Translate

Viser opslag med etiketten Pedro Almodóvar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pedro Almodóvar. Vis alle opslag

mandag den 21. marts 2022

Pedro Almodóvar: Kika (1993)


DAGENS RÆDSLER
Opus 10 omfavner konsumerismen

Af BO GREEN JENSEN

AUGUST 1994: I en international filmindustri, hvor der bliver færre auteurs efter gammel model, er det spanske enfant terrible Pedro Almodóvar (f. 1949) et forfriskende bekendtskab.*
   Med den samme begrænsede kreds af aktører og med det samme lille sæt fikse ideer laver han film efter film af den mest mondænt bizarre slags, en slags stiliserede kammerspil, hvor provokerende politiske understrømme kappes med boblende humor og en demonstrativt kælen perversitet, der kunne være resultatet af en promiskuøs alliance mellem tidlig Andy Warhol og Rainer Werner Fassbinder i Satans yngel-perioden.
   Blikfanget er altid seksuelt. Æstetikken er tegneseriens, stiliseringen er på pop art-niveau og den pornografiske flirt er nærmest godmodig. Det mærkeligste og mest opmuntrende ved Almodóvar-fænomenet er dog den succes, som hans underlige film oplever.
   Siden Kærlighedens matadorer (1986) og Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988) har han været en af de ganske få europæiske instruktører, der har et stort publikum på det kommercielle amerikanske marked, og en stjerne som Antonio Banderas ville aldrig været blevet født, hvis ikke han havde været fast fyr og tyr i Almodóvars ekstravagante persongalleri.



OGSÅ herhjemme var der rigtig mange nyfigne biografgængere, som løste billet til Bind mig elsk mig (1989) og Høje hæle (1991), de seneste to kindkys fra den lune og luftige småanarkist. Hans opus ti får derfor en lancering, der ligner de store underholdningsfilms. Det er med andre ord længe siden, at Almodóvar tilhørte avantgarden. Tværtimod bliver det stadig mere fristende at se ham som kunstfilmens svar på Steven Spielberg.
   Kika er Almodóvars hidtil mest ambitiøse og formentlig også svageste værk. Problemet er dog primært, at alt i filmen er set, hørt og gjort før. Der er udmærkede episoder i Kika, og har man ikke set de forrige ni udstyrsstykker, vil man muligvis også føle sig løftet af den friskhed og respektløshed, som instruktøren skrider til værket med. Men havde det ikke været for Victoria Abril, hans faste kvindelige stjerne, ville resultatet have været pinligt.



ABRIL er denne gang ikke i fokus, men lyser gevaldigt op i rollen som mediepersonen Andrea Caracortada – Andrea Snitsår eller Andrea Scarface – en poppsykolog som i TV-programmet Dagens rædsler diverterer sit publikum med autentiske videobilleder af de mest hårrejsende og/eller slibrige hændelser, som er passeret i løbet af døgnet.
   Hun gør det iført opsigtsvækkende horrorkostumer af spektakulær og smagløs beskaffenhed, påmalede kvæstelser, blottede bryster, blinkende fremhævning af kønsdelene, og når hun som en anden rullende tabloidavis er ude at researche på sin motorcykel, er hun iført kropsnært læder og har et videokamera monteret på sin styrthjelm.
   Andrea Snitsår ligner et rumvæsen og er i Almodovars satiriske udlægning skildret som et menneske uden skrupler af nogen art. Mens figuren er malerisk nok, forekommer satiren imidlertid tam. Vi kan alle se værre eksempler på mediernes hæmningsløshed i det »rigtige« tv hver eneste dag.



PLOTTET i Kika begynder dog et helt andet sted. Peter Coyote, der senest spillede en pervers Casanova i Roman Polanskis Pascal Bruckner-filmatisering Bitter måne (1992), skal her forestille en seriemyrdende amerikansk forfatter, der slog sin første kone ihjel og på den måde fik et anstrengt forhold til stedsønnen Ramon (Alex Casanova), som er fotograf og stadig bærer på en udtalt moderbinding.
   Det er forfatteren, som forfører sminkøsen Kika, men det er Ramon, som gifter sig med den frejdige, kronisk sludrende figur, der vist nok skal være spontan og uimodståelig. I skikkelse af Veronica Forqué (1955-2021) irriterer hun mindst lige så meget, som hun bevæger.



