Du som er i himlen | As in Heaven (2021) [Kvindernes kampdag 2024]

EN FØDSEL OG ET DØDSFALD

Filmen er tilegnet mødre og døtre 

Af BO GREEN JENSEN

DET er fortællingen om et forudsigeligt dødsfald. Handlingsgangen er forstemmende enkel og ufravigelig. Den udspiller sig over ca. et døgn ved forrige århundredeskifte, da Danmark endnu var en landbrugsnation. Det er ikke evigheder siden. De fleste af os har rødder på landet.

   Anna Gram (Ida Cæcilie Rasmussen), den 36-årige madmor og frue på slægtsgården Broholm, skal føde sit syvende barn. Hendes ældste datter, Lise på 14, er midt i det hele og hovedpersonen. Det er ikke en skæbnefortælling, for udfaldet kunne være undgået, hvis der var mindre tro – og overtro. Men på en måde bliver Lises skæbne afgjort. Hun begynder dagen som ældste barn. Ved slutningen er hun forvandlet til voksen.

   Kusinerne Elsbet og Grethe er kommet for at hjælpe til. De fornemmer tidligt, at noget er galt, og advokerer for, at man tilkalder Doktor Lund. Men Anna har drømt, at hun ikke ville leve, hvis lægens hjælp bliver nødvendig. På dét punkt er Kloge Sine, den gamle pige i huset, ikke fornuftig. Når drømme er stærke, har de betydning. Annas ønske må respekteres.

   Så dagen går ubønhørligt. Anna er væk i veer og blodstyrtninger. Det foregår for det meste off screen. Børnene ser i brudstykker, hvad der sker for deres mor. Da far Arne kommer hjem fra markedet og tror, at han skal spise middag med naboen, som gør ham følge, er den gode stemning fra morgenen vendt. Der bliver ikke flere lyse dage på Broholm.

MARIE Bregendahl (1867-1940) skrev sin korte, karakteristisk klarøjede roman i 1912. Hun var da ti år inde i forfatterskabet, som følges videre gennem livet med piger og kvinder som Lise Gram. Det er allerede fra Bregendahls hånd en filmisk tekst, der flitrer ud og ind af mange synsvinkler. Fortællemåden er panoramisk:

 »Saadan flimrede der i dette Par Ventetimer et broget Mylder af Billeder frem for Børnenes Øjne, smaa og store, mindre væsentlige og skæbnebestemmende imellem hverandre. Dog alle indbyrdes forbundne, thi de var alle tegnede paa den samme sorte Baggrund: Moderens dødssyge Tilstand.«*

   

Bregendahl komponerer i billeder og situationer. Karaktererne og dagens rytme etableres i en sekvens, der er perfekt oversat til steadycam-kredsen. Børnene er begejstrede over at se deres mor sidde ved bordet og smøre brød i stedet for at gå omkring. »Klog’ Sine« ser på det hele og glæder sig såre. »Gud bewaar Jer aalsammen!« siger hun bevæget.

   Situationen er indrammet som på et maleri. Kirsten Olesen siger »Gud bevare jer alle« med samme spontane affekt. Vi er klar til at gå helt ind i livet på gården, som dette lange sommerdøgn vil ændre for bestandig.

TEA Lindeburgs bearbejdelse af romanen er eksemplarisk. Hun lader i vid udstrækning Bregendahls billeder stå, men hun tilføjer ny dialog. Drengen på Møllegaarden, som simpelt hen er blevet efterladt, og stedsønnen på Broholm, Jens-Peder, der sørger lige så stærkt over Anna, får mere nærvær i filmen. Det er ellers en verden af kvinder og børn, og filmen er tilegnet mødre og døtre.

   Broholm er en stor, velfungerende drift. Filmen har samme fornemmelse for at beskrive landlivet realistisk, som man kunne se i Michael Noers Før frosten (2018), men der er ikke kun fokus på slid og nød. Der er en balance, som er mere skrøbelig, end den ser ud. Møllegården er skræmmebillede på, hvad Broholm kan blive, når Madmor er væk. Hele livet er der hele tiden.

