Tom McCarthy: The Visitor (2007) [Oscars 2009]

I MENNESKENES RYTME

Retten til at leve og drømme overalt

Af BO GREEN JENSEN

IKKE alle amerikanske mainstreamfilm er orgier i eskapisme og opportunisme. Som bekendt findes også en stærk tradition for independent cinema, intelligente menneskefilm, der er skabt uafhængigt af Hollywood og de store produktionsselskaber. Der er selvsagt nitter blandt disse film, som har deres primære scene i festivalkredsløbet. Enkelte bliver små succeser, som finder deres publikum i arthouse-biografer og får et langt liv på streaming og blu-ray. Andre dør fortjent på stedet, for at være lille og lukket i formen, er ingen kvalitet i sig selv. En sjælden gang skabes et storværk i det alternative filmmiljø. Se bare på Tom McCarthys The Visitor.

   Enkemanden Walter Vale (Richard Jenkins) har ingen plan om forandring, da forandringen kommer til ham. Han er 62 år, bor alene i Connecticut og underviser i økonomi på et college, som ikke venter sig mere af ham, end han gør af alle de glansløse dage. Ved begyndelsen af hvert semester justerer han blot det strategiske årstal. I praksis har han sagt de samme ting i tyve år. Han ser ikke, hvem de studerende er og kommer aldrig sine elever i møde. Det er ham meget imod, at han skal til New York for at deltage i et seminar og fremlægge en artikel, som han bidraget til for syns skyld. Det er ikke, fordi han skal noget andet. Han vægrer sig blot ved at bryde sin rytme.

WALTERS hustru var koncertpianist. Hendes efterladte album er den eneste musik, han hører, og han forsøger at holde fast i hendes minde ved at lære at spille klaver. I første scene tager han afsked med endnu en lærer. Måske kunne hun lære ham mere, men hun talte til ham som til et barn. Walter har bygget en mur om sit liv og lagt en ring om sit hjerte. Der er ikke mere, han vil eller skal. Hans ansigt er fuldkommen udtryksløst. Han må bare igennem de sidste fem år. Så kan han trække sig ind i pensionen.

   I New York vil han bo i den lejlighed, som han ejede sammen med hustruen. Den har stået tom i mange år. Der er dog lyde og lys, da han lukker sig ind. En badende kvinde, Zainab (Danai Gurira) fra Senegal, får et chok, der matcher Walters egen reaktion. Zainab lever sammen med Tarek (Haaz Sleiman) fra Syrien, der har købt lejemålet af »vennen« Ivan. Walter vil bare være sig selv, men får alligevel ondt af de hjemløse kærester, da parret står på gaden med deres ting. Først lader han dem overnatte, siden får de lov at flytte ind.

   Zainab er mistænksom og reserveret. Tarek rækker derimod ud efter Walter. Han lærer den stive økonom at spille djembe. Snart sidder begge mænd i trommecirklen i Grand Central Park, hvor en broget flok musikanter holder den store rytme i gang. Walter er målløs inde bag sin bleghed. For første gang deler han noget fælles. Sønnen blev voksen og rejste til England. Han har ikke følt sig så levende, siden hustruen døde.

DET gode samspil ender brat, da Tarek og Walter i undergrunden bliver standset af to officerer fra Department of Homeland Security. Har man selv haft kontakt med disse betjente, hvis beføjelser er uden indskrænkning, vil man vide, at The Visitor ikke overdriver deres arrogance. Tarek bliver interneret i et fængsel i Queens på ubestemt tid. Walter bliver bedt om at passe sig selv. Tarek og Zainab er illegale indvandrere. Det samme er Mouna, Tareks mor (Hiam Abbass), som kommer rejsende fra Michigan. Hun og Walter fatter ærbar sympati for hinanden. De går sammen i teatret, så hun kan opleve The Phantom of the Opera.

   Kun Walter kan handle, og det er nu, han vælger side. Han skaffer Tarek en advokat, sælger flygelet i Connecticut og tager orlov fra sit arbejde. Fra nu er findes bare djemben, Mouna, Zainab og Tarek, hans nye musik og hans nye familie. Hver dag besøger han Tarek i fængslet. Han tager Zainab og Mouna med på sightseeing. For første gang ser han Frihedsgudinden. Livet leves én dag ad gangen, og der er hverken kaskader eller fanfarer, men enhver der har øjne ser på lang afstand, at mennesket Walter Vale er forelsket.

