Paul Verhoeven: Benedetta (2021) + Ken Russell: The Devils (1971)

PROFANE MIRAKLER

Paul Verhoeven gør altid ordet til kød

Af BO GREEN JENSEN

TOSCANA i 1600-tallet: Når Benedetta bliver stor, vil hun giftes med Jesus. Det ved pigen allerede, da hun som lille rigmandsdatter bliver afleveret på theatinerklostret i Pescia. Et belejligt mirakel indtræffer straks, da familien ankommer.

   Brovtende banditter vil tage moderens smykker og faderens penge. Benedetta råder dem til at lade være. Mændene hånler. Vinden rejser sig, og en cirklende fugl lader en gul klat falde i den værste mands øje. Røverne lader nåde gå for ret og siger, at den lille frøken har kugler.

   Bryllupsmotivet er gennemført. Søster Felicita og Benedettas far diskuterer, hvilken medgift den lille novice skal betale. For familien handler det om, at datteren kan vokse op et trygt sted i urolige tider med krig og pest. Der pranges om prisen, før parterne enes i et litani af eufemismer. Abbedissen bliver spillet af Charlotte Rampling i hårdeste form.

IMENS får Benedetta en særk på, som kradser. »Din værste fjende er din krop. Det er bedst ikke at føle behag ved den,« siger den selvpinende nonne. Pigen indretter sig. Hun lægger figuren af Jomfru Maria i en skuffe, hvor der skal være utøj. Tonen er moderne. Det er egentlig kun Benedetta, som er ren.

   Atten år senere bliver hun spillet af Virginie Efira. Hun får næsten en orgasme på scenen, da hun optræder i et helgenspil, som forældrene overværer. Benedetta forklarer med glæde, da hendes mor undrer sig.

   Benedetta er stolt af sit kabel til Kristus. I drømme hugger han hovedet af hendes fjender. Senere hakker han i de slanger, som kravler op i kønnet, når hun ser på søster Bartolomea (Daphné Patakia). Bartolomea er et gadebarn, som far og brødre har misbrugt. Sådan begynder kærligheden.

PAUL Verhoeven (f. 1938) har udfordret den gode smag i 60 år. Han debuterede i 1960 og kom til Hollywood, da Turkish Delight (1973) blev Oscar-nomineret. I USA-tiden var det især skandalesuccesen Basic Instinct (1992, da. Iskoldt begær) og fiaskoen Showgirls (1995), som vakte opsigt. Begge film har stædig kultstatus.

   Der blev set skævt til den kønsneutrale fysik i filmatiseringen af Robert Heinleins Starship Troopers (1997). Kvinder og mænd har glatkroppe sammen, mens de skyder savlende monstre til plukfisk. Kritikerne syntes, at de kunne se en mandlig Leni Riefenstahl i Verhoeven, som fik ry for at være fascistoid.

   Han satte dybe spor i scifi-genren med kerneværker som Robocop (1987) og Total Recall (1990). Sidstnævnte Philip K. Dick-filmatisering har til og med humor, men når Verhoeven undtagelsesvist imponerer, giver man helst manuskriptforfatteren æren. Det var Joe Eszterhas, som bestemt heller ikke er nogen sart sjæl, der skrev rollen til Sharon Stone i Basic Instinct. Sjældent har tidsånden spredt sine ben så opportunistisk.

   Efter den skuffende H.G. Wells-modernisering i Hollow Man (2000) tog instruktøren hjem til Holland for at tænke over tingene. Verhoevens signaturfigur er en kvinde, der kan læse spillet, forstår at gå til modangreb og lærer at holde af kampen. Hun fik sit reneste udtryk i Black Book (2006), hvor Carice van Houten navigerer i Haag under den tyske besættelse.

   I 2015 fik Verhoeven endelig kritisk accept for Elle, en hård diamant af et lurvet hævndrama, hvor Isabelle Huppert er voldtægtsofferet, der får gerningsmanden til at fortryde. Kvinderne i Black Book og Elle er tematiske søstre. Benedetta gør slægten større endnu.

TINGENE TAGER FART, da Benedetta vælter Felicita af tronen og bliver valgt som abbedisse. Hun og Bartolomea har stadig mere åbenlys sex, som Verhoeven udpensler grundigt. Felicita har forklaret sin datter, som aldrig tror på Benedettas visioner, at sandheden er irrelevant: »Sådan er spillets regler, og vi vinder alle derved. Domprovsten bliver biskop, og theatinerne nyder fremgang. Det er måske forfængelighed, men jeg har viet mit liv til det.«

   Da datteren tager sit liv, går Felicita til Nuntius (Lambert Wilson) i Firenze. Mens pesthimlen trækker sammen over Pescia, ankommer pavens gesandt med sine torturinstrumenter. Vi ser, hvordan »angstens pære« virker på Bartolomea, som dog holder stand. Det gjorde hun ikke i virkeligheden.

   I filmen er det til sidste uklart, om Benedetta fingerer eller fabrikerer de belejlige mirakler. Hun lover at beskytte byen mod pest og indfører streng karantæne. Benedetta fik premiere på den genåbnede Cannes Festival i 2021. Man så den med covidtilstanden i kroppen. Benedetta og Nuntius forstår hinanden. Hun ved, at han kommer med pesten.

