Official Competition | Competencia oficial (2021)

EJ BLOT TIL LYST

En alvorlig komedie om skuespilkunst

Af BO GREEN JENSEN

INTET kan som forfængelighed vise, hvor små og ens vi er alle sammen. Derfor er filmkunsten fuld af vanitasbilleder, skønt selvkritik ikke ligger til faget. Kulturbranchen bugner af vittig satire. For vi kan altid sagtens se og enes om, hvor opblæste de andre er.

   Finansmanden Humberto Suáres (José Luis Gomez) fylder 80 år og vil efterlade et betydningsfuldt mindesmærke. Det skal ikke være snoren til endnu en dødssyg motorvejsbro, han klipper over ved indvielsen. Hans assistent foreslår, lidt distræt, at bygge noget kulturelt, måske et operahus?

   Dét gør blot Humberto vred. Ingen har brugt det prægtige auditorium, som han fik opført for en formue (der kunne trækkes fra i skat). Han får selv ideen til at lave en film. »En film?« siger assistenten forvirret. Han kan ikke se det for sig. Men Suárez vil hverken optræde eller instruere. Han vil producere det ypperste værk med de bedste råvarer.

HAN savner muligvis både finesse og smag, men penge har fyrsten rigeligt af. Så i næste billede bejler han til Lola Cuevas (Penélope Cruz), der er øjeblikkets feterede instruktør i den iberisk-latinamerikanske filmverden. Hun fik internationale priser for både Tomrummet (2011) og Dis (2015). Mæcenen har ikke set disse film. Han har heller ikke læst den bog, Rivalerne, som Lola skal filmatisere. Men han har købt rettighederne for et astronomisk beløb.

   Lola siger ja for pengenes skyld, men hendes ambitioner er oprigtige. Official Competition er skabt af et argentinsk powerteam: Mariano Cohn og Gastón Duprat har instrueret og skrevet manuskriptet sammen med Andrés Duprat, Gastóns storebror, som til hverdag er direktør på Museo Nacíonal de Bellas Artes i Buenos Aires, den argentinske udgave af SMK. Trioen markerede sig på Venedig Festivalen i 2016, hvor El ciudadano ilustre/ The Distinguished Citizen så på verdenslitteraturen med samme syrligt satiriske blik.* 

   Official Competition har gjort stor lykke på festivaler og bliver præsenteret som en farce, man morer sig vildt og sanseløst over. Men det er nu ikke en finkulturens La Grande Vadrouille (1966, da. Undskyld, vi flygter), som Cohn og Duprat-brødrene præsenterer. For det første har filmen en kerne af alvor. For det andet knækker den over på midten og har en mørk, nøje afvejet slutakt, der sætter ny rekord i komisk kynisme.

   

INSTRUKTØREN får fri rådighed over Suaréz Auditoriet, en futuristisk åbenbaring, der rejser sig stejlt i det frodige landskab. Metafilmen er optaget i universitetskomplekset ved San Lorenzo de El Escorial ved Madrid. Competencia oficial blev til under COVID-19-pandemien og bruger de favnende tomrum med flair. 

   Lola Cuevas – som kunne være en karikatur af virkelighedens Lucrecia Martel (La niña santa/The Holy Girl, La mujer sin cabeza/The Headless Woman, Zama), der er kendt for sine høje idealer og strenge faglige tilgang – kontakter to af tidens mest respekterede skuespillere. Félix Rivero (Antonio Banderas) og Ivan Torres (Oscar Martínez) kan heller ikke sige nej til Suaréz-guldet. Så kan geniet købes for penge? Lad os undersøge sagen, siger filmen.

   Svaret er ikke så klart, som man venter, men Lola ved præcis, hvad hun gør. De to mænd er diametrale og dog komplementære modsætninger. Hun vil nære filmen ved deres gensidige foragt og caste dem som brødre, der både hader og er afhængige af hinanden. De er jo hinandens spejlbilleder, udgaver af den samme person.

