Roman Polanski: J'accuse | Officer og spion (2019)

MÆND AF PLIGT OG ÆRE
Polanskis prunkløse apologi

Af BO GREEN JENSEN

DREYFUS-affæren rystede 1890ernes Frankrig og blev først lagt væk i 1906, da hovedpersonen var rehabiliteret. Vendepunktet kom i 1898, da Émile Zola skrev en banebrydende artikel med rubrikken »J’accuse…!« – »Jeg anklager!«.

   Reportagen stod på forsiden af L’Aurore og var stilet som et åbent brev til præsident Felix Fauré. Zola satte navn på de ansvarlige personer og udstillede den systemiske antisemitisme. Det var klassisk graverjournalistik.

   Alfred Dreyfus (1859-1935) blev stemplet som spion og dømt for landsforræderi. Han var jødisk, havde formue og var en perfekt syndebuk, som offentligheden nød at udskamme. Officeren blev degraderet ved en stor ceremoni. Systemet sendte ham til Djævleøen og lukkede sagen.

SKANDALEN var et politisk Watergate for sin tid. Militærets efterretningstjeneste kunne pr. definition ikke tage fejl. Man ville hellere fabrikere beviser end indrømme sine fejltagelser. Sandheden var ilde hørt til det sidste. Også Zola blev trukket i retten. Avisen med den belastende reportage blev brændt på gaderne i Paris.

   Disse ting er lærebogsstof. Mindre kendt er historien om kilden, som satte Zola i stand til at skrive. Georges Picquart (1854-1914) var den nyudnævnte efterretningschef, som blev rystet over arbejdsgangen og nægtede at tie. Picquart fandt den rigtige læk i systemet, som modarbejdede ham til det sidste. Hvis historien har en helt, er det ham.

   Englænderen Robert Harris skrev om Picquart i romanen An Officer and a Spy (2013). Bogen er forlægget for Roman Polanskis film nr. 40, der former sig som en blanding af systemkritik og historisk krimi. Harris fornyede den kontrafaktiske genre med thrilleren Fatherland (1992, da. Fædrelandet), som foregår i et Tyskland, der har vundet 2. verdenskrig. Polanski har tidligere filmatiseret Harris' The Ghost (2007) med titlen The Ghost Writer. Der var dansk premiere på Skyggen i marts 2010.

SAGENS hovedperson, Alfred Dreyfus (Louis Garrel), optræder kun i få scener. Han har en studs og reserveret facon, som ikke giver ham venner i etaten. Picquart har undervist Dreyfus på officerskolen. Han har selv erkendte fordomme, men prioriterer pligt og sandhed som en selvfølge. Picquart bliver whistleblower i moderne forstand, da han går til pressen med sin historie. Han bliver også et talerør for instruktøren.

   J’Accuse er en knastør og pletfri fremstilling. Filmens styrke er dens faktuelle metode. Polanski skildrer en mørnende verden, hvor spionage var noget med ringbind, rygter og tæt mandsopdækning. Motiverne var dog de samme som nu.

DER er kun én kvinderolle af betydning. Picquarts elskerinde, Pauline Monnier, bliver spillet af Emmanuelle Seigner, som i virkeligheden bag kameraet er gift med Roman Polanski. Den [i 2020] 87-årige filmskaber siger i pressematerialet, at han naturligvis ser lighedspunkter mellem Dreyfus-affæren og sin egen historie.

   Som bekendt er Polanski det ene af #MeToo-bevægelsens to store dyr. Han har sin egen sag og belastede fortid, som ikke vil dø eller bare gå væk. Officer og spion fik Juryens Grand Prix i Venedig. Der var kontrovers og debat hele vejen. Adèle Haenel udvandrede fra César-ceremonien, da man ikke ville ekskludere instruktøren, men tværtimod belønnede ham. Polanskis modstandere hverken kan eller vil se hans film. J’accuse har ingen amerikansk distributør. Og får det næppe heller.

   Det er dog for let at betragte J’accuse som en apologi for Polanski personligt. Og det er trist for alle parter, at den polskfødte overlever er endt som en mand, de fleste håber vil dø eller tie. For så går hans sag vel i glemmebogen. Som Dreyfus-skandalen gjorde i sin tid. Det er dén mekanisme, som filmen ikke vil lade ligge.

