Clint Eastwood: Gran Torino (2008) | Moderne mestre

DEN GAMLE MAND OG TILGIVELSEN
Clint Eastwood nærmer sig 80 og gør status

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 2009: EN sej gammel satan er enkemanden Walt Kowalski (Clint Eastwood), der som den sidste stedfødte amerikaner er blevet boende i Detroit-forstaden, hvor han levede et halvt liv med sin hustru. Han samlede biler for Ford, da autoindustrien endnu var Michigans stolthed. Nu bliver kvarteret overtaget af etniske tilflyttere, som forurener Amerika med deres rodede storfamilier, bandevæsen og generelle tarvelighed. Selv hejser Walt flaget hver morgen og trimmer græsset i forhaven. Om søndagen vasker han sin Gran Torino model 1972 og lader maskinen funkle i solen, så alle de skævøjede knægte kan se, hvordan en rigtig bil skal se ud.

   Få mænd har hadet deres samtid så inderligt, som Walt hader sin. Den bestemmende begivenhed i hans ungdom var soldatertiden i Korea 1950-53, hvor han tog i hvert fald 13 liv og fik en Purple Heart-medalje for at dræbe med særlig ildhu. Nu føler han, at fjenden får lov at trænge ind ad bagdøren, da en sydøstasiatisk Hmong-familie flytter ind i nabohuset. For ham at se er de alle skævøjede pungrotter, ligesom amerikanere der køber fornuftige japanske familiebiler – hans egne sønner f.eks. – er upatriotiske svagpissere. Walt er intet sludrechatol, men han tøver aldrig med at sætte ord på sine meninger.

DEN første scene i Gran Torino – som også er instrueret af Eastwood – koncentrerer al Kowalskis bitterhed i en mørk, forstenet grimasse. Hans hustru bliver begravet, og den unge præst (Christopher Carley) taler forblommet om, hvordan troen for katolikker må være både en trist og en sød begivenhed. Trist på grund af savnet, sød på grund af saligheden ved at blive hentet til det himmelske hjem. Walt er ved at spytte på gulvet.

   Han kan heller ikke skjule sin vrede over børnebørnenes uforskammede optræden – den store piges piercede navle, den yngre drengs næsvise parodi på liturgiens remser. Han ser på sine sønner og deres hustruer, som skiftevis frygter og foragter den forstokkede gamle koldkriger. De forstår ikke ham, og han forstår ikke dem. Den dårlige stemning sætter sig under bespisningen bagefter. Pigen vil vide, hvad der skal ske med bilen og møblerne, når han dør. Præsten vil have ham til at skrifte, og Walt siger lige ud, hvad han mener om religion og tanken om at betro sig til en forkælet jomfru på 27 år, der intet ved om livet og døden.

DET bliver aldrig sagt, hvor gammel den gamle mand egentlig er, men sandsynligvis er han på alder med Eastwood, som fylder 79 år til maj. Gran Torino er hans spillefilm nr. 29 – Eastwood debuterede som instruktør med Play Misty for Me (1971, da. Mørkets melodi) – og den første siden Million Dollar Baby (2004), som han selv spiller med i. Kowalski har boet i det samme hus i 54 år. Eastwood har været aktiv skuespiller lige så længe.

   »Mand, du er jo virkelig gammel. Det er faktisk ret imponerende,« siger Hmong-teenageren Thao (Bee Vang), som Walt knytter sig stadig mere faderligt til, da hans stenansigt begynder at slå sprækker af menneskelighed. Det er Vestens sidste hårde mand, »Dirty« Harry Callahan og helten fra adskillige voldsforherligende krigsfilm, der har nået vejs ende i Gran Torino. Eastwood bærer alle sine roller med til portrættet af pensionisten, som endelig søger og finder tilgivelse for ugerninger i sin fortid. Det er et amerikansk ikon, som signerer sit livsværk. Dét er intet mindre end ærefrygtindgydende.

DET er også gribende, morsomt og benhårdt. Først vil Walt ikke vide af andre end retrieveren Gertie, da han forskanser sig i livet som enkemand. Han sidder klar på sin veranda med en skarpladt M-1 riffel, så han kan jage de gule indtrængere væk, hvis de så meget som strejfer hans græs. Det er kun, fordi den gamle mand glider og falder i garagen, at Thao ikke får skudt hovedet af, da han prøver at stjæle Walts Gran Torino. Walt er nemlig ikke sig selv. Han ryger stadig cigaretter, som han tænder med en zippolighter, der bærer hans gamle regiments insignier. Han drikker amerikanske dåseøl til solnedgang, men han er også begyndt at hoste blod op og føle kulden på sin skulder. Den mejslede mand ved fra begyndelsen, at han er ved at løbe tør for tid. Det forstærker den elegiske grundtone i Gran Torino, der i forvejen føles som udtoningen på et livsværk af episke proportioner.

