La French | The Connection | Den franske forbindelse (2014)

EN SNOR MED MANGE KNUDER
Den franske forbindelse set fra Marseille

Af BO GREEN JENSEN

DET går op og ned her i verden. Jean Dujardin (f. 1972) fik i 2012 en Oscar for sin rolle i The Artist. Filmen, som Michel Hazanavicius havde skabt, var både (næsten) stum og i sort-hvid, foregik i 1920ernes Hollywood og fortalte historien om, hvordan hele liv blev lagt i grus, da tonefilmen ankom i 1927.

   Der var fine hilsener til førsteudgaven af A Star is Born (1937) og Singin’ in the Rain, (1952), som er Hollywoods egne versioner af historien. Dujardin, der har en vis fysisk lighed med Gene Kelly, var perfekt som idolet George Valentin, der bliver kasseret og glemt og forsumper, mens hans protegé og kæreste, danseren Peppy Miller, gør karriere.

   The Artist var et kulturfænomen i tre eller fire minutter. Dujardin blev spået et stort gennembrud og en international karriere, som han mærkværdigvis aldrig fik. Han havde små roller i George Clooneys The Monuments Men (2014) og Martin Scorseses The Wolf of Wall Street (2013) men det blev Dujardins portugisiske medspiller, Bérénice Bejo, som for alvor havde glæde af The Artist.

DET skal siges, at filmen kom som en overraskelse i Frankrig. Her var Dujardin kendt som surferen Brice Agostini i Brice de Nice (2005), en komisk karakter, han havde udviklet i standup-sammenhæng, og for sin rolle som superagenten OSS 117 i to Slå først, Frede!-agtige spionkomedier. Første gang, Dujardin viste mørkere stof, var i Guillaume Cantets Les petits mouchoirs (2011), som i Danmark hed Små hvide løgne.

   Dujardin tog hjem for efterhånden at forsvinde i generiske titler som Brice 3 (2016), Little White Lies 2 (2019) og OSS 117: From Africa with Love (2021). Der har alt for sjældent været lysægte film som Roman Polanskis J'Accuse (2019, da. Officer og spion), hvor han spiller efterretningsofficeren Picquart, der nægter at deltage i justitsmordet på Alfred Dreyfus.

   På vej tilbage til farcehåndværket gør Dujardin en sidste stor, dramatisk gestus i La French. Han er fremragende som Pierre Michel, en ubestikkelig dommer, der med alle midler bekæmper intern korruption og er hovedanvarslig for afsløringen af »den franske forbindelse«, som i 1970ernes Marseille distribuerer heroin til hele verden.

FILMEN er autentisk baseret. Den korsikansk-fransk-amerikanske trekantshandel med tyrkisk heroin var i Frankrig kendt som »la filière corse«, indtil amerikanerne begyndte at tale om The French Connection. Det var i dén film fra 1971, at William Friedkin castede Gene Hackman som narkostrisseren Jimmy »Popeye« Doyle. Siden blev historien endnu bedre i French Connection II (1975), som John Frankenheimer instruerede i samme hårdkogte ånd.

   Cirka samtidig blev dommeren Pierre Michel forfremmet fra en stilling i Metz, hvor han havde fungeret i sager, der involverede mindreårige, til en mere magtfuld position ved retten i Marseille. Her havde Gaëtan »Tany« Zampa i 20 år drevet sin gangsterforretning under relativt rolige forhold. De lokale betalte beskyttelsespenge, men hovedindtægten kom fra narkoeksporten til USA.

   Pierre Michel (1943-1981) og Gaëtan Zampa (1933-1984) er historiske karakterer, og filmen forpligter sig på at skildre den franske side af narkoopgøret med rimelig akkuratesse. Det samme gjorde Philip Lefebvres Le Juge allerede i 1984, hvor Jacques Perrin havde rollen som dommeren, men dengang var der ændret lidt i navne og nærmere forhold.

