Jeppe Rønde: Bridgend (2015) [Cult Fiction]

MØRKE RITUALER
Sandfærdig fiktion mellem livet og døden

Af BO GREEN JENSEN

BRIDGEND ligger i det sydlige Wales mellem Cardiff og Swansea. Byen har ca. 50.000 indbyggere. Den har bestemt kendt bedre dage. I sin tid lå Storbritanniens største ammunitionsfabrik, Arsenalet, i Bridgend. Omvendt er det ikke en nedlukket mineby. Der er intet, som forklarer, hvorfor 29 unge mennesker i alderen 13-17 år har taget deres liv i Bridgend Forest mellem 2007 og 2012.

   Dokumentaristen Jeppe Rønde blev interesseret i Bridgend-selvmordene, da han læste en artikel i en britisk avis. Dem har der været utallige af, for de unge døde taler til tidens tabloid-instinkt. Filmskaberen rejste til Bridgend for at få en fornemmelse af stedet. Denne researchform havde fungeret, da Rønde skabte Jerusalem, min elskede (2004) og den meget roste The Swenkas (2005), om zulu-mænd fra Johannesburg, som lever for at klæde sig fint på og danse lørdag aften.

   Han gik frejdigt ind som en åben outsider. Rønde kunne ikke forestillle sig, at der skulle gå 6-7 år af hans liv med at skildre de gådefulde og stadig ikke forklarede selvmord blandt unge i Bridgend.

FRUGTEN af anstrengelserne er en spillefilm, som bruger den konkrete baggrund, men lægger en fiktiv ramme om Bridgend. Måske for bedre at kunne fabulere, måske fordi englænderen John Michael Williams lavede en dokumentar om Bridgend i 2013. Er man interesseret i årsager, skal man se dokumentaren. Vil man have et bud på, hvad de unge føler, og hvad der muligvis driver den kultiske adfærd, er Røndes mørke drømmespil et fascinerende stemningsstykke.

HANDLINGEN er mest til pynt. Teenageren Sara (Hannah Murrray) og hendes far, Dave (Steven Wadddington), som er kriminalinspektør, flytter tilbage til Bridgend, fordi Dave skal prøve at komme til bunds i selvmordssagerne. De unge hænger sig i skoven, næsten altid på steder, hvor de bliver fundet af deres forældre. Det lykkes Dave at få adgang til et chatroom, hvor de unge hylder kammerater, der er krydset over. Så går efterforskningen i stå.

   Man fornemmer, at far og datter har deres egen historie. Dave indleder et forhold til en veninde fra gamle dage, mens Sara drages ind i den tribalistiske adfærd. Byens unge samles på steder, hvor en kammerat er fløjet væk. Man hælder vin på de interimistiske grave og råber den dødes navn op til himlen.

DER er stoffer, alkohol, gotisk musik og fester, som kulminerer i hærværk. Men det er der jo alle vegne. Også dødsromantik hører med til en ungdom og har gjort det siden Werthers dage. De unge læner sig ind i døden, som en lokal kriminalbetjent udtrykker det. Blot bliver fantasien sjældent gennemført. Så hvorfor i Bridgend?

   Røndes film giver ingen kategoriske svar og er ikke interesseret i prosaiske årsager. Snarere vil Bridgend skildre atmosfæren og undersøge de ritualer, som ungdommen deler i skoven. Det gør den på fængslende vis. Også derfor generer den klichebelagte rammehistorie, som ligner en ordinær tv-krimi.

SARA er sammen med en af de unge mænd, som næsten kvæler hende, før han tager sit liv. Så forelsker hun sig i hans ven, der faktisk overvejer Saras forslag om at flygte til normaliteten i Swansea, hvor det må være muligt at give lyset en chance. I Bridgend trækker mørket alt med sig ned.

   Bridgend er bedst på de steder, hvor Rønde vil skildre utydelige drømme. Han skaber smukke, mørkt funklende billeder sammen med fotografen Magnus Nordenhof Jønck, som kan tage den halve ære for Bridgend. Pigerne flyder i det sorte vand som hvide åkander og ligner nymfer på et maleri af John William Waterhouse.*

RØNDE bruger sit antropologiske blik til at skildre byens fælles ritualer. I skolen læser eleverne et digt, som besværgende fastslår, at døden ikke vil sejre, den »skal ikke have noget herredømme«. Mærkværdigvis krediterer Rønde ikke sin kilde. Det er Dylan Thomas' »And Death shall have no Dominion«, som lægger en helt ny vinkel på sagen. Måske de unge vinder over døden ved at vælge den?

