Sparks | Leos Carax: Annette (2021)

FORTALT MED LARM OG BULDER
Den postmodernistiske filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

ANNETTE er kærlighedsbarnet, som bliver resultatet, da operasangeren Ann Defrasnoux (Marion Cotillard) forelsker sig i standupkomikeren Henry McHenry (Adam Driver). Pigen er alt, som er godt og uskyldigt. Hun får det bedste frem i begge de tragiske karakterer.

   Senere, da stormen har revet alting i stykker, kan Henry i hvert fald holde sig til dét. »I'm a Good Father,« gentager han – undrende – for sig selv i en af de bedste sange fra den tæt gennemskrevne filmmusical, som Ron og Russell Mael – dvs. duoen Sparks – har realiseret sammen med Leos Carax.

MEN først er der sat flere sæt anførselstegn om fiktionen. Filmen begynder i kontrolrummet i studiet, hvor instruktøren kalder sin assistent hen til skærmen, som han sidder ved. »So May We Start?« spørger koret i den første af 30 fyldige sange. Det er dén, der lyder mest som et Sparks-hit fra 1970rnes poptid.

   Nu går hele ensemblet i procession ud på gaden i Los Angeles for at opføre sin forestilling. Til slut er der en tilsvarende finale, hvor kompagniet samler op og pakker sammen. Alle de døde lever igen. Også Sparks og Carax er i billedet. Det er en gestus i ånden fra klassisk teater. Verden er en scene. Livet er en sang. Vi gør vores flygtige støj og forsvinder.

BRØDRENE Mael har altid drømt om at skabe en filmmusical. Det er Ron (f. 1945) med moustachen, der skriver, og Russell (f. 1948), som synger med svimmel falset. Der er flere kuldsejlede projekter i bandets 50-årige karriere. De fortalte om dem til Edgar Wright i dokumentaren The Sparks Brothers (2021), som også fik dansk biografpremiere.

   Jeg vidste ikke, at Jacques Tati og Sparks nåede langt med en musical, som ikke blev produceret. Ej heller at brødrene brugte seks år på at forberede en manga-musical (Mai, the Psychic Girl) til Tim Burton, som svigtede dem. Jeg har til gengæld sat stor pris på Sparks-albummet med den fine og sirlige fabel om The Seduction of Ingmar Bergman (2009). Ingmar Bergman besøger Hollywood og bliver tilbudt en stor produktion. Han er fristet og flanerer i filmbyen. Det er Greta Garbo, som sender ham hjem til det rigtige arbejde.

EXCENTRIKEREN Leos Carax (f. 1960) er det perfekte match for Mael-brødrene. Han er den eneste nulevende instruktør, der kunne skære Annette så skævt og nøjagtigt. Carax’ tilgang til filmmusicals er ikke den amerikanske. Det er den håndlavede virkelighed fra Les parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne) og andre originale nouvelle vague-klenodier, som Jacques Demy og Agnès Varda lavede sammen.

   Demy holdt af Hollywood og føjede verdenerne sammen i Les demoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort), hvor Gene Kelly gæsteoptræder. Det er nok dén film – og Lars von Triers Dancer in the Dark (2000) – som Annette ligner mest. Ron Maels musik flirter med dissonans, men har også klassiske kærlighedssange som »We Love Each Other So Much«. Før i tiden ville man tale om en postmodernistisk filmmusical.

DER er i Mauvais Sang (1986, da. Natten er ung) en ikonisk scene, hvor Denis Levant danser til David Bowies »Modern Love«. I Holy Motors (2012) står Kylie Minogue på et hustag og synger melankolsk hverdagsopera. Hun er i beigefarvet trenchcoat og ligner Jean Seberg i tiden for Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs).

   Scott Walker (1943-2019) skrev musikken til Pola X (1999), som var en fri filmatisering af Herman Melvilles Pierre; or the Ambiguities (1852), dvs. opfølgeren på Moby-Dick.