AFFÆREN var en snor med mange knuder. Narkonetværket havde rødder i konstellationer fra 2. verdenskrig. Startkapitalen kom fra midler, som korsikaneren Paul Carbone havde tilegnet sig, mens han arbejdede for Carlingue, det franske Gestapo. I den første efterkrigstid kunne handlen foregå frit, fordi CIA og det franske efterretningsvæsen holdt hånden over den korsikanske mafia, der til gengæld forhindrede franske kommunister i at overtage havnen i Marseille.

   Dommeren har selv en fortid som ludoman. Han lever i øvrigt stille og roligt med hustruen Jacqueline (Céline Sallet) og parrets to døtre. Zampa elsker hustruen Christiane (Mélanie Doutey), der er aktiv i Azur-kystens jetset. Han løber ture med sin teenagesøn og prøver at skåne sin datter. Zampa ser ikke sig selv som forbryder, snarere som en forretningsmand af iværksættertypen.

DET er Zampa, som bliver spillet af Gilles Lellouche, der flytter sig mest. Først ligner han en tegneseriegangster, til slut er han næsten en tragisk figur. Michel bliver chikaneret af korrupte kolleger og embedsmænd. Zampa er presset på det amerikanske marked, hvor konkurrencen fra Asien trykker priserne ned, og i sit eget bagland, hvor løse kanoner som psykopaten Le Fou (Benoît Magimel) gør det svært at drive anstændig forretning.

   De to mænd kommer tæt på hinanden, og hos Zampa opstår en vis respekt for den eneste, som tør sige nej. Michel er urokkelig i sin foragt. For en tid lader han sagen ligge, da den er ved at ødelægge hans ægteskab. Så kommer François Mitterrand til magten, og en lille paladsrevolution gør det muligt for dommeren at etablere sin task force. Der er dog flere bagmænd på podiet, da ministeren takker for kampen til slut.

DET er Patrick Schmitts periodedesign, der gør La French til noget særligt. Som mange yngre instruktører er Cédric Jimenez forelsket i 1970erne, og sjældent har en film set 40 år tilbage med mere længsel. Kærligheden gælder også tidens film. Gangsterne beundrer Jean-Paul Belmondo, og Jimenez citerer The Godfather.

   Flere bipersoner bliver vækket af virkeligheden i scener, der genskaber den akutte kokainparanoia i Martin Scorseses Goodfellas (1990). Jimenez henter dog mere hos Michael Mann, som i Heat fra 1995 gjorde meget ud af at sidestille forbrydernes og politifolkenes sociale liv og familierutiner. Midtvejs mødtes den livstrætte tyv (Robert De Niro) og den ubestikkelige kriminalbetjent (Al Pacino) på fælles grund og lige fod.

   Jimenez og partneren Audrey Diwan, som har skrevet manuskriptet sammen, lader dommeren og gangsteren have en lignende scene, hvor de taler ganske ærligt. Det er beretningen om et forudsigeligt dødsfald, og gradvis skifter tonen fra dynamisk action til myte og melankoli. Mod slutningen er Zampa humaniseret i en grad, som gør det svært kun at se ham med kulde og foragt.

MUSIKKEN i filmen er vigtig. Guillaume Roussel har skrevet et stemningsfuld score, der indlejrer radiosange fra tiden, så man fornemmer, at årene går. »These Boots Are Made for Walking« – Nancy Sinatras signatursang, som i Frankrig var et 1965-hit for Eileen – bliver til »Ces bottes sont faites pour marcher« i en rekonstruktion ved Yéyévollegaz og Delphine Gardin. Også Lykke Li har leveret neo-nostalgisk lounge til lydsporet, hvor bl.a. Serge Gainsbourg (»Comic Strip«) og Mike Bryant (»C'est comme ça que je t'aime«) fungerer som kronologiske markører.

