Murakami | Hamaguchi: Drive My Car (2021) [Oscars 2022]

FORANKRET I STILHED

En mesterklasse i slow cinema

Af BO GREEN JENSEN

STILLE og langsom er sjældent salgsargumenter, når en film skal anbefales. Japaneren Ryûsuke Hamaguchi (f. 1978) har dog baseret sit arbejde på disse kvaliteter. Filmskaberen følges med sine karakterer i en fortrolig og uudgrundelig form, der er renset for eksponerende stof.

   Hamaguchi begyndte som dokumentarist. Hans første lange fiktionsfilm, Happy Hour fra 2015, brugte fem timer på at beskrive, hvordan fire unge kvinder gennemgik et kursusforløb. Det er siden lykkedes ham at justere spilletiden. Drive My Car er kun tre timer om at fortolke en novelle af Haruki Murakami. Teksten står i samlingen Mænd uden kvinder fra 2014.

TEATERMENNESKET Yûsuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima), som både instruerer og optræder selv, er gift med forfatteren Oto (Reika Kirishima). Hun har specialiseret sig i tv-manuskripter med erotisk atmosfære og fokus på kvindelig seksualitet. Oto får sine bedste ideer, når de har elsket. Hun fortæller ham historien, som han reagerer på, hvis han ikke er for træt.

   Her har parret et hemmeligt helle, og forholdet ligner en god symbiose. Imidlertid har alt i Drive My Car en forhistorie – selv forhistorien. Det er ikke noget, de taler om – begge ved jo, hvad det gælder – men parret har mistet en datter, som døde, da hun var fire år.

OTO og Yûsuke bor i Tokyo og har travlt i hver sin del af kulturfaget. En aften, da Yûsuke har medvirket i sin egen opsætning af Venter på Godot, kommer Oto ind og præsenterer en beundrer. Kimura (Toshiaki Inomata) er den feterede unge skuespiller fra tv-serien, hun arbejder på. Yûsuke fornemmer vel et eller andet. Som de fleste af Murakamis mænd er han en høfligt forekommende person, der nødigt forholder sig aktivt til noget.

   Yûsuke har allerede bilen – en rød Saab 900 – som bogstaveligt bærer historien i Drive My Car. De har med tiden udviklet en øveteknik. Oto indtaler et bånd med stykket, Yûsuke arbejder på. Hans egne replikker er udeladt, og indtalingen er timet, så han kan indsætte dem, mens han kører.

   Sådan går tiden i bilen. Sådan skaber skuespilleren sin karakter. Og sådan kommer publikum gennem mange scener, der lader dialogen fra Tjekhovs Onkel Vanja overlappe i hele og halve versioner, mens landskabet passerer.

   En dag skal Yûsuke på teaterfestival i Vladivostok. Oto sender ham kærligt afsted, men flyet er aflyst, og han kører hjem. Han låser sig ind – Murakamis mænd er altid diskrete – og hører kærlighedslyde fra stuen. Vi ser kun Otos elsker fra ryggen. Yûsuke går ud fra, at det er Kimura.

TO ÅR SENERE kører Yûsuke til Hiroshima, hvor han har påtaget sig at instruere Onkel Vanja. Det er efter Otos bratte død. Hun ringede til teatret og sagde, at de skulle tale alvorligt. Yûsuke kom hjem og fandt hende livløs. Naturligvis caster han Kimura som Vanja, da han ser rivalen blandt ansøgerne.

   Men sig mig: Vil han bare referere hele filmen? Sådan kan jeg høre læseren spørge. Svaret er nej – vi er endnu ikke ved titelsekvensen med navne, som Hamaguchi endelig skriver på lærredet efter 40 minutter. Først da præmissen er fuldt etableret, lader han fortællingen sætte i fart.

   Det sker, da arrangørerne i Hiroshima insisterer på, at Yûsuke får en chauffør. Det er en fåmælt ung kvinde, som har sin egen tragiske tilgang. De to skal lære hinanden at kende og indlede et subtilt sorgarbejde.