   Bemærk alle x’erne. Carax hedder egentlig Alex Dupont. Hans professionelle alias kombinerer navnene Alex og Oscar: »Jeg blev født i 1976, i et mørkt rum i biografen. Jeg lavede film for at blive forældreløs. Før var det, som om jeg havde sovet i sytten år,« sagde han til magasinet Télérama, da Holy Motors blev vist i Cannes i 2012.

   Netop i Cannes fik Annette premiere. Det var filmen, som genåbnede festivalbyen efter COVID-19-aflysningen i 2020.

HANDLINGSGANGEN er enkel og klar som i en opera. Det er en variation over motivet fra A Star is Born. Ann og Henry er stjerner i hver sin galakse. Hun synger på ophøjede operascener. Henry går på i bokseudstyr og hudfletter tiden med en sarkasme, som publikum elsker ham for.

   Henrys standupshow hedder Ape of God, dvs. »Guds abe«. Det er sikkert en overlagt henvisning til Wyndham Lewis’ satiristiske kunstnerroman – Ron Mael har aldrig lagt skjul på, at han er belæst. Henry kunne være en Anders Matthesen, som smelter ned, men figuren er især inspireret af Andy Kaufman (1949-84), som virkelig gik til på den måde. Kaufman endte i bizar fribrydning med kvinder (som skildret af Milos Forman i 1999-filmen Man on the Moon). 

   Guds Abe raser, klynker, hoverer og regerer. Han ryger tæt og ruller sig rundt på scenen i simulerede samlejer. Han drikker vodka som af en sutteflaske og sætter en ære i at provokere. Han er en mændenes mand af sin tid. Der er alligevel ægte kant i satiren. Ron Mael lader ham synge to strofer af Tom Lehrers »National Brotherhood Week« – filmen har virkelig 70er-stambog.*

MEN hjemme begynder lykken at skride. Pludselig er Henry ikke sjov mere. Hver bitter vittighed falder til jorden. Han klager fra scenen i Las Vegas og siger, at det er som »trying to enjoy a blowjob in a gas chamber«. »Not funny, Henry,« råber hans fans. Det er ikke morsomt. Henry er en afstumpet skiderik. Han fortjener alle de knubs, som han får.

   For så vidt som dramaet har et kor, er det sladderjournalisterne. De kvidrer om parrets livsstil og følger graviditeten up close. Så slår de til med skadefryd, da Henrys trone vakler. »Six Women Have Come Forward« er filmens version af #MeToo-justits. Henry var oppe, og nu skal han ned. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

   Imens bliver Ann mere fjern. Tredje hjul i tragedien er Dirigenten/ Akkompagnatøren (Simon Helberg), som elsker Ann. I anden akt er det af og til ham, der fortæller.

EN sejlbåd forliser i stormen. Uvejret er realiseret med sætstykker, som på et teater, men undervandsoptagelserne er i realistisk format. Annette er med om bord og ser det hele ske. Senere véd hun noget om Far. Det er samtidig sandt, at hun får det bedste i ham frem. Den rugende Henry er virkelig en god far. Men Annette kender sandheden. For sig selv er og bliver han Guds Abe.

   Annette taler aldrig, men Henry opdager, at hun kan synge. Det er som at høre engle i himlen. Verden ligger for hendes fødder, da hun turnerer med Henry og Akkompagnatøren. Mændene har mægtige konflikter. Der er ét drab mere, og barnet siger fra. Henry falder lige så hårdt og fortjent som Othello, Macbeth og de øvrige forbilleder.

NU er han klar til at blive et godt menneske, men er soning mulig efter så meget? Det ville det være i en traditionel musical, så Henry er fortrøstningsfuld og synger til sin datter om kærlighedens kraft. For Ron Mael og Carax er det nok ikke nok at sige undskyld. Gå selv ind og se, hvad der sker.

