David O. Russell: American Hustle (2013)

ET STYKKE AF TIDEN
Den krøllede stil er det primære budskab

Af BO GREEN JENSEN

HÅRET fylder umådeligt meget i American Hustle. David O. Russells (a)moralske svindlerhistorie udspiller sig i New York og New Jersey i 1978, da moden tangerede en forstørret rokoko-version af 1960er-trends, som havde udviklet sig.

   Disco, funk og new wave førte krig i musikkulturen. Også hvide drenge ville have sejt afrokrøl, og pigerne brugte timer på at få flydende fald, så de kunne minde om Farrah Fawcett, der var tidens sunde sexsymbol. Præsidenten hed Jimmy Carter, og økonomien var på højde med den lave selvrespekt, men det var cool at læse Penthouse og tage stoffer. Der var langt til vore dages konservative krisemodel.

SCENEN sættes med omhu. Der bliver dog aldrig tale om nostalgi. Perioden er bare et stykke af tiden, som stiller særlige krav til frisuren. I filmens prolog bruger Irving Rosenfeld (Christian Bale) en morgen på at arrangere sit hår og klistre en tvivlsom toupé fast. Håndelaget røber rutinen. Så kører han til et hotel, hvor han møder eks-kæresten Sydney Prosser (Amy Adams) og Richie DiMaso (Bradley Cooper) fra FBI.

   Et kamera bliver rigget til. DiMaso sikrer sig, at man kan se, hvad der foregår i naboværelset. Man kender endnu ikke relationen mellem de tre karakterer. Det fremgår, at en handel slår fejl. New Jersey-borgmesteren Carmine Polito (Jeremy Renner med højt Elvis-hår) vil ikke have attachétasken. Så det skjulte kamera kan ikke dokumentere transaktionen.

DET kommer til et skænderi. Richie tirrer Irving ved at rode i hans hentehår. Vi ser, at Sydney forstår, hvilken virkning, det har på den blussende Bale, der i American Hustle har anlagt sig topmave og en markant overvægt, næsten som da Robert De Niro i sin tid tog på for at spille Jake LaMotta i Raging Bull. Senere dukker De Niro selv op i rollen som Victor Tellegio, en mafiamand af den gamle skole. Han bærer briller med store glas af den slags, som Martin Scorsese brugte i 1970erne.

   Det fremgår, at Irving og Sydney har praktiseret en lukrativ blanding af kreativ svindel og åger. Richie afslører og presser dem til at hjælpe med en optrævling af politisk bestikkelse. Den ambitiøse FBI-officer må hele tiden cleare budgettet med sin overordnede (Louis C.K.), som er forsigtig og konventionel. Heldigvis er den øverste chef mindre bornert og lige så tændt på at score en sejr som Richie. »Noget af dette skete rent faktisk,« står der på skiltet, før filmen begynder.

BORGMESTEREN vil genrejse Atlantic City for sorte penge, som trioen stiller ham i udsigt. Manden har ærlige hensigter, men kan ikke få byfornyelsen finansieret. Irving og Sydney fabrikerer historien om en arabisk sheik, der vil investere. Fælden skal klappe, når Carmine tager tasken. Men nu er Sydney måske interesseret i Richie, for Irving vil ikke bryde med hustruen Rosalyn (Jennifer Lawrence), en omvandrende katastrofemagnet, der kan vende alt på hovedet, så hun fremstår sagesløs. Irving kalder hende »the Picasso of passive-aggressive karate«.

   Imens har Irving fået ondt af Carmine. Han er under alle omstændigheder skeptisk med hensyn til det svindelnummer, som giver Richie hård rejsning og mediekløe. For at gøre det rigtige, vil svindleren trække sig ud af den svindel, som lovens mand har iscenesat for at fange en korrupt embedsmand. Så mange grader af sandhed er hele tiden på spil i filmen, som ved at sætte ordet American foran Hustle giver tillidstricket karakter af national selvanalyse.

HÅRET fylder, fordi det er vigtigt. FBI-agenten går selv med små curlers hjemme hos Mor, fordi han efterstræber et virilt afro-look. Alle karaktererne er optaget af, hvilket indtryk, de gør. Det vigtigste er ikke, hvem man er, men hvad man ligner. »Nøglen til mennesker er, at de tror på det, som de ønsker at tro på,« siger Irving et sted i den voiceover, som sætter scenen i første akt, hvor han fortæller om sin baggrund og mødet med Sydney, der blev hans tvillingesjæl og medsammensvorne.

