Translate

Viser opslag med etiketten Oscars 2022. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Oscars 2022. Vis alle opslag

søndag den 10. april 2022

Murakami | Hamaguchi: Drive My Car (2021) [Oscars 2022]


FORANKRET I STILHED
En mesterklasse i slow cinema

Af BO GREEN JENSEN

STILLE og langsom er sjældent salgsargumenter, når en film skal anbefales. Japaneren Ryûsuke Hamaguchi (f. 1978) har dog baseret sit arbejde på disse kvaliteter. Filmskaberen følges med sine karakterer i en fortrolig og uudgrundelig form, der er renset for eksponerende stof.
   Hamaguchi begyndte som dokumentarist. Hans første lange fiktionsfilm, Happy Hour fra 2015, brugte fem timer på at beskrive, hvordan fire unge kvinder gennemgik et kursusforløb. Det er siden lykkedes ham at justere spilletiden. Drive My Car er kun tre timer om at fortolke en novelle af Haruki Murakami. Teksten står i samlingen Mænd uden kvinder fra 2014.


TEATERMENNESKET Yûsuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima), som både instruerer og optræder selv, er gift med forfatteren Oto (Reika Kirishima). Hun har specialiseret sig i tv-manuskripter med erotisk atmosfære og fokus på kvindelig seksualitet. Oto får sine bedste ideer, når de har elsket. Hun fortæller ham historien, som han reagerer på, hvis han ikke er for træt.
   Her har parret et hemmeligt helle, og forholdet ligner en god symbiose. Imidlertid har alt i Drive My Car en forhistorie – selv forhistorien. Det er ikke noget, de taler om – begge ved jo, hvad det gælder – men parret har mistet en datter, som døde, da hun var fire år.



OTO og Yûsuke bor i Tokyo og har travlt i hver sin del af kulturfaget. En aften, da Yûsuke har medvirket i sin egen opsætning af Venter på Godot, kommer Oto ind og præsenterer en beundrer. Kimura (Toshiaki Inomata) er den feterede unge skuespiller fra tv-serien, hun arbejder på. Yûsuke fornemmer vel et eller andet. Som de fleste af Murakamis mænd er han en høfligt forekommende person, der nødigt forholder sig aktivt til noget.
   Yûsuke har allerede bilen – en rød Saab 900 – som bogstaveligt bærer historien i Drive My Car. De har med tiden udviklet en øveteknik. Oto indtaler et bånd med stykket, Yûsuke arbejder på. Hans egne replikker er udeladt, og indtalingen er timet, så han kan indsætte dem, mens han kører.
   Sådan går tiden i bilen. Sådan skaber skuespilleren sin karakter. Og sådan kommer publikum gennem mange scener, der lader dialogen fra Tjekhovs Onkel Vanja overlappe i hele og halve versioner, mens landskabet passerer.
   En dag skal Yûsuke på teaterfestival i Vladivostok. Oto sender ham kærligt afsted, men flyet er aflyst, og han kører hjem. Han låser sig ind – Murakamis mænd er altid diskrete – og hører kærlighedslyde fra stuen. Vi ser kun Otos elsker fra ryggen. Yûsuke går ud fra, at det er Kimura.



TO ÅR SENERE kører Yûsuke til Hiroshima, hvor han har påtaget sig at instruere Onkel Vanja. Det er efter Otos bratte død. Hun ringede til teatret og sagde, at de skulle tale alvorligt. Yûsuke kom hjem og fandt hende livløs. Naturligvis caster han Kimura som Vanja, da han ser rivalen blandt ansøgerne.
   Men sig mig: Vil han bare referere hele filmen? Sådan kan jeg høre læseren spørge. Svaret er nej – vi er endnu ikke ved titelsekvensen med navne, som Hamaguchi endelig skriver på lærredet efter 40 minutter. Først da præmissen er fuldt etableret, lader han fortællingen sætte i fart.
   Det sker, da arrangørerne i Hiroshima insisterer på, at Yûsuke får en chauffør. Det er en fåmælt ung kvinde, som har sin egen tragiske tilgang. De to skal lære hinanden at kende og indlede et subtilt sorgarbejde.
   Der er gået en ordinær films spilletid, før Misaki (Tôku Miura) henvender sig. Da bliver Drive My Car en film om sorg og skyld og kærlighed, men ikke af den romantiske slags. Yûsuke regner sig frem til, at Misaki må være 23 år. Hun har den alder, som hans og Otos datter ville have, bemærker han.



