David O. Russell: Joy (2015)

DEN UMULIGE DRØM

En lovsang til iværksætteren

Af BO GREEN JENSEN

DAVID O. Russell er en krøllet fortæller, som konsekvent har bøjet de genrer, han læner sine film op ad. Three Kings (1999) var en anakronistisk eventyrfilm fra den første Golfkrig med George Clooney, Mark Wahlberg og Spike Jonze. I boksefilmen The Fighter (2010) var Christian Bale forklædt som lallende ringvrag, mens Mark Wahlberg var den solide storebror i en skingrende dysfunktionel familie, hvor alle råbte og skreg af hinanden.

   Russells største hit til dato er Silver Linings Playbook (2012), en sørgmunter romance med Bradley Cooper og Jennifer Lawrence, der næsten kvalificerer som mainstream. For fans er han dog mere interessant i metakomedier som Spanking the Monkey (1994). I ❤ Huckabees (2004) lod Dustin Hoffman og Isabelle Huppert danne detektivpar og var et postmoderne take på serien om Den tynde mand.

DER er delte meninger om Russell, fordi hans film i så høj grad bygger på stil. De bygger ofte også på autentiske historier. American Hustle (2013) er både et kærlighedsdigt til 70erne, en svindlerkomedie i The Sting/Sidste stik-traditionen og en spændingsfilm af en slags. Det morsomme og det mærkelige går hånd i hånd hos Russell, som sætter en ære i at være både original og en original.

   Hvad ironien camouflerer, er fundamentet for de ekstravagante stilparader. Alle Russells film forholder sig til myten om den amerikanske drøm og er lovsange til eneren, der ikke vil indordne sig. De handler om at stikke snuden frem, satse under voldsomt pres og nægte at lade sig kue. Penge er blot en bekvem metafor.

ALDRIG har motivet stået stærkere end i Joy. Det er den sandfærdige historie om iværksætteren Joy Mangano, der i 1990 udviklede »The Miracle Mop«, en gulvmoppe med aftageligt hoved og 90 meter absorberende snor. Hun markedsførte den på en af de første døgnåbne shopping-kanaler.

   Efter personlig konkurs, flere opslidende patentsager og massiv indre splid i den skøre familie, blev gulvmoppen grundstenen i et imperium. Joy Mangano opfandt ikke hjulet. Hun skabte dimser af den slags, man finder hos Tiger. Men hun havde en drøm, som hun troede på, og hun nægtede at bøje af.

   Det er dét aspekt, der appellerer til Russell. Så groteske rammerne nu måtte være, skal kernen i sagen tages ganske alvorligt. Samme faktor definerer The Fighter og American Hustle. Udlev den umulige drøm og lad være med at lytte til nej-sigerne. De vil bare trække dig ned, hvis de kan.

RUSSELL befolker som altid lektionen med kreativt castede stjerner. Robert De Niro er Joys karakterfulde far, skilt fra neurotikeren Virginia Madsen, der følger med i en endeløs tv-føljeton. Så De Niro hooker op med Isabella Rossellini, der har arvet en formue efter sin mand. Hun hedder Trudy, og han hedder Rudy. Ergo må de være skabt for hinanden.

   Trudy investerer i gulvmoppen, men gør klart, at det er mod bedre vidende. Ingen flytter ud. Joys egen eksmand (Edgar Ramirez) bor i kælderen under huset med fire fortabte generationer. Det er Joy, der serverer og gør rent. En hadefuld søster er bitter fra starten. Kun datteren Christie, veninden Jackie (Dascha Polanko) og Joys mormor, Mimi (Diane Ladd), som er filmens fortæller, tvivler ikke et øjeblik på hendes drøm.

DER er mange karikerede skærmydsler, og tv-satiren er smurt på med en skovl. Russell vælger typisk tarvelige drømme, når han skal vise, hvad folk bliver holdt hen med. Men midt i det hele står Joy som en ren heltinde, der hverken kan eller vil give slip på visionen. Det handler om en gulvmoppe, men det kunne være ethvert produkt. For eksempel hjerteblod hældt på flasker.

   Spændingen ligger i den energi, som Joy og hendes musketerer investerer i markedsføringen. Amerikanske film elsker en kreativ bondefanger, og Jackie, Joy og Christie tager alle tricks i brug. Kanalchefen Neil Walker (Bradley Cooper) giver hende en chance , og hun taber den på gulvet. Så børster hun tøjet af og rejser sig. Amerikanske film elsker også ukueligheden.