IMENS drejer alle systemets små hjul. At protestere er som at slå i en dyne. Uret falder i slag for Tarek. En gammel udvisningsordre blev ignoreret, og Mouna bebrejder sig selv: »Man gør den slags, og siden går tiden. Man glemmer, at man ikke hører til.« Før gik ingen op i loven, men efter 9/11 er verden en anden. Publikum håber, at Tarek kan blive, men McCarthy er ikke eventyrdigter. Tarek deporteres, og Mouna rejser med ham. Der er én enkelt nat, hvor de holder om hinanden. Begge er vågne og véd, hvad der venter. Han følger med hende ud til den sidste gate. Der kommer ingen benådning fra oven.

SKUESPILLEREN Tom McCarthy (f. 1966) debuterede som filmskaber med The Station Agent (2003), som også i Danmark var en arthouse-succes. I The Visitor har han fravalgt den første films excentriske charme til fordel for en almen, åben og mere vedkommende form. I 2015 skrev og instruerede han Spotlight, som skildrede avisen Boston Globes arbejde med at afdække pædofiliskandalerne i den katolske kirke. Spotlight fik årets Best Picture Oscar . 

   Richard Jenkins (f. 1947) er en af de skuespillere, man har set i snesevis af sekundære roller, ofte som læge, lærer, svigerfar, kriminalkommissær, uden at huske hans navn. Han er indbegrebet af en type, men i The Visitor bliver han et menneske, som gradvis træder i fuld karakter. Jenkins fik en Oscar for The Visitor, og rollen gjorde hans kommunefarvede leverpostejskvalitet til en efterspurgt ingrediens. Han var særligt god som apotekeren, der er gift med Frances McDormand, som spiller titelrollen i miniserien Olive Kitteredge (2014).

   Som det unge par er Sleimann og Gurira sympatiske kræfter, men filmens følelsesmæssige dybde ligger i rytmen og samspillet mellem Jenkins og Hiam Abbass (f. 1960), der efter sin markante indsats i film som Munich, Free Zone og Paradise Now har fået noget nær monopol på at spille den modne kvinde fra Mellemøsten. Selv kommer Abbass fra Palæstina. Hun er både israelsk og arabisk. Rollen som Mouna er blandt hendes bedste.*

FILMEN kunne sagtens være mere sentimental og didaktisk. Der er stof til et stort melodrama, både i det unge pars adskillelse og i kærlighedsmødet mellem Walter og Mouna. McCarthy vil kritisere en selvforstærkende paranoia, umenneskeligheden i det amerikanske system, som har frit spillerum efter 9/11. Han vil tale imod selvtilstrækkeligheden. Det gør han bedre ved blot at fortælle historien. Filmen føles større, end den faktisk er, fordi New York bliver brugt som en levende baggrund. I sit væsen er The Visitor dog et kammerspil for fire karakterer. McCarthy orkestrerer musikken, som til det sidste følger menneskets rytme.

    Det er forstemmende at gense The Visitor i 2023. Skønt systemet fremstilles kritisk, er der en grundlæggende anstændighed, en respekt for invidet og en følelse af samhørighed, som omfatter selv de nidkære embedsmænd. Der er et overskud, som er fuldkommen forsvundet efter 15 år med finanskrise, Donald Trumps arrogante MAGA-populisme, mere social ulighed og polarisering. For ikke at tale om covid og militær genoprustning. Der er en ny, gennemgribende hjerteløshed. Hele omgangstonen i den globaliserede hverdag er forandret.

*) Hiam Abbass var måske allerbedst som enken Salma Zidane, der trodser israelsk lov i Lemon Tree (2008, da. Citronlunden) af palæstinenseren Eran Riklis. I 2012 skrev og instruerede hun selv Inheritance, som følger en palæstinensisk familie, der holder bryllup i Galilæa, mens Israel og Libanon fører krig. Abbas deler fortsat sine aktiviteter mellem lokale produktioner (Do Not Forget Me Istanbul, Gaza mon amour), international arthouse (The Limits of Control, Insyriated) og amerikanske studiefilm som Exodus: Gods and Kings og Blade Runner 2049. Hun blev verdenskendt for alvor som Marcia Roy, matriarken i HBO-serien Succession (2018-2023). På Venedig Festivalen 2023 viste Lina Soualem, der er datter af Hiam Abbass, dokumentaren Bye Bye Tiberias. Portrætfilmen følger mor/datter, som vender tilbage til hjemstavnen i Palestina, mens Abbass fortæller om sit liv, sit udgangspunkt og sin karriere.  