MEN hvad går al tiden med, hvis ingen siger eller gør noget særligt? Den går med at prøve på Onkel Vanja, der i Hiroshima bliver opført i flersproglig udgave. Skuespillerne taler japansk, koreansk, kinesisk, engelsk, tagalog og indonesisk. Kvinden, som spiller Sonja, er stum og bruger tegnsprog.
   Drive My Car er således både forankret i stilhed og tynget af negativ tavshed. Det lykkes Yûsuke og Misaki at bryde den tavshed. Det lykkes Yûsuke at vende tilbage til scenen og gøre Onkel Vanja til en succes. Men især lykkes det Hamaguchi at spille sin trumf, som tangerer en manierisme: Sonjas lange slutreplik bliver fremsagt på koreansk tegnsprog.



SÅLEDES er vi som knyttede hænder, der nu og da vover at åbne sig lidt. Hamaguchi bruger rammen fra Murakamis novelle, men det er Tjekhovs arier af fortrydelse, der giver filmen resonans. Fotografen Hidetoshi Shinomiya får fantastisk meget ud af at vise bilen fra luften, når den kører langs kysten ved Hiroshima. Der er kun dén røde genstand. Vi ved altid, hvor dramaet er.
   Drive My Car er en mesterklasse i slow cinema. Filmen modtog årets Oscar for Best International Feature og har i forvejen 70 festivalpriser. Den skal være varmt anbefalet. Hamaguchi når sine små forløsninger uden at gribe til patos og sentimental konstruktion. Det er en tilkæmpet, kompromitteret katarsis.


DER er også scener, hvor stilheden næsten bliver selvsmagende. Koreaneren Lee Chang-dong lavede Burning (2018), og vietnameseren Tran Anh Hung fik et stort melodrama ud af Norwegian Wood (2010). Efterhånden kunne man ønske sig, at der var en filmskaber, som fandt ind til varmen og humoren hos Murakami.

Drive My Car var Oscar-nomineret i 4 kategorier: Best Picture (Teruhisa Yamamoto); Best Director (Ryûsuke Hamaguchi); Best Adapted Screenplay (Ryûsuke Hamaguchi, Takamasa Oe); Best International Feature Film. Den vandt i sidstnævnte kategori. Danske Filmkritikere tildelte filmen en Bodil i kategorien Bedste ikke-amerikanske film. Det samme gjorde britiske BAFTA. I Japan vandt filmen alle 9 af de kategorier, som den var indstillet i. 




Drive My Car (Doraibu mai kâ). Instr. & manus: Ryûsuke Hamaguchi. Foto: Hidetoshi Shinomiya. 179 min. Japan 2021. Dansk premiere:31.03.2022.


Fotos: Bitters End/ The Match Factory/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray (region A) fra The Criterion Collection ((spine #1136) 19.07.2022
2K Blu-ray fra MUBI UK (region B) 18.07.2022
2K Blu-ray (region B) fra Star Media Entertainment (Skandinavien) 15.07.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 01.04.2022.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , ,

torsdag den 24. marts 2022

Maggie Gyllenhaal: The Lost Daughter (2021) [Oscars 2022]


RÅDDEN FRUGT
Gyllenhaal filmatiserer Ferrante

Af BO GREEN JENSEN

DET er ved at blive nat, da Leda Caruso (Olivia Colman) ankommer til det græske øhav. Leda er 48, professor i litteratur og fraskilt mor til voksne døtre på 22 og 23. Hun er britisk, men underviser på Harvard.
   Der bliver konstant eksponeret alder, baggrund og kronologi i The Lost Daughter. Det er ikke, fordi manuskriptforfatteren er begynder. Leda er bare besat af de ting. Teksten, som hun arbejder med, er for god ordens skyld Dantes Divina Commedia med begyndelsen om at være midtvejs i skoven.
   Leda indretter sig og markerer en venlig distance til den lidt ældre Lyle (Ed Harris), som passer hotellejligheden, og den langt yngre Will (Paul Mescal), der flytter stole på stranden. Ganske vist er der rådden frugt i bunden af skålen på værelset, men det begynder som en god arbejdsferie.