KIKA vil i seksuel henseende strække sig meget langt for at gøre mændene omkring sig tilfredse. Hun er Almodóvars hidtil mest excentriske figur – det siger virkelig en del – og hun bærer i øvrigt flere slående ligheder med superkvinden Patty Diphusa, som i begyndelsen af 80erne var en gennemgående skikkelse i instruktørens satiriske magasinskriverier. Snart har Almodovar etableret en kryptisk og prekær hårdknude af personlige relationer: Kika er Ramon utro med svigerfaderen, der på sin side har masser af lig i lasten, men også den voyeuristiske fotograf har flere skeletter i skabet.



I PERIFERIEN lusker Andrea Snitsår rundt med sin falliske camcorder, og for at fuldende den melodramatiske baggrund, lader Almodóvar sin faste, talismanske primadonna, Rossy de Palma, fungere som tjenestepige i fortrængningernes hus. Hendes bror er den debile voldtægtsforbryder Pablo (Santiago Lajustica, der overtog Banderas plads i instruktørens univers), som hun naturligvis deler en incestuøs fortid med og gerne »giver et knald« for at pacifere. Blandt de øvrige marionetter skal nævnes Anabel Alonso som Kikas veninde Amparo og Bibi Andersen som mystisk mexicansk blondine.



VIST er der pirrende islæt for øjet, og man kan ikke frakende historien en kvalmende uimodståelighed, som ligner skandalenyhedernes tiltrækningskraft. Filmens bedste scene skildrer den retarderede Pablos voldtægt af Kika, som står på i timevis og som hverken en bodfærdig søster eller to korrupte politifolk kan afbryde. Da det endelig lykkes at hale Pablo væk fra sengen, springer han op på altankanten for at gøre sig færdig. Nedenfor står Andrea Snitsår og ser op mod lejligheden. En sæddråbe falder på hendes kind, og kameraet kæler for dette møde, som var tale om tårer eller svaret på en bøn om sne.



DET er et billede, som forener humor, ironi og patos, og man ville ikke kunne fjerne ét af elementerne uden at vælte hele den tematiske ligning. Først og fremmest er det et udslag af så original en ikonografisk strategi, at man føler sig talt til og anfægtet trods alt. Siden udhuler filmen dog disse krasse, men vellykkede effekter ved at blive ved for længe og for rodet, mens Coyote og Forqué begge overspiller utilgiveligt. Der er for resten også en kær parodi på litteraturprogrammer i tv.



DET er tydeligt, at instruktøren bestræber sig på at levere de elementer, som han føler vi forventer af ham. Forteksterne præsenterer ikke Kika som en film, der er instrueret af Pedro Almodóvar, men simpelt hen som »en film af ALMODÓVAR«, som var der tale om et indregistreret varemærke. Man kunne godt ønske sig, at Almodovar arbejdede mindre på at ligne sig selv og mere på at overskride sine egne hæmninger. Det bliver stadig mere tydeligt, at den kitschede stil og campede charme ofte gør mere skade end gavn.



DER er scener, hvor filmen vil være alvorlig, for eksempel efter den udstrakte voldtægt, hvor vi skal føle det virkeligt fornedrende, at Andrea Snitsår ikke vil respektere Kikas ret til at føle sig skændet. Denne pludselige oprigtighed kan dog ikke sameksistere med de grundlæggende stereotypier, og scenen føles mislykket. Men at den er der, vidner om instruktørens usikkerhed. Midt i hånlatteren repræsenterer den et velkomment menneskeligt træk.