   Der er gået en ordinær films spilletid, før Misaki (Tôku Miura) henvender sig. Da bliver Drive My Car en film om sorg og skyld og kærlighed, men ikke af den romantiske slags. Yûsuke regner sig frem til, at Misaki må være 23 år. Hun har den alder, som hans og Otos datter ville have, bemærker han.

MEN hvad går al tiden med, hvis ingen siger eller gør noget særligt? Den går med at prøve på Onkel Vanja, der i Hiroshima bliver opført i flersproglig udgave. Skuespillerne taler japansk, koreansk, kinesisk, engelsk, tagalog og indonesisk. Kvinden, som spiller Sonja, er stum og bruger tegnsprog.

   Drive My Car er således både forankret i stilhed og tynget af negativ tavshed. Det lykkes Yûsuke og Misaki at bryde den tavshed. Det lykkes Yûsuke at vende tilbage til scenen og gøre Onkel Vanja til en succes. Men især lykkes det Hamaguchi at spille sin trumf, som tangerer en manierisme: Sonjas lange slutreplik bliver fremsagt på koreansk tegnsprog.

SÅLEDES er vi som knyttede hænder, der nu og da vover at åbne sig lidt. Hamaguchi bruger rammen fra Murakamis novelle, men det er Tjekhovs arier af fortrydelse, der giver filmen resonans. Fotografen Hidetoshi Shinomiya får fantastisk meget ud af at vise bilen fra luften, når den kører langs kysten ved Hiroshima. Der er kun dén røde genstand. Vi ved altid, hvor dramaet er.

   Drive My Car er en mesterklasse i slow cinema. Filmen modtog årets Oscar for Best International Feature og har i forvejen 70 festivalpriser. Den skal være varmt anbefalet. Hamaguchi når sine små forløsninger uden at gribe til patos og sentimental konstruktion. Det er en tilkæmpet, kompromitteret katarsis.

DER er også scener, hvor stilheden næsten bliver selvsmagende. Koreaneren Lee Chang-dong lavede Burning (2018), og vietnameseren Tran Anh Hung fik et stort melodrama ud af Norwegian Wood (2010). Efterhånden kunne man ønske sig, at der var en filmskaber, som fandt ind til varmen og humoren hos Murakami.

Drive My Car var Oscar-nomineret i 4 kategorier: Best Picture (Teruhisa Yamamoto); Best Director (Ryûsuke Hamaguchi); Best Adapted Screenplay (Ryûsuke Hamaguchi, Takamasa Oe); Best International Feature Film. Den vandt i sidstnævnte kategori. Danske Filmkritikere tildelte filmen en Bodil i kategorien Bedste ikke-amerikanske film. Det samme gjorde britiske BAFTA. I Japan vandt filmen alle 9 af de kategorier, som den var indstillet i. 

Se også Murakami | Tran Anh Hung: Norwegian Wood (2010); Murakami | Lee Chang-dong: Burning (2018) [Bogen og filmen].

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Oscars 2022]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]; Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/Madres paralelas (2021) [Oscars 2022]; Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022]; Maggie Gyllenhaal: The Lost Daughter (2021) [Oscars 2022]; Kenneth Branagh: Belfast (2021) [Oscars 2022].

Drive My Car (Doraibu mai kâ). Instr. & manus: Ryûsuke Hamaguchi. Foto: Hidetoshi Shinomiya. 179 min. Japan 2021. Dansk premiere:31.03.2022.

Fotos: Bitters End/ The Match Factory/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray (region A) fra The Criterion Collection ((spine #1136) 19.07.2022

2K Blu-ray fra MUBI UK (region B) 18.07.2022

2K Blu-ray (region B) fra Star Media Entertainment (Skandinavien) 15.07.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 01.04.2022.

Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/ La piel que habito (2011)

ØJNE UDEN ANSIGT

Hysterisk konfekt med forsonende kærtegn

Af BO GREEN JENSEN

PEDRO Almodóvar nærer en kærlighed til det mørke melodrama, der er strakt så stramt over stoffet, at det truer med at kamme over i selvparodi og rent hysteri. Især er han glad for begravede hemmeligheder, der ulmer i bunden af plottet og røbes på spektakulær vis til slut. Og for anspændt erotiske situationer, hvor en aktiv part voldtager den svage med en uventet, kærlig forløsning til følge.