   

JOY er en film, der deler sit publikum. Nogle vil elske den, andre vil sukke og fnyse eller gå. Den lever først og fremmest i kraft af en overvældende indsats fra Jennifer Lawrence, der er fuldkommen solidarisk med Joy. Det er Russells tredje film med Lawrence i fokus. Hun er også denne gang uovertruffen.

   Altså et eventyr om en mirakuløs gulvmoppe og et forbillede for vordende iværksættere. Joy og hendes datter tegner garntråde i timevis. »Vi opfinder noget,« siger pigen til sin far, der endelig kommer heltinden til undsætning.

   Er man til sentimentale historier, må Joy være (jule)filmen, der rykker. Alting tenderer mod kaos, men også det gode i mennesket er en naturkraft. Ligesom viljen til at vinde over bagklogskab og smålighed.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: American Hustle (2013).

Joy. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Linus Sandgren. 124 min. USA 2015. Dansk premiere: 25.12.2015.

Fotos: Fox 2000 Pictures, Annapurna Pictures, Davis Entertainment, Davis Entertainment, 10 by 10 Entertainment, TSG Entertainment, 20th Century Fox Home Entertainment, CineMaterial, MovieStillsDB. 

Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.12.2015.

Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012)

DET GLADE VANVID

Mainstream med en rest af realisme

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid en balancekunst at lave feelgood-film om mentale problemer. Der er ikke langt fra solidarisk, empatisk realisme til glansbilledet af den gode tosse eller chokgenrens rablende karikatur. Det indgår i præmissen – som i dele af psykiatrien – at den »syge« ser klarere end den »normale«. Der er et vidt register af afvigertyper, fra rebellen McMurphy i One Flew over the Cuckoo's Nest (1975, da. Gøgereden) og den søde autist i Rain Man (1988) til martrede kunstnerskæbner i biopics som Frances (1982), Sylvia (2003) og Camille Claudel 1915 (2013).

   David O. Russells Silver Linings Playbook var Oscar-nomineret i otte kategorier, herunder bedste film, bedste instruktør og bedste manus. Det skyldes ikke, at emnet eller formen er usædvanlig, men at udførelsen har flere nuancer, end man er vant til at se. Trods nik til konventionen og en god del positiv ønsketænkning, især i filmens sidste akt, er der en aktiv rest af smertefuld realisme i den fine skildring af en mand, som er gået fra forstanden på grund af et sønderknust hjerte.

LÆREREN Pat (Bradley Cooper) brændte sammen, da han fandt sin hustru, Nikki (Bea Bree), under bruseren med en fælles kollega. Da Pats mor henter ham på institutionen, hvor han har arbejdet med sin voldsomme adfærd, fantaserer han om at få Nikki i tale. Han gør sig derfor umage i sociale sammenhænge. Det fremgår, at Pat er arveligt belastet. Bookmakeren Pat Senior (Robert De Niro) holder styr på sine fjernbetjeninger med autistisk omhu og har en dom for tilskuervold. Han må ikke komme på stadion, hvor hjemmeholdet Philadelphia Eagles har base.

   Ved en anstrengt middag hos vennen Ronnie (John Ortiz), som er gift med den dominerende Veronica (Julia Stiles), møder Pat sin skæbne i skikkelse af den 22-årige Tiffany (Jennifer Lawrence), der er enke efter en politibetjent. Tiffanys sorg kompliceres af skyldfølelser, som hun har prøvet at dulme med alkohol og promiskuøs sex. Nu vil hun omlægge livsstilen. Pat vil have en chance mere med Nikki. Begge er sociale spedalske i villakvarteret, hvor alle synes at kende hinanden.

TIFFANY lover at skrive til Nikki på vegne af Pat, hvis han til gengæld vil være hendes partner i politiforbundets årlige danseturnering. Her møder sygdomsmotivet en anden hæderkronet trope: dansefilmen om amatører, der træner hårdt for at vinde mod alle odds. Det er en gennemgående faktor, at Pat føler sig hævet over Tiffany. For hende er mørket der hele tiden. Pat svinger mellem mani og depression. Han jogger iført en sort affaldspose, der fungerer som en art rustning.