DET giver god mening at ændre titlen fra En Dødsnat til Du som er i himlen. Tekstens bærende drama har at gøre med det sted i Fadervor, hvor vi bekender vor tro og siger »ske din vilje, som i himlen således også på jorden«.

   Lise kan ikke få ordene frem, da Gud er ved at tage hendes mor. Det lykkes i andet forsøg, men kun af hensyn til ritualet. »Jeg er træt af Gud,« siger hun i en replik, som Lindeburg tilføjer for egen regning.

   Der er få, men strategiske tilføjelser. Mest effektfuld er drømmesekvensen, som indleder og kommenterer forløbet. Lise går gennem kornet på bare fødder, naturen er stor og sublim. Der skrues op for Kristian Leths musik, som ellers er økonomisk doseret, og i en majestætisk udzoomning ser vi, at der hænger en sky af rød dis over landskabet.

   Der falder blod på Lises ansigt i drømmen. Så får hun tøj på og kommer, stadig barfodet, ud på gårdspladsen, hvor far Arne tager afsked for dagen. Han giver hende ansvaret. »Og gør noget ved dig selv. Du ligner jo stadig et barn.«

DA Lise er blevet reservemor for sine søskende, har hun ikke længere bare tæer. Farmor rækker hende riven. Fødderne er pakket ind. Lises mor havde trumfet igennem, at pigen skulle på højskole. Det bliver der ikke noget af.

   En Dødsnat er en autofiktion, som bruger Bregendahls egen baggrund. Hun mistede sin mor på den måde. Hun blev voksen som teenager, da hendes far (som vist nok var Arne Gram op ad dage) forsvandt ind i sig selv. Men Marie kom på højskole og begyndte at nære sin drøm om at skrive. Hun forstod, at økonomisk uafhængighed betyder frihed.

   Hun brød sin forlovelse og giftede sig med Jeppe Aakjær mod familiens vilje. Da parret blev skilt, prioriterede hun autonomien. Det skal til Aakjærs forsvar siges, at han promoverede Bregendahls skrifter, også efter deres brud. Fredrik Hegel fra Gyldendal fandt teksten ufeminin og brutal. Vi ville sige moderne.

DET er en hård, smuk og klar film, som Tea Lindeburg har skabt efter Bregendahls bog. Alle scener afvikles med selvfølgelighed. Skønt Lise bliver fanget ind til slut, fornemmer vi tekstens forfatter. Livet på gården er skildret så stort, at man har italienske og svenske (for)billeder i baghovedet.

   Flora Ofelia Hofmann Lindahl har myndighed og naturlig autoritet som Lise. Selv de mindste børn i flokken får en unik karakter. Palma Lindeburg Leth og Flora August er kusinerne Elsbet og Grethe. Der er en særlig kontakt mellem Lise og Helga, næstyngste søster, som spilles af Anna-Olivia Øster Coakley. De røde sko går i arv ligesom spændet fra mor Annas hår.

   Der stilles skarpt på nye ansigter, mens de tunge voksenroller er lagt hos skuespillere, der var unge og kommende for tyve år siden: Thure Lindhardt, Stine Fischer Christensen, Jesper Asholt. I ældste led er Kirsten Olesen og Lisbeth Dahl veritable aristokrater.

DET er en film, som hylder kontinuiteten, skønt den kritiserer tingenes orden. Tea Lindeburg nærer tillid til børnene, der vil forstå at gøre det bedre. Det samme var hele pointen i Marie Bregendahls virke som kunstner.

   Hun ville glæde sig over filmens fortjente succes. Der er en ny årvågenhed i Du som er i himlen. Det kræver ikke meget at være årets bedste danske film til nu. Men mon ikke debutværket har samme status, når vi forlader 2022?**

Se også The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]; Suffragette (2015) [Kvindernes internationale kampdag 2021]; Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]; Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023].