RENEST og skarpest står scenen, hvor Picquart besøger den døende Sandherr (Éric Ruf), hvis skrantende tjeneste han har overtaget. Han får overdraget de hemmelige reserver, som generalen har liggende i klædeskabet. Den skælvende gamle mand raser mod jøder og anarkister. Han ser ikke selv paradokset i at tale om dyd fra en syfilisbefængt ægteseng.

   Over for dét ironiske optrin står scenen, hvor Dreyfus og Picquart taler sammen til slut. Ad omveje får officeren sagt tak, og Picquart, som nu er minister i Georges Clemenceaus radikale og mindre korrupte regering, siger undskyld og tilkendegiver sin respekt. De er mænd af pligt og ære. Det er en studie i forløsende understament.

JEAN Dujardin spiller Picqart med stil og elegance. Det er endelig en dramatisk rolle til karakterskuespilleren fra The Artist (2011) og La French (2014), som ofte bliver gemt væk i farcer og folkekomedier. Stemningen sættes med regnlys og kulde. Skal et helt regiment overvære Dreyfus’ degradering, er et helt regiment udkommanderet. Malerier af Manet og Renoir bliver iscenesat for sporten. Filmen lever især af sit mise-en-scène.

   Jeg vil fortsat se Kniven i vandet, Repulsion, Rosemary’s Baby, Chinatown, Tess og Pianisten. Og jeg vil anbefale J’accuse meget varmt. Det er ikke et spørgsmål om at tage Polanski »til nåde«. Det må stadig være muligt at skelne mellem mennesket og kunsten. At se værket for, hvad det er i sin tid, og for hvad det siger om tiden. Hvis ikke er vi for alvor i færd med at miste historien.

J'accuse (Officer og spion). Instr.: Roman Polanski. Manus: Robert Harris, Roman Polanski. Foto: Pawel Edelman. 132 min. Frankrig-Italien 2019. Dansk premiere: 17.09.2020.

Fotos:Légende Films/ R.P. Productions/ Gaumont/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Eliseo Entertainment/ Rai Cinema/ France Télévisions/ Orange Cinéma Séries/ Canal+/ La Région Île-de-France/ CNC/ Entourage Pictures/ Palatine Etoile 16/ Optimum Développement/ L'Arbre Holding/ Horus Movies/ Kenosis Productions/ Kinoprime/ RatPac Entertainment/ Gaumont Distribution/ YouTube (Unifrance trailer)/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Poster Art: Guy Ferrandis | Le Cercle Noir

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Studio S (regionsfri) 19.08.2020

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 17.09.2020.

La French | The Connection | Den franske forbindelse (2014)

EN SNOR MED MANGE KNUDER
Den franske forbindelse set fra Marseille

Af BO GREEN JENSEN

DET går op og ned her i verden. Jean Dujardin (f. 1972) fik i 2012 en Oscar for sin rolle i The Artist. Filmen, som Michel Hazanavicius havde skabt, var både (næsten) stum og i sort-hvid, foregik i 1920ernes Hollywood og fortalte historien om, hvordan hele liv blev lagt i grus, da tonefilmen ankom i 1927.

   Der var fine hilsener til førsteudgaven af A Star is Born (1937) og Singin’ in the Rain, (1952), som er Hollywoods egne versioner af historien. Dujardin, der har en vis fysisk lighed med Gene Kelly, var perfekt som idolet George Valentin, der bliver kasseret og glemt og forsumper, mens hans protegé og kæreste, danseren Peppy Miller, gør karriere.

   The Artist var et kulturfænomen i tre eller fire minutter. Dujardin blev spået et stort gennembrud og en international karriere, som han mærkværdigvis aldrig fik. Han havde små roller i George Clooneys The Monuments Men (2014) og Martin Scorseses The Wolf of Wall Street (2013) men det blev Dujardins portugisiske medspiller, Bérénice Bejo, som for alvor havde glæde af The Artist.

DET skal siges, at filmen kom som en overraskelse i Frankrig. Her var Dujardin kendt som surferen Brice Agostini i Brice de Nice (2005), en komisk karakter, han havde udviklet i standup-sammenhæng, og for sin rolle som superagenten OSS 117 i to Slå først, Frede!-agtige spionkomedier. Første gang, Dujardin viste mørkere stof, var i Guillaume Cantets Les petits mouchoirs (2011), som i Danmark hed Små hvide løgne.

