Official Competition | Competencia oficial (2021)

EJ BLOT TIL LYST

En alvorlig komedie om skuespilkunst

Af BO GREEN JENSEN

INTET kan som forfængelighed vise, hvor små og ens vi er alle sammen. Derfor er filmkunsten fuld af vanitasbilleder, skønt selvkritik ikke ligger til faget. Kulturbranchen bugner af vittig satire. For vi kan altid sagtens se og enes om, hvor opblæste de andre er.

   Finansmanden Humberto Suáres (José Luis Gomez) fylder 80 år og vil efterlade et betydningsfuldt mindesmærke. Det skal ikke være snoren til endnu en dødssyg motorvejsbro, han klipper over ved indvielsen. Hans assistent foreslår, lidt distræt, at bygge noget kulturelt, måske et operahus?

   Dét gør blot Humberto vred. Ingen har brugt det prægtige auditorium, som han fik opført for en formue (der kunne trækkes fra i skat). Han får selv ideen til at lave en film. »En film?« siger assistenten forvirret. Han kan ikke se det for sig. Men Suárez vil hverken optræde eller instruere. Han vil producere det ypperste værk med de bedste råvarer.

HAN savner muligvis både finesse og smag, men penge har fyrsten rigeligt af. Så i næste billede bejler han til Lola Cuevas (Penélope Cruz), der er øjeblikkets feterede instruktør i den iberisk-latinamerikanske filmverden. Hun fik internationale priser for både Tomrummet (2011) og Dis (2015). Mæcenen har ikke set disse film. Han har heller ikke læst den bog, Rivalerne, som Lola skal filmatisere. Men han har købt rettighederne for et astronomisk beløb.

   Lola siger ja for pengenes skyld, men hendes ambitioner er oprigtige. Official Competition er skabt af et argentinsk powerteam: Mariano Cohn og Gastón Duprat har instrueret og skrevet manuskriptet sammen med Andrés Duprat, Gastóns storebror, som til hverdag er direktør på Museo Nacíonal de Bellas Artes i Buenos Aires, den argentinske udgave af SMK. Trioen markerede sig på Venedig Festivalen i 2016, hvor El ciudadano ilustre/ The Distinguished Citizen så på verdenslitteraturen med samme syrligt satiriske blik.* 

   Official Competition har gjort stor lykke på festivaler og bliver præsenteret som en farce, man morer sig vildt og sanseløst over. Men det er nu ikke en finkulturens La Grande Vadrouille (1966, da. Undskyld, vi flygter), som Cohn og Duprat-brødrene præsenterer. For det første har filmen en kerne af alvor. For det andet knækker den over på midten og har en mørk, nøje afvejet slutakt, der sætter ny rekord i komisk kynisme.

   

INSTRUKTØREN får fri rådighed over Suaréz Auditoriet, en futuristisk åbenbaring, der rejser sig stejlt i det frodige landskab. Metafilmen er optaget i universitetskomplekset ved San Lorenzo de El Escorial ved Madrid. Competencia oficial blev til under COVID-19-pandemien og bruger de favnende tomrum med flair. 

   Lola Cuevas – som kunne være en karikatur af virkelighedens Lucrecia Martel (La niña santa/The Holy Girl, La mujer sin cabeza/The Headless Woman, Zama), der er kendt for sine høje idealer og strenge faglige tilgang – kontakter to af tidens mest respekterede skuespillere. Félix Rivero (Antonio Banderas) og Ivan Torres (Oscar Martínez) kan heller ikke sige nej til Suaréz-guldet. Så kan geniet købes for penge? Lad os undersøge sagen, siger filmen.

   Svaret er ikke så klart, som man venter, men Lola ved præcis, hvad hun gør. De to mænd er diametrale og dog komplementære modsætninger. Hun vil nære filmen ved deres gensidige foragt og caste dem som brødre, der både hader og er afhængige af hinanden. De er jo hinandens spejlbilleder, udgaver af den samme person.

FILMEN har sit komiske hjerte i det ni uger lange prøveforløb. De tre er alle faser igennem. Magtbalancen skifter i en sindrig symmetri. Det er Lolas plan at de- og rekonstruere talentet, men jægeren bliver selv offer for jagten.

   Félix Rivero er Hollywood-stjernen, der går mest op i sin Instagram-profil. Han laver videoer om den udrydningstruede lyserøde flodhest og kan græde på kommando. Ivan Torres kommer fra klassisk teater og har absolut intet til overs for filmindustrien. Han øver sig på talen, han vil holde, når han afviser sin Oscar.

   Prøvetiden er en svir. Da begge krukker skal føle sig presset, får Lola dem til at øve under en fem tons tung granitblok, som hænger fra en spinkel kran. Det gør underværker for indlevelsen. Og mændenes vrede er stor og spontan, da de forstår, at stenen er en attrap. Men Félix kan anerkende humoren og bruge situationen på SoMe. Ivan er altid stiv ind til benet.

