Du som er i himlen | As in Heaven (2021) [Kvindernes kampdag 2024]

EN FØDSEL OG ET DØDSFALD

Filmen er tilegnet mødre og døtre 

Af BO GREEN JENSEN

DET er fortællingen om et forudsigeligt dødsfald. Handlingsgangen er forstemmende enkel og ufravigelig. Den udspiller sig over ca. et døgn ved forrige århundredeskifte, da Danmark endnu var en landbrugsnation. Det er ikke evigheder siden. De fleste af os har rødder på landet.

   Anna Gram (Ida Cæcilie Rasmussen), den 36-årige madmor og frue på slægtsgården Broholm, skal føde sit syvende barn. Hendes ældste datter, Lise på 14, er midt i det hele og hovedpersonen. Det er ikke en skæbnefortælling, for udfaldet kunne være undgået, hvis der var mindre tro – og overtro. Men på en måde bliver Lises skæbne afgjort. Hun begynder dagen som ældste barn. Ved slutningen er hun forvandlet til voksen.

   Kusinerne Elsbet og Grethe er kommet for at hjælpe til. De fornemmer tidligt, at noget er galt, og advokerer for, at man tilkalder Doktor Lund. Men Anna har drømt, at hun ikke ville leve, hvis lægens hjælp bliver nødvendig. På dét punkt er Kloge Sine, den gamle pige i huset, ikke fornuftig. Når drømme er stærke, har de betydning. Annas ønske må respekteres.

   Så dagen går ubønhørligt. Anna er væk i veer og blodstyrtninger. Det foregår for det meste off screen. Børnene ser i brudstykker, hvad der sker for deres mor. Da far Arne kommer hjem fra markedet og tror, at han skal spise middag med naboen, som gør ham følge, er den gode stemning fra morgenen vendt. Der bliver ikke flere lyse dage på Broholm.

MARIE Bregendahl (1867-1940) skrev sin korte, karakteristisk klarøjede roman i 1912. Hun var da ti år inde i forfatterskabet, som følges videre gennem livet med piger og kvinder som Lise Gram. Det er allerede fra Bregendahls hånd en filmisk tekst, der flitrer ud og ind af mange synsvinkler. Fortællemåden er panoramisk:

 »Saadan flimrede der i dette Par Ventetimer et broget Mylder af Billeder frem for Børnenes Øjne, smaa og store, mindre væsentlige og skæbnebestemmende imellem hverandre. Dog alle indbyrdes forbundne, thi de var alle tegnede paa den samme sorte Baggrund: Moderens dødssyge Tilstand.«*

   

Bregendahl komponerer i billeder og situationer. Karaktererne og dagens rytme etableres i en sekvens, der er perfekt oversat til steadycam-kredsen. Børnene er begejstrede over at se deres mor sidde ved bordet og smøre brød i stedet for at gå omkring. »Klog’ Sine« ser på det hele og glæder sig såre. »Gud bewaar Jer aalsammen!« siger hun bevæget.

   Situationen er indrammet som på et maleri. Kirsten Olesen siger »Gud bevare jer alle« med samme spontane affekt. Vi er klar til at gå helt ind i livet på gården, som dette lange sommerdøgn vil ændre for bestandig.

TEA Lindeburgs bearbejdelse af romanen er eksemplarisk. Hun lader i vid udstrækning Bregendahls billeder stå, men hun tilføjer ny dialog. Drengen på Møllegaarden, som simpelt hen er blevet efterladt, og stedsønnen på Broholm, Jens-Peder, der sørger lige så stærkt over Anna, får mere nærvær i filmen. Det er ellers en verden af kvinder og børn, og filmen er tilegnet mødre og døtre.

   Broholm er en stor, velfungerende drift. Filmen har samme fornemmelse for at beskrive landlivet realistisk, som man kunne se i Michael Noers Før frosten (2018), men der er ikke kun fokus på slid og nød. Der er en balance, som er mere skrøbelig, end den ser ud. Møllegården er skræmmebillede på, hvad Broholm kan blive, når Madmor er væk. Hele livet er der hele tiden.

DET giver god mening at ændre titlen fra En Dødsnat til Du som er i himlen. Tekstens bærende drama har at gøre med det sted i Fadervor, hvor vi bekender vor tro og siger »ske din vilje, som i himlen således også på jorden«.

   Lise kan ikke få ordene frem, da Gud er ved at tage hendes mor. Det lykkes i andet forsøg, men kun af hensyn til ritualet. »Jeg er træt af Gud,« siger hun i en replik, som Lindeburg tilføjer for egen regning.

   Der er få, men strategiske tilføjelser. Mest effektfuld er drømmesekvensen, som indleder og kommenterer forløbet. Lise går gennem kornet på bare fødder, naturen er stor og sublim. Der skrues op for Kristian Leths musik, som ellers er økonomisk doseret, og i en majestætisk udzoomning ser vi, at der hænger en sky af rød dis over landskabet.

