Translate

Viser opslag med etiketten John Krasinski. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten John Krasinski. Vis alle opslag

mandag den 1. maj 2023

Sam Mendes: Away We Go (2009)


I MIDTEN AF LIVET
Et sjældent portræt af et lykkeligt par

Af BO GREEN JENSEN

LYKKEN er svær at skildre på film. Harmoni er kunstens fjende, og det gælder snarere om at skabe konflikter, der kan true balancen og udfordre idyllen, hvis man vil fastholde publikums interesse. Det lærer man på enhvert skrivekursus, og sædvanligvis er der meget om snakken. Også derfor er det bemærkelsesværdigt, at kærlighedens realitet og troen på fremtiden udgør et bærende tema i filmen med den eventyrligt klingende titel Away We Go.
   Teatermennesket Sam Mendes (f. 1965), som er brite, fik sit store og øjeblikkelige instruktørgennembrud i USA med Oscarvinderen American Beauty (1999), en ætsende syrlig sædekomedie, som manuskriptforfatteren Alan Ball (Six Feet Under) kan tage mindst halvdelen af æren for. Efter solide succeser som Road to Perdition (2002), antikrigsfilmen Jarhead (2005) og en kongenial filmatisering af Richard Yates' Revolutionary Road (2008) fik Mendes mulighed for at realisere en skæv og demonstrativt lille film om to gode mennesker, der skal have et barn sammen og prøver at finde et ordentligt hjem. Away We Go er enten en alvorlig komedie eller et drama med komiske islæt. En dværgelefant med girafpletter, altså, og som sådan et ret sjældent dyr.



BURT og Verona (John Krasinski og Maya Rudolph) har været gode sammen i mange år, da han bemærker, at hun smager anderledes og mere frugtagtig, idet han kysser hendes skød under tæppet. Hun beder ham lade være med at puste, som han plejer. Åbningsscenens hverdagsvarme er typisk for filmens kærlighedssyn. Der er ingen romantiske højder, men følelsen er alligevel dyb.
   Så nu skal de være forældre i en alder af 34 og 36. Ingen af de materielle ting er på plads, for årene gik med at afprøve livet. »Are we fuck-ups?« spørger de hinanden. Svaret blæser i vinden, men ikke for alvor. Verona og Burt er netop ikke tabere, for de er blevet voksne uden at miste hinanden. Mange i generationen har ventet for længe. Andre er blevet avlsmaskiner. Da Burts forældre (Catherine O'Hara og Jeff Daniels) træder i karakter som selviske 68'ere og tager til Belgien i to år, beslutter Verona, at tiden er inde til at se sig om efter et passende bosted med rigtige venner og sociale muligheder.



PÅ den måde bliver historien en anderledes road movie og en post-ironisk odyssé, som fører parret til Tucson og Phoenix i Arizona, til en jobsamtale i Madison, Wisconsin, og til et bittersødt gensyn med venner i Canada, som for amerikanere smager lidt af Det Forjættede Land. Ingen steder findes lykken, og først da en uerkendt længsel kalder Verona tilbage til de døde forældres hus, sidder parret med følelsen af at have fundet hjem. Handlingsgangen er forudsigelig på en meget smuk måde. Ingen tror vel for alvor, at glæde er geografisk bestemt.
   Away We Go er i forbifarten også en amerikansk vinterrejse, som prøver at måle tidens kropsvarme. Filmens nærmeste slægtninge er Alexander Paynes About Schmidt (2002), hvor enkemanden Jack Nicholson kører tværs over landet for at deltage i sin datters bryllup, og Jim Jarmuschs Broken Flowers (2005), hvor levemanden Bill Murray tager rundt og besøger sine eks-koner og kærester. Alle tre film handler naturligvis om at finde sig selv ved at spejle sig i andre. De er også dramatiske udstillingsvinduer for en mindre hær af gode gæstestjerner.
   For den hengivne Burt er der i grunden ingen verden uden for Verona. For ham er hun hjulet i midten af livet, og det kommende barn løfter alting på plads. Hun har sværere ved at acceptere flodens drift og skæbnens bane. Krasinski og Rudolph er usigeligt charmerende, og filmen er fuldkommen solidarisk med deres jordnære typer. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville have. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville være.



