Sam Mendes: Away We Go (2009)

I MIDTEN AF LIVET

Et sjældent portræt af et lykkeligt par

Af BO GREEN JENSEN

LYKKEN er svær at skildre på film. Harmoni er kunstens fjende, og det gælder snarere om at skabe konflikter, der kan true balancen og udfordre idyllen, hvis man vil fastholde publikums interesse. Det lærer man på enhvert skrivekursus, og sædvanligvis er der meget om snakken. Også derfor er det bemærkelsesværdigt, at kærlighedens realitet og troen på fremtiden udgør et bærende tema i filmen med den eventyrligt klingende titel Away We Go.

   Teatermennesket Sam Mendes (f. 1965), som er brite, fik sit store og øjeblikkelige instruktørgennembrud i USA med Oscarvinderen American Beauty (1999), en ætsende syrlig sædekomedie, som manuskriptforfatteren Alan Ball (Six Feet Under) kan tage mindst halvdelen af æren for. Efter solide succeser som Road to Perdition (2002), antikrigsfilmen Jarhead (2005) og en kongenial filmatisering af Richard Yates' Revolutionary Road (2008) fik Mendes mulighed for at realisere en skæv og demonstrativt lille film om to gode mennesker, der skal have et barn sammen og prøver at finde et ordentligt hjem. Away We Go er enten en alvorlig komedie eller et drama med komiske islæt. En dværgelefant med girafpletter, altså, og som sådan et ret sjældent dyr.

BURT og Verona (John Krasinski og Maya Rudolph) har været gode sammen i mange år, da han bemærker, at hun smager anderledes og mere frugtagtig, idet han kysser hendes skød under tæppet. Hun beder ham lade være med at puste, som han plejer. Åbningsscenens hverdagsvarme er typisk for filmens kærlighedssyn. Der er ingen romantiske højder, men følelsen er alligevel dyb.

   Så nu skal de være forældre i en alder af 34 og 36. Ingen af de materielle ting er på plads, for årene gik med at afprøve livet. »Are we fuck-ups?« spørger de hinanden. Svaret blæser i vinden, men ikke for alvor. Verona og Burt er netop ikke tabere, for de er blevet voksne uden at miste hinanden. Mange i generationen har ventet for længe. Andre er blevet avlsmaskiner. Da Burts forældre (Catherine O'Hara og Jeff Daniels) træder i karakter som selviske 68'ere og tager til Belgien i to år, beslutter Verona, at tiden er inde til at se sig om efter et passende bosted med rigtige venner og sociale muligheder.

PÅ den måde bliver historien en anderledes road movie og en post-ironisk odyssé, som fører parret til Tucson og Phoenix i Arizona, til en jobsamtale i Madison, Wisconsin, og til et bittersødt gensyn med venner i Canada, som for amerikanere smager lidt af Det Forjættede Land. Ingen steder findes lykken, og først da en uerkendt længsel kalder Verona tilbage til de døde forældres hus, sidder parret med følelsen af at have fundet hjem. Handlingsgangen er forudsigelig på en meget smuk måde. Ingen tror vel for alvor, at glæde er geografisk bestemt.

   Away We Go er i forbifarten også en amerikansk vinterrejse, som prøver at måle tidens kropsvarme. Filmens nærmeste slægtninge er Alexander Paynes About Schmidt (2002), hvor enkemanden Jack Nicholson kører tværs over landet for at deltage i sin datters bryllup, og Jim Jarmuschs Broken Flowers (2005), hvor levemanden Bill Murray tager rundt og besøger sine eks-koner og kærester. Alle tre film handler naturligvis om at finde sig selv ved at spejle sig i andre. De er også dramatiske udstillingsvinduer for en mindre hær af gode gæstestjerner.

   For den hengivne Burt er der i grunden ingen verden uden for Verona. For ham er hun hjulet i midten af livet, og det kommende barn løfter alting på plads. Hun har sværere ved at acceptere flodens drift og skæbnens bane. Krasinski og Rudolph er usigeligt charmerende, og filmen er fuldkommen solidarisk med deres jordnære typer. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville have. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville være.

KONTRASTEN skabes af de karikerede typer, som Burt og Verona besøger på vejen til deres Eden. Veronas forhenværende kollega (Allison Janney) drikker desperate cocktails, nedgør sine overvægtige børn og taber tålmodigheden med sin bryske mand (Jim Gaffigan), der fantaserer om Amerikas kommende apokalypse.