   Russells manuskript – som bygger på en roman af Matthew Quick – sætter ekstra trumf på i dansefinalen. Pats far har sat hele økonomien i et dobbelt væddemål: kun hvis Eagles vinder sæsonens sidste kamp, og Pat og Tiffany samtidig scorer et 5-tal hos dommerne i konkurrencen, vil familien ikke gå ned. Pat er blevet lokket med, at Nikki vil være blandt tilskuerne. Tiffany har indset, at Pat er manden, hun kan være et godt menneske sammen med. Men galningen vil jo bare sin eks.

FILMEN lykkes ikke mindst, fordi David O. Russell ved, at han arbejder med kendte og prøvede størrelser, som enten må kombineres på nye måder eller beskrives med en dybde, man ikke tidligere har set. Endvidere arbejdes der smukt med musikken, som dansen giver mulighed for at integrere. Pat og Tiffany finder hinanden til tonerne af »Girl from the North Country« med Dylan og Cash fra Nashville Skyline. Pats vrede udløses ofte af Stevie Wonders »My Cherie Amour«, som var sangen, han havde sammen med Nikki. Hver gang han hører den, holder man vejret.

   Blue collar-miljøet er skildret med indlevelse som i en sang af Billy Joel. Jennifer Lawrence fik en Oscar for rollen som Tiffany, men det er den ellers anstrengende Bradley Cooper, der overbeviser med portrættet af Pat. Hans skrøbelighed bliver aldrig et nummer, og man begynder hurtigt at holde med ham. I en udsoningsscene mellem Cooper og De Niro er sidstnævnte bedre, end man længe har set ham.

DAVID O. Russell har skabt excentriske meta-komedier – Spanking the Monkey (1994), Flirting with Disaster (1996), I ❤ Huckabees (2004) – og variationer over maskuline skabeloner i krigsfilmen Three Kings (1999) og boksedramaet The Fighter (2010). Han har altid markeret en afstand til hovedstrømmen. Her tager han et smukt tigerspring ned i samme. Silver Linings Playbook er en romantisk komedie, indsigtsfuld og anderledes, som man bogstaveligt bliver glad af se.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

Silver Linings Playbook. Instr. og manus: David O. Russell. Foto: Masanobu Takayanagi. 122 min. USA 2012. Dansk premiere: 25.04.2013.

Fotos: TWC/ Midget Entertainment/ UIP/ CineMaterial/ Filmgrab/ YouTube

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2013.

David O. Russell: American Hustle (2013)

ET STYKKE AF TIDEN
Den krøllede stil er det primære budskab

Af BO GREEN JENSEN

HÅRET fylder umådeligt meget i American Hustle. David O. Russells (a)moralske svindlerhistorie udspiller sig i New York og New Jersey i 1978, da moden tangerede en forstørret rokoko-version af 1960er-trends, som havde udviklet sig.

   Disco, funk og new wave førte krig i musikkulturen. Også hvide drenge ville have sejt afrokrøl, og pigerne brugte timer på at få flydende fald, så de kunne minde om Farrah Fawcett, der var tidens sunde sexsymbol. Præsidenten hed Jimmy Carter, og økonomien var på højde med den lave selvrespekt, men det var cool at læse Penthouse og tage stoffer. Der var langt til vore dages konservative krisemodel.

SCENEN sættes med omhu. Der bliver dog aldrig tale om nostalgi. Perioden er bare et stykke af tiden, som stiller særlige krav til frisuren. I filmens prolog bruger Irving Rosenfeld (Christian Bale) en morgen på at arrangere sit hår og klistre en tvivlsom toupé fast. Håndelaget røber rutinen. Så kører han til et hotel, hvor han møder eks-kæresten Sydney Prosser (Amy Adams) og Richie DiMaso (Bradley Cooper) fra FBI.

   Et kamera bliver rigget til. DiMaso sikrer sig, at man kan se, hvad der foregår i naboværelset. Man kender endnu ikke relationen mellem de tre karakterer. Det fremgår, at en handel slår fejl. New Jersey-borgmesteren Carmine Polito (Jeremy Renner med højt Elvis-hår) vil ikke have attachétasken. Så det skjulte kamera kan ikke dokumentere transaktionen.