   Dujardin tog hjem for efterhånden at forsvinde i generiske titler som Brice 3 (2016), Little White Lies 2 (2019) og OSS 117: From Africa with Love (2021). Der har alt for sjældent været lysægte film som Roman Polanskis J'Accuse (2019, da. Officer og spion), hvor han spiller efterretningsofficeren Picquart, der nægter at deltage i justitsmordet på Alfred Dreyfus.

   På vej tilbage til farcehåndværket gør Dujardin en sidste stor, dramatisk gestus i La French. Han er fremragende som Pierre Michel, en ubestikkelig dommer, der med alle midler bekæmper intern korruption og er hovedanvarslig for afsløringen af »den franske forbindelse«, som i 1970ernes Marseille distribuerer heroin til hele verden.

FILMEN er autentisk baseret. Den korsikansk-fransk-amerikanske trekantshandel med tyrkisk heroin var i Frankrig kendt som »la filière corse«, indtil amerikanerne begyndte at tale om The French Connection. Det var i dén film fra 1971, at William Friedkin castede Gene Hackman som narkostrisseren Jimmy »Popeye« Doyle. Siden blev historien endnu bedre i French Connection II (1975), som John Frankenheimer instruerede i samme hårdkogte ånd.

   Cirka samtidig blev dommeren Pierre Michel forfremmet fra en stilling i Metz, hvor han havde fungeret i sager, der involverede mindreårige, til en mere magtfuld position ved retten i Marseille. Her havde Gaëtan »Tany« Zampa i 20 år drevet sin gangsterforretning under relativt rolige forhold. De lokale betalte beskyttelsespenge, men hovedindtægten kom fra narkoeksporten til USA.

   Pierre Michel (1943-1981) og Gaëtan Zampa (1933-1984) er historiske karakterer, og filmen forpligter sig på at skildre den franske side af narkoopgøret med rimelig akkuratesse. Det samme gjorde Philip Lefebvres Le Juge allerede i 1984, hvor Jacques Perrin havde rollen som dommeren, men dengang var der ændret lidt i navne og nærmere forhold.

AFFÆREN var en snor med mange knuder. Narkonetværket havde rødder i konstellationer fra 2. verdenskrig. Startkapitalen kom fra midler, som korsikaneren Paul Carbone havde tilegnet sig, mens han arbejdede for Carlingue, det franske Gestapo. I den første efterkrigstid kunne handlen foregå frit, fordi CIA og det franske efterretningsvæsen holdt hånden over den korsikanske mafia, der til gengæld forhindrede franske kommunister i at overtage havnen i Marseille.

   Dommeren har selv en fortid som ludoman. Han lever i øvrigt stille og roligt med hustruen Jacqueline (Céline Sallet) og parrets to døtre. Zampa elsker hustruen Christiane (Mélanie Doutey), der er aktiv i Azur-kystens jetset. Han løber ture med sin teenagesøn og prøver at skåne sin datter. Zampa ser ikke sig selv som forbryder, snarere som en forretningsmand af iværksættertypen.

DET er Zampa, som bliver spillet af Gilles Lellouche, der flytter sig mest. Først ligner han en tegneseriegangster, til slut er han næsten en tragisk figur. Michel bliver chikaneret af korrupte kolleger og embedsmænd. Zampa er presset på det amerikanske marked, hvor konkurrencen fra Asien trykker priserne ned, og i sit eget bagland, hvor løse kanoner som psykopaten Le Fou (Benoît Magimel) gør det svært at drive anstændig forretning.

   De to mænd kommer tæt på hinanden, og hos Zampa opstår en vis respekt for den eneste, som tør sige nej. Michel er urokkelig i sin foragt. For en tid lader han sagen ligge, da den er ved at ødelægge hans ægteskab. Så kommer François Mitterrand til magten, og en lille paladsrevolution gør det muligt for dommeren at etablere sin task force. Der er dog flere bagmænd på podiet, da ministeren takker for kampen til slut.

DET er Patrick Schmitts periodedesign, der gør La French til noget særligt. Som mange yngre instruktører er Cédric Jimenez forelsket i 1970erne, og sjældent har en film set 40 år tilbage med mere længsel. Kærligheden gælder også tidens film. Gangsterne beundrer Jean-Paul Belmondo, og Jimenez citerer The Godfather.

