Translate

Viser opslag med etiketten myte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten myte. Vis alle opslag

lørdag den 24. august 2024

Alejandro Landes: Monos (2019)


VERDENS BEGYNDELSE (ELLER SLUTNING)
En tidløs skildring af teenagesoldater

Af BO GREEN JENSEN

DER er otte unge mennesker på toppen af et tilgroet bjerg. Klippegrunden er i niveau med skyerne. Der er slet ingen vind. Da vi ser de store børn første gang, er det morgen eller aften. Verden er blå i det dæmrende lys, og så langt øjet rækker, er der andre tilgroede bjerge.
   De unge mennesker leger en leg. De har bind for øjnene, mens de spiller fodbold. De råber navne til hinanden: Rambo, Smølf, Svensker, Hund, Ulv, Lady, Bigfoot og Boom Boom. Vi ser, at de har våben. Der er et gidsel, en amerikansk kvinde, som de kalder »Doctora«. Efter kort tid kommer en lille mand, »Budbringeren«, ridende over bjerget med en ko.
   Trods desorientering forstår vi, at de unge er teenagesoldater. Der er både drenge og piger. Budbringeren taler om, hvor meget de skylder »Organisationen«. Instruktøren Alejandro Landes (f. 1980) er colombianer. Partisanerne kunne være fra FARC, men kontekst bliver aldrig forklaret. De unge er helt uden overbevisning. De er bare soldater på bjerget.



DEN amerikanske kvinde (som spilles af Julianne Nicholson) læser op fra en avis, mens hun ryger en cigaret og bliver filmet. Ulv og Lady får Budbringerens tilladelse til at blive et par. Om natten er der fest ved bålet, hvor lyset og stemningen, som aldrig er uden en delirisk undertone, minder tilskueren om andre film, som Monos henviser til uafbrudt: Lord of the Flies, Apocalypse Now, måske Michael Hanekes Ulvetider. De unge kunne være en klasse på tur.
   Monos skildrer den gradvise opløsning i gruppen med en vild, berusende skønhed. Det er som at se på forrevne glansbilleder. Derouten begynder morgenen efter brylluppet, da de tømmermændsplagede drenge skyder løs i disen med deres våben. Koen dør, og nogen må tage skylden. Det bliver Ulv. Ulv er den første, der dør.



DER er noget, der ligner mescalineksperimenter. Så bliver billedsiden endnu mere mærkelig med negativt lys og natbriller. Doctora er en kvinde i fyrrerne. Hun er fortvivlet og skræmt, men somme tider bliver hun en voksen, der kan trøste pigerne i pubertetshæren. Hele følelsessiden af Monos er et overbevisende terra incognita.
   Efter en halv time angriber tropper, som bliver afvist af Organisationen. Så flytter fortællingen ned til floden i junglen og bliver endnu mere som Mørkets hjerte. Generelt foregår tingene i en trance, men i filmens mest spændende afsnit er det lykkedes Doctora – som hedder Sara Watson – at flygte. Hun tager en pose over hovedet, da hvepse går til angreb. Monos kommer fra begge sider, mens hun står på en bro. Hun ser på dem med sine hævede øjne. Da er hun sindbilledet på al frustreret fornuft.



SOM sagt er der Fluernes Herre i mikset. Den yngste soldat står bundet til et træ, og Rambo vil redde ham. Der er uden forklaring anbragt et grisehoved på et spyd. Rambo bliver spillet af en pige, som hedder Sofia Buenaventura. Måske er hun den androgyne overlever.
   Monos er uafbrudt smuk at betragte. Fortællingen lukker sig om sig selv. Så er junglen og bjerget atter pristine. De unge er evige skikkelser, som træder en forudbestemt skæbnedans i verdens begyndelse – eller slutning.




JEG ved ikke, om Monos røber en dybere sandhed, men jeg har sjældent set så smukke billeder. Bunkerkomplekset på bjerget er betagende som pyramider. Monos er en hallucination, som vil sige, at den fysiske verden altid er større. Vi er børn af Ouroboros. Vi lever midt i palindromet. Til slut ser vi slangens hale forsvinde.



Monos. Instr.: Alejandro Landes. Manus: Alejandro Landes, Alexis Dos Santos. Foto: Jasper Wolf. 102 min. Colombia-Argentina-Holland-Tyskland-Sverige-Uruguay-USA-Schweiz-DK 2019. Dansk premiere: 06.02.2020.


Fotos: Stela Cine/ Bord Cadre Films/ CounterNarrative Films/ Dynamo/ El Campo Cine/ Film i Väst/ Le Pacte/ Lemming Film/ Mutante Cine/ Pando Productions/ Pandora Filmproduktion/ Snowglobe Films/ Angel Films/ CineMaterial/ YouTube (trailer + clip).
Filmen streames på Filmstriben Blu-ray fra Universal Studios (region A) og Picture House Entertainment (region B) i 2020.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.02.2020.

mandag den 27. juni 2022

Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019)


SOLSKINSPIGEN
Visionær filmkunst for YA-segmentet

Af BO GREEN JENSEN

DER kommer – heldigvis – ikke kun dommedagsstemning ud af de globale klimaændringer. Jo, vi kan se og mærke, at det står skidt til og at verden bogstaveligt regner væk, men i det fantastiske landskab er der fiktioner, hvor menneskene indretter sig og lærer at leve i regnbyer. Som det vil ske, hvis der skal være nogen fremtid overhovedet.