   Der er adskillige lag i American Hustle. Plottet er en klassisk bondefangerhistorie med tilpas megen spænding til at holde publikum fast i forventning. Karaktererne er autentisk baserede småfisk af typen, som man plejede at læse om i romaner af Donald E. Westlake og Elmore Leonard, der på samme måde kunne balancere en lakonisk, humoristisk grundtone med hårdkogt spænding og tragisk psykologi.

   

DET er dog tidsbilledet og en excentrisk, tilbagelænet fortællestil, som løfter den skumplende masse på plads. Sen-70ernes luvslidte hedonisme og moralske laissez faire-indstilling er fremstillet med en detaljerigdom, som ikke er set mere gennemført, siden Paul Thomas Anderson skildrede pornobranchens storhed og fald i den væsensbeslægtede Boogie Nights (1997).

   På et ydre plan er det gjort med bizarre frisurer og kostumer, der ligner tiden, som den faktisk så ud, skønt de nu synes ekstravagante. Periodepræget konsolideres af de sange, som Susan Jacobs, den musikalske supervisor, har samlet på filmens eklektiske lydspor: fra Electric Light Orchestra (»10538 Overture«), America (»A Horse with No Name«) og Donna Summer (»I Feel Love«) til en ny arabisk version af »White Rabbit«, som fremføres af libanesiske Mayssa Karaa.

DER går en flydende grænse mellem diegetisk og ekstradiegetisk – dvs. musikken, som karaktererne kan høre i situationen, og dén som spiller til ære for publikum. Duke Ellington har særlig vægt, fordi Irving og Sydney finder sammen til »Jeep's Blues«. Jennifer Lawrence gør rent, mens hun synger om kap med Paul McCartney på Wings-nummeret »Live and Let Die«, som blev skrevet til den 8. Bond-film og var en golden oldie allerede i 1978. Danny Elfmans originale score fylder mindre, men sætter stemningen lige så sikkert som pudemøblerne hjemme hos Carmine og smagen for fløjl, tern og gabardine.

HELHEDSINDTRYKKET er som Ben Afflecks Argo (2012) med latter eller en sleazy 70er-version af The Sting. Man noterer sig, at vor historiske afstand til tiden i American Hustle – 40 år i 2013 – er den samme, som Sidste stik havde til sin periode i 1973, da George Roy Hill instruerede svindelnummeret med Paul Newman og Robert Redford. Der er intet vemod. Snarere et bittersødt genbrug af temaer, som kun ærlige svindlere kan formulere.

   Christian Bale har blussende, tung værdighed og en egen integritet i sin insisteren på at begrænse bedraget og bygge illusionen »nedefra og op«. Amy Adams demonstrerer, hvordan et begær konstrueres, og den anstrengende Bradley Cooper er velanbragt som skinger, kokain-boostet opportunist. Sætstykket er Jennifer Lawrence, der træder alle hegn ned i rollen som Rosalyn Rosenfeld.

DET er klart, at filmen vil være en amerikansk moralitet af en slags. Der er tradition for at lade lovløse være de ærligste folk, og også i American Hustle får alle løn som forskyldt. Russells løse form gør dog denne version af historien til noget særligt og meget forfriskende skarpt. Der er lune, vid og en vis kvæstet skønhed i kaoskomedien, som til det sidste føjer uforudsete detaljer i mikset.

   Jeg har hørt kolleger sige, at de så langt foretrækker The Wolf of Wall Street, som er den anden store film om amerikansk moral fra slutningen af 2013. Faktisk står værkerne tæt på hinanden. Wolf of Wall Street er et svimmelt panorama. American Hustle er en nyklassisk miniature, som siger det samme med sjuskede midler. Tal om at have charme. Hér bliver den hældt på i spandevis.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: Joy (2015); David O. Russell: Amsterdam (2022).

American Hustle. Instr.: David O. Russell. Manus: Eric Warren Singer og David O. Russell. Foto: Linus Sandgren. 138 min. USA 2013. Dansk premiere: 23.01.2014.

Fotos: Columbia Pictures/ Annapurna Pictures/ Atlas Entertainment/ Fundamental Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures [10th Anniversary] 21.05.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.01.2014.

Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002)

ET STYKKE AF FREMTIDEN

Lattermild spænding og lys nostalgi

Af BO GREEN JENSEN

VERDEN vil bedrages og bliver det også igen og igen. I amerikansk film er bondefangeren – the confidence trickster eller bare the con man – derfor sjældent sat i et helt dårligt lys. De kloge narrer de mindre kloge, og vi beundrer gerne bedragets mestre, hvis ingen uskyldige kommer til skade.