FILMEN har sit komiske hjerte i det ni uger lange prøveforløb. De tre er alle faser igennem. Magtbalancen skifter i en sindrig symmetri. Det er Lolas plan at de- og rekonstruere talentet, men jægeren bliver selv offer for jagten.

   Félix Rivero er Hollywood-stjernen, der går mest op i sin Instagram-profil. Han laver videoer om den udrydningstruede lyserøde flodhest og kan græde på kommando. Ivan Torres kommer fra klassisk teater og har absolut intet til overs for filmindustrien. Han øver sig på talen, han vil holde, når han afviser sin Oscar.

   Prøvetiden er en svir. Da begge krukker skal føle sig presset, får Lola dem til at øve under en fem tons tung granitblok, som hænger fra en spinkel kran. Det gør underværker for indlevelsen. Og mændenes vrede er stor og spontan, da de forstår, at stenen er en attrap. Men Félix kan anerkende humoren og bruge situationen på SoMe. Ivan er altid stiv ind til benet.

DER er mange flere krøller i forløbet. Endelig foreligger en film, som deltager i den officielle konkurrence på KZFF-festivalen, der naturligvis er fiktiv, skønt den ligner noget ægte, som alle filmens øvrige navne, titler og forhold. 

   Premieren bliver ikke, som nogen af de fire havde tænkt. Hykleriet når svimlende højder i en tale med ordene »Mester, ven, bror«, men alle – også autricen, som ellers var kunstnerisk kompromisløs – gør gode miner til spillet. Det handler trods alt om forfængelighed. Og lidt om processer, man ikke kan standse.

   Banderas og Martínez er perfekte til deres roller, begge lidt brugte i deres fysik og sårbare under manéren. Men det er Cruz, som virkelig gnistrer og funkler. Det lykkes for dem alle tre at finde et menneske i karikaturen. Muligvis stikker værket ikke så dybt, men bagatellen er smukt kalibreret.

PS: Cohn og Duprat er aktuelle med miniserien Nada (144 min; 5 eps), som streames på Disney+ i Latinamerika, USA, Canada, Australien, UK og Spanien. En gnaven gammel madanmelder (Luis Brandoni) skal vænne sig til en ung husbestyrer (Belén Chavanne) fra Paraguay. Nada blev vist på San Sebastián International Film Festival i oktober 2023. Cohn og Duprat skildrer Buenos Aires, cirka som Paolo Sorrentino skildrede Rom i La Grande Bellezza (2013, da. Den store skønhed). Hovedattraktionen er Robert De Niro, der spiller madanmelderens ven og fungerer som seriefilmens fortæller.

*) Lido di Venezia 04.09.2016: »Alle elementer – lige bortset fra billedmagien, som de store film har spandevis af – er til stede i El ciudadano ilustre (»The Distinguished Citizen«). En argentinsk forfatter, Daniel Mantovani (Oscar Martínez), har boet i Europa i 40 år og været professionel dissident, siden han modtog Nobelprisen for en af sine bøger om landsbyen Salas, hvor han voksede op. Efterhånden siger Daniel nej til alle officielle engagementer, men han tager hjem til Argentina og Salas, da byens borgmester tilbyder ham prisen som æresborger.

   Besøget begynder høfligt, men udarter både med hensyn til satire, situationskomik og dødelig alvor, efterhånden som Daniel og byens spidser erfarer, at de ikke har noget til fælles.  Filmen – der er skabt af makkerparret Gaston Duprat (f. 1975) og Mariano Cohn (f. 1969) – handler om noget så corny og quaint som politisk og kunstnerisk integritet. Der er endda en Homo Faber-agtig episode omkring en gammel kærestes datter. Det udvikler sig til en bizar jagthistorie.«

   Oscar Martínez modtog mændenes Copa Volpi for sin rolle som Daniel Mantovani (der sagtens kunne være forfatter til bogen, som bliver filmatiseret i Competencia ofícial). El ciudadano ilustre var efterfølgende det officielle argentinske Oscar-bidrag. Andrés Duprat skrev en romanudgave under pseudonymet Daniel Mantovani. Her fortæller DM historien i første person og en pastiche på høj nobelpristagerstil. 