*) Der er adskillige udgaver af teksten. Jeg citerer fra Marie Bregendahl: En Dødsnat + novellen Ved Lars Skrædders Sygeseng. Ill. Halfdan Pisket. Efterord af Hans Otto Jørgensen. 188 s. Forlaget Gladiator, 2013. 

**) Du som er i himlen konkurrerede på San Sebastián International Film Festival i 2021 og modtog priser for Bedste Hovedrolle og Bedste instruktion. Den var Best Nordic Film på Göteborg Film Festival 2022. I 2023 var filmen Robert-nomineret i 12 kategorier og modtog prisen for Årets adapterede manuskript. Ved samme års Bodil-uddeling var Flora Ofelia Hofmann Lindahl nomineret for Bedste kvindelige hovedrolle og Tea Lindeburg for Bedste danske film. Jesper Clausen modtog Henning Bahs-prisen for Bedste scenografi. Robert uddeles af Det Danske Filmakademi; Bodil-priserne af Danske Filmkritikere.  

Du som er i himlen. Instr. & manus: Tea Lindeburg. Foto: Marcel Zyskind. 86 min. Danmark 2021. Dansk premiere: 10.02.2022.

Fotos: Motor Productions [framegrabs Marcel Zyskind | Stillfotograf Christian Geisnæs]/ Det Danske Filminstitut/ Danmarks Radio/ Maan Rental Ode/ Scanbox Entertainment/ Forlaget Gladiator/ Lindhardt og Ringhof/ NDSL/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Rotterdam International Film Festival [You Tube trailer]

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.02.2022 .

Sam Mendes: Away We Go (2009)

I MIDTEN AF LIVET

Et sjældent portræt af et lykkeligt par

Af BO GREEN JENSEN

LYKKEN er svær at skildre på film. Harmoni er kunstens fjende, og det gælder snarere om at skabe konflikter, der kan true balancen og udfordre idyllen, hvis man vil fastholde publikums interesse. Det lærer man på enhvert skrivekursus, og sædvanligvis er der meget om snakken. Også derfor er det bemærkelsesværdigt, at kærlighedens realitet og troen på fremtiden udgør et bærende tema i filmen med den eventyrligt klingende titel Away We Go.

   Teatermennesket Sam Mendes (f. 1965), som er brite, fik sit store og øjeblikkelige instruktørgennembrud i USA med Oscarvinderen American Beauty (1999), en ætsende syrlig sædekomedie, som manuskriptforfatteren Alan Ball (Six Feet Under) kan tage mindst halvdelen af æren for. Efter solide succeser som Road to Perdition (2002), antikrigsfilmen Jarhead (2005) og en kongenial filmatisering af Richard Yates' Revolutionary Road (2008) fik Mendes mulighed for at realisere en skæv og demonstrativt lille film om to gode mennesker, der skal have et barn sammen og prøver at finde et ordentligt hjem. Away We Go er enten en alvorlig komedie eller et drama med komiske islæt. En dværgelefant med girafpletter, altså, og som sådan et ret sjældent dyr.

BURT og Verona (John Krasinski og Maya Rudolph) har været gode sammen i mange år, da han bemærker, at hun smager anderledes og mere frugtagtig, idet han kysser hendes skød under tæppet. Hun beder ham lade være med at puste, som han plejer. Åbningsscenens hverdagsvarme er typisk for filmens kærlighedssyn. Der er ingen romantiske højder, men følelsen er alligevel dyb.

   Så nu skal de være forældre i en alder af 34 og 36. Ingen af de materielle ting er på plads, for årene gik med at afprøve livet. »Are we fuck-ups?« spørger de hinanden. Svaret blæser i vinden, men ikke for alvor. Verona og Burt er netop ikke tabere, for de er blevet voksne uden at miste hinanden. Mange i generationen har ventet for længe. Andre er blevet avlsmaskiner. Da Burts forældre (Catherine O'Hara og Jeff Daniels) træder i karakter som selviske 68'ere og tager til Belgien i to år, beslutter Verona, at tiden er inde til at se sig om efter et passende bosted med rigtige venner og sociale muligheder.