   Da det store spørgsmål bliver, om Sara vil dø eller leve, sælger filmen alle sine aktier for et mytologisk slutbillede, der står lige så stærkt og uforklaret som sekvensen med hekse, der lukker Lars von Triers Antichrist. Der er i øvrigt ikke langt fra selvmordskulten i Forbrydelsens element til de unge, som leger med døden i Bridgend. Begge steder giver handlingen udmærket mening, hvis man har en bestemt alder og læser verden i et særligt lys.

»SOME are born to sweet delight/ Some are born to Endless Night,« skrev William Blake. Nogle fødes til frydefuld sødme, nogle fødes til Endeløs Nat. Og nogle ting kan ikke forklares med lyset i sproget, men man kan skildre dem i billeder.**

   Lige dét lykkes ret godt for Rønde i Bridgend. Desværre reducerer formen det hele til noget i retning af en opdateret The Wicker Man. Det er højbrynet horror og meget mørk art rock.

   De unge tager stadig deres liv i skoven, som Saras far forsøger at brænde. Som dokumentarist var Jeppe Rønde med til at grundlægge hybridfilmen. Han kunne med fordel have skabt én om Bridgend.

Se også Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction]; Martha Marcy May Marlene (2011) [Cult Fiction]; Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides; Once Upon a Time ... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019 nr. 1]. 

*) John William Waterhouse (1849-1917) var en sen, men særdeles aktiv og produktiv eksponent for ideerne og idealerne i The Pre-Raphaelite Brotherhood. Han var yngre end de øvrige prærafaelitter, og en række af hans værker (Ophelia, Miranda m.fl.) står i skyggen af de mere markante fremstillinger, som John Everett Millais (1829-1896) havde givet motiverne. Ligesom Millais var Waterhouse en bedre tekniker end Dante Gabriel Rossetti (1828-1882) og William Holman Hunt (1827-1910), de store idébærere fra det oprindelige PRB (som var aktivt 1848-1855), og modsat William Morris (1834-1896), som også kom senere til, var han ikke interesseret i social helhedstænkning. Waterhouse begyndte som klassicist i den akademiske tradition fra Frederic Leighton (1830-1896) og delte den affinitet for seksuel subtekst, som man finder hos Lawrence Alma-Tadema (1836-1912), der for victorianerne repræsenterede en slags anerkendt eroticisme. Waterhouse fandt sin særlige niche, ikke i arthurianske og Shakespeare-inspirerede emner, som andre havde fortolket mere markant, men i personlige fortolkninger af episoder fra Odysseen og Æneiden. Hans billeder var blandt de mest populære, da det i 1970erne blev almindeligt at dække væggene med masseproducerede kunstplakater. Især Echo and Narcissus (1903) og Hylas and the Nymphs (1896) var alle vegne. Jeg ved ikke, om sidstnævnte var en erkendt reference for Jeppe Rønde og Magnus Nordenhof Jønck, da de formgav sekvensen i Bridgend, men at se den var næsten som at være i det billede.   

**) »Every night and every morn,/ Some to misery are born,/ Every morn and every night,/ Some are born to sweet delight./ Some are born to sweet delight, some are born to endless night.« Linjerne er nogle af de oftest citerede fra William Blake (1757-1827). De kunne stå som et af »The Proverbs of Hell« i The Marriage of Heaven and Hell (1790-93) men de stammer fra fragmentet »Auguries of Innocence«, som Blake skrev ned i 1803, men aldrig arbejdede videre med. Først da det såkaldte Pickering Manuskript blev offentliggjort i 1863, kom teksten på tryk. Det skete, da Alexander Gilchrist udgav Life of William Blake, "Pictor Ignotus", som er en af de første monografier om Blake. Bogen er i to bind, det første med biografisk tekst, det andet med Blakes egne arbejder. Jim Jarmusch citerer skriftstedet i Dead Man (1995), en metafysisk hippiewestern, der ligesom Bridgend undersøger, hvordan det kunne være »at krydse over«.  Agatha Christie citerede strofen og brugte Endless Night som titel på en sen (meta)krimi fra 1967. Mest kongenialt er linierne brugt af Jim Morrison, som vender og drejer dem flere gange i teksten til »End of the Night« fra The Doors (1967): »Take the highway to the end of night/ Take a journey to the bright midnight/ Realms of bliss, realms of light/ Some are born to sweet delight/ Some are born to endless night...«

