I MIDTEN AF LIVET
Et sjældent portræt af et lykkeligt par
Af BO GREEN JENSEN
Teatermennesket Sam Mendes (f. 1965), som er brite, fik sit store og øjeblikkelige instruktørgennembrud i USA med Oscarvinderen American Beauty (1999), en ætsende syrlig sædekomedie, som manuskriptforfatteren Alan Ball (Six Feet Under) kan tage mindst halvdelen af æren for. Efter solide succeser som Road to Perdition (2002), antikrigsfilmen Jarhead (2005) og en kongenial filmatisering af Richard Yates' Revolutionary Road (2008) fik Mendes mulighed for at realisere en skæv og demonstrativt lille film om to gode mennesker, der skal have et barn sammen og prøver at finde et ordentligt hjem. Away We Go er enten en alvorlig komedie eller et drama med komiske islæt. En dværgelefant med girafpletter, altså, og som sådan et ret sjældent dyr.
BURT og Verona (John Krasinski og Maya Rudolph) har været gode sammen i mange år, da han bemærker, at hun smager anderledes og mere frugtagtig, idet han kysser hendes skød under tæppet. Hun beder ham lade være med at puste, som han plejer. Åbningsscenens hverdagsvarme er typisk for filmens kærlighedssyn. Der er ingen romantiske højder, men følelsen er alligevel dyb.
Så nu skal de være forældre i en alder af 34 og 36. Ingen af de materielle ting er på plads, for årene gik med at afprøve livet. »Are we fuck-ups?« spørger de hinanden. Svaret blæser i vinden, men ikke for alvor. Verona og Burt er netop ikke tabere, for de er blevet voksne uden at miste hinanden. Mange i generationen har ventet for længe. Andre er blevet avlsmaskiner. Da Burts forældre (Catherine O'Hara og Jeff Daniels) træder i karakter som selviske 68'ere og tager til Belgien i to år, beslutter Verona, at tiden er inde til at se sig om efter et passende bosted med rigtige venner og sociale muligheder.
PÅ den måde bliver historien en anderledes road movie og en post-ironisk odyssé, som fører parret til Tucson og Phoenix i Arizona, til en jobsamtale i Madison, Wisconsin, og til et bittersødt gensyn med venner i Canada, som for amerikanere smager lidt af Det Forjættede Land. Ingen steder findes lykken, og først da en uerkendt længsel kalder Verona tilbage til de døde forældres hus, sidder parret med følelsen af at have fundet hjem. Handlingsgangen er forudsigelig på en meget smuk måde. Ingen tror vel for alvor, at glæde er geografisk bestemt.
Away We Go er i forbifarten også en amerikansk vinterrejse, som prøver at måle tidens kropsvarme. Filmens nærmeste slægtninge er Alexander Paynes About Schmidt (2002), hvor enkemanden Jack Nicholson kører tværs over landet for at deltage i sin datters bryllup, og Jim Jarmuschs Broken Flowers (2005), hvor levemanden Bill Murray tager rundt og besøger sine eks-koner og kærester. Alle tre film handler naturligvis om at finde sig selv ved at spejle sig i andre. De er også dramatiske udstillingsvinduer for en mindre hær af gode gæstestjerner.
For den hengivne Burt er der i grunden ingen verden uden for Verona. For ham er hun hjulet i midten af livet, og det kommende barn løfter alting på plads. Hun har sværere ved at acceptere flodens drift og skæbnens bane. Krasinski og Rudolph er usigeligt charmerende, og filmen er fuldkommen solidarisk med deres jordnære typer. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville have. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville være.
KONTRASTEN skabes af de karikerede typer, som Burt og Verona besøger på vejen til deres Eden. Veronas forhenværende kollega (Allison Janney) drikker desperate cocktails, nedgør sine overvægtige børn og taber tålmodigheden med sin bryske mand (Jim Gaffigan), der fantaserer om Amerikas kommende apokalypse.
Burts bedste studiekammerat (Maggie Gyllenhaal) er nu en feministisk chefideolog, der opfatter klapvognen som en fascistisk rekvisit og har en blød hippiemand med en søhestefetich. Hun taler så overbærende om Verona, at den ellers milde Burt må skære igennem og sige fra, så det kan høres.
Her når filmen komiske højder og sender samtidig tanken tilbage til rare klenodier som Bob Rafelsons Five Easy Pieces (1970) fra New Hollywoods storhedstid. Det sker endda med den samme, ganske let bedrevidende arrogance, som de unge movie brats fra boomer-generationen var fulde af.
MERE nuanceret skildres Grace (Carmen Ejogo), Veronas sørgmodige søster, som dater skiftende forretningsmænd i håb om at finde et acceptabelt kompromis. Burts bror (Paul Schneider) er blevet forladt af sin hustru. En gammel ven i Montreal (Chris Messina) nyder livet med en velstillet overskudsfamilie, men viser sig at bære på en smerte, der forløses i en enestående melankolsk scene, hvor hans hustru (Melanie Lynskey) danser til The Velvet Undergrounds gamle »Oh! Sweet Nuthin'«.
Der er ikke skrevet ny musik. I stedet har Alexi Murdoch doneret ni sange, de fleste fra Time Without Consequence (2006), der lyder som pasticher på Nick Drake. Men temasangen »All My Days« har egenart og atmosfære. Også ristede kastanjer af George Harrison (»What is Life?«), The Stranglers (»Golden Brown«) og Bob Dylan (»Meet Me in the Morning«) er indlejret. Mendes har selv produceret det fornemme soundtrackalbum i samarbejde med Edward Saxon og Randall Poster.
Originalt er især manuskriptet, som forfatterparret Dave Eggers (A Heartbreaking Work of Staggering Genius) og Vendela Vida (Let the Northern Lights Erase Your Name) har fyldt med autentiske detaljer. I filmen har Verona mistet begge forældre, da hun var i begyndelsen af tyverne. Det samme skete i virkeligheden for Eggers.*
I BUND og grund er Away We Go et enkelt portræt af et lykkeligt par, som bliver voksent og stifter familie. Et tema så banalt, at det tangerer det geniale. Sådan er der meget paradoksalt ved filmen, som er morsom, rørende, elegant og en lille smule selvglad i passager. Måske er der skønhedsfejl, men de er ikke store, og ånden driver værket i mål. Filmen er en ener. Man bliver glad og eftertænksom af at se den.
.jpg)
Away We Go. Instr.: Sam Mendes. Manus: Dave Eggers, Vendela Vida. Foto: Ellen Kuras. 98 min. USA 2009. Dansk premiere: 10.07.2010.
Fotos: Focus Features/ Edward Saxon Productions/ Big Beach Films/ Neal Street Productions/ Twins Financing/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime og VIAPLAY
Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.07.2010.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)