Daniel Dencik: Miss Osaka (2021)

AT DRUKNE I NORDLYS

Daniel Denciks lyriske modernitet 

Af BO GREEN JENSEN

DANIEL Denciks film har en særlig flygtig kvalitet, en porøsitet i det narrative anslag, som bryder med tidens kompakte tendenser. I referat kan de lyde som standardhistorier: Guldkysten (2015) skildrede den danske kolonimagtstid; Miss Osaka er et portræt af en kvinde, som prøver at skifte identitet. I praksis er de som akvareller i en hovedstrøm, hvor klare linjer og faste billeder dominerer.

   Miss Osaka har mere tilfælles med litterær modernisme og amerikanske independentfilm af Sundance-skolen end med andre nudanske film. Jeg ved ikke, om Dencik hører til Michelangelo Antonionis disciple, men Miss Osaka minder flere steder om The Passenger (1975, da. Profession: reporter), hvor Jack Nicholsons karakter skifter liv og land og navn på samme måde. Jeg taler ikke om inspiration eller efterligning. Jeg taler om sammenfald i mentaliteten og sensibiliteten.

INES er i Norge med sin kæreste, Lucas, en dynamisk iværksættertype, der arbejder med vedvarende energi. Han har en stor vision om »at høste midnatssolen« – og velsagtens blive rig undervejs i processen.

   I restauranten får Ines øjenkontakt med Maria, der kommer og sætter sig til champagne. Hun synes meget fortrolig med Lucas, men det er Ines og Maria, som knytter et bånd. Vi hører senere om de strategier, som Maria anvender i sit arbejde på klubben »Miss Osaka« hjemme i Japan. Første regel er at spørge til mandens projekter og smile med store, nysgerrige øjne.

   

MARIA er et betagende væsen af typen, som næsten kun findes på film. Hun har japansk-canadiske forældre. Hun flagrer ind og ud af flygtige forhold. Hun drømmer om at bade i nordlys. Snart gør kvinderne endnu flere filmting sammen: spiller tennis uden bold og drikker sig svimle i vodka, mens landroveren skrider af vejen. De kysser med vidtåbne munde, mens sneen falder tæt over floden.

   I næste billede vågner Ines og ser, at floden har taget Maria. Så rejser hun til Japan for at leve den andens liv, mens Lucas fører beklemte samtaler med det norske kriminalpoliti. Hvordan vil han beskrive Ines? »Hun var meget usikker.« »Hvordan forholdt du dig til hendes usikkerhed?« »Nok ikke så godt,« svarer Mikkel Boe Følsgaard i rollen som manden, noget går op for.

DER er mange ting i filmen, som irriterer mere, end de befordrer. I Osaka bliver Ines værtinde i klubben, hvor mænd kommer ind for at glemme deres hverdag. Hun har intet talent for arbejdet. Så husker hun, hvad Maria fortalte, og nummer to i klubben, Ayano (Junko Abe), supplerer med nyttige tips.

   Ines er mest interesseret i manden, som var besat af Maria. For ham vil hun blive og være (d)en anden. Det er et næsten nekrofilt projekt, men de har en god dag på væddeløbsbanen – igen af typen, man mest ser på film. I baggrunden skildres kultursammenstødet med antropologisk årvågenhed. Alfred Hitchcocks Vertigo (1958, da. En kvinde skygges) møder Sofia Coppolas Lost in Translation (2003), men igen er det ikke helt den slags film.

VICTORIA Carmen Sonne (Holiday, Usynligt hjerte, Psykosia)– som fra og med Vanskabte Land (2022) officielt bærer fornavnet Vic – giver ikke meget fra sig i rollen som Ines, men investerer som altid sin fysik. Som Maria er Nagisa Morimoto hendes komplementære modsætning. De bedste scener viser fri leg mellem de to.

   Mændene er bare mænd. Det er uklart, hvad historien vil, men Dencik er god til at male stemninger frem. Måske er der kun flygtigheden. Det er ikke en film for fastholdere, men er man til undrende impressionisme, kan Miss Osaka anbefales.

