Aki Kaurismäki: Manden uden fortid | The Man Without a Past (2002)

SE DISSE MENNESKER

Aki Kaurismäkis solidariske blik

Af BO GREEN JENSEN

EN tavs, mørk fremmed kommer til byen i de første scener af Manden uden fortid. Vi kender ham ikke, kan bare se, at det må være ham, der bærer handlingen, for det er ikke til at tage fejl af Markku Peltonas mejslede træk, der i regelen lægger bunden hos filmskaberen Aki Kaurismäki. Det kan derfor kun være et spørgsmål om tid, før Kati Outinen toner frem et sted i billedet. Præmissen kan variere, men de to danner altid par hos finsk films mest originale auteur.

   Så lad os følges med den fremmede. Han sidder i toget; ryger tæt med dybe, rugende sug; bærer tunge arbejdsstøvler og har en svejsehjelm med sig. Han kan i øvrigt have al sin bagage i en brun papkuffert af den klassiske model, som karaktererne pakker på få minutter i gamle film. Han sidder på bænken i parken og ryger, da tre brutale lømler for det første slår ham bevidstløs, for det andet sparker ham til plukfisk. De har endda musik til arbejdet.

   Bøllerne tænder en lille transistor, som ligger i den fremmedes kuffert, og filmens symfoniske score vælder op. Endelig er gorillaerne mætte. De giver den blødende mand svejsehjelmen på og dækker ham til med den flænsede kuffert. Det er godt nok en ond, udeltagende verden.

NATURLIGVIS viger alle til side, da den blødende mand stavrer ind og besvimer på herretoilettet på banegården i Helsinki. På hospitalet vikles han ind i bandager og stives af med gips overalt, men lægen og sygeplejersken må alligevel opgive ham med en hovedrysten, da de for syns skyld har virket en tid ved hans side. »Trods alt er det måske bedre end et liv som grøntsag,« lyder en af de første, herligt klichébelagte replikker fra lægen. De kendte ikke manden. Det kræver ingen overvindelse at afskrive en fremmeds liv.

   Men Peltona rejser sig, krænger næsen på plads med en skrækkelig lyd og flygter fra hospitalet. Vi kan lige så godt kalde ham M – det gør de credits, som kører efter filmen – og erkende, at vi på nuværende tidspunkt har oparbejdet betydelig respekt for manden, der tydeligvis er ukuelig. Det skærer os derfor i hjertet, da daggryet finder ham liggende med hovedet i noget brakvand. Vi har nået barakbyen i udkanten af byen. Det er hér, at de udstødte lever i containere og sammenflikkede skure.

   Der er ingen ende på nedrigheden, og der er åbenbart ingen ære blandt tyve. En forbipasserende stjæler M’s støvler. Indtil nu er der bare blevet taget og taget fra det stakkels menneske, som ikke har mælet en lyd. Guds retfærdighed råder i himlen, men hernede må man sørge for sig selv. Da kommer to drenge heldigvis gående. De kalder på de voksne. En familie tager M ind i sin stue i containeren. Kvinden tvinger lidt suppe gennem bandagerne. Omsider har M nået bunden. Fra nu af må det vende – og gå op.

AKI Kaurismäki (f. 1957) er en ener. Få moderne instruktører arbejder med så minimale virkemidler og gør det så tæt på den rene film, stumfilmen, der skaber store følelser ved hjælp af lys og skygge, lidt musik, nogle spillere og et manuskript, der helst skal være så enkelt som muligt. Faktisk var Juha (1999), Kaurismäkis forrige opus, en regulær stumfilm, der uden at blinke foldede et stort melodrama, naivt og patetisk, men også mærkeligt bevægende og aldrig selvironisk, ud over lærredet i fuld bredde.

   Manden uden fortid var en publikumsfavorit på årets Cannes Festival, hvor filmen modtog en Grand Prix – dvs. sølvmedaljen – og Kati Outinen fik prisen som Bedste Skuespillerinde. Det er da også en sjældent tilfredsstillende oplevelse at følge mennesket M’s genrejsning.

   Kaurismäki har lavet film, som var sjovere på samme sindssygt lakoniske måde. For eksempel er Pas på dit tørklæde, Tatjana (1994), en skæv og tjekket road movie, svær at hamle op med, når det gælder excentrisk finsk-russisk latter af den mørkeste beskaffenhed.

