Liv og teater: Kasper Holten: Juan | Mozart's Don Giovanni (2010)

ET STED I DEN EUROPÆISKE NAT

Evig forfører i nutidsforklædning

Af BO GREEN JENSEN

HAN er manden, der lever for at erobre så mange forelskede kvinder som muligt. Han bruger deres kroppe, før han knuser deres hjerter, og hvert forhold udgør en voldtægt, der kulminerer i kærlighedsakten. Det er vigtigt, at kvinderne giver sig hen, men det er mindst lige så vigtigt, at de gør modstand.

   Myten om den store forfører har levet gennem 500 år. Først var han en social pirat, der udfordrede hierarkiet. Siden blev han kunstneren, der ikke vil give køb på sin frihed. I dag kan man sende ham i terapi – eller »aflyse« ham som uforbederlig krænker – men Don Juan er uhelbredelig. Der er ingen kur for hans besættelse, og det er dén, som kvinderne tænder på.

   Han inkarnerer et evigt princip om at jage, men i sig selv har han hverken fred eller varme. Så han sætter pris på kvinderne, og på sin måde elsker han dem. Han fylder deres sjæle med sin egen mangel på sjæl. Bagefter ser han sig ikke tilbage, men når han træder parringsdansen, er der ingen elsker som Don Juan.

   Forføreren færdes i alle kunstarter. I musikken hører Mozarts opera Don Giovanni (1787) til de slidstærke fremstillinger. Den er filmatiseret flere gange, mest mindeværdigt i 1979 af Joseph Losey. Tiden er dog mere end moden til Kasper Holtens strømlinede opdatering, som angriber stoffet empatisk, men bestemt ikke uden respekt.

OPERAFILM er en distinkt undergenre med to eller tre hovedspor. Man kan filme en klassisk opsætning og blive i teaterrummet. Franco Zeffirellis versioner af La Traviata (1982) og Otello (1986) er eksempler. Skal værket varieres, kan man inddrage prøveforløbet, og scenebilledets kunstige virkelighed kan være en stil og et mål i sig selv, som det ses i Trollflötan (1975, da. Tryllefløjten), Ingmar Bergmans tv-udgave af Die Zauberflöte (1791).*

   Modsat kan man søge ud af teatrets kukkasse, bruge hverdagsrummet som realistisk arena eller udvide og forstærke virkeligheden med special effects, så resultatet ligner en filmmusical. Baz Luhrmanns (La Boheme, 1994) og Zhang Yimous (Turandot, 2000) overdådige operaproduktioner er udtryk for en praksis, der blev skabt i Hollywood.

TYPISK skal der strammes og beskæres. Man kan endvidere ændre den historiske baggrund og omplante forestillingen kronologisk. Mark Dornford-Mays U-Carmen (2005) udspiller sig i et sydafrikansk township, hvor teksterne bliver sunget på swahili. Kenneth Branaghs riff på Tryllefløjten, The Magic Flute (2006) er henlagt til skyttegravslandskabet i 1. verdenskrig. Patrice Chéreau fortolkede Wagner som borgerlig fabel, og Kasper Holten videreførte ideen i sin monumentale sceneopsætning af Ringen.**

   Det gør naturligvis en forskel, om man fortolker en klassiker eller præsenterer et originalt værk. Carlos Saura kan gå ud fra, at publikum kender sangen på forhånd, når han bruger Mozarts opera i Io, Don Giovanni (2009), der fortæller om digteren Lorenzo da Ponte (1749-1838), som skrev tekst til musikken. Ligesådan Milos Forman i Amadeus (1984), der bygger på et skuespil af Peter Shaffer. Derimod er ungaren Kornél Mundruczós Johanna (2005) en særdeles vellykket filmopera, komponeret til lejligheden af Zsófia Tallér. Her må man selvsagt prioritere musikken og lade hver tone stå. Til gengæld er der mulighed for at skabe en ny verden.

 

  

HOLTEN er konsekvent kontemporær i Juan. Han destillerer forviklingshistorien og forkorter værket med henved en time, så nøglescenerne samles i det sidste døgn af forførerens liv. Derved mister filmen sikkert en del af sin styrke som Mozart-version. Til gengæld kommer den tættere på kernen i Don Juan-myten, som er universel.

   Det skælmske præg af opera buffa trænger kun igennem sporadisk. Snarere er værket læst som en forførers tragedie. Det er den samme kolde ild, den samme eksistentielle umættelighed, som Manden inkarnerer i Federico Fellinis Casanova (1976).