Se også Dansk kolonitid: Guldkysten | Gold Coast (2015); Sofia Coppola: Lost in Translation (2003); Gaspar Noé: Enter the Void/ Soudain le vide (2009); Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/ Winter Brothers (2017); Isabella Eklöf: Holiday (2018); Marie Grahtø: Psykosia/ Psychosia (2019); Hlynur Pálmason: Vanskabte Land/ Godland (2020).

Miss Osaka. Instr.: Daniel Dencik. Manus: Daniel Dencik, Sara Isabella Jønsson. Foto: Aske Foss. 90 min. Danmark-Norge-Japan 2021. Dansk premiere: 09.09.2021.

Foto: Haslund / Dencik Entertainment/ Rein Film/ C&I Entertainment/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.09.2021.

Hirokazu Kore-eda: Still Walking/ Aruitemo aruitemo (2008)

FAMILIEN FOR SIDSTE GANG
Erindringen om de døde forældre

Af BO GREEN JENSEN

DER er film, som man ser for at glemme sin hverdag, og film, som man ser for at føle sig genkendt. Du vil stå foran spejlet, eller du vil ind i en verden bag spejlet. For de bedste af begge slags gælder, at du ved en smule mere om din virkelighed, når historien er forbi.

   Japaneren Hirokazu Kore-eda (f. 1962) laver film, som hører til begge steder. De er fattige på ydre spænding, men rige på følelsesmæssig intelligens.

   Sædvanligvis skaber han stille historier, der taler om metafysiske emner i en nøgtern, realistisk form. I After Life (1998, da. Mellem liv og død) er døden et herberg, hvor man vælger én erindring at tage med sig. Distance (2001) skildrer sorgarbejdet, som resterne af en selvmordskult udfører. I Nobody Knows (2004) bliver fire børn svigtet af deres mor, og en lille pige dør uden at have set dagens lys, fordi »ingen må vide«, at der bor så mange i lejligheden. I allegorisk form var Air Doll (2009) en moderne Pinocchio-historie for voksne. Sexdukken blev levende, da den følte sig elsket.

STILL Walking har ingen fantastiske lag, men er en fuldkommen prunkløs erindring om instruktørens forældre. »I denne film er der ingen tyfoner,« skriver Kore-eda i sin hensigtserklæring. »Snarere end at vise, hvordan mine forældre nærmede sig døden, ville jeg fange og fastholde et øjeblik af livet. Folde hele familiens fælles erindring ind i det øjeblik. Præcis som fotografier i et gammelt familiealbum.« Netop så fin er denne fremstilling, som smuldrer mellem fingrene, hvis ikke man bladrer forsigtigt.

   Faktisk foretrækker Kore-eda at bruge Even If You Walk and Walk som engelsk titel. Det er en linie fra sangen »Blue Light Yokohama«, som afspilles i en central fællesscene. Ayuimi Ishida havde et stort hit med sangen i 1968. Den bestemmer både tid og tema. For det første er det forældrenes sang. For det andet er livet en Sisyfos-gerning. Man kommer ingen steder, selv om livet bliver ved med at gå. Men der er endelig også en styrke i kroppens ukuelighed. Ti år efter har Jørgen Leth samme tanke i sin sene og sårbare I Walk (2019, da. Jeg går).

HVERT år kommer de voksne børn på besøg. Man tilbereder et måltid sammen og overnatter måske. Det er, som når danske familier samles i sommerhuset. Far er blevet gammel og stæreblind. Han gemmer sig i konsultationen, som ingen af sønnerne ville overtage. Den ældste medbringer sin hustru, en enke med en halvstor dreng (man synes nok, at han kunne gøre det bedre), og han vil ikke for nogen pris indrømme, at hans konservatorforretning går dårligt. Søster er lige så hurtig som Mor, der aldrig har arbejdet uden for huset og iscenesætter ydmygende situationer med en subtil form for gæstfri sadisme.