   Samspillet mellem Peltona og Outinen var om muligt finere afstemt i Drifting Clouds (1996), hvor de åbnede en restaurant, som absolut ingen besøgte, og vil man endelig have lommetørklædet frem, må Pigen fra tændstikfabrikken (1990) være et rimeligt tudestykke. Den fåmælte finne står også bag serien af koncertfilm med de gakkede Leningrad Cowboys.

   Der er for så vidt intet nyt i Manden uden fortid. Snarere samler den filmværkets tråde og får de faste temaer til at balancere optimalt. Der er mørk humor under det hele, men også ægte romantik, dybfølt patos, skær realisme og en velsignet evne til at formulere og forsvare det naive. Kaurismäki er en mand i ét stykke, ganske som karaktererne i hans film. Man æder ham med hud og hår eller man kan ikke bruge ham til noget. Denne gang vil alle have en bid.

TILBAGE i barakbyen ved lossepladsen begynder tingene at lysne for M. For så vidt som Kaurismäki har et budskab, er det jo netop, at der findes ære blandt tyve; at i det mindste samfundets randeksistenser nægter at hylde den grådighed, som regerer i borgerligheden.

   Både Aki og storebror Mika Kaurismäki (f. 1955) er rundet af 1970erne, og det ses. Et eksempel på M’s deroute er, at han tabte sine LP’er ved at spille blackjack. Så er man langt ude, men det kræver en vis alder at begribe, hvor tragisk sådan et tab kan være. Det er jo ikke bare et par opsamlingscd’er, der er røget. Det er hele skatten af vinyl.

   M er et stærkt og retskaffent menneske, som blomstrer når han har medgang. Snart kan han lægge bandagerne, flytte ud af familiens container og indrette sig i en anden, som stilles til rådighed af opsynsmanden, der ganske vist taler hårdt til alle, men faktisk er et hjertensgodt menneske, der har det meste i munden. Han advarer alle mod dræberhunden Hannibal, men denne er blid som et lam. Den vil hellere være hos M, og så er dét vel også i orden.

M ved stadig ikke, hvem han er og hvor han kommer fra. Han ville gerne vide det, men er samtidig i stand til at se hukommelsestabet som en chance for at få et nyt liv. Kun Frelsens Hær vil give ham arbejde, og M kan omsider forelske sig i frelserpigen Irma, der spilles af Kati Outinen. Han installerer jukebox hjemme i containeren og lærer Frelserbandet at spille rock. Det går stærkt og rigtig godt med kærligheden mellem Irma og M. Havde det handlet om Charlie Chaplin og Paulette Goddard, kunne selvfølgeligheden ikke have været større.

   Man er nødt til at have et nummer i systemet. M forsøger at åbne en lønkonto, men netop dén dag er bankens sidste – forretningen er solgt til Korea – og i stedet indblandes han i et bankrøveri, der på sindrig vis fører til opklaringen af identitetsmysteriet. Jo, han var svejser; ja, han havde en hustru engang. Han tager afsked med Irma og rejser tilbage, men kan det virkelig være for altid? Naturligvis kan det ikke dét. Manden uden fortid er et stilrent melodrama. Ikke én romantisk forventing bliver skuffet, og konventionerne drejes, men de bliver aldrig brudt.

HER er alt, hvad der skal være af lunt underspil og varme digressioner. Her er kejtede dialoger mellem Peltona og Outinen; barokke bipersoner, der alle som én bliver fremstillet solidarisk; lune, ironiske randbemærkninger. Flere scener er rendyrket stumfilm i ånden fra Kaurismäkis erklærede helte, Mauritz Stiller og F.W. Murnau. Med havet og solen i ryggen lægger vor helt symbolske kartofler i køkkenhaven ved sin container. Det sker enten til de svulmende toner af Leevi Madetojas Symfoni nr. 3 i a-dur, opus 55, eller nyskreven skæbnemusik af Antero Jakoila, for på krøllet finsk vis stikker der også en nationalromantiker i Aki Kaurismäki.

