Olivier Assayas: Personal Shopper (2016)

ET BRODERI AF BANGE ANELSER
Generationsportræt i gyserforklædning

Af BO GREEN JENSEN

DER er langt mellem ægte spøgelseshistorier, som ikke udarter og bliver horror, men lader døren til virkeligheden stå åben. Olivier Assayas (f. 1955) fortæller én i Personal Shopper, som er den franske superauteurs anden film med Kristen Stewart i en stor rolle.

   Filmen blander behændigt en fast realisme med satire, mystik og ren poesi. Personal Shopper er også et generationsportræt – Kristen Stewart er født i 1990. Den åbne slutning kan gå fire veje, og her er tvivlen en livskvalitet.

   Amerikaneren Maureen Cartwright bor i Paris, hvor hun er blevet hængende efter et studieophold. Hun har ikke smilet med øjnene, siden tvillingebroderen Lewis døde. De var begge clairvoyante og lovede hinanden, at den som »passerede først« skulle skrive.

   Lige siden har hun ledt efter tegn. I prologen undersøger hun huset, hvor Lewis boede med sin kæreste. Det står tomt, før de nye ejere flytter ind, og der er afgjort noget i huset – eller også er det bare stemningsmusikken, som skaber en porøs virkelighed.

MAUREEN lyder som en okkult ekspert, når hun taler. Eller en skeptisk energikonsulent. Faktisk arbejder hun som personlig assistent for en professionel celebrity, modellen Kyra (Nora von Waldstâtten), der kommer og går uden varsel.

   Maureen henter og bringer de kjoler og smykker, som Kyra skal bære til store events. Det er et skyggeliv med lånte fjer. Hun kører ærinder i byen på sin scooter. Med styrthjelmen på er hun svær at genkende. Hun kunne være en spion. Eller en terrorist.

   Filmen skildrer en marginal eksistens, der må anstrenge sig for at bevare sit greb om virkeligheden. Skønt Maureen udadtil virker tjekket, er hun ofte fortabt og forvirret i enrum. Hun klæder sig ud i arbejdsgiverens tøj, hun prøver Kyras liv af for sjov.

   Der er meget løse kontakter til mænd, som hun møder på sine ruter. En af dem er Ingo (Lars Eidinger), Kyras kæreste, som måske er den mystiske mand, der skriver skræmmende og pirrende sms’er. Eller også er det virkelig Lewis.

PERSONAL Shopper er holdt meget stille og gør sig ikke til med dramatiske plotpunkter. Snarere er filmen et broderi af bange anelser, løst og særdeles fint vævet sammen.

   Styrken og svagheden er de svævende, gennemsigtige genfærd. Der går en time med at overveje, om de skal tages alvorligt. Det er primitive og skræmmende nærver. De ligner effekter fra tiden, da Harry Houdini og Arthur Conan Doyle skændtes om spiritisme.

   Assayas har som altid et sikkert blik for yngre menneskers liv lige nu. Det samme var sagen i historiske øvelser som L'Heure d'été (2008, da. Sommertid) og Aprés mai (2012, da. Efter revolutionen). Han var en af de første til at udforske de mørke egne af nettet i Demonlover (2002).

   Her betragter han mentaliteten, som dyrker enhver form for åndelighed. I Kristen Stewart, som ingen længere kalder »ex-Twilight-stjernen«, har Assayas fået en actrice fetîche, der kan bruges i mange slags roller, ganske som ekspartneren Maggie Cheung blev for år tilbage i kultfilmen Irma Vep (1996) og misbrugerskildringen Clean (2004).

   

STEWART spillede også en diskret assistent i Clouds of Sils Maria (2014, da. Skyerne over Sils Maria), hvor Juliette Binoche var den krævende diva. Der var både Alt om Eva og Petra von Kants bitre tårer i cineastens remix, men da kvinderne ventede sammen til sidst – og Stewart gik, før skyslangen endelig kom kravlende mellem bjergtinderne – var Assayas for en sjælden gangs skyld helt sin egen.