   I hovedparten af filmen bliver Annette fremstillet af en digital marionet. Det løser flere logistiske problemer, og man vænner sig til surrealismen. Det er derfor meget virkningsfuldt, da dukken bliver levende efter to timer. Stilgrebet er regulært genialt. Det har taget sin tid, men hér bliver det hele omsider virkeligt for den narcissistiske Henry.

HVIS noget af ovenstående taler til dig, vil du nyde Annette. Hvis det lyder fortænkt, skal du holde dig væk. Annette ligner ikke La La Land, In The Heights eller andre nye musicals, som trods alt hylder genren. Annette er en fuldvoksen filmopera. Det er krævende stof. Men godt nyt for fans af Sparks og Carax. Begge naturkræfter er i stor form og leverer.

   Det samme gør Cotillard og Adam Driver. Han synger med sin egen begrænsede stemme. Det er en væsentlig pointe, at det ikke lyder særligt godt. Det lyder som et menneske. Annette er julegaven til alle, som ikke gider flere superhelte og mere West Side Story.

Se også Slipstream | Leos Carax: Holy Motors (2012) og Sparks | Edgar Wright: The Sparks Brothers (2021).     

*) Tom Lehrers satiriske sangværk er beskrevet i en note til artiklen om W.S. Gilbert og Arthur Sullivan. Percy Wyndham Lewis (1882-1957) var blandt de vigtigste skikkelser i mellemkrigstidens britiske og amerikanske modernisme. Han udgav magasinet BLAST (1914) og formulerede et manifest for vorticismen, der så en rollemodel i digteren Ezra Pound. Lewis skrev kritiske essays, polemiske pamfletter og romaner som Tarr (1918). Trilogien The Human Age, som består af The Childermass (1928), Monstre Gai (1955) og Malign Fiesta (1955), er et forsøg på at samle århundredet op. Han havde venner i Bloomsbury-kredsen, men Lewis var evigt i opposition. Snart sagt alle fra tidens gallerier og saloner er med i nøgle- og programromanen Apes of God (1930). De bliver alle karikeret og skåret grundigt ned. Hvis Lewis læses i dag, er det for denne monumentale satire. Lewis er stadig kontroversiel. Det skyldes især de nationalsocialistiske sympatier og den udtalte anti-semitisme i hans tidlige værker. Han reviderede begge synspunkter og blev i 1940erne, som han tilbragte i USA, en ivrig fortaler for Franklin Delano Roosevelts demokratiske program. I erindringsbøgerne Blasting and Bombardiering (1937) og Rude Assignment (1957) nuanceres de ekstreme positioner. Som kunstner var han kolorist og kubist. Malerierne er brillante.

Annette. Instr.: Leos Carax. Manus: Ron & Russell Mael, Leos Carax. Foto: Caroline Champetier. 140 min. Frankrig-Tyskland-Belgien-Japan-Mexico-Schweiz 2021. Dansk premiere: 16.12.2021.

Fotos: CG Cinéma/ Tripus P Film/ Arte France Cinéma/ Another World Entertainment/ Théo Films/ UGC/ Detailfilm/ Scope Pictures/ Wrong Men North/ RTBF/ Euro Space/ Piano/ Garidi Films/  MUBI (official trailer)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (juli 2025) på AppleTV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (UK) 10.01.2022

4K UHD + 2K Blu-ray fra Alamode Film (Tyskland) 22.04.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.12.2021

Sparks | Edgar Wright: The Sparks Brothers (2021)

GNISTRENDE GALSKAB
Hengiven hyldest fra fan nr. 1

Af BO GREEN JENSEN

DE amerikanske brødre Ron (f. 1945) og Russell (f. 1948) Mael har lavet vild, excentrisk og uforudsigelig pop i 50 år efterhånden. Siden Halfnelson (1971) og Woofer in Tweeter’s Clothing (1972), hvor der første gang står Sparks udenpå, er det blevet til 25 album med mange hundrede sange.