DER er mange flere krøller i forløbet. Endelig foreligger en film, som deltager i den officielle konkurrence på KZFF-festivalen, der naturligvis er fiktiv, skønt den ligner noget ægte, som alle filmens øvrige navne, titler og forhold. 

   Premieren bliver ikke, som nogen af de fire havde tænkt. Hykleriet når svimlende højder i en tale med ordene »Mester, ven, bror«, men alle – også autricen, som ellers var kunstnerisk kompromisløs – gør gode miner til spillet. Det handler trods alt om forfængelighed. Og lidt om processer, man ikke kan standse.

   Banderas og Martínez er perfekte til deres roller, begge lidt brugte i deres fysik og sårbare under manéren. Men det er Cruz, som virkelig gnistrer og funkler. Det lykkes for dem alle tre at finde et menneske i karikaturen. Muligvis stikker værket ikke så dybt, men bagatellen er smukt kalibreret.

PS: Cohn og Duprat er aktuelle med miniserien Nada (144 min; 5 eps), som streames på Disney+ i Latinamerika, USA, Canada, Australien, UK og Spanien. En gnaven gammel madanmelder (Luis Brandoni) skal vænne sig til en ung husbestyrer (Belén Chavanne) fra Paraguay. Nada blev vist på San Sebastián International Film Festival i oktober 2023. Cohn og Duprat skildrer Buenos Aires, cirka som Paolo Sorrentino skildrede Rom i La Grande Bellezza (2013, da. Den store skønhed). Hovedattraktionen er Robert De Niro, der spiller madanmelderens ven og fungerer som seriefilmens fortæller.

*) Lido di Venezia 04.09.2016: »Alle elementer – lige bortset fra billedmagien, som de store film har spandevis af – er til stede i El ciudadano ilustre (»The Distinguished Citizen«). En argentinsk forfatter, Daniel Mantovani (Oscar Martínez), har boet i Europa i 40 år og været professionel dissident, siden han modtog Nobelprisen for en af sine bøger om landsbyen Salas, hvor han voksede op. Efterhånden siger Daniel nej til alle officielle engagementer, men han tager hjem til Argentina og Salas, da byens borgmester tilbyder ham prisen som æresborger.

   Besøget begynder høfligt, men udarter både med hensyn til satire, situationskomik og dødelig alvor, efterhånden som Daniel og byens spidser erfarer, at de ikke har noget til fælles.  Filmen – der er skabt af makkerparret Gaston Duprat (f. 1975) og Mariano Cohn (f. 1969) – handler om noget så corny og quaint som politisk og kunstnerisk integritet. Der er endda en Homo Faber-agtig episode omkring en gammel kærestes datter. Det udvikler sig til en bizar jagthistorie.«

   Oscar Martínez modtog mændenes Copa Volpi for sin rolle som Daniel Mantovani (der sagtens kunne være forfatter til bogen, som bliver filmatiseret i Competencia ofícial). El ciudadano ilustre var efterfølgende det officielle argentinske Oscar-bidrag. Andrés Duprat skrev en romanudgave under pseudonymet Daniel Mantovani. Her fortæller DM historien i første person og en pastiche på høj nobelpristagerstil. 

Official Competition (Competencia oficial). Instr.: Mariano Cohn, Gastón Duprat. Manus: Mariano Cohn, Andrés & Gastón Duprat. Foto: Arnau Valls Colomer. 115 min. Argentina-Spanien 2021. Dansk premiere: 01.09.2022.

Fotos: The MediaPro Studio/ Instituto de la Cinematografía y de las Artes Audiovisuales (ICAA)/ Orange/ Radio Televisión Española (RTVE)/ Televisió de Catalunya (TV3)/ Protagonist Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ IFC [YouTubeTrailer]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY.

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 01.09.2022, trykt i WA Kultur 02.09.2022

Sophie Hyde | Katy Brand: Good Luck to You, Leo Grande (2022)

KÆRLIGHED OM EFTERMIDDAGEN

En sober film om mennesker og ærlig købesex

Af BO GREEN JENSEN

ET intimt snakkestykke om alder og klasse, købesex og kønspolitik, fantasier som udleves og teorier i praksis. »Hvad taler vi om, når vi taler om kærlighed?« kunne man spørge med Raymond Carver.

   Held og lykke, Leo Grande er ikke en erotisk komedie, skønt tonen for det meste er munter, og emnet er sex hele vejen. Ej heller en realistisk tragedie, for få ting er tragiske i virkeligheden. Er der noget, som manuskriptforfatteren Katy Brand (f. 1979) har blik for i sin voksne og fint kallibrerede dialog, er det gentagelsen som grundvilkår. Tryghed er fætter til ensformigheden. Og lykken er virkelig en underlig fisk.

FILMEN skildrer fire møder mellem Nancy Stokes og Leo Grande. Begge hedder faktisk noget andet. De mødes på et anonymt hotel med udsigt til tage i sol eller regn. Hun er kunden, han er sexarbejderen. Der er udsving i relationen, men filmen er ikke interesseret i magt, snarere i frydens og afsavnets væsen. Hun er ærlig i sine betroelser og nysgerrig på hans profession. »Leo Grande« er en mere kompleks konstruktion.