   

I Manden uden fortid samler han sine kort på én hånd. Og når finurligheden, de excentriske islæt og det rituelle tilbehør er afviklet, har filmen fortsat luft til at være en ærlig og redelig fremstilling af et menneskes heroiske kamp for at skabe sig en værdig tilværelse.

   Kaurismäkis trumf er som altid hans totale solidaritet med de mindste og mest udsatte eksistenser. Trods alt bliver det gode i mennesket hyldet; trods alt får fjenden sin rette bekomst. Den tavse mand får sin frelserpige til slut, og måske er Gud kommet hjem til sin himmel.

   I hvert fald går Aki Kaurismäki rundt i Finland og skaber små verdensfilm af unik beskaffenhed.

Manden uden fortid modtog Nordisk Råds Filmpris (som var nyindstiftet i 2002) og var i 2003 det officielle finske Oscar-bidrag. I Sverige fik den Guldbagge som årets bedste udenlandske film. I DK blev filmen nomineret til både Bodil og Robert. I hjemlandet modtog den 6 Jussi Awards.  

Manden uden fortid (Mies vailla menneisyyttä). Instr. og manus: Aki Kaurismäki. Foto: Timo Salminen. 97 min. Finland 2002. Dansk premiere: 18.10.2002.

Fotos: Sputnik/ YLE TV-1/ Pandora Filmproduktion/ ZDF/Arte/ Network Movie Film- und Fernsehproduktion/ Pyramide Productions/ Arte France Cinéma/ CAnal+/ Centre National du cinéma et de l'image animée (CNC)/ Bavaria Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Sony Pictures Classics trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | Curzon [i 10-disc bokssættet The Aki Kaurismäki Collection | 17 Movies | 1983-2017] 20.11.2017 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.10.2002

Tove | Tove Jansson 1914-2001

PORTRÆT AF EN KVINDE PÅ REJSE
Tove Jansson danser til tidens musik

Af BO GREEN JENSEN

TOVE Jansson (1914-2001) var længe om at nå frem. Som kunstnerbarn ville hun selv være kunstner; der var egentlig aldrig et valg. Hun arbejdede i mange stilarter og materialer. Hun fik anerkendelse og syntes selv om det, hun skabte, i hvert fald nu og da. Men intet kom myldrende af sig selv som de tegninger, der med tiden blev til Mumiværket.

   Zaida Bergroths og Eeva Putros portrætfilm har tre gennemløbende spor. For det første billedet af den svævende Tove, der ses på filmens plakat. Hun danser vildt og asynkront til skiftende tiders musik. Rytmerne ændrer sig, dansen gør ikke. Det er essensen af den ustyrlige kunstner. Til sidst ser vi Jansson selv på en filmstump. Hun danser nøjagtigt lige sådan.

FOR det andet er der lysten til eksperimenter, som fører hende mange steder hen. Tove vil ikke lade sig begrænse. Da hun opdager, at elskov fungerer bedre med kvinder, står hun ved sine valg. Hun siger til sin kæreste, at hun har fundet et nyt værelse i huset. Han er prosaisk og tror, hun vil flytte. Men mener det godt og er åben, som Toves venner ofte er.

   I tredje spor handler det om at erkende, hvor talentet kommer til sin ret. Hun er en dygtig og alsidig kunstner, der leverer på mål og til tiden. Men i bøgerne om Mumidalen er hun magisk og taler helt ubesværet. Det er dét og den rigtige kærlighed, som hun skal bruge sit liv på at passe.

FILMSKABERNE lægger historien frem, så ingen kan være i tvivl, og Alma Pöysti er mere end overbevisende som den evigt søgende kunstner. Derfor kan filmen slippe af sted med at sige relativt lidt om livsværket.

   Tove handler mest om alt det, som ikke var Mumidalen. Det betyder ikke, at fantasien er underbelyst. I første scene sidder Tove og tegner Mumrik, mens Helsinki bliver bombet i 1944. Lige dét virker faktisk ikke troværdigt. Men forbindelsen er etableret. Mumi bliver ved at være der som krimskrams, der tager toppen af hverdagens trængsler og krav.

   Det hænger godt sammen med Janssons egen udlægning: »Historierne om Mumitrolden var i virkeligheden fra begyndelsen en form for eskapisme. Man flygtede ind i en verden, hvor alting var venligt og ufarligt. Måske søgte man tilbage til en barndom, der var meget lykkelig, og hvor det utrolige og det dagligdags hang ukompliceret sammen.«

   Det reducerer samtidig bøgernes styrke, som er en billedskabende urkraft. De er mere end ren eskapisme.