LORENZO da Pontes libretto er oversat til mundret engelsk. Man synger om e-mails, siger fuck hele tiden, og Leporello bemærker om Zerlinas tilkommende, at »Massetto is losing it big time«. Stephen Frys tekst til Branaghs Tryllefløjten var lige så forhippet moderne. Dét er en satsning. Som Raymond Chandler sagde, ældes intet så hurtigt som slang. Man må derfor skabe sin egen, der er vaccineret mod tid.

   Juan (Christopher Maltman) er en karismatisk konceptkunstner med tjekket fysik. Assistenten Leporello (Mikhail Petrenko) dokumenterer hans erobringer, så de kan indgå i installationen The Woman Project, der er forførerens livsværk. Anna (Maria Bengtsson), Elvira (Elizabeth Futral) og Zerlina (Katija Dragojevic) gestalter tre evige kvindetyper.

   Handlingen er henlagt til en arketypisk storby (Budapest) et sted i den europæiske nat. Stengæsten, som stammer fra det ældste bevarede Don Juan-drama (Tirso de Molinas Bedrageren fra Sevilla, 1630), er en hjemløs, der skygger den festklædte kunstner. Han kunne være Døden eller Djævelen, men er i sandhedens time Forføreren selv.

BEDST forløst er skildringen af Juans umættelighed. Han agerer, takserer og manipulerer, men han nærer en sult, som ikke kan stilles. En særligt bevægende scene er dén, hvor han beskriver sin kærlighed til Kvinden. For tilskueren tror ham. Han synger til Elvira, mens han presser sin krop mod endnu en kvinde. Han jager en fred, som han aldrig vil finde, og dør på passende vis i en bil.

   Skal det være sådan, skal det slet ikke være. Også i Holtens version er Juan ufortrøden, men han vælger sin skæbne med samme trods som fortælleren i en sang af Bruce Springsteen. Da er han mere et menneske end et princip, og dét er styrken i filmens projekt. Myten lever. Sangen har vinger. Helten er blevet en mand af i dag.

Se også Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac | Liv og teater; Klassiske karakterer: Anna Karenina; Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals; Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals; Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673 | Liv og teater. 

*) Et sjældent set Bergman-værk er Don Juan, der blev produceret for svensk skole-tv i 1965. Det var ikke Mozarts opera, men Molières komedie Dom Juan ou le Festin de Pierre (1665), som formidlingsopgaven handlede om. Her er synsvinklen hos tjeneren Sganarelle, som kommenterer sin herres mangel på gudfrygtighed. Bergman instruerede Ernst Hugo Järegård i rollen. Dom Juan debuterede i 1955 på Malmö Stadsteater. Don Juan bruger 1965-opsætningen på Dramaten. Bergman iscenesatte stykket for sidste gang i 1983 på München Residenztheater i Tyskland.

   Djävulens öga (1960, da. Djævelens øje) med Jarl Kulle og Bibi Andersson ligner, men er ikke helt filmskaberens eget take på en moderne Don Juan. Der er snarere tale om pligtarbejde. I Billeder (1990) skriver Bergman: »Djævelens øje fortsætter komedielinien. Selskabet havde købt en støvet dansk komedie, der hed Don Juan vender tilbage. Dymling og jeg indgik en skændig overenskomst. Jeg ville instruere Jomfrukilden, som han afskyede. Han ville, at jeg skulle tage mig af Djævelens øje, som jeg afskyede. Begge var vi meget fornøjede med vor overenskomst og syntes, vi havde narret hinanden. I virkeligheden havde jeg bare narret mig selv.« [s. 348] 

   Don Juan vender tilbage var et hørespil af Oluf Bang. Carl Anders Dymling var direktør for Svensk Filmindustri, det nuværende SF Studios. Billeder er oversat af Jørgen Stegelmann. Bogen former sig som en kommentar til erindringsbogen Laterna Magica (1987). 

 

**) Først og fremmest er Juan et kinetisk eksperiment, et forsøg på at skabe bevægelse og flytte dramaet ud af teatret. Der er ikke tale om Holtens definitive bud på Don Giovanni. Filmen blev til i vinduet mellem hans første periode på Det Kongelige Teater, hvor Ringen og Tannhäuser var højdepunkter, og hans turnus som operachef på Royal Opera House i London 2011-2017. Her blev Holtens Don Giovanni (2014), som kun har moderniteten til fælles med filmen, en fast del af repertoiret. Produktionen er genopsat fem gange, senest i september 2022. Scenografen Es Devlin har konstrueret en roterende bygning med åben facade, som muliggør næsten filmiske sceneskift. Holten kom tilbage fra London i 2018 og blev skuespilchef på Det Kongelige Teater. Siden har både Don Giovanni (i Christoffer Berdals instruktion), Molières Don Juan (i Anna Balslevs instruktion) og Amadeus (i Holtens egen version) været på plakaten. 