The Visitor. Instr. & manus: Thomas McCarthy. Foto: Oliver Bokelberg. 103 min. USA 2007. Dansk premiere: 29.08.2008.

Fotos: Groundswell Productions/ Next Wednesday Productions/ Participant Productions/ K5 International/ Overture Films [clips + trailer]/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke p.t.– udkom senest på Blu-ray i Canada 2009 [De Passage] og Tyskland 2010 [Ein Sommer in New York]

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.08.2008.

Sparks | Leos Carax: Annette (2021)

FORTALT MED LARM OG BULDER
Den postmodernistiske filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

ANNETTE er kærlighedsbarnet, som bliver resultatet, da operasangeren Ann Defrasnoux (Marion Cotillard) forelsker sig i standupkomikeren Henry McHenry (Adam Driver). Pigen er alt, som er godt og uskyldigt. Hun får det bedste frem i begge de tragiske karakterer.

   Senere, da stormen har revet alting i stykker, kan Henry i hvert fald holde sig til dét. »I'm a Good Father,« gentager han – undrende – for sig selv i en af de bedste sange fra den tæt gennemskrevne filmmusical, som Ron og Russell Mael – dvs. duoen Sparks – har realiseret sammen med Leos Carax.

MEN først er der sat flere sæt anførselstegn om fiktionen. Filmen begynder i kontrolrummet i studiet, hvor instruktøren kalder sin assistent hen til skærmen, som han sidder ved. »So May We Start?« spørger koret i den første af 30 fyldige sange. Det er dén, der lyder mest som et Sparks-hit fra 1970rnes poptid.

   Nu går hele ensemblet i procession ud på gaden i Los Angeles for at opføre sin forestilling. Til slut er der en tilsvarende finale, hvor kompagniet samler op og pakker sammen. Alle de døde lever igen. Også Sparks og Carax er i billedet. Det er en gestus i ånden fra klassisk teater. Verden er en scene. Livet er en sang. Vi gør vores flygtige støj og forsvinder.

BRØDRENE Mael har altid drømt om at skabe en filmmusical. Det er Ron (f. 1945) med moustachen, der skriver, og Russell (f. 1948), som synger med svimmel falset. Der er flere kuldsejlede projekter i bandets 50-årige karriere. De fortalte om dem til Edgar Wright i dokumentaren The Sparks Brothers (2021), som også fik dansk biografpremiere.

   Jeg vidste ikke, at Jacques Tati og Sparks nåede langt med en musical, som ikke blev produceret. Ej heller at brødrene brugte seks år på at forberede en manga-musical (Mai, the Psychic Girl) til Tim Burton, som svigtede dem. Jeg har til gengæld sat stor pris på Sparks-albummet med den fine og sirlige fabel om The Seduction of Ingmar Bergman (2009). Ingmar Bergman besøger Hollywood og bliver tilbudt en stor produktion. Han er fristet og flanerer i filmbyen. Det er Greta Garbo, som sender ham hjem til det rigtige arbejde.

EXCENTRIKEREN Leos Carax (f. 1960) er det perfekte match for Mael-brødrene. Han er den eneste nulevende instruktør, der kunne skære Annette så skævt og nøjagtigt. Carax’ tilgang til filmmusicals er ikke den amerikanske. Det er den håndlavede virkelighed fra Les parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne) og andre originale nouvelle vague-klenodier, som Jacques Demy og Agnès Varda lavede sammen.

   Demy holdt af Hollywood og føjede verdenerne sammen i Les demoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort), hvor Gene Kelly gæsteoptræder. Det er nok dén film – og Lars von Triers Dancer in the Dark (2000) – som Annette ligner mest. Ron Maels musik flirter med dissonans, men har også klassiske kærlighedssange som »We Love Each Other So Much«. Før i tiden ville man tale om en postmodernistisk filmmusical.