   Da Zampa i 1980 åbner natklubben Krypton til ære for sin hustru, bliver der spillet »Call Me« med Blondie. Siden standser han musikken, da dj’en spiller »Cambodia« med Kim Wilde. Pierre Michel tager på ferie med sin familie og er eftertænksom, mens Lou Reed og The Velvet Underground spiller »I'm Set Free«. Zampa kapitulerer til tonerne af Max Richters »This Bitter Earth/ On the Nature of Daylight« i arrangementet fra The Blue Notebooks (2004).

LA French er en stor billedoplevelse med et persongalleri som hos Balzac. Stærkest står portrættet af tiden. Som thriller er filmen for løs – og muligvis for ambitiøs – men efter stribevis af amerikanske 70er-historier kommer den franske synsvinkel som en frisk sommervind.

Se også Michel Hazanavicius: The Artist (2011); Abort på film | L'événement/ Happening/ Hændelsen (2021).

La French (Den franske forbindelse). Instr.: Cédric Jimenez. Manus: Audrey Diwan & Cédric Jimenez. Foto: Laurent Tangy. 135 min. Belgien-Frankrig 2014. Dansk premiere: 24.09.2015.

Fotos: Gaumont/ Légende Films/ France 2 Cinéma/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Scope Pictures/ RTBF/ La Wallonie/ Région Provence-Alpes-Cóte d'Azur/ Centre national du cinéma et de l'image animée (CNC)/ Gaumont Distribution/ Madman Entertaiment (trailer)/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Variety/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.09.2015

Abort på film | L'événement/ Happening/ Hændelsen (2021)

DET ANNULLEREDE LIV
Konkret og personlig filmkunst til tiden

Af BO GREEN JENSEN

TIDEN og stedet er Frankrig i det Herrens år 1963. Anne Duchesne (Anamaria Vartolomei) studerer i Angoulême og har en plan om at blive lærer. Det er lyse, gode og lovende tider. Hun arbejder støt og har mulighed for at udforske friheden sammen med veninderne Hélene, Olivia og Brigitte.

   Anne er blandt de bedste elever på sit hold. I første scene af Hændelsen ved hun instinktivt, hvad Louis Aragon ville sige med digtet »Elsa ved spejlet« fra Den franske Diana. Og hvad kaldes stilgrebet, den retoriske gentagelse, som digteren benytter? vil læreren (Pio Marmaï) lige vide, da Anne har uddybet meningsindholdet. Jo, det er da en anafor.

   På kollegiet taler de unge kvinder især om sex og fremtiden. De gør det med en vis selvfølelse, som fejrer moderniteten. Camus bliver vejet over for Sartre. De taler også om frygten for ikke at bestå. »Hvis jeg dumper, sidder jeg på en traktor til næste år,« siger en af Annes veninder.

   Om aftenen går de ud og danser med drenge, som læser jura og kommer fra rige familier. Redderne fra brandstationen poserer som studerende. Anne prøver mulighederne af. I weekenden tager hun hjem til familien, som driver en bistro. Gabriele (Sandrine Bonnaire) og Jacques (Eric Verdin) er stolte af deres datter.

BILLEDET vælter, da Annes menstruation udebliver. Hun er med ét alene i en forskudt virkelighed, hvor det bliver stadig sværere at holde fokus. »Sådan går det, når man er løs på tråden,« bliver der sagt i fællesbadet, men senere kommer Hélene og fortæller om sin erfaring med sexfænomenet. Anne er ingen undtagelse. Hun repræsenterer sin tid og generation.

   Anne går fra Herodes til Pilatus i sundhedssystemet, hvor lægerne skiftevis sympatiserer og fordømmer. Ingen vil hjælpe. Imens bliver studierne fjerne. Den gode lærer er skuffet, og eksamen nærmer sig ubønhørligt sammen med deadline for graviditeten.