   Det er han også i Personal Shopper, og dét er det bedste ved filmen: at den dokumenterer en mystisk sensibilitet og dertil er et fint portræt af en ung kvinde. Kun François Ozon virker lige så overbevisende i Jeune et jolie (2013, da. Ung & smuk), hvor studinens dannelsesskildring er hængt op på fem sange af Françoise Hardy.

   Også Assayas forstår at bruge musikken. Her er kontrasten mellem okkulte excesser og anonymt storbyliv markeret af udtag fra Amazing Blondel (»The Leaving of the Country Lover«) og klassisk klingende kompositionsmusik ved Anna von Hausswolff, gambisten Jordi Savall og Hesperion XX.

FILMEN skal ses som et stort stemningsstykke. De gode detaljer forsvinder, hvis man bruger mental energi på at få vished. For der er ingen vished i verden, og sandheden hænger i laser. Kun kærligheden kan løfte os op, og spørgsmålet er, om Maureen vil lukke den ind.

   Hun ser gamle programmer om Victor Hugo, der troede fast på de flydende ånder. Der er søgende søstre ned gennem tiden. Hun ser på sjælelig kunst af Hilma af Klint. Hun hører sakral muzak af Hildegard Van Bingen, der var så tilpas eksotisk, at hun stadig kan bruges som rollemodel.

   Maureen sorterer Kyras tøj, drikker hendes spiritus og hører Marlene Dietrich synge »Das Hobellied«. Beskederne på telefonen bliver mere spydige. Kommer de fra Lewis eller Ingo eller muligvis manden i toget til London? Måske hallucinerer kvinden det hele.

ET spøgelse brækker ektoplasma op. Da er der fuldkommen stille i salen. Det er afgjort den stærkeste scene. Vi ser det. Vi tror det. Det skræmmer og betrygger. For så er der alligevel noget – måske.

   Fordi Maureens genfærd fylder en masse, men alligevel ikke er hovedsagen, bliver Personal Shopper en film, der rækker langt ud over sin genre. Skruen strammes i Åndernes Hus, men først og sidst er der en kvinde, som lever. Det er filmen om vaklende menneskers søgen. Den er svær at forstå på en rigtig god måde.

Se også Olivier Assayas: L'Heure d'été/ Sommertid (2008) | Et interview; Olivier Assayas: Aprés mai/ Efter revolutionen (2012); Olivier Assayas: Clouds of Sils Maria (2014); Olivier Assayas: Doubles vies | Non Fiction | Mellem linjerne (2019).

Personal Shopper. Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Yorick Le Saux. 115 min. Frankrig 2016. Dansk premiere: 06.06.2017.

Fotos: CG Cinéma/ Vortex Sutra/ Sirena Film/ Detailfilm/ Arte France Cinéma/ ARTE/ Canal+/ Ciné+/ SCOPE Invest/ IFC Films/ Metrodome Distribution/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, SKY SHOWTIME, TV2 Play | SkyShowtime, YouTube Movies

Personal Shopper er udkommet på 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (#899)

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.06.2017

Olivier Assayas: Clouds of Sils Maria (2014)

SLANGEN I BJERGENE
Assayas forsøger sig med metafysisk melodrama

Af BO GREEN JENSEN

PORTRÆTTET af den aldrende diva, som er nået om på den anden side af berømmelsen og ser tilbage på de første år med bittersød undren, hører til sætstykkerne i det melodramatiske register. Motivet efterjusteres i Skyerne over Sils Maria, hvor stjernen Maria Enders (Juliette Binoche) har både en ung assistent (Kristen Stewart) og en yngre konkurrent (Chloë Grace Moretz) at forholde sig til.

   Der er gået tyve år, siden Maria Enders fik sit gennembrud i teaterforestillingen Maloja Snake. Hun spillede dengang den 18-årige Sigrid, der bliver fortrolig med den ældre Helena, som hun siden fortrænger og driver til selvmord. Maria fordrev selv en ældre kollega. Hun så helst, at den gamle kvinde bare forsvandt.