   Han bliver spillet af Daryl McCormack, som er kendt fra især Peaky Blinders. Han er 29 år. Hun er Emma Thompson på 62. Det skal nok være karakterernes alder. Hun var gift i 31 år med den samme, ret bornerte mand, som har været død i et år. Der er to voksne børn, som skuffer på hver deres måde. Hun har undervist piger i religion og nærer ingen illusioner om uskyld. Det er Leo, som af og til foreslår, at hun ser det fra børnenes side.

   Nancy har skrevet fem punkter ned på en liste, hun vil igennem, mens der er råd: oral sex i tre variationer; så hende øverst; endelig at blive taget bagfra. Men ikke analt. Nancy gyser ved tanken om ting, der trænger ind i åbninger, som er beregnet til ting, der skal ud. Katy Brands tekst har mange farver og lag. I et af dem mærker man, at hun var stjerne i satireserien Katy Brand’s Big Ass Show (2007-2009). Men selv humoren, som dækker over generthed, bliver tonet betydeligt ned undervejs.

DER er fire lange scener, som smager af tv-teater. Dialogen er så udsøgt, at man tænker på et radiospil. Men begge indtryk bedrager. Værket er en film først og fremmest, og fotografen Bryan Mason, som også har klippet, får meget ud af at gå tæt på ansigterne og skifte beskæring. Skønt den fysiske nærkontakt er fingeret, bliver det en meget håndgribelig dans.

   De er rundt om mange emner, flere lag af fortrolighed bliver brudt. Han er tilbøjelig til at lukke af, når hun ryster ham i rollen som beleven forfører. De første møder er en succes. Så har hun stalket ham digitalt, og det kommer til et brud i tredje scene. Fjerde møde finder sted i restauranten, hvor en af Nancys gamle elever får ansigt. Ellers er der kun de to i filmen.

SLUTBILLEDET har vakt opsigt. Emma Thompson står nøgen i fuld figur foran spejlet. Det er billedet af et menneske, som endelig tager livet på sig, præcis som det er. Uden illusioner, men også uden forbehold. Som en kvindelig kollega sagde efter filmen: »Man har aldrig set det billede før«.

   Det er sandt, og det er bare en af kvaliteterne ved Held og Lykke, Leo Grande. Emma Thompson bliver ofte taget for givet. Her er hun i sin bedste rolle siden Dommerens valg. Der er meget, som lykkes i filmen. Den er værd at se og tænke videre over.

Good Luck to You, Leo Grande (Held og lykke, Leo Grande). Instr.: Sophie Hyde. Manus: Katy Brand. Foto: Bryan Mason. 97 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 22.09.2022.

Fotos: Genesius Pictures/ Align/ Cornerstone Films/ Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.Kultur 22.09.2022

Ken Loach: The Angels' Share (2012)

ENGLE I GLASGOW

Alvorsmanden overrasker med en komedie

Af BO GREEN JENSEN

REALISTEN Ken Loach har skabt fremragende film – de sidste 20 år som regel efter et manuskript af skotske Paul Laverty. Sædvanligvis er han alvorsmanden, der utrætteligt varierer sit budskab om nødvendigheden af social solidaritet, liberalismens moralske forkastelighed og mordet på arbejderklassen. Smilet fylder ikke alverden i hovedværker som My Name is Joe (1998) og The Wind that Shakes the Barley (2006, da. Vinden der ryster kornet).

   Ofte trækker Loach på en genre – Sweet Sixteen (2002) kan ses som en ungdomsfilm, der er romantiske tiltag i Ae Fond Kiss (2004), og Route Irish (2010) er en konspirationsthriller – men humor har været en sjælden fugl i volieret. Kun glæden ved fodbold har nu og da løsnet en latter i Loach. Se f.eks. hans bidrag til antologifilmen Tickets (2005) – hvor Ermanno Olmi og Abbas Kiarostami tog sig af de øvrige bidrag – og Looking for Eric (2009), som Eric Cantona var medejer af.

LOACH har uvægerligt sit eget take på de grundformer, han benytter sig af. Han lægger noget andet i begreber som historisk epos og romantisk komedie end de fleste af sine kolleger. I regelen kan man dog regne med, at han er enten det ene eller det andet: svær, let, indtrængende eller ironisk. Overraskelsen i The Angels’ Share er, at han ændrer reglerne undervejs og slutter et helt andet sted end, hvor han begyndte.

   Først er Robbie (Paul Brannigan) en klassisk Loach/Laverty-karakter, presset både privat og socialt, fanget i et mønster af vold og vanekriminalitet. Han venter barn med sin kæreste, der er datter af en natklubejer, som vil fordrive Robbie med alle midler. Der findes dog engle i Glasgow. Socialarbejderen Harry ser noget bedre i Robbie, får hans voldsdom omlagt til samfundstjeneste og giver den unge mand tag over hovedet.