DET ender i en apokalypse. Benedetta forholder sig til en katolsk tradition, men filmen har sit dna fra englænderens Ken Russells The Devils (1971), som også i Danmark satte censuren på prøve. Russell brugte Aldous Huxleys The Devils of Loudon (1952) til at skabe en lignelse om fortrængning og seksuel heksejagt. Oliver Reed blev brændt på bålet, og Vanessa Redgrave masturberede med hans forkullede lårknogle.*

   I Benedetta er det Jomfru Maria-figuren fra prologen, som holder for. Der var mere kunst i The Devils, men begge film nyder at kamme over. Fortællerne træder til side og siger: »Se, hvad det koster at fornægte kødets lyst. Se, hvad blind tro fører med sig.«

DEN historiske Benedetta Carlini levede i Toscana fra 1590 til 1661. Verhoevens kilde er bogen Immodest Acts: The Life of a Lesbian Nun, som kønsforskeren Judith C. Brown skrev i 1986. Han bruger den lige så frit, som Ken Russell brugte Huxleys tekst, der især ville tale om realpolitik.

   »Og hvad så, hvis det passer?« spørger nej-sigerne. Det er jo bare Verhoeven, der vil have et påskud for at vise mere slibrig sex. Som sædvanlig har de både ret og uret. Verhoeven er aldrig kun plat eller grov. Han er en slags profan stemningsmester, der dyrker den sjofle form af princip.

   Nu er filmskaberen 86 år, og Benedetta er vel det tætteste, han kommer på at gå i kloster. Black Book og Elle var manifestet. Med Benedetta skriver han testamentet.

Se også Paul Verhoeven: Elle (2016); Katrine Brocks: Den store stilhed | The Great Silence (2022); Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/ Om guder og mænd (2010); Spiros Stathoulopoulos: Metéora (2012); Satans kvinder: Akelarre | Coven (2020); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); Arthur Miller: The Crucible | Heksejagt (1953/1996).

*) The Devils skildrer, hvordan præsten Urbain Grandier blev brændt for kættersk praksis i Loudon den 18. august, 1634. Processen er veldokumenteret. Søster Jeanne fra ursulinerklostret fældede præsten ved at beskrive, hvor Satans mærker sad på hans krop. Processen var et påskud for at fjerne den besværlige præst, der forsvarede bystatens suverænitet. Kardinal Richelieu bad sine folk finde beviser, om de så skulle fabrikere dem selv.

   Ken Russell (1927-2011) var i sin mest ekstravagante fase, da han lavede The Devils. Russells rejse begyndte i 60ernes tv, hvor hans film om kunstnere og komponister viste et nyt publikum, hvad mediet kunne. Elgar (1962), den klassiske biopic om Edward Elgar, afstak vejen for alt, hvad der fulgte. Dante's Inferno (1967) – om digteren og maleren Dante Gabriel Rossetti – og Song of Summer (1968) – om komponisterne Frederick Delius og Eric Fenby – hører til værklistens højdepunkter. Den ene film er manisk, den anden er lyrisk og nænsom. Begge er skabt til BBC-programmet Omnibus. I 1978 fulgte – for det konkurrerende ITV-netværk – to tv-film om romantikerne Wordsworth og Coleridge, som fik fællestitlen Clouds of Glory og er eminente. Kun dokumentaristen Tony Palmer (f. 1941) har skildret musikken, både den klassiske og den moderne, med samme autoritet og begejstring. 

   Russell fik sin første mulighed for at instruere i fuld skala, da komedien French Dressing (1964) og filmatiseringen af Len Deightons Billion Dollar Brain (1967, da. Milliard dollar hjernen) – med Michael Caine som James Bond-rivalen Harry Palmer –  blev realiseret. Man kan for alvor mærke Russell i Women in Love (1969), der bygger på idolet D.H. Lawrences roman. På to tætte år instruerede han fire bemærkelsesværdige film: The Music Lovers (1971) om komponisten Tjajkovski, musicalen The Boy Friend (1971) – med Twiggy og i høj Busby Berkeley-stil – The Devils og Savage Messiah (1972) om billedhuggeren Henri Gaudier-Brzeska. Excesserne begynder at tage overhånd i Mahler (1974), og Tommy (1975), filmversionen af Pete Townshends rockmusical, er en veritabel katalog af manierismer.

NEDTUREN fortsatte i Lisztomania (1975) [som jeg nu har en svaghed for: Roger Daltrey spiller Frantz Listz, og Rick Wakeman er malet sølvfarvet som den wagnerske Thor] og Valentino (1977) med balletdanseren Rudolf Nureyev som Rudolph Valentino. Men den paranormale thriller Altered States (1980) blev et amerikansk tilløbsstykke, som er anderledes stramt i sin form, og Crimes of Passion (1984, da. China Blue – Nattens tilbud) solgte billetter på sin pirringsværdi.

   Manierismerne er tilbage med eftertryk i den hysteriske Gothic (1986), som er Russells take på regnvejrssommeren 1816, hvor Mary Shelley fik ideen til Frankenstein, da hun sammen med sin mand, digteren Percy Bysshe Shelley, og sin halvsøster Claire Clairmont besøgte Lord Byron og dennes livlæge, John Polidori, i Villa Diodati ved Genfersøen i Schweiz.