DER er i Mauvais Sang (1986, da. Natten er ung) en ikonisk scene, hvor Denis Levant danser til David Bowies »Modern Love«. I Holy Motors (2012) står Kylie Minogue på et hustag og synger melankolsk hverdagsopera. Hun er i beigefarvet trenchcoat og ligner Jean Seberg i tiden for Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs).

   Scott Walker (1943-2019) skrev musikken til Pola X (1999), som var en fri filmatisering af Herman Melvilles Pierre; or the Ambiguities (1852), dvs. opfølgeren på Moby-Dick.

   Bemærk alle x’erne. Carax hedder egentlig Alex Dupont. Hans professionelle alias kombinerer navnene Alex og Oscar: »Jeg blev født i 1976, i et mørkt rum i biografen. Jeg lavede film for at blive forældreløs. Før var det, som om jeg havde sovet i sytten år,« sagde han til magasinet Télérama, da Holy Motors blev vist i Cannes i 2012.

   Netop i Cannes fik Annette premiere. Det var filmen, som genåbnede festivalbyen efter COVID-19-aflysningen i 2020.

HANDLINGSGANGEN er enkel og klar som i en opera. Det er en variation over motivet fra A Star is Born. Ann og Henry er stjerner i hver sin galakse. Hun synger på ophøjede operascener. Henry går på i bokseudstyr og hudfletter tiden med en sarkasme, som publikum elsker ham for.

   Henrys standupshow hedder Ape of God, dvs. »Guds abe«. Det er sikkert en overlagt henvisning til Wyndham Lewis’ satiristiske kunstnerroman – Ron Mael har aldrig lagt skjul på, at han er belæst. Henry kunne være en Anders Matthesen, som smelter ned, men figuren er især inspireret af Andy Kaufman (1949-84), som virkelig gik til på den måde. Kaufman endte i bizar fribrydning med kvinder (som skildret af Milos Forman i 1999-filmen Man on the Moon). 

   Guds Abe raser, klynker, hoverer og regerer. Han ryger tæt og ruller sig rundt på scenen i simulerede samlejer. Han drikker vodka som af en sutteflaske og sætter en ære i at provokere. Han er en mændenes mand af sin tid. Der er alligevel ægte kant i satiren. Ron Mael lader ham synge to strofer af Tom Lehrers »National Brotherhood Week« – filmen har virkelig 70er-stambog.*

MEN hjemme begynder lykken at skride. Pludselig er Henry ikke sjov mere. Hver bitter vittighed falder til jorden. Han klager fra scenen i Las Vegas og siger, at det er som »trying to enjoy a blowjob in a gas chamber«. »Not funny, Henry,« råber hans fans. Det er ikke morsomt. Henry er en afstumpet skiderik. Han fortjener alle de knubs, som han får.

   For så vidt som dramaet har et kor, er det sladderjournalisterne. De kvidrer om parrets livsstil og følger graviditeten up close. Så slår de til med skadefryd, da Henrys trone vakler. »Six Women Have Come Forward« er filmens version af #MeToo-justits. Henry var oppe, og nu skal han ned. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

   Imens bliver Ann mere fjern. Tredje hjul i tragedien er Dirigenten/ Akkompagnatøren (Simon Helberg), som elsker Ann. I anden akt er det af og til ham, der fortæller.

EN sejlbåd forliser i stormen. Uvejret er realiseret med sætstykker, som på et teater, men undervandsoptagelserne er i realistisk format. Annette er med om bord og ser det hele ske. Senere véd hun noget om Far. Det er samtidig sandt, at hun får det bedste i ham frem. Den rugende Henry er virkelig en god far. Men Annette kender sandheden. For sig selv er og bliver han Guds Abe.

   Annette taler aldrig, men Henry opdager, at hun kan synge. Det er som at høre engle i himlen. Verden ligger for hendes fødder, da hun turnerer med Henry og Akkompagnatøren. Mændene har mægtige konflikter. Der er ét drab mere, og barnet siger fra. Henry falder lige så hårdt og fortjent som Othello, Macbeth og de øvrige forbilleder.

NU er han klar til at blive et godt menneske, men er soning mulig efter så meget? Det ville det være i en traditionel musical, så Henry er fortrøstningsfuld og synger til sin datter om kærlighedens kraft. For Ron Mael og Carax er det nok ikke nok at sige undskyld. Gå selv ind og se, hvad der sker.