   Som meget andet hos den spanske filmskaber, der i ekstrem grad udtrykker sig gennem stilen, er dragningen mod den forvredne passion på én gang en betragtelig styrke og en betydelig svaghed. Almodóvar har aldrig været bange for at gå så langt, som det er muligt og ofte også nødvendigt, hvis man vil nå sine mål. Hable con ella (2002, da. Tal til hende), en ejendommelig fabel om koma, kærlig voldtægt og kønnets undren, hører til hans bedste og mest personlige film.

SOM regel, og når han er bedst, bliver Almodóvar reddet af humoren, varmen og menneskeligheden, der udmærkede de kitschede sexstykker fra begyndelsen af værklisten. Film som ¡Atame! (1990, da. Bind mig, elsk mig!), Tacones lejanos (1991, da. Høje hæle) og Kika (1993) havde været ubærlige uden smilet i bunden. Og tidlige film som Laberinto de pasiones (1982, da. Passionens labyrint), Matador (1986, da. Kærlighedens matadorer) og La ley del deseo (1987, da. Begærets lov) er eksempler på, at den rensede mørke lidenskab kan fungere.

   Omvendt har en overdosering af alvor, æstetik og manér ført til svulstige vildfarelser, som blot bliver mere frusterende af at være så gennemført realiseret. Især i det seneste tiår har Almodóvar forsøgt at fjerne selvironien. La mala educacíon (2004, da. Dårlig dannelse) og Los abrazos rotos (2009, da. Brudte favntag) er eksempler. Heldigvis er der også film som Volver (2006), hvor et cast af stærke kvinder arbejder sammen som i hovedværkerne Mujeres al borde de un ataque de nervios (1988, da. Kvinder på randen af nervøst sammenbrud) og Todo sobre mi madre (1999, da. Alt om min mor).

MAN fornemmer nok, at dette ikke er optakten til en begejstret anmeldelse af La piel que habito, som på dansk meget straight hedder Huden jeg bor i. Instruktørens spillefilm nr. 18 har ellers gode kort på hånden. For første gang siden 1990 er Antonio Banderas tilbage i den mandlige hovedrolle. Også ikonet Marisa Paredes medvirker, og Elena Anaya er et dækkende valg til rollen som identitetsmysteriet Vera Cruz. Hendes navn er sådan cirka den eneste smilerynke i filmen. Plottets krumtap er et chokerende vilkår, som forrykker hele fundamentet og som derfor ikke må afsløres for nogen pris.*

AF samme grund er det svært at skrive om historien, som bygger på en sort psykothriller, Mygale (1984, da. Spindleren) af franskmanden Thierry Jonquet.

   Det er en af den slags film, hvor kirurgen Robert Legard (Banderas) har en fuldt udrustet operationsstue med tilhørende forsøgslaboratorium i den Batgrotte-agtige kælder under sit hus. Længe er det uklart, om kvinden Vera Cruz er fange, patient eller forsøgsdyr. Kun husholdersken (Paredes) kender hele sandheden.

   Legards problemer begynder, da husholderskens kriminelle søn ved et tilfælde opdager, at huset rummer en smuk hemmelighed. Dét tør siges. Hele filmen ånder tungt af hemmeligheder, næsten så man hiver efter vejret. Det er et væsentligt hint, at Legard på et tidspunkt har mistet sin hustru. Samt at lægen er en kapacitet på sit felt, hvor man forsker i at genopbygge ødelagte ansigtstræk.

DET er svært at tage kernen i mysteriet helt alvorligt. Til gengæld bliver filmen reddet på stregen, fordi Almodóvar lader varme og ømhed være en ægte faktor i det skematiske hævndrama. Så man overraskes atter af mildheden.

   Visuelt udgør filmen en hyldest til Georges Franjus horrorklassiker Les yeux sans visage (1960, da. Øjne uden ansigt), som citeres så udførligt, at det halve kunne være nok. Scenografien (af Antxón Gómez) er overdådig, og Alberto Iglesias har komponeret et stemningsfuldt score. På den æstetiske side af sagen er der ingenting at komme efter.