DEN unge nabo er egentlig en god dreng, som ikke ønsker at stjæle Walts bil. Imidlertid bliver han presset af sin fætter og dennes kriminelle kammerater, der turer rundt i gaderne og fører krig mod en rivaliserende, afro-amerikansk bande. Walt har ikke lyst til at vide så meget, men han er nødt til at gribe ind, da banden ydmyger Thao på græsset i hans forhave. Og han kan ikke lade være med at smile, når han lytter til Thaos fornuftige søster, Sue (Ahney Her). Hun fortæller ham om Thaos problemer, om de kulturelle forskelle og om hvordan Amerika ser ud fra hendes perspektiv.

   Forbindelsen konsolideres, da Walt redder Sue fra at blive voldtaget. Det sker i en scene, hvor han fører nervekrig og vinder over banden på en måde, som Harry Callahan ville være stolt af. Så Walt får heltestatus i kvarteret. Hmong-befolkningen kommer med blomster, mad og små offergaver. Han vil afvise alt, men får smag for den gode mad, der slår hans egen beef jerky med mange længder, da Sue insisterer på at invitere ham til stor søndagsfest i familien.

   Walt har tilfældigvis fødselsdag. Hans egne børn vil have ham på plejehjem, så de kan overtage aktiverne. I et frysende øjeblik bliver det klart for Walt Kowalski, at han har mere til fælles med tilflytterne end med sit eget kød og blod. Både han og filmen tager konsekvensen. Der er ingen sen, sentimental forsoning med de trods alt kære børn og børnebørn. Der er blot skuffelsen i deres ansigter, da testamentet til slut bliver læst højt.

KONFLIKTEN eskalerer. Walt bliver mere lydhør for den unge præst, som til gengæld lærer ydmyghed af krigsveteranen. Walt skrifter til ære for præsten, men sin dybeste hemmelighed fortæller han kun til Thao, da han låser denne inde og opsøger banden for justere det store moralske regnskab og ofre sig på uforglemmelig vis. Naturligvis er der et slutopgør i denne film om hadets og selvtægtens afmagt, men balancen bliver ikke nået med voldens klassiske amerikanske løsningsmodel. Der falder skud, men de bliver ikke besvaret.

   Det er en film med en sprød stil og megen tør lune. Walt engagerer sig i sine naboers tilværelse og begynder at arbejde aktivt for Thaos kærlighedsliv. Da en anden endelig år lov at køre i den fantastiske Ford Torino, er det en ung ven fra Asien, som Walt ser mere af en søn i, end han gør i sine egne forkælede børn. Eastwood er hård som granit hele vejen, men han hygger sig faktisk sammen med Sue, der som den eneste taler direkte til manden og gennemskuer hans forsvarsmekanismer.

DER tilbydes ingen sociale løsninger i Gran Torino, bortset fra et besværgende håb om, at venskab kan blomstre ved kommunikation, ved at mennesker lærer noget mere om hinanden. Men skønt bandemedlemmerne arresteres, står det klart, at der vil komme flere, og at kvarteret vil blive rømmet, når Walt Kowalski ikke længere er blandt de levende. Til gengæld ser man en i sin tid konservativ filmskaber give slip på alle gamle værdier, al machomanér og al forstokkethed i et sidste dybtfølt portræt af en mand, der finder tilgivelse for sine synder og sit selvhad. Det gør alt i alt Gran Torino til en meget bevægende film.

   Megen underdrejet situationskomik er forbundet med Walts besøg hos en kvindelig asiatisk læge. Den somaliske sygeplejerske kalder ham Kolski. Eastwoods ansigt er fantastisk formørket, når han snerrer ad og truer sine fjender, men klarer op i tilfredshed og smil af accept, når han nyder tilværelsen med sine naboer. Hans værdier er ærke-amerikanske. De begraves sammen med ham, men filmen siger ikke, at syndfloden kommer efter Kowalski. Det bliver bare en anden slags verden.

EASTWOOD sprang ud som humanist for mange film tilbage, gjorde op med billedet af de hårde mænd i Unforgiven (1992, da. De nådesløse) og forsøgte som den første amerikanske filmskaber at sone fortiden med sine to film om krigen i Stillehavet, Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006). Ingen anden skuespiller har været der så længe; ingen har så konsekvent afmonteret myterne om amerikansk maskulinitet. Det begyndte egentlig helt tilbage i Play Misty for Me. Den gamle Eastwod har – igen – skabt en af sine bedste film. Gran Torino rammer i maven og hjertet. Det er virkelig en film for the ages.

Se også Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]; Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972; To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Sofia Coppola: The Beguiled (2017) [To versioner]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020. 

Gran Torino. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenk. Foto: Tom Stern. 119 min. USA-Tyskland 2008. Dansk premiere: 17.04.2009.