TOVE prøver altid at gøre sig fri. Det er aldrig modet og viljen, hun savner, men længe er retningen ikke bestemt. Det vigtigste er at træde ud af Fars skygge. Tove var datter af billedhuggeren Viktor Jansson (1886-1958) og Signe Hammersten (1882-1970), som var grafiker og designer.

   Signe bakkede datteren op. Viktor var en feteret mester, som fik anerkendelsen og de store legater, så der ikke var nogen til datteren. Han var – som filmen fremstiller det – ikke interesseret i, at Tove blev andet end klassicist. Han nedgjorde hendes moderne portrætter og kunne intet se i Mumiværket, heller ikke da universet blev en populær daglig stribe i avisen.

   Eller dét troede Tove livet igennem. For på et tidspunkt må Viktor have ændret standpunkt. Filmens bedste øjeblik kommer, da han er død. Signe overrasker Tove med en scrapbog. Her har Viktor samlet alt, hvad Mumi førte med sig. Måske så hun bare forkert. Måske var han stolt hele tiden. Tove begynder at græde. Reaktionen rammer også publikum i solar plexus.

FILMEN foregår i en lang parentes mellem opbrud og ankomst. Tove er 28, da hun flytter ind i et sønderknust atelier og begynder at skabe sin verden fra grunden. Seksuelt er hun altid eventyrlysten. Det er Tove, der tager initiativet, da hun møder politikeren Atos Wirtanen (Shanti Rooney).

   Atos har familie, men vil forlade den for Tove. Efter ti år giver hun ham sit ja. Han forstår dog, at hun helst er fri. Det er et forfriskende solidarisk portræt af en mand, der var feminist før sin tid.

FOR Tove bliver mødet med Vivica Bandler (Krista Kosonen) en bestemmende begivenhed. Hun forelsker sig stort i teaterpersonen, men Vivica er promiskuøs af princip. Til gengæld forklarer hun Tove, at malerierne er »fine nok«, men Mumiværket er noget særligt. Hun finder Kometen kommer i Toves bogreol. Det er første gang, at filmen viser, hvor populær Mumidalen er blevet.

   Siden foreslår Vivica, at de sætter en forestilling op på Lilla Teatern. Tove oplever glæden ved at se figurerne leve. En kontrakt med The Evening News sikrer hende økonomisk. Hun får et forhold til Tuulikki Pietlä (Joanna Haartti). I lang tid vil hun stadig komme, hvis Vivica vælger at fløjte. Men ikke da parentesen er slut.

DEN bedste Mumi-bog er, synes jeg, Det usynlige barn fra 1962. Det er den, hvor Ninni omsider bliver set og lærer at bruge sin stemme og le.

   Det er fantasygenrens adelsmærke, at den skaber en selvstændig virkelighed. De fleste biografier om Jansson – f.eks. Tuula Karjalainens Arbejde og kærlighed (2013) – bestræber sig på at forbinde Toves indre liv med Mumidalen. Det gør filmen ikke. Den anerkender, at Mumidalen findes og er sin egen verden. Men læser den ikke som allegori.

TOVE og Tuulikki skabte deres eget sted på skærgårdsøen Klovharun, hvor Jansson skrev Billedhuggerens datter (1968) og Sommerbogen (1972). I romaner som Den ærlige bedrager (1982) og novellerne i Rejse med let bagage (1987) begynder bevægelsen væk fra det biografiske og fantastiske. Det sene forfatterskab er ved at blive genopdaget, og der er ny interesse for billederne, som har stået i skyggen af Mumiværket.

   Astrid Lindgren og Tove Jansson er de store nordiske verdensbyggere. Det er derfor passende, at Tove har samme anslag som Pernille Fischer og Kim Fupz Aakesons film om Unge Astrid (2018). Tiden kan bruge de kvinders historier. Måske til mere, end vi gør os klart.

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946.

Tove. Instr.: Zaida Bergroth. Manus: Eeva Putro. Foto: Linda Wassberg. 103 min. Finland-Sverige 2020. Dansk premiere: 03.06.2021.