   Burts bedste studiekammerat (Maggie Gyllenhaal) er nu en feministisk chefideolog, der opfatter klapvognen som en fascistisk rekvisit og har en blød hippiemand med en søhestefetich. Hun taler så overbærende om Verona, at den ellers milde Burt må skære igennem og sige fra, så det kan høres.

   Her når filmen komiske højder og sender samtidig tanken tilbage til rare klenodier som Bob Rafelsons Five Easy Pieces (1970) fra New Hollywoods storhedstid. Det sker endda med den samme, ganske let bedrevidende arrogance, som de unge movie brats fra boomer-generationen var fulde af.

  

MERE nuanceret skildres Grace (Carmen Ejogo), Veronas sørgmodige søster, som dater skiftende forretningsmænd i håb om at finde et acceptabelt kompromis. Burts bror (Paul Schneider) er blevet forladt af sin hustru. En gammel ven i Montreal (Chris Messina) nyder livet med en velstillet overskudsfamilie, men viser sig at bære på en smerte, der forløses i en enestående melankolsk scene, hvor hans hustru (Melanie Lynskey) danser til The Velvet Undergrounds gamle »Oh! Sweet Nuthin'«.

   Der er ikke skrevet ny musik. I stedet har Alexi Murdoch doneret ni sange, de fleste fra Time Without Consequence (2006), der lyder som pasticher på Nick Drake. Men temasangen »All My Days« har egenart og atmosfære. Også ristede kastanjer af George Harrison (»What is Life?«), The Stranglers (»Golden Brown«) og Bob Dylan (»Meet Me in the Morning«) er indlejret. Mendes har selv produceret det fornemme soundtrackalbum i samarbejde med Edward Saxon og Randall Poster.

   Originalt er især manuskriptet, som forfatterparret Dave Eggers (A Heartbreaking Work of Staggering Genius) og Vendela Vida (Let the Northern Lights Erase Your Name) har fyldt med autentiske detaljer. I filmen har Verona mistet begge forældre, da hun var i begyndelsen af tyverne. Det samme skete i virkeligheden for Eggers.*

I BUND og grund er Away We Go et enkelt portræt af et lykkeligt par, som bliver voksent og stifter familie. Et tema så banalt, at det tangerer det geniale. Sådan er der meget paradoksalt ved filmen, som er morsom, rørende, elegant og en lille smule selvglad i passager. Måske er der skønhedsfejl, men de er ikke store, og ånden driver værket i mål. Filmen er en ener. Man bliver glad og eftertænksom af at se den.

Se også Richard Yates og Revolutionary Road; James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020]; Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023].

*) Eggers fortæller i gennembrudsbogen om sit forhold til forældrene, sine søskende og især om, hvordan han som 21-årig påtog sig ansvaret for den yngste, 8-årige bror, da familien brød sammen. Lindhardt og Ringhof udgav Et hjertegribende værk af overvældende genialitet i Mich Vraas oversættelse i 2001. Fem af Eggers' romaner er kommet på dansk. De øvrige fire er: You Shall Know Our Velocity (2002, da. I skal føle vores hastighed, Lindhardt og Ringhof v/ Mich Vraa); The Circle (2015, da. The Circle, People's Press 2015 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Parade (2019, da. Paraden, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Captain and the Glory (2020, da. Kaptajnen og æren, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild). A Hologram for the King (2012), som Tom Tykwer filmatiserede (med bl.a. Tom Hanks og Sidse Babett Knudsen) i 2016, er mærkværdigvis ikke oversat. Heller ikke McSweeney's-samarbejdet med bl.a. Michael Chabon er repræsenteret. Vendela Vida er oversat til tysk og fransk. Ingen af hendes tekster findes på dansk.

Away We Go. Instr.: Sam Mendes. Manus: Dave Eggers, Vendela Vida. Foto: Ellen Kuras. 98 min. USA 2009. Dansk premiere: 10.07.2010.

Fotos: Focus Features/ Edward Saxon Productions/ Big Beach Films/ Neal Street Productions/ Twins Financing/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime og VIAPLAY

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.07.2010.

