Tove | Tove Jansson 1914-2001

PORTRÆT AF EN KVINDE PÅ REJSE
Tove Jansson danser til tidens musik

Af BO GREEN JENSEN

TOVE Jansson (1914-2001) var længe om at nå frem. Som kunstnerbarn ville hun selv være kunstner; der var egentlig aldrig et valg. Hun arbejdede i mange stilarter og materialer. Hun fik anerkendelse og syntes selv om det, hun skabte, i hvert fald nu og da. Men intet kom myldrende af sig selv som de tegninger, der med tiden blev til Mumiværket.

   Zaida Bergroths og Eeva Putros portrætfilm har tre gennemløbende spor. For det første billedet af den svævende Tove, der ses på filmens plakat. Hun danser vildt og asynkront til skiftende tiders musik. Rytmerne ændrer sig, dansen gør ikke. Det er essensen af den ustyrlige kunstner. Til sidst ser vi Jansson selv på en filmstump. Hun danser nøjagtigt lige sådan.

FOR det andet er der lysten til eksperimenter, som fører hende mange steder hen. Tove vil ikke lade sig begrænse. Da hun opdager, at elskov fungerer bedre med kvinder, står hun ved sine valg. Hun siger til sin kæreste, at hun har fundet et nyt værelse i huset. Han er prosaisk og tror, hun vil flytte. Men mener det godt og er åben, som Toves venner ofte er.

   I tredje spor handler det om at erkende, hvor talentet kommer til sin ret. Hun er en dygtig og alsidig kunstner, der leverer på mål og til tiden. Men i bøgerne om Mumidalen er hun magisk og taler helt ubesværet. Det er dét og den rigtige kærlighed, som hun skal bruge sit liv på at passe.

FILMSKABERNE lægger historien frem, så ingen kan være i tvivl, og Alma Pöysti er mere end overbevisende som den evigt søgende kunstner. Derfor kan filmen slippe af sted med at sige relativt lidt om livsværket.

   Tove handler mest om alt det, som ikke var Mumidalen. Det betyder ikke, at fantasien er underbelyst. I første scene sidder Tove og tegner Mumrik, mens Helsinki bliver bombet i 1944. Lige dét virker faktisk ikke troværdigt. Men forbindelsen er etableret. Mumi bliver ved at være der som krimskrams, der tager toppen af hverdagens trængsler og krav.

   Det hænger godt sammen med Janssons egen udlægning: »Historierne om Mumitrolden var i virkeligheden fra begyndelsen en form for eskapisme. Man flygtede ind i en verden, hvor alting var venligt og ufarligt. Måske søgte man tilbage til en barndom, der var meget lykkelig, og hvor det utrolige og det dagligdags hang ukompliceret sammen.«

   Det reducerer samtidig bøgernes styrke, som er en billedskabende urkraft. De er mere end ren eskapisme.

TOVE prøver altid at gøre sig fri. Det er aldrig modet og viljen, hun savner, men længe er retningen ikke bestemt. Det vigtigste er at træde ud af Fars skygge. Tove var datter af billedhuggeren Viktor Jansson (1886-1958) og Signe Hammersten (1882-1970), som var grafiker og designer.

   Signe bakkede datteren op. Viktor var en feteret mester, som fik anerkendelsen og de store legater, så der ikke var nogen til datteren. Han var – som filmen fremstiller det – ikke interesseret i, at Tove blev andet end klassicist. Han nedgjorde hendes moderne portrætter og kunne intet se i Mumiværket, heller ikke da universet blev en populær daglig stribe i avisen.

   Eller dét troede Tove livet igennem. For på et tidspunkt må Viktor have ændret standpunkt. Filmens bedste øjeblik kommer, da han er død. Signe overrasker Tove med en scrapbog. Her har Viktor samlet alt, hvad Mumi førte med sig. Måske så hun bare forkert. Måske var han stolt hele tiden. Tove begynder at græde. Reaktionen rammer også publikum i solar plexus.

