David O. Russell: Amsterdam (2022)

HIMLEN PÅ JORDEN

En kaoskomedie om kærlighed og politik

Af BO GREEN JENSEN

DER er altid store navne med i David O. Russells tænksomme outlier-film. Især er Christian Bale og Robert De Niro blevet faste forvandlingsfigurer. Også Mark Wahlberg og Jennifer Lawrence er hyppige gæster, men Russells kreative casting kan altid overraske. Noget af det bedste ved kaoskomedien I ❤ Huckabees (2004) var Isabelle Huppert i rollen som akademisk superskurk og Lily Tomlin og Dustin Hoffman som eksistentielle detektiver, der virkelig tog filosofien alvorligt. I Amsterdam medvirker blandt andre Taylor Swift.

   Russell arbejder i et stakåndet krydsfelt mellem Wes Anderson, Michel Gondry og brødrene Coen. Han er dog helt sin egen i fribytterfilm som Three Kings (1999) og svindlerkomedien American Hustle (2013). Han elsker eneren, der løfter sig over blue collar-status. Det gjorde mændene i The Fighter (2010) og opfinderkvinden i Joy (2015). Hittet er stadig Silver Linings Playbook (2012) med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper som forelskede traumepatienter.

AMSTERDAM begynder på Manhattan i 1933. Da scenen er sat, griber filmen tilbage til Europa i Første Verdenskrig, hvor de bærende karakterer blev formet. Skønt absurditeten er udtalt, kommer vi faktisk til Amsterdam. Her findes der ingen racisme, og en fri kærlighed mellem gode, fejlbarlige mennesker er mulig. Det er naturligvis en utopisk idyl, som er set fra dagens USA med naive, nostalgiske øjne. Russell ved udmærket, at det næppe nogen sinde var sådan. Men blikket ser klart, og eksemplets magt er vigtig. Det er en stor pointe i filmen, at USA aldrig har været så åbent og fordomsfrit, som vi tror – og som myten siger og foreskriver.

   Lægen Burt Berendsen (Bale) er halvt jødisk og rigt gift med Beatrice Vandenheuvel (Andrea Riseborough), hvis familie hader og foragter ham (af begge nævnte grunde). I Flandern er han en buffer mellem afrikansk-amerikanske rekrutter og racistiske hvide befalingsmænd. Burt bliver ven med Harold Woodman (John David Washington), som uden for hæren er idealistisk jurist. Begge ender på lazarettet med en styrtregn af granatsplinter i kroppen. Sygeplejersken Valerie (Margot Robbie) bruger metallet til at skabe surrealistisk installationskunst i stilen fra Marcel Duchamp.

   I Holland deler de himlen på jorden. Men Burt vil hjem til Beatrice, og Valerie forsvinder i luften som røg. Da er lægen blevet lovet en livsforsyning af glasøjne fra den britiske spionchef (Mike Myers), som arbejder sammen med Henry Norcross (Michael Shannon) fra amerikansk efterretning. Alt det narrative filigranarbejde får senere stor dramatisk betydning.

»MEGET af dette er virkelig sket,« står der, før filmen begynder. Russell brugte samme kneb i American Hustle. Her understøttes det med autentiske arkivklip af fhv. brigadegeneral Smedley D. Butler, der i 1935 taler dunder mod fascismen og beskriver, hvordan han blev kørt i stilling som en amerikansk Mussolini. Talen svarer ord for ord til talen, som Robert De Niro holder i filmen. I Amsterdam bliver Butler til general Dillenbeck, som synes at være den sidste ubestikkelige mand i militæret.

   Den fejlslagne, aldrig helt klarlagte og nu sjældent nævnte kupplan er en af de konspirationshistorier, som fylder stort i en kort periode og siden forsvinder helt fra historien. The Business Plot var sat i værk af stærke kræfter fra finansverdenen, som ville afsætte præsident Franklin D. Roosevelt og indsætte general Butler som leder, inspireret af de europæiske eksempler fra Tyskland og Italien. Smedley Butler beskrev den i detaljer, da han vidnede for McCormack-Dickstein Kommissionen i 1934.

