han når hjem til ministeriet i London og fortæller embedsmændene om sin tur, bliver han overhørt og latterliggjort. Alle ved jo, at nazisterne er nyttige idioter, som gør magthavernes arbejde uden beregning.

   Det lykkes Jones at sikre sig et interview med Josef Stalin. Mødet finder aldrig sted, men derfor kommer han til Moskva i marts 1933. Han bliver holdt hen og ført bag lyset, både af diplomater og journalister. Al kommunikation går via Walter Duranty (Peter Sarsgaard) fra The New York Times. Duranty bestyrer pressekontoret og regerer som en konge i den internationale koloni.

BLANDT filmens sætstykker er Durantys dekadente fester, som minder mere om Weimar-tidens Berlin end Kreml under statskommunismen. Her møder Gareth kollegaen Ada Brooks (Vanessa Kirby), der ser på tingene ligesom han.

   Det lykkes ved løgne og list at besnære Maksim Litvinov (Krzysztof Pieczyéski), som også i virkeligheden var Kommissær for Udenlandske Anliggender. Ministeren ledsager Gareth på en rejse til kornkammeret i Ukraine. Journalisten har en klar plan om at undersøge sagen selv. Det gør han i en elegisk sekvens, som udgør filmens tyngdepunkt.

   Uanset den historiske flimren, er det hér, at Den sorte jord har sit hjerte. Agnieszka Holland (f. 1948) har lavet mange og meget forskellige film – også nogle stykker, som er »bedre« og stikker dybere end periodekoloritten i Mr. Jones – men med skildringen af Holodomor har hun skabt sine stærkeste scener.

   Lydene forstummer. Verden forsvinder i sne og bliver sort-hvid, mens Jones snubler gennem landskabet. Han tager tingene ind. Han fotograferer og dokumenterer. Kun ét sted får børnene mad. Det er, fordi de spiser hinanden.

DA Jones kommer hjem, bliver han afvist som løgner og sensationalist. Det lykkes ham kun at få teksterne trykt, fordi han ved, hvor bladkongen William Randolph Hearst – modellen for Charles Foster Kane i Orson Welles’ Citizen Kane (1941, da. Den store mand) – spiller golf. I New York Times går Walter Duranty ud med et kategorisk dementi.

   Han gjorde det samme i virkeligheden. »Der er ingen hungersnød,« skrev Duranty, »blot en mere udbredt dødelighed som følge af fejlernæring«. Skylden blev lagt på de udsatte bønder. Det var sandt nok eufemismer som »en mere udbredt dødelighed«, der gav Orwell ideen til Kammerat Napoleon og »nysproget« Newspeak i 1984.

   Den sorte jord er en episk produktion, som tager lige megen farve efter David Lean, Andrej Tarkovskij og Hollands landsmand, Andrzej Wajda. Egentlig var der flere rejser, flere artikler og mere indviklede forhold. Men Hollands film – som bygger på et vidtfavnende manuskript af Andrea Chapula – har fat i en kerne af sandhed.

DER er stof til en hel miniserie i Den sorte jord. Måske var tv-formatet bedre egnet, for filmen har haft en svær skæbne. Jeg så den første gang i 2019 på Berlinalen, hvor Agnieszka Holland som regel får sine film præsenteret. Fordi mange klagede over kaos og længde, blev filmen skåret ned fra to timer og tyve minutter til et smertepunkt på 118 minutter. Det er den ikke blevet bedre af – bare hurtigere set og mere rapsodisk.

   Man kunne med fordel have fjernet Orwell-forsiringen. Men den skal vel lokke udlandet til, på samme måde som de socialistiske paroler skulle vinde Europa og USA for Sagen. Som Gareth Jones har James Norton en distraherende fysisk lighed med Weekendavisens chefredaktør. Norton er en forbløffende spiller. Man kunne senest se ham som huslærer i Greta Gerwigs Little Women (2019).

DET er næppe nødvendigt at betone aktualiteten i temaer som journalistisk integritet, falske nyheder og statskontrolleret information. Det er en film til alle tider, hvor humanitet og despoti konkurrerer. Og en uafrystelig skildring af det stalinistiske folkemord. Jeg besøgte selv Kyiv i 2015. Her hader man stadig russiske navne og Kremls version af historien. Ukraine glemmer aldrig Holodomor.

Se også Politisk teater: State Funeral (2019) og Armando Iannucci: The Death of Stalin (2017).

*) Gareth Jones blev født i Barry i Glamorgan. Han gik på skolen, hvor hans far var rektor og fik tidligt et forhold til russisk kultur. Hans mor havde arbejdet i Ukraine som huslærer for stålmagnaten Arthur Hughes. Hughes grundlagde minebyen Hughesovka, som i dag er blevet til Donetsk, den femte største by i Ukraine og en del af Donbass-regionen. I 1930erne hed byen Stalino.

   Jones studerede på University College of Wales i Aberystwyth og var på studieophold i Strasbourg. Han talte seks sprog flydende. Jones underviste på Trinity College i Cambridge, da han blev kontaktet af Lloyd George, den forhenværende britiske premierminister, og ansat som udenrigspolitisk rådgiver. Samtidig skrev han til flere aviser.

   I 1933 var han i Tyskland og skrev om nazisternes magtovertagelse. Han fløj fra Leipzig til Frankfurt sammen med den nyudnævnte rigskansler, Adolf Hitler, som det er beskrevet i filmen, og skrev om det til avisen Western Mail. 

   Jones besøgte Sovjetunionen tre gange. I 1930 og 31 skrev han anonyme reportager i The Times. I marts 1933 var han alene i Ukraine. Denne gang skrev han med byline. Artiklerne blev trykt i The Guardian og The New York Evening Post.

   Jones døde på en reportagerejse i Mongoliet. Han blev måske dræbt af kinesiske renegater, måske af russiske efterretningsfolk. Der er monumenter til hans minde i Aberystwyth, den walisiske universitetsby; ved Holodomor Museet i Kiev; i Chicago, Washington D.C. og Toronto. Canada var det første land, som anerkendte Holodomor som et folkemord.

   Jones’ artikler er samlet i bogform. Se i øvrigt websitet garethjones.org. Den walisiske journalist Ray Gamache har skrevet Gareth Jones: Witness to the Holodomor (2018) og Gareth Jones: On Assignment in Nazi Germany 1933-34 (2021). Margaret Siriol Colley (Jones’ niece) skrev i 2005 biografien More than a Grain of Truth. Den blev revideret i 2020. Martin Shipton har skrevet biografien: Mr. Jones – The Man who Knew Too Much: The Life and Death of Gareth Jones (Welsh Academic Press, 2021). 

   New York Times-korrespondenten Walter Duranty (1884-1957) miskrediterede Jones til det sidste. S.J. Taylor har skrevet biografien Stalin’s Apologist: Walter Duranty – The New York Times’ Man in Moscow (2020). I 1932 modtog Duranty Pulitzer Prisen for sine artikler. I 1990erne, da Gareth Jones blev anerkendt og rehabiliteret, forsøgte ukrainske og amerikanske journalister at få prisen tilbagekaldt. En officiel anmodning blev afslået i 2003.

Den sorte jord (Mr. Jones). Instr.: Agnieszka Holland. Manus: Andrea Chalupa. Foto: Tomasz Naumiuk. 118 (141) min. UK-Polen-Ukraine 2019. Dansk premiere: 22.10.2020.

Fotos: Film Produkcja [Robert Palka]/ WestEnd Films/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Holodomor Museum 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.10.2020