Official Competition (Competencia oficial). Instr.: Mariano Cohn, Gastón Duprat. Manus: Mariano Cohn, Andrés & Gastón Duprat. Foto: Arnau Valls Colomer. 115 min. Argentina-Spanien 2021. Dansk premiere: 01.09.2022.

Fotos: The MediaPro Studio/ Instituto de la Cinematografía y de las Artes Audiovisuales (ICAA)/ Orange/ Radio Televisión Española (RTVE)/ Televisió de Catalunya (TV3)/ Protagonist Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ IFC [YouTubeTrailer]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY.

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 01.09.2022, trykt i WA Kultur 02.09.2022

Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/Los amantes pasajeros (2013)

MANDEN FRA LA MANCHA

Nostalgisk farce fra kaospiloten

Af BO GREEN JENSEN

MAN kan ikke tage tilbage, siger en amerikansk talemåde, som sikkert også findes på spansk. You can’t go home again. Pedro Almodóvar lader det komme an på en prøve i De elskende passagerer, som i mange henseender udgør et flashback. Det er ikke den modne melodramatiker fra Brudte favntag (2009) og Huden jeg bor i (2011), man møder i Los amantes pasajeros. Snarere bliver der pjattet, krukket og campet, så man føler sig hensat til Pepi, Luci, Bom og de andre (1980), Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988) og andre af begyndelsens bolsjefarvede sætstykker.

   Det er et camoufleret kammerspil for henved en halv snes personer. Et rutefly fra Péninsula Air skal fra Madrid til Mexico City, da understellet sætter sig fast. En nødlanding er påkrævet, men ingen lufthavne er ledige. Derfor cirkler flyet i timevis over Toledo. Passagererne og personalet fra økonomiklassen bliver bedøvet med sovemedicin og lader stort set ikke høre fra sig. Til gengæld går det heftigt til på Business Class, hvor man kræver en forklaring og går i forskellige stadier af panik, mens tre ret sublimt karikerede pursere diverterer med homoerotiske slagnumre.

KOMEDIEN lyder nok sjovere, end den er. I hvert fald er kvaliteten af humoren mildest talt ujævn. Der er veloplagte udvekslinger mellem Javier Cámara, Carlos Areces og Raul Arevalo, som spiller kabyssens dynamiske, ikke-ciskønnede trio, og Antonio de la Torre og Hugo Silva, som spiller de binære og regulært rædselsslagne piloter. Der er også livløse scener som den opreklamerede karaoke-udgave af Pointer Sisters-hittet »I'm So Excited«, der har givet filmen engelsk titel.

   I kabinen sidder et skrabsammen af repræsentative karakterer fra dagens kompromitterede Spanien: en falleret forretningsmand, som flygter fra derouten; en skuespiller med kæresteproblemer; en kræsen dominatrice, som hævder at have belastende optagelser med 600 samfundsstøtter; en latinamerikansk lejemorder; en sovende narkokurer og hans bedøvede brud, som giver guddommelige blowjobs i søvne. Et troskyldigt medium, som lugter død alle vegne i flyet, får taget sin mødom, da hun sniger sig ind til den svedige pøbel på Economy.

DET går livligt til, og omgangstonen er forfriskende sjofel. Som tiden går, bliver rammen dog også anstrengende klaustrofobisk. Det er tydeligt, at Almodóvar vil kombinere samtidssatiren med en nostalgisk øvelse i frigørende seksuelt anarki. Det lykkes, når scenerne kommer fra hjertet, men generelt er skabelonen for snæver. Fejlen ligger i manuskriptet, som i store partier – undskyld udtrykket – flyver på automatisk pilot. Der er dog også adskilligt at glæde sig over. Den gamle ræv har stadig tænder. Filmen er et kuriosum, snarere end en kunsterisk fejltagelse.