   Salome's Last Dance (1988) er et underfinansieret kammerspil med Nickolas Grace som Oscar Wilde, der ser sit dekadente skuespil om Salome og Johannes Døberen opført i et bordel i 1892. Glenda Jackson var den gennemgående kvinde hos Russell. I Salomes sidste dans er hun Herodias, som kræver profetens hoved serveret på et sølvfad.   

   I de sidste årtier havde Russell svært ved at finde finansiering. The Lair of the White Worm (1988) – en Bram Stoker-fortælling i H.P. Lovecraft-modus – er kitschet og tung. D.H. Lawrence-filmatiseringen The Rainbow (1989) overraskede ved at være let og enkel. Det samme kan ikke siges om monologfilmen Whore (1991). The Fall of the Louse of Usher: A Gothic Tale for the 21st Century (2002), som Russell selv har produceret, instrueret, skrevet og fotograferet, er forstemmende typisk for, hvor det endte. Herefter er der kun kuriøse kortfilm som Charlotte Brontë Enters the Big Brother House og Boudica Bites Back (2009). 

   Russell blev 84 år. Han gjorde alt for at betale terminen, var selv celebrity-gæst i Big Brother-huset og havde forventelig flair for at instruere pompøse rockvideoer. Den ekstreme stil kræver tilvænning, men han var en unik billedskaber. Der findes en alenlang liste over projekter, som Russell udviklede og måtte opgive. De er næsten alle biopics. Ved eftertanke er dét måske den største begrænsning. Han var som en blanding af Federico Fellini og Alejandro Jodorowsky i lige-før-1968-generationen, som talte bl.a. Tony Richardson (1928-1991), John Schlesinger (1926-2003) og Nicolas Roeg (1928-2018). The Devils var svær at få se i årtier, men blev restaureret og genudgivet i 2012. 

     

ALDOUS Huxley skrev The Devils of Loudon i 1952, da historiske skueprocesser var oppe i tiden, fordi de kunne læses som kommentarer til koldkrigsårenes heksejagt på amerikanske kommunister. I 1960 fulgte John Whitings skuespil The Devils. Russells film sammenskrev disse versioner, men havde sin egen dagsorden: at udpensle det seksuelle hysteri, som var prisen for politisk fortrængning.

   Samtiden talte med gysen om de blasfemiske og pornografiske excesser. Filmen blev hypet udførligt i tabloidpressen og sablet ned ved premieren. Der var selvretfærdige paneldiskussioner om tro, moral og nødvendig censur. I UK blev to scener fjernet, og censuren var et x for 18 år. I DK var Djævlene forbudt for børn under 16. I flere territorier blev filmen simpelt hen forbudt. Det er mærkeligt at gense The Devils. Filmen er alt, den fik skyld for at være: smagløs, forvreden og stærkt manieret. Dog er det hér selve meningen. Vanessa Redgrave er som søster Jeanne anbragt i en kontekst, hvor hun ikke kan overspille.

   Alle Russells virkemidler balancerer og fungerer i The Devils. Partisankunstneren Derek Jarman (1942-1994), der begyndte som Russells scenograf, har designet Loudon som en skinnende fæstning. Den radikale dissonans i Peter Maxwell Davies' musik er perfekt. Da Oliver Reeds ansigt smelter, hujer pøbelen som fodboldtilskuere. The Devils fortjener sin plads mellem to andre potente skandalesucceser fra 1971: Stanley Kubricks A Clockwork Orange og Sam Peckinpahs Straw Dogs (da. Køterne).

   British Film Institute udgav i 2016 to gode bokssæt, Ken Russell: The Great Passions og Ken Russell: The Great Composers, med de bedste ting fra BBC-tiden på Blu-ray. Alle de store biograffilm er kommet på dvd og Blu-ray. Endvidere findes Tommy og Gothic på 4K UHD. Især BFI-udgivelserne flyder over med nyttigt ekstramateriale. Senest udkom The Music Lovers i august 2024.

Benedetta. Instr.: Paul Verhoeven. Manus: David Birke, Paul Verhoeven. Foto: Jeanne Lapoirie. 131 min. Frankrig-Belgien-Holland 2021. Dansk premiere: 10.03.2022.

The Devils (Djævlene). Instr. & manus: Ken Russell. Foto: David Watkin. 111 min. UK 1971. Dansk premiere: 01.01.1972.

Fotos: SBS Productions/ Pathé International/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Topkapi Films/ Belga Productions/ Beside Productions/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ Cinémage/ Nederlands Filmfonds/ Another World Entertainment/ Cinematerial [poster art: Intermission Film]/ YouTube [MUBI trailer]/ MoviestillsDB/ 

Benedetta streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy; 4K Blu-ray fra MUBI i 2022

The Devils streames ikke i  Europa - i USA og Canada på The Criterion Channel; 2-disc dvd fra British Film Institute i 2012 

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen Kultur 10.03.2022; trykt 11.03.2022 [Noten om Ken Russell tager udgangspunkt i en dvd-anmeldelse fra Filmmagasinet Ekko #57 maj-aug. 2012]

Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002)

DE OVERLEVENDE
Zombievirus som hadets sindbillede

Af BO GREEN JENSEN

EN hvepsesværm af genrer mødes i denne sammenbidt skarpe og skræmmende film, hvis kompromisløshed i længden er både en styrke og en begrænsning. En prolog viser foruroligende tv-billeder, en kavalkade af opløsningssymptomer, som publikum må tage til efterretning. Så zoomes der ud og vi ser, at en menneskeabe, en fastspændt chimpanse, er tvangsindlagt til at følge de grynede skærmbilleder. Aben er blot et af mange forsøgsdyr på Institut for Primatforskning i Cambridge. Her forsker man i had, hadets væsen og dets årsager. De skrigende dyr er så at sige vaccineret med had.