STEMNINGEN skifter, da stranden bliver koloniseret af en støjende storfamilie. Leda nægter at afgive sin plads. Hun ser trodsigt på alfakvinden i koret. Callie (Dagmara Dominczyk) er 42 og højgravid. Søsteren Nina (Dakota Johnson) fanger Ledas interesse. Mændene bag kvinderne er ludende Sopranos-typer.
   Empatien er måske fejlanbragt, men Leda ser sig selv som ung i Nina. Da Ninas datter bliver væk, finder Leda det legende barn. Hun finder også pigens dukke, som hun gemmer på sit værelse og behandler som et spædbarn. Hidtil har vi set på Leda med indlevelse. Nu er der afvigende sympatier.
   I flashbacks husker Leda, hvordan hun som ung havde svært ved at arbejde og samtidig være der for sine børn. Den yngre Leda, som spilles af Jessie Buckley, gør alt, hvad gode mødre sjældent gør på film. Hun går fra familien og bliver væk i tre år. Der var tilvalg og fravalg, for sådan er livet.



SKUESPILLEREN Maggie Gyllenhaal (f. 1977) debuterer som instruktør med en omkalfatret filmatisering af Elena Ferrantes La figlia oscura (2006), som på dansk hedder Dukken der blev væk. Hos Ferrante er der ingen græske og amerikanske forbindelser, men det er de samme sociale markeringer.
   Filmen deler Ledas synsvinkel, men ser hende også på afstand. Skønt de flimrende flashbacks er meget bastant lagt til rette, får man som tilskuer en fornemmelse af at være i Ledas bevidsthed. Der er en stor smerte inde i kvinden. Mødet med Nina stikker et hul, både metaforisk og bogstaveligt.



DEN græske baggrund er mest til pynt. Øen bliver kaldt Kyopeli, men der er tale om Spetses. Lyle betror Leda, at Leonard Cohen »kom over fra Hydra« i gamle dage, og Leda ser film i biografen Titania, som er en institution. Hun ser The Last Time I Saw Paris (1954), som bygger på F. Scott Fitzgeralds novelle »Babylon Revisited« (1930, da. »Gensyn med Babylon«) fra samlingen Taps at Reveille (1935). Det er anden stor tekst om fortrydelser.
   Olivia Colman og Jessie Buckley er Oscar-indstillet for deres roller. Colman føjer endnu en varm karakter til dronningerækken af skikkelser som Elizabeth II i The Crown og den patetiske Queen Anne i The Favourite (2018).



MAGGIE Gyllenhaal er nomineret for sit manuskript. Bogen udkom før Napoli-serien, der gjorde Ferrante berømt. Gyllenhaal bryder den ned i tre akter og lader et Slangen i Paradis-øjeblik vække Leda, når lyset skifter: den rådne frugt; en pinjekogle, som skærer hendes ryg; en orm, som kommer ud af dukkens øje.
   Gyllenhalls film er et smukt kvindestudie. Netflix har produceret, og i USA blev The Lost Daughter streamet fra starten. I Europa får filmen den store tur i biograferne. Den fortjener det ovenikøbet.


The Lost Daughter er Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Actress (Olivia Colman); Best Supporting Actress (Jessie Buckley); Best Adapted Screenplay (Maggie Gyllenhaal).


The Lost Daughter. Instr. og manus: Maggie Gyllenhaal. Foto: Hélène Louvart. 121 min. USA-UK-Israel-Grækenland 2021. Dansk premiere: 10.03.2022.