Neil Armfield | Luke Davies: Candy (2006)

SAMMEN TIL DEN BITRE ENDE
Fryd, fornedrelse, følelsesløshed

Af BO GREEN JENSEN

I EN bestemmende fase af ungdommen, mens kroppen er stærk og sindet vidtåbent, får misbruget et romantisk skær. De fleste kommer over det. Andre bliver narkomaner og alkoholikere uden at føle et højere formål, men visse kreative kunstnerspirer hænger uhjælpeligt fast i det store selvbedrag.

   For dem synes rusen at rumme en indsigt, som konventionerne arbejder på at fortrænge, og afhængigheden bliver i sig selv et adelsmærke, der forbinder misbrugeren med en stolt tradition for unge døde og fordømte digtere fra Coleridge, Baudelaire og Rimbaud til rockkulturens seje koryfæer.

   Teatermennesket Neil Armfield (f. 1955), Australiens svar på Peter Langdal, har skabt en oprigtigt bevægende kærlighedshistorie, som folder to narkomaners forhold ud over en årrække. Filmen lægger lige megen vægt på at skildre »Himmel«, »Jord« og »Helvede«. Det begynder med fryd, fortsætter i fornedrelse og slutter hinsides følelsesløshed. Dog er det aldrig så klart eller enkelt, for Candy skildrer også nuancerne og glemmer ikke på noget tidspunkt, at de druknende mennesker elsker hinanden.

DIGTEREN Daniel (Heath Ledger) og kunstneren Candice (Abbie Cornish) ved nøjagtig, hvad de går ind til, da rejsen til nattens ende begynder. Det er ham, der viser vejen, men det er hende, der insisterer og tager ved lære frygtindgydende hurtigt. Dan fokuserer på udvalgte flashbacks og vender hele tiden tilbage til en erindring om den gode dag, hvor alt var i balance. De stod i Tivoli, på bunden af en drejende forlystelse, og var svimle af stoffernes lykke og glæden ved hinanden.

   Et år eller to holder følelsen ved. Siden følger en lang nedgangstid. Candys forældre har penge og tilgiver aldrig Dan for at trække deres prinsesse ned i sølet. Hans beretning ligner en selvransagende overvejelse, for i princippet giver han dem ret. For publikum er det dog tydeligt, at Candy har hærværket i sig fra begyndelsen. Forlægget er en bog af Luke Davies, Candy: A Novel of Love and Addiction (1997). Det er i en nøddeskal, hvad filmen beskriver, kærlighed og afhængighed som uadskillelige størrelser.*

LÆNGE er det hende, som forsørger den vordende verdensforfatter og finansierer parrets heroinmisbrug. Det sker primært gennem prostitution, og når det virkelig brænder på, opsøger parret kemiprofessoren Casper, som var Candys lærer på universitetet. Casper inkarnerer ånden fra 1968 og savner 70ernes livsfølelse. For ham er narkomanien et sentimentalt og nostalgisk projekt. Han bruger selv giften, han skaffer og sælger.

   Da glansen går af rutinen, begynder Candy at bebrejde Dan, at han aldrig risikerer noget for kærligheden. Han skal derfor debutere som trækkerdreng ved toilettet i parken, men det hårde liv ligger ikke til drengen, der dybest set ikke vil være voksen. En række alternativer forsøges. Mest konsekvent er forsøget på at flytte væk og stifte familie på landet.

   Her bliver Candy psykotisk og maler selv skriften på væggen. Et katastrofalt besøg fra svigerfamilien fører til et definitivt brud. Armfield er dygtig til at skildre hengivenhed og bitterhed i én og samme bevægelse. Da parret savner lys i stuen, vil Dan etablere et skylight. Han banker simpelt hen hul i taget, og længere kommer projektet aldrig, for alt bliver gjort i en tåge af tiltagende sneblindhed. For det første er det forstemmende morsomt. For det andet er det sådan, man lever med giften til hverdag.

BEGYNDELSEN beskrives, så man forstår en smule af den følelse, som lokker Candice og Daniel i fordærv. Geoffrey Rush har en sekundær rolle som den kreative kemiprofessor, der både er en faderfigur og de elskendes ven. Det er ham, der formulerer fortabelsens paradoks: Så længe man kan, vil man ikke stoppe. Og når man vil, kan man ikke længere stoppe.

   Candy kombinerer konturerne af en generationsskildring med karakterstærkt kærlighedsdrama og en beskrivelse af misbrugets topografi, hvor fornedrelsen er nabo til sublime stunder af lykke. I nærbillede ser vi et par gå til grunde. Det er filmens store kvalitet, at lys og mørke får lige megen vægt.