ALT er foldet ud over én dag, fuld af lys og rig på stemmer, der vil tale videre i erindringen, når den er levet. Den voksne søns fortællerstemme sørger for at orientere tilskueren. Der er gamle konflikter mellem forældrene. Der er mindet om den døde bror, som alle husker 15 år efter, skønt ingen siger hans navn særligt højt. Endelig er der balancen i sønnens nye ægteskab. Drengen kalder sin mors mand ved fornavn, men siger Far »som alle andre«, når udenforstående hører på.

   Et nyt barn kunne konsolidere forholdet. Hustruen spørger gennem syv lag af omskrivning sin svigermor, om barnet er en god idé. Bedstemor svarer lige så indirekte, men med kategorisk grusomhed. Hun insisterer på at give hånd, da de skilles. Bedstefar prøver dog at tale med drengen. Man ved så ikke, om det er, fordi han stadig ikke har opgivet at finde en arving til imperiet. Man ved dog med sikkerhed, at det er sidste gang familien samles. Begge de gamle mennesker dør.

TRODS alt er det også en kærlig erindring. Der er lattermild lethed og streng dominans, undertrykt oprør og endelig frigørelse i det mangefarvede gruppeportræt. Moderen indrømmer, at hun hvert år inviterer den døde brors kejtede ven, ikke for at at vise ham tilgivelse, men for at holde ham fast i den skyld, han bør føle. Epilogen er værd at blive siddende for. Still Walking er en udsøgt genstand. Præcis som et øjeblik fastholdt i rav.

Se også Den japanske familie: Shoplifters (2018) og Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004).

Still Walking (Aruitemo aruitemo). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda. Foto: Yutaka Yamazaki. 114 min. Japan 2008. Dansk premiere: 01.04.2010 [Copenhagen International Film Festival/ Månedens film i Cinemateket].

Fotos: Bandai Visual Company/ Cinequanon/ Eisei Gekijo/ Engine Film/ TV Man Union/ Celluloid Dreams/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Criterion Collection/ MUBI (Hirokazu Kore-eda Portrait)

Filmen streames ikke i DK – i UK, Italien og Tyskland på Chili Play, i Frankrig på Amazon Prime

The Criterion Collection har udgivet Still Walking på Blu-ray

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 02.04.2010 - her let ajourført og revideret.

To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]

FRA WESTERN TIL EASTERN

Eastwoods elegiske Unforgiven på japansk

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste remakes er amerikanske genindspilninger af film fra den øvrige verden. En sjælden gang går trafikken den modsatte vej. Lee Sang-ils Yurusarezaru mono er en japansk version af Clint Eastwoods Unforgiven (1992), den nyklassiske western, som én gang for alle fik skeptikerne til at tie og acceptere Eastwood som en maskulin mester i traditionen fra John Ford, Howard Hawks og Don Siegel.

   De nådesløse – som filmen lidt misvisende hed på dansk – modtog fire Oscars, bl.a. for Bedste Film og Bedste Instruktør. Endvidere fik Gene Hackman en pris for sin fremstilling af sheriffen Little Bill, en pragmatisk sadist med et skævt kælenavn. Siden da har ingen talt om Eastwood som en reaktionær Dirty Harry.

   Unforgiven havde manuskript af David Webb Peoples. Lee Sang-il følger det trofast – mange scener er eksakte kopier – men gør mere ud af den historiske indramning. Lee er tredje generations zainichi, dvs. en japansk koreaner. Han benytter lejligheden til at pege på nogle blinde punkter i landets historie.

DEN amerikanske Unforgiven udspiller sig i Wyoming i 1880. I den japanske version er tiden den samme, men handlingen er henlagt til Hokkaido, den nordligste ø i Japan, som dengang hed Ezo. Meiji-regeringens tropper har nedlagt de fleste af de sidste samuraier, som tjente Tokugawa-shogunatet. Man er også nået langt med at udrense den indfødte Ainu-befolkning, som svarer til de amerikanske indianere.