   Harrys lidenskab er ædel whisky. Det viser sig, at Robbie er et naturtalent. Han har både ganen og sproget til at beskrive sin smagsoplevelse. Inden længe er professionel whiskysmagning ved at blive en karriere for Robbie.

IMENS skifter filmen umærkeligt farve. En socialrealistisk case story bliver næsten en dramadokumentar om Whiskyens vidunderlige Verden. Den tredje ingrediens – en amoralsk kupfilm i gavtyvestilen fra gamle Ealing-komédier – kommer i spil, da Harrys hold besøger et skotsk destilleri, hvor man udvinder selve whiskyens sjæl.

   Tønden med flydende guld er takseret til en million pund. Robbie får ideen til et fantasifuldt kup, en snørebåndsaffære efter Egon Olsens hjerte. Han assisteres af tre desperate fæller, som han har mødt hos Harry: tumpen Albert (Gary Maitland), tøsen Mo (Jasmin Riggins) og Rhino (William Ruane), som altid er med på den værste.

IFØRT kilt og kendermine tager The Corntyde Malt Whisky Club til højlandet. Da går filmen i selvsving. My Name is Joe møder Whisky Galore! (1949, da. Masser af whisky),  mens The Proclaimers’ »I'm Gonna Be (500 Miles)« støves af på lydsporet.*

   Boblerne er som i øl og champagne, tonen er let på en meget tung måde – eller også er det omvendt. Man har egentlig aldrig set noget lignende. Meget er mere sjældent end kønt, men kombinationen fungerer. Det er spændende, sjovt, anarkistisk og alt muligt andet på én gang.

   

OGSÅ plottets knopskydning er liflig. Hver gang ét problem er løst, opstår endnu en krise. Man gisper til det sidste – efterhånden også af overmæt fryd. Alt bringes hjem, hvor det rettelig hører til. Hvad Loach hér har skabt, er nutidens svar på en gammeldags folkekomedie. Den har lune, lethed, spænding, flair– og er i øvrigt også en skarp kritik af systemet, der skaber den katastrofale komik.

   The Angels’ Share er en gennemført overraskelse, men faktisk bekender filmen kulør i det første minut, hvor den berusede Albert snubler rundt på en tom togperron. Han er mystificeret af stemmen i højttaleranlægget. Det er stort at se ham falde på halen, og resten af filmen er lige så morsom.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

*) MASSER AF MACKENZIE |  Alexander MacKendrick (1912-1993), som senere instruerede bl.a. The Man in the White Suit (1951, da. Manden i det hvide tøj), The Ladykillers (1955, da. Plys og papegøjer) og Sweet Smell of Success (1957, da. Magtens sødme), debuterede med den ikoniske Ealing Studios-komedie i 1949. Mackendrick skrev adskilligt, men Whisky Galore! bygger på en roman af Compton Mackenzie (1883-1972), som selv bearbejdede bogen sammen med Angus McPhail.

   Baggrunden er autentisk. I 1941 sank fragtskibet SS Politician ved Eriskay i Hebriderne. Skibet gik ned med 28.000 kasser whisky og 290.000 pengesedler (10 shilling), der skulle sejles til Jamaica og distribueres til de britiske besiddelser i Caribien. Både whisky og penge forsvandt uden spor, da befolkningen på de tørlagte øer Barra og Eriskay gik i aktion. I bøgerne består en konflikt mellem Great Todday, hvor man er protestanter, og Little Todday, som er romersk katolsk.

   Whisky Galore! var en kultfilm i 1960erne og har stadig legendarisk status for ældre tilskuere med lang erindring. DR sendte Masser af whisky ved flere lejligheder, og det var sådan en film, som især fædre fra krigsgenerationen morede sig indforstået over. Da periodeserien Upstairs, Downstairs (1971-1975, da. Herskab og tjenestefolk) fik succes, var det en ekstra gevinst, at rollen som Hudson, den ærketypiske butler (og modellen for Carson i Downton Abbey) blev spillet af Gordon Jackson (1923-1990), som fik sit gennembrud i Whisky Galore! 

   Filmen var og er populær. En genindspilning fra 2016 (instr. Gilles MacKinnon) kom og gik uden at gøre indtryk. Compton MacKenzie havde introduceret øsamfundet i Keep the Home Guard Turning (1943). Han vendte tilbage til Todday i koldkrigssatiren Rockets Galore! (1957, da. Masser af spøgefugle), hvor regeringen vil etablere en raketbase på øen. Filmatiseringen fra 1958 hedder Mad Little Island i USA. Den var ikke nær så succesfuld. 

   Mackenzie begyndte som melodramatiker i romanerne om Sylvia Scarlett: Sinister Street (1913), Sylvia Scarlett (1918) og Sylvia and Michael (1919). Katharine Hepburn og Cary Grant spillede første gang sammen i George Cukors filmatisering af Sylvia Scarlett (1935). Humoren dominerer i den sene del af forfatterskabet. Hovedværket Monarch of the Glen (1941, da. Højlandets hersker) blev i 2000-2005 til en populær BBC-serie med bla. Richard Briers og Susan Hampshire.