ALMODÓVAR har altid haft både svimmelt lys og grådigt mørke i bagagen. For hver Bind mig, elsk mig, Høje hæle og Kika, var der en Matador, en Begærets lov og Kødet skælver. Han nåede sin store, modne form i Alt om min mor (1999), Tal til hende (2002) og Volver (2006), som er rent ud sagt pragtfulde film, æstetisk eventyrlystne lovsange til tolerancen med uforglemmelige kvindefigurer og nogle af historiens bedste LGBTQ+-skildringer. Det kan ikke undre, hvis han føler sig fanget i forventningen om flere rugende hovedværker i stilen fra Dårlig dannelse (2004) og Brudte favntag, hvor alvoren ofte føles som en begrænsning.

   Men man kan ikke tage tilbage. Det må siges, at mundheldet passer på Almodóvar. Han kan ikke genbruge begyndelsens stilgreb, for letheden bliver nu en manér, og eftersom adel notorisk forpligter, vil publikum ikke tage til takke med halvbagt satire og hengemte vittigheder i noget, der mest af alt ligner en skitse til en studenterrevy, ajourført for veteranerne, som opfører den ved skolens jubilæum.

ENDELIG får flyet lov at lande i La Mancha, hvor en skandaleramt, nyopført lufthavn endnu aldrig er brugt. Forretningsmanden på Péninsula Flight 2549 flygter netop fra denne fadæse. I virkeligheden ligger der sådan en lufthavn i Ciudad Real, men Almodóvar kommer fra La Mancha, og det er passende, også for spansk selvforståelse, at alting ender med en mavelanding i et orgie af skum i byen, som Don Quixote og Sancho Pancha – samt Almodóvar selv – satte ud fra. Man kan i hvert fald havarere med elegance.

DER er som altid musik af Alberto Iglesias, et gennemført produktionsdesign (af Antxón Gómez og Federico Cambero) og energiske præstationer fra de dramatiske kræfter. Lola Dueñas, som spiller mediet Bruna, føles næsten som en flygtning fra de første film, en fe, der vil orientere sig i nye, mageløse omgivelser. For gamle dages skyld medvirker Penélope Cruz og Antonio Banderas i en enkelt scene. Nej, man kan ikke tage tilbage, men Almodóvar gør et bravt forsøg i De elskende passagerer.

Se også Pedro Almodóvar: Kika (1993); Pedro Almodóvar: Alt om min mor/ Todo sobre mi madre (1999); Pedro Almodóvar: Tal til hende/ Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/ La mala educacíon (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006); Pedro Almodóvar: Brudte favntag/ Los abrazos rotos (2009); Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/ La piel que habito (2011); Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4]; Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/ Madres paralelas (2021).

Los amantes pasajeros (De elskende passagerer). Instr. & manus: Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 90 min. Spanien 2013. Dansk premiere: 27.06.2013.

Fotos: El Deseo/ FilmNation Entertainment/ UIP/ Midget Entertainment (Mis.Label)/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 26.08.2013

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.06.2013

Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/ La piel que habito (2011)

ØJNE UDEN ANSIGT

Hysterisk konfekt med forsonende kærtegn

Af BO GREEN JENSEN

PEDRO Almodóvar nærer en kærlighed til det mørke melodrama, der er strakt så stramt over stoffet, at det truer med at kamme over i selvparodi og rent hysteri. Især er han glad for begravede hemmeligheder, der ulmer i bunden af plottet og røbes på spektakulær vis til slut. Og for anspændt erotiske situationer, hvor en aktiv part voldtager den svage med en uventet, kærlig forløsning til følge.

   Som meget andet hos den spanske filmskaber, der i ekstrem grad udtrykker sig gennem stilen, er dragningen mod den forvredne passion på én gang en betragtelig styrke og en betydelig svaghed. Almodóvar har aldrig været bange for at gå så langt, som det er muligt og ofte også nødvendigt, hvis man vil nå sine mål. Hable con ella (2002, da. Tal til hende), en ejendommelig fabel om koma, kærlig voldtægt og kønnets undren, hører til hans bedste og mest personlige film.