   Der falder blod på Lises ansigt i drømmen. Så får hun tøj på og kommer, stadig barfodet, ud på gårdspladsen, hvor far Arne tager afsked for dagen. Han giver hende ansvaret. »Og gør noget ved dig selv. Du ligner jo stadig et barn.«

DA Lise er blevet reservemor for sine søskende, har hun ikke længere bare tæer. Farmor rækker hende riven. Fødderne er pakket ind. Lises mor havde trumfet igennem, at pigen skulle på højskole. Det bliver der ikke noget af.

   En Dødsnat er en autofiktion, som bruger Bregendahls egen baggrund. Hun mistede sin mor på den måde. Hun blev voksen som teenager, da hendes far (som vist nok var Arne Gram op ad dage) forsvandt ind i sig selv. Men Marie kom på højskole og begyndte at nære sin drøm om at skrive. Hun forstod, at økonomisk uafhængighed betyder frihed.

   Hun brød sin forlovelse og giftede sig med Jeppe Aakjær mod familiens vilje. Da parret blev skilt, prioriterede hun autonomien. Det skal til Aakjærs forsvar siges, at han promoverede Bregendahls skrifter, også efter deres brud. Fredrik Hegel fra Gyldendal fandt teksten ufeminin og brutal. Vi ville sige moderne.

DET er en hård, smuk og klar film, som Tea Lindeburg har skabt efter Bregendahls bog. Alle scener afvikles med selvfølgelighed. Skønt Lise bliver fanget ind til slut, fornemmer vi tekstens forfatter. Livet på gården er skildret så stort, at man har italienske og svenske (for)billeder i baghovedet.

   Flora Ofelia Hofmann Lindahl har myndighed og naturlig autoritet som Lise. Selv de mindste børn i flokken får en unik karakter. Palma Lindeburg Leth og Flora August er kusinerne Elsbet og Grethe. Der er en særlig kontakt mellem Lise og Helga, næstyngste søster, som spilles af Anna-Olivia Øster Coakley. De røde sko går i arv ligesom spændet fra mor Annas hår.

   Der stilles skarpt på nye ansigter, mens de tunge voksenroller er lagt hos skuespillere, der var unge og kommende for tyve år siden: Thure Lindhardt, Stine Fischer Christensen, Jesper Asholt. I ældste led er Kirsten Olesen og Lisbeth Dahl veritable aristokrater.

DET er en film, som hylder kontinuiteten, skønt den kritiserer tingenes orden. Tea Lindeburg nærer tillid til børnene, der vil forstå at gøre det bedre. Det samme var hele pointen i Marie Bregendahls virke som kunstner.

   Hun ville glæde sig over filmens fortjente succes. Der er en ny årvågenhed i Du som er i himlen. Det kræver ikke meget at være årets bedste danske film til nu. Men mon ikke debutværket har samme status, når vi forlader 2022?**

Se også The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]; Suffragette (2015) [Kvindernes internationale kampdag 2021]; Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]; Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023].

*) Der er adskillige udgaver af teksten. Jeg citerer fra Marie Bregendahl: En Dødsnat + novellen Ved Lars Skrædders Sygeseng. Ill. Halfdan Pisket. Efterord af Hans Otto Jørgensen. 188 s. Forlaget Gladiator, 2013. 

**) Du som er i himlen konkurrerede på San Sebastián International Film Festival i 2021 og modtog priser for Bedste Hovedrolle og Bedste instruktion. Den var Best Nordic Film på Göteborg Film Festival 2022. I 2023 var filmen Robert-nomineret i 12 kategorier og modtog prisen for Årets adapterede manuskript. Ved samme års Bodil-uddeling var Flora Ofelia Hofmann Lindahl nomineret for Bedste kvindelige hovedrolle og Tea Lindeburg for Bedste danske film. Jesper Clausen modtog Henning Bahs-prisen for Bedste scenografi. Robert uddeles af Det Danske Filmakademi; Bodil-priserne af Danske Filmkritikere.  

Du som er i himlen. Instr. & manus: Tea Lindeburg. Foto: Marcel Zyskind. 86 min. Danmark 2021. Dansk premiere: 10.02.2022.

Fotos: Motor Productions [framegrabs Marcel Zyskind | Stillfotograf Christian Geisnæs]/ Det Danske Filminstitut/ Danmarks Radio/ Maan Rental Ode/ Scanbox Entertainment/ Forlaget Gladiator/ Lindhardt og Ringhof/ NDSL/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Rotterdam International Film Festival [You Tube trailer]

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.02.2022 .

Abort på film | L'événement/ Happening/ Hændelsen (2021)

DET ANNULLEREDE LIV
Konkret og personlig filmkunst til tiden

Af BO GREEN JENSEN

TIDEN og stedet er Frankrig i det Herrens år 1963. Anne Duchesne (Anamaria Vartolomei) studerer i Angoulême og har en plan om at blive lærer. Det er lyse, gode og lovende tider. Hun arbejder støt og har mulighed for at udforske friheden sammen med veninderne Hélene, Olivia og Brigitte.