   Jubei Kanata (Ken Watanabe) er en forhenværende samurai, som under Goryokaku-krigen blev berømt og berygtet for sin slagkraft og sin grusomhed. Han giftede sig med en Ainu-kvinde, fik to børn og blev landmand. Efter hustruens død har han fået stadig sværere ved holde modet oppe og drive gården rentabelt. Han drikker i øvrigt også for meget og har måske ondt af sig selv.

GANSKE som William Munny i den amerikanske historie, bliver Jubei lokket af udsigten til hurtige penge, da en prostitueret i byen bliver skåret i ansigtet af en beruset kunde. Little Bill vil ordne sagen i mindelighed, men kvinderne udlover en dusør. Ligesom Munny bliver den forhutlede Jubei næsten sparket ihjel af sheriffen, som sørger for, at fremmede lægger deres våben ved ankomsten.

   Koichi Sato spiller sheriff Oishi med den samme uudgrundelighed, som Gene Hackman inkarnerede i originalen. Man afleverede sine skydevåben i Big Whiskey, Wyoming. I byen på Kokkaido er der tale om knive og sværd.

   Også Lee bygger op til mødet mellem Jubei og Oishi med sidehistorien om den professionelle duellant, som kommer til byen med en journalist, der skriver om hans bedrifter. Little Bill ydmygede Richard Harris i rollen som English Bob. Hos Lee er det en arrogant samurai, der bliver sparket til lirekassemand.

EASTWOODS film var en revisionistisk western, der dekonstruerede genren, ganske som i 1970erne, men kun for at genskabe den i en mere realistisk udgave. William Munny bukker under i mytologien, men han rejser sig i en ny virkelighed. »Var det sådan i gamle dage?« spørger en ung desperado, som også er med i den japanske version. »Det kan jeg ikke huske,« svarer Munny. »Jeg var fuld det meste af tiden.«

   Jubei er længere om at træde i karakter, end Munny var i originalen. Han tager imod og tager imod, men går endelig til modangreb, da sheriffen dræber hans gamle ven, som hos Eastwood blev spillet af Morgan Freeman. Eastwoods Munny gjorde det fornødne og red videre. Jubei brænder byen ned og ofrer sig på samme måde, som Eastwood siden gjorde i sin egen, åbenlyst apologiske Gran Torino (2008).

JOHN Sturges’ The Magnificent Seven (1960, da. Syv mænd sejrer) var et remake af Akira Kurosawas Seven Samurai/ Shichi-nin no samurai (1954, da. De syv samuraier), og Sergio Leones A Fistful of Dollars/ Il magnico straniero (1964, da. En nævefuld dollars) – den første af de europæiske westerns, der gjorde tv-skuespilleren Eastwood til filmstjerne – var en genindspilning af Kurosawas Yojimbo (1961, da. Livvagten).

   Flere kritikere har fået en del ud af, at Lee Sang-il justerer balancen ved at annektere westerngenren og gøre Unforgiven japansk. Kurosawa kunne dog selv hente historier, hvad enten han fandt dem hos William Shakespeare (Blodets trone fra 1957 er en japansk version af Macbeth, og Ran fra 1985 er et riff på King Lear), Maksim Gorkij (The Lower Depths fra 1957 bygger på Natteherberget: scener fra dybet i fire akter) eller i Ed McBains Station 87-krimier (High and Low/ Himmel og helvede fra 1963 er baseret på Kingu no minoshirokin af »Edo Makubein«, dvs. King's Ransom fra 1959, den tiende af de 55 Precinct 87-bøger, som Evan Hunter (1926-2005) skrev under sit Ed McBain-pseudonym).

ET remake er, hvad man kalder en cover version i musikken, dvs. en kendt sang i en ny fortolkning. Kender man originalen, vil man høre dén for sig og have svært ved at abstrahere. Er Lees film derimod den første Unforgiven, man ser, kan forholdet meget vel være omvendt.

