Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals

MÅNEN SYNGER OPERA

Tiden genopdager den store filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

DER bliver bestemt ikke fedtet med fyrværkeriet i Baz Luhrmanns musical Moulin Rouge! Filmen er et sansebombardement, som det tager timer at komme sig efter og over. Den formelig fråser i billeder og sætter fuld skrue på fra begyndelsen, men de vigtigste ting bliver sagt med musikken. Dialogen skiftevis synges og tales, men få sange bliver gjort færdige, og de er alle lånt til lejligheden. Alligevel lykkes det Luhrmann at skabe en syntese, som er original.

   Som mange store musicals kredser Moulin Rouge! om et show, der skal sættes i scene; en forestilling, som gradvis tager form, og derfor kan kommentere den egentlige handling, som selvsagt er en kærlighedsfabel.

FORFATTERSPIREN Christian (Ewan McGregor) forelsker sig på stedet i kurtisanen Satine (Nicole Kidman), da han ankommer til »landsbyen« Montmartre i »kærlighedssommeren« 1899. Satine er hovedattraktionen i Harold Zidlers natklub Moulin Rouge, hvor dekadente aristokrater går på jagt efter glubske cancansommerfugle, mens bohemerne drømmer om revolutionen på deres utætte kvistkamre over Paris.

   Det er dog ikke den melodramatiske grundskabelon, et amalgam af La Boheme, Kameliadamen og Orfeus-myten, som er hovedsagen i Moulin Rouge! Historien skabes i sangstumperne, stribevis af moderne rockhits og flere hundrede musicalsange, der alle henviser til specifikke sammenhænge, som på den måde inddrages.

   Hvis det ikke lød så højtravende, kunne man sagtens kalde filmen en postmoderne musical. Lad os nøjes med jukeboxfilm, mixtape og playlist. Alle anakronismer er absolut tilsigtede, og kakofonien udgør en stil. For en gangs skyld er mere virkelig mere.

SANGENE afvikles i udmattende medleys, som ofte blot citerer nogle linier eller samples og filtres ind i hinanden. Da Christian i prologen har skrevet »The Sound of Music« 60 år for tidligt, bistået af blandt andre Toulouse-Lautrec (John Leguizamo) og Eric Satie (Matthew Whittet), flyver kameraet ind i natklubbens grelle inferno og lader aristokraterne, bohemerne og danserne fremføre hver deres temasang på én gang.

   Aristokraterne synger Kurt Cobains »Smells Like Teen Spirit«. Cancankvinderne Christina Aguilera og Lil’l Kim byder sig til med »Lady Marmalade« (»Voulez-vous coucher avec moi?«), og bohemerne istemmer Marc Bolans »Children of the Revolution«.

FORUROLIGENDE nok fungerer det faktisk, da showmasteren Zidler (Jim Broadbent) giver tegn til, at gæsterne skal være stille. Knap nok har man forvundet synet af Kylie Minogue som absintens grønne fé, en seksualiseret Klokkeblomst, som vi mødte under indflyvningen til legendernes Montmartre, før Nicole Kidman sænkes ned fra loftet i trapez, klædt af eller på som Marlene Dietrichs »pesche Lola« i Josef von Sternbergs Der blaue Engel (1930).

   Kidman fremfører »Diamonds Are a Girl’s Best Friend«, en klassisk signatursang for Marilyn Monroe, men der er flere lag i anakronismen. Madonna kopierede koreografien fra Gentlemen Prefer Blondes (1953), Monroes platinhår og kropsnære kjole i shocking pink, da hun i 1984 lavede sin video til sangen »Material Girl« fra albummet Like a Virgin. Det bliver endelig dén, som Luhrmann citerer, da de sidste pingvinklædte aristokrater er faldet om: »We’re living in a material world/ And I am a material girl.«

SIDEN falder der lidt mere ro over feltet, for Satine bliver også forelsket i Christian. Kidman og McGregor mødes i et bjergtagende »Elephant Love Medley«, der citerer 17 kærlighedssange med Elton John og Bernie Taupins »Your Song« som ledemotiv.