   Der henvises ofte til skuespillet, men man hører kun enkelte udtag. Det virker og er vel også tænkt som et riff på motiver fra Joseph L. Mankiewiczs All About Eve (1950, da. Alt om Eva) og John Cassavetes' Opening Night (1977) tilsat identitetspolitiske troper fra Rainer Werner Fassbinders Die bitteren Tränen der Petra von Kant (1972, da. Petra Von Kants bitre tårer). Hirokazu Kore-eda bruger den samme idé i La vérité (2019, da. Sandheden), hvor Catherine Deneuve er den falmende stjerne.

   I filmens metaunivers har Maloja Snake fået klassikerstatus. Maria medvirkede også i biografudgaven af skuespillet og har siden haft en stor karriere, både på scene og lærred. Maria Enders kunne være et arthouse-navn som Hanna Schygulla. Eller en stjerne som netop Juliette Binoche.

NU er hun kommet til Schweiz for at modtage en ærespris på vegne af forfatteren Wilhelm Melchior, som skrev Maloja Snake. I Zürich bliver hun kontaktet af en ung instruktør (Lars Eidinger), som vil nyopsætte stykket – denne gang med Maria som den kasserede kvinde. Endvidere erfarer hun, at Melchior er død, da hun besøger huset i Sils, hvor han skrev sine tekster.

   Maria er som altid i selskab med sin assistent, Valentine, der kender hendes vaner og luner. Maria ved ikke, om hun skal tage rollen – det føles som at erkende et nederlag. Hun er også nervøs for mødet med det nye talent, amerikaneren Jo-Ann Ellis, som skal spille hendes gamle signaturrolle – og sikkert ikke sætter pris på privilegiet.

   Valentine har sin egen tvivl og sine egne overvejelser. Hun ved ikke, om hun skal blive hos Maria og ende som en professionel skyggetante. De to kvinder er skiftevis veninder, næsten et kærestepar og chefen, der giver sekretæren besked. Set i et særligt lys ligner de sikkert karaktererne fra Maloja Snake.

OLIVIER Assayas (f. 1955) skrev om andres film i Cahiers du Cinéma, mens han skabte de første af sine egne, Désordre og L’enfant de l’hiver, i slutningen af 1980erne. Det gjorde han af kærlighed, men også med et øje på traditionen fra Jean-Luc Godard, François Truffaut og de øvrige nouvelle vague-ikoner, der i 1960erne brugte det stadig aktive tidsskrift som en slags kritisk og kreativt laboratorium.

   Det var i Cahiers, at auteurteorien blev udviklet, og en specialitet for tidsskriftet var de franske cineasters iver efter og mod på at se noget særligt i amerikanske genrefilm. Assayas, som er født tyve år senere og tilhører firsergenerationen – Luc Besson, Jean-Jacques Beineix, Arnaud Desplechin, Leos Carax osv. – har altid lagt selvbevidste filmting i sine arbejder.

   Også Skyerne over Sils Maria har en stamtavle. Den består i vid udstrækning af søgende samtaler, som bliver ført af fremmedgjorte mennesker på naturskønne lokaliteter, der forlenes med symbolske kvaliteter. Og manuskriptet kan slippe af sted med at være så vagt, fordi det spiller på publikums forventninger om, hvad der plejer at ske i film som Roberto Rossellinis Viaggio in Italia (1954), John Hustons Night of the Iguana (1964) og Paolo Sorrentinos Youth (2015). Der er for den sags skyld også takter fra Ingmar Bergman, Michelangelo Antonioni og Douglas Sirk.

DET er en film for tre kvinder, der skal reagere på præmisser, som en mandlig forfatter har konstrueret. De mange meta-lag virker ikke altid nødvendige eller universelle. Alligevel lykkes det Assayas at gøre karaktererne troværdige og komplekse nok til, at man følger dem med interesse. Det lykkes også at gøre teksten i teksten – skuespillet Maloja Snake – til en fiktion, der føles konkret.

   Det lykkes derimod aldrig filmen at forvinde et præg af kultiveret skriveøvelse. Skyerne over Sils Maria er aldrig bare i nærheden af nerven og dybden i Sommertid og Efter revolutionen. Eller legesygen og surrealismen i Irma Vep (1996), der er stærkt på vej op ad ranglisten over film, som bliver stående uanset tiden. Men som en selvbevidst tekst i sin særlige genre er den på højde med Les destinèes sentimentales (2000), Demonlover (2002), Clean (2004) og Boarding Gate (2007). Det er bare en anden og mindre tydelig genre.