DET kommer til et skænderi. Richie tirrer Irving ved at rode i hans hentehår. Vi ser, at Sydney forstår, hvilken virkning, det har på den blussende Bale, der i American Hustle har anlagt sig topmave og en markant overvægt, næsten som da Robert De Niro i sin tid tog på for at spille Jake LaMotta i Raging Bull. Senere dukker De Niro selv op i rollen som Victor Tellegio, en mafiamand af den gamle skole. Han bærer briller med store glas af den slags, som Martin Scorsese brugte i 1970erne.

   Det fremgår, at Irving og Sydney har praktiseret en lukrativ blanding af kreativ svindel og åger. Richie afslører og presser dem til at hjælpe med en optrævling af politisk bestikkelse. Den ambitiøse FBI-officer må hele tiden cleare budgettet med sin overordnede (Louis C.K.), som er forsigtig og konventionel. Heldigvis er den øverste chef mindre bornert og lige så tændt på at score en sejr som Richie. »Noget af dette skete rent faktisk,« står der på skiltet, før filmen begynder.

BORGMESTEREN vil genrejse Atlantic City for sorte penge, som trioen stiller ham i udsigt. Manden har ærlige hensigter, men kan ikke få byfornyelsen finansieret. Irving og Sydney fabrikerer historien om en arabisk sheik, der vil investere. Fælden skal klappe, når Carmine tager tasken. Men nu er Sydney måske interesseret i Richie, for Irving vil ikke bryde med hustruen Rosalyn (Jennifer Lawrence), en omvandrende katastrofemagnet, der kan vende alt på hovedet, så hun fremstår sagesløs. Irving kalder hende »the Picasso of passive-aggressive karate«.

   Imens har Irving fået ondt af Carmine. Han er under alle omstændigheder skeptisk med hensyn til det svindelnummer, som giver Richie hård rejsning og mediekløe. For at gøre det rigtige, vil svindleren trække sig ud af den svindel, som lovens mand har iscenesat for at fange en korrupt embedsmand. Så mange grader af sandhed er hele tiden på spil i filmen, som ved at sætte ordet American foran Hustle giver tillidstricket karakter af national selvanalyse.

HÅRET fylder, fordi det er vigtigt. FBI-agenten går selv med små curlers hjemme hos Mor, fordi han efterstræber et virilt afro-look. Alle karaktererne er optaget af, hvilket indtryk, de gør. Det vigtigste er ikke, hvem man er, men hvad man ligner. »Nøglen til mennesker er, at de tror på det, som de ønsker at tro på,« siger Irving et sted i den voiceover, som sætter scenen i første akt, hvor han fortæller om sin baggrund og mødet med Sydney, der blev hans tvillingesjæl og medsammensvorne.

   Der er adskillige lag i American Hustle. Plottet er en klassisk bondefangerhistorie med tilpas megen spænding til at holde publikum fast i forventning. Karaktererne er autentisk baserede småfisk af typen, som man plejede at læse om i romaner af Donald E. Westlake og Elmore Leonard, der på samme måde kunne balancere en lakonisk, humoristisk grundtone med hårdkogt spænding og tragisk psykologi.

   

DET er dog tidsbilledet og en excentrisk, tilbagelænet fortællestil, som løfter den skumplende masse på plads. Sen-70ernes luvslidte hedonisme og moralske laissez faire-indstilling er fremstillet med en detaljerigdom, som ikke er set mere gennemført, siden Paul Thomas Anderson skildrede pornobranchens storhed og fald i den væsensbeslægtede Boogie Nights (1997).

   På et ydre plan er det gjort med bizarre frisurer og kostumer, der ligner tiden, som den faktisk så ud, skønt de nu synes ekstravagante. Periodepræget konsolideres af de sange, som Susan Jacobs, den musikalske supervisor, har samlet på filmens eklektiske lydspor: fra Electric Light Orchestra (»10538 Overture«), America (»A Horse with No Name«) og Donna Summer (»I Feel Love«) til en ny arabisk version af »White Rabbit«, som fremføres af libanesiske Mayssa Karaa.