   I hovedparten af filmen bliver Annette fremstillet af en digital marionet. Det løser flere logistiske problemer, og man vænner sig til surrealismen. Det er derfor meget virkningsfuldt, da dukken bliver levende efter to timer. Stilgrebet er regulært genialt. Det har taget sin tid, men hér bliver det hele omsider virkeligt for den narcissistiske Henry.

HVIS noget af ovenstående taler til dig, vil du nyde Annette. Hvis det lyder fortænkt, skal du holde dig væk. Annette ligner ikke La La Land, In The Heights eller andre nye musicals, som trods alt hylder genren. Annette er en fuldvoksen filmopera. Det er krævende stof. Men godt nyt for fans af Sparks og Carax. Begge naturkræfter er i stor form og leverer.

   Det samme gør Cotillard og Adam Driver. Han synger med sin egen begrænsede stemme. Det er en væsentlig pointe, at det ikke lyder særligt godt. Det lyder som et menneske. Annette er julegaven til alle, som ikke gider flere superhelte og mere West Side Story.

Se også Slipstream | Leos Carax: Holy Motors (2012) og Sparks | Edgar Wright: The Sparks Brothers (2021).     

*) Tom Lehrers satiriske sangværk er beskrevet i en note til artiklen om W.S. Gilbert og Arthur Sullivan. Percy Wyndham Lewis (1882-1957) var blandt de vigtigste skikkelser i mellemkrigstidens britiske og amerikanske modernisme. Han udgav magasinet BLAST (1914) og formulerede et manifest for vorticismen, der så en rollemodel i digteren Ezra Pound. Lewis skrev kritiske essays, polemiske pamfletter og romaner som Tarr (1918). Trilogien The Human Age, som består af The Childermass (1928), Monstre Gai (1955) og Malign Fiesta (1955), er et forsøg på at samle århundredet op. Han havde venner i Bloomsbury-kredsen, men Lewis var evigt i opposition. Snart sagt alle fra tidens gallerier og saloner er med i nøgle- og programromanen Apes of God (1930). De bliver alle karikeret og skåret grundigt ned. Hvis Lewis læses i dag, er det for denne monumentale satire. Lewis er stadig kontroversiel. Det skyldes især de nationalsocialistiske sympatier og den udtalte anti-semitisme i hans tidlige værker. Han reviderede begge synspunkter og blev i 1940erne, som han tilbragte i USA, en ivrig fortaler for Franklin Delano Roosevelts demokratiske program. I erindringsbøgerne Blasting and Bombardiering (1937) og Rude Assignment (1957) nuanceres de ekstreme positioner. Som kunstner var han kolorist og kubist. Malerierne er brillante.

Annette. Instr.: Leos Carax. Manus: Ron & Russell Mael, Leos Carax. Foto: Caroline Champetier. 140 min. Frankrig-Tyskland-Belgien-Japan-Mexico-Schweiz 2021. Dansk premiere: 16.12.2021.

Fotos: CG Cinéma/ Tripus P Film/ Arte France Cinéma/ Another World Entertainment/ Théo Films/ UGC/ Detailfilm/ Scope Pictures/ Wrong Men North/ RTBF/ Euro Space/ Piano/ Garidi Films/  MUBI (official trailer)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (juli 2025) på AppleTV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (UK) 10.01.2022

4K UHD + 2K Blu-ray fra Alamode Film (Tyskland) 22.04.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.12.2021

Mainstream | Cameron Crowe: Jerry Maguire (1996)

NOGET OM MENNESKER
Et følsomt farvel til guldflippertiden

Af BO GREEN JENSEN

MARTS 1997: JERRY Maguire er sportsagent, et toptunet karrieremenneske på 35 år, som bare kan det dér med snak og charme. Han sælger sine klienters kontrakter så dyrt som muligt, lever godt af provisionen og er et væsentligt aktiv for bureauet, Sports Management International, som han var med til at gøre til, hvad det er nu: en stor forretning med så mange klienter, at der sjældent er tid til den enkelte sag og det enkelte menneske. Allerede i titelsekvensen får Jerry derfor anfægtelser, oplever en slags indre gennembrud og udfærdiger et følelsesladet memo, som alle roser ham for. Indtil chefen fyrer ham næste dag.*

   

NU vil Jerry være sin egen mand og sælge en bedre service til færre klienter, men alle på nær én vælger at blive hos SMI. Undtagelsen er den afroamerikanske fodboldspiller Rod Tidwell, som har brug for en bedre kontrakt med sin klub i Arizona, hvor han spiller godt, men er upopulær.