SOM regel, og når han er bedst, bliver Almodóvar reddet af humoren, varmen og menneskeligheden, der udmærkede de kitschede sexstykker fra begyndelsen af værklisten. Film som ¡Atame! (1990, da. Bind mig, elsk mig!), Tacones lejanos (1991, da. Høje hæle) og Kika (1993) havde været ubærlige uden smilet i bunden. Og tidlige film som Laberinto de pasiones (1982, da. Passionens labyrint), Matador (1986, da. Kærlighedens matadorer) og La ley del deseo (1987, da. Begærets lov) er eksempler på, at den rensede mørke lidenskab kan fungere.

   Omvendt har en overdosering af alvor, æstetik og manér ført til svulstige vildfarelser, som blot bliver mere frusterende af at være så gennemført realiseret. Især i det seneste tiår har Almodóvar forsøgt at fjerne selvironien. La mala educacíon (2004, da. Dårlig dannelse) og Los abrazos rotos (2009, da. Brudte favntag) er eksempler. Heldigvis er der også film som Volver (2006), hvor et cast af stærke kvinder arbejder sammen som i hovedværkerne Mujeres al borde de un ataque de nervios (1988, da. Kvinder på randen af nervøst sammenbrud) og Todo sobre mi madre (1999, da. Alt om min mor).

MAN fornemmer nok, at dette ikke er optakten til en begejstret anmeldelse af La piel que habito, som på dansk meget straight hedder Huden jeg bor i. Instruktørens spillefilm nr. 18 har ellers gode kort på hånden. For første gang siden 1990 er Antonio Banderas tilbage i den mandlige hovedrolle. Også ikonet Marisa Paredes medvirker, og Elena Anaya er et dækkende valg til rollen som identitetsmysteriet Vera Cruz. Hendes navn er sådan cirka den eneste smilerynke i filmen. Plottets krumtap er et chokerende vilkår, som forrykker hele fundamentet og som derfor ikke må afsløres for nogen pris.*

AF samme grund er det svært at skrive om historien, som bygger på en sort psykothriller, Mygale (1984, da. Spindleren) af franskmanden Thierry Jonquet.

   Det er en af den slags film, hvor kirurgen Robert Legard (Banderas) har en fuldt udrustet operationsstue med tilhørende forsøgslaboratorium i den Batgrotte-agtige kælder under sit hus. Længe er det uklart, om kvinden Vera Cruz er fange, patient eller forsøgsdyr. Kun husholdersken (Paredes) kender hele sandheden.

   Legards problemer begynder, da husholderskens kriminelle søn ved et tilfælde opdager, at huset rummer en smuk hemmelighed. Dét tør siges. Hele filmen ånder tungt af hemmeligheder, næsten så man hiver efter vejret. Det er et væsentligt hint, at Legard på et tidspunkt har mistet sin hustru. Samt at lægen er en kapacitet på sit felt, hvor man forsker i at genopbygge ødelagte ansigtstræk.

DET er svært at tage kernen i mysteriet helt alvorligt. Til gengæld bliver filmen reddet på stregen, fordi Almodóvar lader varme og ømhed være en ægte faktor i det skematiske hævndrama. Så man overraskes atter af mildheden.

   Visuelt udgør filmen en hyldest til Georges Franjus horrorklassiker Les yeux sans visage (1960, da. Øjne uden ansigt), som citeres så udførligt, at det halve kunne være nok. Scenografien (af Antxón Gómez) er overdådig, og Alberto Iglesias har komponeret et stemningsfuldt score. På den æstetiske side af sagen er der ingenting at komme efter.