   Peter Toubro oversatte Whisky Galore! i 1947. Titlen var da Skibet er ladet med. I 1975 udkom romanen i Fremads Folkebibliotek med titlen Masser af whisky.

The Angels’ Share. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Robbie Ryan. 101 min. UK-Frankrig-Belgien-Italien 2012. Dansk premiere: 06.06.2013.

Fotos: Entertainment One/ Sixteen Films/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ BFI/ Les Films du Fleuve/ Urania Pictures/ Canal+/ Canto Bros/ CinéCinéma/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ Le Pacte/ Soficinéma 8/ Camera Film/ CineMaterial/ ProKino (Fox)/ IFC/ Filmgrab.com 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.06.2013.

Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007)

I BUND OG GRUND

Den definitive afgangsfilm

Af BO GREEN JENSEN

»ERIK var i bund og grund et venligt menneske.« Sådan begynder Erik Nietzsches fortælling om de svære begynderår 1979-82, da han som en anden Kaspar Hauser fra Lyngby dumpede ned i den æstetiske pølsefabrik på Den Danske Filmskole, som dengang havde domicil i Store Søndervoldstræde på Christianshavn.

   Månebarnet landede midt i skabelsessuppen, men blev trods megen intern sabotage en voksen og visionær filmkunstner, som alligevel havde noget ud af at omgås de selvtilfredse lærere og konkurrerende kammerater.

   Der er i meget tynd forklædning tale om Lars von Triers bevægede skolehistorie. Skulle nogen alligevel være i tvivl, fungerer han selv som fortæller på den stærkt litterære lydside, hvor filmen til stadighed perspektiveres.

   At projektets generelle design – og hele humoristiske tone – minder meget om Stanley Kubricks fortolkning af William Makepeace Thackerays The Memoirs of Barry Lyndon, Esq. (1844) er en pointe, snarere end et tilfælde. Barry Lyndon (1975) hører til Triers favoritfilm, og man må tro, at han anskuer verden med de samme ironiske øjne, som Thackeray lod sin fortæller se med.

DE unge år er, kan man fastslå fra starten, en umådelig vellykket film, som fungerer på mange niveauer. Det er filmens svar på en nøgleroman, ja, og det er sandt, at der er tale om en satirisk komedie med skarpe portrætter af lærere og kolleger.

   Her er Søren Pilmark som »Mads«, den hårdkogte rektor (alias Henning Camre), og Dejan Cukic som skrivelæreren »Selkoff« (alias Mogens Rukov), komplet med cirkulær dramaturgi og evig glød i en tændt cigaret. Troels Lyby er den selvretfærdige »Bent« (et amalgam af Gert Fredholm og Hans Kristensen), der som lærer erstatter Søren Mallings flæbende »Hans Jørgen« (dvs. Hans-Henrik Jørgensen).

   Holdkammerater som David Denciks selvpromoverende »Zelko« (dvs. Vladimir Oravsky) og Mille Lehfeldts feministisk fokuserede »Margrethe« (dvs. Ingrid Oustrup Jessen) karikeres med knastørre øjne. Hanne Uldal og Anne Lise Gabold, divaer without a clue, hænges ud i skikkelse af Paprika Steen og Bodil Jørgensen, da de afviser at medvirke i Eriks elevfilm.

   Nils Malmros bliver udførligt parodieret som »Troels« (Jens Albinus), da han belærer »filmskoledrengen«, og Kirsten Norholts top- og bundløse dage er bragt i sanselig erindring af Patricia Schumann, da Zelkos afgangsfilm forulykker – og Erik lærer skadefryden at kende.

DER er mange flere skikkelser, man kan have sjov med at udpege. For at lette øvelsen, tilføjer bogudgaven af filmmanuskriptet et nyttigt register, som mellem linierne får sagt tak for sidst til en lang række gamle bekendte.*

   Det er dog en væsentlig del af charmen ved filmen, at ingen kvæstes helt urimeligt, ligesom Erik selv skoses og inddrages i den generelle opportunisme. Der tænkes også kærlige tanker, og personerne fungerer, selv hvis man ikke kender noget til disse svundne dage og denne danske andedam. De er da karismatiske karakterer i en af årtiets bedre folkekomedier.

DE unge år er dog også et kunstnerportræt og en semi-seriøs udviklingsskildring. Jonatan Spang ser forbløffet på verden med den unge mands indgroede misantropi – men han kan alligevel frydes ved kønnet, falde i staver ved synet af det magiske filmudstyr, han en dag vil få lejlighed til at bruge, og have originale ideer.