   Som bekendt er vejen til helvede brolagt med ædle hensigter. Det sidste tv-billede viser tre aktivister, som trænger ind i laboratoriet og sætter aberne fri i den bedste mening. 28 dage senere ligger England øde. Cykelbudet Jim (Cillian Murphy) vågner op af sin coma efter en trafikulykke. Hospitalet er som blæst. Det samme gælder det London, som den forvirrede mand vakler ud i. Han møder dog to overlevende, Selena (Naomie Harris) og Mark (Noah Huntley), og snubler over depoter med lig. Epidemien bredte sig med lynets hast. Sygdommen smittede gennem blodet og forvandlede de inficerede til frådende abemennesker, optændt af had og umættelig blodtørst.

MAN har vendt og drejet denne præmis et utal af gange i dystopisk scifi-sammenhæng. Her er zombier, vampyrer og andre muterede menneskeformer eksponenter for det smitsomme andet i en verden efter krigen, katastrofen, bestrålingen, epidemien. Her er som regel også de overlevende, der vandrer rundt i et apokalyptisk landskab, vænner sig til en ny virkelighed, møder andre som gik fri og skaber en fremtid mod alle odds.

   Scenariet kan skildres med visionær patos eller malkes for splatter og hård body horror. 28 Days Later gør begge dele og lidt mere til. Begyndelsen på hospitalet er et riff på John Wyndhams ofte dramatiserede The Day of Triffids (1951), en hjørnesten i traditionen, som Boyle knytter an til og underminerer.* I sine bedste øjeblikke ligner filmen Terry Nations tv-serie Survivors (1975-76), som også blev vist i dansk tv.**

   Filmen foregriber alt, hvad der fulgte, i fiktionen såvel som i virkeligheden: zombiegenrens genkomst, The Walking Dead-serien med sequels og prequels, COVID-19-pandemien, som sendte alle værdier til revurdering, da mareridtet blev virkeligt i 2020-2022. 

SKARER af inficerede hærger i det evakuerede London. Mark bliver offer for hadet, og Selena hugger ham ned uden skrupler. Næste ø i strømmen er mødet med en far (Brendan Gleeson) og hans teenagedatter (Megan Burns), som har holdt stand i deres lejlighed. På en kaserne i Manchester har soldaterne forskanset sig. Værdier diskuteres. En inficeret mand er lænket i baggården, for det er vigtigt at se, om hadet har en slutning. Det er ofte ubehageligt at se på. Samtidig er rædslerne så kropsnært realiseret, at man ikke har problemer med troværdigheden. Det grundlæggende hvad-nu-hvis virker snarere alt for sandsynligt.

28 DAYS Later har manuskript af Alex Garland (f. 1970), forfatter til romanen The Beach (1996, da. Stranden), der blev kult for 90ernes backpackers. Han skrev siden rumthrilleren Sunshine (2007) til Boyle, bearbejdede Kazuo Ishiguros dystopiske Never Let Me Go for Mark Romanek i 2010 og fik tegneserie(anti)helten Judge Dredd tilbage på britiske hænder i Dredd (2014). Fra og med Ex Machina (2014) blev Garland selv en væsentlig instruktør med indsigt i sci-fi og (folk) horror. Både Annihilation (2018) og Men (2022) er markante arbejder.

   Danny Boyle (f. 1956), som har irske forældre og Manchester-baggrund, kom stærkt fra start med skotsk kynisme og socialrealistisk satire i Shallow Grave (1994, da. Mellem venner). Narkomiljøet og generationsportrættet i Trainspotting (1996) gjorde Ewan McGregor til stjerne og Irvine Welsh til en af årtiets mest læste forfattere.

   Boyle tabte megen goodwill på gulvet, da han og medforfatteren John Hodge (f. 1964) overførte modellen til amerikanske forhold i A Life Less Ordinary (1996). The Beach (2000) blev en lidt for lækker mainstreamfilm med Leonardo DiCaprio og Virginie Ledoyen. Med 28 Days Later og den Mumbai-baserede Slumdog Millionaire (2008) – som vandt 8 Oscars, skabte stjernen Dev Patel og gjorde al skepsis til skamme – kom han tilbage til mindre, smidige produktioner.

BOYLE har siden delt sol og vind lige. 127 Hours (2010) og Trance (2013) var små, hårde stykker; Steve Jobs (2015) og T2 Trainspotting (2017) var store og bløde. På National Theatre iscenesatte han i 2011 en radikal fortolkning af Frankenstein, hvor Benedict Cumberbatch og Jonny Lee Miller skiftedes til at spille Skaber og Skabning. Endelig var det Boyle, som skabte den prægtige »Isles of Wonder«-optakt til åbningsceremonien ved OL i London 2012.