 

DET er uklart, hvor fremskreden kupplanen var, og den blev ikke taget særligt alvorligt i tidens egne nyhedsmedier. Den kan på dén måde minde om de højreorienterede kupplaner, der var en stor nyhedshistorie i Tyskland i december 2022, da myndighederne slog til mod konservative kræfter, som ville overtage magten ved et militærkup efter nationalsocialistisk model og indsætte den 71-årige Heinrich XIII Prinz Reuß.

   Man talte da om »et tysk operettekup«, men baggrunden var konkret og alvorlig. Den tyske kupplan er glemt allerede, og det samme blev The Business Plot. Det er værd at fremhæve fiktionens kvaliteter i forhold til at fastholde fortrængte faktuelle historier. Jeg havde ikke hørt om The Business Plot, før jeg læste op på baggrunden for Amsterdam.*

   I fem år var fascismen faktisk ved at få tag i det polariserede USA. Koryfæer som piloten Charles Lindbergh talte med beundring om nationalsocialismen og de gode tyske resultater. Alt forstummede efter Pearl Harbor, ganske som den britiske fascisme, der stak piben ind efter Blitzen og Dunkirk.

SATSNINGEN er altså stor og dumdristig: en kontrafaktisk kaoskomedie om fascisme, racisme og demokrati. Amsterdam har samme svimle udsyn som Coen-brødrenes Hail, Caesar! (2016), der fortæller en drabelig røverhistorie om Hollywood under mccarthyismen. Det er en smagssag, om man kan lide skrøneformen, som deler de kritiske vande. Der er masser af tæt stof i filmen. Derfor vil jeg gerne se den igen.

*) Jeg havde heller ikke hørt om Black Wall Street-massakren, som hærgende hvide racister udførte i Tulsa, Oklahoma, fra 31. maj til 1. juni 1921, før jeg – som millioner af andre – så den beskrevet i første episode af HBO-miniserien Watchmen (2019), Damon Lindelofs take på den klassiske grafiske fortælling af Alan Moore. Det var for den sags skyld nyt for mig, at Charles Lindbergh havde nazistiske sympatier, da jeg første gang læste Philip Roths The Plot Against America i 2004.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: American Hustle (2013); David O. Russell: Joy (2015).

Amsterdam. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Emmanuel Lubezki. 134 min. USA 2022. Dansk premiere: 06.10.2022.

Fotos: 20th Century Studios/ Canterbury Classic/ Forest Hill Entertainment/ New Regency Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 06.10.2022, trykt i WA Kultur 07.10.2022

David O. Russell: American Hustle (2013)

ET STYKKE AF TIDEN
Den krøllede stil er det primære budskab

Af BO GREEN JENSEN

HÅRET fylder umådeligt meget i American Hustle. David O. Russells (a)moralske svindlerhistorie udspiller sig i New York og New Jersey i 1978, da moden tangerede en forstørret rokoko-version af 1960er-trends, som havde udviklet sig.

   Disco, funk og new wave førte krig i musikkulturen. Også hvide drenge ville have sejt afrokrøl, og pigerne brugte timer på at få flydende fald, så de kunne minde om Farrah Fawcett, der var tidens sunde sexsymbol. Præsidenten hed Jimmy Carter, og økonomien var på højde med den lave selvrespekt, men det var cool at læse Penthouse og tage stoffer. Der var langt til vore dages konservative krisemodel.

SCENEN sættes med omhu. Der bliver dog aldrig tale om nostalgi. Perioden er bare et stykke af tiden, som stiller særlige krav til frisuren. I filmens prolog bruger Irving Rosenfeld (Christian Bale) en morgen på at arrangere sit hår og klistre en tvivlsom toupé fast. Håndelaget røber rutinen. Så kører han til et hotel, hvor han møder eks-kæresten Sydney Prosser (Amy Adams) og Richie DiMaso (Bradley Cooper) fra FBI.

   Et kamera bliver rigget til. DiMaso sikrer sig, at man kan se, hvad der foregår i naboværelset. Man kender endnu ikke relationen mellem de tre karakterer. Det fremgår, at en handel slår fejl. New Jersey-borgmesteren Carmine Polito (Jeremy Renner med højt Elvis-hår) vil ikke have attachétasken. Så det skjulte kamera kan ikke dokumentere transaktionen.