FILMEN foregår i en lang parentes mellem opbrud og ankomst. Tove er 28, da hun flytter ind i et sønderknust atelier og begynder at skabe sin verden fra grunden. Seksuelt er hun altid eventyrlysten. Det er Tove, der tager initiativet, da hun møder politikeren Atos Wirtanen (Shanti Rooney).

   Atos har familie, men vil forlade den for Tove. Efter ti år giver hun ham sit ja. Han forstår dog, at hun helst er fri. Det er et forfriskende solidarisk portræt af en mand, der var feminist før sin tid.

FOR Tove bliver mødet med Vivica Bandler (Krista Kosonen) en bestemmende begivenhed. Hun forelsker sig stort i teaterpersonen, men Vivica er promiskuøs af princip. Til gengæld forklarer hun Tove, at malerierne er »fine nok«, men Mumiværket er noget særligt. Hun finder Kometen kommer i Toves bogreol. Det er første gang, at filmen viser, hvor populær Mumidalen er blevet.

   Siden foreslår Vivica, at de sætter en forestilling op på Lilla Teatern. Tove oplever glæden ved at se figurerne leve. En kontrakt med The Evening News sikrer hende økonomisk. Hun får et forhold til Tuulikki Pietlä (Joanna Haartti). I lang tid vil hun stadig komme, hvis Vivica vælger at fløjte. Men ikke da parentesen er slut.

DEN bedste Mumi-bog er, synes jeg, Det usynlige barn fra 1962. Det er den, hvor Ninni omsider bliver set og lærer at bruge sin stemme og le.

   Det er fantasygenrens adelsmærke, at den skaber en selvstændig virkelighed. De fleste biografier om Jansson – f.eks. Tuula Karjalainens Arbejde og kærlighed (2013) – bestræber sig på at forbinde Toves indre liv med Mumidalen. Det gør filmen ikke. Den anerkender, at Mumidalen findes og er sin egen verden. Men læser den ikke som allegori.

TOVE og Tuulikki skabte deres eget sted på skærgårdsøen Klovharun, hvor Jansson skrev Billedhuggerens datter (1968) og Sommerbogen (1972). I romaner som Den ærlige bedrager (1982) og novellerne i Rejse med let bagage (1987) begynder bevægelsen væk fra det biografiske og fantastiske. Det sene forfatterskab er ved at blive genopdaget, og der er ny interesse for billederne, som har stået i skyggen af Mumiværket.

   Astrid Lindgren og Tove Jansson er de store nordiske verdensbyggere. Det er derfor passende, at Tove har samme anslag som Pernille Fischer og Kim Fupz Aakesons film om Unge Astrid (2018). Tiden kan bruge de kvinders historier. Måske til mere, end vi gør os klart.

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946.

Tove. Instr.: Zaida Bergroth. Manus: Eeva Putro. Foto: Linda Wassberg. 103 min. Finland-Sverige 2020. Dansk premiere: 03.06.2021.

Fotos: Helsinki-Film/ Anagram/ LevelK/ REEL Pictures/ Forlaget Carlsen/ Moomin Characters TM/ Tove Jansson Estate (All rights reserved)  

Filmen streames (i maj 2025)  på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, RakutenTV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Nordisk Film 31.03.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.06.2021

Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946

DRØMMENE OG TIDEN
Det indestængte livs æstetik

Af BO GREEN JENSEN

HELENE Schjerfbeck (1862-1946) var den store modernist i finsk kunst. Selv samtiden kunne se hendes fortrin – og var benovet over den internationale opmærksomhed, som blev hendes værker til del. Schjerfbeck repræsenterede Finland på flere verdensudstillinger. I filmen om hendes liv er det tydeligvis en stor ting, at Ateneum i Helsinki viser tre værker af en nulevende kunstner.

   Et af billederne hedder Konvalescenten eller Den syge. Schjerfbeck malede det i St. Ives i Cornwall, hvor hun opholdt sig i 1887. Det er længe, før filmen begynder. Billedet forestiller et sygt barn i bedring; en pige, som sidder i en kurvestol i et køkken. I 2006 (har jeg læst mig til på Wikipedia) blev det nummer to i en national afstemning, som skulle kåre Finlands favoritmaleri.