   Ved begyndelsen af Weathering With You har det regnet uafbrudt i månedsvis. Tokyo står under vand, og vejrudsigten lover bare endnu mere regn. Den 16-årige Hodaka kommer til byen for at få en uddannelse, men især for at opleve livet. »Tokyo er et vildt sted,« bliver refrænet i hans fortælling. Han løber snart tør for penge og har en svær tid. Han får sit livs bedste måltid, da han har sultet i tre dage, og solskinspigen Hina giver ham en burger fra fastfoodstedet, hvor hun arbejder.



HINA vågede ved sengen, da hendes mor døde på hospitalet. Fra vinduet i højhuset så hun en have på et tag. Der var en plet, en lille sø af lys, og hun løb for at finde over til solen. Nu kan hun, hvis hun står stille med lukkede øjne og ønsker sig det meget stærkt, få regnen til at standse, selv om det kun er lokalt og kortvarigt.
   Hodaka er i mellemtiden flyttet ind hos hr. Sugu og hans niece, som driver et forlag fra kælderen i en nedlagt natklub. De sælger sensationelle vandrehistorier til aviser og ugeblade. Hr. Sugu er umiddelbart en pokkers karl, der drikker sake, kommer sent hjem, ryger som en skorsten og har mange jern i ilden. Men faktisk er han også en enkemand, som prøver at lov at se sin datter, der bor hos en overbærende mormor.



DER er mange spor og motiver i Makoto Shinkais animationsfilm. Jeg går i detaljer for at give et indtryk af, hvordan historien er fuld af virkelighed og kompleksitet, mens den samtidig skaber fantastiske rum, når Hina og Hodaka suges op i stormen og svæver mellem regnbuer i en grænseløs himmelverden.
   Makotos film kan ses af alle, men især er de lavet til unge, der har karakterernes alder og referencer. Han er mediets mest markante nyskaber siden Hayao Miyazaki. Både Disney og Pixar virker tunge og gamle i forhold til den himmelstræbende japaner, som fik et internationalt gennembrud med Your Name (2016).


TEENAGERNE får gang i en god forretning, da Hodaka sætter Hina op på nettet. Har man brug for nogle timer med tørvejr og sol, f.eks. til en fødselsdag, til dagen, hvor de døde kommer hjem, eller indvielsen af en udstilling, kan man kontakte vejrmagersken. Prisen for solskin er 5000 yen. Hodaka flytter næsten ind hos Hina og hendes lillebror. Han er meget forelsket i Solskinspigen.
   Imens er Hodaka eftersøgt af politiet, og hr. Sugas niece hører historier om, hvad det koster at være Vejrjomfruen fra de gamle shinto-legender. For hver gang Hina skaber sol, bliver hun mere gennemsigtig. Hun kan standse regnen endeligt, hvis hun ofrer sig helt og forsvinder.
   Jeg forenkler for at tydeliggøre. Der er et utal af mindre historier i spil, da valget bliver konkret for Hodaka – og for filmens publikum. Vil vi reparere vejret eller vil vi leve sammen med dem, som vi elsker? Også myten om Orfeus og Eurydike bliver aktiveret, før eventyret om vejret er omme.



DET er en smuk film, som konstant skaber ny virkelighed. Den massive regn er skildret med stor troværdighed. Det er myten og realiteten i ét – og en tillidserklæring til begge universer. Uden sammenligning i øvrigt kan man finde noget af den samme ufortrødne fremtidstro i Steven Spielbergs filmatisering af Ernest Clines Ready Player One (2018). Også hér er verden ved at regne væk, og menneskene søger ly i et spil uden grænser.
   Det er ikke letkøbt eskapisme. Det er snarere praktisk magi. I hvert fald er det tankevækkende følelsesstof og meget stor animationskunst.


PS: Weathering With You blev vist for pressen den 9. marts 2020. Det var en kamp at få den set og nå at skrive, men det lykkedes, og teksten stod på filmsiden i avisen, som udkom på nettet den 12. marts og på tryk den 13. marts. Imens havde verden ændret sig radikalt. Den 11. marts holdt statsminister Mette Frederiksen sit historiske pressemøde om nedlukningen af det danske samfund. Det er forklaringen på, at filmen blev anmeldt to måneder før tid.
   Først den 18. maj blev der åbnet igen. Man fortsatte som efter en tornerosesøvn, men i øvrigt ufortrødent. Sommeren 2020 var præget af energisk genstartsstemning. Det var henne i december 2020, da anden bølge af pandemien greb om sig, og kulturlivet igen lukkede ned – denne gang for fire måneder – at modløsheden satte ind. Med den russiske invasion af Ukraine i februar 2022, var stemningen endelig vendt absolut.
   Der skete så meget, som aldrig var sket før, på de to år. Det bliver en interessant periode for fremtidens historikere. I fugleperspektiv kan COVID-19-pandemien måske sammenlignes med influenza-epidemien i 1920. Men der var færre dødsfald nu, og skønt mundbind blev svære at bære i længden, var der mange børn, som virkelig nød at have fri fra skole i tæt på to år. Jeg tror, at der kommer en dag, hvor vi husker coronatiden med øm nostalgi.     