   Han sprang i målet fra No Time to Die (2021), James Bond-film #25, som Cary Joji Fukanaga endte med at instruere. Boyle har senest færdiggjort tv-serien Pistol (2022), som bygger på guitaristen Steve Jones' erindringer om sin tid i Sex Pistols. Det er mere mainstream, end det lyder, og blev indtil for nylig streamet på Disney+. Richard Curtis-bagatellen Yesterday (2019) lå cirka så langt fra det sorte og hårde, som det er muligt at komme. 

AF sådanne forsøg på at indsmigre sig er der ingen spor i 28 Days Later. Boyle og Garland går efter struben i tætte sekvenser, der aldrig lader publikum hvile. De digitale videobilleder skyldes Anthony Dod Mantle, Lars von Triers gamle husfotograf.

   Det er naturligvis et spørgsmål, om man har lyst til at leve sig ind i en film, som i dén grad maler fanden på væggen, men der er intet at udsætte på teknik og tematik. »Uafrystelig« er ikke ordet. »Tankevækkende« ville være en kliche. Men »hård«, »mørk« og »skræmmende realistisk«? Bestemt, absolut og aldeles.

Se også Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 4: Sorgenfri (2015) [Epidemic Cinema]; Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]; Pestens år: Virus i fiktionen [Epidemic Cinema]. 

Se også Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours [Bogen og filmen]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]. 

*) I Survivors dør 99,9% af Jordens befolkning brat og vilkårligt, da et pestvirus (af asiatisk ophav) spreder sig. Det sker (overvejende off-screen) i første episode, som er fuld af hverdagstyper i en almindelig britisk stationsby. Da Abby Grant (Carolyn Seymour) vågner af sin febersøvn, er alle i byen døde imens. Hun tager af sted for at lede sin søn, der måske har overlevet på sin kostskole. I London prøver myndighederne at begrænse panikken ved at sidestille smitteudbruddet med en influenzaepidemi, men alt går til på under en uge. Jenny Richards (Lucy Fleming), som er naturligt immun, tager afsted. Ingeniøren Greg Preston (Ian McCulloch) kommer tilbage fra Europa, hvor pandemien allerede har hærget. En håndfuld overlevende samler sig. I tre sæsoner flakker de om i Efterlandet, hvor diverse sociale modeller afprøves. Endelig slår de sig ned i The Grange og prøver at skabe et bæredygtigt landbrugssamfund. Survivors bliver på den måde næsten en antologi over post-apokalyptiske temaer. Serien blev (skuffende ordinært) genindspillet i 2008. Den fik en stor revival under pandemien i 2020, men havde allerede før da kultstatus. Survivors er stadig meget seværdig. Tonen er tættere på dystopisk sci-fi som P.D. James' Children of Men eller Cormac McCarthys The Road. Der er ingen muterede væsener i spil. Til gengæld er den psykologiske troværdighed bemærkelsesværdig. 

   Waliseren Terry Nation (1930-1997) var en vigtig stil- og myteskaber i britisk tv. Foruden Survivors skabte han sci-fi serien Blake’s 7 (1978-1981) og skrev den bestemmende story arc om the Daleks til BBC-institutionen Doctor Who, der har levet og overlevet siden 1963. Nation var bidragyder til serier som The Avengers, The Baron, The Saint (da. Helgenen) og The Persuaders! (da. De uheldige helte) med Roger Moore og Tony Curtis. Han skrev i 1976 en roman/tv tie-in version af Survivors.

**) John Wyndham (1903-1969) er i britisk scifi-kontekst et vigtigt link mellem H.G. Wells og Aldiss/Ballard/Moorcock-generationen, der gør genren psykedelisk i 1960erne. Kun Olaf Stapledon og Nigel Kneale har tilsvarende betydning. I The Day of the Triffids (1951, da. Da triffitterne kom) bliver England og resten af verden lagt øde, da organiske monstre (kødædende planter) invaderer fra rummet. Bogen er trofast dramatiseret for tv (1981, 2009) og omsat til radiospil flere gange (1957, 1968, 2001). I Danmark opførte Radioteatret I trifitternes dage i seks dele i 1968. Kurt Kreutzfeld oversatte Giles Coopers bearbejdelse.

   Wyndham var således værdsat, men den kulørte og kontroversielle biograffilm – som Steve Sekely instruerede for Alliance Pictures i 1962 – gjorde intet for forfatterskabets status. Howard Keel, den aldrende musicalstjerne fra Seven Brides for Seven Brothers (1954) og solide duetter med Kathryn Grayson, var fløjet ind til hovedrollen, som han spillede uden entusiasme. Wyndhams åbne slutning var erstattet med en variation over løsningen fra Wells’ The War of the Worlds.

   Med vanlig dansk sans for skævvredne titler fik The Day of the Triffids premiere som Den nat triffiderne kom. Katastrofefilmen blev hypet så heftigt, at den kritiske modstand på forhånd var stærk. Man bekymrede sig på publikums vegne. Wyndham er aldrig ordentligt læst i DK. Hans øvrige vigtige værker er The Kraken Wakes (1953, da. Invasion fra dybet), The Chrysalids (1955), The Midwich Cuckoos (1957, da. Gøgene i Gorby), Trouble with Lichen (1960) og Chocky (1968).   

28 Days Later (28 dage senere). Instr.: Danny Boyle. Manus: Alex Garland. Foto: Anthony Dod Mantle. 118 min. UK-Holland-USA 2002. Dansk premiere: 28.02.2003.