   Det er et genrebillede af den slags, som vi i Danmark diskuterer efter Den Hirschsprungske Samlings indkøb af Bertha Wegmanns portræt af en ung Marie Triepcke (senere Marie Krøyer). Vi har det også svært med Schjerfbeck-motiver som En såret soldat og Wilhelm von Schwerins død.

   Fordi hun levede længe og søgte konstant, er der mange faser i produktionen. Først er Schjerfbeck nordisk guldalder ganget med tre: Anna Ancher, Marie Krøyer, Vilhelm Hammershøi. Siden er inspiration taget ind fra bl.a. Whistler, Edvard Munch og Cezanne. Endelig er der kun kunstneren selv. Arbejdet er aldrig uden dybde. Bedst og mest moderne er billeder som Vasketøj (1883) hvor man ser lagener, der tørrer i græsset. Eller portrætter, hvor trækkene eksploderer.

ANTTI Jokinens spillefilm holder sig til perioden 1913-23. Her indledte Schjerfbeck et samarbejde med galleristen Gösta Stenman, som forstod at promovere hendes kunst. Stenmans assistent, Einar Reuter, skrev den første monografi om Schjerfbeck i 1917. Einar malede selv under navnet H. Athela. De indledte et forhold. Hun malede ham som Sømanden. Helene var 19 år ældre end Einar. Da han forlovede sig med en anden kvinde, var kunstneren stille i meget lang tid. Det er dette mørke, som Jokinens film undersøger.

FILMEN bygger på en roman fra 2004 af Rakel Liehu. Den findes på svensk, men ikke på dansk. Bogen bruger formentlig kunstnerens breve til at tegne et nærmest kubistisk portræt. Som Helene siger til Helena Westermarck (Krista Kosonen), da hun genoptager arbejdet efter sin mors død: »Jeg vil male et portræt, som får tilskueren til at falde på knæ.«

   De ler begge to, når hun siger den slags. Andetsteds er munden lukket på et selvportræt, fordi tavsheden definerer karakteren. »Endelig,« kommenterer veninden knastørt. Men hun elsker at lytte til Helene. Det er Westermarck, som tager sig af kunstneren, da Einar svigter. Det tager år at klinke skårene, og resultatet bliver aldrig helt godt.

HELENE er ikke en biopic i fuld skala. Der er ikke impressionistiske flashbacks til pigen, som så, hvordan verden begyndte; ingen (re)konstrueret erindring, som forklarer, hvordan Helene fik et svært forhold til sin dominerende mor. Familien prøver altid at presse Helene i retning ad kommerciel kunst. Lillebror Magnus siger ikke ét venligt ord om hendes værker.

   Sent i filmen sidder en scene, hvor Helene siger til sin mor, at hun vil ødelægge hende, hvis hun blander sig i hendes liv én gang til. Olga fnyser og tier. »Tror du mig?« insisterer Helene. Mere fnysen. Mere insisteren. Så siger den gamle kvinde endelig: »Ja, jeg tror dig.«

   Efter filmens diskrete begreber er det faretruende høj dramatik. Det er jo ikke ydre spænding, som driver Jokinens film. Tværtimod når han og fotografen Rauno Ronkainen deres mål ved altid at holde igen. Hver indstilling er sirligt og indgående komponeret, især når billedet henviser til Schjerfbecks egne motiver. Det kunne være ubærligt, en ren gennembladring af kunstnerens catalogue raisonné, men i praksis fungerer stilgrebet.

DA Einar maler, og Helene står bagved og ser på hans ryg, holder hun igen. Senere fatter hun ikke, hvordan han kunne misforstå hendes signaler. Det er med sådan et blik, det indestængte livs æstetik, at filmen betragter sin verden. Man får et chok, da Helene giver Einar en lussing, skønt det sker med års forsinkelse.

   Helene knuser kopper og mister grebet om virkeligheden, da Einar meddeler, at han har forlovet sig – ovenikøbet med Tyra på 18, som er indbegrebet af livskraft. Da galleristen kommer for at lokke hende tilbage til verden, lukker Helene sig inde i skabet, så han ikke kan se hende. Men ingen dikterer, hvad vi skal føle. Hun lytter til anmeldelsen, han læser højt. Så kommer hun ud og tænder op, for værelset er koldt. Heller ikke musikken angler. Der er højest sprød Satie og formel J.S. Bach på lydsporet.