Bridgend. Instr.: Jeppe Rønde. Manus: Jeppe Rønde, Torben Bech, Peter Asmussen. Foto: Magnus Nordenhof Jønck. 95 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 25.06.2015.

Fotos: Blenkov & Schønnemann Pictures/ Four Sons Pictures/ New Europe Film Sales/ DFI/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2015

Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction]

HELLIG RØG

Kultbevidsthed og kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

MAN stiller særlige krav til en ny film af Jane Campion (f. 1954). Det gælder nu – i 2021, hvor The Power of the Dog, en episk anlagt western, får premiere – som i 1999, da Holy Smoke! var instruktørens første samtidsfilm efter to pristine historiske stykker.

   Den newzealandsk fødte filmskaber, som stadig bor og arbejder i Australien, markerede allerede med Sweetie (1989), at hun ville noget særligt og tog sit håndværk lige så alvorligt, som det snart efter fremstod i An Angel at My Table (1990), Campions indfølte filmatisering af Janet Frames erindringsbøger, der blev hendes internationale gennembrud.

   Alle Campions arbejder er radikale forsøg på at analysere og meditere over magtforholdet mellem kønnene. Det gælder uanset, om hun gransker Holly Hunters tavshed i The Piano (1993) eller konfronterer Nicole Kidman med essensen af skræmmende hvidhed i Henry James-filmatiseringen The Portrait of a Lady (1996, da. Portræt af en kvinde). Hos Campion bliver der ikke genfortalt. Her får selve kønnet stemme og taler.

CAMPIONS film ligner ikke andre politisk funderede arbejder af feministiske instruktører. For det første falder hun sjældent for fristelsen til at docere og moralisere. For det andet udtrykker hun sig konsekvent i visuelle metaforer og synes ude af stand til at skabe billeder, der ikke forfører øjet og får sanserne til at begære. Ofte virker det, som siges under billederne, at være klogere og skarpere end de replikker som karaktererne udveksler foran kameraet.

   Efter den tilsigtede klaustrofobi i Portræt af en kvinde vender Campion i Holy Smoke! tilbage i fabulerende og frapperende form. Det gør hun på triumferende vis, skønt flere psykologiske stereotypier er påfaldende karikerede.

   Hun har skrevet manuskriptet sammen med søsteren Anne, og parret har moret sig med at sætte alle komiske sejl til i skildringen af gennemsnitsfamilien, som ikke har fantasi til at forestille sig andre måder at leve på end den surrealistiske småborgerlighed, de selv praktiserer og kalder en tilværelse. Alligevel er især mændene i den australske familie svære at tage alvorligt i længden.

PÅ en rejse i Indien bliver Ruth (Kate Winslet) ramt i sit inderste væsen af guruen Chidaatma Baba, som fordrer betingelsesløs kærlighed. I en af filmens korte drømmesekvenser, fantastiske indstik der imiterer den polerede stil fra hinduistiske helgenbilleder, træder et tredje øje frem i hendes pande. Det stråler og drejer. Vi ser, at det ser.

   Ruth bliver i Indien. Veninden tager hjem og fortæller hendes familie om sekten, der tog deres datter. Moderen tager til Indien og lokker datteren hjem, hvor den amerikanske »exiting expert« PJ Waters (Harvey Keitel) skal »afkode« Ruths bevidsthed.

FILMENS hjerte ligger i den australske ørken, hvor Ruth og Waters tilbringer tre intense døgn i en hytte, mens nuancerne i deres forhold til stadighed skifter væsen. Eksorcisten må erkende, at kvinden på 19 år er hans jævnbyrdige, og at rutinen ikke hjælper ham hér.