DEN amerikanske grinebider Blake Edwards, manden bag bl.a. The Pink Panther-serien, instruerede i sin ambitiøse ungdom misbrugsmelodramaet Days of Wine and Roses (1962, da. Hektiske dage), hvor Lee Remick og Jack Lemmon er lænket til hinanden i en tilsvarende kærlighedspagt. Også her er det ham, der begynder, og hende, som ikke kan holde op.

   For Edwards gjaldt det alkoholisme, men den følelsesmæssige ligning og vejen ned og ud var den samme. Trods højt spil og hysteriske tiltag var Days of Wine and Roses en fremragende film. Det er derfor en absolut anbefaling at kalde Candy for Hektiske dage med stoffer.

   Kilden er i begge tilfælde dekadenten Ernest Dowson (1867-1900), som vidste hvad han talte om og skrev digtet »Vitae Summa Brevis« i 1896:

They are not long, the weeping and the laughter,

Love and desire and hate;

I think they have no portion in us

After we close the gate.

They are not long, the days of wine and roses:

Out of a misty dream

Our path emerges for a while, then closes

Within a dream.

NEIL Armfields film har skønhedsfejl, bl.a. en reklameagtig klipning og en tendens til at skøjte for hurtigt hen over de stille og svære afsnit på vejen. Sådan er der dog i Dans version af historien, og det lykkes Candy at fastholde kærlighedens efterbillede sammen med den tiltagende følelsesløshed, som Dowson beskriver. Man ser faktisk Dan og Candy på stien, der træder frem et øjeblik og synes indlysende klar, før den lukker sig inde i drømmen.

   Armfield bruger krasse virkemidler, herunder højpoetisk voice over, lyrisk slowmotion, et dødfødt foster og Tim Buckleys gamle »Song To The Siren« for at nå sine følelsesmæssige mål. Men han når dem så stærkt, at kun kynikere og purister kan forblive upåvirkede. Historien er fortalt mange gange, og det er ingen blevet klogere af. Også dét ved filmen, men den har mod til at gennemføre en slutning, som hverken er falsk eller tragisk og smuk.

*) Luke Davies (f. 1962) debuterede med samlingen Four Plots for Magnets (1982) og levede i 1980erne med det misbrug, som er skildret i Candy. Fra 1984 til 1990 var han gift med billedkunstneren Megan Bannister, som er modellen for Candy i bogen. Begge har fortalt om tiden i interviews. »Living it was 50,000 times worse,« sagde Bannister til Sydney Morning Herald, da Neil Armfields film fik premiere. Luke Davies har efterfølgende opbygget et alsidigt forfatterfatterskab og etableret sig som manuskriptforfatter. Blandt filmene er Anton Corbijns Life (2015), den Oscar-nominerede Lion (2016), Felix van Groeningens misbrugsdrama Beautiful Boy (2018) og Paul Greengrass' News of the World (2020). Í 2019 skrev og udviklede han miniserien Catch-22 sammen med David Michôd. Serien er det første forsøg på at dramatisere Joseph Hellers antikrigsklassiker, siden Mike Nichols filmatiserede den i 1970. Resultatet kan for tiden ses på DR.dk

Candy. Instr. : Neil Armfield. Manus: Luke Davies, Neil Armfield. Foto: Garry Phillips. 108 min. Australien 2006. Dansk premiere: 08.06.2007.

.

Fotos: Film Finance/ Paradigm Hyde Films/ Renaissance Films/ The New South Wales Film and Television Office/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Paramount/ Warner Bros./ Sydney Morning Herald | David Verrall (Luke Davies and Megan Bannister 1986 portrait)

Filmen streames Blockbuster, FILMSTRIBEN og Rakuten TV

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007

Maren Ade: Alle Anderen/Everyone Else (2009)

ET PARFORHOLD I NÆRBILLEDE

Maren Ades distinkte film nummer to

Af BO GREEN JENSEN

MUSIKPUBLICISTEN Gitti (Birgit Minichmayr) og arkitekten Chris (Lars Eidinger) holder ferie sammen i solen på Sardinien. De er kærlige og fortrolige med hinanden, men man fornemmer efterhånden, at de også prøver hinanden af, og at ferien er lidt af et eksperiment.