KONTRASTEN skabes af de karikerede typer, som Burt og Verona besøger på vejen til deres Eden. Veronas forhenværende kollega (Allison Janney) drikker desperate cocktails, nedgør sine overvægtige børn og taber tålmodigheden med sin bryske mand (Jim Gaffigan), der fantaserer om Amerikas kommende apokalypse.
   Burts bedste studiekammerat (Maggie Gyllenhaal) er nu en feministisk chefideolog, der opfatter klapvognen som en fascistisk rekvisit og har en blød hippiemand med en søhestefetich. Hun taler så overbærende om Verona, at den ellers milde Burt må skære igennem og sige fra, så det kan høres.
   Her når filmen komiske højder og sender samtidig tanken tilbage til rare klenodier som Bob Rafelsons Five Easy Pieces (1970) fra New Hollywoods storhedstid. Det sker endda med den samme, ganske let bedrevidende arrogance, som de unge movie brats fra boomer-generationen var fulde af.

  

MERE nuanceret skildres Grace (Carmen Ejogo), Veronas sørgmodige søster, som dater skiftende forretningsmænd i håb om at finde et acceptabelt kompromis. Burts bror (Paul Schneider) er blevet forladt af sin hustru. En gammel ven i Montreal (Chris Messina) nyder livet med en velstillet overskudsfamilie, men viser sig at bære på en smerte, der forløses i en enestående melankolsk scene, hvor hans hustru (Melanie Lynskey) danser til The Velvet Undergrounds gamle »Oh! Sweet Nuthin'«.
   Der er ikke skrevet ny musik. I stedet har Alexi Murdoch doneret ni sange, de fleste fra Time Without Consequence (2006), der lyder som pasticher på Nick Drake. Men temasangen »All My Days« har egenart og atmosfære. Også ristede kastanjer af George Harrison (»What is Life?«), The Stranglers (»Golden Brown«) og Bob Dylan (»Meet Me in the Morning«) er indlejret. Mendes har selv produceret det fornemme soundtrackalbum i samarbejde med Edward Saxon og Randall Poster.
   Originalt er især manuskriptet, som forfatterparret Dave Eggers (A Heartbreaking Work of Staggering Genius) og Vendela Vida (Let the Northern Lights Erase Your Name) har fyldt med autentiske detaljer. I filmen har Verona mistet begge forældre, da hun var i begyndelsen af tyverne. Det samme skete i virkeligheden for Eggers.*


I BUND og grund er Away We Go et enkelt portræt af et lykkeligt par, som bliver voksent og stifter familie. Et tema så banalt, at det tangerer det geniale. Sådan er der meget paradoksalt ved filmen, som er morsom, rørende, elegant og en lille smule selvglad i passager. Måske er der skønhedsfejl, men de er ikke store, og ånden driver værket i mål. Filmen er en ener. Man bliver glad og eftertænksom af at se den.


*) Eggers fortæller i gennembrudsbogen om sit forhold til forældrene, sine søskende og især om, hvordan han som 21-årig påtog sig ansvaret for den yngste, 8-årige bror, da familien brød sammen. Lindhardt og Ringhof udgav Et hjertegribende værk af overvældende genialitet i Mich Vraas oversættelse i 2001. Fem af Eggers' romaner er kommet på dansk. De øvrige fire er: You Shall Know Our Velocity (2002, da. I skal føle vores hastighed, Lindhardt og Ringhof v/ Mich Vraa); The Circle (2015, da. The Circle, People's Press 2015 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Parade (2019, da. Paraden, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Captain and the Glory (2020, da. Kaptajnen og æren, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild). A Hologram for the King (2012), som Tom Tykwer filmatiserede (med bl.a. Tom Hanks og Sidse Babett Knudsen) i 2016, er mærkværdigvis ikke oversat. Heller ikke McSweeney's-samarbejdet med bl.a. Michael Chabon er repræsenteret. Vendela Vida er oversat til tysk og fransk. Ingen af hendes tekster findes på dansk.