   Skriften på væggen står også på lærredet, hvor Audrey Diwan tæller ned i sin filmatisering af Annie Ernaux’ roman om L’Événement (2000). Anne er tre uger, ni uger, tolv uger henne. Efter tre kvarter prøver hun selv – uden held – at foretage indgrebet med en strikkepind. Så får hun kontakt til en professionel englemager. Da kan Hændelsen for alvor begynde.

   Det er en svær tid at vente et uønsket barn i. I 1963 er der endnu 12 år til legaliseringen af svangerskabsafbrydelse. I Danmark blev aborten fri i 1973; i England allerede i 1967; i Tyskland først i 1992. Det har aldrig været enkelt. Jeg var 16 i 1972, da min kæreste ikke fik sin menstruation. Vi var skræmt fra vid og sans. Vores verden var ved at gå under.

AUDREY Diwans film er ikke en museal øvelse. Hun taler til vores tid gennem historien. I 2020erne er retten til fri abort udfordret i USA, og i flere europæiske lande vil konservative kræfter begrænse den og rulle loven tilbage.*

   Så med mellemrum vil og må der være fiktioner, som minder om hovedsagen: at illegale aborter kun fører til lidelse, kvaksalveri og social regression. I 2020 sagde Eliza Hittmans Never Rarely Sometimes Always det lige så effektivt. To teenageveninder fra Pennsylvania rejste med toget til New York, så den ene kunne få foretaget sin abort til rette tid.**

   Den mest frapperende abortskildring i nyere tid er skabt af en mand. Det var mareridtet i Cristian Mungius Fire måneder, tre uger og to dage (2007), som knæsatte den nye rumænske film efter Nicolae Ceausescus fald. I øvrigt er Mike Leighs Vera Drake (2004) et solidarisk portræt af en kvinde, der bryder loven for at hjælpe sine medsøstre. Vera Drake fik Guldløven i Venedig. Det samme gjorde Diwans film i fjor.

   Den etiske kerne i sagen udgør et uløseligt paradoks. En provokeret abort er et liv, der bliver slettet. Lige så sikkert er kvindens fremtid begrænset. Begge er annullerede liv. I de fleste landes abortlove bliver kriteriet da rent biologisk. Hvornår er et væsen så færdigt, at fosteret tæller som liv?

TILBAGE i 60ernes Frankrig har Anne slet ikke de overvejelser. »Jeg vil gerne have et barn en dag. Men ikke et barn i stedet for et liv,« siger Anne til den mest sympatiske læge. Det handler for hende om at blive sig selv igen, så hun kan koncentrere sig, få sin eksamen og vælge en fremtid med hovedet klart.

   Efter besøget hos Madame Rivière meddeler hun sin lærer, at hun er tilbage. Han siger, det er for sent, men Anne er sikker i sin sag. Læreren lever – som samtlige mænd i L’événement – i en privilegeret uskyldstilstand. Han spørger Anne, om hun har været syg. »Ja. Af den sygdom, som kun rammer kvinder – og forvandler dem til husmødre.« Han spørger, om hun stadig vil undervise. »Nej, jeg vil skrive,« siger Anne. Annie Ernaux’ pigenavn var Duchesne.

   Vi har fulgt et praktisk forløb, der er skildret med realistisk grundighed. Der er dog stadig en fuld akt af filmen tilbage, for kroppen reagerer ikke, som Madame Rivière har beskrevet. Anne må tilbage til køkkenklinikken. Herefter bliver Hændelsen næsten til body horror. De sidste tyve minutter er fulde af pumpende spænding, som eskalerer.

AUDREY Diwan er født i 1980 og har ingen personlig erindring om tiden. Alligevel er perioden genskabt med troværdige detaljer, som understøtter indlevelsen. Vi er virkelig tilbage i 60ernes mentale og fysiske landskab. Filmen følger med Anne hele vejen. Diwan fremhæver selv de belgiske Dardenne-brødres håndholdte kameraføring som en æstetisk model.