*) Jeg har dateret teksten, fordi den er fuld af floskler og fordomme, som jeg ikke ville bruge nu og håber at have lagt bag mig. Som et øjebliksbillede af, hvordan kulturen så ud, og hvordan Almodóvar blev opfattet i 1993-94, er den til gengæld ret nøjagtig.



Fotos: El Deseo/ Ciby 2000/ October Films/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Soul Media (DK) 20.09.2021
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.08.1994
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,

lørdag den 19. marts 2022

Pedro Almodóvar: Alt om min mor/Todo sobre mi madre (1999)


SMÅ BEFRIELSER
Med suveræn selvfølgelighed

Af BO GREEN JENSEN

OKTOBER 1999: DET var brødrene Jean-Pierre og Luc Dardennes Rosetta, en lille belgisk dogmefilm, som modtog Guldpalmen, og det var franske Bruno Dumonts L’Humanité, som imponerede juryformanden David Cronenberg mest ved årets Cannes Festival.
   Havde det stået til publikum – og det vil i Cannes sige kritikerne – ville Pedro Almodóvars Alt om min mor have fået stemplet som årets suverænt bedste film. Nu blev det »kun« til et palmeblad for bedste instruktion, men ved det pressemøde med les palmarès, som afvikles efter afslutningsceremonien, var der ingen tvivl om, hvem vinderen var. Almodóvar blev modtaget med stående bifald. Og gav sig i øvrigt til at sige en masse pæne ting om de andre film.


NÅR det skulle være sådan, var anerkendelsen til instruktøren velanbragt. Almodóvar har altid skrevet højspændt melodramatiske historier, som lever i og med en grad af stilisering, der gør det muligt for ham at blande humor og tragedie, kitschet sex og stærke, klare kulører i en sprængform, som ligger lige på kanten af, hvad man kan tillade sig. Han begyndte karrieren med ekstreme film som Passionens labyrint (1982), Dunkle drifter (1983) og Kærlighedens matadorer (1985), der er svær at finde en smilerynke i, men fandt sin form og fik sit gennembrud med Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988), hvor Almodóvars uforlignelige tone klinger for første gang.


EFTER de stadig mere karikerede burlesker Bind mig, elsk mig (1990), Høje hæle (1991) og Kika (1993) kom Min hemmeligheds blomst (1995) som en lille befrielse. Det var et lavmælt, næsten Douglas Sirk'sk melodrama, som tog sine personer alvorligt og holdt sig til kvindernes synsvinkel, for en gangs skyld uden den neurotiske sex og den gæve transkønnethed, der siden instruktørens litterære debut med novellekredsen om Patty Diffusa havde været Almodóvars varemærke. I Kødet skælver (1997), en meget fri filmatisering af Ruth Rendells tætte thriller Live Flesh, var der endog blevet plads til at udvikle en slags politisk bevidsthed, og tonen nærmede sig ren realisme.
   Derfor kommer også Alt om min mor som en lille befrielse. Her er begyndelsens frodige unoder nemlig tilbage, og Almodóvar har alle billedkortene fremme: transvestitterne, det høje melodrama, de fortrolige kvinder og den neurotiske sex. Men også den modne alvor og livlinen til virkeligheden er bibeholdt. Det handler om store, rene følelser, som gør sig gældende på tværs af hensyn og fordomme, og strengt taget er det jo sådan.



DET er atter to af sine modne kvinder, Cecilia Roth og Marisa Paredes, som Almodóvar betror den kringlede historie. Lægen Manuela (Roth) har opdraget sønnen Esteban alene. De lever i en slags søskendeforhold, deler en kærlighed til gamle film som Joseph Mankiewiczs All About Eve (1950, da. Alt om Eva), der også hører til Almodóvars favoritter, og nyder generelt hinandens selskab. Esteban vil gerne skrive. Hans helt er Truman Capote, men det er Tennessee Wiliiams' klassiker A Streetcar Named Desire (da. Omstigning til Paradis), som de fejrer hans 17-års fødselsdag med at se. Esteban er nemlig meget optaget af skuespillerinden Humo Roja (Paredes), som spiller Blanche DuBois i den opsætning, der gæster Madrid.