   McGregor kan synge, viser det sig. Andre er dubbet eller erstattet med celebre gæster på soundtrackalbummet, som følger med filmen. Toulouse-Lautrec (John Leguizamo) synger selv temasangen »Nature Boy« i prologen. På albummet fremføres den af David Bowie.

   Satine skal ofres til Hertugen (Richard Roxburgh), en dekadent pengemand som vil finansiere bohemernes forestilling og betale for ombygningen af Moulin Rouge, hvis blot han kan få sin vilje med blomsten. Så galt går det naturligvis ikke, men det ender såmænd tragisk nok, for dette er red curtain cinema, en høj stil hvor banaliterne taler og teatralsk bliver næsten for lille et ord.

DER er ingen grænser for citatmanien, de selvoverbydende sætstykker og den underskønne scenografi, der som altid i Luhrmanns film er designet af hans hustru Catherine Martin.

   »Elephant Love Medley« har fået sin titel, fordi Satines boudoir ligger øverst i en 12 meter høj elefantfigur, der er placeret midt i Moulin Rouge. På den måde får Christian ideen til at henlægge The Sound of Music til Indien, hvilket virkelig sker i en større-højere-vildere slutning, der forløser alle spændinger.

   For resten har Satine tuberkulose, og månen synger opera, mens den blinker udførligt i flimrende sort-hvid, ganske som i filmkunstens barndom, næsten en nutid for Moulin Rouge, da Georges Méliès sendte de første mænd af sted til månen i Le voyage dans la lune (1904). Alt citeres og absorberes i Luhrmans guddommelige kitschmaskine. De eneste kilder, som ikke bliver inddraget, er faktisk John Hustons Moulin Rouge (1952) og Jean Renoirs French Cancan (1955), som ellers er de klassiske fremstillinger af Montmartre i perioden.*

BAZ Luhrmanns Moulin Rouge! er, som det vil fremgå, formidabelt opfindsom og uophørligt overvældende, et fantastisk spektakel, som det konstant er værd at følge med alle forhåndenværende sanser.

   Først bagefter melder spørgsmålet sig: Hvad skal det hele egentlig til for? Denne film er sin stil, sin kompakte tekstur, sin tæt bemalede overflade, og der er vel ingen dybere mening. Alligevel lykkes det Luhrmann at realisere sit erklærede projekt: på sloganagtig vis at hylde de evige revolutionære værdier, dvs. sandhed, skønhed, frihed og frem for alt kærlighed.

   Luhrmann kalder selv Moulin Rouge! for en kodificeret arkæologisk udgravning af filmmusicalens historie, det tredje led i hans »Red Curtain Trilogy« efter Strictly Ballroom (1992) og William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996).

   Det er også korrekt, når han minder os om, at Vincente Minnelli anvendte den eksakt samme anakronistiske strategi, da han lod Judy Garland synge »The Trolley Song«, et radiohit fra 1940erne, i Meet Me in St. Louis (1943), som udspiller sig i 1903.

ALLIGEVEL vil de færreste opfatte Moulin Rouge! og Mød mig i St. Louis som beslægtede arbejder. Snarere er Moulin Rouge! en svimmel og forvokset fætter til Lars von Triers Dancer in the Dark. Begge film forsøger faktisk at genopdage og redefinere den store klassiske filmmusical, der ikke behøver at sige undskyld, når den fortætter følelsen gennem musik og lader sangene bære de dybe konflikter, ja lader dem være normen for virkelighed, mens realismen er sat på standby. Det er således ingen tilfældighed, at begge film citerer og bekender deres kærlighed til hjertets sandhed i The Sound of Music.

Se også Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996); Baz Luhrmann: Australia (2008); Baz Luhrmann: The Great Gatsby (2013) [Bogen og filmen]; Mytologier | Baz Luhrmann: Elvis (2022) [Oscars 2023].

*) John Hustons Moulin Rouge er en biopic om kunstneren Henri Toulouse-Lautrec (1864-1901), som bliver spillet af José Ferrer i fuld martret skala. Det er en britisk produktion fra Hustons freelanceår i Europa. De første 20 minutter er en visuel tour de force, som genskaber situationer og figurer fra Lautrecs banebrydende reklameplakater. Huston går endda i dybden med tidens grafiske trykketeknik. Filmen selv er i syngende farver, der for publikum var den primære attraktion. 