***) Poul Larsens monografi om Don Juan-motivet (Berlingske Leksikon Bibliotek, 1974) er en nyttig indføring i mytens ophav og anvendelse hos Tiro de Molina, Molière, Mozart, E.T.A. Hoffmann, Lord Byron, Chr. D. Grabbe, Honoré de Balzac, Alfred de Musset, Prosper Mérimée og Nikolaus Lenau. Den suppleres perfekt af Niels Barfoeds disputats Don Juan. En studie i dansk litteratur (Gyldendal, 1978).  

Juan (Mozart's Don Giovanni). Instr.: Kasper Holten. Manus: Mogens Rukov, Kasper Holten. Foto: András Nagy. 104 min. Danmark 2010. Dansk premiere: 07.04.2011.

Fotos: Blankov & Schønnemann Pictures [Stillfotograf: Steffen Aarfing]/ Eurofilm Stúdió/ Zentropa Entertainments/ Film i Väst/ TrustNordisk/ SF Studios/ Axiom Films/ CineMaterial/ Ingmar Bergman Archives (Stiftelsen Ingmar Bergman)/ Royal Opera House | Es Devlin homepage.

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 08.04.2011 - revideret og ajourført i januar 2024

Roots Reggae | Inna de Yard: The Soul of Jamaica (2019)

ROOTS REGGAE

Ganja, dreadlocks, diamanter 

Af BO GREEN JENSEN

EN håndfuld koryfæer fra Jamaicas musikscene mødes på en terrasse i bjergene over Kingston for at spille sammen »inna de yard«, dvs. live og mere eller mindre unplugged. Ideen med Peter Webbers film er for det første at lancere projektet, som omfatter et album og en verdensturné. For det andet at give et rids af den autentiske reggaes historie.

   Dokumentaren begynder med et besøg hos en dedikeret samler, der ransager lokale loppemarkeder for at finde sjældenheder fra den første store tid i 1960erne. Senere siger han, at reggae er et råstof. Nogle lande har diamanter og olie. I Jamaica flyder musikken. Af samme grund blev reggae i 2018 sat på UNESCOS verdensarvsliste.

DE forsamlede veteraner stammer typisk fra bands, som blev på øen og ikke kom med i første række, da den globale appetit på reggae var på sit højeste i 1970erne. Cedric Myton fra The Congos er far til 11 børn og synger stadig »Row Fisherman« med en fantastisk fistelsstemme. Albummet Heart of the Congos (1974) blev et amerikansk hit, men Cedric har ikke været i USA i årtier, fordi han har »smoking issues«. Som bekendt kræver rastafari-troen, at man ryger sig skæv, når man kan.

TROJAN Records gjorde forarbejdet, og Jimmy Cliff-filmen The Harder They Come (1972) bredte lyden ud til resten af verden, men det var Chris Blackwells Island Records, som for alvor solgte musikken i Europa og USA. Blackwell valgte at satse på Bob Marley (1945-1981), Peter Tosh (1944-1987) og Bunny Wailer (1947-2021) fra The Wailers. Læg hertil The Melodians (»Rivers of Babylon« længe før Boney M)*, Desmond Dekker (»Israelites«), Winston Rodney – bedre kendt som Burning Spear – og Toots and the Maytals. De navne er, hvad turister (som jeg) forbinder med reggae, ska og dét, der ligner.**

   I 1970ernes England blev reggae et våben i krigen mod racisme. Især Joe Strummer, Mick Jones og Paul Simonon (som skrev »Guns of Brixton« til London Calling) fra The Clash tog fat i den militante faktor. Der var samtidig altid en hvid kulturindustri, som forvandlede »Redemption Song« og Exodus-råbet til kommercielle klicheer. Det gælder fra Eric Claptons version af »I Shot the Sheriff« til »Red Red Wine« med UB40 og »Sunshine Reggae« fra danske Laid Back.***

FORUDEN Cedric Myton medvirker Winston McAnuff (Electric Dread) og Kiddus I. Judy Mowatt (fra trioen I Threes, som sang med Bob Marley, da Peter Tosh og Bunny Wailer var gået deres egne veje) leverer en tiltrængt feministisk vinkel, som Jah9 (Janine Cunningham), der er født i 1983, og Derahja breder ud i en stærk ny fortolkning af »Black Woman«.