   Ruths svigerinde kaster sig i grams for amerikaneren, der ved ankomsten er en tilknappet type i cowboystøvler og pressede jeans. Megen situationskomik afvikles, men i centrum sidder en magisk scene, hvor den nøgne Winslet på én gang bryder sammen og retter sin seksualitet mod Keitel som et våben.

   Fra da af behersker hun situationen. Den amerikanske cowboy ender som en både absurd og afsindig pilgrim, der iført make-up og rød kjole kravler rundt på hænder og knæ i ødemarken. I en sidste ironisk åbenbaring ser han Winslet som en indisk gudinde med seks arme og uudgrundeligt smil.

FILMEN tager aldrig definitivt stilling til de hallucinationer og epifanier, som Ruth og Waters er alene om at få, fordi de kan åbne og bevæge sig på en måde, som de øvrige karakter enten har glemt eller slet ikke kender.

   Et bånd med rædselshistorier om kultiske mord og selvmord fra Charles Manson til Heaven’s Gate afspilles. Endelig ankommer Waters’ veninde i skikkelse af Pam Grier og trækker ham tilbage til virkeligheden. Trods alt bliver en hverdag indført til slut. Trods alt var miraklerne nok hellig røg.

KATE Winslet er formidabel som Ruth, indbegrebet af alt som er frugtbart. Keitel stiller som altid op til hvad som helst med en mine af stoisk beredvillighed. Campion er en af de få filmskabere, der har set (og forløst) noget mere end Scorseseanske Little Italy-reminiscenser i den amerikanske karakterskuespiller, som med årene blev en næsten kontrært uforstyrrelig type-til-leje.

   To Neil Diamond-sange – »Holly Holy« og »I Am I Said« – stjæler lydbilledet fra Angelo Badalamentis stemningsmusik, og den blå ørkenhimmel udgør en perfekt kontrast til udvekslingen af seksuelle energier, som til stadighed finder sted.

   Holy Smoke! handler om at bryde kontrol ned og give sig hen. Filmen nyder selv at slippe taget, og derfor tilgiver man den nogle urimeligheder, som ville have kæntret et ringere værk.

Se også Jane Campion: Bright Star (2009); Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100]; Martha Marcy May Marlene (2011) [Cult Fiction].

Holy Smoke! Instr.: Jane Campion. Manus: Anna Campion & Jane Campion. Foto: Dion Beebe. 115 min. Australien-USA 1999. Dansk premiere: 17.12.1999.

Fotos: India Take One Productions/ Miramax/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Pathé Distribution (Frankrig) i bokssættet Intégrale Jane Campion 1984-2013 | 15 Movies | 28.10.2015

Anmeldelsen blev lagt på filmsitet Scope i august 2000

Martha Marcy May Marlene (2011) [Cult Fiction]

DEN FLIMRENDE BUND
Signalement af den sekteriske psyke

Af BO GREEN JENSEN

EN kult, et kollektiv, en kommune. Det er svært at sige, hvad det er for en slags sekt, som Martha (Elizabeth Olsen) flygter fra, da hun efter to års tavshed dukker op hos sin søster Lucy (Sarah Poulson) og svogeren Ted (Hugh Dancy) i parrets fantastiske hus ved en sø i den grønneste del af New England. Tiden er dog ikke til spørgsmål. I første omgang handler det om at få Lillesøster på fode igen.

   Som tilskuer har man en anelse om, hvad der rører sig i Martha. Det er sådan set også alt, hvad man får, for her bliver intet forklaret til bunds.

   Fortællingen begynder på gården, hvor hun dyrker jorden sammen med andre unge kvinder og mænd. Sean Durkins Martha Marcy May Marlene er en film, som antyder meget og uddyber lidt. Det fremgår dog, at den karismatiske Patrick (John Hawkes) bestemmer, hvordan storfamilien skal leve. Man prøver at blive et selvforsynende samfund.

DER er orden i tingene. Kvinderne tilbereder et måltid, som mændene indtager. Først bagefter kommer de selv ind og spiser. Man sover også hver for sig, skønt der er sat tid af til forplantning. Lederen indvier alle novicer. Man kan dufte brødet og mærke regnen i skoven. Farverne er varme, stilen rustik pionertid. Her er smukke unge mennesker, som lever enkelt og virksomt. Det er ikke det skæveste sted, man har set. Alligevel anes mørket i stref.

