Sangen har vinger: Florence Foster Jenkins 1868-1944

OPERAELSKERENS SELVBEDRAG

To film om en diva, der ikke kunne synge

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE mennesker synger som engle. Andre vil gerne og tror, at de kan.

   Tag nu Narcissa Florence Foster (1868-1944). Hun blev født i Philadelphia, havde rige forældre og blev set som et vidunderbarn, fordi hun var god til at spille klaver. Florence optrådte endda for præsident Rutherford Hayes i Det Hvide Hus.

   Men pigen ville synge. Allerede som 9-årig drømte hun om at stå på scenen i La Scala. Hendes far, som sikkert havde gehør, ville ikke investere i operastudier. Mor bakkede derimod datteren op.

   Som 14-årig blev hun gift med en læge, Frank Jenkins, der var 16 år ældre og nåede at give hende syfilis, før parret blev separeret i 1886. I 1909 mødte hun St. Clair Bayfield, en britisk skuespiller, som var ti år yngre. Der var uden tvivl sladder om mål og motiver, men de blev sammen til hendes død, og Bayfield sagde aldrig et ondt ord om sin formuende partner. 

   Som voksen fik hun midler til at gøre, som hun ville. Hun grundlagde da »The Verdi Club«, et selskab for sangens entusiaster, der havde Enrico Caruso og Alice Farrar som æresmedlemmer. Hver sæson sluttede med en koncert. Højdepunktet var et tableau vivant, der havde Florence i centrum, stylet og iscenesat efter alle kunstens regler.

   Koncerterne blev afholdt i balsalen på Hotel Ritz Carlton. De var store tilløbsstykker, for skønt alle kunne høre, at Florence sang falsk, ville man gerne se giraffen og grine. Enkelte så konturerne af en tragisk figur i den tonedøve operaelsker.

   På YouTube kan man høre Jenkins synge »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Det lyder som en høne, der hiver efter vejret. Jenkins kompenserer ved at skrige, når hun ikke kan nå de højeste toner. Der findes ni indspilninger, alle med arier i coloratura-registret.*

   Som 76-årig optrådte Florence ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Blandt gæsterne var komponisten Cole Porter. Talentet blev takseret i flere aviser. Kritikerne overgik hinanden i sarkastiske nedrakninger. En måned senere døde Florence Jenkins.

1. En gispende diva

XAVIER Giannolis Marguerite (2016) flytter historien til 1920ernes Paris, hvor millionøsen Marguerite Dumont ganske som Florence Jenkins er midtpunkt for et operaselskab. Årsfesten er en social begivenhed. Alle, som er noget, vil gerne med.

   Hendes mand kommer altid for sent. Han har længe søgt trøst andetsteds og betragter sin hustru som en monstrøsitet. Filmen sætter lighedstegn mellem ægteskabets mangel på varme og amatørens higen efter applaus.

   Første gang jeg så Marguerite, var på Mostraen i Venedig. I programmet stod blot, at filmen foregik i 1920erne og havde en operadiva i centrum. Hele salen fik et chok, da Marguerite brød ud i sang. Det er desværre ikke muligt at genskabe oplevelsen, for nu ved alle, hvad der venter. Selv filmens trailer gør reklame for mordet på sangen.

MARGUERITE bliver introduceret via begynderen Hazel (Christa Théret), en ung sangerinde, som kommer for at varme publikum op. Hun synger smukt og regner med, at den sagnomspundne værtinde gør det samme. Trods alt er garderoben fuld af fotografier, som viser Marguerite i de klassiske roller.

   Billederne er taget af tjeneren Madelbos (Denis Mpunga), der har sin egen dagsorden. Han prøver altid at skåne og glæde sin arbejdsgiver. Madelbos ligner – men er kun et stykke af vejen – en variation over Max von Mayerling, butlerfiguren som spilles af Erich Von Stroheim i Billy Wilders Sunset Boulevard (1950). Marguerites overbærende mand bliver spillet af André Marcon, som hele tiden skammer sig. For ham får man bare en stille foragt.

   Det er svært at blive klog på, hvad man føler for Marguerite. Måske en slags sentimental respekt for karakterens selvbedrag. Og en vis sørgmodig sympati, fordi hun elsker og ikke bliver elsket tilbage, hverken af sangen eller sin mand.