   Anne er blandt de bedste elever på sit hold. I første scene af Hændelsen ved hun instinktivt, hvad Louis Aragon ville sige med digtet »Elsa ved spejlet« fra Den franske Diana. Og hvad kaldes stilgrebet, den retoriske gentagelse, som digteren benytter? vil læreren (Pio Marmaï) lige vide, da Anne har uddybet meningsindholdet. Jo, det er da en anafor.

   På kollegiet taler de unge kvinder især om sex og fremtiden. De gør det med en vis selvfølelse, som fejrer moderniteten. Camus bliver vejet over for Sartre. De taler også om frygten for ikke at bestå. »Hvis jeg dumper, sidder jeg på en traktor til næste år,« siger en af Annes veninder.

   Om aftenen går de ud og danser med drenge, som læser jura og kommer fra rige familier. Redderne fra brandstationen poserer som studerende. Anne prøver mulighederne af. I weekenden tager hun hjem til familien, som driver en bistro. Gabriele (Sandrine Bonnaire) og Jacques (Eric Verdin) er stolte af deres datter.

BILLEDET vælter, da Annes menstruation udebliver. Hun er med ét alene i en forskudt virkelighed, hvor det bliver stadig sværere at holde fokus. »Sådan går det, når man er løs på tråden,« bliver der sagt i fællesbadet, men senere kommer Hélene og fortæller om sin erfaring med sexfænomenet. Anne er ingen undtagelse. Hun repræsenterer sin tid og generation.

   Anne går fra Herodes til Pilatus i sundhedssystemet, hvor lægerne skiftevis sympatiserer og fordømmer. Ingen vil hjælpe. Imens bliver studierne fjerne. Den gode lærer er skuffet, og eksamen nærmer sig ubønhørligt sammen med deadline for graviditeten.

   Skriften på væggen står også på lærredet, hvor Audrey Diwan tæller ned i sin filmatisering af Annie Ernaux’ roman om L’Événement (2000). Anne er tre uger, ni uger, tolv uger henne. Efter tre kvarter prøver hun selv – uden held – at foretage indgrebet med en strikkepind. Så får hun kontakt til en professionel englemager. Da kan Hændelsen for alvor begynde.

   Det er en svær tid at vente et uønsket barn i. I 1963 er der endnu 12 år til legaliseringen af svangerskabsafbrydelse. I Danmark blev aborten fri i 1973; i England allerede i 1967; i Tyskland først i 1992. Det har aldrig været enkelt. Jeg var 16 i 1972, da min kæreste ikke fik sin menstruation. Vi var skræmt fra vid og sans. Vores verden var ved at gå under.

AUDREY Diwans film er ikke en museal øvelse. Hun taler til vores tid gennem historien. I 2020erne er retten til fri abort udfordret i USA, og i flere europæiske lande vil konservative kræfter begrænse den og rulle loven tilbage.*

   Så med mellemrum vil og må der være fiktioner, som minder om hovedsagen: at illegale aborter kun fører til lidelse, kvaksalveri og social regression. I 2020 sagde Eliza Hittmans Never Rarely Sometimes Always det lige så effektivt. To teenageveninder fra Pennsylvania rejste med toget til New York, så den ene kunne få foretaget sin abort til rette tid.**

   Den mest frapperende abortskildring i nyere tid er skabt af en mand. Det var mareridtet i Cristian Mungius Fire måneder, tre uger og to dage (2007), som knæsatte den nye rumænske film efter Nicolae Ceausescus fald. I øvrigt er Mike Leighs Vera Drake (2004) et solidarisk portræt af en kvinde, der bryder loven for at hjælpe sine medsøstre. Vera Drake fik Guldløven i Venedig. Det samme gjorde Diwans film i fjor.

   Den etiske kerne i sagen udgør et uløseligt paradoks. En provokeret abort er et liv, der bliver slettet. Lige så sikkert er kvindens fremtid begrænset. Begge er annullerede liv. I de fleste landes abortlove bliver kriteriet da rent biologisk. Hvornår er et væsen så færdigt, at fosteret tæller som liv?

TILBAGE i 60ernes Frankrig har Anne slet ikke de overvejelser. »Jeg vil gerne have et barn en dag. Men ikke et barn i stedet for et liv,« siger Anne til den mest sympatiske læge. Det handler for hende om at blive sig selv igen, så hun kan koncentrere sig, få sin eksamen og vælge en fremtid med hovedet klart.

   Efter besøget hos Madame Rivière meddeler hun sin lærer, at hun er tilbage. Han siger, det er for sent, men Anne er sikker i sin sag. Læreren lever – som samtlige mænd i L’événement – i en privilegeret uskyldstilstand. Han spørger Anne, om hun har været syg. »Ja. Af den sygdom, som kun rammer kvinder – og forvandler dem til husmødre.« Han spørger, om hun stadig vil undervise. »Nej, jeg vil skrive,« siger Anne. Annie Ernaux’ pigenavn var Duchesne.