   Det er ikke ren erindringsfetichisme, når De unge år bruger så mange ressourcer på at rekonstruere miljøet og skabe gennemførte pasticher på elevfilm som von Triers Nocturne og Oravskys Psycho Drama, der havde Trier i den ene hovedrolle som stand-in for Humphrey Bogart. Her er klip fra Eriks ældste smalfilm, og han drømmer om at drukne i sort-hvidt vand à la Andrej Tarkovskij. Sætstykkerne med Malmros og Norholt er samtidig meget solide scener.

DER kommer en ægte, undrende stilhed over De unge år, da det lykkes Erik at narre sin akrofobiske skuespiller op i liftkurven på en 35 meter høj kran. Det sker under indspilningen af filmens svar på Triers Befrielsesbilleder (1982). Optagelsen finder sted i en skov, og med ét falder verden i hak. Erik har nået sin bestemmelse og skaber selvforglemmende filmkunst i en ramme, hvor al forberedelse er overflødig: »Tågen lå der allerede, og det dæmrende sollys funklede, og det hele var en gave fra Gud.« Her er De unge år blevet ét med Truffauts La nuit américaine (1973, da. Den amerikanske nat), Federico Fellinis 8½ og andre filmskaberfilm. Den har for øvrigt også adskilligt tilfælles med Reprise, Joachim Triers norske forfatterfilm.

DEN giftigste pointe og skarpeste karikatur er forbeholdt Erik Nietszche selv. Hvor han ved filmens begyndelse stod og så på, eller var prisgivet vinden og andre folks luner, har han ved slutningen udviklet en pragmatisk, aggressiv egennytte, der på belejlig vis kan camoufleres som fagpolitisk engagement.

   Instruktørsammenslutningen vil forhindre ansættelsen af »Fredrik Kristiansen« (egentlig Christian Clausen) som spillefilmskonsulent på DFI. Ved et livligt fællesmøde fremlægger Erik en strategi for, hvordan man får skovlen under den sagesløse mand, der spilles af Peter Hesse Overgaard. Hvis ingen søger støtte, hvis branchen strejker kollektivt, må Instituttet jo finde en anden.

   Planen vedtages, og Fredrik Kristiansen forlader lokalet. Bagefter kommer Erik ud og rækker den vragede konsulent manuskriptet til Kommissæren og luderen, dvs. den film som blev til Forbrydelsens element.(1984). Konkurrencen er ryddet af vejen, og der er fri adgang til »de sparsomme statslige midler«.

   Ingen andre har søgt støtte, for dét blev vedtaget på mødet, og tiden hylder den solidariske faktor. Ergo får Eriks film maksimal produktionsstøtte. »Erik var i bund og grund et venligt og ganske ærligt menneske,« siger fortælleren og tilføjer: »Og nu osse et uddannet menneske.« De to mænd trykker hænder. Stalin havde været stolt.

SÅ der er virkelig noget at komme efter, også – og måske især – hvis man ikke tændte på kontorpolitikken i Direktøren for det hele (2006). Konstruktionen med kinesiske æsker – Erik som maske for Trier; Jacob Thuesen som instruktørens stand-in; Trier selv som overordnet fortolker – lyder sikkert som litterær filigran, men giver filmen flere frodige lag.

   Erik Nietzsche – De unge år er blevet et af Lars von Triers bedste arbejder, skønt han ikke selv instruerer: En film om film, en skolehistorie, en dannelsesskildring, en folkekomedie. Det er den definitive afgangsfilm, som Trier og Thuesen tilbyder hér.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013); Lars von Trier: The House That Jack Built (2018); Lars von Trier: Riget/ The Kingdom [Horror 100].

*) Erik Nietzsche: De unge år. Et filmmanuskript. 128 s. Filmmagasinet Ekko i samarbejde med Dansklærerforeningen og Grand Teatret, 2007. I forbindelse med premieren udkom Lars von Triers manuskript i kommenteret bogform. For ideen stod Claus Christensen (Ekkos redaktør), Kim Foss (biografens direktør) og Thomas Frandsen (DlFs forlagschef). Det er særdeles fornøjelig læsning. Professor Peter Schepelern (som dengang endnu ikke var emeritus), der har fungeret som en blanding af Brostrøm, Boswell og dr. Watson i forhold til Trier, bidrager med en efterskrift, »Portræt af kunstneren som ungt geni – En nøgle til Erik Nietzsche og hans forfatterskab«. Filmskaberen selv har utvivlsomt været behjælpelig ved udarbejdelsen af det fyldige personregister, Hvem er hvem, og hvad der blev af dem? Indirekte bliver listen næsten en karakterbog for '82-årgangen. Maria Hagerup har designet omslaget, som reproducerer Lars Triers laminerede årskort fra Filmskolen. Erik Nietzsche – De unge år kom ikke i handelen, men fungerede som en slags julebog. Den koster 100 kr. i filmmagasinet Ekkos webshop. 

De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1. Instr.: Jacob Thuesen. Manus: Erik Nietzsche (Lars von Trier). Foto: Sebastian Blenkov. 92 min. Danmark-Italien-Sverige-Østrig-Frankrig 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.