   Flere bipersoner bliver vækket af virkeligheden i scener, der genskaber den akutte kokainparanoia i Martin Scorseses Goodfellas (1990). Jimenez henter dog mere hos Michael Mann, som i Heat fra 1995 gjorde meget ud af at sidestille forbrydernes og politifolkenes sociale liv og familierutiner. Midtvejs mødtes den livstrætte tyv (Robert De Niro) og den ubestikkelige kriminalbetjent (Al Pacino) på fælles grund og lige fod.

   Jimenez og partneren Audrey Diwan, som har skrevet manuskriptet sammen, lader dommeren og gangsteren have en lignende scene, hvor de taler ganske ærligt. Det er beretningen om et forudsigeligt dødsfald, og gradvis skifter tonen fra dynamisk action til myte og melankoli. Mod slutningen er Zampa humaniseret i en grad, som gør det svært kun at se ham med kulde og foragt.

MUSIKKEN i filmen er vigtig. Guillaume Roussel har skrevet et stemningsfuld score, der indlejrer radiosange fra tiden, så man fornemmer, at årene går. »These Boots Are Made for Walking« – Nancy Sinatras signatursang, som i Frankrig var et 1965-hit for Eileen – bliver til »Ces bottes sont faites pour marcher« i en rekonstruktion ved Yéyévollegaz og Delphine Gardin. Også Lykke Li har leveret neo-nostalgisk lounge til lydsporet, hvor bl.a. Serge Gainsbourg (»Comic Strip«) og Mike Bryant (»C'est comme ça que je t'aime«) fungerer som kronologiske markører.

   Da Zampa i 1980 åbner natklubben Krypton til ære for sin hustru, bliver der spillet »Call Me« med Blondie. Siden standser han musikken, da dj’en spiller »Cambodia« med Kim Wilde. Pierre Michel tager på ferie med sin familie og er eftertænksom, mens Lou Reed og The Velvet Underground spiller »I'm Set Free«. Zampa kapitulerer til tonerne af Max Richters »This Bitter Earth/ On the Nature of Daylight« i arrangementet fra The Blue Notebooks (2004).

LA French er en stor billedoplevelse med et persongalleri som hos Balzac. Stærkest står portrættet af tiden. Som thriller er filmen for løs – og muligvis for ambitiøs – men efter stribevis af amerikanske 70er-historier kommer den franske synsvinkel som en frisk sommervind.

Se også Michel Hazanavicius: The Artist (2011); Abort på film | L'événement/ Happening/ Hændelsen (2021).

La French (Den franske forbindelse). Instr.: Cédric Jimenez. Manus: Audrey Diwan & Cédric Jimenez. Foto: Laurent Tangy. 135 min. Belgien-Frankrig 2014. Dansk premiere: 24.09.2015.

Fotos: Gaumont/ Légende Films/ France 2 Cinéma/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Scope Pictures/ RTBF/ La Wallonie/ Région Provence-Alpes-Cóte d'Azur/ Centre national du cinéma et de l'image animée (CNC)/ Gaumont Distribution/ Madman Entertaiment (trailer)/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Variety/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.09.2015

Michel Hazanavicius: The Artist (2011)

STUM KÆRLIGHED
En lutrende glæde ved filmen og livet

Af BO GREEN JENSEN

I DE første årtier var alle film stumme. De blev ikke vist uden lyd, men musikken blev fremført i biografen af et orkester, en organist eller en improviserende klaverbokser. Al dialog var skrevet på skilte. Det tog tid at finde balancen mellem for mange ord og for få. Jeg så fornyligt F.W. Murnaus Schloss Vogelöd (1921) på dvd. Filmen varer 81 minutter og følger, grundigt og trofast, en i forvejen snaksom roman af Rudolph Stratz. Der er alenlange scener med cigarrygende mænd, som taler evindeligt sammen. I alt 165 skilte med tæt dialog er sat ind.

