Maren Ade: Toni Erdmann/Min far Toni Erdmann (2016)

LYT TIL DIN COACH
En hjerteknuser, et monstrum, en mageløs film

Af BO GREEN JENSEN

TIDEN skaber afstand mellem børn og forældre. Det er et grundvilkår og en naturlov. Nogle nyder at gøre sig fri, andre er længe om at slippe fundamentet, som de kommer fra, men det sker og er nødvendigt, hvis børn skal blive voksne og være i stand til at give kærligheden videre, når de selv bliver forældre.

   Lige så uundgåeligt kan forældre føle sig tilovers, når børnene ikke har brug for dem mere. Det gælder også i det store fælleskab. Der er alt i alt en følelse af ubønhørlighed over det hele. Når båndet bliver brudt, er vi alle alene.

   Disse mekanismer er skildret i tusindvis af fiktive fremstillinger. Maren Ades vidunderlige Min far Toni Erdmann formår alligevel at gøre det på en ny måde og beskrive processen så originalt, at publikum bliver klogere. Filmen er et Frankensteins monster af umage stilarter. Den absurde realisme trodser alle genreskel. Derfor føles Toni Erdmann i sidste instans som virkelighed.

DET er en film om far og datter. Læreren Winfried (Peter Simonischek) er ved at nå vejs ende. Han har alderen til at være en af de sidste fra 1968. På skolen er han stadig ansvarlig for festlige optrin, men man fornemmer, at hans skøre signaturstil ikke er værdsat. Hjemme i parcelhuset, hvor han bor alene med sin kræftsyge hund, bliver han fyret af den sidste knægt, han gav klavertimer.

   Winfried kan sandt at sige også være et anstrengende bekendtskab. Han forvandler alt til pinlige practical jokes, som kun han selv sætter pris på. Når postbudet afleverer en pakke, opfører han en teaterforstilling. Lukker op i badekåbe, kalder på sin bror og kommer ud igen som en anden. Postbudet har bare travlt og undrer sig i forbifarten.

   Per Højholt skrev engang en bog om Intethedens grimasser. Titlen var nok inspireret af Samuel Beckett, som talte om at lave »pratfalls in the void« – at falde på halen i tomrummet. I hvert fald er det den slags klovnenumre, som pranksteren Winfried udfører. Nogle bekæmper døden med vrede. Winfried gør det med latter. Han og Højholt kunne for resten have fået en god snak.

=

WINFRIED er far til Ines (Sandra Hüller) på 30. Han har i mange år været skilt fra hendes mor, som lever trygt med en anden familie. Når Winfried kommer forbi, bliver han behandlet som en fætter, der er faldet lidt uheldigt ud. Han kommer også kun for Ines. De var engang så tætte. Det er de ikke mere.

   Situationen bliver behændigt formidlet i første akt af Toni Erdmann, som helt i Winfrieds ånd er fuld af famlende, pinlige scener, der ikke rigtigt er sjove – eller kun er sjove for alvorens skyld.*

   Ines er på sin side blevet benhård. Hun arbejder for et internationalt konsulentfirma, prøver at markere sig i mændenes domæne og stræber efter et lidt bedre job. Til sin fødselsdag er hun hjemme på besøg i fem minutter. Resten af tiden sidder hun i haven med sin telefon og ryger og bearbejder sin panik. Hun er sikkert ikke lykkelig, men det hér skal lykkes, for det er det nødt til.

   Ines er udstationeret i Bukarest, hvor firmaet foretager massefyringer i en koncern, der skal outsource sine aktiviteter. Det er gyldne, globaliserede tider, og pigen, som var sin fars loyale sidekick, kan ikke bruge hans skøre værdier. Han har slet ikke forberedt hende på det hér.

   Besøget forløber forventeligt pinligt, da Winfried dukker op i Bukarest. Ines klamrer sig til sin rutine, er presset i firmaet og har dårlig tid. De taler hårdt til hinanden. Det er, hvad tiden gør ved mennesker: Datteren skammer sig over sin far. De skilles i bitterhed, før han tager hjem for at vente på døden.

SÅ er det, at Winfried gentager tricket fra scenen med postbudet. Han bliver i Bukarest, griber dybt ned i posen med practical jokes og vender frygteligt tilbage under navnet Toni Erdmann. Forklædningen består af en sort paryk og et gult sæt falske tænder. Ines ved ikke, hvordan hun skal reagere.

   Toni er en verdensmand. Han trækker vejret dybt og frit, er coach for tidens chefer – og du skal lytte til din coach, som Niels Skousen synger med ironisk autoritet – spiser dyrt, snøfter coke, scorer til fester og er på alle måder så meget for meget, at illusionen overbeviser. I hvert fald tager han byen med storm. Mod sin vilje er Ines imponeret.

FØRSTE time af filmen er en tragisk komedie. Time to er en bittersød farce. Endelig følger en blanding af udsoningsakt og road movie. Ines viser Winfried rundt i sin verden. Han er med på virksomhedsbesøg og smiler til arbejderne, der skal fyres. Han ser, hvordan det er for Ines. De bliver far og datter igen.