   Ken Watanabe havde hovedrollen i Eastwoods Letters from Iwo Jima (2006), der så 2. verdenskrigs slutning med japanske øjne og var en tvilling til Flags of Our Fathers fra samme år. Han er en blid og introvert eks-samurai, men han er ikke omvandrende mytologi, som den 62-årige Eastwood var, da han instruerede sig selv i 1992. Det har derfor ikke helt samme virkning, at han lader legenden afvikle.

 

VISUELT er versionen på niveau med originalen. Der er bjergtagende vinterbilleder. Taro Iwashiros score er japansk i anslaget, men gør til slut en dyd af at genbruge klangen fra den smukke musik, som Lennie Niehaus skrev til Eastwoods amerikanske elegi.

   Eastwoods Unforgiven var tilegnet »Sergio og Don«. Lees film kunne være dedikeret »til Clint og Akira«. Den vises 10 gange i Cinemateket. Vi holder mest af Miyazaki, atmosfærefuld horror og familiehistorier i ånden fra Ozu og Mizoguchi. Unforgiven er en sjælden mulighed for at se en aktuel japansk storfilm, der vil og kan noget andet.

Andre titler i temaet To versioner: 3:10 to Yuma (1957/2007) [Westerns 100]; Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen]; Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]; Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; Far from the Madding Crowd (1967/2015); Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen]; Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]; Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Suspiria 1977/2018) [Horror 100]; The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; The Magnificent Seven (1960/2016) [Westerns 100]; The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013); True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]. 

Unforgiven (De nådesløse). Instr.: Clint Eastwood. Manus: David Webb Peoples. Foto: Jack N. Green. 130 min. USA 1992. Dansk premiere: 30.10.1992.

The Unforgiven (Yurusarezaru mono). Instr. og manus: Lee Sang-il. Foto: Norimichi Kasamatsu. 135 min. Japan 2013. Dansk premiere: 21.08.2014 [Cinemateket].

Fotos: Warner Bros./ Malpaso Productions/ Nikkatsu/ Office Shirous/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Unforgiven (1992) streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies + udsendt på Blu-Ray 4K Ultra HD (maj 2017)

The Unforgiven/ Yurusarezaru mono (2013) streames ikke i Europa, men er udsendt på Blu-Ray [april 2015].

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.08.2014. 

Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016)

DRØMME DER SMELTER OM DAGEN

Gennembrudsfilmen fra Miyazakis arvtager 

Af BO GREEN JENSEN

TAL om at sætte forventninger højt. I 2016 blev Makoto Shinkais Your Name den største japanske biograffilm nogen sinde, et solidt arthousehit i andre territorier og en fortælling, der taler til flere aldersgrupper minus måske det yngste segment.

   Ikke siden Hayao Miyazakis Chihiro og heksene (2002) har man set en lignende crossover-succes. Makoto, der er født i 1973 og ansvarlig for anime som The Place Promised in Our Early Days (2004), Rejsen til Agartha (2011) og Ordenes Have (2014), bliver da også set som en mulig tronfølger. At dømme efter Your Name og opfølgeren Weathering With You (2019) er han måske endnu mere: en visionær og unik billedskaber, der ikke har brug for at blive sammenlignet med nogen. 

 

DET handler om en slags kosmisk kortslutning. Fejlen opstår, da en komet flyver tæt på Jorden og sender meteoritter ned over Japan. En af dem rammer (måske) den landsby, hvor teenagepigen Mitsuha hjælper sin mormor i shinto-templet og hænger ud med venner fra skolen, mens hun drømmer om at være en smart dreng i Tokyo, hvor tiden aldrig står stille.

   Faktisk er Taki sådan en ung mand, men han føler sig hverken smart eller heldig. Han vågner konstant af fortumlede drømme og lever mest på den iPhone, hvor filmen eksponerer sin kontekst.