DET kommer til et skænderi. Richie tirrer Irving ved at rode i hans hentehår. Vi ser, at Sydney forstår, hvilken virkning, det har på den blussende Bale, der i American Hustle har anlagt sig topmave og en markant overvægt, næsten som da Robert De Niro i sin tid tog på for at spille Jake LaMotta i Raging Bull. Senere dukker De Niro selv op i rollen som Victor Tellegio, en mafiamand af den gamle skole. Han bærer briller med store glas af den slags, som Martin Scorsese brugte i 1970erne.

   Det fremgår, at Irving og Sydney har praktiseret en lukrativ blanding af kreativ svindel og åger. Richie afslører og presser dem til at hjælpe med en optrævling af politisk bestikkelse. Den ambitiøse FBI-officer må hele tiden cleare budgettet med sin overordnede (Louis C.K.), som er forsigtig og konventionel. Heldigvis er den øverste chef mindre bornert og lige så tændt på at score en sejr som Richie. »Noget af dette skete rent faktisk,« står der på skiltet, før filmen begynder.

BORGMESTEREN vil genrejse Atlantic City for sorte penge, som trioen stiller ham i udsigt. Manden har ærlige hensigter, men kan ikke få byfornyelsen finansieret. Irving og Sydney fabrikerer historien om en arabisk sheik, der vil investere. Fælden skal klappe, når Carmine tager tasken. Men nu er Sydney måske interesseret i Richie, for Irving vil ikke bryde med hustruen Rosalyn (Jennifer Lawrence), en omvandrende katastrofemagnet, der kan vende alt på hovedet, så hun fremstår sagesløs. Irving kalder hende »the Picasso of passive-aggressive karate«.

   Imens har Irving fået ondt af Carmine. Han er under alle omstændigheder skeptisk med hensyn til det svindelnummer, som giver Richie hård rejsning og mediekløe. For at gøre det rigtige, vil svindleren trække sig ud af den svindel, som lovens mand har iscenesat for at fange en korrupt embedsmand. Så mange grader af sandhed er hele tiden på spil i filmen, som ved at sætte ordet American foran Hustle giver tillidstricket karakter af national selvanalyse.

HÅRET fylder, fordi det er vigtigt. FBI-agenten går selv med små curlers hjemme hos Mor, fordi han efterstræber et virilt afro-look. Alle karaktererne er optaget af, hvilket indtryk, de gør. Det vigtigste er ikke, hvem man er, men hvad man ligner. »Nøglen til mennesker er, at de tror på det, som de ønsker at tro på,« siger Irving et sted i den voiceover, som sætter scenen i første akt, hvor han fortæller om sin baggrund og mødet med Sydney, der blev hans tvillingesjæl og medsammensvorne.

   Der er adskillige lag i American Hustle. Plottet er en klassisk bondefangerhistorie med tilpas megen spænding til at holde publikum fast i forventning. Karaktererne er autentisk baserede småfisk af typen, som man plejede at læse om i romaner af Donald E. Westlake og Elmore Leonard, der på samme måde kunne balancere en lakonisk, humoristisk grundtone med hårdkogt spænding og tragisk psykologi.

   

DET er dog tidsbilledet og en excentrisk, tilbagelænet fortællestil, som løfter den skumplende masse på plads. Sen-70ernes luvslidte hedonisme og moralske laissez faire-indstilling er fremstillet med en detaljerigdom, som ikke er set mere gennemført, siden Paul Thomas Anderson skildrede pornobranchens storhed og fald i den væsensbeslægtede Boogie Nights (1997).

   På et ydre plan er det gjort med bizarre frisurer og kostumer, der ligner tiden, som den faktisk så ud, skønt de nu synes ekstravagante. Periodepræget konsolideres af de sange, som Susan Jacobs, den musikalske supervisor, har samlet på filmens eklektiske lydspor: fra Electric Light Orchestra (»10538 Overture«), America (»A Horse with No Name«) og Donna Summer (»I Feel Love«) til en ny arabisk version af »White Rabbit«, som fremføres af libanesiske Mayssa Karaa.