HER er voldtægt, mordbrand, sindssygdom, flere kronologiske lag og en god portion gender bending i spil. Og det er sandt, som britiske anmeldere har bemærket, at man kan forestille sig en Hitchcock-version af historien med Cary Grant i Banderas’ rolle. Der er det samme formelle mesterskab. Problemet er bare, at det aldrig brænder på for Almodóvar. Der er ingen tegn på engagement eller lidenskab i den genrehistoriske rebus, som filmen minder om, når den er koldest og værst.

HUDEN jeg bor i må være indbegrebet af en interessant fejltagelse. Man kan ikke kalde filmen vellykket ud fra nogen fornuftig betragtning, men som hysterisk konstruktion har den underholdningsværdi. Især er der gode kærlighedsscener, hvor kærtegnet bliver det eneste sikre i en virkelighed, som er skabt af illusioner, misforstået skyld og en syntetisk hud, som man ikke kan krænge af sig.

*) Det er dog frejdigt lagt frem i den trailer, som reklamerer for filmen. Faktisk er traileren spækket med spoilers. Som kritiker bliver man ofte beskyldt for at røbe for meget. Så med tiden lærer man at lade være og hellere sige for lidt end for meget, skønt der af samme grund bliver lag og motiver, som man ikke kan gå ned i. Jeg sætter selv pris på intet at vide før filmen. Det er en del af attraktionen ved at være på festivaler. Omvendt undrer det mig, at læserne er sarte, når man tager i betragtning, hvor meget der bliver afsløret, alene i en gennemsnitstrailer. Dén for Huden jeg bor i er særligt slem. Derfor en ekstra spoiler alert. 

Se også Pedro Almodóvar: Kika (1993); Pedro Almodóvar: Alt om min mor/ Todo sobre mi madre (1999); Pedro Almodóvar: Tal til hende/ Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/ La mala educacíon (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006); Pedro Almodóvar: Brudte favntag /Los abrazos rotos (2009); Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/ Los amantes pasajeros (2013); Pedro Almodóvar: Julieta (2016); Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4]; Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/ Madres paralelas (2021).

Huden jeg bor i (La piel que habito). Instr.,: Pedro Almodóvar. Manus: Agustín & Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 117 min. Spanien-USA 2011. Dansk premiere: 29.09.2011.

Fotos: El Deseo/ Blue Haze Entertainment/ Canal+ España/ FilmNation Entertainment/ ICO/ ICAA/ Televisión Española/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Pathé Distribution 26.12.2011

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 30.09.2011

Pedro Almodóvar: Brudte favntag/Los abrazos rotos (2009)

PIGER OG KUFFERTER

En rebus af arrangeret erindring

Af BO GREEN JENSEN

DER knytter sig enorm forventning til hver ny film af Pedro Almodóvar (f. 1949). På de fyrre år, der er gået siden Pepi, Luci, Bom y otras chicas del montón (1980), har han forvandlet sig fra spansk enfant terrible til en europæisk mester, der formulerer evige sandheder.

   Han har vel at mærke gjort det uden at svigte sit fundament af sjov, gavmild sex, selvironisk melodrama og primærfarver i pangkvalitet. Få kan pakke en film så effektivt og dekorativt. Man kan altid være sikker på, at der er kælet for detaljen, at et mønster vil tegne sig i den narrative labyrint og at skæbnen ikke røber alle sine tricks på én gang.

   Los abrazos rotos samler for så vidt det hele. Efter den befriende varme og klare Volver (2006) er Almodóvar hér tilbage i det mørke, erindringsafsøgende spor fra La mala educacíon (2004, da. Dårlig dannelse). Også Brudte favntag er arrangeret kunstfærdigt i flere kronologiske spor og tematiske lag. En blind spansk filmskaber lever i mørke og husker tiden 15 år før, da han flygtede til Lanzarote med stjernen fra sit work-in-progress, en bolsjefarvestribet komedie med titlen Chicas y maletas, dvs. »Piger og kufferter«.