Fotos: Endeavor Content/ Samuel Marshall Films/ Pie Films/ Faliro House Productions/ SF Studios
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Vértigo Films (Spanien) 29.06.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.03.2022.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,

søndag den 20. marts 2022

Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022]


TIDEN OG STEDET
En mageløs hjemstavnsskildring

Af BO GREEN JENSEN

FILMSKABEREN Paul Thomas Anderson voksede op i San Fernando Valley. Det er den del af Los Angeles, hvor de gamle Hollywood-studier har deres bagland. Det er et uhyre prosaisk sted, hvis man kommer der i virkeligheden. Lagerbygninger, p-pladser, villakvarterer. Der er absolut ingen benovet glamour. Alle arbejder i filmindustrien, og enkelte er stjerner. Langt de fleste passer blot en funktion.
   Anderson bruger hjemstavnen, når han ikke laver periodefilm med store ideer: There Will Be Blood (2007), The Master (2012), Phantom Thread (2017). Debuten Hard Eight (1996) var Las Vegas-baseret, og Inherent Vice (2014) var henlagt til Venice Beach, men det er San Fernando Valley, som foldes ud i Boogie Nights (1997), Magnolia (1999) og Punch-Drunk Love (2002).


LICORICE Pizza foregår i 1973. Anderson er født i 1970, så han bruger sine forældres historier. Det sker i en sublim skildring af New Hollywood-tiden. Hvor Boogie Nights og Magnolia havde dommedagsklokker i bunden, er Licorice Pizza en hyldest. Det er instruktørens lyseste værk.
   Gary Valentine er en fremmelig entreprenørtype på 15 år. Han begynder at kurtisere den ikke så selvsikre Alana Kane på 25. Hun arbejder for skolefotofirmaet Tiny Toes, der tager billeder til årbogen på Garys gymnasium. Han begynder straks at tale og holder egentlig aldrig op, før hun to timer senere siger, hvad han vil høre.
   I Garys verden kan alt lade sig gøre. Det er ikke en film om alder, køn og krænkelser. De ting er slet ikke på Andersons radar. Det er derimod tidsånden dengang og nu.



GARY arbejder ivrigt på en karriere. Han går til auditions og medvirker i Under One Roof (baseret på Lucille Ball-filmen Yours, Mine and Ours). Da vandsenge netop dét år bliver moderne, er Gary straks i gang med eget firma. Karakteren er inspireret af produceren Gary Goetzman, som åbenbart virkelig var sådan.
   Der er tre løst skitserede akter. Gary gør kur til Alana, som begynder at arbejde for ham. Forretningen støder på grund i oktober, da OPEC blokerer for oliesalget. I DK fik vi rationering i form af de bilfrie søndage, som siden omgærdes af megen nostalgi; i Californien var der bare hamstring, kaos og generel (blasert) panik.
   Imens prøver Richard Nixon at tale sig ud af Watergate-skandalen, og Gary studerer annoncen for Deep Throat, mens han og Alana drikker kaffe og drøfter dagsplanen. 1970erne var ikke gyldne og problemfri. Men de havde noget, vi ikke har mere.



ANDERSON skaber et panoramisk myldrebillede. Fiktive og faktiske karakterer er blandet. Bradley Cooper spiller fantasten Jon Peters, som var gift med Barbra Streisand i fem minutter. En distingveret Sean Penn er stjernen Jack Holden, baseret på William Holden, der meddeler sig i filmreplikker. Tom Waits gestalter piratinstruktøren, der har træk fra John Huston og Sam Peckinpah.
   Der kan når som helst være slagskygger. Pludselig bliver Gary brutalt arresteret og næsten sigtet i en mordsag. Vidnet ser på ham og siger, at det slet ikke er gerningsmanden. Så sidder Gary bare dér på bænken. Ingen forklarer eller siger undskyld. Under fernissen er det et junglesamfund.
   Alana bliver irriteret på Garys iværksætteretos. Hun vil gøre en forskel og arbejder for en homoseksuel byrådsmand. Scenerne fra kampagnekontoret kunne være en pastiche på Taxi Driver. Det er i sagens natur ikke dén film – som er fra 1976 – der spiller i biografen. Det er Live and Let Die med Roger Moore som agent 007 og titelsang af Paul McCartney.
   »Licorice Pizza« var slang for vinylplader og navnet på en kæde af musikbutikker – som Fona, Guf eller TP i Danmark. Jeg håber, at nogen laver en film om den gode tid hos TP en dag. Lydsporet er asfalteret med sange fra 1973 og ny orkestermusik af Jonny Greenwood.