EFTER forestillingen venter de i regnen ved teatret, fordi Esteban vil bede Roja om hendes autograf. Divaen skændes med sin kæreste, den stimulansafhængige og kronisk kværulerende Nina (Candela Pena), og har ikke overskud til til fans. Drengen løber efter bilen og bliver påkørt af en taxi. Ligesom Kødet skælver er filmen i scopeformat, og Almodóvars fotograf Affonso Beato lader kameraet tilte 180 grader. Med den døendes øjne ser vi Manuela komme løbende i en verden, der bogstaveligt er knækket og væltet.



PÅ denne ubærlighed er filmen bygget. Det er savnet af Esteban, som styrer Manuelas handlinger, men nu investerer Almodóvar for alvor sin kærlige humor i skæbnekabalen. Manuela tager til Barcelona for at finde Estebans far, den transseksuelle Lola, som hun ikke har set i alle årene. I stedet finder hun en anden ven fra dengang, den ukueligt charmerende Agrado (Antonia San Juan), der »fik sine bryster« sammen med Lola. Manuela bliver også en reservemor for den gravide Søster Rosa (Penélope Cruz), er påklæderske for Huma og Nina, ja kommer endog selv til at stå på scenen i Omstigning til Paradis.



DET hele slutter stort, tragisk og meget livsbekræftende, men undervejs er det jo ikke dette skæbnemønster, som ligger os mest på sinde. Almodóvar tager sine mennesker alvorligt og gør os oprigtigt engagerede i historien på en måde, som man ikke var i Bind mig, elsk mig og Kika, men det er tonen i de situationer som opstår, der er filmens største kvalitet. En eftermiddag drikker den sørgende Manuela champagne med en neurotisk diva, en hiv-positiv nonne og en prostitueret transseksuel. De fire lér og snakker så ubesværet, at den gode stemning breder sig til hele salen.



OVERHOVEDET er det længe siden, at en film har inddraget tilskuerne så stærkt. Almodóvar er hinsides gisnen om, hvad hans publikum synes om og forventer. Han meddeler sig fuldkommen ubesværet og har med årene udviklet en sjette sans for at lave perfekte billeder. Det var publikum, der ville give ham prisen i Cannes, og i dét er der poetisk retfærdighed. Alt om min mor er nemlig publikums film, og den er fuld af små befrielser.



Alt om min mor (Todo sobre mi madre). Instr. & manus: Pedro Almodóvar. Foto: Affonso Beato. 101 min. Spanien 1999. Dansk premiere: 29.10.1999.


Fotos: El Deseo/ France 2 Cinéma/ Canal +/ Renn Productions/ Via Digital/ Sony Pictures Classics/ The Hollywood Reporter/ Variety/ Festival de Cannes/ YouTube (Coolidge Center Oriiginal Trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio,SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Soul Media (DK) 08.11.2021.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.10.1999.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,

torsdag den 17. marts 2022

Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/Madres paralelas (2021)


NÅR GRAVENE BLIVER ÅBNET
Sanselig soning og fin feminisme

Af BO GREEN JENSEN

FORBINDELSEN knyttes tilfældigt, men det får vidtrækkende konsekvenser, da to spanske kvinder mødes på barselsgangen. Janis (Penélope Cruz) på 40 og Ana (Milena Smit) på 18 skal begge føde for første gang. De deler stue og falder naturligt i snak. Begge får velskabte døtre.
   Fotografen Janis ser frem til at blive mor. Det er sent, men det skal nok blive godt. Barnets far er Arturo (Israel Elejalde), som er retsmediciner og antropolog. De mødes i første scene af Pedro Almodóvars film nr. 22, som markerer et 40 års-jubilæum for instruktøren. Janis tager fotos til et interview, men bagefter har hun en personlig forespørgsel. Arturo arbejder for den historiske komité, der åbner massegravene fra Den Spanske Borgerkrig.