Fotos: DNA Films/ British Film Council/ Twentieth Century Fox/ Searchlights Pictures

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox [28 Days Later + 28 Weeks Later] 20.10.2008.

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.03.2002

Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019)

SOLSKINSPIGEN

Visionær filmkunst for YA-segmentet

Af BO GREEN JENSEN

DER kommer – heldigvis – ikke kun dommedagsstemning ud af de globale klimaændringer. Jo, vi kan se og mærke, at det står skidt til og at verden bogstaveligt regner væk, men i det fantastiske landskab er der fiktioner, hvor menneskene indretter sig og lærer at leve i regnbyer. Som det vil ske, hvis der skal være nogen fremtid overhovedet.

   Ved begyndelsen af Weathering With You har det regnet uafbrudt i månedsvis. Tokyo står under vand, og vejrudsigten lover bare endnu mere regn. Den 16-årige Hodaka kommer til byen for at få en uddannelse, men især for at opleve livet. »Tokyo er et vildt sted,« bliver refrænet i hans fortælling. Han løber snart tør for penge og har en svær tid. Han får sit livs bedste måltid, da han har sultet i tre dage, og solskinspigen Hina giver ham en burger fra fastfoodstedet, hvor hun arbejder.

HINA vågede ved sengen, da hendes mor døde på hospitalet. Fra vinduet i højhuset så hun en have på et tag. Der var en plet, en lille sø af lys, og hun løb for at finde over til solen. Nu kan hun, hvis hun står stille med lukkede øjne og ønsker sig det meget stærkt, få regnen til at standse, selv om det kun er lokalt og kortvarigt.

   Hodaka er i mellemtiden flyttet ind hos hr. Sugu og hans niece, som driver et forlag fra kælderen i en nedlagt natklub. De sælger sensationelle vandrehistorier til aviser og ugeblade. Hr. Sugu er umiddelbart en pokkers karl, der drikker sake, kommer sent hjem, ryger som en skorsten og har mange jern i ilden. Men faktisk er han også en enkemand, som prøver at lov at se sin datter, der bor hos en overbærende mormor.

DER er mange spor og motiver i Makoto Shinkais animationsfilm. Jeg går i detaljer for at give et indtryk af, hvordan historien er fuld af virkelighed og kompleksitet, mens den samtidig skaber fantastiske rum, når Hina og Hodaka suges op i stormen og svæver mellem regnbuer i en grænseløs himmelverden.

   Makotos film kan ses af alle, men især er de lavet til unge, der har karakterernes alder og referencer. Han er mediets mest markante nyskaber siden Hayao Miyazaki. Både Disney og Pixar virker tunge og gamle i forhold til den himmelstræbende japaner, som fik et internationalt gennembrud med Your Name (2016).

TEENAGERNE får gang i en god forretning, da Hodaka sætter Hina op på nettet. Har man brug for nogle timer med tørvejr og sol, f.eks. til en fødselsdag, til dagen, hvor de døde kommer hjem, eller indvielsen af en udstilling, kan man kontakte vejrmagersken. Prisen for solskin er 5000 yen. Hodaka flytter næsten ind hos Hina og hendes lillebror. Han er meget forelsket i Solskinspigen.

   Imens er Hodaka eftersøgt af politiet, og hr. Sugas niece hører historier om, hvad det koster at være Vejrjomfruen fra de gamle shinto-legender. For hver gang Hina skaber sol, bliver hun mere gennemsigtig. Hun kan standse regnen endeligt, hvis hun ofrer sig helt og forsvinder.

   Jeg forenkler for at tydeliggøre. Der er et utal af mindre historier i spil, da valget bliver konkret for Hodaka – og for filmens publikum. Vil vi reparere vejret eller vil vi leve sammen med dem, som vi elsker? Også myten om Orfeus og Eurydike bliver aktiveret, før eventyret om vejret er omme.

DET er en smuk film, som konstant skaber ny virkelighed. Den massive regn er skildret med stor troværdighed. Det er myten og realiteten i ét – og en tillidserklæring til begge universer. Uden sammenligning i øvrigt kan man finde noget af den samme ufortrødne fremtidstro i Steven Spielbergs filmatisering af Ernest Clines Ready Player One (2018). Også hér er verden ved at regne væk, og menneskene søger ly i et spil uden grænser.

   Det er ikke letkøbt eskapisme. Det er snarere praktisk magi. I hvert fald er det tankevækkende følelsesstof og meget stor animationskunst.

PS: Weathering With You blev vist for pressen den 9. marts 2020. Det var en kamp at få den set og nå at skrive, men det lykkedes, og teksten stod på filmsiden i avisen, som udkom på nettet den 12. marts og på tryk den 13. marts. Imens havde verden ændret sig radikalt. Den 11. marts holdt statsminister Mette Frederiksen sit historiske pressemøde om nedlukningen af det danske samfund. Det er forklaringen på, at filmen blev anmeldt to måneder før tid.

   Først den 18. maj blev der åbnet igen. Man fortsatte som efter en tornerosesøvn, men i øvrigt ufortrødent. Sommeren 2020 var præget af energisk genstartsstemning. Det var henne i december 2020, da anden bølge af pandemien greb om sig, og kulturlivet igen lukkede ned – denne gang for fire måneder – at modløsheden satte ind. Med den russiske invasion af Ukraine i februar 2022, var stemningen endelig vendt absolut.