Fotos: Zentropa Entertainments/ DFI/ DR/ Eurimages/ SVT/ SFI/ Film i Väst/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Lucky Red/ Pappagallo Film/ Les Films du Losange/ Österreichisches Filminstitut/ Trust Nordisk/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/

Filmen streames på Blockbuster 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.12.2007

Maren Ade: Toni Erdmann/Min far Toni Erdmann (2016)

LYT TIL DIN COACH
En hjerteknuser, et monstrum, en mageløs film

Af BO GREEN JENSEN

TIDEN skaber afstand mellem børn og forældre. Det er et grundvilkår og en naturlov. Nogle nyder at gøre sig fri, andre er længe om at slippe fundamentet, som de kommer fra, men det sker og er nødvendigt, hvis børn skal blive voksne og være i stand til at give kærligheden videre, når de selv bliver forældre.

   Lige så uundgåeligt kan forældre føle sig tilovers, når børnene ikke har brug for dem mere. Det gælder også i det store fælleskab. Der er alt i alt en følelse af ubønhørlighed over det hele. Når båndet bliver brudt, er vi alle alene.

   Disse mekanismer er skildret i tusindvis af fiktive fremstillinger. Maren Ades vidunderlige Min far Toni Erdmann formår alligevel at gøre det på en ny måde og beskrive processen så originalt, at publikum bliver klogere. Filmen er et Frankensteins monster af umage stilarter. Den absurde realisme trodser alle genreskel. Derfor føles Toni Erdmann i sidste instans som virkelighed.

DET er en film om far og datter. Læreren Winfried (Peter Simonischek) er ved at nå vejs ende. Han har alderen til at være en af de sidste fra 1968. På skolen er han stadig ansvarlig for festlige optrin, men man fornemmer, at hans skøre signaturstil ikke er værdsat. Hjemme i parcelhuset, hvor han bor alene med sin kræftsyge hund, bliver han fyret af den sidste knægt, han gav klavertimer.

   Winfried kan sandt at sige også være et anstrengende bekendtskab. Han forvandler alt til pinlige practical jokes, som kun han selv sætter pris på. Når postbudet afleverer en pakke, opfører han en teaterforstilling. Lukker op i badekåbe, kalder på sin bror og kommer ud igen som en anden. Postbudet har bare travlt og undrer sig i forbifarten.

   Per Højholt skrev engang en bog om Intethedens grimasser. Titlen var nok inspireret af Samuel Beckett, som talte om at lave »pratfalls in the void« – at falde på halen i tomrummet. I hvert fald er det den slags klovnenumre, som pranksteren Winfried udfører. Nogle bekæmper døden med vrede. Winfried gør det med latter. Han og Højholt kunne for resten have fået en god snak.

=

WINFRIED er far til Ines (Sandra Hüller) på 30. Han har i mange år været skilt fra hendes mor, som lever trygt med en anden familie. Når Winfried kommer forbi, bliver han behandlet som en fætter, der er faldet lidt uheldigt ud. Han kommer også kun for Ines. De var engang så tætte. Det er de ikke mere.

   Situationen bliver behændigt formidlet i første akt af Toni Erdmann, som helt i Winfrieds ånd er fuld af famlende, pinlige scener, der ikke rigtigt er sjove – eller kun er sjove for alvorens skyld.*

   Ines er på sin side blevet benhård. Hun arbejder for et internationalt konsulentfirma, prøver at markere sig i mændenes domæne og stræber efter et lidt bedre job. Til sin fødselsdag er hun hjemme på besøg i fem minutter. Resten af tiden sidder hun i haven med sin telefon og ryger og bearbejder sin panik. Hun er sikkert ikke lykkelig, men det hér skal lykkes, for det er det nødt til.

   Ines er udstationeret i Bukarest, hvor firmaet foretager massefyringer i en koncern, der skal outsource sine aktiviteter. Det er gyldne, globaliserede tider, og pigen, som var sin fars loyale sidekick, kan ikke bruge hans skøre værdier. Han har slet ikke forberedt hende på det hér.

   Besøget forløber forventeligt pinligt, da Winfried dukker op i Bukarest. Ines klamrer sig til sin rutine, er presset i firmaet og har dårlig tid. De taler hårdt til hinanden. Det er, hvad tiden gør ved mennesker: Datteren skammer sig over sin far. De skilles i bitterhed, før han tager hjem for at vente på døden.

SÅ er det, at Winfried gentager tricket fra scenen med postbudet. Han bliver i Bukarest, griber dybt ned i posen med practical jokes og vender frygteligt tilbage under navnet Toni Erdmann. Forklædningen består af en sort paryk og et gult sæt falske tænder. Ines ved ikke, hvordan hun skal reagere.

   Toni er en verdensmand. Han trækker vejret dybt og frit, er coach for tidens chefer – og du skal lytte til din coach, som Niels Skousen synger med ironisk autoritet – spiser dyrt, snøfter coke, scorer til fester og er på alle måder så meget for meget, at illusionen overbeviser. I hvert fald tager han byen med storm. Mod sin vilje er Ines imponeret.