   Siden fik man sans for rytmen og ramte den rette dosering. Murnau kunne til sidst fortælle helt uden ord. Der er tusindvis af tidlige storfilm, som alt for få ser alt for sjældent. Fra Giovanni Pastrones historiske helaftensepos til Charlie Chaplins sociale samtidskomedier; monumentale værker af Griffith, Ford og Vidor; Fritz Langs visionære Metropolis, Sergej Eisensteins revolutionære symfonier. Flere sene stumfilm besidder en skønhed, som aldrig er tangeret. Murnaus Sunrise, G.W. Pabsts to Lulu-film, Abel Gances Napoleon, Carl Th. Dreyers Jeanne d’Arc.

ALT blev skabt med skygger på væggen og publikums trang til at lade sig fange. I 2011 så jeg en restaureret kopi af Georges Méliès' Le voyage dans la lune (1902, da. En Tur til Maanen). Det er dén med manden i månen, som bliver ramt i øjet af ekspeditionens raket. Sandt nok kunne mange ting more. Men billederne levede på en afstand af 109 år, sådan cirka. Da er film for alvor en magisk ting og en stor tidsmaskine.

   Flere nye titler hylder de første 30 år af filmkunsten. I Martin Scorseses Hugo (2011) er Georges Méliès en vigtig karakter. Han bliver spillet af Ben Kingsley, og de klassiske trickfilm er genskabt i moderne 3D. Michel Hazanavicius’ The Artist er et sentimentalt melodrama i den store form fra Hollywoods guldalder. Men ikke mindre selvbevidst. Ved premieren i Cannes var den tænkt som et tilbud, der kunne more cineasterne. Imidlertid var reaktionen så varm, at filmen blev flyttet til hovedkonkurrencen. The Artist vandt siden over 200 priser, herunder tre Golden Globes, en Bodil for bedste internationale film og fem af de ti Oscars, som den var nomineret til.

DEN stumme metafilm forener det bedste af A Star is Born og Singin’ in the Rain. I 1927 er George Valentin (Jean Dujardin) en maskulin stjerne i traditionen fra Douglas Fairbanks. Han er – som hunden Uggy, der følger ham trofast – et ikon, da han møder stjernefrøet Peppy Miller (Bérénice Bejo). Med lyden vendes alt op og ned. Tiden vil have musicals, og Peppy bliver folkets favorit. Valentin er noget, man ler ad. Han satser sine sidste penge på at producere den film, som han selv helst vil se.

UNDER krisen går Valentins liv helt i stykker. Nu vil han allerhelst dø. Han drikker resterne af sin værdighed væk, mens Peppy i hemmelighed opkøber hans ting. De er aldrig holdt op med at elske hinanden, og endelig kræver hjertet sin ret.

   Peppy Miller og George Valentin bliver et syngende par som Ginger Rodgers og Fred Astaire. De danser ud af filmen og ind i vore hjerter. Da er der lyd, og det giver et lifligt sæt i Valentin. Publikum har glemt, hvor grænsen går. Til sidst er der bare en film om en mand og en kvinde. Som man får det fantastisk godt af at se.

DUJARDIN har et hvidt smil så bredt som Gene Kellys. Bejo emulerer flere divaer i scener, der citerer i flæng fra klassiske film. Som prosaisk studiechef ses John Goodman; som konservativ butler Malcolm McDowell; som empatisk chauffør den loyale James Cromwell. Luduvic Bourse har skrevet et pragtfuldt score, som er stemningsmusik med håndgribelig virkning. The Artist begynder som morskab og gimmick, men slutter som ren poesi.

   Fra tid til anden har der været forsøg på at genopdage stumfilmen med den store musik. Mel Brooks gjorde det for sjov i Silent Movie (1976). Luc Bessons Le dernier combat (1983, da. Den sidste kamp) var højbrynet scifi. Aki Kaurismäkis Juha (1999) var afgjort alvorlig. The Artist går hele vejen med glæde og synes at finde sit tema tilfældigt. Jeg vil tro, at De tror, man skal tage sig sammen, men denne film er en sjælden og gennemført glæde.

Se også Store stumfilm: Cabiria (1914), Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter]; Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]; Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Pablo Berger: Blancanieves (2012); Todd Haynes/ Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen]; Damien Chazelle: Babylon (2022) [Oscars 2023].

The Artist. Instr. og manus: Michel Hazanavicius. Foto: Guillaume Schiffman. 100 min. Belgien-Frankrig 2011. Dansk premiere: 09.02.2012

Fotos: Studio 37/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, MUBI, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.02.2012