JANIS voksede op hos sin mormor. Alle i landsbyen ved, hvor graven med mændene er. Janis tilbyder Arturo opgaven, og de fatter sympati for hinanden. Der er måske et anstrøg af sex som valuta i transaktionen. I hvert fald lover Arturo, som har en kræftsyg hustru, at han vil arbejde for at få graven åbnet.
   Janis vil gerne være en god mor alene. Det har kvinderne i familien altid været, og hun nærmer sig livsfasen, hvor kontinuitet får betydning.
   For Ana er graviditeten én ulykke mere i tilværelsen, der hidtil har været en stor skuffelse. Pigens mor er skuespiller. Hos Almodóvar bliver der altid citeret. Her er det en monolog fra Federico Garcia Lorcas Frøken Rosita (1935), som Aitana Sánchez-Gijón fremsiger. Hun har igen ikke tid til sin kvæstede datter.
   Parallelle mødre foregår nu, men de historiske lag og markører er altid i billedet: 1930rnes borgerkrig, udrensningen af dissidenter og de 40 år med diktaturet. Almodóvar tilhører den første generation efter Franco-epoken. Han var forrest i feltet, da strømningen »La Movida Madrileña« begyndte. De satiriske tekster om Patty Diffusa og film som Pepi, Luci, Bom og de andre (1981) var centrale for frihedskulturen.


PEDRO Almodóvar (f. 1949) bliver stadig forbundet med de stiliserede genrestykker – han kalder dem »popfilm« – der gav ham et stort navn i 1980erne. Han var tidligt ude med queer cinema og en kønstematik, som nu forekommer profetisk. Dengang blev det set som manerer og stilgreb.
   I de første værker castede han Victoria Abril som en erotisk spøg-og-skæmt effekt. Et lille ensemble tog form. Fra og med Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988) var Almodóvar et verdensnavn. Penélope Cruz og Antonio Banderas begyndte i hans film. Det var naturligt, at begge vendte tilbage i den selvbiografiske Smerte og ære fra 2019.
   Med Min hemmeligheds blomst (1995) og Alt om min mor (1999) kom Almodóvar til det modne melodrama. Herefter aftog satiren. Med den svimle farce om De elskende passagerer (2013) som undtagelsen, der bekræfter en regel, er det faktisk tyve år og ti film siden, at instruktøren har dyrket den selvironiske, kønspolitiske camp, som mange stadig kender ham for.
   Der har været psykologiske genrestykker – Tal til hende (2002) og Huden jeg bor i (2011) – og to melankolske autofiktioner: Dårlig dannelse (2004) og Smerte og ære. Ellers er værkerne efter 2000 en serie af feministiske kvindeportrætter: Volver (2006), Brudte favntag (2009), Julieta (2016).



ALLEREDE i Brudte favntag ser man en plakat for Parallelle mødre. Den hænger på væggen hos Lena, som er Cruz’ karakter i den film. Almodóvar siger, at han gik i årevis med ideen. Han ville fejre kvindernes bånd og lade generationerne mødes. Det var vigtigt at give dem hemmeligheder.
   Parallelle mødre handler om sandheder, der graves fri. Der er mere undertekst end sædvanligt, og især er der mere realpolitik. Jeg skal ikke afsløre vilkåret, som besegler kvindernes skæbne. Men fortielsen har betydning. Først da en hemmelighed er røbet, kan reaktionerne på det fortrængte begynde. Her bliver filmen stille og klar.


FILMENS bærende drift er dog trangen til at tale ud. 140.000 personer forsvandt under Franco. Som ung ville Almodóvar bare videre. Til det britiske filmtidsskrift Sight and Sound siger han: »Vi havde for travlt med at fejre vores frihed til at tænke på massegravene. I 1978 ville jeg bare have det sjovt og tale om det nye Spanien, som slet ikke lignede det gamle.«*
   Nu er instruktøren 72, og der skal tales om gravene, uanset hvad det koster. Det lægger ganske vist en hinde af dogme og plan over det menneskelige drama i Parallelle mødre. Omvendt er filmens sidste kvarter en mesterlig og befriende udredning af de koncentrerede traumer. Slutbilledet er blandt de smukkeste, som husfotografen José Luis Alcaine har skabt til Almodóvars film.