Away We Go. Instr.: Sam Mendes. Manus: Dave Eggers, Vendela Vida. Foto: Ellen Kuras. 98 min. USA 2009. Dansk premiere: 10.07.2010.


Fotos: Focus Features/ Edward Saxon Productions/ Big Beach Films/ Neal Street Productions/ Twins Financing/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime og VIAPLAY
Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.07.2010.

lørdag den 23. oktober 2021

John Krasinski: A Quiet Place 2 (2020) [Sci-Fi 100]


TIPS OM OVERLEVELSE
Toeren taber det meste på gulvet

Af BO GREEN JENSEN



I 2018 kom A Quiet Place ud af intet som en stor overraskelse. John Krasinskis film brugte to slidte troper fra scifi-landskabet, invasion og praktisk overlevelse, der har været nært forbundne, siden H.G. Wells skrev The War of the Worlds (1897, da. Klodernes kamp).
   Krasinski havde dog én ny idé: de fremmede væsener gik efter lyden, så det gjaldt om at være stille. Det var fantastisk at sidde i biografen. Der plejer at være puslen. Nu var publikum med i en stor stilleleg.
   Fortsættelsen nåede lige at få amerikansk biografpremiere i marts 2020. Så blev alt lukket ned under COVID19-pandemien. A Quiet Place 2 har stået øverst på genåbningslisten sammen med James Bond-filmen No Time to Die. Begge har næsten for meget at leve op til. De blev skabt i en selvsikker overskudsverden. Nu skal de genrejse glæden ved film og bære branchens økonomi.


A QUIET Place 2 fungerer uden at begejstre. Det er godt tænkt at gå tilbage til Dag 1 og lade prologen vise, hvor brat det begyndte. Etteren åbnede, ligeledes i prologform, med yngste søns død på Dag 89. Springet i tid gør det muligt for Krasinski at gentage sin rolle som far i familien. Det kan i sagens natur ikke lade sig gøre, da filmen når sin nutid på Dag 474.
   Emily Blunt er alene med sønnen Marcus (Noah Jupe) og datteren Regan (Millicent Simmonds), som er døv og taler tegnsprog. Den første film kulminerede i en tavs fødsel. Nu bliver spædbarnet behandlet som Moses eller Jesus. De skærende væsener fra rummet har ører i hele hovedet. Der er mange flere af dem. Et radiosignal bliver ved at spille »Beyond the Sea« – Bobby Darins version af Charles Trenets »La Mer«. Regan vil finde stationen.


DER sker adskilligt, jeg ikke vil røbe. Man prøver at finde de fremmedes svaghed. Hos Wells var det influenza. Her må det være noget med lyd. Der er god plads til social kommentar, når familien møder overlevende, som har tacklet apokalypsen forskelligt. En nabo (Cillian Murphy) vil holde sig fri af det hele og sætte egen sikkerhed over de andres. Det kan man bare ikke i en amerikansk familiefilm. Den fortabte figur bliver snart talt til rette og skrevet op til en rolle som fadererstatning.


FILMEN er en katalog af farer og overlevelsesmåder. Den er også en lang dans på stedet. A Quiet Place havde en slutning og kunne stå alene – endda med stoisk elegance. Nu véd filmskaberne, at der kommer mere. Jeff Nichols (Take Shelter, Loving) vil instruere sidste del af en trilogi. Krasinski arbejder på et streamingkoncept.
   Det er der vel ikke noget ondt i. Det bliver bare en mere forudsigelig omgang. Man skal arbejde for at føle sig inddraget. Efterhånden vil man gerne vide mere om den fremmede livsform. Væsenerne er sjusket animeret, jager planløst omkring og bliver ikke mere skræmmende af at være så mange. Krasinski skylder en forklaring på, hvad de fremmede egentlig vil.