Fotos: Helsinki-Film/ Anagram/ LevelK/ REEL Pictures/ Forlaget Carlsen/ Moomin Characters TM/ Tove Jansson Estate (All rights reserved)  

Filmen streames (i maj 2025)  på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, RakutenTV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Nordisk Film 31.03.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.06.2021

Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946

DRØMMENE OG TIDEN
Det indestængte livs æstetik

Af BO GREEN JENSEN

HELENE Schjerfbeck (1862-1946) var den store modernist i finsk kunst. Selv samtiden kunne se hendes fortrin – og var benovet over den internationale opmærksomhed, som blev hendes værker til del. Schjerfbeck repræsenterede Finland på flere verdensudstillinger. I filmen om hendes liv er det tydeligvis en stor ting, at Ateneum i Helsinki viser tre værker af en nulevende kunstner.

   Et af billederne hedder Konvalescenten eller Den syge. Schjerfbeck malede det i St. Ives i Cornwall, hvor hun opholdt sig i 1887. Det er længe, før filmen begynder. Billedet forestiller et sygt barn i bedring; en pige, som sidder i en kurvestol i et køkken. I 2006 (har jeg læst mig til på Wikipedia) blev det nummer to i en national afstemning, som skulle kåre Finlands favoritmaleri.

   Det er et genrebillede af den slags, som vi i Danmark diskuterer efter Den Hirschsprungske Samlings indkøb af Bertha Wegmanns portræt af en ung Marie Triepcke (senere Marie Krøyer). Vi har det også svært med Schjerfbeck-motiver som En såret soldat og Wilhelm von Schwerins død.

   Fordi hun levede længe og søgte konstant, er der mange faser i produktionen. Først er Schjerfbeck nordisk guldalder ganget med tre: Anna Ancher, Marie Krøyer, Vilhelm Hammershøi. Siden er inspiration taget ind fra bl.a. Whistler, Edvard Munch og Cezanne. Endelig er der kun kunstneren selv. Arbejdet er aldrig uden dybde. Bedst og mest moderne er billeder som Vasketøj (1883) hvor man ser lagener, der tørrer i græsset. Eller portrætter, hvor trækkene eksploderer.

ANTTI Jokinens spillefilm holder sig til perioden 1913-23. Her indledte Schjerfbeck et samarbejde med galleristen Gösta Stenman, som forstod at promovere hendes kunst. Stenmans assistent, Einar Reuter, skrev den første monografi om Schjerfbeck i 1917. Einar malede selv under navnet H. Athela. De indledte et forhold. Hun malede ham som Sømanden. Helene var 19 år ældre end Einar. Da han forlovede sig med en anden kvinde, var kunstneren stille i meget lang tid. Det er dette mørke, som Jokinens film undersøger.

FILMEN bygger på en roman fra 2004 af Rakel Liehu. Den findes på svensk, men ikke på dansk. Bogen bruger formentlig kunstnerens breve til at tegne et nærmest kubistisk portræt. Som Helene siger til Helena Westermarck (Krista Kosonen), da hun genoptager arbejdet efter sin mors død: »Jeg vil male et portræt, som får tilskueren til at falde på knæ.«

   De ler begge to, når hun siger den slags. Andetsteds er munden lukket på et selvportræt, fordi tavsheden definerer karakteren. »Endelig,« kommenterer veninden knastørt. Men hun elsker at lytte til Helene. Det er Westermarck, som tager sig af kunstneren, da Einar svigter. Det tager år at klinke skårene, og resultatet bliver aldrig helt godt.

HELENE er ikke en biopic i fuld skala. Der er ikke impressionistiske flashbacks til pigen, som så, hvordan verden begyndte; ingen (re)konstrueret erindring, som forklarer, hvordan Helene fik et svært forhold til sin dominerende mor. Familien prøver altid at presse Helene i retning ad kommerciel kunst. Lillebror Magnus siger ikke ét venligt ord om hendes værker.