   Kulminationen kommer i en scene, hvor Winfried har inviteret sig selv på visit hos en lokal kunstner (som sagtens kan se, at han ikke er den tyske ambassadør). Han sætter sig ved klaveret og får Ines til at synge deres gamle signatursang – Whitney Hustons »The Greatest Love of All« – én gang til og med følelse. Ikke et øje er tørt. Og humoren er blevet dødens alvorlig.

   Hos kunstneren står en behåret figur, som måler to en halv meter. Det er en slags folkedragt, men det kunne være Skrækkelige Winfried, som han føler sig og som datteren ser ham. Han har den på, da han kommer til hendes indflytningsfest, som af mange vidtløftige årsager er blevet et improviseret naked party.

PUBLIKUMS tålmodighed bliver rigeligt belønnet. På skrivekurser lærte man i gamle dage om to slags manuskripter. Den ene er den amerikanske, som Hollywood har gjort til et videnskabeligt studium med spændingskurver, hård kronologi og et strategisk point of no return.

   Alternativet er anti-strukturen fra ældre europæiske auteurfilm. Fortællingen er en flod, hvor skibet lægger til ved forskellige af øer af handling. Farten kan variere. Der er tusindvis af digressioner. Der er al den tid, som mennesket har.

   Det er den første slags film, vi ser flest af, og det er dén grammatik, vi er vant til at følge. Med den anden slags film må man arbejde mere, men får selvsagt også mere igen. Min far Toni Erdmann er et pragteksemplar.

INSTRUKTØREN Maren Ade (f. 1976) har Ines’ alder og sikkert også noget af hendes væsen. Men hun ser den gamle mand så klart, at det virkelig bliver en film uden alder. Den lange spilletid er både filmens svaghed og dens styrke. Den løse form er livsnødvendig.

   Maren Ade var kølig og koncis i den sagligt sædeskildrende Alle Anderen (2009, da. Alle andre), hvor et ungt par holdt ferie og gik hinanden på nerverne. Det var vist nok en lektion i kønspolitik. Toni Erdmann er et vulkanudbrud. Og et bevis på, at der venter en ny slags film, selv når man tror, at alting er set.

Se også Maren Ade: Alle Anderen/Everyone Else (2009).

*) Maren Ade siger selv, at Winfried-karakteren låner træk fra hendes egen far, der kan lide at bruge falske tænder og spøg-og-skæmt forklædning. Og at den insisterende, irriterende humor er inspireret af standupkomikeren Andy Kaufman (1949-1984), når denne var sværest at læse. 

   Toni Erdmann var Oscar-nomineret og modtog 59 andre filmpriser, bl.a. en dansk Bodil, fem EFA-priser og EUs LUX Award. Rettighederne til en amerikansk genindspilning blev solgt allerede i Cannes. Lisa Cholodenko (Laurel Canyon, The Kids Are All Right, Olive Kitteridge) skulle instruere Kristen Wiig i rollen som Ines og Jack Nicholson eller Bill Murray i rollen som hendes far. Begge koryfæer sagde ja og og nej i flere omgange. Det ville i givet fald være Nicholsons første filmrolle siden Reese Witherspoon/Owen Wilson-komedien How Do You Know?, som James L. Brooks instruerede i 2010. Man kan sagtens se en svanesang på niveau med About Schmidt (2002) i materialet, men det er uklart, om den nu 85-årige Nicholson kan medvirke. Man kan også forestille sig Bill Murrays take på karakteren, skønt temaet ligger tæt på Sofia Coppolas On The Rocks (2020). Manuskriptet (af Stewart Blumberg) foreligger, og projektet lever stadig efter COVID-19-pandemien. Meget tyder dog på, at Toni Erdmann er landet i talemådens »development hell«. Maren Ade har – på vegne af Komplizen Film, som hun er medstifter og medejer af – produceret og co-produceret 20 film siden Toni Erdmann. Det vides ikke, om instruktøren selv har en ny film på vej. 

Toni Erdmann (Min far Toni Erdmann). Instr. og manus: Maren Ade. Foto: Patrick Orth. 162 min. Tyskland-Østrig-Monaco-Rumænien-Frankrig-Schweiz 2016. Dansk premiere: 01.12.2016.

Fotos: Komplizen Film/ Coop99 Filmproduktion/ Missing Link Film/ Arte France/ Eurimages/ Camera Film/ CineMaterial/ MoevieStillsDB/ Kino.de/ IMDB (Festival de Cannes-photo 2016 by Dominique Charriau)/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.12.2016

Maren Ade: Alle Anderen/Everyone Else (2009)

ET PARFORHOLD I NÆRBILLEDE

Maren Ades distinkte film nummer to

Af BO GREEN JENSEN

MUSIKPUBLICISTEN Gitti (Birgit Minichmayr) og arkitekten Chris (Lars Eidinger) holder ferie sammen i solen på Sardinien. De er kærlige og fortrolige med hinanden, men man fornemmer efterhånden, at de også prøver hinanden af, og at ferien er lidt af et eksperiment.