DA den dødsmærkede Robert Altman skulle instruere sin sidste film, A Prairie Home Companion (2006), kunne produktionen kun blive forsikret, hvis en anden instruktør stod klar. Det blev Anderson, som så en mentor i Altman.
   Licorice Pizza er Oscar-nomineret, og Anderson er indstillet for instruktion og bedste manus. Han er unik i dagens filmmiljø og har sjældent været bedre. Det er den bedste Hollywood-skildring efter 2000.
   Gary spilles med umådelig karisma af Cooper Hoffman, som er søn af afdøde Philip Seymour Hoffman. Alana Kane bliver spillet af Alana Haim, som uden for filmen er en af de jødiske søstre i indiebandet Haim. Hendes familie bliver spillet af hendes familie. Det hele er skåret så tæt på livet.
   Som modeller er nævnt George Lucas' American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken) og Amy Heckerlings Fast Times at Altamont High (1982, da. Øl, fis og rockmusik). Andersons film er dog mindre nostalgisk. Har man nogen sinde holdt af New Hollywood og 70erne, skal man se denne prægtige hjemstavnsskildring.


Licorice Pizza. Instr. & manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Michael Bauman, Paul Thomas Anderson. 133 min. USA 2021. Dansk premiere: 17.03.2022.


Fotos: Metro-Goldwyn-Mayer/ BRON Studios/ Focus Features/ Ghoulardi Film Company/ United Artists Releasing/ SF Studios
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Pictures 06.06.2022
Anmeldelsen stod [let beskåret] i Weekendavisen Kultur 18.03.2022
Indsendt af kl. 1 kommentar:
Etiketter: , , , , , , , , , , ,

tirsdag den 15. februar 2022

To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]


ET STED ER DER ET STED FOR OS
Et romantisk og kritisk kærlighedsdigt

Af BO GREEN JENSEN

FØRSTEUDGAVEN af West Side Story var, hvad vi kalder en gamechanger nu. Efter fire år på Broadway, hvor musikforestillingen havde premiere på Winter Garden Theatre den 26. september 1957, kom en filmatisering i stand. Sceneversionen var længe om at løfte sig. Filmen blev en succes med det samme.
   West Side Story er – hvis nogen skulle være i tvivl – en moderne fortolkning af Romeo og Julie. Maria (Natalie Wood) og Tony (Richard Beymer) er de elskende, som ofres i bandekonflikten mellem latinoer og polakker, der svarer til slægterne Montague og Capulet. »There’s a place for us/ Somewhere a place for us,« bliver der sunget besværgende i finalen.
   Det var og er banebrydende musikteater. En musical med social relevans; en sammensmeltning af klassisk og moderne; et kritisk kærlighedsdigt til immigranternes multietniske Amerika. På 60 år er West Side Story blevet næsten lige så klassisk som William Shakespeares skuespil fra 1597.
   I 1961 blev filmen et stilskabende kulturfænomen, der gjorde meget for at udbrede et nyt sæt unge, amerikanske værdier. Hollywoods døende studiesystem havde en af sine sidste store triumfer. West Side Story var i Technicolor og fuld Panavision. Den lille tv-skærm kunne ikke konkurrere.