ELLERS er alt ved det gamle: den farverige bolig; lange samtaler i det varme spanske køkken; naturlig og sanselig elskov. Atmosfæren af affolkethed har med filmens tilblivelse at gøre: Parallelle mødre blev optaget i 2021, da COVID-19-restriktionerne stod ved magt. Scenerne fra marken, hvor der graves, får af samme grund en særlig taktil kvalitet. Man mærker endelig solen og vinden.
   De glemte grave er åbne igen. Fortiden kan måske ikke sones, men den kan heller ikke ties ihjel. Almodóvar slutter filmen med et citat fra Eduardo Galeano: »Ingen historie er stum. Uanset hvor meget de brænder den, knuser den og lyver om den, nægter menneskets historie at holde mund.«**
   Tiden, som var, bliver ved med at tikke inden i tiden, som er. For Almodóvar er denne film noget så sjældent som et politisk værk med et budskab. Som melodramatiker har han af og til lignet et uægte barn af Luis Buñuel og Douglas Sirk. Her er han endelig mesteren selv.



*) I Sight and Sound March 2022, Volume 32, Issue 2 ss.38-47 har Maria Delgado en lang samtale med Almodóvar, der taler åbent om arven efter Franco-tiden og hele filmværket. Det er aldrig lykkedes mig at få et interview med instruktøren. Tættest på kom jeg i Cannes i 2009, da Brudte favntag blev præsenteret. Almodóvar beklagede og sagde, at han ikke selv styrede dagsplanen. Jeg var i stedet en af 17 journalister, som interviewede Penélope Cruz ved, hvad der skulle have været en rundbordssamtale på 20 minutter. Hun kom for sent og sad midt i virakken i 12 minutter. Hun svarede yderst henholdende på en styrtregn af fremråbte spørgsmål, som kun havde lidt med filmen at gøre. Vi sad på Hotel Carltons strandrestaurant. På vej tilbage til hotellet blev Cruz jaget af fotografer og fans. Hun var sammen med sin datter og snublede på vej over La Croisette. Det kan ikke have været morsomt. Efterfølgende gik alle hjem og skrev, at de havde talt med Penélope Cruz i Cannes. Journalistik er somme tider et cirkus. Især når det gælder topstyrede junkets, der alene handler om lancering. 

**) Uruguyaneren Eduardo Galeano (1940-2015) udviklede et dokumentarisk format, som kombinerer historisk praktis og journalistisk metode med filosofisk eftertanke og fiktionens virkemidler. Trebindsværket Memoria del fuego (1982-1986, da. Ildens erindring) fortæller i almanakform historien om de amerikanske kontinenter før, under og efter den europæiske kolonisering. Galeano blev eksileret i 1973, da hæren tog magten i Uruguay. I Argentina skrev han Las venas abiertas de América Latina (1971, da. Latinamerikas åreladning), som kortlægger baggrunden for de fascistiske statskup i Chile og Uruguay. Da militæret i 1976 tog magten i Argentina, kom Galeano også på dødslisten hér. Han skrev Ildens erindring i det nye spanske demokrati. Senere i forfatterskabet udvides perspektivet, så almanakformen omfatter hele planeten og menneskeheden. Almodóvar citerer fra Patas arriba: Escuela del mundo al revés (1998, da. Med fødderne opad: den omvendte verdens skole). Forlaget Klim har udgivet mange af Galeanos bøger på dansk. 



Parallelle mødre (Madres paralelas). Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 123 min. Spanien 2021. Dansk premiere: 03.03.2022.


Fotos: El Deseo/ Pathé/ Radio Televisión Española/ Remotamente Films/ Sony Pictures Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Sight & Sound (aerial shot of opened grave), Atticus Review (Galeano portrait)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 22.06.2022
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2022

Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)