   Imens bliver Jerry romantisk interesseret i sekretæren Dorothy, som fulgte med ham fra SMI. Måske er han forelsket, måske er han bare taknemlig for hendes loyalitet og som altid villig til at gå langt, når der skal leves op til et ansvar. Derimod er ingen i tvivl om, at han elsker hendes lille søn Ray, og at drengen nyder sin nye far.

   Tiden går – og tager sig tid til at gøre det grundigt, for den eneste skønhedsfejl ved Jerry Maguire må være den overdrevne spillelængde på to timer og tyve minutter. Foldboldspilleren kan ikke vente evigt på en god kontrakt, og Jerry Maguire må gøre op med sig selv, hvad han egentlig vil med sin frihed og sin samvittighed. Alt afgøres under den TV-transmitterede NFL-finale, og det siger meget om filmens styrke, at man anfægtes dybt af Jerrys dilemma.

CAMERON Crowes usædvanligt vellykkede film lyder velsagtens både ordinær og sentimental, når man refererer den således, men faktisk ligner Jerry Maguire ikke ret mange film fra 1980ernes og 90ernes Hollywood. Den er i familie med den romantiske komedie, men med sin insisteren på at diskutere moral og værdier knytter den an til andre og dybereliggende lag i amerikansk filmtradition. Så genresky film er i regelen mindre, uafhængige produktioner, og man skal tilbage til 1930erne og 40erne for at finde en tid, hvor de store studier rørte ved den slags. Men Jerry Maguire er faktisk en superkommerciel satsning. Det er derfor intet mindre end opløftende, at alt i filmen lykkes så smukt.

TOM Cruise har spillet typer i sine sidste mange film. Typer er den slags personer, man finder i genrebevidste produktioner, anset om det gælder en thriller som Sydney Pollacks The Firm (1993), et stykke højbrynet horror som Neil Jordans Interview With The Vampire (1994) eller imiteret irsk immigrantromantik à la Ron Howards Far and Away (1992). Man tager et par træk og forstørrer dem, markerer med alle midler, og vips – en skikkelse er skabt, uden at man af den grund kan tale om særlig skarp skuespilkunst. Man kan på den måde glemme, hvor godt det kan være at se en film, der tegner et menneske frem for en type.

   Det gør Cruise i Jerry Maguire, endda med så megen dybde og stil, at man for første gang aner en personlighed bag den glatte facade. Renée Zellwegers forelskede sekretær ligner mere en karakter, som vi kender, men også i fodboldspilleren Rod Tidwell, som Cuba Gooding Jr. gør sig megen umage med, er der lagt mere substans end sædvanligt. Sammen udgør Cruise og Gooding et særdeles vindende par. Og ikke siden Lawrence Kasdans Grand Canyon (1991) har en Hollywood-film bestræbt sig på at skildre rigtige mennesker, så man kunne tage dem alvorligt og leve sig ind i deres problemer og valg.

DET var Cameron Crowe, som i 1992 skrev og instruerede Singles, en målrettet ensemblefilm om musikmiljøet i grunge-metropolen Seattle. Singles blev med rette kritiseret for at være lidt for trendy og demografisk bevidst. Matt Dillon, Bridget Fonda og Eric Stolz m.fl. spillede unge enere, der skulle lære, hvad voksenlivet sådan nærmere indebar, mens Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden osv. pumpede løs i den elektriske baggrund. Med andre ord netop en film om typer.

   I Jerry Maguire har Crowe gjort personerne ældre, mens tiden på lydsporet til gengæld er skruet tilbage. Det er en flot vifte sjældent hørt sen-60errock, som Crowe bringer sammen på soundtracket: The Who-nummeret »Magic Bus« i Live At Leeds-versionen udgør et tema; Neil Youngs »World On A String« er hentet fra 1973-albummet Time Fades Away; to instrumentale skæringer (»Singalong Junk« og »Momma Miss America«) fra Paul McCartneys første soloalbum; Peter Greens gamle Fleetwood Mac-nummer »Oh Well Parts 1 & 2« og ikke mindst en alternativ udgave af Bob Dylans »Shelter From The Storm« er mere end tilfældig underlægningsmusik.