HER er voldtægt, mordbrand, sindssygdom, flere kronologiske lag og en god portion gender bending i spil. Og det er sandt, som britiske anmeldere har bemærket, at man kan forestille sig en Hitchcock-version af historien med Cary Grant i Banderas’ rolle. Der er det samme formelle mesterskab. Problemet er bare, at det aldrig brænder på for Almodóvar. Der er ingen tegn på engagement eller lidenskab i den genrehistoriske rebus, som filmen minder om, når den er koldest og værst.

HUDEN jeg bor i må være indbegrebet af en interessant fejltagelse. Man kan ikke kalde filmen vellykket ud fra nogen fornuftig betragtning, men som hysterisk konstruktion har den underholdningsværdi. Især er der gode kærlighedsscener, hvor kærtegnet bliver det eneste sikre i en virkelighed, som er skabt af illusioner, misforstået skyld og en syntetisk hud, som man ikke kan krænge af sig.

*) Det er dog frejdigt lagt frem i den trailer, som reklamerer for filmen. Faktisk er traileren spækket med spoilers. Som kritiker bliver man ofte beskyldt for at røbe for meget. Så med tiden lærer man at lade være og hellere sige for lidt end for meget, skønt der af samme grund bliver lag og motiver, som man ikke kan gå ned i. Jeg sætter selv pris på intet at vide før filmen. Det er en del af attraktionen ved at være på festivaler. Omvendt undrer det mig, at læserne er sarte, når man tager i betragtning, hvor meget der bliver afsløret, alene i en gennemsnitstrailer. Dén for Huden jeg bor i er særligt slem. Derfor en ekstra spoiler alert. 

Se også Pedro Almodóvar: Kika (1993); Pedro Almodóvar: Alt om min mor/ Todo sobre mi madre (1999); Pedro Almodóvar: Tal til hende/ Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/ La mala educacíon (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006); Pedro Almodóvar: Brudte favntag /Los abrazos rotos (2009); Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/ Los amantes pasajeros (2013); Pedro Almodóvar: Julieta (2016); Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4]; Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/ Madres paralelas (2021).

Huden jeg bor i (La piel que habito). Instr.,: Pedro Almodóvar. Manus: Agustín & Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 117 min. Spanien-USA 2011. Dansk premiere: 29.09.2011.

Fotos: El Deseo/ Blue Haze Entertainment/ Canal+ España/ FilmNation Entertainment/ ICO/ ICAA/ Televisión Española/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Pathé Distribution 26.12.2011

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 30.09.2011

Smerte og ære (Dolor y gloria) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4]

MELLEM NOSTALGI OG ULVETIME
En filmskaber ser sig tilbage – og frem

Af BO GREEN JENSEN

DA Fanden blev gammel, gik han i kloster, siger man. Filmskaberen Pedro Almodóvar, som fyldte 70 år i 2019, synes i udgangspunktet at have bestemt en lignende skæbne for Salvador Mallo (Antonio Banderas), der fungerer som hans alter ego i fødselsdagsfilmen Smerte og ære.
   I hvert fald har begge mænd fjernet sig langt fra vildskaben og euforien i de første hedonistiske år i Madrid. Da Salvador sent i filmen får kontakt med manden, han delte sit liv med dengang, kan tanken om begyndelsen stadig tænde en varme i den trætte mands blik. 1980ernes Madrid må have været Babylon, Rom og New York på én gang.*

SALVADOR ser tilbage på et langt liv med svær fysisk smerte og selvreflekterende værker, som han føler sig fjern og lidt følelsesløs overfor, skønt de nu er blevet klassikere. Han har isoleret sig i en udsøgt indrettet lejlighed, hvor han døjer med alt fra migræne til invaliderende rygsmerter. En fusionsoperation har fikseret rygrad og nakke. Huset er fyldt med kunst og design, som han har investereret pengene fra sin succes i.
   Instruktøren har i 30 år ikke talt med skuespilleren Alberto Crespo (Asier Etxeandia), som medvirkede i hans gennembrudsfilm. Salvador syntes ikke, at Alberto fremstillede karakteren, som den var skrevet. Alberto har aldrig tilgivet filmskaberen for at fortælle om det vidt og bredt.**
   Nu har Salvador genset filmen, som skal vises i en restaureret kopi. Filminstituttet har bedt ham komme til premieren. Denne gang synes han bedre om filmen. Salvador opsøger Alberto og beder ham tage med til præsentationen. Skuespilleren lever en tilsvarende, halvt tilbagetrukket skyggetilværelse og håber at gøre comeback på teatret. Der lykkes ret hurtigt for begge mænd at glemme, hvad der har været af ufred. 