   Det svirrer med tal og sandfærdige skrøner i Edgar Wrights hengivne dokumentar, som tager historien fra en ende af. Instruktøren af Baby Driver (2017) og Last Night in Soho (2021) er selv et kultfænomen. Han er superfan af Sparks, og når nu ingen andre ville give historien vingefang.

   Sparks har fans i fire generationer. For de fleste i min begynder historien med »This Town Ain't Big Enough for Both of Us« fra albummet Kimono My House, som var et monsterhit i 1974. Det samme var Propaganda (1975) og i lidt mindre grad Indiscreet (1976). Brødrene havde i de år kontrakt med britiske Island Records, og deres kernepublikum var europæisk.

DET er et stort paradoks i historien om Sparks, at de egentlig altid har prøvet at gøre det godt i hjemlandet. Det er lykkedes i perioder. Hele Rons hvide »pop som popkunst«-æstetik er rundet af svirpende Hollywood-drømme. Gratuitous Sax & Senseless Violins (1994) er en repræsentativ albumtitel.

   De kommer fra Pacific Palisades i Californien. Deres far, som døde tidligt, tog dem med i biografen. Deres mor kørte bilen til Las Vegas, så de kunne se The Beatles to gange. Ron fik moustache som Adolf Hitler og Charles Chaplin. Da Paul McCartney forklædte sig som Ron Mael, vidste brødrene, at de var blevet til noget.*

ADSKILLIGE backingbands er forladt hen ad vejen. Efter Indiscreet tog brødrene hjem og forsøgte at erobre USA. Det lykkedes hverken med Big Beat (1976) eller Introducing the Sparks (1977), men No. 1 in Heaven (1979), som Giorgio Moroder tæppebelagde med ur-synthesizer og Russells vokal, var et profetisk album. Cirka hér forlod jeg bordet og kom først igen, da der var furore om Lil’ Beethoven i 2002.

   I foråret 2008 så Sparks tilbage og samlede det fulde værk ved 21 koncerter i London. Hver aften opførte bandet et originalt album i hele sin udstrækning. I anden del var sanglisten sat efter afstemning blandt fans på bandets website. Den retrospektive »Sparks Spectacular« kulminerede i en præsentation af album nr. 21, Exotic Creatures of the Deep.

   Sparks nyder p.t. en stor renæssance, fordi de har skrevet sange til musicalen Annette, der var årets åbningsfilm i Cannes 2021. Leos Carax har instrueret Adam Driver og Marion Cotillard i Annette.

WRIGHTS film består af arkivklip, nye interviews med gamle partnere og snurrige indspark fra brødrene selv. De taler nødigt om Annette, for det er så tit gået galt med filmprojekter. Sparks og Jacques Tati var langt med et samarbejde. I sen-80erne, da deres aktie var lavest, brugte de seks år på at skrive Mai, the Psychic Girl, en manga, som Tim Burton skulle instruere.

   Der er meget filmkultur i Sparks. I foromtalen af Annette må det undre, at flere ikke nævner The Seduction of Ingmar Bergman (2009), som er en af de skæveste rockmusicals. I 1956 er Ingmar Bergman i Hollywood og bliver tilbudt en stor studiefilm. Han leger med tanken og ser på filmbyen. Greta Garbo råder ham til at tage hjem.

DE gamle mænd mødes i studiet hos Russell hver dag. De laver et album om året. Det seneste hedder A Steady Drip, Drip, Drip (2020). Måske er Sparks for sære til at være populære. Der er i hvert fald en udmattelseseffekt. Efter filmen styrer man ikke direkte mod hylden med Sparks. Man har nok for nu – men er lykkeligt mæt.

Se også Sparks | Leos Carax: Annette (2021) [Musicals]; Edgar Wright: Last Night in Soho (2021).