   Hun vil gerne flytte sammen med ham og måske blive tre i en lille familie. Han er mere forbeholden, vægrer sig ved at kassere effekter fra studietiden og har i øvrigt ikke den ønskede fremdrift i karrieren.

   Så de øver sig på at blive et par, og det er ganske rørende at følge. Gitti er et livsstykke, der begynder at klovne, så snart der er knas. Han er mere som et pindsvin, der skal foldes ud i etaper. Når det lykkes, er han egentlig god nok. De passer børn for hans familie; de har et skænderi på en vandretur i bjergene; de udfordrer hinandens kønsroller og spejler sig i andre par.

   De får flere invitationer. Nogle siger de nej til og føler sig hævede over. Andre har de komplekser omkring. Især har Chris et anstrengt forhold til en succesfuld, selvtilfreds kollega (Hans-Jochen Wagner), som venter barn med en smuk og føjelig kvinde (Nicole Mariscka).

GITTI er forholdets levende part. Hun gør oprør i utrygge situationer, og hun kan decideret ikke døje Chris’ ven og hans kone. Alligevel køber hun en tækkelig kjole og prøver på ikke at ligne sig selv, da der skal kvitteres for en katastrofal visit med parmiddag i Chris’ forældres kitsch-inficerede hus.

   Umærkeligt bliver stemningen mørkere. Mændene smider kvinderne i swimmingpoolen og må selv kunne høre, hvor rå og hul deres latter lyder. Gitti sætter en kniv på den gravide kvindes strube og beder hende sige, at hun gerne vil hjem. Gitti springer ud fra første sal. Chris bliver mere selvoptaget. Endelig lægger Gitti sig ned og spiller død. Eller er hun virkelig gået i koma? Hun ligger stille så længe, at tilskueren kommer i tvivl.

SPILLERNE skaber filmens rum ved at færdes helt frit og gebærde sig naturligt. Man tænker, at Alle Anderen er så enkel og dialogbåren, at der kunne være tale om tv-teater, et radiospil, en dramatisk tekst for to fine stemmer. Og dog er Alle Anderen i dén grad en film. Kun kameraet kan gå så tæt på og sige så meget med pauser. Filmen føles ikke lang, men levende og forvandlingsfuld. Til slut får man at vide, om Gitti og Chris skal være et par som alle andre. Til det sidste er man usikker på, om det mon også er en god idé.

   På Berlinalen i 2009 modtog Birgit Minichmayr en sølvbjørn for sin rolle. Filmen blev tildelt Juryens Pris. Der findes flere tyske arthousefilm, som generelt er skarpere end deres engelsksprogede slægtninge og ligger tættere på den franske skole. Det er godt, at en af dem får dansk premiere. Alle Anderen kan med udbytte ses af faste kærestepar. Det er en klar, psykologisk strømførende film, som kommer ind i mange kroge og filtrer lidt af støvet ud. 

SET fra 2022 er filmen et forvarsel om nye signaler og prioriteter i den realistiske kærlighedsskildring, som hverken er tragisk, morsom, melodramatisk eller på anden måde genrebestemt. Ikke siden 1970ernes bølge af politisk og sanselig kønstematik er der skåret så tæt på den vilkårlige og absurdistiske famlen, som livet til hverdag i regelen er.

   Maren Ade (f. 1976) kom fra filmskolen i München med den nye saglighed og kritiske selvbevidsthed, som også kendetegner filmskaberne fra Berlin-skolen. Hun debuterede som instruktør med afgangsfilmen Der Wald vor lauter Bäumen (2003, int. The Forest for the Trees), der ikke fik dansk premiere, og brød stort igennem med Toni Erdmann (da. Min far Toni Erdmann), som var et super- og surprisehit på Cannes Festivalen i 2016.

   Det er ikke mindst som stiftende medejer af produktionsselskabet Komplizen Film, at Ade har præget europæisk art cinema det forløbne årti. Alene og sammen med partnerne Janine Jackowski og Jonas Dombach har Ade tilrettelagt titler som Miguel Gomes' Arabian Nights-trilogi (2015), Valeska Grisebachs Western (2017), Sebastián Lelios Una mujer fantastica (2017), Corneliu Porumboius The Whistlers (2019) og Pablo Larrains Spencer (2021). Trine Piils filmatisering af Janne Tellers Intet (2022) er co-finansieret af Komplizen Film.

Alle andre (Alle Anderen). Instr. og manus: Maren Ade. Foto: Bernhard Keller. 119 min. Tyskland 2009. Dansk premiere: 20.05.2010.

Fotos: Komplizen Film/ SWR/ WDR/ Arte Deutschland/ Øst for Paradis Filmdistribution/ Kino.de/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames ikke i DK (i USA på iTunes/AppleTV), men er udgivet på dvd

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.05.2010