PÅ den måde bliver historien en anderledes road movie og en post-ironisk odyssé, som fører parret til Tucson og Phoenix i Arizona, til en jobsamtale i Madison, Wisconsin, og til et bittersødt gensyn med venner i Canada, som for amerikanere smager lidt af Det Forjættede Land. Ingen steder findes lykken, og først da en uerkendt længsel kalder Verona tilbage til de døde forældres hus, sidder parret med følelsen af at have fundet hjem. Handlingsgangen er forudsigelig på en meget smuk måde. Ingen tror vel for alvor, at glæde er geografisk bestemt.

   Away We Go er i forbifarten også en amerikansk vinterrejse, som prøver at måle tidens kropsvarme. Filmens nærmeste slægtninge er Alexander Paynes About Schmidt (2002), hvor enkemanden Jack Nicholson kører tværs over landet for at deltage i sin datters bryllup, og Jim Jarmuschs Broken Flowers (2005), hvor levemanden Bill Murray tager rundt og besøger sine eks-koner og kærester. Alle tre film handler naturligvis om at finde sig selv ved at spejle sig i andre. De er også dramatiske udstillingsvinduer for en mindre hær af gode gæstestjerner.

   For den hengivne Burt er der i grunden ingen verden uden for Verona. For ham er hun hjulet i midten af livet, og det kommende barn løfter alting på plads. Hun har sværere ved at acceptere flodens drift og skæbnens bane. Krasinski og Rudolph er usigeligt charmerende, og filmen er fuldkommen solidarisk med deres jordnære typer. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville have. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville være.

KONTRASTEN skabes af de karikerede typer, som Burt og Verona besøger på vejen til deres Eden. Veronas forhenværende kollega (Allison Janney) drikker desperate cocktails, nedgør sine overvægtige børn og taber tålmodigheden med sin bryske mand (Jim Gaffigan), der fantaserer om Amerikas kommende apokalypse.

   Burts bedste studiekammerat (Maggie Gyllenhaal) er nu en feministisk chefideolog, der opfatter klapvognen som en fascistisk rekvisit og har en blød hippiemand med en søhestefetich. Hun taler så overbærende om Verona, at den ellers milde Burt må skære igennem og sige fra, så det kan høres.

   Her når filmen komiske højder og sender samtidig tanken tilbage til rare klenodier som Bob Rafelsons Five Easy Pieces (1970) fra New Hollywoods storhedstid. Det sker endda med den samme, ganske let bedrevidende arrogance, som de unge movie brats fra boomer-generationen var fulde af.

  

MERE nuanceret skildres Grace (Carmen Ejogo), Veronas sørgmodige søster, som dater skiftende forretningsmænd i håb om at finde et acceptabelt kompromis. Burts bror (Paul Schneider) er blevet forladt af sin hustru. En gammel ven i Montreal (Chris Messina) nyder livet med en velstillet overskudsfamilie, men viser sig at bære på en smerte, der forløses i en enestående melankolsk scene, hvor hans hustru (Melanie Lynskey) danser til The Velvet Undergrounds gamle »Oh! Sweet Nuthin'«.

   Der er ikke skrevet ny musik. I stedet har Alexi Murdoch doneret ni sange, de fleste fra Time Without Consequence (2006), der lyder som pasticher på Nick Drake. Men temasangen »All My Days« har egenart og atmosfære. Også ristede kastanjer af George Harrison (»What is Life?«), The Stranglers (»Golden Brown«) og Bob Dylan (»Meet Me in the Morning«) er indlejret. Mendes har selv produceret det fornemme soundtrackalbum i samarbejde med Edward Saxon og Randall Poster.