   Sent i filmen sidder en scene, hvor Helene siger til sin mor, at hun vil ødelægge hende, hvis hun blander sig i hendes liv én gang til. Olga fnyser og tier. »Tror du mig?« insisterer Helene. Mere fnysen. Mere insisteren. Så siger den gamle kvinde endelig: »Ja, jeg tror dig.«

   Efter filmens diskrete begreber er det faretruende høj dramatik. Det er jo ikke ydre spænding, som driver Jokinens film. Tværtimod når han og fotografen Rauno Ronkainen deres mål ved altid at holde igen. Hver indstilling er sirligt og indgående komponeret, især når billedet henviser til Schjerfbecks egne motiver. Det kunne være ubærligt, en ren gennembladring af kunstnerens catalogue raisonné, men i praksis fungerer stilgrebet.

DA Einar maler, og Helene står bagved og ser på hans ryg, holder hun igen. Senere fatter hun ikke, hvordan han kunne misforstå hendes signaler. Det er med sådan et blik, det indestængte livs æstetik, at filmen betragter sin verden. Man får et chok, da Helene giver Einar en lussing, skønt det sker med års forsinkelse.

   Helene knuser kopper og mister grebet om virkeligheden, da Einar meddeler, at han har forlovet sig – ovenikøbet med Tyra på 18, som er indbegrebet af livskraft. Da galleristen kommer for at lokke hende tilbage til verden, lukker Helene sig inde i skabet, så han ikke kan se hende. Men ingen dikterer, hvad vi skal føle. Hun lytter til anmeldelsen, han læser højt. Så kommer hun ud og tænder op, for værelset er koldt. Heller ikke musikken angler. Der er højest sprød Satie og formel J.S. Bach på lydsporet.

HELENE Schjerfbeck havde et langt virksomt liv. Hun døde 83 år gammel og var mange flere faser igennem. En sluttekst oplyser, at hun og Einar forblev nære venner og skrev over 1.100 breve til hinanden. I filmen har han problemer med ét.

   Endelig står hun igen ved staffeliet. En fugl forvilder sig ind, og hun betragter den som en budbringer. »Drømmene og tiden løber fra os, skridt for skridt,« siger hun. »Til de forsvinder ud i horisonten. Og vi glemmer. Vi glemmer, hvad det var, vi prøvede at nå hele vores liv. Det eneste, som er tilbage til sidst, er rent, hvidt papir. Så finder vi henførelsen.«

DE sidste par minutter er et formalistisk højdepunkt. Atelieret glider umærkeligt over i konservatorernes værksted på det moderne Ateneum. Alt er lys og orden. Ti malerier bliver vist: et interiør; portrættet af Einar; pigen med rødt hår; det ikoniske selvportræt fra 1912; et andet med røde, hævede læber; MARIA med veninden Maria Wiik; den gamle mor i zarina-positur; igen interiøret, som viser en dør. Det er udgangen og indgangen. Det er disse billeder, som Jokinen har brugt til at give filmen struktur.

MAN får stor respekt og veneration for Laura Birn, der spiller Helene. Johannes Holopainen ligner næsten en ung August Strindberg i rollen som Einar Reuter. Han har vokset moustache og prøjsisk frisure, men hans kød lever på den rigtige måde. Der skal blyhvidt, harelim og viridian til at fange marmoreringens kompleksitet.

   Jokinens film er nede i disse detaljer. Derfor giver den en bedre skildring af den skabende maler end mange mere ekspressionistiske forsøg, som tager kaos og hallucinationer i brug, når de vil skildre fænomenet. Det er klart, at filmen bliver ved at forsøge. Det kan ikke lade sig gøre i noget andet medie.

   Helene er værd at løse billet til, også i en virtuel biograf. Den syner muligvis ikke af meget, men den sidder i kroppen længe bagefter.

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Tove | Tove Jansson 1914-2001.

Helene. Instr.: Antti Jokinen. Manus: Marko Leino og Antti Jokinen. Foto: Rauno Ronkainen. 121 min. Finland 2020. 04.02.2021 [Streaming].

Fotos: Cinematic/ Stellar Film/ Picture Tree International/ Nordisk Film/ YLE/ IMDBpro/ CineMaterial/ Cineuropa.org/ Schirn Kunsthalle/ Ateneum/ helene.onlyhearts.co.jp (official website)/Wikimedia Commons

Filmen streames på GRAND HJEMMEBIO

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.02.2021.

Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016)

NÅR BESATTE MÆND FORELSKER SIG
En blid lille film om den hårdeste sport

Af BO GREEN JENSEN

OLLI Mäki (1936-2019) var en lille finsk bokser, som skabte store overskrifter, da han mødte amerikaneren Davey Moore (1933-1963) i en kamp om verdensmesterskabet i fjervægt.*

   Det skete den 17. august 1962 på det olympiske stadion i Helsinki, og kampen var en fjer i hatten, både for Finland som boksenation og for Mäkis energiske promoter, Elis Ask, der var tidens finske svar på Mogens Palle.

   Mäki vandt ikke kampen. Han blev tværtimod slået ud i anden omgang og måtte høre for det gennem resten af en karriere, som i øvrigt var lang og agtværdig. Alligevel var det »den bedste dag i Olli Mäkis liv«. Her valgte han én gang for alle at sætte nærværet over sine sejre i ringen og træningens krav om splendid isolation.

   Jeg anede intet om Olli Mäki, da jeg så Juho Kuosmanens herlige film første gang. Det var på Cannes Festivalen 2016, hvor den blev vist i Un Certain Regard-programmet. The Happiest Day in the Life of Olli Mäki fik både UCR-prisen og et Camera d’Or for årets bedste debut.

   Filmpriser ligner boksetrofæer: Forgyldte figurer, der står på en hylde og samler støv; bizarre små skulpturer med en relativ symbolværdi. Det er sådan en film, man skal se, før postyret giver mening. I referat er den bare en lille finsk ting.

KUOSMANEN tegner et varmt portræt af bokseren og hans svundne tid, der ligner Danmarks 50ere ikke så lidt. Det sker i fine sort-hvide billeder og med Jarkko Lahti i rollen som Mäki. Eero Milonoff er Elis Ask, som har et sønderslidt familieliv og satser alt på VM-kampen, men filmens livgivende sol er Oona Airohla, som spiller kvinden, der blev bokserens skæbne.

   Olli havde muligvis tabt, også hvis han ikke var blevet forelsket i Raija Jänkä. Efter at have bokset som amatør og vundet EM-titlen i letvægt, måtte Mäki sulte sig og træne ekstremt for at nå ned på de 57 kilo, som er den øvre grænse i fjervægt. Man har set de scener mange gange i amerikanske boksefilm, hvor det aldrig kommer på tale at træde ned og gå sin vej.

DEN rituelle træning findes også hos Kuosmanen, men hans film er gjort af et helt andet stof. Ikke at den underkender sporten eller tager noget fra bokseren, men den har sit hjerte i livet uden for ringen.

   Det meste af titelkampen foregår off screen, og på vej hjem efter nederlaget – der objektivt set er en ydmygelse – passerer Olli og Raija et gammelt par, som støtter sig til hinanden og smiler og hilser. Olli og Raija smiler også. De har endelig fred til at dyrke hinanden.

   Fordi jeg blev siddende og læste de tekniske credits til slut, fik jeg hele rollelisten med. Nederst er anført »et gammelt og lykkeligt par«, som bliver spillet af Olli og Raija Mäki. Jeg forstod for det første, at kampen i Finland faktisk fandt sted. For det andet fik jeg en stor klump i halsen, fordi parret havde fulgtes ad lige siden.

DER er nok en vis nostalgi på spil i skildringen af de spæde 1960ere, som stadig lugter indeklemt af nøjsomhed og efterkrig. Fremtiden ligger langt fra Helsinki – for de fleste at se i et USA, hvor konsumerismen er ved at tage fart.

   Der er pragtfulde scener, hvor Olli bliver gjort til en kejtet talsmand for tvivlsomme og vilkårlige varer. Olli Mäki er ingen James Bond. Den lille mand må stå på en skammel – ganske som filmstjernen i Sofia Coppolas Somewhere – for at virke tilpas viril og dominerende. Noget som bokseren slet ikke er.

   60erne er en historisk provins. De fremstår med en patina, der får én til at huske onklernes tid, seksdagsløb i Forum, tyk cerutrøg, Hudibras, knallertolie, Gunnar »Nu« Hansen og gamle numre af Populær Mekanik. Selv store sportsfolk var halvamatører. Verdenspressen talte fem-seks tykke mænd.