   Filmen fortæller i øvrigt om kunstnerens barndom; faldet som ødelægger hans ben og gør den voksne mand til en alkoholiseret misantrop. Zsa Zsa Gabor spiller Jane Avril. Colette Marchand er den prostituerede Marie Charlet, som kunstneren forelsker sig i. Suzanne Flon er Myriamme Hyam, den empatiske veninde, som prøver at trække ham væk fra afgrunden. Forlægget er en roman af Pierre la Mure. Filmen havde verdenspremiere på Venedig Festivalen i 1953.   

   Jean Renoirs French Cancan skildrer i meget fri form, hvordan Moulin Rouge bliver rejst på ruinerne af danserestauranten La Reine Blanche. Filmen kulminerer i den store gallaåbning, som igen kulminerer i en atletisk cancan, der får alle medvirkende ud på gulvet. Det var den første film, som instruktøren optog i Frankrig efter mere end ti år i USA.

Også French Cancan er i høj technicolor, og Renoir vil genskabe ligesom Huston. Her er det dog farver, atmosfære og motiver fra instruktørens far, Pierre-Auguste Renoir, Edgar Degas og andre impressionister. Der er ganske stor forskel på de to versioner af klubben.

   Jean Gabin spiller direktøren Danglard, der må afhænde sit varietéteater og kommer på ideen om at åbne et sted, en natklub, hvor høj og lav kan feste igennem med i hvert fald illusionen om klasseløs hedonisme. Gabin navigerer mellem en eksotisk danserinde (Maria Félix) og en ung kvinde fra kvarteret (Françoise Arnoul).

   Da Renoir kom hjem til Europa, indspillede han Le carosse d’or (1954, da. Guldkareten) i Cinécitta i Rom med Anna Magnani. Efter French Cancan fulgte Elena et les hommes (1956, da. Elena og mændene), en romantisk komedie med Ingrid Bergman, Jean Marais, Mel Ferrer og Jean Ricardo. Renoirs film er fulde af kvinder, der kan/skal vælge mellem tre mænd. Han bruger relationen som en dramaturgisk byggeklods. Le carosse d'or, French Cancan og Elena udgør en joie de vivre-trilogi. 

   Hverken Renoir eller Huston er mere historisk korrekte end Luhrmann. Alle tre film er periodestykker af deres tid. Det historiske Moulin Rouge åbnede på Boulevard de Clichy i 1889. Den oprindelige bygning brændte ned i 1915. Der er talrige andre film, som fortæller historier fra stedet. Her sidder Owen Wilson sammen med Lautrec, Degas og Gauguin og indkredser guldaldersyndromet i Woody Allens Midnight in Paris (2011). BFI har udgivet både Moulin Rouge og French Cancan på blu-ray.

Moulin Rouge. Instr.: Baz Luhrman. Manus: Craig Pearce og Baz Luhrman. Foto: Donald M. McAlpine. 128 min. Australien-USA 2001. Dansk premiere:12.10.2001.

Fotos: Twentieth Century Fox/ Bazmark Films/ Disney+/ CineMaterial/ Filmgrab/ Wikipedia (det originale Moulin Rouge i Autocrom Lumière-farver, 1914)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film.

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 19.10.2010

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.10.2001.

Slipstream | Leos Carax: Holy Motors (2012)

ELLEVE INSTRUKTIVE FIKTIONER

En besnærende rebus for cineaster

Af BO GREEN JENSEN

  

FØRST er der en filmskaber (Leos Carax), som vågner af eller under en drøm. Han tager straks de mørke briller på og tænder en tynd cigaret. Så rejser han sig i rummet, der ligner et gammelt hotelværelse. Tapetet forestiller en skov. Manden finder en skjult dør mellem træerne, åbner den med sin mekaniske finger og går, stadig iført luvslidt pyjamas, gennem passagen til rummet bag væggen.