DEN lille film-i-filmen er en udsøgt pastiche på Almodóvars eget gennembrudsværk, Mujeres al borde de un ataque de nervíos (1988, da. Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988). Også Roberto Rossellinis Viaggio in Italia (1954) citeres i metafilmen, der anbringer Penélope Cruz i en skærsild mellem Lluís Homar og José Luis Gómez. Efter hovedværker som Alt om min mor (1999) og Tal til hende (2002) er hver film fra Almodóvar en begivenhed, men det er ikke altid i kompleksiteten, at hans evner kommer til deres ret.

   Almodovar er afgjort bedst, når han husker at smile. Det sker ikke mange steder i Los abrazos rotos, der koncentrerer sig om at hylde det klassiske film noir melodrama, som instruktøren også har sværmet for siden begyndelsen. Det handler kort fortalt om, hvordan filmskaberen Mateo tog et andet navn og blev forfatter, da en ulykke fjernede kvinden, der elskede ham, som han elskede hende. Det handler også om, hvordan en kunstner får sit selvværd tilbage efter i 15 år at have troet, at hans sidste film var en fiasko og et makværk.

DEN fatale Magdalena (Cruz) lever sammen med millionæren Ernesto, der har finansieret hendes karriere. Han betaler også for Mateos film, da Lena ønsker at dyrke de evner, men han sætter sin homoseksuelle søn til at kontrollere produktionen, da han aner en lidenskab mellem instruktøren og stjernen.

   Ved mundaflæsning kan hanrejen se, hvad de elskende sagde til hinanden, når de troede sig sikkert alene. Da affærens dybde kommer for en dag, flygter Lena og Mateo til Lanzarote. Her har de elskende deres bedste tid sammen, skønt de samtidig må skjule sig som jaget vildt for kongens lejetropper.

   I tilbageblik og på sit indre filmlærred kan den elskeligt fatalistiske Mateo endelig se, hvad der skete, da hans betroede sekretær og forhenværende klipper (Blanca Portillo) forsyner ham med en strategisk oplysning. Derved bliver han mere alvorlig og mindre interessant. Puslespillet lægges med omhu, men mysteriet er ganske enkelt ikke dybt nok til at bære så megen spænding og så mange ornamenter. Afsløringen føles flad, da den kommer.

DER er flere grunde til, at fortællingen fejler. For det første er de mandlige karakterer for farveløse og firkantede til at engagere tilskueren. Det gælder både klicheen Ernesto Martel (José Luis Goméz), Lenas dæmoniske elsker, som enten vil eje eller udslette hende, og den ufokuserede Mateo Blanco/Harry Caine (Lluís Homar), hvis drama og psykosomatiske blindhed skal bære hele historien. Martels jalousi forbliver ren skabelon, og Mateos identitetsskift er ikke anfægtende nok. Faktisk tror man aldrig på, at han har skrevet eller instrueret en film.

DET er dybest set symmetrien, der dræber. Almodóvar arrangerer som altid sine temaer og detaljer med næsten manisk omhu, så tegnet i bunden af labyrinten kan træde helt klart frem i det samme forløsende øjeblik, hvor erindring og nu smelter sammen.

   Her præger det filmens mest levende steder, scenerne som følger med Lena og Mateo rundt på Lanzarote. De er set i tilbageblik gennem et filter af reflekterende erindring og får aldrig lov stå helt rent, ligesom den arrangerede ulykke til slut er orkestreret efter alle kunstens regler, snarere end skildret som virkeligt liv.

   Harry Caine er en blind minotaur, der snubler rundt i labyrinten og støder sig på forskelligt inventar i erindringen. Men den personlige indsats er aldrig høj nok til at bære suget af stort melodrama. Filmen føles med andre ord som et postulat.

SOM altid kompenserer fornemmelsen for kvinder. Penélope Cruz har skabt sine bedste karakterer i samarbejde med Almodóvar, og hvis rollen som Lena ikke er på højde med rollen som Raimunda i den pragtfulde Volver, har den dog både håndgribelig sanselighed og betydelig symbolværdi. Endelig er Almodóvar med rette stolt af trappescenen, der husker alle filmhistoriens trapper fra Potemkin, Él og Borte med blæsten til Leave Her to Heaven, Kiss of Death, Psycho og Out of Sight. For ikke at tale om tusind musicals.