   Især ét billede bliver på nethinden. Filmen tager sin titel efter et naturfænomen, som pilgrimme valfarter til Sils for at opleve: Under optimale vejrforhold kommer skyerne glidende som en slange mellem bjergene. Man kan bogstaveligt røre ved himlen. Sils er i øvrigt også den by, hvor Friedrich Nietzsche skrev sine filosofiske hits.

GENNEM hele filmen bygges der op til øjeblikket, hvor slangen i bjergene giver sig til kende. Det er en uimodsigelig scene, som fejer alle de abstrakte overvejelser om tiden og kulturen til side. Den ligger naturligvis lige dér, hvor konflikten mellem Maria og Valentine spidser til.

   Juliette Binoche har smilet, rødmen og livfuldheden fra sine første roller i behold. Kristen Stewart er måske gjort lidt for proper og prosaisk effektiv som assistenten, men kvinderne fungerer godt sammen. Som teenagestjernen går Chloë Grace Moretz til stregen af alle klicheer, men uden at overskride dem.

   Dét er filmens strategi. Derfor ved man aldrig helt, hvor man har den, skønt alt ved konteksten virker bekendt. At Assayas aldrig formulerer et budskab, er måske det bedste ved Sils Maria – der er kun en frustrerende ironi, som irriterer på lifligste vis.

Se også Olivier Assayas: L'Heure d'été/ Sommertid (2008) | Et interview; Olivier Assayas: Aprés mai/ Efter revolutionen (2012); Olivier Assayas: Personal Shopper (2016); Olivier Assayas: Doubles vies | Non Fiction | Mellem linjerne (2019).

Sils Maria (Skyerne over Sils Maria). Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Yorick Le Saux. 124 min. Frankrig-Tyskland-Schweiz 2014. Dansk premiere: 22.10.2015.

Fotos: CG Cinéma [still photo credit: Carole Bethuel]/ Pallas Film/ CAB Productions/ Vortex Sutra/ Arte France Cinéma/ ZDF/Arte/ Orange Studio/ Radio Telévision Suisse/ SRG - SSR/ Ezekiel Film Production/ Eurimages/ CNC/ ARTE/ Ciné+/ Canal+/ Deutscher Filmförderung/ MDM/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ FFA/ Office Fédéral de la Culture/ MEDIA Programme of the European Union/ BLS Business Location Südtirol-Alto Adige/ Cinéforom/ Fondation Ernst Göhner/ Loterie Suisse Romande/ New Japan Pro-Wrestling Co/ Stage Pool Focal/ Succés Passage Antenne/ Suisse Tourisme/ IFC Films/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ YouTube [Arnold Fanck 1924 documentary; Pinnacle Films trailer + clip].

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy.

Clouds of Sils Maria er udkommet på 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (#822) 

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.10.2015.

Maren Ade: Alle Anderen/Everyone Else (2009)

ET PARFORHOLD I NÆRBILLEDE

Maren Ades distinkte film nummer to

Af BO GREEN JENSEN

MUSIKPUBLICISTEN Gitti (Birgit Minichmayr) og arkitekten Chris (Lars Eidinger) holder ferie sammen i solen på Sardinien. De er kærlige og fortrolige med hinanden, men man fornemmer efterhånden, at de også prøver hinanden af, og at ferien er lidt af et eksperiment.

   Hun vil gerne flytte sammen med ham og måske blive tre i en lille familie. Han er mere forbeholden, vægrer sig ved at kassere effekter fra studietiden og har i øvrigt ikke den ønskede fremdrift i karrieren.

   Så de øver sig på at blive et par, og det er ganske rørende at følge. Gitti er et livsstykke, der begynder at klovne, så snart der er knas. Han er mere som et pindsvin, der skal foldes ud i etaper. Når det lykkes, er han egentlig god nok. De passer børn for hans familie; de har et skænderi på en vandretur i bjergene; de udfordrer hinandens kønsroller og spejler sig i andre par.