   Højt over vandene svæver Ken Boothe alias »Mr. Rocksteady«, der havde verdenshits før rasta-boomet og var ansvarlig for »Everything I Own«. I en film om country og western ville Boothe være pailletmanden fra det gamle Nashville. I The Last Waltz ville han stå som Neil Diamond. Boothe er den eneste sanger uden rastafari-baggrund.

FILMEN er fransk produceret, men realiseret af englænderen Peter Webber (Girl with a Pearl Earring, Hannibal Rising, Emperor), der har lyttet til reggae fra barndommen. Han fremhæver det politiske islæt og undgår i det store hele at nævne Bob Marley og Jimmy Cliff.

   Inna de Yard kulminerer i en koncert på Le Trianon i Paris. Filmen gør for reggae, hvad Wim Wenders og Ry Cooder gjorde for cubansk musik med Buena Vista Social Club (1999). Man får stor lyst til at udforske rytmen og måske ryge ganja ovenikøbet.****

*) »Rivers of Babylon« er dækket af talrige kunstnere. I sen middelalder var »Super flumina Babylonis« et standardmotiv for latinske motetter. The Melodians-kompositionen er ny – Brent Dowe og Trevor McNaughton skrev »Rivers of Babylon« i 1970 –  men har følelsen til fælles med kanonarrangementet af den britiske musikprofessor og kirkeorganist Philip Hayes (1738-1797). The Muses Delight: Catches, Glees, Canzonets and Canons (1786) hedder samlingen, som det indgår i. »An Wasserflüssen Babylon« er et tema i europæisk musik fra Wolfgang Dachstein (1525) til Arvo Pärt (1976). David W. Stowe udreder en proveniens i Song of Exile: The Enduring Mystery of Psalm 137 (Oxford University Press, 2016). Teksten er taget direkte fra kapitel 137 i Salmernes Bog: »Ved Babylons floder/ sad vi og græd,/ når vi tænkte på Zion«. En særligt fornem fortolkning af kædesangen findes på Don McLean-albummet American Pie (1971).  

**) Der er tonsvis af bøger om reggae og især megen litteratur om Bob Marley. Der er også fiktion med rødder i reggae. Jeg vil især anbefale The Marvellous Equations of the Dread: A Novel in Bass Riddim (Papal Tree Press, 2016; New Directions, 2018) af Marcia Douglas, som tager basrytmen helt ind i sproget og lader Bob Marley og Marcus Garvey genopstå som hjemløse i Kingston og London. Også kong Edward VII og kejser Haile Selassie optræder. »The deep world of Rasta history« lever. 

***) En interessant og hæderlig undtagelse er Country Joe McDonalds »Oh Jamaica« fra albummet Paradise with an Ocean View (1975). Sangen begynder, enkelt og ukompliceret, som en hyldest til øen med solskin og fri marihuana, hvor den amerikanske hippie kan realisere sin utopiske længsel, et pastoralsk Eden med havudsigt, altså: 

I’ve got something that I’d like to relate

Home on the islands sure sounds great

Lying on the sand underneath the palm trees

There’s a beautiful sun and I’m smoking Jamaican weed

Oh Oh Jamaica must be a hippie’s dream

Oh Oh Jamaica sounds like a reggae scene

Bright lights of the city just get me down

And the noise from the traffic’s got my head spinning around

Big city people just don’t make sense

Oh I want to be back home in the country again

Oh Oh Jamaica sounds like a hippie’s dream

Oh Oh Jamaica must be a reggae scene

Sangen siger alle de ting og slutter i grunden lige sådan, men undervejs og ud af øjenkrogen kan fortælleren ikke undgå at bemærke de kummerlige forhold, trøstesløsheden, der krakelerer i solen.