   Vi har fulgt et praktisk forløb, der er skildret med realistisk grundighed. Der er dog stadig en fuld akt af filmen tilbage, for kroppen reagerer ikke, som Madame Rivière har beskrevet. Anne må tilbage til køkkenklinikken. Herefter bliver Hændelsen næsten til body horror. De sidste tyve minutter er fulde af pumpende spænding, som eskalerer.

AUDREY Diwan er født i 1980 og har ingen personlig erindring om tiden. Alligevel er perioden genskabt med troværdige detaljer, som understøtter indlevelsen. Vi er virkelig tilbage i 60ernes mentale og fysiske landskab. Filmen følger med Anne hele vejen. Diwan fremhæver selv de belgiske Dardenne-brødres håndholdte kameraføring som en æstetisk model.

   Madame Riviére, som foretager aborterne, er hverken en engel eller et uhyre. Instrumenterne bliver steriliseret, der er ordentligt og rent. Kvinden har måske set for mange tilfælde til at engagere sig personligt. Hun bliver spillet med en neutral kvalitet af Anna Mouglalis.

   Det er en levende og anfægtende film, som ikke pakker noget ind. Det er både kunst til tiden og et værk uden tid i sin helt egen ret. Der bliver hverken talt udenom eller forenklet. Som film er Hændelsen helt uden floskler.

*) Den 24. juni 2022 omstødte U.S. Supreme Court, den amerikanske Højesteret, sin skelsættende afgørelse fra 1973, da den enkelte kvindes ret til svangerskabsafbrydelse blev stadfæstet i søgsmålet Roe v. Wade.

   Det er i sagens natur andre dommere, som træffer beslutningerne nu. Det var en hjertesag for Donald Trump at udnævne konservative dommere, når der var frafald i hans embedstid. Det skete ved tre lejligheder i perioden 2017-2020. Kronen på værket var vel at erstatte Ruth Bader Ginsburg (1933-2020) – den mest radikale og feministiske dommer, udnævnt af Bill Clinton i 1993 – med Amy Coney Barrett (f. 1972), den yngste og mest bibel-dogmatiske dommer i institutionens historie.

   Dommerne sidder for livet, mens præsidenter kommer og går. Med omgørelsen af 1973-dommen er 50 års ret til fri abort rullet tilbage. Det er ikke sådan, at Højesteret tillader eller forbyder. Rettens ni medlemmer vedtog, at retten til abort alligevel ikke var omfattet af den amerikanske forfatning. Det er derfor op til hver enkelt delstat, hvordan den vil skrive sin lov.

   Anderledes forholder det sig med retten til at bære våben, som Højesteret finder ukrænkelig. Det har ikke været muligt for delstaten New York at opretholde de nyligt indførte påbud og krav.

**) Berlin 29.02.2020: »Amerikaneren Eliza Hittman modtog Juryens Store Pris – den vigtigste sølvbjørn – for Never Rarely Sometimes Always. Det var den film, som de fleste havde forelsket sig i, før There Is No Evil kom og gjorde en forskel. Filmen følger, i tidløs realistisk stil og med et distinkt præg af 70ernes New Hollywood, en 17-årig pige, som tager bussen fra Pennsylvania til New York for at få foretaget en sen abort.

   Autumns forældre må helst intet vide. Kusinen Skylar er med for at støtte moralsk. Da det bliver nødvendigt at overnatte i byen, slår pigerne følge med en ung mand. De bowler, taler og synger karaoke. Kusinen giver den unge mand et strategisk kys på det rigtige tidspunkt, så han låner dem penge til hjemturen. Der er en subtil undertone af #metoo og kontrakt. Næste morgen bliver det gjort. Autumn mente, at hun var 12 uger henne. Faktisk gik hun i 18. uge.

   Filmen nåede Berlin via Sundance. I al sin æstetiske ukunstlethed kunne det være en film af Bob Rafelson, John Cassavetes eller Chantal Akerman. Sidney Flanigan er fuldkommen troværdig som den trodsige pige på 17. Talia Ryder spiller kusinen. Det styrker troen på samtiden, at der stadig laves film som Never Rarely Sometimes Always.« 

Se også Abort på film | Cristian Mungiu: 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007) og Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004).

Hændelsen (L’événement). Instr.: Audrey Diwan. Manus: Diwan, Marcia Romano. Foto: Laurent Tangy. 100 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 25.05.2022.

Annie Ernaux: Hændelsen. Oversat efter L'événement (2000) af Niels Lyngsø. 108 s. Gads Forlag, 2021.

Fotos: Rectangle Productions/ France 3 Cinéma/ Wild Bunch/ Srab Film/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ CNC/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Gads Forlag

Filmen er i biografdistribution

Weekendavisen Kultur 26.05.2022 + 06.03.2020

Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013)

FRYDENS KILDE, KØNNETS RET

Et mættende og besættende storværk

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 2013: MAN skal skære sig gennem en tyk røg af hype og massiv foromtale på alle niveauer, når man sætter sig for at se Nymphomaniac. Hvad der venter, siger rygtet, er jo mindst fire opsigtsvækkende fænomener: Lars von Triers monstrøse sexorgie; den seneste grille fra en mester i manipulerende illusionskunst; filmen hvor stjernerne viser det hele; den danske verdenskunstners forsvar for retten til at leve drifterne ud.