DER går en flydende grænse mellem diegetisk og ekstradiegetisk – dvs. musikken, som karaktererne kan høre i situationen, og dén som spiller til ære for publikum. Duke Ellington har særlig vægt, fordi Irving og Sydney finder sammen til »Jeep's Blues«. Jennifer Lawrence gør rent, mens hun synger om kap med Paul McCartney på Wings-nummeret »Live and Let Die«, som blev skrevet til den 8. Bond-film og var en golden oldie allerede i 1978. Danny Elfmans originale score fylder mindre, men sætter stemningen lige så sikkert som pudemøblerne hjemme hos Carmine og smagen for fløjl, tern og gabardine.

HELHEDSINDTRYKKET er som Ben Afflecks Argo (2012) med latter eller en sleazy 70er-version af The Sting. Man noterer sig, at vor historiske afstand til tiden i American Hustle – 40 år i 2013 – er den samme, som Sidste stik havde til sin periode i 1973, da George Roy Hill instruerede svindelnummeret med Paul Newman og Robert Redford. Der er intet vemod. Snarere et bittersødt genbrug af temaer, som kun ærlige svindlere kan formulere.

   Christian Bale har blussende, tung værdighed og en egen integritet i sin insisteren på at begrænse bedraget og bygge illusionen »nedefra og op«. Amy Adams demonstrerer, hvordan et begær konstrueres, og den anstrengende Bradley Cooper er velanbragt som skinger, kokain-boostet opportunist. Sætstykket er Jennifer Lawrence, der træder alle hegn ned i rollen som Rosalyn Rosenfeld.

DET er klart, at filmen vil være en amerikansk moralitet af en slags. Der er tradition for at lade lovløse være de ærligste folk, og også i American Hustle får alle løn som forskyldt. Russells løse form gør dog denne version af historien til noget særligt og meget forfriskende skarpt. Der er lune, vid og en vis kvæstet skønhed i kaoskomedien, som til det sidste føjer uforudsete detaljer i mikset.

   Jeg har hørt kolleger sige, at de så langt foretrækker The Wolf of Wall Street, som er den anden store film om amerikansk moral fra slutningen af 2013. Faktisk står værkerne tæt på hinanden. Wolf of Wall Street er et svimmelt panorama. American Hustle er en nyklassisk miniature, som siger det samme med sjuskede midler. Tal om at have charme. Hér bliver den hældt på i spandevis.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: Joy (2015); David O. Russell: Amsterdam (2022).

American Hustle. Instr.: David O. Russell. Manus: Eric Warren Singer og David O. Russell. Foto: Linus Sandgren. 138 min. USA 2013. Dansk premiere: 23.01.2014.

Fotos: Columbia Pictures/ Annapurna Pictures/ Atlas Entertainment/ Fundamental Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures [10th Anniversary] 21.05.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.01.2014.

Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022]

TIDEN OG STEDET
En mageløs hjemstavnsskildring

Af BO GREEN JENSEN

FILMSKABEREN Paul Thomas Anderson voksede op i San Fernando Valley. Det er den del af Los Angeles, hvor de gamle Hollywood-studier har deres bagland. Det er et uhyre prosaisk sted, hvis man kommer der i virkeligheden. Lagerbygninger, p-pladser, villakvarterer. Der er absolut ingen benovet glamour. Alle arbejder i filmindustrien, og enkelte er stjerner. Langt de fleste passer blot en funktion.

   Anderson bruger hjemstavnen, når han ikke laver periodefilm med store ideer: There Will Be Blood (2007), The Master (2012), Phantom Thread (2017). Debuten Hard Eight (1996) var Las Vegas-baseret, og Inherent Vice (2014) var henlagt til Venice Beach, men det er San Fernando Valley, som foldes ud i Boogie Nights (1997), Magnolia (1999) og Punch-Drunk Love (2002).

LICORICE Pizza foregår i 1973. Anderson er født i 1970, så han bruger sine forældres historier. Det sker i en sublim skildring af New Hollywood-tiden. Hvor Boogie Nights og Magnolia havde dommedagsklokker i bunden, er Licorice Pizza en hyldest. Det er instruktørens lyseste værk.

   Gary Valentine er en fremmelig entreprenørtype på 15 år. Han begynder at kurtisere den ikke så selvsikre Alana Kane på 25. Hun arbejder for skolefotofirmaet Tiny Toes, der tager billeder til årbogen på Garys gymnasium. Han begynder straks at tale og holder egentlig aldrig op, før hun to timer senere siger, hvad han vil høre.