   Steven Spielbergs lette svindlerkomedie om den yngste økonomiske bedrager i nyere amerikansk retshistorie har således dækket sig ind i alle henseender. Det er svært at betragte tillidstyven Frank W. Abagnale (Leonardo DiCaprio), der også i virkeligheden udnyttede godtroenheden og risikoviljen i 1960ernes fremskridtsforblændede USA, som en trussel mod noget som helst.

   Faktisk er knægten jo så begavet, at han fortjener vor beundring og en belønning af en slags. End ikke manden som jager ham, en humørforladt FBI-agent ved navn Carl Hanratty (Tom Hanks), kan i længden undgå at føle respekt.

DEN vævre Frank bliver tyv ved et tilfælde, men talentet løber i familien. Fra Befrielsens Europa hjemførte Frank senior (Christopher Walken) et smukt trofæ i skikkelse af franskmanden Paula (Nathalie Baye). Gennem Franks barndom lever familien over evne i New Rochelle, hvor tilværelsen endelig falder i hak, da Frank senior bliver livsvarigt medlem af Rotary Club.

   Franks beundring kender ingen grænser, da faderen fortæller den instruktive lignelse om to mus, som var ved at drukne i mælk. Den ene mus gav op. Den anden holdt ud og kærnede mælken til smør. Det er dén mus, som Franks far har været, og det er dén som drengen selv bliver, da faderidolet er smuldret.

SNART står I.R.S. – Internal Revenue Service er navnet på det frygtede amerikanske skattevæsen – i entreen og kalder Franks far til ansvar. Huset forsvinder, forældrene skilles, de lejede hjem bliver mindre. Frank må vælge og vælger sin far, men løber straks hjemmefra.

   Han ved, at han besidder et særligt talent. I den seneste nye, lidt ringere skole trådte han uden videre ind i rollen som lærervikar og underviste sin klasse i fransk. Mor var rystet. Junior og Senior delte et smil. Frank er Fars dreng på et hår.

   Alene i verden skal han nu rejse penge, men ingen vil indløse drengens checks, uanset hvor godt han taler for sin syge moster. Da ser han Fremtidens Budbringer i den opfyldte ønskedrøm af en scene, som filmen vender tilbage til flere gange. En Pan Am-pilot med fire stewardesser på armen stiger ud af en taxi og forsvinder ind på luksushotellet, hvor de formentlig vil forsøde eftermiddagen for hinanden i en af de dyre suiter.*

   En prås går op for drengen, der navigerer efter to moralske parametre: en far som altid pynter på sandheden og Barry Allen alias superhelten Lynet i den klassiske tegneserie om The Flash. For det første er det dén mand, piloten der bærer på fremtidens drømme, som Frank Jr. ønsker at være og håber at blive. For det andet har piloten ingen problemer med at få kredit. Alle tror og tager ham på ordet. Alle vil have et stykke af fremtiden.

FRANK er bare 16 år, da bedraget begynder i 1964. Fem år senere falder konstruktionen, men han har til overflod haft sin tid i solen. Han har fløjet verden rundt som Pan Am-pilot, fået ansættelse som børnelæge på et velanskrevet hospital i Louisiana, fungeret som assisterende statsanklager i New Orleans. Han har også indløst falske checks til en samlet værdi af 2,5 mio. dollars.

   Alt dette lægges frem i filmens begyndelse, hvor deltagerne i tv-quizzen Tell the Truth skal udpege den rigtige Frank blandt tre kandidater. Charmen ved filmen består i at følge Franks grænseløst opfindsomme strategier, hans flair for at sno sig ud af alle situationer og hans åbenlyse glæde ved et håndværk, han tilegner sig efter learn-by-doing princippet, mens den utrættelige og til stadighed ydmygede Hanratty hele tiden ånder ham i nakken.

DEN unge mand og den gamle enspænder leger skjul, tagfat og katten efter musen gennem fem år og på flere kontinenter. Til slut er Frank eftersøgt for checkfalskneri i 26 lande. Eftersom Catch Me If You Can er baseret på Frank Abagnales egen erindringsbog, er der aldrig nogen spænding om udfaldet. Det ender nok galt, men alligevel ikke, for da det kommer til stykket, kan systemet bruge Franks evner. Fordi jagten bliver så personlig, udvikler de to mænd efterhånden et far-og-søn forhold.