I don’t want to disturb your reggae fantasy

About all that good coke and coconut trees

But the people living in cardboard shacks

You know, that ain’t exactly where the good life’s at

I’ve got a notion to just go away

Find myself a nice little place and stay

Up on a hill with a river below

Just sit back, relax and go with the flow

Oh Oh Jamaica sounds like a hippie’s dream

Oh Oh Jamaica must be a reggae scene

If I ever get myself out of this mess

I’ll never set foot in the city again

I’ll play my guitar for the chickens in the yard

Oh yeah, I’ll sing my songs for the pigs in the park

Oh Oh Jamaica must be a hippie’s dream

Yeah, they’re growing in Jamaica, if you know what I mean

Albummet er fra overgangstiden mellem de psykedeliske dage i Country Joe & the Fish og den lange eftertid med enkle sange om kærlighed, miljø og politik, forsoning og aktivisme på vegne af de veteraner fra Vietnam, der opfattede »I-Feel-Like-I'm-Fixin'-To-Die Rag« som en hån. Albummet huskes især for sangen om rovdrift på hvaler, »Save the Whales«, der bruger »Hooray and up she rises!«-omkvædet fra shantyen »What Shall We Do With the Drunken Sailor«. Men ikke for intet har »Oh Jamaica« linjen, der giver albummet titel. Arrangementet er nærmest cod-reggae. Sangerens rødder ligger mellem Electric Music for the Mind and Body og akustisk americana i sporet fra Woody Guthrie og Bob Dylan. Der er ingen dyb bass riddim dér.

Til slut er tre bolde i luften: den romantiske higen, den realistiske iagttagelse, her-og-nu fornemmelsen af det gode liv. For »de dyrker i Jamaica, hvis du forstår«. Der er ingen overbærende satire. Sangen er et rejsenotat, simpelt hen. 

I don’t want to disturb your reggae fantasy

About all that good coke and coconut trees

But the people living in cardboard shacks

You know, that ain’t exactly where the good life’s at

Out on the islands with the sun beating on down

Me and my friends just messing around

Smoking home grown and drinking home brew

It sounds like paradise with an ocean view

Oh Oh Jamaica sounds like a ganja dream

Yeah, they’re growing in Jamaica, if you know what I mean

Country Joe McDonald (f. 1942) synger stadig væk. Jeg har 30+ album med kunstneren, der i mange årtier har været selvudgiver på Rag Baby Records. McDonald er mere end Manden fra Woodstock.  Må han leve og skrive længe endnu.   

****) Inna de Yard-konceptet fandt et stort publikum, og projektet lever videre i 2023, hvor albummet Family Affair følger op på det første gavmilde soundtrack. De ustandselige veteraner turnerede massivt i Frankrig i juli-august 2023. Se mere om kommende aktiviteter på det officielle website.

Inna de Yard – The Soul of Jamaica. Instr. & manus: Peter Webber. Foto: Berbard Benat. 99 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 24.10.2019.

Fotos: Borsalino Productions/ Cinema Mondo/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ Papal Tree Press/ New Directions/ Fantasy Records/ Rag Baby Records/ YouTube [Le Pacte trailer + clips]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play Rakuten TV, SF Anytime

Trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 25.10.2019

Sangen har vinger: Florence Foster Jenkins 1868-1944

OPERAELSKERENS SELVBEDRAG

To film om en diva, der ikke kunne synge

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE mennesker synger som engle. Andre vil gerne og tror, at de kan.

   Tag nu Narcissa Florence Foster (1868-1944). Hun blev født i Philadelphia, havde rige forældre og blev set som et vidunderbarn, fordi hun var god til at spille klaver. Florence optrådte endda for præsident Rutherford Hayes i Det Hvide Hus.

   Men pigen ville synge. Allerede som 9-årig drømte hun om at stå på scenen i La Scala. Hendes far, som sikkert havde gehør, ville ikke investere i operastudier. Mor bakkede derimod datteren op.

   Som 14-årig blev hun gift med en læge, Frank Jenkins, der var 16 år ældre og nåede at give hende syfilis, før parret blev separeret i 1886. I 1909 mødte hun St. Clair Bayfield, en britisk skuespiller, som var ti år yngre. Der var uden tvivl sladder om mål og motiver, men de blev sammen til hendes død, og Bayfield sagde aldrig et ondt ord om sin formuende partner. 

   Som voksen fik hun midler til at gøre, som hun ville. Hun grundlagde da »The Verdi Club«, et selskab for sangens entusiaster, der havde Enrico Caruso og Alice Farrar som æresmedlemmer. Hver sæson sluttede med en koncert. Højdepunktet var et tableau vivant, der havde Florence i centrum, stylet og iscenesat efter alle kunstens regler.

   Koncerterne blev afholdt i balsalen på Hotel Ritz Carlton. De var store tilløbsstykker, for skønt alle kunne høre, at Florence sang falsk, ville man gerne se giraffen og grine. Enkelte så konturerne af en tragisk figur i den tonedøve operaelsker.