DET korte af det lange er, at Mitsuha og Taki bytter liv, når de sover. Hun er i hans krop, og han er i hendes. De har en fornemmelse af hinanden, men kan aldrig huske noget ret længe. Hvis ikke familie og venner fortalte, hvor aparte de har opført sig, ville alt være drømme, som smelter om dagen.

   De unge skriver dagbog på den samme app og deler tips om overlevelse. Først er det afgørende, om de kan mødes. Der er imidlertid en forskydning, en fold eller sprække i tiden, og det bliver endnu mere spændende, om det vil lykkes Taki at tage tilbage og forhindre udslettelsen af Mitsuhas by.

DER er megen kronologisk trafik og raffinerede digressioner. Der er også banale, generiske sange og lidt for anstrengt idylliske scener i den gængse stil med store øjne, som er særlig for manga og anime. Glimtvis er filmen smuk og fantastisk. Som et kort, klart digt i et narrativt kaos.

   Your Name bliver fejret for at være »en historie, der tilfældigvis er fortalt i animationsform, men lige så godt kunne være live action.« Det er en mærkelig og misvisende anbefaling. En Your Name som realfilm ville være monstrøs.

   Kontakt på tværs af tiden og køn, der bytter plads, er troper i fantasy og science fiction. Ny er derimod intensiteten, som Makoto Shinkai fremstiller dem med. Your Name er en lyrisk tour de force om unge sínd. Filmen taler for alt, som er tidløst og længes.

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019).

Your Name. (Kimi no na wa.). Instr. & manus: Makoto Shinkai. 106 min. Japan 2016. Dansk premiere: 04.05.2017.

Fotos: CoMix Wave Films/ Amuse/ Kadokawa/ Toho Comoany/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.05.2017

Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019)

SOLSKINSPIGEN

Visionær filmkunst for YA-segmentet

Af BO GREEN JENSEN

DER kommer – heldigvis – ikke kun dommedagsstemning ud af de globale klimaændringer. Jo, vi kan se og mærke, at det står skidt til og at verden bogstaveligt regner væk, men i det fantastiske landskab er der fiktioner, hvor menneskene indretter sig og lærer at leve i regnbyer. Som det vil ske, hvis der skal være nogen fremtid overhovedet.

   Ved begyndelsen af Weathering With You har det regnet uafbrudt i månedsvis. Tokyo står under vand, og vejrudsigten lover bare endnu mere regn. Den 16-årige Hodaka kommer til byen for at få en uddannelse, men især for at opleve livet. »Tokyo er et vildt sted,« bliver refrænet i hans fortælling. Han løber snart tør for penge og har en svær tid. Han får sit livs bedste måltid, da han har sultet i tre dage, og solskinspigen Hina giver ham en burger fra fastfoodstedet, hvor hun arbejder.

HINA vågede ved sengen, da hendes mor døde på hospitalet. Fra vinduet i højhuset så hun en have på et tag. Der var en plet, en lille sø af lys, og hun løb for at finde over til solen. Nu kan hun, hvis hun står stille med lukkede øjne og ønsker sig det meget stærkt, få regnen til at standse, selv om det kun er lokalt og kortvarigt.

   Hodaka er i mellemtiden flyttet ind hos hr. Sugu og hans niece, som driver et forlag fra kælderen i en nedlagt natklub. De sælger sensationelle vandrehistorier til aviser og ugeblade. Hr. Sugu er umiddelbart en pokkers karl, der drikker sake, kommer sent hjem, ryger som en skorsten og har mange jern i ilden. Men faktisk er han også en enkemand, som prøver at lov at se sin datter, der bor hos en overbærende mormor.

DER er mange spor og motiver i Makoto Shinkais animationsfilm. Jeg går i detaljer for at give et indtryk af, hvordan historien er fuld af virkelighed og kompleksitet, mens den samtidig skaber fantastiske rum, når Hina og Hodaka suges op i stormen og svæver mellem regnbuer i en grænseløs himmelverden.