   Der skete så meget, som aldrig var sket før, på de to år. Det bliver en interessant periode for fremtidens historikere. I fugleperspektiv kan COVID-19-pandemien måske sammenlignes med influenza-epidemien i 1920. Men der var færre dødsfald nu, og skønt mundbind blev svære at bære i længden, var der mange børn, som virkelig nød at have fri fra skole i tæt på to år. Jeg tror, at der kommer en dag, hvor vi husker coronatiden med øm nostalgi.     

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013).

Weathering with You (Tenki no ko). Instr. og manus: Makoto Shinkai. Foto: Ryôsuke Tsuda. 112 min. Japan 2019. Dansk premiere: 18.05.2020.

Fotos: Weathering With You Film Partners/ CoMix Wave Films/ Beijing Enlight Pictures/ China Film Group Corporation/ Kadokawa/ Lawson Entertainment/ Toho International/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.03.2020

John Krasinski: A Quiet Place 2 (2020) [Sci-Fi 100]

TIPS OM OVERLEVELSE
Toeren taber det meste på gulvet

Af BO GREEN JENSEN

I 2018 kom A Quiet Place ud af intet som en stor overraskelse. John Krasinskis film brugte to slidte troper fra scifi-landskabet, invasion og praktisk overlevelse, der har været nært forbundne, siden H.G. Wells skrev The War of the Worlds (1897, da. Klodernes kamp).

   Krasinski havde dog én ny idé: de fremmede væsener gik efter lyden, så det gjaldt om at være stille. Det var fantastisk at sidde i biografen. Der plejer at være puslen. Nu var publikum med i en stor stilleleg.

   Fortsættelsen nåede lige at få amerikansk biografpremiere i marts 2020. Så blev alt lukket ned under COVID19-pandemien. A Quiet Place 2 har stået øverst på genåbningslisten sammen med James Bond-filmen No Time to Die. Begge har næsten for meget at leve op til. De blev skabt i en selvsikker overskudsverden. Nu skal de genrejse glæden ved film og bære branchens økonomi.

A QUIET Place 2 fungerer uden at begejstre. Det er godt tænkt at gå tilbage til Dag 1 og lade prologen vise, hvor brat det begyndte. Etteren åbnede, ligeledes i prologform, med yngste søns død på Dag 89. Springet i tid gør det muligt for Krasinski at gentage sin rolle som far i familien. Det kan i sagens natur ikke lade sig gøre, da filmen når sin nutid på Dag 474.

   Emily Blunt er alene med sønnen Marcus (Noah Jupe) og datteren Regan (Millicent Simmonds), som er døv og taler tegnsprog. Den første film kulminerede i en tavs fødsel. Nu bliver spædbarnet behandlet som Moses eller Jesus. De skærende væsener fra rummet har ører i hele hovedet. Der er mange flere af dem. Et radiosignal bliver ved at spille »Beyond the Sea« – Bobby Darins version af Charles Trenets »La Mer«. Regan vil finde stationen.

DER sker adskilligt, jeg ikke vil røbe. Man prøver at finde de fremmedes svaghed. Hos Wells var det influenza. Her må det være noget med lyd. Der er god plads til social kommentar, når familien møder overlevende, som har tacklet apokalypsen forskelligt. En nabo (Cillian Murphy) vil holde sig fri af det hele og sætte egen sikkerhed over de andres. Det kan man bare ikke i en amerikansk familiefilm. Den fortabte figur bliver snart talt til rette og skrevet op til en rolle som fadererstatning.

FILMEN er en katalog af farer og overlevelsesmåder. Den er også en lang dans på stedet. A Quiet Place havde en slutning og kunne stå alene – endda med stoisk elegance. Nu véd filmskaberne, at der kommer mere. Jeff Nichols (Take Shelter, Loving) vil instruere sidste del af en trilogi. Krasinski arbejder på et streamingkoncept.

   Det er der vel ikke noget ondt i. Det bliver bare en mere forudsigelig omgang. Man skal arbejde for at føle sig inddraget. Efterhånden vil man gerne vide mere om den fremmede livsform. Væsenerne er sjusket animeret, jager planløst omkring og bliver ikke mere skræmmende af at være så mange. Krasinski skylder en forklaring på, hvad de fremmede egentlig vil.

DER er en distraherende brug af stemningsmusik, som devaluerer det stærke lydbillede. Man kunne med fordel have holdt sig til Bobby Darin og Marco Beltramis sugende grundtema fra den første film.

   Jeg sad åndeløs og så A Quiet Place, der var fuld af tips om stilhed. Nu er der effekter, store brag og højt spektakel; kalkulerede chok, som får én til at fare sammen pr. instinkt. Man reagerer dog uden ret megen glæde. Den gode idé fra begyndelsen er på ingen tid blevet generisk forretning.

   Tavshed var guld i den første film om lydhøre aliens. I toeren er det en tvivlsom valuta.

Se også John Krasinski: A Quiet Place (2018) [Sci-Fi 100]

A Quiet Place Part II (A Quiet Place 2). Instr.: John Krasinski. Manus: Krasinski, Scott Beck, Bryan Woods. Foto: Polly Morgan. 97 min. USA 2020. Dansk premiere: 01.07.2021.