   Alle disse vandrehistorier – som også Zentropas lancering har bidraget til – vil forhåbentlig trække kunderne til. Man må dog lægge dem fra sig, før man går ind. Der er heller ingen grund til at tolke på teksten, før filmen er set. Det er i sjælden grad et værk, der lever og hviler i sin egen verden.*

   Nymphomaniac er en seksuel livshistorie i otte kapitler, fortalt af en nymfoman til en jomfru. Dialogen føres mellem Joe (Charlotte Gainsbourg) og eneboeren Seligman (Stellan Skarsgård), der finder hende livløs og forkommen ved filmens begyndelse.

   Joe har haft millioner af mænd. Seligman har aldrig rørt ved en kvinde, har for den sags skyld knap nok rørt ved sig selv. Hun ligger i gården bag huset, hvor han bor i en fugtig lejlighed med sine bøger. En mur fanger solens genskin, når den går ned. Ellers er der intet lys.

JOE er efterladt som affald. Hun siger, at hun fortjener det, for hun er et dårligt menneske. Seligman nægter at tro det. Der findes ikke dårlige mennesker i hans filosofi. Hun fortæller ham om sit liv med umætteligheden, tilfældige mænd, hæmningsløs hedonisme, personlige svigt og blødende kønsdele. Han kommenterer og supplerer med leksikalske indskud, som skiftevis irriterer og interesserer hende.

   Tonen er urban og ciseleret, uanset hvor hårdt indholdet bliver. En etisk procedure finder sted, og divergerende positioner markeres, mens profane emner belyses. Ikke for første gang hos von Trier synes formen inspireret af Markis de Sades metode i tekster som Dialogue entre un prêtre et un moribund (1782, da. Samtale mellem en præst og en døende) og La Philosophie dans le boudoir (1795, da. Filosofien i soveværelset).

   Det er Seligmans gavmilde digressioner, der giver Nymphomaniac fylde, men det er i billederne, at fortællingen bliver konkret. Mange viser Joe i forskellige aldre, mens hun har sex med forskellige mænd og stræber efter orgasmen, som i perioder er en ustandselig kraft og til andre tider ikke vil indfinde sig, uanset hvor hårdt og hvor hyppigt, hun forsøger.

   Der er pornografiske afsnit, men efterhånden bliver den seksualiserede æstetik så dominerende, at man oplever den som normalitet.

VÆRKET foreligger i et director’s cut på fem en halv time. Det får dog premiere som to film, der angiveligt kan ses uafhængigt af hinanden. Jeg tvivler. Det første og lyseste afsnit føles som en lang prolog til de mørke riter i anden del, der omvendt næppe giver mening, hvis man ikke har fulgt Joes læreår. Nymphomaniac skildrer en dannelse og en midtlivskrise. Man kan eksperimentere med at se dem i omvendt rækkefølge, men de er forbundne og uadskillelige størrelser.

   Forrest i hver film er anbragt et visuelt sætstykke, der skiller sig ud på samme måde og med samme kraft som de betagende prologer i Antichrist (2009) og Melancholia (2011). Anden del begynder i bjergene, hvor Joe som 12-årig oplever en spontan orgasme og leviterer. Da hun letter fra klippen, træder to kvindeskikkelser frem. Seligman kan se, hvem de er: til højre Valeria Messalina, kejser Claudius’ promiskuøse hustru, med et spædbarn; til venstre Babylons store skøge, som rider på en tyr.

   Det er et forbløffende billede, som giver Seligman lejlighed til at sammenligne »The Eastern and the Western Church«. Joe tilføjer undertitlen »The Silent Duck« i parentes. Forklaringen kommer og er grumt humoristisk.

JOES første fortælling, »The Compleat Angler«, tager sin titel fra Izaak Waltons legendariske bog om lystfiskeri – »den eftertænksomme mands fritidssyssel« – der udkom i England i 1653. Seligman har en fiskekrog hængende på væggen, og Joe spørger, hvad det er. Den første erindring er således Seligmans. Man ser fluen flyve og linen blive stram i brede, langsomme billeder.**

   Joe opdager tidligt sin krop og læser selv om fysiologien i sin fars bøger. Han (Christian Slater) er læge. Joes mor (Connie Nielsen) er »en kold tæve«, som vender ryggen til, mens hun lægger kabale. Joe tager selv vanen op på et senere tidspunkt.

   Hendes far holder af at forklare naturen, så Joe stiller de samme spørgsmål for at glæde ham. Der er en ægte, ukompliceret varme mellem de to, og Joe føler sig forladt, da han dør i fjerde kapitel, »Delirium«. En forenklet fremstilling af Edgar Allan Poes død giver Joe anledning til at fortælle om sin far.