   De får flere invitationer. Nogle siger de nej til og føler sig hævede over. Andre har de komplekser omkring. Især har Chris et anstrengt forhold til en succesfuld, selvtilfreds kollega (Hans-Jochen Wagner), som venter barn med en smuk og føjelig kvinde (Nicole Mariscka).

GITTI er forholdets levende part. Hun gør oprør i utrygge situationer, og hun kan decideret ikke døje Chris’ ven og hans kone. Alligevel køber hun en tækkelig kjole og prøver på ikke at ligne sig selv, da der skal kvitteres for en katastrofal visit med parmiddag i Chris’ forældres kitsch-inficerede hus.

   Umærkeligt bliver stemningen mørkere. Mændene smider kvinderne i swimmingpoolen og må selv kunne høre, hvor rå og hul deres latter lyder. Gitti sætter en kniv på den gravide kvindes strube og beder hende sige, at hun gerne vil hjem. Gitti springer ud fra første sal. Chris bliver mere selvoptaget. Endelig lægger Gitti sig ned og spiller død. Eller er hun virkelig gået i koma? Hun ligger stille så længe, at tilskueren kommer i tvivl.

SPILLERNE skaber filmens rum ved at færdes helt frit og gebærde sig naturligt. Man tænker, at Alle Anderen er så enkel og dialogbåren, at der kunne være tale om tv-teater, et radiospil, en dramatisk tekst for to fine stemmer. Og dog er Alle Anderen i dén grad en film. Kun kameraet kan gå så tæt på og sige så meget med pauser. Filmen føles ikke lang, men levende og forvandlingsfuld. Til slut får man at vide, om Gitti og Chris skal være et par som alle andre. Til det sidste er man usikker på, om det mon også er en god idé.

   På Berlinalen i 2009 modtog Birgit Minichmayr en sølvbjørn for sin rolle. Filmen blev tildelt Juryens Pris. Der findes flere tyske arthousefilm, som generelt er skarpere end deres engelsksprogede slægtninge og ligger tættere på den franske skole. Det er godt, at en af dem får dansk premiere. Alle Anderen kan med udbytte ses af faste kærestepar. Det er en klar, psykologisk strømførende film, som kommer ind i mange kroge og filtrer lidt af støvet ud. 

SET fra 2022 er filmen et forvarsel om nye signaler og prioriteter i den realistiske kærlighedsskildring, som hverken er tragisk, morsom, melodramatisk eller på anden måde genrebestemt. Ikke siden 1970ernes bølge af politisk og sanselig kønstematik er der skåret så tæt på den vilkårlige og absurdistiske famlen, som livet til hverdag i regelen er.

   Maren Ade (f. 1976) kom fra filmskolen i München med den nye saglighed og kritiske selvbevidsthed, som også kendetegner filmskaberne fra Berlin-skolen. Hun debuterede som instruktør med afgangsfilmen Der Wald vor lauter Bäumen (2003, int. The Forest for the Trees), der ikke fik dansk premiere, og brød stort igennem med Toni Erdmann (da. Min far Toni Erdmann), som var et super- og surprisehit på Cannes Festivalen i 2016.

   Det er ikke mindst som stiftende medejer af produktionsselskabet Komplizen Film, at Ade har præget europæisk art cinema det forløbne årti. Alene og sammen med partnerne Janine Jackowski og Jonas Dombach har Ade tilrettelagt titler som Miguel Gomes' Arabian Nights-trilogi (2015), Valeska Grisebachs Western (2017), Sebastián Lelios Una mujer fantastica (2017), Corneliu Porumboius The Whistlers (2019) og Pablo Larrains Spencer (2021). Trine Piils filmatisering af Janne Tellers Intet (2022) er co-finansieret af Komplizen Film.

Alle andre (Alle Anderen). Instr. og manus: Maren Ade. Foto: Bernhard Keller. 119 min. Tyskland 2009. Dansk premiere: 20.05.2010.

Fotos: Komplizen Film/ SWR/ WDR/ Arte Deutschland/ Øst for Paradis Filmdistribution/ Kino.de/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames ikke i DK (i USA på iTunes/AppleTV), men er udgivet på dvd

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.05.2010