ALBERTO introducerer Salvador til den definitive smertelindring. Faktisk må Smerte og ære være den mest effektive annonce for rygeheroin, som er set noget sted. Instruktøren bliver tilvænnet på ingen tid. Han synker ned og ind i erindringer om sin barndom, da familien boede i en hvidkalket grotte i en afsides landsby, hvor Albertos forældre ville begynde et nyt liv.***
   Her har filmen sit dybeste lag. Drengens mor, Jacinta (Penélope Cruz), arbejdede hårdt, og Salvador så for første gang på en mand med begær.

DISSE erindringsglimt indgår i et prosafragment, »Afhængigheden«, som Salvador har fremme på skærmen, da Alberto besøger ham første gang. Skuespilleren er nu blevet Salvadors dealer, skønt ingen af dem sætter ord på arrangementet. Salvador ryger sig væk fra smerten, og imens læser Alberto hans tekst. Begge dele får vidtrækkende konsekvenser.
   Det er især de farvemættede barndomsscener, der har en forklaret ny kvalitet. Det gælder bogstaveligt styrken i lyset og de gavmilde brede beskæringer. I sidste scene ser vi, at det første tilbageblik – hvor Salvador og Jacinta overnatter på jernbanestationen i den nye by – er åbningsscenen i værket, som Salvador er begyndt at optage efter sin sæson i helvede.

DER er mange flere detaljer. Smerte og ære er, både i sin skrøbelige nutid og det lysende erindringsspor, en uhyre velkonstrueret fortælling. Antonio Banderas har ikke haft så rig en rolle i årevis, og Penélope Cruz er indbegrebet af moderlig styrke, godhed og varme.
   Begge var medlemmer af Almodóvars »familie« i begyndelsen af deres karrierer. Det giver metalaget ekstra dybde, at Banderas har rollen som Almodóvars stand-in. For Banderas er jo skuespilleren, Alberto-figuren, som instruktøren ragede uklar med for alle de år siden.
   Det blev Victoria Abril, som gestaltede driften i Almodóvars mest manierede periode – fra Bind mig! Elsk mig! (1989) til og med Kika (1993) – men Cruz kom til i Kødet skælver (1997) og har båret to af hans bedste kvindeportrætter: Raimunda i Volver (2006) og Lena i Brudte favntag (2009). Både Cruz og Banderas var med flyet i farcen om De elskende passagerer (2013), der kom som en solstråle mellem Huden jeg bor i (2011) og Julieta (2016).

FILMEN henviser til ekstravagante værker, til den kitschede punk-æstetik og de erotiske excesser i begyndelsen af Salvadors karriere. Men Almodóvar afstår fra at citere og rekonstruere. Smerte og ære har samme autofiktive følelse som Ingmar Bergmans Ved vejs ende (1959), Federico Fellinis 8½ (1963) og Bob Fosses All That Jazz (1979). Et erindringslandskab bliver befolket, et livsværk overvejes mellem nostalgi og ulvetime.
   Det er en sjældent disciplineret opvisning i moden filmkunst. Det er samtidig en film, som ikke ville være der uden de andre. Metafiktionen fungerer, fordi Almodóvar kan tage for givet, at publikum kender de film, som opsamlingsværket henviser til. Smerte og ære er hans Bringing It All Back Home og Blood on the Tracks i omnibusudgave.