VENINDEN B (Sophie Kennedy Clark) lærer Joe, hvordan man får mænd til at bide på. De konkurrerer om, hvem der kan kneppe flest i et tog. Seligman drager den oplagte analogi til Izaak Walton og fluefiskerens strategi. Allerede som teenager er Joe »Den fuldkomne fisker«. Hun vinder kappestriden ved at forføre S (Jens Albinus), der gemmer sin sæd til sin hustru, som han har lovet at komme hjem og besvangre. Joe husker det som en grusom handling. Seligman ler og har publikum med sig.

   Senere bliver det sværere at se hendes hæmningsløshed som en progressiv og faktisk prisværdig hævden af retten til fryd. Der er dog vittig situationskomik i kapitlet »Mrs. H«. Den forsmåede hustru (Uma Thurman) tropper op hos Joe med tre måbende sønner, da H (Hugo Speer) gør alvor af overvejelsen om at flytte ind. Joe vil ikke have H – hun har bare brugt anklagen om, at han aldrig vil gå fra sin kone, fordi hun venter besøg af A (Cyron Melville), der skal tage hende, når H er ude af døren.

MRS H. opfører en bitter, makaber og morsom monolog. I denne periode er Joe sammen med 7-8 mænd i døgnet. Den konstante mand i hendes liv er Jerôme (Shia LaBeouf), som deflorerer hende, da de er teenagere. Hun arbejder for ham, og de får en søn sammen.

   Joe føler, at drengen har gennemskuet hende. Efter pausen, da hun dyrker rituel masochistisk afhængighed hos sadisten K (Jamie Bell), må hun efterlade drengen alene om natten for at kunne være til rådighed for K. Drengen går ud på altanen i pyjamas. Man frygter en gentagelse af, hvad der skete i Antichrist.

DET gør man ikke uden grund. Nymphomaniac er struktureret, så et ekstra metalag kommenterer instruktørens tidligere film, der næsten alle citeres eller berøres. Nymphomaniac er von Triers Bringing It All Back Home. Også dialogen udgør et kompendium af ting, man har hørt Trier sige i årenes løb. F.eks. om, hvordan pænheden vil redigere ord som neger ud af sproget. Motivet vender tilbage ved AA-mødet, hvor Joe påberåber sig retten til ordet – og identiteten som – nymfoman.

I SIDSTE kapitel, »The Gun«, drøfter Joe og Seligman, hvordan velkendte ting får nye kvaliteter, når man betragter dem fra en anden synsvinkel. En plet på væggen ligner en pistol, hvis man lægger hovedet på skrå. På samme måde giver seksualiteten livsskildringen et nyt perspektiv – som alle biografier, der fokuserer på et særligt aspekt. Triers film ser tilbage på det samlede værk fra en ny vinkel.

   Der er en brat, kursorisk slutning og en rejse mod nattens ende til sidst. Joe bliver for en tid kriminel og driver alternativ inkassoforretning i sin ansættelse hos L (Willem Dafoe). Hun knytter et hittebarn til sig i en periode, hvor hun har slidt sit køn i stykker. Men da Joe vil give, kan verden ikke tage imod. Jerôme er der også ved slutningen. Det ender på sæt og vis, som det begynder.

DER er megen sex i Nymphomaniac, også grafisk udpenslede scener, men kun i det sadomasochistiske afsnit med K, bliver fortællingen grænseoverskridende, erotisk, pornografisk og filosofisk på én gang – atter i ånden fra de Sade.

   Musikken gør meget for filmen. Det begynder med hamrende Rammstein og slutter med Charlotte Gainsbourgs version af Jimi Hendrix' »Hey Joe« (fra albummet IRM), som Beck har arrangeret og produceret.

   Som i Antichrist yder Gainsbourg en bemærkelsesværdig præstation. Det samme gør Stacy Martin som hendes yngre jeg. Mændene slipper relativt let, men Jamie Bell og Shia LaBeouf spiller for deres liv. Stellan Skarsgård er den dydsirede hædersmand – og en værdig variation over Tom Eddison-figuren fra Dogville.

FRYDENS kilde, kønnets ret. Nymphomaniac er en berusende filmoplevelse, rig på konkret og sanselig sex, men med fornemmelsen af et fuldt levet liv, som orienterer sig mod en mening. Tankestoffet er tæt formuleret. Billederne har taktil kvalitet. Fornuften bliver hørt, men driften er Joes. Man aner, at Trier er tættest på kvinden.

Se også Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009].

*) Lanceringen af Nymphomaniac var effektiv og heldig med at ramme tiden lige til tiden. Det lykkedes i alle territorier at undgå en ørkesløs debat om censur, men alligevel markere filmen tilstrækkeligt til, at Nymphomaniac blev en verdenssucces. I Danmark herskede en let euforisk stemning ved premieren. Foreningen af Danske Filmkritikere nominerede filmen til fem Bodil Priser (Charlotte Gainsbourg fik én for Best Actress). Det Danske Filmakadami gik all in og nominerede Nymphomaniac i 16 kategorier (hvoraf filmen fik Robert i otte). Danske Filmkritikere krydsede villigt og gerne den sædvanlige grænse mellem branche og kritik. Annoncen for Bodil-festen blev i god forståelse med Zentropa designet som en pastiche på filmens danske plakat – nu med 12 anmeldere set i orgasmeøjeblikket. Der var vinterkoldt i atelieret, og det var svært at give sig helt hen til illusionen. Men det var både sjovt og lærerigt.