   Patrick er på én gang charmerende og faderlig. Stålet sidder under den vindtørre hud, og man kan sagtens se attraktionen. John Hawkes, som spillede Teardrop i Debra Graniks Winter's Bone, kunne være en yngre udgave af Levon Helm, som ofte fik den slags roller.* Det er ham, der siger til Martha, at hun »ligner en Marcy May Marlene«. Han synger en sang, som hun tror er skrevet til hende, men faktisk er »Marcy’s Song« hugget fra et album med Jackson C. Frank.**

DET er filmens store styrke, at den ikke dæmoniserer Patrick. For den sags skyld bliver ordene »kult« eller »sekt« aldrig sagt. Man taler højest om et fællesskab eller en familie, og der følger ingen brugsanvisning med de løbende flashbacks. Tiden går ved søen. Tiden går i erindringen. Først er der kun en kreds af udvalgte, men projektet griber om sig, og det samme gør lederens store ideer.

   Der er dog intet melodrama. Man dyrker jorden, lever sammen, har brudt med resten af verden og følger kun egne værdier. Mange ville sige, at man realiserer en idé i den amerikanske tradition for utopiske eksperimenter. Man opfordres ikke direkte til at tænke på Charles Manson, Jim Jones eller David Koresh, men det er den type leder, som Patrick har i sig. Mest af alt minder stedet i skoven om det sagnomspundne compound i Waco, Texas, som FBI gik til angreb på i 1993.

GRADVIS indser Martha, at hun ikke er så udvalgt, som hun tror. Her begynder måske hendes smerte. Senere erfarer hun, at man ikke uden videre forlader Familien. Det er svært at træde ud af en sekt, men værre at blive forkastet.

   Patrick lader gruppen mobilisere og træne med våben i skoven. Nye kvinder kommer til og bliver supermødre i lederens plan. Martha går ud og bliver ved med at løbe. Hun ved næppe selv, hvad hun har været igennem, og endnu mindre om, hvor hun skal hen.

   I denne tilstand banker hun på hos søsteren og hendes mand, der udgør et provokerende eksempel på selvtilstrækkelig normalitet.

   Martha har svært ved at omstille sig. Vanerne fra gården hænger ved. Hun går på bare fødder alle vegne. Hun vasker ikke hænder før maden. Hun sætter ikke ting på plads, når hun har brugt dem, og når hun har svært ved at sove, kommer hun ind og lægger sig i fodenden hos Lucy og Ted, uanset om de er i færd med at elske.

   Ted får hurtigt rigeligt og betragter svigerinden som en snylter. Lucy og Martha har issues fra barndommen, og den ældre søster føler åbenbart, at hun skylder den yngre et eller andet.

MARTHAS egen vinkel ligger mellem objektive billeder af dagene i huset nu og subjektive flashbacks til det lille hus i de store skove, hvor hun var lykkelig i begyndelsen. Når filmen bliver hos Martha, ser man i glimt, hvor skræmmende og svær at læse verden virker for hende. Disciplinen hos Patrick tilbød en klarhed, hun ikke finder i andre systemer. Somme tider ser hun personer fra sekten og er usikker på, om hun bliver forfulgt. Publikum ser det samme og ved, at ikke alt er indbildning.

   Emnet er ofte kredset om og beskrevet, først i Ralph Thomas’ canadiske Ticket to Heaven (1981), herhjemme i Susanne Biers Sekten (1998) og Niels Arden Oplevs To verdener (2008), men måske allerbedst i Jane Campions Holy Smoke! (1999), der fokuserer på afprogrammeringsprocessen.

   Der er dokudramaer om Charles Manson-familien, de kollektive selvmord i Jonestown, Guyana, og den japanske Aum Shinrikyo-kult, som Haraki Murakami skrev bogen Underground (2001) om og som Tatsuya Mori har skildret i filmene A (1998) og A2 (2001).

ALLE disse fremstillinger viser skræmmebilleder, som det er enkelt at tage afstand fra. Det er satanisk stof, som man bliver selvfejrende i sin snusfornuft af. Martha Marcy May Marlene kommer fra et andet sted. Durkins mørke film besidder en uudgrundelighed, som inddrager tilskueren og gør ham eller hende usikker, fascineret og nysgerrig.