BRUDTE favntag udgør en rebus af arrangeret erindring og monoman film noir. Sine bedste kort holder den tæt ind til kroppen, mens de værste vises igen og igen. Det er sædvanligvis en styrke, at Almodóvar arbejder i krydsfeltet mellem mainstream og art cinema, men her går det ud over koncentrationen. Man griber filmen i at dække sig ind på en måde, som det aldrig skete i Alt om min mor og Tal til hende. Kun ornamenterne giver mening for alvor.

   Pedro Almodóvar formår da på én gang at skuffe og imponere i sit længe ventede opus 17. Også dét må vel regnes for en bedrift.

Se også Pedro Almodóvar: Kika (1993); Pedro Almodóvar: Alt om om mor/ Todo sobre mi madre (1999); Pedro Almodóvar: Tal til hende/ Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/ La mala educacion (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006) | Moderne mestre; Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/ La piel que habito (2011); Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/ Los amantes pasajeros (2013); Pedro Almodóvar: Julieta (2016) | Moderne mestre; Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4]; Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/ Madres paralelas (2021).

Brudte favntag (Los abrazos rotos). Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: Rodrigo Pieto. 126 min. Spanien 2009. Dansk premiere: 21.08.2009.

Fotos: El Deseo/ Universal Pictures International/ Canal+ España/ ICO/ ICAA/ Lanzarote Reserva de Biosfera/ Ministerio de Cultura/ Televisión Española/ Focus Features/ Sony Pictures Classics/ Sandrew Metronome/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Pathe Distribution 01.04.2017

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.08.2009.

Pedro Almodóvar: Volver (2006) [Moderne mestre]

OM KVINDERS VARME

En hyldest til det solidariske køn

Af BO GREEN JENSEN

MAN kan ikke leve med dem, og man kan ikke leve uden. På film siger mænd ofte sådan om kvinder, og noget om snakken er der bestemt. Der er heller ingen mangel på fraser og billige grin, når hankønnet tages op til vurdering i venindefilm og diverse date movies.

   Der er dog også mænd, som åbent erkender, at de elsker kvinder og skylder dem alt. Det sker som regel i den sande filmkunst, der formår at skildre virkeligheden uden at blive bastant realistisk. Truffaut og Fellini var sådanne filmskabere. Fassbinder og Bergman på hver deres måde. Kolde mænd som Hitchcock og Kubrick var det åbenlyst ikke, og hårde mænd som Huston og Peckinpah ville spytte på denne slags ordgyderi.

   For tiden er spanske Pedro Almodóvar (f. 1949) den store kvindeskildrer i filmkunsten. I hans optik har sagen den særlige vinkel, at et personligt begær er fjernet fra ligningen, fordi instruktøren selv er til mænd. Det bliver hans kvindeskikkelser bestemt ikke mindre sensuelle eller attråværdige af, men Almodóvar er måske mere nøgtern i sin tilbedelse, mere praktisk orienteret og afgjort mere solidarisk.

FOR sit eget køn har han kun lidt tilovers. Mændene i Matador (1986), Bind mig, elsk mig (1989), Høje hæle (1991), Kika (1993) og Kødet skælver (1997) er enten mindrebegavede handyr, koncentreret fascistisk machismo – der er påfaldende mange tyrefægtere i Almodóvars verden – eller småperverse svæklinge, f.eks. kriminalkommissærer, som tænker for meget på det forkerte og kompenserer ved at forgifte jævnere menneskers livsglæde.

   I andre film er mændene traumatiserede homoseksuelle. Det var tilfældet i hans forrige film, den atypisk alvorlige og selvbiografisk baserede La mala educación (2004, da. Dårlig dannelse), hvor også troen blev vejet og fundet forløjet. Almodóvar har endnu aldrig skildret en transseksuel mand eller kvinde uden indlevelse. Alt i alt er hans ideelle mand måske sygeplejersken Benigno (Javier Cámara), som i Hable con ella (2002, da. Tal til hende) forgriber sig på den komatøse danser Alicia og af et godt hjerte gør hende gravid.