*) McCartney er forklædt som Ron Mael i videoclippet, som promoverer »Coming Up«, første skæring på McCartney II fra 1980. McCartney spiller selv alle instrumenter på albummet og er  i samme ånd castet som alle ti medlemmer af spoofbandet The Plastic Macs. Kun Linda McCartney supplerer. Keith McMillan instruerede clippet, som blev lanceret på The Kenny Everett Video Show den 14. april 1980. DR sendte faktisk Kenny Everett-programmerne, som inspirerede bl.a. Jarl Friis-Mikkelsen, Kim Shumacher og lidt senere Casper Christensen med hensyn til værtstil. Vi er så langt tilbage i kronologien, at end ikke MTV fandtes. Kanalen, som ændrede medielandskabet, blev lanceret den 1. august 1981, på passende vis med Buggles-hittet »Video Killed the Radio Star«. I dag ligger alting selvsagt på YouTube. »Coming Up« er med på dvd-antologien The McCartney Years (2007). McCartney udpeger selv Ron Mael, Hank Marvin og John Bonham på kommentarsporet. Og siger, at det hele var for at have en vinkel og for sjov. Sjovt er det. Sangen er ikke noget særligt, men clippet viser McCartney i et visuelt overskudshumør, der fører tankerne tilbage til Magical Mystery Tour.     

The Sparks Brothers. Instr. og manus: Edgar Wright. Foto: Jake Polonsky. 120 min. UK-USA 2021. Dansk premiere: 21.10.2021.

Fotos: Focus Features/ Media Rights Capital/ Complete Fiction/ Universal Pictures/ Island Records/ CineMaterial

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Amazon Store, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay. Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios (UK) med koncert og interviews i fuld længde 18.10.2021. 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.10.2021.

Noah Baumbach/Greta Gerwig: Frances Ha (2013)

FRANCES I FLUGTEN
Portræt af den unge kvinde i tiden

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film emmer af tidsånd, alene derved at de ikke forsøger. Noah Baumbach og Greta Gerwig rammer målet rent i portrættet af den 27-årige Frances Haliday, som er ved at blive voksen for alvor. Hun vil bruge sit liv på at danse, men der er mange om budet, og karrieren vil ikke lette. Hun er for gammel til at begynde et nyt sted, og hun er ikke ung nok til at være helt ubekymret.

   Frances deler lejlighed med Sophie (Mickey Sumner), der vil være forlagsredaktør. De er fortrolige hjerteveninder, men modsat Frances betragter Sophie læreårene som en foreløbig situation, en livsfase snarere end et permanent arrangement.

   Da Sophie flytter sammen med sin kæreste, føler Frances sig svigtet og forrådt. Hun bruger et år på at bo hos forskellige venner, tage forefaldende småjobs, brænde lånte penge af på en håbløs rejse til Frankrig og tage hjem igen for at finde sig selv.

   Sophie bliver gift og rejser til Japan, men veninderne ses ved en sammenkomst på deres gamle college. Nu serverer Frances. Sophie er ikke lykkelig, men lykkelig nok. Frances kan danse. Måske er det bare dét, hun skal.

FILMEN er mere et anslag end et forkromet psykologisk portræt. Af samme grund fungerer den helt ubesværet, og så er formen og virkemidlerne valgt med et blik, der gør den til en sanselig delikatesse. Filmet i sort-hvid, fuld af håndplukket musik, med dialogen holdt i mumblecore-leje, tilsat en overflod af specifikke detaljer. Alt sammen set på en baggrund, der ligner Woody Allens Manhattan.

FRANCES danser hen ad gaden til David Bowies »Modern Love«, der bliver en slags temasang. Scenen hylder/citerer Leos Carax' Mauvais Sang (1986, da. Natten er ung), hvor Denis Levant danser til den samme sang på den samme måde, dog med et ekstra sæt anførselstegn om, idet scenen er sat i en teaterkulisse.