**) Izaak Walton (1593-1683) skrev lystfiskernes bibel i skyggen af (og måske som en reaktion på) det politiske kaos, som herskede under Den Engelske Borgerkrig (1642-1651) mellem republikanere og royalister. Walton, som var svoren royalist og ven med bl.a. digterpræsten John Donne, trak sig tilbage til sin ejendom i Staffordshire, hvor han brugte megen tid på at fiske i floden. The Compleat Angler udkom i 1653. Siden fulgte fire reviderede udgaver af værket, som kombinerer digte, meditative betragtninger, præcise iagttagelser af naturen og praktiske fiskeanvisninger med metafysisk bund. Teksten former sig som dialoger mellem fiskeren Piscator og jægeren Venator med en lang monolog i indledningen, hvor falkoneren Auceps taler om sin glæde ved fugle. I førsteudgaven talte Venator og Auceps endnu med samme stemme og bar navnet Viator. De var under alle omstændigheder baseret på Charles Cotton, Waltons penneven og lejlighedsvise ledsager, der er krediteret som medforfatter. Den fuldkomne fisker har været en kultbog i 360 år. I 1981 udkom en fornem dansk udgave i anledning af 350-året for Waltons fødsel. Johanne Kastor Hansen oversatte samtalerne, Otto Gelsted gendigtede poesien, Ib Andersen illustrerede. De filosofiske dialoger mellem Joe og Seligman er holdt i samme form og har lidt af den klassiske tone fra Oplysningstiden. Det er den samme retoriske konvention, som bliver brugt i samtalerne hos de Sade. Man skal ikke være fisker for at sætte pris på Waltons værk. Som Poul Hauton udtrykker det i sit forord: »Naar det stormer over landet, naar vinteren binder hav og sø, naar det er koldt derude, tag da "The Compleat Angler" frem og gaa med Izaak Walton ind over de enge, hvor blomsterne aldrig dør.« 

Nymphomaniac vol. 1 + vol. 2. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Manuel Alberto Claro. 110 + 130 min. Danmark-Tyskland-Belgien-UK-Frankrig-Sverige-USA 2013. Dansk premiere: 25.12.2013; 10.09.2014 [Nymphomaniac: Director's Cut].

Fotos: Zentropa Entertainments/ Heimatfilm/ Film i Väst/ Slot Machine/ Caviar Films/ Concorde Filmverleih/ Artificial Eye/ Les Films du Losange/ Arte/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ DR/ DFI/ Eurimages/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Nordisk Film Distribution (Christian Greisnæs)/ CineMaterial (posters + artwork)/ Filmgrab.com (screenshots).  

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.12.2013 og (i tysk version) på Zeit Online 28.12.2013.

Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020)

ASTERIAS RUSTNING

Tiden bider ikke på en halvgud

Af BO GREEN JENSEN

PATTY Jenkins’ første film om Wonder Woman (2017) var en stor succes både kritisk og populært. Den fortalte tilblivelseshistorien fra Antikken og henlagde sin hovedfortælling til Europa under 1. verdenskrig. I rammen om det hele blev der knyttet an til en nutid. Entreprenøren Bruce Wayne (dvs. Batman i civil) kontaktede historikeren Diana Prince (dvs. heltinden til hverdag) og bad om forklaringen på et foto, der var taget ved fronten 100 år før.

   Diana kommer fra Themyscira i det ægæiske hav, hvor tåge holdt verden på afstand, så amazoneprinsessen, der er datter af dronning Hippolyta (Connie Nielsen) og Zeus, kunne blive oplært i empati af sin mor og i praktiske færdigheder, herunder krigsførelse, af sin moster, general Antiope (Robin Wright). Et fly faldt ned ved øen i 1918. Diana forelskede sig i piloten Steve Trevor (Chris Pine) og tog med ham til vores virkelighed.

WONDER Woman kan afværge skud med sine armbånd og tvinge fjender til at sige sandheden med sin guldvævede lasso. Hun er klædt i en ekstravagant fantasi over USA-flaget med stjerner og striber. Dragten har altid været et hit blandt seksuelle fetichister og i vide cosplay-kredse.

   Af alle figurer fra superheltenes guldalder har Wonder Woman den særeste origin story. De fleste skikkelser blev skabt af unge mænd med hang til sci-fi og bibelsk mytologi. Wonder Woman er tænkt som en feminin arketype. Hun blev skabt i 1942 af psykologen William Moulton Marston, som på samme tid opfandt løgnedetektoren.*

   Marston var før-feminist på sin måde og levede i et non-binært ménage à trois med sin kollega og hustru, Elizabeth Holloway, og aktivisten Olive Byrne. Historien er så god, at den har fået sin egen film, Professor Marston and the Wonder Women (2017). Der er næsten mere at hente her, end i de store effektfilm, hvor kompleksiteten trods alt er begrænset.**

TIDEN bider ikke på en halvgud, så i 1984 er Diana Prince den samme, som hun var i Belgien i 1918 og bliver i Paris i 2020rne, hvor rammehistorien fra den første film foregår.