LÆG hertil en håndskreven sang af Bruce Springsteen (»Secret Garden«), førsteudgaven af Aimee Manns »Wise Up« og temaet »We Meet Again«, som Nancy Wilson har skrevet.**  Hver skæring føjer noget til persontegningen og arbejder sammen med filmen, der helt fortjent var Oscar-nomineret i kategorierne bedste film, bedste manus, bedste mandlige hovedrolle og birolle – som Cuba Gooding Jr. vandt – samt bedste klip. Det er længe siden en Hollywood-film er lykkedes så godt som hér.

Se også Cameron Crowe: Almost Famous (2000); Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001); Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011).

*) Memoet er et manifest på 25 sider, »The Things We Think and Do Not Say: The Future of Our Business«, som vi kun hører brudstykker af. Men i 2016, da filmen fyldte 20 år, lagde Cameron Crowe teksten op på sit website, The Uncool. Jerrys »mission statement« var inspireret af den hensigtserklæring, som Jeffrey Katzenberg ruskede op i vanetænkningen med, da han var hovedansvarlig for live action-produktioner på Walt Disney Studios. Memoet »The World Is Changing: Some Thoughts on Our Business« er en miniklassiker i filmindustrien.

   Katzenberg forlod Disney i 1994 og stiftede selskabet DreamWorks SKG sammen med Steven Spielberg og musikproducenten David Geffen. Dreamworks blev videresolgt i 2005, da Viacom (som ejer Paramount Pictures) overtog driften. Siden 2016 fungerer Dreamworks (der er uløseligt affilieret med Spielbergs Amblin Partners) som en enhed i Universal Studios, og Dreamworks' produktioner distribueres af Universal Pictures. Der er med andre ord grænser for friheden, som udbryderne fik tilkæmpet sig.

  Jeg har henvisningen fra The New Yorker, hvor Ian Crouch i 2016 genså og gik i rette med »The Towering Narcissism of Jerry Maguire«. Det er sandt, at æstetikken er 90er-glat; at etniciteten er hvid og privilegeret; at kønsrollebilledet ligner yngre stenalder – til basisgruppen af fraskilte kvinder siger Zellweger, at »manden er fjenden, men jeg elsker alligevel fjenden.« Tonen i miljøet er trumpistisk og chauvinistisk – det er jo dét, som Jerry siger fra overfor. Så filmens præmis var profetisk, men tiden, som elskede Jerry Maguire, havde stadig sin sjæl i 1980erne. Man troede, at replikker som »You complete me« og »You had me at Hello« ville blive stående. Men linjen, som satte sig og stadig lever, er Cuba Gooding Jr.'s snusfornuftige: »Show Me The Money!«

**) Crowe og Nancy Wilson (den ene søster i duoen Heart) var gift fra 1986 til 2010. Hun var i den periode fast leverandør af sange og scores til hans film. Aimee Manns »Wise Up« blev skrevet til Jerry Maguire, men fik for alvor egenliv, da Paul Thomas Anderson brugte sangen i multiplotfilmen Magnolia (1999). Her skiftes karaktererne til at synge et vers. Tom Cruise spiller selvhjælpsforkynderen Frank T.J. Mackey, en vred mand af Iron John/Jernhans/Carl-Mar Møller-skolen, som havde medvind i 90erne, da mænd skulle realisere det indre urmenneske. De ting er helt glemt nu. Det er Magnolia ikke. Rollerne i Stanley Kubricks Eyes Wide Shut (1999) og Magnolia var de første, hvor Cruise kunne udfordre sit renskurede persona fra de store studiefilm. Han bad selv om at medvirke i Magnolia, fordi han havde set og syntes om Andersons Boogie Nights (1997). Den film gav Mark Wahlberg en karriere, og han fungerer godt som pornostjernen. Men tænk, hvis Tom Cruise havde spillet Dirk Diggler.

Jerry Maguire. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: Janusz Kaminski. USA 1996. 139 min. Dansk premiere: 14.03.1997.