DER går en flydende grænse mellem diegetisk og ekstradiegetisk – dvs. musikken, som karaktererne kan høre i situationen, og dén som spiller til ære for publikum. Duke Ellington har særlig vægt, fordi Irving og Sydney finder sammen til »Jeep's Blues«. Jennifer Lawrence gør rent, mens hun synger om kap med Paul McCartney på Wings-nummeret »Live and Let Die«, som blev skrevet til den 8. Bond-film og var en golden oldie allerede i 1978. Danny Elfmans originale score fylder mindre, men sætter stemningen lige så sikkert som pudemøblerne hjemme hos Carmine og smagen for fløjl, tern og gabardine.

HELHEDSINDTRYKKET er som Ben Afflecks Argo (2012) med latter eller en sleazy 70er-version af The Sting. Man noterer sig, at vor historiske afstand til tiden i American Hustle – 40 år i 2013 – er den samme, som Sidste stik havde til sin periode i 1973, da George Roy Hill instruerede svindelnummeret med Paul Newman og Robert Redford. Der er intet vemod. Snarere et bittersødt genbrug af temaer, som kun ærlige svindlere kan formulere.

   Christian Bale har blussende, tung værdighed og en egen integritet i sin insisteren på at begrænse bedraget og bygge illusionen »nedefra og op«. Amy Adams demonstrerer, hvordan et begær konstrueres, og den anstrengende Bradley Cooper er velanbragt som skinger, kokain-boostet opportunist. Sætstykket er Jennifer Lawrence, der træder alle hegn ned i rollen som Rosalyn Rosenfeld.

DET er klart, at filmen vil være en amerikansk moralitet af en slags. Der er tradition for at lade lovløse være de ærligste folk, og også i American Hustle får alle løn som forskyldt. Russells løse form gør dog denne version af historien til noget særligt og meget forfriskende skarpt. Der er lune, vid og en vis kvæstet skønhed i kaoskomedien, som til det sidste føjer uforudsete detaljer i mikset.

   Jeg har hørt kolleger sige, at de så langt foretrækker The Wolf of Wall Street, som er den anden store film om amerikansk moral fra slutningen af 2013. Faktisk står værkerne tæt på hinanden. Wolf of Wall Street er et svimmelt panorama. American Hustle er en nyklassisk miniature, som siger det samme med sjuskede midler. Tal om at have charme. Hér bliver den hældt på i spandevis.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: Joy (2015); David O. Russell: Amsterdam (2022).

American Hustle. Instr.: David O. Russell. Manus: Eric Warren Singer og David O. Russell. Foto: Linus Sandgren. 138 min. USA 2013. Dansk premiere: 23.01.2014.

Fotos: Columbia Pictures/ Annapurna Pictures/ Atlas Entertainment/ Fundamental Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures [10th Anniversary] 21.05.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.01.2014.

Lisa Cholodenko: Laurel Canyon (2002)

SKYGGE OG HONNING
60ernes gravskrift skrives for tidligt

Af BO GREEN JENSEN

EFTERHÅNDEN beskriver en hel klynge film, hvor ynkeligt det kan tage sig ud, når 1968-generationen bliver bedsteforældre. Hvordan farverne blandes afhænger af, om det er børnene eller generationen selv, som skriver historien.

   I regelen er formen den taknemlige, men reduktive komedie. Det bedste ved Lisa Cholodenkos (f. 1964) Laurel Canyon er, at filmen i det mindste gør sig umage med at se og vise sagen fra alle sider. Det værste er, at den udvander sig selv systematisk efter en alt i alt lovende begyndelse.

   Christian Bale er den demonstrativt retlinede Sam, som forguder kæresten Alex (Kate Beckinsale). Hun kommer fra en beskyttet tilværelse som fars og mors fejlfrie datter. Han læser psykiatri og holder som regel igen med præcise oplysninger om sin farverige familiebaggrund.

   Moderen Jane (Frances McDormand) er en semi-legendarisk musikproducer, der har arbejdet med alle de store i faget, fra Joni Mitchell til Bruce Springsteen. Sam hader både sin mors musik og hendes evige rod af et »tag-hvad-der-kommer-og-se-hvad-sker«-liv. Han har brugt det meste af sin ungdom på lægge afstand til moderens vaner.*

NU skal have Alex have arbejdsro til at skrive sin doktorafhandling om bananfluers reproduktionsevne. Sam skal i praktik som læge på den lukkede afdeling. Det passer derfor glimrende, at parret kan låne hans mors hus, en lettere anløben hippieidyl i Laurel Canyon nord for Hollywood. Imidlertid er Sams mor ikke færdig i studiet, som ligger i en tilbygning. Faktisk ringer pladeselskabet hele tiden og rykker for albummet med det Oasis-agtige brit-band, der under ledelse af Ian McKnight (Allesandro Nivola) fylder mere end meget i huset. Så herfra bliver Jane filmens fokus.