   Hun vil gerne flytte sammen med ham og måske blive tre i en lille familie. Han er mere forbeholden, vægrer sig ved at kassere effekter fra studietiden og har i øvrigt ikke den ønskede fremdrift i karrieren.

   Så de øver sig på at blive et par, og det er ganske rørende at følge. Gitti er et livsstykke, der begynder at klovne, så snart der er knas. Han er mere som et pindsvin, der skal foldes ud i etaper. Når det lykkes, er han egentlig god nok. De passer børn for hans familie; de har et skænderi på en vandretur i bjergene; de udfordrer hinandens kønsroller og spejler sig i andre par.

   De får flere invitationer. Nogle siger de nej til og føler sig hævede over. Andre har de komplekser omkring. Især har Chris et anstrengt forhold til en succesfuld, selvtilfreds kollega (Hans-Jochen Wagner), som venter barn med en smuk og føjelig kvinde (Nicole Mariscka).

GITTI er forholdets levende part. Hun gør oprør i utrygge situationer, og hun kan decideret ikke døje Chris’ ven og hans kone. Alligevel køber hun en tækkelig kjole og prøver på ikke at ligne sig selv, da der skal kvitteres for en katastrofal visit med parmiddag i Chris’ forældres kitsch-inficerede hus.

   Umærkeligt bliver stemningen mørkere. Mændene smider kvinderne i swimmingpoolen og må selv kunne høre, hvor rå og hul deres latter lyder. Gitti sætter en kniv på den gravide kvindes strube og beder hende sige, at hun gerne vil hjem. Gitti springer ud fra første sal. Chris bliver mere selvoptaget. Endelig lægger Gitti sig ned og spiller død. Eller er hun virkelig gået i koma? Hun ligger stille så længe, at tilskueren kommer i tvivl.

SPILLERNE skaber filmens rum ved at færdes helt frit og gebærde sig naturligt. Man tænker, at Alle Anderen er så enkel og dialogbåren, at der kunne være tale om tv-teater, et radiospil, en dramatisk tekst for to fine stemmer. Og dog er Alle Anderen i dén grad en film. Kun kameraet kan gå så tæt på og sige så meget med pauser. Filmen føles ikke lang, men levende og forvandlingsfuld. Til slut får man at vide, om Gitti og Chris skal være et par som alle andre. Til det sidste er man usikker på, om det mon også er en god idé.

   På Berlinalen i 2009 modtog Birgit Minichmayr en sølvbjørn for sin rolle. Filmen blev tildelt Juryens Pris. Der findes flere tyske arthousefilm, som generelt er skarpere end deres engelsksprogede slægtninge og ligger tættere på den franske skole. Det er godt, at en af dem får dansk premiere. Alle Anderen kan med udbytte ses af faste kærestepar. Det er en klar, psykologisk strømførende film, som kommer ind i mange kroge og filtrer lidt af støvet ud. 

SET fra 2022 er filmen et forvarsel om nye signaler og prioriteter i den realistiske kærlighedsskildring, som hverken er tragisk, morsom, melodramatisk eller på anden måde genrebestemt. Ikke siden 1970ernes bølge af politisk og sanselig kønstematik er der skåret så tæt på den vilkårlige og absurdistiske famlen, som livet til hverdag i regelen er.

   Maren Ade (f. 1976) kom fra filmskolen i München med den nye saglighed og kritiske selvbevidsthed, som også kendetegner filmskaberne fra Berlin-skolen. Hun debuterede som instruktør med afgangsfilmen Der Wald vor lauter Bäumen (2003, int. The Forest for the Trees), der ikke fik dansk premiere, og brød stort igennem med Toni Erdmann (da. Min far Toni Erdmann), som var et super- og surprisehit på Cannes Festivalen i 2016.

   Det er ikke mindst som stiftende medejer af produktionsselskabet Komplizen Film, at Ade har præget europæisk art cinema det forløbne årti. Alene og sammen med partnerne Janine Jackowski og Jonas Dombach har Ade tilrettelagt titler som Miguel Gomes' Arabian Nights-trilogi (2015), Valeska Grisebachs Western (2017), Sebastián Lelios Una mujer fantastica (2017), Corneliu Porumboius The Whistlers (2019) og Pablo Larrains Spencer (2021). Trine Piils filmatisering af Janne Tellers Intet (2022) er co-finansieret af Komplizen Film.

Alle andre (Alle Anderen). Instr. og manus: Maren Ade. Foto: Bernhard Keller. 119 min. Tyskland 2009. Dansk premiere: 20.05.2010.