   Ellers er hovedparten af musikken hentet i partiturer af Georges Delerue, som skrev dem til klassiske nouvelle vague-film. Baumbach bruger musikken ironisk. I Paris er der ikke én fransk tone. Det regner, og Frances forbliver alene.

   Hun lægger varme og nærvær i den børneforestilling, som hun skaber koreografien til. Hun tager til hjem til sine forældre (som spilles af Gerwigs egne forældre) og føler sig som en fiasko, skønt hun bliver fejret. Slutningen er åben som fremtiden, men Frances forpligter sig på den og får sit eget sted. Da hun skal skrive sit navn på skiltet ved dørklokken, er der ikke plads til hele efternavnet. Deraf titlen Frances Ha.

BAUMBACH udviklede sin (tragi)komiske tone i The Squid and the Whale (2005), en selvbiografisk skilsmissehistorie, og Greenberg (2010), hvor kværulanten Ben Stiller kom til Californien og blev lidt mere åben ved mødet med babysitteren Gerwig. Instruktøren erkender, at han som ung så Woody Allens film så mange gange, at han måtte holde op med at se dem og begynde et nyt sted for at skabe sit eget.

   Denne søgen finder hjem i Frances Ha, men det er Gerwig, der bærer filmen med sin solidariske fremstilling. Frances er 2010er-versionen af Julie Christie i Darling, Corinne Marchard i Cleo fra 5 til 7, Anouk Aimee i Lola, Pernille Kløvedal i Ang. Lone, Diane Keaton i Annie Hall. Hun er indbegrebet af livsappetit og tristesse, ikke én, men mange typer, og et menneske, som man både kan blive irriteret på og forelske sig i.

DER er en tidløs elegance over filmen, som er klippet med sjælden klarhed og flair. Man føler ofte, at der kunne have været mere, at sekvensen med »Modern Love« live på gaden kunne være et fuldbårent musicalnummer. Så man er sulten efter mere, og filmen bevarer sit hverdagsmysterium. Frances Ha fanger en stemning i flugten, og bliver et væsentligt portræt af en kvinde ved en korsvej.

Se også Greta Gerwig: Lady Bird (2017); Noah Baumbach: Marriage Story (2019); Greta Gerwig | Louisa May Alcott: Little Women (1868/2019); Bogen og filmen | Don DeLillo: White Noise (1985/2022).

Frances Ha. Instr.: Noah Baumbach. Manus: Greta Gerwig & Noah Baumbach. Foto: Sam Levy. 86 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.10.2013.

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab/ Miracles Film Distribution

Filmen streames (juni 2025) på FILMSTRIBEN, YouTube Film

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #681) 29.06.2021

2K Blu-ray fra Metrodome Video (regionsfri) 06.01.2014

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 01.11.2013

Slipstream | Leos Carax: Holy Motors (2012)

ELLEVE INSTRUKTIVE FIKTIONER

En besnærende rebus for cineaster

Af BO GREEN JENSEN

  

FØRST er der en filmskaber (Leos Carax), som vågner af eller under en drøm. Han tager straks de mørke briller på og tænder en tynd cigaret. Så rejser han sig i rummet, der ligner et gammelt hotelværelse. Tapetet forestiller en skov. Manden finder en skjult dør mellem træerne, åbner den med sin mekaniske finger og går, stadig iført luvslidt pyjamas, gennem passagen til rummet bag væggen.

   Her venter en fyldt biograf. Fra filmen høres mågeskrig. En nøgen baby løber mellem rækkerne med røde plysstole, som i en manipuleret video på YouTube. Senere følger en glubsk helvedeshund, men Carax følger ikke med mere. Han står stille på balkonen og lader sit blik suge ind i fiktionen. Med denne prolog sætter Holy Motors citationstegn. Alt er pakket ind i semiotisk cellofan. Der er et ekstra lag af »Som om« om det hele.