Foto: Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2021

Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]

 

MENNESKER OG NOGET MERE
Der er stadig gode historier i æsken med zombiemytologi

Af BO GREEN JENSEN

ET navnløst sted i England, tiden er lige om lidt. På et ramponeret militæranlæg bliver svært bevogtede tweens hentet i deres celler af nervøse soldater i kampuniform. Børnene bliver forsvarligt fastgjort og kørt i skole.

   Klasselokalet ligner en flyverhangar. Der er panserglas i døren, numre på gulvet, og absolut ingen rører ved hinanden. Sergent Parks (Paddy Considine) starter hver dag med at råbe »Transit! You frigging abortions!« til børnene.

   Kun læreren Helen (Gemma Arterton) er venlig. Hun lader sig overtale til ikke at terpe fysik og læser i stedet højt af en bog med græske myter. Pigen Melanie (Sennia Nanua) husker præcis, hvor de var nået til i sagnet om Pandora. Hun kan også hele tabellen med grundstoffernes numeriske værdi.

   Nu kan Helen kan ikke dy sig. Hun stryger den lænkede pige over håret, og Melanie nyder kærtegnet. Så bryder sergent Parks ind og demonstrerer, hvad der sker, hvis eleverne får fært. Det er et rystende syn. Om natten standser Dr. Caldwell (Glenn Close) ved hver celle. Hun beder Melanie vælge et tal. Næste morgen mangler eleven med dét nummer.

SKØNT ordet ikke bruges, handler denne film om zombier. Jeg tøver med at at nævne det, for The Girl with All the Gifts er ingen røverhistorie. Tværtimod er der tale om ægte spekulativ fiktion, som overvejer om, hvad et liv er. En aggressiv virus i svampefamilien har forvandlet menneskeheden til hungries. De angrebne står for det meste passivt og svajer, men bliver som frådende, snappende hunde, når de lugter levende kød og varmt blod.

   På spredte faciliteter arbejder de sidste mennesker på at udvikle en vaccine. En gruppe angrebne børn har stadig bevidsthed. De er mennesker og noget mere. Melanie kan ikke styre sine rabiesagtige anfald, men hun kan advare om, at de er på vej. Hun er en glad, imødekommende pige, som husker alt, hvad der bliver sagt. Dr. Caldwell noterer, at hun har »en udsøgt evne til at aflæse og efterligne«. Dét ordvalg kommer hun til at fortryde.

   Melanie er fortællingens Pandora. I den første halve time er hun også den, der forankrer fortællersynsvinklen i Colm McCarthys saglige filmatisering af Mike Careys fremtidsroman. Hun ser med store øjne på verden og er ivrig efter at behage. Hun betragter Helen som en mor.

   Det bliver nøglen til videre overlevelse, da hegnet om basen giver efter for horder af hungries. Melanie undslipper sammen med soldaten, forskeren og lærerinden. Filmen er skiftevis et kammerspil og et udstyrstykke med tusindvis af mutanter. London er faldet for længe siden. Gruppen forskanser sig i et mobilt laboratorium, der står tilbage efter de sidste svampejægere.

BRITISK science fiction har altid holdt sig tæt på virkeligheden. Selv Doctor Who foregår henne om hjørnet. Traditionen er fuld af historier om, hvordan det – helt konkret og lavpraktisk – bliver at leve i dystopiske opløsningstider.

   Realismen er ofte konsekvensen af et beskedent budget, men den har skabt en stærk undergenre. Man skal bruge lidt skov, en nedlagt fabrik og et par militære køretøjer. Det fungerer i alt fra The Day of the Triffids til fem sæsoner af The Survivors og 28 Days Later.

   McCarthys film ligner især Alfonso Cuaróns filmatisering af P.D. James’ (in)fertilitetsfabel The Children of Men. Han forstår at skabe håndgribelig spænding og umiddelbar empati. Der er en fascinerende forklaring på, hvad sygdommen bliver til i andet stadie, og en række gode retoriske spørgsmål, som bliver stillet på ontologisk baggrund.

   Soldaten og humanisten diskuterer. Parks siger, at han aldrig har mødt gode eller dårlige mennesker. Alle gjorde blot det nødvendige. »Så ingen er nogen sinde ansvarlig?« siger Helen. »Ansvarlig over for hvem?« spørger han.

GIVER det mening at klamre sig til en døende livsform, når en ny art kan gøre det bedre? En episode med vilde børns stammemønster er lige dele Peter Pan og William Golding. Det er tæt og tankevækkende stof i en ellers udpint genre.

   Gemma Arterton skal for en gangs skyld ikke være yndig. Considine og Close giver deres typer konturerne af en karakter. Som pigen med alle talenter og gaver er 12-årige Sennia Nanua enten ekstremt godt instrueret eller en vordende stjerne.

   Lad være med at tænke kulørt science fiction og mere klam vold, som der ikke er brug for. Tænk menneskevarme og nye værdier. Se for den sags skyld en socialpolitisk lignelse i McCarthy og Careys zombiefortælling.

   Det vigtigste er at se den. Det er en af de bedste film fra sit tiår.

The Girl with All the Gifts. Instr.: Colm McCarthy. Manus: Mike Carey. Foto: Simon Dennis. 111 min. UK 2016. Dansk premiere: 03.11.2016.

Fotos: BFI Film Fund/ Warner Bros. UK & Ireland/ Lionsgate/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MoviestillsDB 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate UK 23.01.2017

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.11.2016