Fotos: Komplizen Film/ SWR/ WDR/ Arte Deutschland/ Øst for Paradis Filmdistribution/ Kino.de/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames ikke i DK (i USA på iTunes/AppleTV), men er udgivet på dvd

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.05.2010

Claire Denis: Un beau soleil intérieur/ Luk solskinnet ind (2017)

KÆRLIGHEDENS FORRYKTE TALE

Clare Denis og forelskelsens dialekt

Af BO GREEN JENSEN

TEORI kan være trættende, men den giver mening i tilfældet Claire Denis (f. 1946). Der er en distinkt signatur i hendes værker, som genremæssigt breder sig ud i en vifte. I film som Beau travail (1999) og L’intrus (2004) er mødet mellem kultur og natur, civilisationslede og oprindelighed, reduceret til mytiske, ofte humoristisk karikerede størrelser.

   Denis voksede op i Burkina Faso, Senegal, Cameroun og andre fransk-afrikanske kolonier, som i 1950erne var ved at overgå til selvstyre eller selvstændighed. Hendes far var embedsmand i administrationen. Som 9-årig fulgte hun med sin mor til Paris, hvor både huse og lyset var grå. Der er i alle filmene – cirka 14 stykker – en distancerende facon. Denis tøver ikke med at kreditere sin barndom for det antropologiske blik.

   Der er flest maskuline roller hos Denis, som har været uafbrudt fascineret af mænds fysik og fremtrædelsesformer. Béatrice Dalle fik et lille comeback som kannibal i Trouble Every Day (2001). Isabelle Huppert havde hovedrollen i White Material (2009), og Chiara Mastroianni medvirkede i Les salauds (2013). Ellers har Denis været en franskmand, der ikke så det som sin borgerpligt at bruge divakorpset.

DET er ved at ændre sig. I Luk solskinnet ind har Juliette Binoche den gennemgående rolle som kunstneren Isabelle, en nyligt fraskilt mor, som prøver at finde kærligheden igen. I løst forbundne episoder forsøger hun at trænge ind til mænd i flere aldre og livssituationer. Nogle er lovende emner, men alle falder igennem. Ingen af dem fortjener hendes kærlighed, og ingen af dem vil have den, når det kommer til stykket.

   Endelig konsulterer Isabelle med »en klog mand«. Denis har givet ham navnet Denis. Clairvoyanten bliver spillet med majestætisk mine af Gérard Depardieu, og det er ham, som formulerer en tanke om at blive ved med at lede, finde ro i foreløbige forhold og lade sig oplyse af »un beau soleil intérieur«, dvs. en klar sol, som skinner i sindet.

   Den store mand taler dog uden at lytte. Han har netop brudt med en kvinde (Valeria Bruni Tedeschi), som han elsker med i en bil, før han går ind til Binoche. Ordene snor sig som røg. Denis forstærker fornemmelsen af, at cirkelbevægelsen kunne blive ved, da hun skriver filmens credits hen over samtalen.

BINOCHE bærer alle farver i filmen og er overbevisende fuld af det solskin, som gradbøjes i de forskellige titler. Binoche har præget fransk film, siden hun debuterede i Liberty Belle (1983). Hun har aldrig været bedre end nu, hvor hun som 54-årig kan spille alle slags roller.

   Luk solskinnet ind er samtidig en filosofisk diskurs i forklædning. Denis vil demonstrere, hvordan vi taler udenom og siger, hvad vi egentlig mener, i stilheden mellem de færdige linier.

   Denne metatekst bliver nogle steder for stiv, især når karaktererne selv repeterer og analyserer. Spontan er nok det sidste, man vil kalde Luk solskinnet ind. Dialogen bygger i øvrigt på Roland Barthes' Fragments d’un discours amoreux (1985), som i Karen Nicolajsens oversættelse hedder Kærlighedens forrykte tale. Denis har øre for forelskelsens særlige dialekt.

BEDST i hele filmen er en scene fra Provence, hvor Isabelle og andre kunstnere slentrer rundt ved et pittoresk landsted. De unge bymus taler om, hvad landskabet giver dem, og enes om, at fortidens bønder næppe havde samme blik for dagens skønhed. Binoche har omsider hørt nok og begynder at skælde mændene ud for deres arrogance.