DEN forsovne auteur vender ikke tilbage, og man glemmer ham hurtigt igen. Nu begynder forvandlingshistorien, hvor Alex Oscar (byt rundt på disse bogstaver og se, hvad anagrammet siger) bliver kørt fra episode til episode i en skjult eller parallel virkelighed, som for det meste ligner vor egen. Et korps af skuespillere eller skæbneagenter indfinder sig på aftalte steder, så de kan opføre nøje fastlagte scener fra forskellige liv, som ikke er deres.

   Det er vigtigt at overholde tidsplanen. Agenterne transporteres i stræklimousiner, hvor de kan sminke og forberede sig. Længe er chaufføren Céline den eneste person, som Monsieur Oscar (Denis Levant) har kontakt med. Senere får han besøg af en chef (Michel Piccoli), som siger, at man i ledelsen spørger, om Alex stadig har hjertet med i sit arbejde. Alex svarer, atypisk opgivende, at han savner de gamle kameraer. Før var maskinerne større end vi. Nu har filmen mistet sin fysiske tyngde.

OFTE spiller agenterne over for andre agenter. Monsieur Oscar opfører en dødsscene og undskylder, at han må videre. Det viser sig, at den sørgende datter også er en indkaldt statist. Så hvem skriver filmen, og hvem kender planen? Er det muligvis sådan, vi færdes i livet? Kvinden Jean (Kylie Minogue) fra nattens sidste job er en kollega, som Alex kendte tyve år før. Hun kommer for at spille stewardessen Eva Grace, der skal møde sin elsker. Scenen tager en tragisk drejning. Her bliver historien og følelsen ægte. Det bryder ingen af parterne sig om.

   Céline (Edith Scob) ser alt fra sin plads bag rattet. Da limousinen er sat i garage, tager hun en turkisgrøn maske for ansigtet og går hjem iført støvler og frakke af lak. Det er et vidunderligt filmbillede, der som alt i Holy Motors er afstemt efter stilen i en bestemt periode. Cineaster vil genkende masken fra Les yeux sans visage, Georges Franjus surrealistiske gyser fra 1959. Herhjemme fik Øjne uden ansigt premiere i december 1963. Netop Edith Scob havde rollen som kirurgens vansirede datter.

SÅDAN henviser alt i Holy Motors til fem-seks andre steder. Filmen er en fantastisk rebus, et forførende gådebillede, en cinefil huskeliste og en intellektuel tegneserie af typen, som kan bære mange hermetiske bind med konkordans og vidtløflig eksegese. Naturligvis må man elske eller hade en så intertekstuel konstruktion. Der findes også nej-sigere, men for en gangs skyld er tvivlerne i undertal.

   Holy Motors blev nemlig årets, hvis ikke årtiets comeback-historie. Filmen var en uventet succes ved premieren på Cannes Festivalen. Den blev set verden over og var, om ikke andet, et bekræftende vidnesbyrd om, at den krøllede kunstfilm lever endnu. Ingen havde regnet med, at Carax ville genopstå fra de forskrevne. Forrige gang han forsøgte, med Pola X i 1999, vendte alle demonstrativt ryggen til.

    Leos Carax er for øvrigt et anagram. Filmskaberen hedder faktisk Alexandre Oscar Dupont, ganske som manden i Holy Motors. Han debuterede med Boy Meets Girl (1984) og gav Juliette Binoche en hovedrolle i Mauvais sang (1986, da. Natten er ung). Carax var et es i generationen, som talte Luc Besson, Jean-Jacques Beineix og Jean-Pierre Jeunet. Da Les amants du Pont-Neuf (1991) blev en kostbar forbier, brugte Carax otte år på at finde finansiering til Pola X, som førte Herman Melvilles Pierre; or, The Ambiguities (1852) – en roman om en forfatter, der skriver en roman – op til fransk samtid.