Fotos: Warner Bros./ Malpaso Productions/ Matten Productions/ Double Nickle Entertainment/ Gerber Pictures/ Village Roadshow Pictures/ Sandrew Metronome Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Warner Bros. Original Trailer]

Filmen streames (i maj 2025) på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros (regionsfri) 29.06.2009

Indgår i 2K Blu-ray boxsættet Clint Eastwood 20-Film Collection fra Warner Bros. 02.12.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.04.2009

Aki Kaurismäki: Manden uden fortid | The Man Without a Past (2002)

SE DISSE MENNESKER

Aki Kaurismäkis solidariske blik

Af BO GREEN JENSEN

EN tavs, mørk fremmed kommer til byen i de første scener af Manden uden fortid. Vi kender ham ikke, kan bare se, at det må være ham, der bærer handlingen, for det er ikke til at tage fejl af Markku Peltonas mejslede træk, der i regelen lægger bunden hos filmskaberen Aki Kaurismäki. Det kan derfor kun være et spørgsmål om tid, før Kati Outinen toner frem et sted i billedet. Præmissen kan variere, men de to danner altid par hos finsk films mest originale auteur.

   Så lad os følges med den fremmede. Han sidder i toget; ryger tæt med dybe, rugende sug; bærer tunge arbejdsstøvler og har en svejsehjelm med sig. Han kan i øvrigt have al sin bagage i en brun papkuffert af den klassiske model, som karaktererne pakker på få minutter i gamle film. Han sidder på bænken i parken og ryger, da tre brutale lømler for det første slår ham bevidstløs, for det andet sparker ham til plukfisk. De har endda musik til arbejdet.

   Bøllerne tænder en lille transistor, som ligger i den fremmedes kuffert, og filmens symfoniske score vælder op. Endelig er gorillaerne mætte. De giver den blødende mand svejsehjelmen på og dækker ham til med den flænsede kuffert. Det er godt nok en ond, udeltagende verden.

NATURLIGVIS viger alle til side, da den blødende mand stavrer ind og besvimer på herretoilettet på banegården i Helsinki. På hospitalet vikles han ind i bandager og stives af med gips overalt, men lægen og sygeplejersken må alligevel opgive ham med en hovedrysten, da de for syns skyld har virket en tid ved hans side. »Trods alt er det måske bedre end et liv som grøntsag,« lyder en af de første, herligt klichébelagte replikker fra lægen. De kendte ikke manden. Det kræver ingen overvindelse at afskrive en fremmeds liv.

   Men Peltona rejser sig, krænger næsen på plads med en skrækkelig lyd og flygter fra hospitalet. Vi kan lige så godt kalde ham M – det gør de credits, som kører efter filmen – og erkende, at vi på nuværende tidspunkt har oparbejdet betydelig respekt for manden, der tydeligvis er ukuelig. Det skærer os derfor i hjertet, da daggryet finder ham liggende med hovedet i noget brakvand. Vi har nået barakbyen i udkanten af byen. Det er hér, at de udstødte lever i containere og sammenflikkede skure.

   Der er ingen ende på nedrigheden, og der er åbenbart ingen ære blandt tyve. En forbipasserende stjæler M’s støvler. Indtil nu er der bare blevet taget og taget fra det stakkels menneske, som ikke har mælet en lyd. Guds retfærdighed råder i himlen, men hernede må man sørge for sig selv. Da kommer to drenge heldigvis gående. De kalder på de voksne. En familie tager M ind i sin stue i containeren. Kvinden tvinger lidt suppe gennem bandagerne. Omsider har M nået bunden. Fra nu af må det vende – og gå op.

AKI Kaurismäki (f. 1957) er en ener. Få moderne instruktører arbejder med så minimale virkemidler og gør det så tæt på den rene film, stumfilmen, der skaber store følelser ved hjælp af lys og skygge, lidt musik, nogle spillere og et manuskript, der helst skal være så enkelt som muligt. Faktisk var Juha (1999), Kaurismäkis forrige opus, en regulær stumfilm, der uden at blinke foldede et stort melodrama, naivt og patetisk, men også mærkeligt bevægende og aldrig selvironisk, ud over lærredet i fuld bredde.

   Manden uden fortid var en publikumsfavorit på årets Cannes Festival, hvor filmen modtog en Grand Prix – dvs. sølvmedaljen – og Kati Outinen fik prisen som Bedste Skuespillerinde. Det er da også en sjældent tilfredsstillende oplevelse at følge mennesket M’s genrejsning.

   Kaurismäki har lavet film, som var sjovere på samme sindssygt lakoniske måde. For eksempel er Pas på dit tørklæde, Tatjana (1994), en skæv og tjekket road movie, svær at hamle op med, når det gælder excentrisk finsk-russisk latter af den mørkeste beskaffenhed.

   Samspillet mellem Peltona og Outinen var om muligt finere afstemt i Drifting Clouds (1996), hvor de åbnede en restaurant, som absolut ingen besøgte, og vil man endelig have lommetørklædet frem, må Pigen fra tændstikfabrikken (1990) være et rimeligt tudestykke. Den fåmælte finne står også bag serien af koncertfilm med de gakkede Leningrad Cowboys.