   På YouTube kan man høre Jenkins synge »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Det lyder som en høne, der hiver efter vejret. Jenkins kompenserer ved at skrige, når hun ikke kan nå de højeste toner. Der findes ni indspilninger, alle med arier i coloratura-registret.*

   Som 76-årig optrådte Florence ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Blandt gæsterne var komponisten Cole Porter. Talentet blev takseret i flere aviser. Kritikerne overgik hinanden i sarkastiske nedrakninger. En måned senere døde Florence Jenkins.

1. En gispende diva

XAVIER Giannolis Marguerite (2016) flytter historien til 1920ernes Paris, hvor millionøsen Marguerite Dumont ganske som Florence Jenkins er midtpunkt for et operaselskab. Årsfesten er en social begivenhed. Alle, som er noget, vil gerne med.

   Hendes mand kommer altid for sent. Han har længe søgt trøst andetsteds og betragter sin hustru som en monstrøsitet. Filmen sætter lighedstegn mellem ægteskabets mangel på varme og amatørens higen efter applaus.

   Første gang jeg så Marguerite, var på Mostraen i Venedig. I programmet stod blot, at filmen foregik i 1920erne og havde en operadiva i centrum. Hele salen fik et chok, da Marguerite brød ud i sang. Det er desværre ikke muligt at genskabe oplevelsen, for nu ved alle, hvad der venter. Selv filmens trailer gør reklame for mordet på sangen.

MARGUERITE bliver introduceret via begynderen Hazel (Christa Théret), en ung sangerinde, som kommer for at varme publikum op. Hun synger smukt og regner med, at den sagnomspundne værtinde gør det samme. Trods alt er garderoben fuld af fotografier, som viser Marguerite i de klassiske roller.

   Billederne er taget af tjeneren Madelbos (Denis Mpunga), der har sin egen dagsorden. Han prøver altid at skåne og glæde sin arbejdsgiver. Madelbos ligner – men er kun et stykke af vejen – en variation over Max von Mayerling, butlerfiguren som spilles af Erich Von Stroheim i Billy Wilders Sunset Boulevard (1950). Marguerites overbærende mand bliver spillet af André Marcon, som hele tiden skammer sig. For ham får man bare en stille foragt.

   Det er svært at blive klog på, hvad man føler for Marguerite. Måske en slags sentimental respekt for karakterens selvbedrag. Og en vis sørgmodig sympati, fordi hun elsker og ikke bliver elsket tilbage, hverken af sangen eller sin mand.

FILMEN følger Florence Jenkins’ livsbane, men skaber sine egne karakterer. Kritikeren Lucien Beaumont (Sylvain Dieuaide) og digteren Kyrill Von Priest (Aubert Fenoy) – som nærmest er en Emil Bønnelycke-type – sniger sig ind til operafesten. De kan ikke finde ud af, om de er dadaister eller anarkister, men de vil helt sikkert sabotere borgerskabets skønhedsideal.

   Lucien skriver en anmeldelse, der beskriver Marguerites stemme som »et naturfænomen«. For første gang føler hun sig forstået. Marguerite optræder som nationalsymbolet Marianne i en politisk revy, der ender med håndgemæng og skandale. Hun føler bare bruset ved omsider at stå på en offentlig scene.

   Ved koncerten sker noget skræmmende smukt, som ikke skete i virkeligheden. Det er alt, hvad man har ønsket sig for Marguerite. Den altid seværdige Catherine Frot (La tourneuse de pages, Sage femme) lægger masser af varm empati i figuren.

   Der er skrevet fem skuespil om Florence Jenkins. Især Peter Quilters Glorious! (2005) med Maureen Lipman var en succes. Emnet er oplagt for soloforestillinger som Viva la Diva (2004) og Souvenir (2006). Den nøgne biografi er lagt frem i dokumentaren A World of Her Own (2008). I en kommende film bliver hun spillet af Meryl Streep, som skal være fantastisk i rollen. Florence Foster Jenkins er instrueret af Stephen Frears.

   Det gør ikke Marguerite overflødig. Filmen er gennemført original i sin blanding af drama, komedie, satire og romantisk historieskrivning. Den siger vist nok, at man skal synge for livet – uanset om man egentlig kan.

2. Når den tykke dame synger

EN hårdkogt talemåde siger, at intet er afgjort, før den tykke dame synger. It ain’t over ’till the fat lady sings. Fyndordet kommer fra baseball, men henviser til en operascene. I hvert fald kunne det handle om Florence Foster Jenkins.