ROBERT Wise (1914-2005) instruerede i samarbejde med koreografen Jerome Robbins (1918-1998). Mange husker sikkert en gademusical med hård realisme. Dét er en erindringsforskydning. Prologen, som præsenterer banderne The Jets og The Sharks, blev optaget på en parkeringsplads i New York. Alle de øvrige lokaliteter blev bygget i studiet af scenografen Boris Leven (1908-1986).
   Der var 11 Oscar-nomineringer, og ti af dem udløste priser. Stephen Sondheim (1930-2021), efterkrgstidens store amerikanske teaterkomponist og musicalforfatter, fik sit gennembrud med sangteksterne. Skønt Leonard Bernstein (1918-1990) skrev musikken, var det teksterne til »America«, og »Gee, Officer Krupke«, der havde kant og gjorde indtryk. Forfatteren Arthur Laurents (1917-2011) havde grundideen. Jerome Robbins var kun interesseret i dans.



JEG skylder nok at sige, at jeg er lidt for ung til West Side Story. Jeg var seks år i 1961, og filmen var mere et hit blandt forældre. Musikken lød som operette. Det var i den forbindelse et gennembrud, at Keith Emerson og The Nice i 1968 arrangerede »America« som progressiv rock. Der blev brændt flag af til musikken, når man demonstrerede mod Vietnamkrigen.
   Men der var mange spor af filmen i den billedfattige forstadshverdag. Ældre fætre og kusiner fik blanke øjne alene ved titlen. Hele springknivsromantikken fra min barndom kommer ikke mindst fra West Side Story – og fra læsning af Willard Motleys Knock on Any Door (1947, da. Lev stærkt, dø ung) suppleret med hvisken om Rebel without a Cause (1955, da. Vildt blod), Nicholas Rays ikoniske generationsfilm med James Dean og netop Natalie Wood.



JEG genså den gamle West Side Story, før Steven Spielbergs nye version blev vist for pressen. Man kan både se og høre, at der er gået 60 år, men de stærkeste steder i filmen lever og ånder. Det humanistiske budskab står klokkerent.
   Jeg genså også dokumentaren West Side Memories, som blev produceret til 40-året i 2001. Da levede mange af hovedpersonerne stadig. Flere er kritiske over for filmen. Især taler Arthur Laurents om den forlorne accent og det friserede billede af virkeligheden. Stephen Sondheim siger, at alle så West Side Story som en film, der skildrede gaderne i New York. Det var det ikke, tilføjer han. Det var teatret, der blev til forstørret til film og fik liv.



DER knytter sig store forventninger til Spielbergs version – og det er sikkert derfor, at den ender med at skuffe. Der er mere film end teater i værket. Men Tony Kushner har kun foretaget små revisioner, og sangene står, som de stod. Intet er moderniseret. Filmen føles mere som et museumsstykke, en kurateret genopsætning, end som samtidskunst med aktuel relevans.
   Især bliver det klart, hvor vigtig Natalie Wood (1938-1981) var for den første films succes. Hun sang ikke selv. Stort set alle stemmer i filmen blev dubbet – Wood synger med Marni Nixons stemme, og det kan derfor ikke undre, at hun lyder som Audrey Hepburn i My Fair Lady og Deborah Kerr i The King and I.


DET var kontroversielt, at Hollywoodstjernen blev hentet ind. Carol Lawrence havde spillet Maria på scenen. Men Wood fungerer og bevæger. Man lever med, at Tony er et ciffer, som siger »Jeg elsker dig« hele tiden. Det slipper Ansel Elgort forbavsende godt fra i Spielbergs version. I øvrigt blev Elvis Presley tilbudt rollen som Tony. Tænk, hvad dét kunne have gjort for det hele.
   Den 20-årige Rachel Zegler har bare ikke nærvær nok. Niveauforskellen bliver klar i de scener, som reproducerer den gamle film meget trofast. Før ballet, hvor Jets og Sharks konkurrerer på dans, giver Anita (Ariana DeBose) sin svigerinde et rødt bælte om livet, så den hvide særk forvandles til en prinsesseskjole. Wood bar den scene. Zegler har en klar, generisk stemme og spiller rollen dækkende. Men hun kunne erstattes af en dubleant.