   Det er som altid Stuart Staples fra Tindersticks, der har skrevet det atmosfæriske score. Andre når målet før aften, men Denis er fortsat på rejse. Den 71-årige filmskaber bliver ved at forvirre sit stampublikum. Hendes næste værk er High Life, en scifi-romance med Robert Pattinson og Binoche. Ólafur Eliasson har designet rumskibet i filmen.

   Her og nu gælder det styrken i Luk solskinnet ind. Filmen er atypisk enkel og smukt disponeret. Den begynder og slutter tilfældigt som livet. Det er bare at springe på karussellen.

Se også Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100].

Luk solskinnet ind (Un beau soleil intérieur). Instr. og manus: Claire Denis. Foto: Agnès Godard. 94 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 19.04.2018.

Fotos: Curiosa Films/ FD Production/ Playtime/ Ad Vitam Production/ Versus Production/ CNC/ OCS/ Cinémage/ La Banque Postale Image 10/ Arte Cofinova 11/ Cinematerial/ Angel Films/ YouTube

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye CURZON 18.06.2018

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 20.04.2018.

Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021)

LYS OG REFLEKSER

En film i en film om et par og et landskab

Af BO GREEN JENSEN

DER er ingen skyer på himlen, da instruktørparret Chris (Vicky Krieps) og Tony Sanders (Tim Roth) ankommer til Fårö. Det er sommer som i Sommeren med Monika (1953), og øen ligner sig selv fra Persona (1966), Skammen (1968) og Passion (1969). Alle gæster på Fårö reagerer sådan. Man kan knap nok ånde for Bergmans legende.

   Chris og Tony kommer til refugiet i Bergman Center for at skrive på hver sin film. Det sker i forbindelse med Bergman Week, som hvert år trækker cineaster fra hele verden til øen. Tony er æresgæst, og Stig Björkman udspørger ham foran publikum efter den udsolgte visning af en af hans film.

   Vi ser en scene fra værket, som ligner en stilbevidst gyser. Det er nat, og der er skinger musik, mens the final girl flygter gennem gaderne. Efter visningen bliver Tony rost for fascinationskraften i »everything you do«. Tony Sanders er en etableret auteur. Chris er yngre og arbejder mere ubemærket.

NU er hun træt af at vente. »Din Q & A blev ved i evigheder« skriver hun i sms’en til Tony, der må tage alene med turbussen på den officielle »Bergman Safari«. Chris går på opdagelse sammen med Bergman-eksperten Hampus Nordenson, der ligesom Stig Björkman spiller sig selv. De kommer gennem Bergmans historie og røber lidt om sig selv for den anden.

   Hampus og Chris lagde mærke til hinanden, da han solgte hende et par solbriller magen til dem, som Bibi Anderson bærer i Persona. Bibis briller koster 800 kroner i Centrets travle gaveshop. Alt på Fårö har relation til Ingmar Bergman (1918-2007), som ganske vist kom sent til øen, men blev og gjorde den til sit sted. Er forbindelsen skrøbelig, kan den forstærkes.

FILMSKABEREN Mia Hansen-Løve (f. 1981), som er fransk ind til benet, skønt navnet er norsk, boede selv i Fårö-refugiet med sin daværende partner, Olivier Assayas, da hun begyndte på at skrive Bergman Island. Der er en smule mild satire over den kommercielle udnyttelse, men hun deler betagelsen og atmosfæren. Alle på øen takkes til slut.

   Chris og Tony bor i huset ved siden af Bergmans private biograf, hvor han så en film klokken tre hver eftermiddag. Sædet med fåreskindspuden skal være tomt. Det er jo hér, at mesterens genfærd skal sidde. De sover i værelset, hvor Scener fra et ægteskab (1973) blev optaget. Chris spørger forsigtigt til forholdet mellem Bergman og de ni børn, han fik med seks kvinder. Hun gør det fra en #metoo-vinkel, som alle eksperterne taler hen over.

TONY skriver støt og godt. Chris bladrer i hans arbejdsbog, som er fuld af sirlige notater og skitser af en kvinde i sadomasochistiske positioner. »Er hun dig eller mig?« står der på sidste side. Vi kan se på Chris, at filmen er typisk for Tony Sanders. Hun er en smule irriteret på hans facon. I hvert fald har Chris irriteret stemme, da hun ringer hjem og taler på tysk.