   Florence blev født i 1886 i Philadelphia. Hun havde rige forældre og var god til at spille klaver. Pigen ville synge, men hendes far så ingen basis for at udvikle talentet. Da hun arvede ham, fik hun endelig råd.

   Florence blev gift med en læge, som gav hende syfilis. Så mødte hun skuespilleren St. Clair Bayfield, som hun levede platonisk med i årtier. De stiftede »The Verdi Club«, et selskab for operaentusiaster. Hver sæson sluttede med en koncert. Kulminationen var et udførligt tableau, som havde klubpræsidenten i centrum.

HER tager filmen Florence (2016) sin begyndelse. Prologen rekonstruerer tableauet, hvor sangerinden besøger komponisten Stephen Foster (1826-1864), der kæmper med temaet til »Oh! Susanna«. Inspirationens Engel bliver firet ned fra snoreloftet. Ingen fortrækker en mine. De kritiske stemmer er taget i ed.

   Sagen var jo, at mæcenen ikke kunne synge. Du har måske selv hørt Florence fremføre »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Nattens Dronning skriger højt og hiver efter vejret. Der findes ni af de skræmmende indspilninger.

   Som 76-årig optrådte Jenkins ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Amatøren insisterede, og denne gang kunne St. Clair Bayfield ikke købe pressens velvilje. Giften drev i de kritiske nedrakninger. En måned senere døde sanglærken. Det var den 26. november, 1944.

I Xavier Giannolis Marguerite var navnene var ændret og rammen flyttet til 1920ernes Frankrig. Det var stort set ellers den samme historie. Giannoli gav sangerinden en kritisk fan, og hun blev i fem minutter en bannerfigur for tidens anarkister og dadaister.

   Stephen Fears har en mere robust og realistisk tilgang til stoffet. Florence følger den faktiske biografi ganske nøje, helt ned til detaljer som at Cole Porter og Tallulah Bankhead var blandt tilhørerne ved den sidste koncert.

   Synsvinklen ligger primært hos Bayfield, der har sit eget liv uden for ægteskabet. Sangerindens faste akkompagnatør, Cosmé McMoon – der skrev hendes radiohit, »Serenata Mexicana« – er et andet kronvidne. Begge mænd ved, at de lever af Florences penge.

FLORENCE er en stor karakter, larger than life i enhver henseende, og der må ikke overdrives, hvis figuren skal virke på film. Meryl Streep giver Jenkins store fagter og et skær af uskyldig melankoli. Hver skæv tone er gengivet efter de eksisterende optagelser med Florence og McMoon.

   Sangen er tænkt som en komisk effekt, der forløser det tragiske i karakteren. Første gang Florence synger, er det et chok. Siden bliver det trættende, men strategien fungerer. Publikum reagerer med vantro og latter. Som tilskuer vælger man side og holder med Florence mod alle de andre.

   Streep er så godt som reduceret til en rekvisit. Guldet ligger i Hugh Grants portræt af St. Clair Bayfield, en sofistikeret karakter med Cary Grant-kvaliteter, fuld af sørgmodig selvironi. Også Simon Helberg får noget interessant ud af Cosmé McMoon, der vægrer sig ved at henrette musen.

   De økonomiske realiteter er aldrig helt ude af billedet. Frears er også her en taktfuld instruktør, der træder tilbage og lader fortællingen ånde. Der bliver aldrig peget fingre, og der er ingen firkantet pointe.

3. Hvis du har det i dig

STEPHEN Frears har arbejdet i utal af genrer, altid med solidt resultat. Florence Foster Jenkins ser teatermiljøet fra samme vinkel som Mrs Henderson Presents (2005), hvor Judi Dench og Bob Hoskins tilbød ærbar striptease i London under Blitzen. Den satiriske sædeskildring er smagt til med en anelse fin nostalgi.

   »Amatør. En tonedøv diva skriger for livet, mens publikum klapper og griner.« Sådan så overliggeren ud, da Marguerite-anmeldelsen blev trykt. Der er en mærkelig, ubehagelig faktor i den morskab, vi som eftertid skal se på Florence og hendes fæller med. Der er bagudrettet skadefryd og hånlatter. Musikken bliver promoveret i comedy-kategorien. Vi er i nærheden af Janteloven. Ællinger skal kanøfles, især hvis de larmer og gør sig til.

   Det fine ved Florence-filmene er, at de vender sig mod denne stemning og prøver at pakke latteren ud. »You're laughing and she touches you. It's inherently ridiculous and courageous at the same time,« bemærker Frears i et interview med Anne Thompson fra Indiewire. »People may say I can't sing,« skal Foster have sagt, »but no one can ever say I didn't sing«. Frears' film – som har manuskript af Nicholas Martin og Julia Kogan – lader ordene være noget, som Florence siger til Bayfield på sit dødsleje.