Se også Pedro Almodóvar: Kika (1993); Pedro Almodóvar: Alt om min mor/ Todo sobre mi madre (1999); Pedro Almodóvar: Tal til hende/ Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/ La mala educacion (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006); Pedro Almodóvar: Brudte favntag/ Los abrazos rotos (2009); Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/ La piel que habito (2011); Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/ Los amantes pasajeros (2013); Pedro Almodóvar: Julieta (2016); Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/ Madres paralelas (2021).

*) »I mine øjne var de første år af firserne uforfærdede på den måde, at tiden kastede meget af sig,« skrev Almodóvar i sit forord til Patty Diphusa y otros textos (1991). »Vi var ikke kun meget yngre og meget slankere, men vores uvidenhed gjorde, at vi med glæde gav os i kast med det hele. Vi kendte ikke tingenes pris, og vi tænkte heller ikke på markedet.« 

   Patty Diffusa var en figur, som Almodóvar udviklede i satiriske noveller og hurtige skitser, han skrev til magasinet La Luna i begyndelsen af 80erne, da man talte om La Movida - dvs. »Bevægelsen« – som fulgte efter Franco-epoken. Almodóvar var med overalt. Han skrev i La Luna, indgik i teatergruppen Los Galiardos, spillede i bandet Almodóvar y Mcnamara og producerede – for egne penge og i ånden fra Andy Warhol – en stribe kortfilm, der kulminerede i optagelsen af Pepi, Luci, Bom og andre piger fra kliken (1980), som fik kommerciel premiere og banede vejen for alt, hvad der fulgte. 
   Novellerne blev samlet i 1991. Herhjemme udkom Patty Diffusa, toiletternes venus og andre tekster i Helge Krarups oversættelse på forlaget Politisk Revy. Almodóvar lagde allerede afstand til La Movida: »Det er et ord, vi aldrig accepterede. Det er svært at tale om, for vi har aldrig genkendt os selv i definitionen af ordet. La Movida er mediernes opfindelse. Men det er sandt: man kan snakke om os, som arbejdede i Madrid og lavede meget moderne ting inden for nogle helt bestemte år, i 1977-82.«
   »Vi havde ingen hukommelse, og vi efterlignede alt det, vi kunne lide, og vi nød at gøre det. Der var ikke den mindste følelse af solidaritet, hverken politisk, socialt eller generationsmæssigt, og jo mere vi plagierede, jo mere autentiske var vi. Vi havde meget høje tanker om alting, men manglen på perspektiv gav det modsatte resultat. Stofferne åbenbarede sig kun fra deres legende side, og sex var hygiejnisk.«

**) Plakaten for filmen i filmen – som hedder Sabor (»Smag«) – viser en rød mund med tyk jordbærtunge. Stilen er popkunst og tarvelig chic. På værklisten svarer den cirka til Passionens labyrint (1982), hvor Banderas havde sin første rolle i en Almodóvar-film, og Begærets lov fra 1987. Banderas fik sit gennembrud i thrilleren Matador (1986), der er stemt i et andet register. Han var hanen i hønsegården i Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988) og Bind mig! Elsk mig! (1990), før han tog til Hollywood for at spille Zorro og alt, hvad der fulgte. Først 20 år senere var han tilbage i Huden jeg bor i (2011) og De elskende passagerer (2013). Dolor y gloria er tandemets film nr. 8. Både Banderas og Penélope Cruz synes altid at være lidt mere hjemme, når filmen er instrueret af Pedro Almodóvar. Vil man se dem agere med andre accenter, er den argentinsk-spanske metakomedie Official Competition (2021) et instruktivt bud. 

***) Almodóvar voksede op i Calzada de Calatrava i La Mancha. 

Smerte og ære (Dolor y gloria). Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 113 min. Spanien 2019. Dansk premiere: 05.09.2019

Foto: El Deseo/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment/ 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
2K Blu-ray fra Pathe Distribution 13.01.2020

Teksten er nyskrevet 09.12.2019. Ikke tidligere publiceret.