   Chris kan ikke komme videre med sin egen idé. Da hun fortæller den til Tony, begynder fiktionerne at blande blod. Det er en time inde i filmen. Mia Hansen-Løve er naturligt optaget af Bergmans myte, men hun nærmer sig meta- og autofiktionen med den samme slentrende tilgang, som præger karaktererne i Eden (2014) og L'avenir (2016, da. Dagen i morgen).

   I Chris’ film – som hedder The White Dress – kommer Amy (australske Mia Wasikowska) til Fårö for at deltage i veninden Nicolettes bryllup med Jonas (Joel Spira). Han er den eneste fra øen, som har et andet take på legenden. Det er faktisk forløsende, da Jonas udbryder: »Fuck Bergman!«. Amy er mere interesseret i gensynet med Joseph (norske Anders Danielsen-Lie). De har en forhistorie.

DER ER INTET KLART SKEL mellem de fiktive kategorier. Virkelighederne flyder sammen, da Hampus fra rammehistorien optræder i Chris’ genfortælling. Hun og Danielsen-Lie (nu som »Anders«) spiller Ludo i køkkenet, da optagelserne til filmen-i-filmen (som måske/måske ikke bliver lavet) er forbi.

   Chris’ egen film er stærk. Optikken er i Bergmans ånd, men hendes metode er noget nær modsat. Fårö og Bergman er godt, givent stof. Man fornemmer, at Hansen-Løve selv er overrasket over, hvordan hun får stedet foræret. Bergman Island er filmen, der skriver sig selv. Hun skal blot hælde vand på den tørrede kaffe. Alle smagsstofferne i historien er der i forvejen og mere til.

INGMAR Bergman beskriver i erindringsbogen Laterna Magica (1987), hvordan han kom til Fårö i 1960, da han skulle indspille Som i et spejl. Han ville optage på Orkney-øerne, men producenten ville blive i Sverige. Han og husfotografen Sven Nykvist besøgte Fårö for at kunne insistere på Orkney med overbevisning. Men topografien var simpelt hen hans:

   »Det gamle hus skulle ligge i en lille have med gamle æbletræer. Vi fandt haven, huset kunne vi bygge. Der skulle være en stenet strand, vi fandt en stenet strand, som vendte ud mod evigheden (...) Egentlig ved jeg ikke, hvad der skete. Hvis man vil være højtidelig, kan man sige at jeg har fundet mit landskab, mit virkelige hjem. Vil man være morsom, kan man tale om kærlighed ved første øjekast.«

CHRIS er hele tiden slået af den store diskrepans mellem harmonien i naturen og den dæmoniske rugen i filmværket. Men hvad hun gør med Fårö, stemmer helt overens med mesterens egen udlægning:

   »Min bundethed til Fårö har flere grunde: først kom der signaler fra min intuition: Det her er dit landskab, Bergman. Det svarer til dine inderste forestillinger om former, proportioner, farver, horisonter, lyde, stilheder, lys og reflekser. Her er der tryghed. Spørg ikke hvorfor, forklaringer bliver kluntede efterrationaliseringer. Sådan her for eksempel: I dit arbejde søger du forenkling, proportion, anspænding, afspænding, åndedrag. Fårö-landskabet giver dig alt dette i rigt mål.«

CHRIS og Tony gennemlever vel en lys version af Ulvetimen. Hansen-Løve har slet ikke Bergmans strenghed. Hun vil heller ikke have den. Bergmans ø er en eftertænksom film, der handler om kemien i et kunstnerpar og forholdet mellem kvinder og mænd. Datteren June bærer daggryet med sig, da hun endelig kommer med virkelighed.

Se også Mia Hansen-Løve: Eden (2014); Mia Hansen-Løve: L'avenir/Things to Come (2016); Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022); Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012).

Bergman Island (Bergmans ø). Instr. & manus: Mia Hansen-Løve. Foto: Denis Lenoir. 112 min. Frankrig-Sverige-Tyskland 2021. Dansk premiere: 13.04.2022.

Fotos: Arte France Cinéma/ Barnstormer Productions/ CG Cinéma/ Dauphin Films/ Film Capital Stockholm/ Gotlands Filmfond/ Neue Bioskop Film/ Plattform Produktion/ RT Features/ Scope Pictures/ Swedish Film Institute/ Swedish Television/ Talipot Studio/ Kinology/ Angel Films/ Cineuropa/ CineMaterial/ Filmaffinty/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra MUBI 19.09.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.04.2022.