   Madame Riviére, som foretager aborterne, er hverken en engel eller et uhyre. Instrumenterne bliver steriliseret, der er ordentligt og rent. Kvinden har måske set for mange tilfælde til at engagere sig personligt. Hun bliver spillet med en neutral kvalitet af Anna Mouglalis.

   Det er en levende og anfægtende film, som ikke pakker noget ind. Det er både kunst til tiden og et værk uden tid i sin helt egen ret. Der bliver hverken talt udenom eller forenklet. Som film er Hændelsen helt uden floskler.

*) Den 24. juni 2022 omstødte U.S. Supreme Court, den amerikanske Højesteret, sin skelsættende afgørelse fra 1973, da den enkelte kvindes ret til svangerskabsafbrydelse blev stadfæstet i søgsmålet Roe v. Wade.

   Det er i sagens natur andre dommere, som træffer beslutningerne nu. Det var en hjertesag for Donald Trump at udnævne konservative dommere, når der var frafald i hans embedstid. Det skete ved tre lejligheder i perioden 2017-2020. Kronen på værket var vel at erstatte Ruth Bader Ginsburg (1933-2020) – den mest radikale og feministiske dommer, udnævnt af Bill Clinton i 1993 – med Amy Coney Barrett (f. 1972), den yngste og mest bibel-dogmatiske dommer i institutionens historie.

   Dommerne sidder for livet, mens præsidenter kommer og går. Med omgørelsen af 1973-dommen er 50 års ret til fri abort rullet tilbage. Det er ikke sådan, at Højesteret tillader eller forbyder. Rettens ni medlemmer vedtog, at retten til abort alligevel ikke var omfattet af den amerikanske forfatning. Det er derfor op til hver enkelt delstat, hvordan den vil skrive sin lov.

   Anderledes forholder det sig med retten til at bære våben, som Højesteret finder ukrænkelig. Det har ikke været muligt for delstaten New York at opretholde de nyligt indførte påbud og krav.

**) Berlin 29.02.2020: »Amerikaneren Eliza Hittman modtog Juryens Store Pris – den vigtigste sølvbjørn – for Never Rarely Sometimes Always. Det var den film, som de fleste havde forelsket sig i, før There Is No Evil kom og gjorde en forskel. Filmen følger, i tidløs realistisk stil og med et distinkt præg af 70ernes New Hollywood, en 17-årig pige, som tager bussen fra Pennsylvania til New York for at få foretaget en sen abort.

   Autumns forældre må helst intet vide. Kusinen Skylar er med for at støtte moralsk. Da det bliver nødvendigt at overnatte i byen, slår pigerne følge med en ung mand. De bowler, taler og synger karaoke. Kusinen giver den unge mand et strategisk kys på det rigtige tidspunkt, så han låner dem penge til hjemturen. Der er en subtil undertone af #metoo og kontrakt. Næste morgen bliver det gjort. Autumn mente, at hun var 12 uger henne. Faktisk gik hun i 18. uge.

   Filmen nåede Berlin via Sundance. I al sin æstetiske ukunstlethed kunne det være en film af Bob Rafelson, John Cassavetes eller Chantal Akerman. Sidney Flanigan er fuldkommen troværdig som den trodsige pige på 17. Talia Ryder spiller kusinen. Det styrker troen på samtiden, at der stadig laves film som Never Rarely Sometimes Always.« 

Se også Abort på film | Cristian Mungiu: 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007) og Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004).

Hændelsen (L’événement). Instr.: Audrey Diwan. Manus: Diwan, Marcia Romano. Foto: Laurent Tangy. 100 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 25.05.2022.

Annie Ernaux: Hændelsen. Oversat efter L'événement (2000) af Niels Lyngsø. 108 s. Gads Forlag, 2021.

Fotos: Rectangle Productions/ France 3 Cinéma/ Wild Bunch/ Srab Film/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ CNC/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Gads Forlag

Filmen er i biografdistribution

Weekendavisen Kultur 26.05.2022 + 06.03.2020