   Allerlettest og mest ubesværet er Almodóvar, når der ingen mandlige karakterer er til at forplumre relationernes symmetri. Manglen på mænd er i hvert fald fællesnævneren for nogle af hans mest vellykkede film: Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1987), Min hemmeligheds blomst (1995) og Alt om min mor (1999). Til disse titler kan man føje Volver, der i øvrigt blev instruktørens til dato største succes i sit hjemland.

EFTER skæbnemusikken og det målbevidste mørke i Dårlig dannelse, er Almodóvar i Volver tilbage med en mindre streng, skønt for så vidt ikke lysere film, der som de sidste mange Almodóvar-arbejder tager afsæt i en kritisk masse af begravet og fortrængt erindring.

   Når Volver opleves som en mildere film, skyldes det simpelt hen stedet og kvinderne. Volver udspiller sig i Almodóvars hjemstavn, La Mancha, og koncentrerer sig om de komplekse relationer mellem familiens kvinder i tre generationer.

   Historien er dog skarp nok, og som altid er det mænd, der forgifter vandet i brønden. Raimunda (Penélope Cruz) har i mange år boet sammen med Paco, som dog ikke er far til teenagedatteren Paula (Yohana Cobo). Raimundas søster Sole (Lola Dueñas) er fraskilt og driver en illegal frisørsalon, hvor byens kvinder kommer og går.

VED filmens begyndelse er pigerne på kirkegården for at skure og skrubbe den gravsten, som Paulas mormor Irene er lagt i jorden under et halvt års tid før. Rygtet vil dog vide, at Irene (Carmen Maura) er begyndt at spøge i huset hos søsteren Paula (Chus Lampreave).

   For eksempel mener Augustina (Blan Portillo), Raimundas og Soles barndomsveninde, at hun har hørt den døde kvindes stemme ved flere lejligheder. Augustinas hippiemor er rejst, og hendes tarvelige søster er i færd med at gøre karriere som skamløs talk show-værtinde på en af de tv-stationer, som for kvinderne udgør et rusmiddel. Augustina har for længst købt stenen til sin egen grav. Også hun kan derfor komme og skure og nynne energisk hver søndag.

RAIMUNDA gør rent på hospitalet, køber ind og serverer for Paco derhjemme, er »lige« forbi den senile tante Paula og har alligevel overskud til at drømme om at få sin egen restaurant.

   Der er i disse første scener en hverdagssensuel og solidarisk kvindebesyngende grundtone, som man ikke har set siden 1960erne, da Sophia Loren og Gina Lollobrigida vrikkede rundt og hængte vasketøj op i Napoli, Rom eller Milano, med de samme bevægelser og sange på læben, i film af Vittorio de Sica og Ettore Scola.

   Det er dog ingen Marcello Mastroianni, som sidder og venter på Raimunda og Paula. Paco bøvser i sin øl, mens han kun ser væk fra fodboldkampen på Canal Plus for at sende lystne blikke til steddatterens underliv. »Saml så de ben, for pokker, Paula,« siger Raimunda ikke for første gang til sin datter, som vidste hun noget, der endnu ikke er gået op for de andre.

   Raimunda er chokeret, men alligevel ikke så overrasket, da Paula en aften henter hende ved stoppestedet og gør rede for, hvordan Paco kom af dage, da han ville forgribe sig på hende.

RAIMUNDA bebrejder ikke et øjeblik sin datter noget som helst. Der er masser af hele og halve henvisninger til gamle lig, som ligger begravet et sted i motivernes have, men her og nu bliver Volver en særegen og meget Almodóvarsk blanding af dybfølt melodrama og hektisk situationskomedie, en broget og støjende drøm af en film, hvor de bedste og værste sider af tilværelsen gnider kind med hinanden hver eneste dag.

   Pacos lig stuves af vejen, men skal jo også graves ned et sted. Samtidig griber Raimunda chancen, da hun bliver tilbudt at lave mad til et filmhold, som er på optagelse i nærheden. Det gør hun i genboens restaurant, som hun egentlig burde vise frem for mulige kunder, men i stedet forvandler til et frodigt sted med flamencosang og berusende farver. 