HELENE Schjerfbeck havde et langt virksomt liv. Hun døde 83 år gammel og var mange flere faser igennem. En sluttekst oplyser, at hun og Einar forblev nære venner og skrev over 1.100 breve til hinanden. I filmen har han problemer med ét.

   Endelig står hun igen ved staffeliet. En fugl forvilder sig ind, og hun betragter den som en budbringer. »Drømmene og tiden løber fra os, skridt for skridt,« siger hun. »Til de forsvinder ud i horisonten. Og vi glemmer. Vi glemmer, hvad det var, vi prøvede at nå hele vores liv. Det eneste, som er tilbage til sidst, er rent, hvidt papir. Så finder vi henførelsen.«

DE sidste par minutter er et formalistisk højdepunkt. Atelieret glider umærkeligt over i konservatorernes værksted på det moderne Ateneum. Alt er lys og orden. Ti malerier bliver vist: et interiør; portrættet af Einar; pigen med rødt hår; det ikoniske selvportræt fra 1912; et andet med røde, hævede læber; MARIA med veninden Maria Wiik; den gamle mor i zarina-positur; igen interiøret, som viser en dør. Det er udgangen og indgangen. Det er disse billeder, som Jokinen har brugt til at give filmen struktur.

MAN får stor respekt og veneration for Laura Birn, der spiller Helene. Johannes Holopainen ligner næsten en ung August Strindberg i rollen som Einar Reuter. Han har vokset moustache og prøjsisk frisure, men hans kød lever på den rigtige måde. Der skal blyhvidt, harelim og viridian til at fange marmoreringens kompleksitet.

   Jokinens film er nede i disse detaljer. Derfor giver den en bedre skildring af den skabende maler end mange mere ekspressionistiske forsøg, som tager kaos og hallucinationer i brug, når de vil skildre fænomenet. Det er klart, at filmen bliver ved at forsøge. Det kan ikke lade sig gøre i noget andet medie.

   Helene er værd at løse billet til, også i en virtuel biograf. Den syner muligvis ikke af meget, men den sidder i kroppen længe bagefter.

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Tove | Tove Jansson 1914-2001.

Helene. Instr.: Antti Jokinen. Manus: Marko Leino og Antti Jokinen. Foto: Rauno Ronkainen. 121 min. Finland 2020. 04.02.2021 [Streaming].

Fotos: Cinematic/ Stellar Film/ Picture Tree International/ Nordisk Film/ YLE/ IMDBpro/ CineMaterial/ Cineuropa.org/ Schirn Kunsthalle/ Ateneum/ helene.onlyhearts.co.jp (official website)/Wikimedia Commons

Filmen streames på GRAND HJEMMEBIO

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.02.2021.

Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022

BEDRØVEDE BØRN MED GIGANTISKE ØJNE
Kunstfænomenet Margaret Keane 1927-2022

Af BO GREEN JENSEN

ALLE har set Margaret Keanes malerier. Der er tusindvis af dem, og de fleste forestiller et bedrøvet barn med mørke, gigantiske øjne. Der er næsten ingen forskel på de ansigter. Baggrunden kan variere. Som regel signalerer den afsavn, men rammen kan også være idyllisk. Blikket er altid det samme.

   Man betragter måske ikke malerierne som billedkunst, ser dem snarere som generisk materiale af den slags, der bruges i ugebladsillustrationer og inspirationsbøger om ironisk design. Men i 1960erne var de et kulturfænomen. Kritikerne hadede Keanes sofastykker og kaldte dem kitsch. Herhjemme, hvor man sagde fiduskunst, havde vi skipperen med pibe og sigøjnersken med udringet bluse. I USA havde man Keane.