DET er kun i Pola X, at tusindkunstneren Denis Levant ikke medvirker. I Holy Motors spiller han 11 distinkte karakterer. Han er forretningsmanden Oscar, den hjemløse kvinde på Pont Alexandre III og motion capture-artisten, der dyrker akrobatisk sex med en kvindelig kontortionist i rød latex. Han er far til en melankolsk teenagepige. Han er en kronraget morder, som bytter plads med den døde. Han går forrest i rækken af harmonikaspillere, der underholder publikum entr’acte. Han er den døende Monsieur Vagan, som får sit domænenavn skrevet på gravstenen.

MONSIEUR OSCAR må næsten være sig selv, da han møder Kylie Minogue i ruinerne af stormagasinet La Samaritaine. Hun synger »Who Were We?«, som Carax har skrevet sammen med Neil Hannon (aka The Divine Comedy) og lagt præcist i stilen fra Michel Legrand og Georges Delerue i dén periode. Minogue er stylet som Jean Seberg i Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs), filmen som indvarslede la nouvelle vague. De taler om, hvad de havde engang. Da sangen svulmer stærkest, vipper kameraet op og zoomer ind på sangerindens ansigt som i en film fra 70erne.

MEST mindeværdigt kravler Levant ned i kloakken og genopstår som Monsieur Merde, et driftvæsen med sin egen historie og integritet. Carax introducerede figuren i et segment fra antologifilmen Tokyo (2008). Merde er en vild, flagrende skabning, der putter alt i munden og stiller sine behov nu og hér. Da han sparker stokken væk under en blind mand, får man flashbacks til Mr. Hyde-karakteren Opale i Jean Renoirs tv-film Le Testament du docteur Cordelier (1959, da. Doktor Cordeliers testamente).

   Monsieur Merde er i Holy Motors forstørret til et sindbillede og en samvittighed. Han standser ved en fotooptagelse, hvor modellen (Eva Mendes) poserer til ære for en latterlig amerikansk fotograf. Merde bider assistenten og bortfører Mendes, tager hende med ned til sit lønkammer i kloakken, ryger hendes cigaretter, spiser hendes penge og giver hende en burka på. Han tager sin alt for stramme jakke af og lægger sig i kvindens skød med en stolt erektion, der afgjort ikke ligner et filmtrick.

ENDELIG er Alex Oscar en mand, som kører hjem til sin familie, da dagens opgaver er udført. Her venter en sidste visuel punchline. Bagefter taler bilerne sammen. De frygter for tiden og hvad der vil ske dem. Der er ingen ende på ideerne i Holy Motors.

   Det betyder alt sammen en masse eller muligvis slet ingenting. I 2012 var filmkunsten rig på kritiske kommentarer til finanskrisen. Allerede den armerede limousine findes i tre-fire andre fremstillinger, hvor en isoleret iagttager sejler afsted. Mange havde meninger om, hvad der skete. Imidlertid syntes Holy Motors med sit anarkistiske lune, sin bedrøvede surrealisme og sin halvt private mytologi at lægge en slags gyldent snit. Den kom – og kommer stadig – hele vejen rundt om, hvad der rører sig.

Se også Sparks | Leos Carax: Annette (2021); Olivier Assayas: L'Heure d'été/ Sommertid (2008) | Et interview; Noah Baumbach | Greta Gerwig: Frances Ha (2013); Bertrand Bonello: Nocturama (2016) | Et interview. 

Holy Motors. Instr. og manus: Leos Carax. Foto: Caroline Champetier. 112 min. Frankrig 2012. Dansk premiere: 15.11.2012 

Fotos: Camera Film/ FilmAffinity/ FilmGrab [+]/ YouTube [Holy Motors Official Trailer, Godardfan Film Clip/ Kylie Minogue sings 'Who Were We? - courtesy of Curzon UK] 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

2K Blu-ray fra Artificial Eye/ Curzon (region B) i bokssættet The Leos Carax Collection 23.02.2015

2K Blu-ray fra Shout Factory (region A) 20.11.2018 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.11.2012