   Makotos film kan ses af alle, men især er de lavet til unge, der har karakterernes alder og referencer. Han er mediets mest markante nyskaber siden Hayao Miyazaki. Både Disney og Pixar virker tunge og gamle i forhold til den himmelstræbende japaner, som fik et internationalt gennembrud med Your Name (2016).

TEENAGERNE får gang i en god forretning, da Hodaka sætter Hina op på nettet. Har man brug for nogle timer med tørvejr og sol, f.eks. til en fødselsdag, til dagen, hvor de døde kommer hjem, eller indvielsen af en udstilling, kan man kontakte vejrmagersken. Prisen for solskin er 5000 yen. Hodaka flytter næsten ind hos Hina og hendes lillebror. Han er meget forelsket i Solskinspigen.

   Imens er Hodaka eftersøgt af politiet, og hr. Sugas niece hører historier om, hvad det koster at være Vejrjomfruen fra de gamle shinto-legender. For hver gang Hina skaber sol, bliver hun mere gennemsigtig. Hun kan standse regnen endeligt, hvis hun ofrer sig helt og forsvinder.

   Jeg forenkler for at tydeliggøre. Der er et utal af mindre historier i spil, da valget bliver konkret for Hodaka – og for filmens publikum. Vil vi reparere vejret eller vil vi leve sammen med dem, som vi elsker? Også myten om Orfeus og Eurydike bliver aktiveret, før eventyret om vejret er omme.

DET er en smuk film, som konstant skaber ny virkelighed. Den massive regn er skildret med stor troværdighed. Det er myten og realiteten i ét – og en tillidserklæring til begge universer. Uden sammenligning i øvrigt kan man finde noget af den samme ufortrødne fremtidstro i Steven Spielbergs filmatisering af Ernest Clines Ready Player One (2018). Også hér er verden ved at regne væk, og menneskene søger ly i et spil uden grænser.

   Det er ikke letkøbt eskapisme. Det er snarere praktisk magi. I hvert fald er det tankevækkende følelsesstof og meget stor animationskunst.

PS: Weathering With You blev vist for pressen den 9. marts 2020. Det var en kamp at få den set og nå at skrive, men det lykkedes, og teksten stod på filmsiden i avisen, som udkom på nettet den 12. marts og på tryk den 13. marts. Imens havde verden ændret sig radikalt. Den 11. marts holdt statsminister Mette Frederiksen sit historiske pressemøde om nedlukningen af det danske samfund. Det er forklaringen på, at filmen blev anmeldt to måneder før tid.

   Først den 18. maj blev der åbnet igen. Man fortsatte som efter en tornerosesøvn, men i øvrigt ufortrødent. Sommeren 2020 var præget af energisk genstartsstemning. Det var henne i december 2020, da anden bølge af pandemien greb om sig, og kulturlivet igen lukkede ned – denne gang for fire måneder – at modløsheden satte ind. Med den russiske invasion af Ukraine i februar 2022, var stemningen endelig vendt absolut.

   Der skete så meget, som aldrig var sket før, på de to år. Det bliver en interessant periode for fremtidens historikere. I fugleperspektiv kan COVID-19-pandemien måske sammenlignes med influenza-epidemien i 1920. Men der var færre dødsfald nu, og skønt mundbind blev svære at bære i længden, var der mange børn, som virkelig nød at have fri fra skole i tæt på to år. Jeg tror, at der kommer en dag, hvor vi husker coronatiden med øm nostalgi.     

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013).

Weathering with You (Tenki no ko). Instr. og manus: Makoto Shinkai. Foto: Ryôsuke Tsuda. 112 min. Japan 2019. Dansk premiere: 18.05.2020.

Fotos: Weathering With You Film Partners/ CoMix Wave Films/ Beijing Enlight Pictures/ China Film Group Corporation/ Kadokawa/ Lawson Entertainment/ Toho International/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.03.2020