   Der er for så vidt intet nyt i Manden uden fortid. Snarere samler den filmværkets tråde og får de faste temaer til at balancere optimalt. Der er mørk humor under det hele, men også ægte romantik, dybfølt patos, skær realisme og en velsignet evne til at formulere og forsvare det naive. Kaurismäki er en mand i ét stykke, ganske som karaktererne i hans film. Man æder ham med hud og hår eller man kan ikke bruge ham til noget. Denne gang vil alle have en bid.

TILBAGE i barakbyen ved lossepladsen begynder tingene at lysne for M. For så vidt som Kaurismäki har et budskab, er det jo netop, at der findes ære blandt tyve; at i det mindste samfundets randeksistenser nægter at hylde den grådighed, som regerer i borgerligheden.

   Både Aki og storebror Mika Kaurismäki (f. 1955) er rundet af 1970erne, og det ses. Et eksempel på M’s deroute er, at han tabte sine LP’er ved at spille blackjack. Så er man langt ude, men det kræver en vis alder at begribe, hvor tragisk sådan et tab kan være. Det er jo ikke bare et par opsamlingscd’er, der er røget. Det er hele skatten af vinyl.

   M er et stærkt og retskaffent menneske, som blomstrer når han har medgang. Snart kan han lægge bandagerne, flytte ud af familiens container og indrette sig i en anden, som stilles til rådighed af opsynsmanden, der ganske vist taler hårdt til alle, men faktisk er et hjertensgodt menneske, der har det meste i munden. Han advarer alle mod dræberhunden Hannibal, men denne er blid som et lam. Den vil hellere være hos M, og så er dét vel også i orden.

M ved stadig ikke, hvem han er og hvor han kommer fra. Han ville gerne vide det, men er samtidig i stand til at se hukommelsestabet som en chance for at få et nyt liv. Kun Frelsens Hær vil give ham arbejde, og M kan omsider forelske sig i frelserpigen Irma, der spilles af Kati Outinen. Han installerer jukebox hjemme i containeren og lærer Frelserbandet at spille rock. Det går stærkt og rigtig godt med kærligheden mellem Irma og M. Havde det handlet om Charlie Chaplin og Paulette Goddard, kunne selvfølgeligheden ikke have været større.

   Man er nødt til at have et nummer i systemet. M forsøger at åbne en lønkonto, men netop dén dag er bankens sidste – forretningen er solgt til Korea – og i stedet indblandes han i et bankrøveri, der på sindrig vis fører til opklaringen af identitetsmysteriet. Jo, han var svejser; ja, han havde en hustru engang. Han tager afsked med Irma og rejser tilbage, men kan det virkelig være for altid? Naturligvis kan det ikke dét. Manden uden fortid er et stilrent melodrama. Ikke én romantisk forventing bliver skuffet, og konventionerne drejes, men de bliver aldrig brudt.

HER er alt, hvad der skal være af lunt underspil og varme digressioner. Her er kejtede dialoger mellem Peltona og Outinen; barokke bipersoner, der alle som én bliver fremstillet solidarisk; lune, ironiske randbemærkninger. Flere scener er rendyrket stumfilm i ånden fra Kaurismäkis erklærede helte, Mauritz Stiller og F.W. Murnau. Med havet og solen i ryggen lægger vor helt symbolske kartofler i køkkenhaven ved sin container. Det sker enten til de svulmende toner af Leevi Madetojas Symfoni nr. 3 i a-dur, opus 55, eller nyskreven skæbnemusik af Antero Jakoila, for på krøllet finsk vis stikker der også en nationalromantiker i Aki Kaurismäki.

   

I Manden uden fortid samler han sine kort på én hånd. Og når finurligheden, de excentriske islæt og det rituelle tilbehør er afviklet, har filmen fortsat luft til at være en ærlig og redelig fremstilling af et menneskes heroiske kamp for at skabe sig en værdig tilværelse.

   Kaurismäkis trumf er som altid hans totale solidaritet med de mindste og mest udsatte eksistenser. Trods alt bliver det gode i mennesket hyldet; trods alt får fjenden sin rette bekomst. Den tavse mand får sin frelserpige til slut, og måske er Gud kommet hjem til sin himmel.

   I hvert fald går Aki Kaurismäki rundt i Finland og skaber små verdensfilm af unik beskaffenhed.

Manden uden fortid modtog Nordisk Råds Filmpris (som var nyindstiftet i 2002) og var i 2003 det officielle finske Oscar-bidrag. I Sverige fik den Guldbagge som årets bedste udenlandske film. I DK blev filmen nomineret til både Bodil og Robert. I hjemlandet modtog den 6 Jussi Awards.  

Manden uden fortid (Mies vailla menneisyyttä). Instr. og manus: Aki Kaurismäki. Foto: Timo Salminen. 97 min. Finland 2002. Dansk premiere: 18.10.2002.