   Alt er gjort med anelser. Der hviskes og gestikuleres. Sandheden ses måske i et glimt på den flimrende bund under søen, hvor Martha rekonvalescerer. Man forlader biografen med en følelse af, at der var endnu mere på spil og på færde.

   »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud,« siger Paulus i 1. Korintherbrev. Enhver kultisk drift er funderet på oplevelsen af et mystisk sekund, på mødet med et ansigt, som man plejer at se i et spejl, i en gåde, og høre om i genfortællinger.

   Men hvad, hvis man følte forklarelsen selv? Sean Durkin sætter ord på en hob af knuste billeder. Det er i kraft af film som Martha Marcy May Marlene, at begrebet American Independent stadig giver mening.

Se også Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction]; Sofia Coppola: The Virgin Suicides (1999) [Bogen og filmen]; Jeppe Rønde: Bridgend (2015) [Cult Fiction]; Quentin Tarantino: Once Upon a Time... in Hollywood (Bedste biograffilm 2019 nr. 1] + Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides [2003].

*) Levon Helm (1940-2012) spillede trommer og sang i The Band, men han medvirkede også i henved tyve film, fra Michael Apteds Coal Miner's Daughter (1980) til Bertrand Taverniers In the Electric Mist (2009). I filmen om Loretta Lynn spiller han kulminearbejderen Ted Webb, som er far til Loretta. Taverniers film bygger på James Lee Burkes In the Electric Mist with the Confederate Dead (1993, da. Genfærdsgeneralen), den sjette bog i krimiserien om Dave Robicheaux. Helm har en lille, men vigtig rolle som John Bell Hood, et genfærd fra Konføderationshæren, som træder frem i den elektriske tåge. Robicheaux bliver spillet af Tommy Lee Jones. I Phil Joanous Heaven's Prisoners (1996, da. Delta Blues), den anden Burke-filmatisering, bliver detektiven spillet af Alec Baldwin.

**) Sangskriveren Jackson C. Frank (1943-1999) fik et tragisk liv og en kort karriere. Da han var 11 år, eksploderede fyret på hans skole i Cheektowaga i delstaten New York. 15 elever døde, og mange fik forbrændinger. Jackson lå på hospitalet i syv måneder. Her blev han interesseret i musik. Han var stor Elvis Presley-fan, og hans mor rejste med ham til Memphis, Tennessee, og sørgede for, at han fik hilst på sit idol. Han besluttede at satse på en musikalsk karriere, da han som 21-årig fik udbetalt en stor erstatning ($110.500) for brandulykken.

   Frank kom til England i 1965. I London lærte han Paul Simon at kende, og det var Simon – som samme år indspillede The Paul Simon Songbook (med urversionen af »The Sound of Silence«), før han tog hjem til New York og genoptog samarbejdet med Art Garfunkel – der producerede Jackson C. Frank (1965), den eneste LP, som udkom i Franks levetid. Simon og Al Stewart akkompagnerer på nogle af sangene, der blev indspillet på tre (eller seks - kilderne divergerer) timer.

   Frank var kortvarigt kæreste med Sandy Denny og blev ven med bl.a. Bert Jansch. En lang række kunstnere har indspillet sangen »Blues Run the Game«. Da pengene fra forsikringen slap op, tog Frank tilbage til USA og bosatte sig i Woodstock. Her blev han gift med Elaine Sedgwick. Parret fik datteren Angelina og en søn, som døde af cystisk fibrose.

   Frank led fra begyndelsen af depressioner og blev i 1966 diagnosticeret som skizofren. Han troede i årtier, at Paul Simon ejede rettighederne til hans sange. I 1994, da Mooncrest udgav Jackson C. Frank på cd, var der fem bonusskæringer med. »Marcy's Song« er en af de fem. Sangen var ikke med på den oprindelige LP, men stammer fra samme session.

Martha Marcy May Marlene. Instr. og manus: Sean Durkin. Foto: Jody Lee Lipes. 102 min. USA 2011. Dansk premiere: 28.06.2012.

Fotos: Fox Searchlight Pictures (Searchlight Pictures)/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray frs Svensk Filmindustri 13.11.2012
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.06.2012