BOKSEREN stammer fra landet, og filmen følger ham hjem med kærlige øjne, da han når et dødt punkt i sin træning. Olli kommer i mål, skønt han vakler. Det er en smuk beskrivelse af, hvad der sker, når besatte mænd forelsker sig, og den handler ikke alene om boksning. Olli Mäki kunne for den sags skyld være kunstner, forretningsmand eller forfatter.

   Vil man dyrke sin disciplin og blive mester eller leve livet til fulde hver dag? Det er, som englænderne siger, et conundrum, et nærved uløseligt paradoks. Kunstneren kan isolere sig og male mesterværket, der måske-måske ikke er værdsat. Eller gå ind i nærværet med sine kære. Olli Mäki og filmen vælger det sidste. Det er en ren fornøjelse at se.

Se også David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2007); Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); Tilbage til ringen: Grudge Match (2013); Antoine Fuqua: Southpaw (2015); Mikkel Serup: Den bedste mand/ Pound for Pound (2017); Jean-Stéphane Sauvaire: A Prayer Before Dawn (2017).

*) Davey Moore, som i den finske film bliver spillet af John Busco Jr., døde kun 29 år gammel efter skader, som han pådrog sig i 10. omgang af en kamp med cubaneren Sugar Ramos. Det skete den 21. marts 1963 for øjnene af 22.000 tilskuere på Dodgers Stadium i New York. Ydermere blev kampen transmitteret i tv. Da Moore døde fire dage senere, udløste det en debat om regler og vilkår for professionel boksning i USA.

Også hvis man ikke følger sporten, vil man kende navnet på den døde bokser. Bob Dylan skrev sangen »Who Killed Davey Moore?«, som i samtiden blev særligt populær med Pete Seeger (1919-2014), der synger den på koncertalbummet We Shall Overcome (1963). Det var i protestsangenes store tid, lige før den moderne folkemusik blev elektrisk. Phil Ochs (1940-1976) skrev samme uge »The Ballad of Davey Moore«. Det var en særlig politisk krølle på sagen, at boksning var blevet forbudt i Cuba efter revolutionen. Sugar Ramos »came here from Cuba's door/ Where boxing ain't allowed no more«. Både Ochs og Dylan havde sangene i deres koncertrepertoire, men fravalgte dem, da de indspillede deres første studiealbums. Dylans egen version er samlet op på The Bootleg Series Volumes 1-3 (Rare and Unreleased) (1991) og i en senere optagelse på The Bootleg Series Vol 6: Live 1964, Concert at Philharmonic Hall (2004). Ochs' sang kan bl.a. høres på Live at Newport (1996) og The Early Years (2000).

Pete Seegers ikoniske album er optaget i den amerikanske kulturkanon. Vi hørte det i engelsktimerne, da jeg gik i 1. real på Korsvejens Skole i 1970. Dylans sang om Davey Moore har rødder i børnerimet »Cock Robin«, hvor fuglene en efter en fralægger sig ansvaret. Det samme har Norman Rostens digt om veninden Marilyn Monroe (1926-1962), som var død i august året før. Seeger kombinerer »Who Killed Norma Jean?« og »Who Killed Davey Moore?« i et effektivt medley, så refrænet »How come (s(he) died and what's the reason for?« kommer til at gælde begge unge døde. Jeg kan varmt anbefale boxsættet We Shall Overcome: The Complete Carnegie Hall Concert – Historic Live Recording June 8, 1963 (med en fuld spilletid på to timer), som Columbia Records udgav i 1989. 

Den bedste dag i Olli Mäkis liv (Hymyilevä mies – Den lyckligaste dagen i Olli Mäkis liv). Instr.: Juho Kuosmanen. Manus: Mikko Myllylahti, Juho Kuosmanen. Foto: Janni-Petteri Passi. 92 min. Finland-Sverige-Tyskland 2016. Dansk premiere: 02.02.2017.

Fotos: Aamu Filmcompany/ MUBI/ Wikipedia (Olli Mäki portrait)/ CineMaterial/ Cineuropa/ Festival de Cannes/ 41Shadows/ Wikimedia Commons/ Columbia Records/ Sony Music

Filmen streames på Apple TV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, YouTube Film

2K Blu-ray fra Atlantic Film (regionsfri) 04.01.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 03.02.2017