IRENE vender tilbage fra de døde og installeres i Soles salon som en russisk immigrant, der ikke taler sproget. Raimunda og Paula kommer endnu tættere på hinanden i forvirringen efter Pacos død, og alle kvarterets kvinder inddrages i arbejdet med at forberede afskedsfesten for filmholdet.

   Endelig skal der tales ud om det skete, både manddrabet som man véd er begået og det unævnelige mørke traume, der lukkede sig om pigen Raimunda og gjorde, at hun i årevis holdt afstand til Irene. Almodóvar arrangerer sine temaer, så alle veje logisk fører mod den følelsesmæssige udsoning. Ikke mere tavshed. Ikke mere fortrængning. Ikke flere løgne om, hvem der døde hvorfor.

HVIS forløsningen ikke var så fornemt foregrebet, kunne man godt have fortællingens gud – manuskriptforfatteren Pedro Almodóvar – mistænkt for at manipulere med sine virkemidler; spekulere i tilskuerens evne til at føle empati og publikums behov for at snøfte.

   Som sagen står, afvikles alting imidlertid ærbart og velgørende klokkerent. Trods alt er der grænser for grådkvaltheden, og fremtiden behøver ikke at være lige så tragisk som fortiden. Skønt Irene ikke er et genfærd, bliver Raimundas fortælling alligevel en lys og vidunderlig spøgelseshistorie.

PENÉLOPE Cruz er efter svage roller i udlandet tilbage i sit element som Raimunda, og generelt er alle kvinderne fine. I Cannes valgte juryen, der i 2006 havde Wong Kar-wai som formand, at dele prisen for Bedste Kvinderolle mellem Cruz, Maura, Dueñas, Portillo, Cobo og Lampreave. Almodóvar fik prisen for Bedste Manuskript og sagde blandt andet om sin film:

   »Det er en meget naturlig ting for mig at blande genrer, men det betyder ikke, at det er uden faldgruber. Det groteske og grand guignol er altid farligt at have med at gøre. Hvis man bevæger sig mellem genrer og skifter fra den ene til den anden fra det ene øjeblik til det andet, kan man med fordel benytte en naturalistisk stil, der hjælper med at gøre selv den mest absurde situation plausibel. Det eneste våben man har – foruden det realistiske univers – er skuespillerne, eller som hér, skuespillerinderne. Til mit store held er det lykkedes at samle en gruppe fantastiske kvinder, der virkelig stråler om kap i Volver.«

ALMODÓVAR dirigerer dem lige så sikkert, som han orkestrede kvindernes verden i Alt om min mor. Måske var Tal til hende hans mest originale, komplekse og episk eventyrlystne film, men Volver emmer til gengæld af varme, fortættet livsfarve og fryden ved lyden af kvindernes snak, når de bare giver sig hen til hinanden. Volver er Almodovars film nummer 17, en besnærende og betagende fabel fra en af Europas store filmskabere, som ovenikøbet er allerbedst, når han synger sammen med livet.

*) »Volver« er en tangoballade, som Alfredo Le Pera og Carlos Gardel skrev tekst og musik til i 1961. For det lokale publikum altså en gylden kastanje, der transponeres. Det er ikke Cruz, vi hører. Estrella Morente synger sammen med ensemblet Montoyita.  

Se også Pedro Almodóvar: Kika (1993); Pedro Almodóvar: Alt om min mor/ Todo sobre mi madre (1999); Pedro Almodóvar: Tal til hende/ Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/ La mala educación (2004); Pedro Almodóvar: Brudte favntag/ Los abrazos rotos (2009); Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/ La piel que habito (2011); Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/ Los amantes pasajeros (2013); Pedro Almodóvar: Julieta (2016); Pedro Almodóvar: Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4]; Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/ Madres paralelas (2021).

Volver. Instr. & manus: Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 121 min. Spanien 2006. Dansk premiere: 01.09.2006

Fotos: El Deseo/ Canal+ España/ TVE/ Sony Pictures Classics/ Sandrew Metronome/ SF Studios/ CineMaterial/ MoviesDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Soul Media 15.11.2021

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.09.2006