   Filmens hjerte ligger i 60erne, som den rekonstruerer kærligt og grundigt, vel at mærke uden at gribe til de sædvanlige tricks, sangene og tøjet, der signalerer hurtig tidsånd og giver øjeblikkelig periodekolorit. Spielbergs detaljer er mere subtile og ligger i omgangsformen, benovelsen ved maskuline rekvisitter som en James Bond-habit og en hurtig sportsvogn, den aura af andagt som står om piloter, læger og advokater.**

   John Williams’ score er for én gangs skyld ikke symfonisk og svulstigt, men består i hovedsagen af elegante lounge-pasticher over Henry Mancini. En lignende omhu er lagt i titelsekvensen, der lægger sig efter mesteren Saul Bass.

CATCH Me If You Can er således en lille film fuld af store småting. I rollen som Frank Abagnale kan Leonardo DiCaprio undtagelsesvist bruge løs af den drengede mangel på alder, som ofte gør ham utroværdig i romantiske og dramatiske roller. Tom Hanks kan sin Dragnet-sammenbidte G-Man på kornet, og Christopher Walken og Nathalie Baye er fine detaljer som forældrene. Resten af rollelisten befolkes af typer, som dog alle fungerer efter hensigten.

   Når disse pæne ord er sagt, må det tilføjes at Catch Me If You Can på ingen måde udfordrer tilskueren eller nødvendiggør en spilletid på to en halv time. Filmen er så let, at den forsvinder mellem fingrene, og i forhold til Spielbergs seneste bestræbelser, fremtidsfablerne A.I. - Artificial Intelligence (2001) og Minority Report (2002), er den at regne for en bagatel.

   Steven Spielberg har altid lavet film og drevet forretning efter princippet om gynger og karusseller. Ingen af de mørke fremtidsfilm slog an. Nu var der brug for en hurtig pose popcorn, og den får publikum stilfuldt serveret i Catch Me If You Can.

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: The Terminal (2004); Steven Spielberg: Munich/München (2005); Steven Spielberg | Hergé: The Adventures of Tintin (2011) [Animation]; Medskabninger | Steven Spielberg: War Horse (2011); Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Steven Spielberg: The Fabelmans (2022) [Oscars 2023] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

*) Flyselskabet Pan-Am (1927-1999) er særligt velegnet som symbol for 60ernes svimlende hybris. I sin gyldne tid var Pan American World Airways det største luftfartsselskab. Ingen kunne forestille sig den deroute, som sænkede flagskibet i 1999. I Ridley Scotts Blade Runner (1982) er der neonreklamer for Pan-Am i det fremskrevne Los Angeles i november 2019. Selskabet betjente 86 lande på seks kontinenter. I 1968 var der 11 millioner passagerer. En karriere som air hostess hos Pan-Am var på hitlisten over amerikanske pigers prinsessedrømme, ganske som det i Skandinavien var et mål at blive stewardesse hos SAS. Det var, før man sagde kabinearbejder og talte om lavtløn og sexistisk chikane. Det ikoniske Pan-Am-logo var designet af Ivan Chermayeff fra tegnestuen Chermayeff & Geismar.

**) Catch Me If You Can var seismisk præcis i sin læsning af samtidens længsel efter popkulturen lige før. Før 2000 var det typisk sjælen fra 60ernes slutning, ungdomsoprøret, Woodstock, rockmusikken osv., der blev genopvakt. Gik man længere tilbage, var det for at huske Eisenhower-årenes (indbildte) uskyld i 1950erne. Ved årtusindeskiftet var det med ét de tidlige 60ere, Kennedys Camelot, anlægningen af forstæderne og Breakfast at Tiffany's-kulturen, som tidsånden sværmede for. Spielbergs film er et forvarsel om strømningen, som kulminerer i Matthew Weiners umådeligt indflydelsesrige serie Mad Men (2007-2015), der i sine første sæsoner var lige så betaget af cocktail- og lounge-kulturen. De feterede stewardesser fik deres egen serie i Pan Am (2011-12). Film som Bruno Barretos View from the Top (2003) og Jason Reitmans Up in the Air (2009) kommer samme sted fra på hver deres måde. 

Catch Me If You Can. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Jeff Nathanson. Foto: Janusz Kaminski. 142 min. USA 2002. Dansk premiere: 07.03.2003.

Fotos: DreamWorks Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME,TV2 Play, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures [Steelbook - 20th Anniversary]  10.03.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.03.2003