Fotos: Sputnik/ YLE TV-1/ Pandora Filmproduktion/ ZDF/Arte/ Network Movie Film- und Fernsehproduktion/ Pyramide Productions/ Arte France Cinéma/ CAnal+/ Centre National du cinéma et de l'image animée (CNC)/ Bavaria Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Sony Pictures Classics trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | Curzon [i 10-disc bokssættet The Aki Kaurismäki Collection | 17 Movies | 1983-2017] 20.11.2017 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.10.2002

Claude Miller | Phillippe Grimbert: Un Secret | En hemmelighed (2007)

.

DEN SAMMENSATTE SANDHED

Franske jøders skæbne under 2. verdenskrig 

Af BO GREEN JENSEN

EN moden kvinde står på den øverste platform i udspringstårnet ved svømmebassinet. Det er en sommer i hjertet af efterkrigstiden. Solen fylder hele verden, vandet glitrer forjættende blåt. Kvinden vinker til sin søn, der i modlyset ser hende som en gudinde. Han sidder selv nede i skyggen og fryser.

   Der er altid denne afstand mellem drengen og hans mor. Hun ved, at han føler det sådan, og om lidt vil hun slutte sig til ham. Først vil hun dog nyde at finde og holde balancen, mens stadig flere tier og følger hendes forberedelser. Hun retter ryggen og skyder brystet frem. Et øjeblik er alting enkelt. Set på afstand er hun stadig ung. Hun kløver vandet perfekt, da hun springer.

MED dette sug af sanselighed begynder Claude Millers Un Secret, en film som forsøger at bryde en tavshed og tale om de franske jøders skæbne under 2. Verdenskrig. Landet blev delt i to i maj 1940. I nord besatte Tyskland resterne af det frie Frankrig. I syd fik marskal Pétains provisoriske marionetregering, som samarbejdede aktivt med nazisterne, lov at etablere et selvstyre.

   L’État Français havde hovedsæde i byen Vichy i Auvergne. Mange flygtede fra nord til syd. Man tilegnede sig de tyske love og forberedte administrationen af et Frankrig, der havde status i Hitlers nye Europa. Alle jøder blev udleveret.

   I den fælles erindring er Vichy fortrængt af den mere flatterende forestilling om la Résistance, den heroiske franske modstandsbevægelse. Men Vichy var en verden for sig i fem år, indtil sejrherrerne enedes om at skrive den kollektive skamplet ud af historien.

FORFATTEREN Philippe Grimbert (f. 1948) undrede sig i sin barndom over navne på forsvundne familiemedlemmer, som ingen ville tale om. Som voksen trængte han ind i historien, der ikke var som drengen troede, da han så sin mor balancere i solen. Han blev klogere og hårdere, da han lærte hemmeligheden at kende. Om dette skrev han erindringsromanen Un secret (2004), som modtog Prix Goncourt des lyceéns samme år. Claude Miller kunne samle de bedste yngre kræfter i fransk film til sin fortolkning af den sammensatte sandhed, som tager form under læsningen af Un secret.*

DER er tre lag af tid i En hemmelighed. I 1985 tager børnepsykologen François (Mathieu Amalric) til byen for at lede efter sin far, der har været forsvundet i mange timer. Han gik tur med hunden, der som sædvanlig ikke var i snor. Netop den dag løb den ud foran en bil. Maxime (Patrick Bruel) kom hjem med hundens knuste krop og gik igen, uden at sige et ord. Tania (Cécile de France), François’ mor, er ude af sig selv. Det fremgår, at de sjældent har kontakt. François bruger, i virkelig tid, det meste af filmen på at finde sin far, der flakker om i en melankolsk vinterfrakke. Som det køligste afsnit er nutiden filmet i sort/hvid.

   Filmen åbner dog i erindringssporet, i 1955, hvor farverne er klare og er stærke. Den voksne François ser tilbage på den frygtsomme dreng, der beundrede sin atletiske mor, når hun imponerede alle med fuldkomne tårnspring i det offentlige svømmebassin. Gradvis taler og ånder han sammen med drengen. Hans mor beder ham finde jævnaldrende venner, så han glemmer, at de ikke er sammen, mens hun genopdager sin krop i det perfekte spring. Men den blege dreng kan bare glane og fryse. Da mor og søn fortæller den tennisspillende Maxime, at de tager hjem, er der flere lag af slet skjult foragt i hans i og for sig neutrale reaktion.

DET er i denne del af historien, at filmens store billeder skabes. François vil gerne dele forældrenes betagelse af fysikken – Leni Riefenstahl citeres både indirekte og direkte – og arbejder ud fra sparsomme oplysninger på at skrive et kærlighedseventyr om deres møde. Han lever sit liv i disse romantiske forestillinger og i fantasien om en smukkere, stærkere tvillingebror, som ikke er bange for noget som helst og ligner den søn, Maxime gerne vil have. Sine bedste øjeblikke har han hos husveninden Louise (Julie Depardieu), som altid er der for ham, som hun har været der for forældrene. Louise er fysioterapeut. Hun giver François vitaminindsprøjtninger og masserer ham nænsomt. Det antydes, at hun lever stærkest, når klienten er den fysisk fuldkomne, men målbevidst heteroseksuelle Tania.