   Her venter en fyldt biograf. Fra filmen høres mågeskrig. En nøgen baby løber mellem rækkerne med røde plysstole, som i en manipuleret video på YouTube. Senere følger en glubsk helvedeshund, men Carax følger ikke med mere. Han står stille på balkonen og lader sit blik suge ind i fiktionen. Med denne prolog sætter Holy Motors citationstegn. Alt er pakket ind i semiotisk cellofan. Der er et ekstra lag af »Som om« om det hele.

DEN forsovne auteur vender ikke tilbage, og man glemmer ham hurtigt igen. Nu begynder forvandlingshistorien, hvor Alex Oscar (byt rundt på disse bogstaver og se, hvad anagrammet siger) bliver kørt fra episode til episode i en skjult eller parallel virkelighed, som for det meste ligner vor egen. Et korps af skuespillere eller skæbneagenter indfinder sig på aftalte steder, så de kan opføre nøje fastlagte scener fra forskellige liv, som ikke er deres.

   Det er vigtigt at overholde tidsplanen. Agenterne transporteres i stræklimousiner, hvor de kan sminke og forberede sig. Længe er chaufføren Céline den eneste person, som Monsieur Oscar (Denis Levant) har kontakt med. Senere får han besøg af en chef (Michel Piccoli), som siger, at man i ledelsen spørger, om Alex stadig har hjertet med i sit arbejde. Alex svarer, atypisk opgivende, at han savner de gamle kameraer. Før var maskinerne større end vi. Nu har filmen mistet sin fysiske tyngde.

OFTE spiller agenterne over for andre agenter. Monsieur Oscar opfører en dødsscene og undskylder, at han må videre. Det viser sig, at den sørgende datter også er en indkaldt statist. Så hvem skriver filmen, og hvem kender planen? Er det muligvis sådan, vi færdes i livet? Kvinden Jean (Kylie Minogue) fra nattens sidste job er en kollega, som Alex kendte tyve år før. Hun kommer for at spille stewardessen Eva Grace, der skal møde sin elsker. Scenen tager en tragisk drejning. Her bliver historien og følelsen ægte. Det bryder ingen af parterne sig om.

   Céline (Edith Scob) ser alt fra sin plads bag rattet. Da limousinen er sat i garage, tager hun en turkisgrøn maske for ansigtet og går hjem iført støvler og frakke af lak. Det er et vidunderligt filmbillede, der som alt i Holy Motors er afstemt efter stilen i en bestemt periode. Cineaster vil genkende masken fra Les yeux sans visage, Georges Franjus surrealistiske gyser fra 1959. Herhjemme fik Øjne uden ansigt premiere i december 1963. Netop Edith Scob havde rollen som kirurgens vansirede datter.

SÅDAN henviser alt i Holy Motors til fem-seks andre steder. Filmen er en fantastisk rebus, et forførende gådebillede, en cinefil huskeliste og en intellektuel tegneserie af typen, som kan bære mange hermetiske bind med konkordans og vidtløflig eksegese. Naturligvis må man elske eller hade en så intertekstuel konstruktion. Der findes også nej-sigere, men for en gangs skyld er tvivlerne i undertal.

   Holy Motors blev nemlig årets, hvis ikke årtiets comeback-historie. Filmen var en uventet succes ved premieren på Cannes Festivalen. Den blev set verden over og var, om ikke andet, et bekræftende vidnesbyrd om, at den krøllede kunstfilm lever endnu. Ingen havde regnet med, at Carax ville genopstå fra de forskrevne. Forrige gang han forsøgte, med Pola X i 1999, vendte alle demonstrativt ryggen til.

    Leos Carax er for øvrigt et anagram. Filmskaberen hedder faktisk Alexandre Oscar Dupont, ganske som manden i Holy Motors. Han debuterede med Boy Meets Girl (1984) og gav Juliette Binoche en hovedrolle i Mauvais sang (1986, da. Natten er ung). Carax var et es i generationen, som talte Luc Besson, Jean-Jacques Beineix og Jean-Pierre Jeunet. Da Les amants du Pont-Neuf (1991) blev en kostbar forbier, brugte Carax otte år på at finde finansiering til Pola X, som førte Herman Melvilles Pierre; or, The Ambiguities (1852) – en roman om en forfatter, der skriver en roman – op til fransk samtid.