   Originalt er især manuskriptet, som forfatterparret Dave Eggers (A Heartbreaking Work of Staggering Genius) og Vendela Vida (Let the Northern Lights Erase Your Name) har fyldt med autentiske detaljer. I filmen har Verona mistet begge forældre, da hun var i begyndelsen af tyverne. Det samme skete i virkeligheden for Eggers.*

I BUND og grund er Away We Go et enkelt portræt af et lykkeligt par, som bliver voksent og stifter familie. Et tema så banalt, at det tangerer det geniale. Sådan er der meget paradoksalt ved filmen, som er morsom, rørende, elegant og en lille smule selvglad i passager. Måske er der skønhedsfejl, men de er ikke store, og ånden driver værket i mål. Filmen er en ener. Man bliver glad og eftertænksom af at se den.

Se også Richard Yates og Revolutionary Road; James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020]; Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023].

*) Eggers fortæller i gennembrudsbogen om sit forhold til forældrene, sine søskende og især om, hvordan han som 21-årig påtog sig ansvaret for den yngste, 8-årige bror, da familien brød sammen. Lindhardt og Ringhof udgav Et hjertegribende værk af overvældende genialitet i Mich Vraas oversættelse i 2001. Fem af Eggers' romaner er kommet på dansk. De øvrige fire er: You Shall Know Our Velocity (2002, da. I skal føle vores hastighed, Lindhardt og Ringhof v/ Mich Vraa); The Circle (2015, da. The Circle, People's Press 2015 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Parade (2019, da. Paraden, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Captain and the Glory (2020, da. Kaptajnen og æren, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild). A Hologram for the King (2012), som Tom Tykwer filmatiserede (med bl.a. Tom Hanks og Sidse Babett Knudsen) i 2016, er mærkværdigvis ikke oversat. Heller ikke McSweeney's-samarbejdet med bl.a. Michael Chabon er repræsenteret. Vendela Vida er oversat til tysk og fransk. Ingen af hendes tekster findes på dansk.

Away We Go. Instr.: Sam Mendes. Manus: Dave Eggers, Vendela Vida. Foto: Ellen Kuras. 98 min. USA 2009. Dansk premiere: 10.07.2010.

Fotos: Focus Features/ Edward Saxon Productions/ Big Beach Films/ Neal Street Productions/ Twins Financing/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime og VIAPLAY

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.07.2010.

Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/Madres paralelas (2021)

NÅR GRAVENE BLIVER ÅBNET
Sanselig soning og fin feminisme

Af BO GREEN JENSEN

FORBINDELSEN knyttes tilfældigt, men det får vidtrækkende konsekvenser, da to spanske kvinder mødes på barselsgangen. Janis (Penélope Cruz) på 40 og Ana (Milena Smit) på 18 skal begge føde for første gang. De deler stue og falder naturligt i snak. Begge får velskabte døtre.

   Fotografen Janis ser frem til at blive mor. Det er sent, men det skal nok blive godt. Barnets far er Arturo (Israel Elejalde), som er retsmediciner og antropolog. De mødes i første scene af Pedro Almodóvars film nr. 22, som markerer et 40 års-jubilæum for instruktøren. Janis tager fotos til et interview, men bagefter har hun en personlig forespørgsel. Arturo arbejder for den historiske komité, der åbner massegravene fra Den Spanske Borgerkrig.

JANIS voksede op hos sin mormor. Alle i landsbyen ved, hvor graven med mændene er. Janis tilbyder Arturo opgaven, og de fatter sympati for hinanden. Der er måske et anstrøg af sex som valuta i transaktionen. I hvert fald lover Arturo, som har en kræftsyg hustru, at han vil arbejde for at få graven åbnet.

   Janis vil gerne være en god mor alene. Det har kvinderne i familien altid været, og hun nærmer sig livsfasen, hvor kontinuitet får betydning.