DER hersker en anspændt fred i familien. Der er grå og hvide områder, mørke dele af fortiden, som forældrene aldrig nævner med et ord. Omvendt skal der kun lidt til at ryste den vakkelvorne balance. François ved aldrig, hvor han har sine forældre. Han mener senere, at deres fortielser har mærket ham for livet. Tania reagerer stærkt og mærkeligt, da sønnen finder en ramponeret kuffert med et gammelt tøjdyr i. Hun siger, at stofhunden må være fuld af utøj og skynder sig at gemme kufferten væk. Det er dog for intet at regne mod den voldsomhed, som Maxime reagerer med, da François bliver ved med at tale om sin bror.

   Også andre ting skaber forvirring og uro. For eksempel det med navnet, som de voksne hvisker om med vrede stemmer. Maxime har ændret familiens navn fra det jødiske Grinberg til det mere fransk klingende Grimbert. I romanen skriver den voksne fortæller: »Et M for et N, et T for et G; to bittesmå ændringer. Men naturligvis skjulte M for at mime et N for nazisme, mens G for genfærd blev opslugt af det tyste T. Jeg stødte hele tiden ind i den mur af smerte, mine forældre havde rejst om sig selv, men elskede dem for højt til at forsøge at kravle over den og på den måde åbne såret igen. Jeg havde besluttet, at jeg ingenting ville vide.«**

DET er Louise, som forbarmer sig over François og røber, hvad der skjuler sig i forældrenes tavshed. Han fylder 15 år og kommer i slagsmål på skolen. En elev fremturer med spydige kommentarer, da klassen ser filmklip fra åbningen af koncentrationslejrene.

   Måske er det virkelig Alain Resnais’ Nuit et brouillard (1956, da. Nat og tåge), man viser for børnene. I hvert fald triumferer historieløsheden. De fleste keder og undrer sig lidt. Mens gravkøer skubber ligdynger ned i massegrave, hvisker sidekammeraten, obskønt og idiotisk, men uden egentlig skadefryd, at de nøgne døde »kommer til at fryse«. Den forsagte François begynder at slå og kan ikke holde op igen.

   Episoden får følger på skolen. Hjemme er Maxime for en gangs skyld næsten stolt, da knægten kommer hjem med en blodtud. Tania ved ikke, hvad hun skal sige. Louise, som François flygter ind og klager sin nød til, tager tyren ved hornene og begynder: »Jeg ved godt, hvorfor du græder.« Hun åbner endelig æsken, som forældrene har gjort alt for at holde tæt lukket i. Da det sker, kommer afsløringerne hurtigt.

HER, mens forældrene endnu er unge og har valgmuligheder, når filmen ned i sit dybeste lag, en bund af håndgribelig virkelighed, hvor tonen er helt realistisk. Der er ikke én, men mange hemmeligheder, som tårner sig op i en mur af fortrængning. Den værste røbes til slut i en scene, som kan måle sig med det forløsende øjeblik i Ang Lees lige så langsomt brændende Lust, Caution (2007), men også ved begyndelsen er der rigeligt at bearbejde. For der var en bror. Han hed Simon og var svaret på sin fars hede drømme om en lille atlet uden frygt. Simons mor hed Hannah (Ludivine Sagnier). Tania kom til som Maximes svigerinde.

   I eksponeringen af det banale familiedrama er Claude Miller ved kernen af sin bestræbelse: at gøre fortidens mennesker levende ved at give dem drifter, svagheder og fejl. Den idrætsbegejstrede Maxime er i aktiv konflikt med fatalismen og offermentaliteten i sit miljø. Der er ikke tale om selvhad, Maxime ser knap sig selv som jødisk. »Hvorfor er det nu lige, at vi skal være så stolte?« Han er fan af fascisternes kropskult og hylder Pétain-tilhængernes slogan: Travail, Famille, Patrie. Og allerede ved sit og Hannahs bryllup kan han ikke få øjnene fra sin brors hustru, den blonde elitesvømmerske.

DA jøderne skal registreres og får påbud om at bære stjerne, vil han ikke høre tale om nogen af delene. Hannah lader sig registrere, Maxime lægger afstand til emnet. Tania gør alt for at skubbe ham fra sig. Hun er samtidig meget som han, skønt mere pragmatisk. Hun overholder loven og bærer en stjerne i sit revers, men den er sat på med hægter og kan knappes af, når hun passer sit arbejde som statuarisk mannequin i de dyre kredse, hvor jøder aldrig har været velsete, hverken før eller efter Vichy.

   Længe mener Maxime, at ånden i tiden kan være en forbedring. Han rystes i sin tro, da han og Simon cykler tyve kilometer for at svømme og dyrke idræt i klubben, hvor han er kendt for sine fysiske resultater. En beklagende kvinde afviser dem og hænger et skilt med teksten »Jøder forbydes adgang« ved porten, før hun lukker den. Da beslutter Maxime at forlade Charles Trenets »Douce France« og gå i hi, indtil Shoah er ovre. Han og Hannahs bror tager i forvejen. Siden vil kvinderne slutte sig til dem, men Tania kommer længe før tiden. Hannah har set Maxime se på Tania. Her følger den inderste hemmelighed.