DET er kun i Pola X, at tusindkunstneren Denis Levant ikke medvirker. I Holy Motors spiller han 11 distinkte karakterer. Han er forretningsmanden Oscar, den hjemløse kvinde på Pont Alexandre III og motion capture-artisten, der dyrker akrobatisk sex med en kvindelig kontortionist i rød latex. Han er far til en melankolsk teenagepige. Han er en kronraget morder, som bytter plads med den døde. Han går forrest i rækken af harmonikaspillere, der underholder publikum entr’acte. Han er den døende Monsieur Vagan, som får sit domænenavn skrevet på gravstenen.

MONSIEUR OSCAR må næsten være sig selv, da han møder Kylie Minogue i ruinerne af stormagasinet La Samaritaine. Hun synger »Who Were We?«, som Carax har skrevet sammen med Neil Hannon (aka The Divine Comedy) og lagt præcist i stilen fra Michel Legrand og Georges Delerue i dén periode. Minogue er stylet som Jean Seberg i Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs), filmen som indvarslede la nouvelle vague. De taler om, hvad de havde engang. Da sangen svulmer stærkest, vipper kameraet op og zoomer ind på sangerindens ansigt som i en film fra 70erne.

MEST mindeværdigt kravler Levant ned i kloakken og genopstår som Monsieur Merde, et driftvæsen med sin egen historie og integritet. Carax introducerede figuren i et segment fra antologifilmen Tokyo (2008). Merde er en vild, flagrende skabning, der putter alt i munden og stiller sine behov nu og hér. Da han sparker stokken væk under en blind mand, får man flashbacks til Mr. Hyde-karakteren Opale i Jean Renoirs tv-film Le Testament du docteur Cordelier (1959, da. Doktor Cordeliers testamente).

   Monsieur Merde er i Holy Motors forstørret til et sindbillede og en samvittighed. Han standser ved en fotooptagelse, hvor modellen (Eva Mendes) poserer til ære for en latterlig amerikansk fotograf. Merde bider assistenten og bortfører Mendes, tager hende med ned til sit lønkammer i kloakken, ryger hendes cigaretter, spiser hendes penge og giver hende en burka på. Han tager sin alt for stramme jakke af og lægger sig i kvindens skød med en stolt erektion, der afgjort ikke ligner et filmtrick.

ENDELIG er Alex Oscar en mand, som kører hjem til sin familie, da dagens opgaver er udført. Her venter en sidste visuel punchline. Bagefter taler bilerne sammen. De frygter for tiden og hvad der vil ske dem. Der er ingen ende på ideerne i Holy Motors.

   Det betyder alt sammen en masse eller muligvis slet ingenting. I 2012 var filmkunsten rig på kritiske kommentarer til finanskrisen. Allerede den armerede limousine findes i tre-fire andre fremstillinger, hvor en isoleret iagttager sejler afsted. Mange havde meninger om, hvad der skete. Imidlertid syntes Holy Motors med sit anarkistiske lune, sin bedrøvede surrealisme og sin halvt private mytologi at lægge en slags gyldent snit. Den kom – og kommer stadig – hele vejen rundt om, hvad der rører sig.

Se også Sparks | Leos Carax: Annette (2021); Olivier Assayas: L'Heure d'été/ Sommertid (2008) | Et interview; Noah Baumbach | Greta Gerwig: Frances Ha (2013); Bertrand Bonello: Nocturama (2016) | Et interview. 

Holy Motors. Instr. og manus: Leos Carax. Foto: Caroline Champetier. 112 min. Frankrig 2012. Dansk premiere: 15.11.2012 

Fotos: Camera Film/ FilmAffinity/ FilmGrab [+]/ YouTube [Holy Motors Official Trailer, Godardfan Film Clip/ Kylie Minogue sings 'Who Were We? - courtesy of Curzon UK] 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

2K Blu-ray fra Artificial Eye/ Curzon (region B) i bokssættet The Leos Carax Collection 23.02.2015

2K Blu-ray fra Shout Factory (region A) 20.11.2018 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.11.2012