   Keanes malerier blev reproduceret og solgt i supermarkeder. Konceptet blev en industri. I Woody Allens komedie Sleeper (1973) er det en vittighed, at man i fremtiden falder i svime over »en ægte Keane«. Andy Warhol, som kunne sige corny ting på en cool måde, erklærede: »Jeg synes, at det, som Keane har skabt, er fantastisk. Hvis det var dårligt, ville der ikke være så mange mennesker, som kunne lide det.«

   

KRØLLEN på historien er, at børnene med de store øjne blev solgt som værker af Walter Keane. Margaret og Walter mødte hinanden i San Francisco i 1955. Han malede franske gadescener og klædte sig som Gene Kelly i An American in Paris (1951, da. En amerikaner i Paris). Hun var gået fra sin første mand og forsørgede sin datter ved at dekorere børnesenge på en møbelfabrik. Datteren var hendes første model. Begge brugte signaturen Keane.

   Ingen gallerier ville vide af Keane. Han fik lov at udstille på en natklub. Her begyndte kendte kunder at forelske sig i Margarets gadebørn. Walter havde forretningssans, men undervejs tog han æren for hendes kunst. Hun forlod ham i 1964, flyttede med datteren til Hawaii, fandt nyt selvværd hos Jehovas Vidner og stævnede sin eksmand. Det var påstand mod påstand, og dommeren lod det komme an på en prøve. Hver part fik en time til på stedet at male et barn med store øjne. Margaret leverede varen. Walter havde dårlig skulder netop den dag.

I TIM Burtons Big Eyes bliver parret spillet af Amy Adams og Christoph Waltz. Hun er passiv og lader sig bruge i så grel en grad, at man næsten fatter sympati for sjuften og lystløgneren. I hvert fald forstår man ham bedre. Malerierne er groteske og sentimentale med en næsten uhyggelig undertone. Som en undrende galleriejer (Jason Schwartzman) siger, da Margaret lægger sag an: »Hvem ville ønske at tage æren for de billeder?«

   Projektet kommer egentlig fra manuskriptforfatterne Scott Alexander og Larry Karaszewski. De har med stor konsekvens interesseret sig for excentrikere i den amerikanske popkultur. Parret skrev Ed Wood (om filmhistoriens værste instruktør) til Tim Burton og The People vs. Larry Flynt (om manden bag magasinet Hustler) til Milos Forman.

   Efter portrættet af komikeren Andy Kaufman, som Jim Carrey fremstillede meget livagtigt i Formans Man on the Moon (1999), var de klar med filmen om Margaret Keane. Der gik ti år med at skaffe tilladelser og finde finansiering. Først da Burton sagde ja til at instruere, blev Big Eyes en realitet. Stoffet ligger godt for Burton, som selv har fået skyld for at sløre grænsen mellem kunst og kitsch.

RESULTATET er en skarp, let film med en overdådig scenografi, som passer perfekt til tidsbilledet. Det understøttes af et udsøgt Danny Elfman-score. Der er også forfattet en temasang, som bliver fremført af Lana Del Rey – endnu en kitschorienteret popkunstner med et udtryk, som minder om Keanes triste børn.

   Genren er nærmest en sædekomedie. Man forstår, hvorfor New York Times-kritikeren John Canaday (Terence Stamp) hidser sig op, men ikke hvorfor, han behøver at være så grusom. Hvad der drev og driver Margaret Keane, forbliver et mysterium.

   Tim Burton var i 80erne og 90erne, hvad Wes Anderson blev i 00erne og 10erne: den feterede modelbygger med hang til snowglobe cinema; nørdet i næsten autistisk skala, men vel at mærke elsket for sin særhed. Siden er aktien faldet i kurs. Konsensus siger, at han solgte sin sjæl, da han i 2010 indgik kontrakten med Disney og slog sig på Alice og Dumbo.

   Big Eyes er Burtons bedste film i et godt stykke tid. Fordi han holder sig til sagen, virker det ekstra stærkt, når han ekstemporerer. Margaret køber ind og ser øjnene fra sine billeder i alle andre menneskers ansigter: mødre, børn, kassedamer osv.

BURTON melder aldrig klart ud om sit syn på Keanes kunst. Margaret var 87, da Big Eyes fik premiere. Hun malte stadig store øjne og blåstemplede filmens fremstilling. Walter døde i 2000 og erkendte aldrig noget som helst. Hans arvinger afviste filmen som bagvaskelse.