DER er en distraherende brug af stemningsmusik, som devaluerer det stærke lydbillede. Man kunne med fordel have holdt sig til Bobby Darin og Marco Beltramis sugende grundtema fra den første film.
   Jeg sad åndeløs og så A Quiet Place, der var fuld af tips om stilhed. Nu er der effekter, store brag og højt spektakel; kalkulerede chok, som får én til at fare sammen pr. instinkt. Man reagerer dog uden ret megen glæde. Den gode idé fra begyndelsen er på ingen tid blevet generisk forretning.
   Tavshed var guld i den første film om lydhøre aliens. I toeren er det en tvivlsom valuta.


A Quiet Place Part II (A Quiet Place 2). Instr.: John Krasinski. Manus: Krasinski, Scott Beck, Bryan Woods. Foto: Polly Morgan. 97 min. USA 2020. Dansk premiere: 01.07.2021.


Foto: Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2021

fredag den 22. oktober 2021

John Krasinski: A Quiet Place (2018) [Sci-Fi 100]



INDE I STILHEDEN
De fremmede går efter lyden

Af BO GREEN JENSEN

DET gælder om at være stille – helt stille. I det knuste Amerika om et par år, hvor A Quiet Place udspiller sig, er det at lave lyd lig med døden. Væsenerne udefra kan ikke se, men de kan høre. Ved det affolkede butikscenter, hvor filmen åbner på »Dag 89«, ligger der gamle aviser med overskrifter som: »De går efter lyden!«
   Familien Abbott er bedre rustet end de fleste. Evelyn (Emily Blunt) og Lee (instruktør og medforfatter John Krasinski) har en døv teenagedatter, Regan (Millicent Simmonds), så de er vant til at tale tegnsprog. Der er en lidt yngre søn og en tumling, som bliver taget i filmens prolog. Der er stort set ikke andre mennesker tilbage.


ET år senere har familien indrettet sig på en gård. Der er strøet sand på jorden, så fodtrin ikke giver lyd, og inde i huset er der sat mærker på knirkende steder, hvor den døve pige skal passe på. Lysende nødsignaler er rigget til. Evelyn er højgravid, og hvordan kan hun føde i stilhed?
   Mens terminen nærmer sig, bruger Lee ventetiden på at lave et apparat, så datteren kan komme til at høre eller bare navigere efter hyletoner. Systemet virker ikke, men får senere stor betydning.
   Regan giver sig selv skylden for Lillebrors død og tvivler på sin fars kærlighed. Det har hun naturligvis ikke grund til. I katastrofefilm er der ofte en surrogatfamilie, to voksne og to børn, som finder sammen. Her er de en familie – også uden for fiktionen, hvor Blunt og Kosinski er gift.


FILMEN er næsten nostalgisk opbyggelig i sin skildring af familien, der står sammen. Det minimalistiske lydspor er fantastisk detaljeret. Først bliver der sparet på billeder af de jagende væsener, som laver kliklyde og ligner xenomorfer fra Alien-sagaen. Så kommer et af dem helt tæt på og forvandler fødslen i midten af filmen til en nervepirrende oplevelse.
   Der er ingen udspekuleret sadisme. Det lykkes med enkle midler Krasinski at skabe troværdighed og nødvendighed. Danske Charlotte Bruus Christensen har tilrettelagt den smukke billedside. A Quiet Place er det modsatte af et dumt, effektjagende genrestykke. Filmen er et de bedste gys i mands minde, suveræn scifi-horror for alle i familien.



A Quiet Place. Instr.: John Krasinski. Manus: Scott Beck, John Krasinski, Bryan Woods. Foto: Charlotte Bruus Christensen. 90 min. USA 2018. Dansk premiere: 05.04.2018.


Fotos: CineMaterial/ UIP/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.06.2018