   I Garys verden kan alt lade sig gøre. Det er ikke en film om alder, køn og krænkelser. De ting er slet ikke på Andersons radar. Det er derimod tidsånden dengang og nu.

GARY arbejder ivrigt på en karriere. Han går til auditions og medvirker i Under One Roof (baseret på Lucille Ball-filmen Yours, Mine and Ours). Da vandsenge netop dét år bliver moderne, er Gary straks i gang med eget firma. Karakteren er inspireret af produceren Gary Goetzman, som åbenbart virkelig var sådan.

   Der er tre løst skitserede akter. Gary gør kur til Alana, som begynder at arbejde for ham. Forretningen støder på grund i oktober, da OPEC blokerer for oliesalget. I DK fik vi rationering i form af de bilfrie søndage, som siden omgærdes af megen nostalgi; i Californien var der bare hamstring, kaos og generel (blasert) panik.

   Imens prøver Richard Nixon at tale sig ud af Watergate-skandalen, og Gary studerer annoncen for Deep Throat, mens han og Alana drikker kaffe og drøfter dagsplanen. 1970erne var ikke gyldne og problemfri. Men de havde noget, vi ikke har mere.

ANDERSON skaber et panoramisk myldrebillede. Fiktive og faktiske karakterer er blandet. Bradley Cooper spiller fantasten Jon Peters, som var gift med Barbra Streisand i fem minutter. En distingveret Sean Penn er stjernen Jack Holden, baseret på William Holden, der meddeler sig i filmreplikker. Tom Waits gestalter piratinstruktøren, der har træk fra John Huston og Sam Peckinpah.

   Der kan når som helst være slagskygger. Pludselig bliver Gary brutalt arresteret og næsten sigtet i en mordsag. Vidnet ser på ham og siger, at det slet ikke er gerningsmanden. Så sidder Gary bare dér på bænken. Ingen forklarer eller siger undskyld. Under fernissen er det et junglesamfund.

   Alana bliver irriteret på Garys iværksætteretos. Hun vil gøre en forskel og arbejder for en homoseksuel byrådsmand. Scenerne fra kampagnekontoret kunne være en pastiche på Taxi Driver. Det er i sagens natur ikke dén film – som er fra 1976 – der spiller i biografen. Det er Live and Let Die med Roger Moore som agent 007 og titelsang af Paul McCartney.

   »Licorice Pizza« var slang for vinylplader og navnet på en kæde af musikbutikker – som Fona, Guf eller TP i Danmark. Jeg håber, at nogen laver en film om den gode tid hos TP en dag. Lydsporet er asfalteret med sange fra 1973 og ny orkestermusik af Jonny Greenwood.

DA den dødsmærkede Robert Altman skulle instruere sin sidste film, A Prairie Home Companion (2006), kunne produktionen kun blive forsikret, hvis en anden instruktør stod klar. Det blev Anderson, som så en mentor i Altman.

   Licorice Pizza er Oscar-nomineret, og Anderson er indstillet for instruktion og bedste manus. Han er unik i dagens filmmiljø og har sjældent været bedre. Det er den bedste Hollywood-skildring efter 2000.

   Gary spilles med umådelig karisma af Cooper Hoffman, som er søn af afdøde Philip Seymour Hoffman. Alana Kane bliver spillet af Alana Haim, som uden for filmen er en af de jødiske søstre i indiebandet Haim. Hendes familie bliver spillet af hendes familie. Det hele er skåret så tæt på livet.

   Som modeller er nævnt George Lucas' American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken) og Amy Heckerlings Fast Times at Altamont High (1982, da. Øl, fis og rockmusik). Andersons film er dog mindre nostalgisk. Har man nogen sinde holdt af New Hollywood og 70erne, skal man se denne prægtige hjemstavnsskildring.

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017) + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson [Moderne mestre].

Licorice Pizza. Instr. & manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Michael Bauman, Paul Thomas Anderson. 133 min. USA 2021. Dansk premiere: 17.03.2022.

Fotos: Metro-Goldwyn-Mayer/ BRON Studios/ Focus Features/ Ghoulardi Film Company/ United Artists Releasing/ SF Studios

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Pictures 06.06.2022

Anmeldelsen stod [let beskåret] i Weekendavisen Kultur 18.03.2022