   Skænderierne om pengene og den moralske ophavsret bliver ved. Det samme gør diskussionen om, hvad »ægte« eller »god« kunst er – og om hvem der skal være smagsdommere. I dén debat er Big Eyes et underfundigt partsindlæg.

   Margaret Keane døde i sit hjem i Napa, Californien, den 26. juni 2022. Hun blev 94 år. På kunstnerens officielle website er der rig mulighed for at købe de ikoniske motiver som kunsttryk, plakater og litografier i åbne eller begrænsede oplag. Det er stadig svært at se på de billeder. Men i kraft af Keanes historie er det muligt at læse dem lidt mere åbent.

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012).

Big Eyes. Instr.: Tim Burton. Manus: Scott Alexander & Larry Karaszewski. Foto: Bruno Delbonnel 104 min. USA 2014. Dansk premiere: 05.03.2015.

Fotos: Tim Burton Productions/ The Weinstein Company/ Silverwood Films/ Electric City Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Los Angeles Times / Keane Eyes Gallery (The First Grail, Tomorrow Forever). 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og SF Anytime

Teksten stod (med rubrikken 'Store øjne') i Weekendavisen Kultur 06.03.2015 [bearbejdet og ajourført juli 2022] 

Yayoi Kusama: Infinity (2018)

PRIKKER I UNIVERSET
Kusamas kosmiske spejlkabinet

Af BO GREEN JENSEN

»JEG tager livets energi og omdanner det til prikker i universet.« Tusindkunstneren Yayoi Kusamas enkle karakteristik af sit værk og sin metode er sat allerforrest i filmen om hendes liv. Den er klar og forbavsende fyldestgørende. Det samme er filmen et stykke af vejen.

   Amerikaneren Heather Lenz, som debuterer i langform med Kusama: Infinity, siger, at hun begyndte på sin dokumentar i 2001, før der fandtes smartphones. Den japanske kunstners karriere så ud til at skulle ende i respektabel halvglemsel og fodnotestatus. Netop da begyndte den (gen)opdagelse, som har gjort Kusama til det brand, hun altid ville være, en af verdens mest eftertragtede kunstnere og et globalt fænomen.

   Før årtusindeskiftet havde kunstneren haft få separatudstillinger. Siden 2000 har 30-40 betydningsfulde museer, fra MoMA til Tate Modern og Louisiana, holdt udstillinger, som publikum stod i kø rundt om bygningen for at komme ind til. På et tidspunkt blev det et must at tage selfies i Kusamas spejlværelser. Hun har fem mio. followers på de sociale medier.

YAYOI Kusama er fantastisk populær. Filmen gentager mange gange, at hun er verdens mest kostbare kvindelige kunstner. Kun Marina Abramovic og Yoko Ono kan konkurrere. De bliver dog ikke nævnt noget sted. Kun én kønsfælle får plads i historien. Det er Georgia O’Keefe, som inspirerede den japanske teenager, besvarede hendes breve og formidlede nyttige kontakter, da Kusama i 1957 tog til USA for at gøre en forskel.

   Det er desværre typisk for filmen. Lenz giver en kongenial introduktion til kunstnerens liv og værk, og gør fornuftigt nok meget ud af New York-perioden, hvor Kusama formulerede en række af sine grundideer. Hun forsøgte med alle midler at slå igennem på den kunstscene, hvor først tidens abstrakte ekspressionister og siden popkunstnerne dominerede. Da beskydningen prellede af, tog hun i 1973 hjem til Japan. Her fandt hun endelig fred og balance i en rutine, som hun stadig dyrker i dag.

FILMEN giver et godt billede af en kunstner, som man i forbifarten er tilbøjelig til at opfatte som »hende med polkaprikkerne«, der pludselig var – og er – alle vegne. Man får stor respekt for kvinden, som næsten kun mødte modgang og undren i sine mest vitale årtier. Især bliver de »uendelighedsnet«, som Kusama kaster gennem hele karrieren, set og forklaret, så man erkender, hvor smukke og unikke de er.