FØRSTE time af filmen er en tragisk komedie. Time to er en bittersød farce. Endelig følger en blanding af udsoningsakt og road movie. Ines viser Winfried rundt i sin verden. Han er med på virksomhedsbesøg og smiler til arbejderne, der skal fyres. Han ser, hvordan det er for Ines. De bliver far og datter igen.

   Kulminationen kommer i en scene, hvor Winfried har inviteret sig selv på visit hos en lokal kunstner (som sagtens kan se, at han ikke er den tyske ambassadør). Han sætter sig ved klaveret og får Ines til at synge deres gamle signatursang – Whitney Hustons »The Greatest Love of All« – én gang til og med følelse. Ikke et øje er tørt. Og humoren er blevet dødens alvorlig.

   Hos kunstneren står en behåret figur, som måler to en halv meter. Det er en slags folkedragt, men det kunne være Skrækkelige Winfried, som han føler sig og som datteren ser ham. Han har den på, da han kommer til hendes indflytningsfest, som af mange vidtløftige årsager er blevet et improviseret naked party.

PUBLIKUMS tålmodighed bliver rigeligt belønnet. På skrivekurser lærte man i gamle dage om to slags manuskripter. Den ene er den amerikanske, som Hollywood har gjort til et videnskabeligt studium med spændingskurver, hård kronologi og et strategisk point of no return.

   Alternativet er anti-strukturen fra ældre europæiske auteurfilm. Fortællingen er en flod, hvor skibet lægger til ved forskellige af øer af handling. Farten kan variere. Der er tusindvis af digressioner. Der er al den tid, som mennesket har.

   Det er den første slags film, vi ser flest af, og det er dén grammatik, vi er vant til at følge. Med den anden slags film må man arbejde mere, men får selvsagt også mere igen. Min far Toni Erdmann er et pragteksemplar.

INSTRUKTØREN Maren Ade (f. 1976) har Ines’ alder og sikkert også noget af hendes væsen. Men hun ser den gamle mand så klart, at det virkelig bliver en film uden alder. Den lange spilletid er både filmens svaghed og dens styrke. Den løse form er livsnødvendig.

   Maren Ade var kølig og koncis i den sagligt sædeskildrende Alle Anderen (2009, da. Alle andre), hvor et ungt par holdt ferie og gik hinanden på nerverne. Det var vist nok en lektion i kønspolitik. Toni Erdmann er et vulkanudbrud. Og et bevis på, at der venter en ny slags film, selv når man tror, at alting er set.

Se også Maren Ade: Alle Anderen/Everyone Else (2009).

*) Maren Ade siger selv, at Winfried-karakteren låner træk fra hendes egen far, der kan lide at bruge falske tænder og spøg-og-skæmt forklædning. Og at den insisterende, irriterende humor er inspireret af standupkomikeren Andy Kaufman (1949-1984), når denne var sværest at læse. 

   Toni Erdmann var Oscar-nomineret og modtog 59 andre filmpriser, bl.a. en dansk Bodil, fem EFA-priser og EUs LUX Award. Rettighederne til en amerikansk genindspilning blev solgt allerede i Cannes. Lisa Cholodenko (Laurel Canyon, The Kids Are All Right, Olive Kitteridge) skulle instruere Kristen Wiig i rollen som Ines og Jack Nicholson eller Bill Murray i rollen som hendes far. Begge koryfæer sagde ja og og nej i flere omgange. Det ville i givet fald være Nicholsons første filmrolle siden Reese Witherspoon/Owen Wilson-komedien How Do You Know?, som James L. Brooks instruerede i 2010. Man kan sagtens se en svanesang på niveau med About Schmidt (2002) i materialet, men det er uklart, om den nu 85-årige Nicholson kan medvirke. Man kan også forestille sig Bill Murrays take på karakteren, skønt temaet ligger tæt på Sofia Coppolas On The Rocks (2020). Manuskriptet (af Stewart Blumberg) foreligger, og projektet lever stadig efter COVID-19-pandemien. Meget tyder dog på, at Toni Erdmann er landet i talemådens »development hell«. Maren Ade har – på vegne af Komplizen Film, som hun er medstifter og medejer af – produceret og co-produceret 20 film siden Toni Erdmann. Det vides ikke, om instruktøren selv har en ny film på vej. 

Toni Erdmann (Min far Toni Erdmann). Instr. og manus: Maren Ade. Foto: Patrick Orth. 162 min. Tyskland-Østrig-Monaco-Rumænien-Frankrig-Schweiz 2016. Dansk premiere: 01.12.2016.

Fotos: Komplizen Film/ Coop99 Filmproduktion/ Missing Link Film/ Arte France/ Eurimages/ Camera Film/ CineMaterial/ MoevieStillsDB/ Kino.de/ IMDB (Festival de Cannes-photo 2016 by Dominique Charriau)/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.12.2016