FOR den voksne François er hele historien til hele tiden. Hemmeligheden bliver for ham en bestemmende indsigt magen til den, som fortælleren har i Margaret Atwoods roman Cat's Eye (1988, da. Katteøje (1988), da hun får at vide, at tiden er krum:

   »Fra da af forestillede jeg mig tiden som noget formet, noget man kunne se, som en række flydende lysbilleder, der er lagt ovenpå hinanden. Man kigger ikke bagud langs med tiden, men ned igennem den, ligesom vand. Somme tider kommer det ene op til overfladen, somme tider noget andet, somme tider ingenting. Intet forsvinder.«***

   Miller klipper effektivt mellem de kronologiske lag og skaber dybde ved at genbruge fragmenter af drengens fantasi om forældrenes møde i den endelige skildring af, hvor skamfuldt og selvfølgeligt de fandt hinanden. Maximes søster tilgiver aldrig sin bror. Alene Louise accepterer uden at dømme.

   Ikke overraskende er Louise en figur, som Miller og medforfatteren Natalie Carter har tilføjet for egen regning. I Grimberts roman er alt filtreret gennem fortælleren. Det er naturligvis en pointe, at han og forfatteren har forskellige fornavne. Det er skrevet tæt på virkeligheden, men det er ikke virkeligheden.

JEG har i denne tekst været fristet til at fortælle mere om Hannah, Maximes første hustru: hvad hun siger, hvad hun gør og hvad det koster. Men filmen har sit hjerte hér, og det ville ikke være rigtigt at røbe, hvordan den stilfærdige kvinde på én gang tager hævn og giver slip. Derimod kunne filmens epilog med fordel sidde forrest i filmen. Den skildrer bogens yngste, øverste minde om dét, der satte Grimbert i gang med at skrive.

   En søndag kører han tur med sin hustru og sine døtre i Auvergne. På en privat grund ved en søbred finder de en gravplads, hvor stenene kun bærer fornavne. Er der årstal, dækker de korte liv på 10-12 år. François ved, at hundekirkegården blev anlagt af en datter til Pierre Laval, ministerpræsidenten for L’État Français. Disse dyr fik en grav og blev husket. Simon, Hannah og mange andre ofre fik ingen sten. For fascisterne var de ikke rigtige mennesker. For eftertiden er de et ubekvemt minde.

   En britisk kollega fandt denne scene pinlig og overflødig. Det er den ikke. Tværtimod forklarer den, hvorfor filmens arbejdstitel var Le Cimetière des chiens.

   Un secret er den vigtigste film om Vichy siden Louis Malles Lacombe Lucien (1974, da. Håndlangeren). Hos Miller og Grimbert ligger følelsen tæt på samme instruktørs Au revoir les enfants (1987, da. Vi ses igen). Også Claude Chabrol brugte sønnens synsvinkel og den voksne fortæller i sin beslægtede filmatisering af François Szpiners Une affaire de femmes (1988, da. Den sorte engel). Det bliver stadig mindre relevant, om forældrene var ofre eller kollaboratører. Snart er krigens børn de eneste vidner.  

   Filmen føjer sig naturligt til en bølge af revisionistiske holocaustskildringer, der er skabt ved årtusindeskiftet: Roberto Benignis italienske La vita é bella (1997, da. Livet er smukt), Roman Polanskis britisk-fransk-polske The Pianist (2002, da. Pianisten), Volker Schlöndorffs tyske Der neunte Tag (2004), Lajos Koltais ungarske Fateless (2005, da. De skæbneløse), Stefan Ruzowitzkys østrigske Die Fälscher (2007, da. Forfalskerne).

DE film skildrer alle aspekter af mordet på de europæiske jøder, en forfærdelig sang som er hørt mange gange. Dog sker det med en kompleksitet, som gør de udslettede mennesker til individer, snarere end en masse af ofre, som over tid bliver et kollektivt rædselsbillede, man betragter som pligtstof i skoler som den, hvor François har sit raserianfald.

   »Når vi taler om ofre for nazismen, får vi ofte det indtryk, at de ikke var mennesker som alle andre; at de ikke havde oplevet kærlighed, romancer eller passion,« siger Claude Miller om Un Secret. »Som hele min familie, har jeg aldrig på nogen måde været en særligt religiøs jøde. Jeg så Philippe Grimberts roman som en mulighed for at ære både min familie og deres historie.«****

Se også Apropos EM: Miraklet i Bern/ Das Wunder von Bern (2003); Dennis Gansel: Napola/ Before the Fall (2004) [Krigens børn]; Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Kertész | Koltai: Fateless/ De skæbneløse (2005) [Krigens børn]; De kaldte hende Sarah/ Elle s'appelait Sarah (2010) [Krigens børn]; Cate Shortland: Lore (2013) [Krigens børn]; Det store stilehæfte/ Le grand cahier (2013) [Krigens børn]; Flugten til Nice/ Un sac de billes (2017) [Krigens børn]; Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]; Caroline Link | Judith Kerr: When Hitler Stole Pink Rabbit (2019); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn].