Fotos: Tri-Star Pictures/ Gracie Pictures/ Universal Sony Pictures Home Entertainment Nordic/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray + Digital HD fra Sony Pictures [i boxsæt Columbia Classics Volume 1] 16.06.2020

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 14.03.1997. Noterne er skrevet i juli 2022. Status for streaming i februar 2025.

Giuseppe Tornatore: Ennio Morricone – The Maestro (2021)

EN LANG OG LYKKELIG REJSE

Et sidste glimt af filmkomponisten

Af BO GREEN JENSEN

DET var et fyrtårn og et fikspunkt, som forsvandt, da Ennio Morricone døde i 2020. Få komponister har sat deres mærke og præget en kunstart så dybt. Morricone gjorde det gennem 60 år og var stadig unik og urørlig.

   Tolv af 500 soundtracks blev skrevet til Giuseppe Tornatore (f. 1956). Morricone følte selv noget særligt for musikken til Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i Paradis), og han kunne se sin egen rejse i The Legend of 1900 (1998, da. Legenden om pianisten på havet). Tornatore havde optaget sin portrætfilm, da komponisten gik bort. Den er derfor et kærligt arbejdsportræt, snarere end en rugende gravskrift.

   Ennio fortæller historien kronologisk, med talrige filmklip og flittig brug af vidneudsagn. De talende hoveder tilhører venner, kolleger og fans fra Bernardo Bertolucci og Clint Eastwood til Quentin Tarantino og Bruce Springsteen. Mesteren selv fortæller udførligt.

DEN første time er pakket meget tæt. Dybden og fylden kommer for alvor, da samarbejdet med Sergio Leone begynder. De to mænd var gamle skolekammerater. Musikken til The Good, the Bad and the Ugly (1966) og Once Upon a Time in the West (1968) ændrede westerngenren for altid. Og blev født, fordi Ennio kunne høre et klokkespil, et dyreskrig og en fløjte.

   Tornatores film er en guide til liv og metode, men han giver stoffet moment ved at vise, hvordan Morricone igen og igen bliver nomineret til en Oscar, som han ikke får. I 2007 modtager han en ærespris. Så skriver han score til The Hateful Eight (2015) og får sin rigtige Oscar. Ambitionen er ikke et påhit. Morricone var beskeden af væsen, men sulten efter anerkendelse.

HER finder filmen sit ledemotiv. Drengen kunne læse noder og spille trompet som 6-årig. På Santa Cecilia, det italienske musikkonservatorium, fandt han en faderfigur i komponisten Goffredo Petrassi, som blev hans lærer og forbillede.

   I den klassiske verden var film ikke agtet. Morricone følte altid, at han prostituerede sig – han taler åbent om det i Ennio – når han tog bestillingsopgaver. Han skrev en overgang kun »absolut« kompositionsmusik. Avantgardeensemblet Il Gruppo var et livsvarigt sideprojekt.

 

HER kom arbejdet med Roland Joffés The Mission (1986) til at gøre en forskel. Morricone var træt og færdig med film, da Joffé viste ham scenerne, hvor missionæren Fader Gabriel (Jeremy Irons) og den oprindelige befolkning bliver mejet ned. Morricone fik tårer i øjnene og gik hjem og skrev »Gabriel's Oboe« og »On Earth as It Is in Heaven«.The Mission har været lagt væk meget længe, forskrevet på grund af sin patos. Nu får man lyst til at se den igen.

FILMEN om filmkomponisten er gavmild, nøjagtig og kongenial. Her er alle de store partiturer og en god portion af de mindre kendte. Her er den lille mand, som kan komponere i sit hoved.

   Som regel er der stille i arbejdsværelset. Han rejser sig og dirigerer; han lægger sig og laver yoga. Han bruger højest et lille klaver til at demonstrere. Leone forstod aldrig musikken i skitseform. Morricone kunne høre den, før den var skrevet.

Se også Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020; Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100].

Ennio Morricone – The Maestro. Instr. & manus: Giuseppe Tornatore. Foto: Giancarlo Leggeri, Fabio Zamarion. 150 min. Italien 2021. Dansk premiere: 07.04.2022.

Fotos: Piano b Produzioni/ Potemkino/ Fu Works/ Terras/ Gaga/ Blossoms Island Pictures/ Eurimages/ Dogwoof Pictures/ Gentofte Kino Distribution

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.04.2022.