   

ET af de bedste musikøjeblikke, jeg kender, er introen til »If It's in You« fra albummet The Madcap Laughs (1970) med Pink Floyd-grundlæggeren Syd Barrett (1946-2006). Det er en svær sang, og Barrett begynder flere gange for at ramme strengene rigtigt og komme forbi stedet, hvor han synger falsk. Man kunne sagtens klippe tilløbet ud, men Barrett (og David Gilmour og Roger Waters, som har produceret The Madcap Laughs) lader det stå, for den falske start er vigtig og hører med.

   Marguerite har en frisk svimmelhed i sit anslag. Florence Foster Jenkins er lydefrit skruet sammen. Blot virker filmen ikke som en nødvendig fortælling, mere som en historisk rekonstruktion.

   Men både i Florence og Marguerite er der et øjeblik, hvor sangerinden får lov at synge så stort og rent, som hun selv hører det. I Giannolis film sker det på rystende vis. Hos Frears er skønsangen noget, som Florence drømmer sammen med filmen og sit publikum. Miraklet bliver større af netop dén grund.   

Se også Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006) [Dronningebilleder]; Stephen Frears | Posy Simmonds: Tamara Drewe (2007/2010); Klassiske karakterer: Dangerous Liaisons | Les liaisons dangereuses.

*) Sangværket er samlet på adskillige album, der lukrerer på den komiske effekt. På Spotify ligger bl.a. A Florence! Foster!! Jenkins!!! Recital!!!! (RCA Victor Red Seal, 1954), Florence Foster Jenkins (HMV, 1956), The Unbelievable Glory of the Human Voice (RCA Victor Red Seal, 1962) og The Truly Unforgettable Voice of Florence Foster Jenkins (Sony Classical, 2016).

   Nicheudgivelsen The Muse Surmounted – Florence Foster Jenkins and Eleven of Her Rivals (Homophone, 2004) bruger Cosmé McMoon-kompositionen »Valse Caressante« som blikfang og påskud for at samle andre anstrengte operastemmer: Rosalina Mello, Betty-Jo Schramm, Sylvia Sawyer, Mari Lyn etc. Sætstykket er en 7:47 minutter lang skæring, hvor Cosmé McMoon fortæller om sin tid på scenen og i studiet med Jenkins.

   Bedst tilrettelagt er Naxos/Nostalgia-sampleren Florence Foster Jenkins & Friends – Murder on the High Cs – Original Recordings 1937-1951, der er genudgivet som Florence Foster Jenkins: The Complete Legacy 1937-1951 (2003). Her er de ni obligatoriske Jenkins/McMoon-skæringer suppleret med otte konkurrerende bidrag: Alexander Kipnis (»Little Jack Horner«); John Charles Thomas (»Sing a Song of Sixpence«); Josephine Tumminia m/ Jimmy Dorsey & His Orchestra (»The Blue Danube«); Ezio Pinza m/ The Sons of the Pioneers (»The Little Old State of Texas«); Jimmy Durante i duet med Helen Traubel (»The Song's Gotta Come From the Heart«) og vice versa (»A Real Piano Player«) + (danske) Lauritz Melchiors livtag med »Please Don't Say No«. 

Marguerite. Instr.: Xavier Giannoli. Manus: X. Giannoli & Marcia Romano. Foto: Glynn Speeckaert. 129 min. Frankrig-Tjekkiet-Belgien 2015. Dansk premiere: 28.04.2016.

Florence Foster Jenkins (Florence). Instr.: Stephen Frears. Manus: Nicholas Martin. Foto: Danny Cohen. 111 min. UK-Frankrig 2016. 25.08.2016.

Fotos: Fidélité Films/ Gabriel/ France 3 Cinéma/ Sirena Film/ Scope Pictures/ Jouror Productions/ CN5 Productions/ Memento Films/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Cofinova 11/ La BAnque Postale Image 8/ Sofica Manon 5/ CNC/ Eurimages/ Memento Films International/ Cohen Media Group [trailer]/Angel Films// Pathé Pictures International/ BBC Films/ Qwerty Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ SF Studios

Marguerite streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Florence Foster Jenkins streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, TV Play, Viaplay

Weekendavisen Kultur 29.04.2016 + 26.08.2016 + rev. 18.09.2023