   For Ana er graviditeten én ulykke mere i tilværelsen, der hidtil har været en stor skuffelse. Pigens mor er skuespiller. Hos Almodóvar bliver der altid citeret. Her er det en monolog fra Federico Garcia Lorcas Frøken Rosita (1935), som Aitana Sánchez-Gijón fremsiger. Hun har igen ikke tid til sin kvæstede datter.

   Parallelle mødre foregår nu, men de historiske lag og markører er altid i billedet: 1930rnes borgerkrig, udrensningen af dissidenter og de 40 år med diktaturet. Almodóvar tilhører den første generation efter Franco-epoken. Han var forrest i feltet, da strømningen »La Movida Madrileña« begyndte. De satiriske tekster om Patty Diffusa og film som Pepi, Luci, Bom og de andre (1981) var centrale for frihedskulturen.

PEDRO Almodóvar (f. 1949) bliver stadig forbundet med de stiliserede genrestykker – han kalder dem »popfilm« – der gav ham et stort navn i 1980erne. Han var tidligt ude med queer cinema og en kønstematik, som nu forekommer profetisk. Dengang blev det set som manerer og stilgreb.

   I de første værker castede han Victoria Abril som en erotisk spøg-og-skæmt effekt. Et lille ensemble tog form. Fra og med Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988) var Almodóvar et verdensnavn. Penélope Cruz og Antonio Banderas begyndte i hans film. Det var naturligt, at begge vendte tilbage i den selvbiografiske Smerte og ære fra 2019.

   Med Min hemmeligheds blomst (1995) og Alt om min mor (1999) kom Almodóvar til det modne melodrama. Herefter aftog satiren. Med den svimle farce om De elskende passagerer (2013) som undtagelsen, der bekræfter en regel, er det faktisk tyve år og ti film siden, at instruktøren har dyrket den selvironiske, kønspolitiske camp, som mange stadig kender ham for.

   Der har været psykologiske genrestykker – Tal til hende (2002) og Huden jeg bor i (2011) – og to melankolske autofiktioner: Dårlig dannelse (2004) og Smerte og ære. Ellers er værkerne efter 2000 en serie af feministiske kvindeportrætter: Volver (2006), Brudte favntag (2009), Julieta (2016).

ALLEREDE i Brudte favntag ser man en plakat for Parallelle mødre. Den hænger på væggen hos Lena, som er Cruz’ karakter i den film. Almodóvar siger, at han gik i årevis med ideen. Han ville fejre kvindernes bånd og lade generationerne mødes. Det var vigtigt at give dem hemmeligheder.

   Parallelle mødre handler om sandheder, der graves fri. Der er mere undertekst end sædvanligt, og især er der mere realpolitik. Jeg skal ikke afsløre vilkåret, som besegler kvindernes skæbne. Men fortielsen har betydning. Først da en hemmelighed er røbet, kan reaktionerne på det fortrængte begynde. Her bliver filmen stille og klar.

FILMENS bærende drift er dog trangen til at tale ud. 140.000 personer forsvandt under Franco. Som ung ville Almodóvar bare videre. Til det britiske filmtidsskrift Sight and Sound siger han: »Vi havde for travlt med at fejre vores frihed til at tænke på massegravene. I 1978 ville jeg bare have det sjovt og tale om det nye Spanien, som slet ikke lignede det gamle.«*

   Nu er instruktøren 72, og der skal tales om gravene, uanset hvad det koster. Det lægger ganske vist en hinde af dogme og plan over det menneskelige drama i Parallelle mødre. Omvendt er filmens sidste kvarter en mesterlig og befriende udredning af de koncentrerede traumer. Slutbilledet er blandt de smukkeste, som husfotografen José Luis Alcaine har skabt til Almodóvars film.

ELLERS er alt ved det gamle: den farverige bolig; lange samtaler i det varme spanske køkken; naturlig og sanselig elskov. Atmosfæren af affolkethed har med filmens tilblivelse at gøre: Parallelle mødre blev optaget i 2021, da COVID-19-restriktionerne stod ved magt. Scenerne fra marken, hvor der graves, får af samme grund en særlig taktil kvalitet. Man mærker endelig solen og vinden.