HER er en smuk, stille scene fra kirken i Spanish Harlem, som Janusz Kaminski filmer oppefra. Prologens indflyvningsbilleder af Manhattan er erstattet af kranbilleder, som panorerer hen over byggetomten ved Lincoln Towers. Vi ser the wrecking ball – murbrækkeren – i nær og reklamerne for de nye lejligheder, der ikke er bygget til indvandrerne. Det lykkes fra begyndelsen at bryde præget af teater.
   Der bliver danset mere ude på gaden, og koreografien er mindre akrobatisk. Dét er en forbedring. Karaktererne står skarpere hos Spielberg – ikke i de romantiske hovedroller, men i bandemedlemmernes rækker. Især er Mike Faist god som Riff, der føler sig svigtet af Tony – og Kushners manuskript er bedre til at antyde LGBTQ-tematikken. Opskrivningen af karakteren Anybodys (Iris Menas) fra tomboy til transgender forekommer derimod opportunistisk.



FILMEN har én stor forsonende faktor. Det er 89-årige Rita Moreno i rollen som købmanden Valentina, der har taget sig af den prøveløsladte Tony. I den gamle film var karakteren en mand, den alfaderlige Doc, som blev spillet af Ned Glass. I Spielbergs version tror man først, at Moreno medvirker som en blanding af nips og maskot, der er castet, fordi hun er en af de få endnu aktive og overlevende skuespillere fra den gamle film.
   Sådan er det ikke. Moreno var 30 år, da hun spillede Anita i Wise/Robbins-versionen. Hun gav rollen troværdighed, fordi hun faktisk er født i Humacao i Puerto Rico og kom til USA som immigrant. Hun var livsstykket, mange husker fra filmen, og hun brugte rollen til at skabe en hæderkronet karriere – som dog aldrig har budt på en lige så stærk karakter.
   Her får hun lejlighed til at skinne. Det er Valentina, som synger finalens besværgende »Somewhere«. Og omsider kan hun synge selv – i den gamle film blev hun dubbet af Betty Wand og har altid beklaget, at stemmen ikke passede til karakteren. Moreno har en spinkel graciøsitet. Hun gør scenen, hvor The Jets er ved at voldtage Anita, til noget særligt. Endvidere taler hun spansk. Hun er den store garant for kontinuiteten i projektet.



SPIELBERGS film bærer dedikationen »Til Far«. Han har i interviews fortalt, hvordan West Side Story var en familiefavorit og et af de første stykker popkultur, som kom ind i hjemmet med hans fars velsignelse. Det er veteranens første musical. »Jeg har altid haft lyst til at lave en musical. Dog ikke én som Moulin Rouge – men en gammeldags, konservativ musical, hvor alle taler med hinanden, for så at bryde ud i sang, for så at tale videre.«
   Der er meget godt i West Side Story, og det er godt at se fagets mestre arbejde sammen. Men filmen har ikke, hvad for eksempel Damien Chazelle (La La Land) eller Lin-Manuel Miranda (In the Heights) kunne have tilført af friskhed. Det er som at se en jubilæumsforestilling. Men stoffet råber på en nyfortolkning, der kan gribe tiden i hjertet igen.

Steven Spielbergs West Side Story er Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Picture (Spielberg, Kristie Krieger); Best Director (Spielberg); Best Cinematography (Janusz Kaminski); Best Supporting Actress (Ariana DeBose); Best Sound (Tod Maitland etc.); Best Production Design (Adam Stockhausen – set decoration: Rena DeAngelo); Best Costume Design (Paul Tazewell).





West Side Story. Instr.: Robert Wise. Manus: Ernest Lehman. Foto: Daniel L. Fapp. 153 min. USA 1961. Dansk premiere: 08.10.1962

West Side Story. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Tony Kushner. Foto: Janusz Kaminski. 160 min. USA 2021. Dansk premiere: 08.12.2021.

Fotos: Walt Disney Pictures/ 20th Century Studios/ The Mirisch Cporporation/ United Artists/ MGM/ Warner Bros. Home Entertainment/ The Criterion Collection/ Sony Music Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB


 
West Side Story (1961) srreames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, YouTube Movies
West Side Story (2021) er stadig i biografdistribution
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 09.12.2021
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)