   Godt det samme, må man sige, for uden Frances McDormands karakter ville der ikke være meget at komme efter i Laurel Canyon. Hendes Jane er en vidunderlig uforudsigelig og helstøbt original karakter, der lyser endnu mere op, fordi den er omgivet af mekaniske klicheer. Der er siger og skriver intet i den slæbende handlingsgang, som bryder blot en anelse med de vedtagne myter og fordomme. Det skulle da være det sværmeri, som en overgang blomstrer mellem Jane og Alex, og det føjer intet til helheden.**

FILMEN bruger lange afsnit på at skildre den promiskuøse seksualitet i resterne af hippiekulturen. Når McKnights band har fri bliver der drukket og fyret og snøftet, før man hopper i bassinet eller flader ud i sengen i forskellige kombinationer. For Sam er det hele forstemmende velkendt. Alex gør derimod store øjne og rykker efterhånden over i studiet, hvor McKnight og hans band bruger uger på at indspille »Shade and Honey«, en strengt taget ret ordinær ballade om solskin, der falder på vandet som honning.***

ALT går relativt efter planen, så længe Cholodenko – der debuterede anderledes løfterigt med den originale High Art (1998) – koncentrerer sig om at beskrive kontrasten mellem moderens og sønnens værdier. Så trækkes filmen urimelig langt ned i tempo i midterdelen, der uden gnist af humor beskriver de seksuelle forviklinger og følelsesmæssige komplikationer. Alex falder i Sams selvretfærdige øjne. Det er en maskulin dobbeltmoral. Samtidig har han selv fornøjelse af sit kropsnære venskab med hospitalets israelske praktikant (Natascha McElhone). Det hele ender vist nok, som det skal. I hvert fald slutter det ikke for tidligt. 

MIDT i de rodede relationer fungerer McDormand som et fyrtårn. Hun er ufortrøden og fandenivoldsk; ejer indlevelse, når dét er nødvendigt, og kan sige fra, når dét skal til. Alle husker hendes højgravide Minnesota-sherif i brødrene Coens Fargo (1997). Rollen som Jane er et forfriskende companion piece til den hønemor, som sendte sønnen på rockjournalistiske opgaver i Cameron Crowes selvbiografiske Almost Famous (2000). Hvis man et øjeblik husker på den films kvaliteter, bliver man rystet over, hvor sølle og selvsmagende Cholodenkos blik på rockkulturen er.

SE Laurel Canyon for McDormands skyld og også for selve stedet, den løvfulde gade i Hollywood Hills, som Cholodenko skildrer med sans for atmosfæren. Det skal ikke være for musikkens eller psykologiens skyld. Her støtter filmen sig hele vejen til skabelonerne i den store bog med klicheer.

Se også Lisa Cholodenko: The Kids Are All Right (2010).

*) Lisa Cholodenko kommer selv fra Laurel Canyon. Hun har fortalt, at Jane-figuren er baseret på Joni Mitchell (f. 1943) og at filmen er inspireret (især) af sangene på albummet Ladies of the Canyon (1970). Mitchell var 58 i 2002 og aldersmæssigt tæt på figuren. Hendes billede bliver brugt i Laurel Canyon – det må hun have givet tilladelse til – men ingen af hendes sange.