   De glemte grave er åbne igen. Fortiden kan måske ikke sones, men den kan heller ikke ties ihjel. Almodóvar slutter filmen med et citat fra Eduardo Galeano: »Ingen historie er stum. Uanset hvor meget de brænder den, knuser den og lyver om den, nægter menneskets historie at holde mund.«**

   Tiden, som var, bliver ved med at tikke inden i tiden, som er. For Almodóvar er denne film noget så sjældent som et politisk værk med et budskab. Som melodramatiker har han af og til lignet et uægte barn af Luis Buñuel og Douglas Sirk. Her er han endelig mesteren selv.

*) I Sight and Sound March 2022, Volume 32, Issue 2 ss.38-47 har Maria Delgado en lang samtale med Almodóvar, der taler åbent om arven efter Franco-tiden og hele filmværket. Det er aldrig lykkedes mig at få et interview med instruktøren. Tættest på kom jeg i Cannes i 2009, da Brudte favntag blev præsenteret. Almodóvar beklagede og sagde, at han ikke selv styrede dagsplanen. Jeg var i stedet en af 17 journalister, som interviewede Penélope Cruz ved, hvad der skulle have været en rundbordssamtale på 20 minutter. Hun kom for sent og sad midt i virakken i 12 minutter. Hun svarede yderst henholdende på en styrtregn af fremråbte spørgsmål, som kun havde lidt med filmen at gøre. Vi sad på Hotel Carltons strandrestaurant. På vej tilbage til hotellet blev Cruz jaget af fotografer og fans. Hun var sammen med sin datter og snublede på vej over La Croisette. Det kan ikke have været morsomt. Efterfølgende gik alle hjem og skrev, at de havde talt med Penélope Cruz i Cannes. Journalistik er somme tider et cirkus. Især når det gælder topstyrede junkets, der alene handler om lancering. 

**) Uruguyaneren Eduardo Galeano (1940-2015) udviklede et dokumentarisk format, som kombinerer historisk praktis og journalistisk metode med filosofisk eftertanke og fiktionens virkemidler. Trebindsværket Memoria del fuego (1982-1986, da. Ildens erindring) fortæller i almanakform historien om de amerikanske kontinenter før, under og efter den europæiske kolonisering. Galeano blev eksileret i 1973, da hæren tog magten i Uruguay. I Argentina skrev han Las venas abiertas de América Latina (1971, da. Latinamerikas åreladning), som kortlægger baggrunden for de fascistiske statskup i Chile og Uruguay. Da militæret i 1976 tog magten i Argentina, kom Galeano også på dødslisten hér. Han skrev Ildens erindring i det nye spanske demokrati. Senere i forfatterskabet udvides perspektivet, så almanakformen omfatter hele planeten og menneskeheden. Almodóvar citerer fra Patas arriba: Escuela del mundo al revés (1998, da. Med fødderne opad: den omvendte verdens skole). Forlaget Klim har udgivet mange af Galeanos bøger på dansk. 

Se også Pedro Almodóvar: Kika (1993); Pedro Almodóvar: Alt om min mor/ Todo sobre mi madre (1999); Pedro Almodóvar: Tal til hende/Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/La mala educacíon (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006); Pedro Almodóvar: Brudte favntag/Los abrazos rotos (2009); Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/La piel que habito (2011); Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/Los amantes pasajeros (2013); Pedro Almodóvar: Julieta (2016); Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4].

Parallelle mødre (Madres paralelas). Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 123 min. Spanien 2021. Dansk premiere: 03.03.2022.

Fotos: El Deseo/ Pathé/ Radio Televisión Española/ Remotamente Films/ Sony Pictures Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Sight & Sound (aerial shot of opened grave), Atticus Review (Galeano portrait)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 22.06.2022

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2022