   Man forstår, hvordan en skrøbelig psyke skaber struktur i forvirringen. Nettet er for Kusama både et filter, et motiv og en metode. Æstetikken tager form over tid og forener det figurative, abstrakte og organiske. Det er simpelt hen smukke strukturer, der træder frem, når Lenz går tæt på detaljer i de ofte kolossale billeder.

DET er desværre ikke nok for Lenz at forklare. Der er to andre dagsordener. For det første skal filmen (be)vise, at Kusama havde svært ved at klare sig i New York, fordi hun var kvinde i mændenes verden, og fordi hun var japansk. For det andet skal den demonstrere, hvordan alle de andre stjal fra Kusama, tog hendes ideer og gjorde dem til deres egne.

   Især det sidste ender med at virke mod hensigten. Claes Oldenburg havde kun arbejdet i papmache og hårde materialer. Så så han en af Kusamas bløde skulpturer – Accumalation No. 1 fra 1962 er en hvid lænestol med falliske protuberanser – og begyndte selv at lave bløde skulpturer. »Det må du altså undskylde, Yayoi,« hviskede Patty Mucha, Oldenburgs daværende hustru og samarbejdspartner, ved ferniseringen.

ANDY Warhol så et af Kusamas totalindrettede rum – Aggregation: One Thousand Boats Show fra 1964 – og havde straks tapet på væggen i sin næste installation (Cow Wallpaper fra 1966). Kusama udstillede Infinity Mirror Room (Phalli’s Field) i marts 1965. I oktober samme år viste Lucas Samaras sit »Mirrored Room« og fik mere kritisk opmærksomhed, skønt – eller muligvis fordi – Kusama lod sig forevige i signalrød jumpsuit i sin installation.

   Det mere end ligger i luften, at de feministiske performancekunstnere og hippiebevægelsens pacifistiske happenings var inspireret af Kusamas eksperimenter. Med andre ord fik også Abramovíc og Ono – som kun er fem år yngre end Kusama og faktisk har anerkendt hendes betydning – deres bedste ideer fra Kusama.

JEG siger ikke, at der ikke er noget om snakken, men den nøjeregnende strategi er tæt på at skævvride filmen. Det havde været rigeligt blot at vise og belyse værkerne, så vi selv kunne se sammenhængen og forbinde de farvede prikker i uendelighedsnettet.

   I Cannes så jeg engang en for så vidt tiltrængt portrætfilm om komikeren Jerry Lewis – Gregg Barsons Method to the Madness of Jerry Lewis (2011) – der på samme måde gav kunstneren æren for noget nær alt. Man endte med at have rigeligt af Lewis. Den samme slags mæthed truer her i Kusama.

I 2021 er den 92-årige kunstner så aktiv som nogensinde. Vreden fra 1970erne er helt forsvundet i en ufravigelig arbejdsrutine. Hun bor på et hospital for sindslidende i Tokyo, det samme sted hun fik freden tilbage, og har sit atelier i gåafstand. Hun bærer en kimonoagtig kåbe med prikker som en uniform. Hun kaster sit net som hun plejer, og næste gang vil jeg se lidt bedre efter.

   Filmen får altså sagt, hvad den vil. Blot kunne den have gjort det med mere gavmild elegance. Kusama har overskud, og der er luft. Værket er i sit væsen olympisk.

Se også Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Marina Abramović: The Artist is Present (2012); Julian Rosefeldt: Manifesto (2015).

Kusama: Infinity (Kusamas uendelige univers). Instr.: Heather Lenz. Manus: Heather Lenz og Keita Ideno. Foto: Hideaki Itaya, Ken Kobland m.fl. 80 min. USA 2018. 18.10.2018.

Fotos: Goodmovies Entertainment/ Camera Film/ Women in Arts/ MoMA/ Louisiana/ ArtNow/  L'OFFICIEL Austria-Jason Schmidt (Kusama in Fireflies)/ CineMaterial/ You Tube (Magnolia Pictures trailer)  

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film

2K Blu-ray fra Eurozoom (Frankrig) 07.07.2020 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.10.2018