**) Tyve år efter undrer det mig, at jeg er så hård ved filmen. »Forbi. Et humørforladt amerikansk genrestykke skriver 60’ernes gravskrift, mens det lukrerer på tidens musik og værdier. Kun Frances McDormand er pengene værd«, stod der endda i den originale manchet. Jeg så Laurel Canyon på Cannes Festivalen i 2002. Måske syntes jeg, at perioden 1965-75 i for høj grad blev afskrevet som glory days, der var endegyldigt forbi. Det er nærmere gået omvendt. Bale/Beckinsale-typerne er borte i dag, mens ånden fra Laurel Canyon lever videre. Det er svært at gense filmen. Den bliver ikke streamet i Europa (og kan i USA kun ses på tjenesten Fubo TV). Den kom på dvd, men er ikke udgivet som Blu-ray. Det er ikke en film, som bliver fremhævet, hverken af McDormand, Bale eller Sparklehorse-fans. Filmen er et forvarsel om Cholodenkos The Kids Are All Right (2010), hvor LGBT-motivet har prioritet. I 2002 var rockstjerner med rynker et nyt fænomen. I 2022 udgør de et demografisk segment.   

***) Filmens soundtrack er produceret af Mitchell Leib. Det blander 90er-navne (Mercury Rev, Butthole Surfers) med klassiske 70er-hits (Roxy Music, T. Rex, Elvis Costello, Steely Dan) og et nyskrevent score af Craig Wedren. En særstilling indtager bandet Sparklehorse. Det er Sparklehorse-sange, som Ians band arbejder med i Janes studie. »Shade & Honey« er skrevet til formålet af Mark Linkous (1962-2010), og den sang er meget mere end »strengt taget ret ordinær«, også i Allesandro Nivolas version. Den kan høres med Linkous selv på albummet Dreamt for Light Years in the Belly of a Mountain (2006). Linkous gjorde aldrig megen stads ud af sit arbejde på filmen. Da Laurel Canyon blev produceret, var Sparklehouse i sin zenit med sangene fra It's a Wonderful Life (2001). Der blev produceret videoclips med instruktører som Guy Maddin og brødrene Quay. Mark Linkous arbejdede senere sammen med Danger Mouse. De lavede albummet Dark Night of the Soul (2010) med bl.a Iggy Pop, Wayne Coyne (Flaming Lips), Nina Persson (Cardigans), Black Francis (Pixies), Suzanne Vega og David Lynch, der foruden to sange bidrog med artwork. Mark Linkous tog sit liv samme år. På denne mørke baggrund er »Shade & Honey« som solskin i en fugtig skov. 

Laurel Canyon. Instr. og manus: Lisa Cholodenko. Foto: Wally Pfister. 103 min. USA 2002. Dansk premiere: 20.06.2003.

Fotos: Antidote Films/ Good Machine/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames ikke i Europa (i USA på platformen Fubo TV). Dvd'en fra 2003 er aldrig genudgivet.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.06.2003 

Slipstream | Brad Anderson: The Machinist (2004)

TERRAIN VAGUE

K er for Kafka, D for Dostojevskij

Af BO GREEN JENSEN

HAN vejer 49 kilo og har ikke sovet i et år. Allerede første gang kameraet finder maskinarbejderen Trevor Reznik (Christian Bale) kan man se, at noget er galt. Indtrykket bekræftes, da vi næste gang ser ham ved havet, i færd med at slæbe et gulvtæppe ned.

   To fødder stikker ud. En vagt nærmer sig. Panik sætter ind. Reznik skubber tæppet ned og vender sig i lyskeglen. Vi ser hverken manden med lygten eller kroppen, som må have været i tæppet. Kun Rezniks forskræmte, udtærede ansigt.

   Der er en særlig undergenre, den paranoide identitetsfabel, som udspiller sig i en enkelt bevidsthed og solidariserer sig så fuldkomment med den subjektive synsvinkel, at publikum må gøre det samme. Et eksempel – og en forløber for The Machinist – er Christopher Nolans Memento (2000), om en mand med beskadiget korttidshukommelse.

   Hvad der er virkeligt for den centrale person – lad os kalde ham »helten« i mangel af bedre – bliver også sandt for publikum. Vi har ikke andet at holde os til, og kampen mod vrangforestillinger er under alle omstændigheder heroisk. Det er altid sundt at se disse film, fordi man får en akut fornemmelse af, hvad det vil sige at leve på kanten af virkeligheden.

SELV en mand, som er ude at svømme, må have nogle anduvningsmærker. Reznik fungerer i rutinen på fabrikken, bogstavelig talt som en søvngænger. Han betjener maskinerne, omgås sine kolleger, bevarer de patetiske rester af en social berøringsflade.