   Hun arbejder på Smithsonian Institution i Washington D.C. Her bliver hun først veninde med Barbara Minerva (Kristin Wiig), som er summen af alle mobbede kvinder; siden opsøgt af Steve Trevor i en anden mands krop; så den eneste, som kan forhindre finansmanden Max Lord – en Donald Trump-type med endnu mere storhedsvanvid – i at udløse arsenalet af kernevåben.

   Da verdens skæbne hænger i balancen, og hendes kræfter ikke rækker i kampen mod Barbara Minerva, som nu er forvandlet til urvæsenet Cheetah (en ærkefjende fra tegneserien), spiller Jenkins sin trumf og lade Diana bære gudinden Asterias gyldne rustning. Der er stadig bløde steder. Wonder Woman redder faktisk dagen ved at tale til det gode i Max Lord.

HELE korttricket lykkes især, fordi Gal Gadot har fysik og karisma til at spille Wonder Woman, og fordi Susan Jenkins går til stoffet og genren med lige dele kærlighed og distance. Så langt det bedste ved filmen er det nostalgisk-ironiske tidsbillede. Epilogen foregår ved juletid. En ældre kvinde redder et barn. Vi ser da, at Asteria har levet blandt mennesker ligesom Diana. Asteria bliver spillet af 69-årige Lynda Carter, som var Wonder Woman i tv-serien fra 1976-79.

   Fans finder filmen rigeligt blød. Jeg håber nu, at der kommer en treer. Det er genrefilm i den helt store skala, og det er dejligt at slippe for selvfedmen, som præger de kosmiske kampe i Marvel-universet.***

Se også Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).  

NOTER

*) Marston skrev Wonder Woman under navnet Charles Moulton. Han får som regel hele æren, men faktisk var flere kræfter i spil. Illustratoren Harry George Peter (1880-1958) og dennes hustru, Adonica Fulton, som rentegnede og farvelagde, formgav serien i begyndelsen. Joye Hummel (1924-2021) var Marstons assistent, men hun begyndte at skrive historierne i 1944, da han blev syg. Efter Marstons død i 1947 fortsatte Peter med at tegne figuren. Mange tegnere har arbejdet med Wonder Woman. En særstilling indtager Trina Robbins, som skabte The Legend of Wonder Woman i 1986. Gail Simone var hovedforfatter på serien fra 2007-2010. På forsiden af Wonder Woman #184 (2002) har Adam Hughes tegnet Phil Jimenez-inkarnationen af heltinden, der møder urversionen af sig selv som tegnet af H.G. Peter.

**) Professor Marston and the Wonder Women er skrevet og instrueret af Angela Robinson. Luke Evans, Rebecca Hall og Bella Heathcote spiller William Moulton Marston (1893-1947), Elizabeth Holloway (1893-1993) og Olive Byrne (1904-1990). William og Elizabeth kender begge den psykologistuderende Olive fra deres undervisning på Harvards Radcliffe College. William ansætter Olive som forskningsassistent. Det er hans løgnedetektor, som røber, at de alle tre elsker hinanden. Således opstår (eller bekræftes) det »polyamorøse« kærlighedsideal og det åbne tresidige forhold, som var radikalt og kontroversielt for tiden. Filmens sætstykke er bryllupsceremonien, hvor Olive bærer de lænker/armbånd, som Diana Prince siden bruger i serien. Begge kvinder er skeptiske, for at sige det mildt, da William fortæller om sin idé til Wonder Woman. De tre fik sammen en familie i fuld skala. Olive satte sin uddannelse på pause for at tage sig af Elizabeths og Williams søn. Hun fik selv to sønner med William. Elizabeth og Olive blev sammen efter Marstons død. Filmen fik ikke dansk premiere, men streames bl.a. på HBO Max.

***) Patty Jenkins har skrevet manuskriptet til Wonder Woman 3, som efter planen skal produceres i sommeren 2023. Både Gal Gadot og Lynda Carter medvirker. Endvidere er er et spinoff-projekt, en film eller serie om amazonerne på Themiscyra i tiden efter Dianas afrejse, under udvikling. Min kilde er IMDB og rygtebørsen på Wikipedia. 







Wonder Woman 1984. Instr.: Patty Jenkins. Manus: Dave Callahan, Geoff Johns, Patty Jenkins. Foto: Matthew Jensen. 151 min. USA 2020. Dansk premiere: 11.02.2021 [streaming + Drive-in Bio].

Fotos: Warner Bros./ DC Entertainment/ Atlas Entertainment/ The Stone Quarry/ SF Studios/ HBO Max/ Strongman/ Annapurna Pictures/ Comics.org

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 12.02.2021 [under anden COVID19-nedlukning]