Weathering with You (Tenki no ko). Instr. og manus: Makoto Shinkai. Foto: Ryôsuke Tsuda. 112 min. Japan 2019. Dansk premiere: 18.05.2020.


Fotos: Weathering With You Film Partners/ CoMix Wave Films/ Beijing Enlight Pictures/ China Film Group Corporation/ Kadokawa/ Lawson Entertainment/ Toho International/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.03.2020

fredag den 4. marts 2022

Céline Sciamma: Petite maman (2021)


LILLE MOR, LILLE MYTE
Smuk, præcis og besnærende prunkløs

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er der en gammel kvinde og en lille pige, som løser kryds-og-tværs sammen. Pigen rejser sig og tager afsked. På vej hen ad gangen, standser hun ved hver enkelt dør og siger grundigt farvel til beboerne på plejehjemmet. Nelly er i det hele taget en sød og betænksom pige på næsten ni år.
   I bilen spørger Nelly, om hun må spise sin snack. Hendes mor (Nina Meurisse) er filmet i profil, mens hun sidder ved rattet og tænker på sit. Snart kommer den lille hånd ind i billedet bagfra og holder en ostereje hen til Mors mund. Mor tager imod den uden at se væk fra vejen. Det gentager sig to gange. Så kommer hånden med en juicekarton. Da smiler den voksne kvinde omsider og trykker sin kind ind til hånden.
   Petite maman har en lille historie, som er fortalt i virkeligt tempo. Scenen i bilen sætter tonen perfekt. Varmen forplanter sig straks ud i salen. Filmen har en hemmelighed, som den røber uden stor dramatik. Det fungerer dog bedst, hvis man slet ikke ved, hvad der venter.



NU er der gået lidt tid, og Nellys far (Stéphane Sanz) venter i Mormors hus, som skal tømmes. Nelly er vokset op med historier om huset. Hun har især hørt dén om, hvordan hendes mor byggede en hule mellem fire træer. Det er ingen almindelig hule – det er selve Hulen i Barndommens Skov.
   Nellys far husker ikke historien. Som hun siger: »Det er ikke, fordi du ikke kan huske. Det er, fordi du ikke hører efter.« Manden smiler, for hans datter har ret. Da de skal sove, er Nelly lidt utryg. Hendes mor fortæller om, hvordan hun forestillede sig et rovdyr i mørket. De taler om at sige farvel.



NÆSTE morgen er Nellys mor taget hjem. Nelly og hendes far bliver, indtil arbejdet er færdigt. Pigen får til opgave at sortere legetøj i tingfinderskabet i gangen. Det åbner ved et særligt tryk. Gangen bliver en slags hængsel i tiden. Dialogen er lille og helt hverdagsagtig, men Nellys far taler om teleportering.
   Nelly finder faktisk lysningen med de fire træer. Her møder hun en anden pige, Marion, der ligner hende til forveksling. De leger sammen. De dekorerer hulen, så den bliver indbegrebet af alle huler, man har bygget i sin barndom. Marion fylder ni år, og Nelly er med til at synge fødselsdagssangen.



NELLY har for længst forstået, at hun leger med sin mor som barn. Pigerne spilles af tvillingesøstre – Joséphine og Gabrielle Sanz – som har forskellige manierismer. De deler nogle dage, hvor de leger meget udførlige lege – især én om en politikommissær, der afhører sin hovedmistænkte. De er inde og ude hos hinanden, ad forskellige døre, men i det samme fortryllede hus.
   Jeg skal ikke røbe, hvordan det ender, blot forsikre, at freden og farverne fortsætter. Filmen skaber en lille håndlavet myte. Noget af det bedste er formatet: Vi har vænnet os til spillefilm, som varer fra 90 til 120 minutter. Petite maman tager nøjagtigt den tid, der skal til.


DET er Céline Sciammas første film som instruktør efter gennembruddet og verdenssuccesen med Portræt af en kvinde i flammer (2019). Petite maman lever rigeligt op til det hele og mere end indfrier forventningerne. Det ligner måske en film for veninder, men den er til alle forældre – og deres børn.


Petite maman (Petite Maman). Instr. og manus: Céline Sciamma. Foto: Claire Mathon. 78 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 20.01.2022.


Fotos: Lilies Film/ Unifrance/ Angel Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ MUBI
Filmen streames (maj 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime
2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1181) 23.05.2023
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.01.2022