   Hjemme i lejligheden skriver han sedler til sig selv og skurer hænderne med blegemiddel. Det er ikke godt, men det kunne have været værre. Egentlig skræmmende er kun de sedler, han ikke selv har skrevet. Dén med galgen, for eksempel, som sidder på køleskabsdøren og for hver dag bliver mere udførlig.

HAN har nærkontakt med to individer, to kvinder, som begge vil ham det bedste, men som måske ikke, når det kommer til stykket, er gjort af lige håndgribeligt stof.

   Den prostituerede Stevie (Jennifer Jason Leigh) ville gerne lægge arbejdet fra sig og tage chancen sammen med sin stamkunde. »Hvis du bliver tyndere, vil du slet ikke eksistere,« siger hun til Trevor, hvis taljemål efterhånden er nede i str. 26.

   Præcis det samme siger Marie (Aitana Sánchez-Gijón), der serverer i cafeteriet, hvor Trevor tager hen når han ikke kan sove. Sådan er der i hans bevidsthed. Ordstumper flyder frem og tilbage, billeder bliver gentaget, ting sker og sker så alligevel ikke.

HVORDAN kan man vågne, når man ikke kan sove? Den tynde mand har sine allierede. Han læser Dostojevskijs Idioten, når han ikke bleger hænder eller råber ad spejlet. Den skelsættende arbejdsulykke, som Trevor er skyld i og som koster kollegaen Miller en arm, ligner de pertentlige kausalitetsskitser, som Franz Kafka udfærdigede i sin egenskab af forsikringstaksator.

   Det er i den slags erkendelse, at The Machinist udspiller sig. Sproget er engelsk, men Brad Andersons film er optaget i Spanien, i en forstad til Barcelona. Der er en stedløshed og en gennemgribende usikkerhed over alt i denne verden. Et terrain vague forstørret til at fylde et menneskes virkelighed.

DER går lang tid, før Trevors vinkel bliver så skæv, at vi som publikum må træde tilbage. Da er man kommet til at holde så meget af ham, blive medlidende i konkret forstand, at spændingen om sammenhængen bliver ubærlig.

   Trevor fantaserer om et komplot. Vi forstår, at det ikke kan være sådan, men hvem er den grinende djævel med læderjakke, solbriller og groteske deformiteter? Hvad er det med flugtbilisten i vognen, der har samme nummerplade som Trevors gamle bil? Med servitricen Maria og hendes epileptiske søn, som Trevor tager med i Route 666, en ualmindeligt djævelsk forlystelse? Med fotografierne, hvor ansigter ændres, kommer og går?

VED et gensyn vil man se, at mange interne spor er lagt ud, men virkningen er stærkest første gang, man følger Trevor Reznik frem til den ubønhørligt logiske slutning, som venter i hjertet af labyrinten.

   Her skal intet røbes, men der er grund til at formulere en forsikring: der er i denne film ingen dæmoner, ingen lyssky regeringsagenter, ingen aliens eller andre paranormale fænomener på spil. Alt ved mysteriet er psykologisk betinget, og det er i psykologien, at gåden finder sin løsning. Undervejs vil du føle dig lige så drænet, febrilsk og desorienteret, som Reznik lever meget af tiden.

CHRISTIAN Bale har tabt sig – 28 kilo – til ukendelighed for at spille Trevor. Det er en af hans bedste roller til dato, men hverken sultekunsten eller søvnløsheden er det mest bemærkelsesværdige ved denne film. Styrken sidder i selve historien, som ikke bliver mindre forfærdende konkret, fordi døden til sidst får en årsag. Man følger filmen med alle sanser, for intet er sikkert i denne mands verden. The Machinist må være en af årets bedste film.

The Machinist. Instr.: Brad Anderson. Manus: Scott Kosar. Foto: Xavi Giménez. 90 min. Spanien 2004. Dansk premiere: 21.08.2004 (CIFF); 03.12.2004 (biodistr.).

Fotos: Filmax Group/ Castelao Pictures/ Paramount Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames ikke i DK - i Spanien på NETFLIX, i Frankrig på MAX og Rakuten TV, i UK på Apple TV og YouTube Film

2K Blu-ray fra Palisades Tartan (UK) 16.08.2010

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.12.2004.