Se også Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008) [Danmarks besættelse 80 år]; Frihedskæmperen Max Manus (2008) [Danmark & Norges besættelse 80 år]; Roni Ezra: 9. april (2015) [Danmarks besættelse 80 år]; Martin Zandvliet: Under sandet (2015) [Danmarks besættelse 80 år]; Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016) [Danmarks besættelse 80 år]; Erik Poppe: Kongens valg (2016) [Danmark & Norges besættelse 80 år]; Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018) [Danmarks besættelse 80 år]; Anders Refn: De forbandede år (2020) [Danmarks besættelse 80 år]; Krigen på Bornholm 1940-1946 [Danmarks besættelse 80 år] + Legender om besættelsen [Danmarks besættelse 80 år].

Se også Claude Lanzmann 1925-2018 [I anledning af Auschwitz 75 år]; Lászlo Nemes: Sauls søn (2015) [Holocaust Remembrance Day 2022]; Christian Petzold: Phoenix (2014); Roberto Benigni: Livet er smukt (1997); Den næste generation: The Reader (2008) [Højtlæseren 1]; Den tyske fortælling: Et interview med Stephen Daldry og David Hare [Højtlæseren 2]. 

*) Claude Miller (1942-2012) var faktotum på film af Robert Bresson (Balthazar), Jacques Demy (Les desmoiselles de Rochefort), Jean-Luc Godard (La chinoise, Weekend) og François Truffaut (fra Mississippi Mermaid til L’historie d’Adèle H.), før han selv fik chancen for at instruere La meilleure façon de marcher (1976, da. Takten, takten, pas på takten). Han tog farve af forbillederne i spændingsfilm som Garde à vue (1981, da. Mistænkt) og Mortelle randonnée (1983, da. Øjet), begge med Isabelle Adjani, men var altid mere til mainstream med dybde. La petite voleuse (1988, da. Den lille tyvetøs) med Charlotte Gainsbourg og L’accompagnatrice (1992, da. Akkompagnatricen) med Romane Bohringer var populære film i 90erne. Han gled fra Truffaut mod Chabrol i sit menneskesyn. La Classe de neige (1998, da. Klasseturen) bryder et tabu og og indleder et frugtbart samarbejde med Emmanuel Carrère. Miller var blandt de bedste kvindeskildrere i sin generation. Særlig stærkt står mor/datter-skildringen i Betty Fisher et autres histories (2001, da. Betty Fisher og andre historier) efter en bog af Ruth Rendell. La petite Lili (2003) er en moderne variation over Anton Tjekhovs Mågen. Han nåede at instruere Audrey Tautou i Thérèse (2012), som bygger på François Mauriacs Thérèse Desqueyroux.

**) Philippe Grimbert: Un secret. 191 s. Paris: Éditions Grasset & Fasquelle, 2004. Mærkværdigvis er bogen aldrig oversat til dansk. Den engelske udgave, Secret, er oversat af Polly McLean.

***) Margaret Atwood: Cat's Eye (1988, da. Katteøje, 1989) er oversat af Lisbeth Møller Madsen.

****) Jeg interviewede Claude Miller i København i 1995 og i Paris i 2002. Ved sidstnævnte lejlighed sagde han bl.a.: »Hvis ansigtet ikke siger det hele, er det på tide at holde op med at lave film. Det er måske en lovlig flot ting at sige, der er flere der har spurgt mig om det. Men det er i og for sig som jeg siger. For mig er detaljerne og de ekstreme nærbilleder det vigtigste i en film. Det er dem, jeg selv ser på, og det er dem, som jeg gør mig mest umage med at lave. Et ansigt som viser følelser, det er for mig selve sjælen i film. Af samme grund holder jeg meget af stumfilm og sætter mere og mere pris på dem som ren film, efterhånden som jeg bliver ældre. Billederne er hinsides sprog og kulturelle forskelle, de er kernen som alting drejer sig om, og hvis man ikke kan lade ansigterne vise følelser, snarere end at lade personerne tale om, hvordan de har det, så er det på tide at trække sig tilbage«.

Un secret (En hemmelighed). Instr.: Claude Miller. Manus: Natalie Carter, Claude Miller. Foto: Gérard de Battista. 105 min. Frankrig 2007. Dansk premiere: 08.08.2008

Fotos: France 3 Cinéma/ Canal+/ UGC YM/ Soficinéma/ La Région Île-de-France/ Sunrise Film/ Éditions Grasset & Fasquelle/ Le livre de Poche/ Filmaffinity/ BGJ ((Claude Miller i Paris 2002, Uniifrance 4eme Rendez-vous Europeen du Cinéma Français)/ Word by Word - clairemcalpine.com (Philippe Grimbert Portrait)/

Filmen streames på MUBI 

Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 08.08.2008