FILMEN følger Florence Jenkins’ livsbane, men skaber sine egne karakterer. Kritikeren Lucien Beaumont (Sylvain Dieuaide) og digteren Kyrill Von Priest (Aubert Fenoy) – som nærmest er en Emil Bønnelycke-type – sniger sig ind til operafesten. De kan ikke finde ud af, om de er dadaister eller anarkister, men de vil helt sikkert sabotere borgerskabets skønhedsideal.

   Lucien skriver en anmeldelse, der beskriver Marguerites stemme som »et naturfænomen«. For første gang føler hun sig forstået. Marguerite optræder som nationalsymbolet Marianne i en politisk revy, der ender med håndgemæng og skandale. Hun føler bare bruset ved omsider at stå på en offentlig scene.

   Ved koncerten sker noget skræmmende smukt, som ikke skete i virkeligheden. Det er alt, hvad man har ønsket sig for Marguerite. Den altid seværdige Catherine Frot (La tourneuse de pages, Sage femme) lægger masser af varm empati i figuren.

   Der er skrevet fem skuespil om Florence Jenkins. Især Peter Quilters Glorious! (2005) med Maureen Lipman var en succes. Emnet er oplagt for soloforestillinger som Viva la Diva (2004) og Souvenir (2006). Den nøgne biografi er lagt frem i dokumentaren A World of Her Own (2008). I en kommende film bliver hun spillet af Meryl Streep, som skal være fantastisk i rollen. Florence Foster Jenkins er instrueret af Stephen Frears.

   Det gør ikke Marguerite overflødig. Filmen er gennemført original i sin blanding af drama, komedie, satire og romantisk historieskrivning. Den siger vist nok, at man skal synge for livet – uanset om man egentlig kan.

2. Når den tykke dame synger

EN hårdkogt talemåde siger, at intet er afgjort, før den tykke dame synger. It ain’t over ’till the fat lady sings. Fyndordet kommer fra baseball, men henviser til en operascene. I hvert fald kunne det handle om Florence Foster Jenkins.

   Florence blev født i 1886 i Philadelphia. Hun havde rige forældre og var god til at spille klaver. Pigen ville synge, men hendes far så ingen basis for at udvikle talentet. Da hun arvede ham, fik hun endelig råd.

   Florence blev gift med en læge, som gav hende syfilis. Så mødte hun skuespilleren St. Clair Bayfield, som hun levede platonisk med i årtier. De stiftede »The Verdi Club«, et selskab for operaentusiaster. Hver sæson sluttede med en koncert. Kulminationen var et udførligt tableau, som havde klubpræsidenten i centrum.

HER tager filmen Florence (2016) sin begyndelse. Prologen rekonstruerer tableauet, hvor sangerinden besøger komponisten Stephen Foster (1826-1864), der kæmper med temaet til »Oh! Susanna«. Inspirationens Engel bliver firet ned fra snoreloftet. Ingen fortrækker en mine. De kritiske stemmer er taget i ed.

   Sagen var jo, at mæcenen ikke kunne synge. Du har måske selv hørt Florence fremføre »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Nattens Dronning skriger højt og hiver efter vejret. Der findes ni af de skræmmende indspilninger.

   Som 76-årig optrådte Jenkins ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Amatøren insisterede, og denne gang kunne St. Clair Bayfield ikke købe pressens velvilje. Giften drev i de kritiske nedrakninger. En måned senere døde sanglærken. Det var den 26. november, 1944.

I Xavier Giannolis Marguerite var navnene var ændret og rammen flyttet til 1920ernes Frankrig. Det var stort set ellers den samme historie. Giannoli gav sangerinden en kritisk fan, og hun blev i fem minutter en bannerfigur for tidens anarkister og dadaister.

   Stephen Fears har en mere robust og realistisk tilgang til stoffet. Florence følger den faktiske biografi ganske nøje, helt ned til detaljer som at Cole Porter og Tallulah Bankhead var blandt tilhørerne ved den sidste koncert.

   Synsvinklen ligger primært hos Bayfield, der har sit eget liv uden for ægteskabet. Sangerindens faste akkompagnatør, Cosmé McMoon – der skrev hendes radiohit, »Serenata Mexicana« – er et andet kronvidne. Begge mænd ved, at de lever af Florences penge.

FLORENCE er en stor karakter, larger than life i enhver henseende, og der må ikke overdrives, hvis figuren skal virke på film. Meryl Streep giver Jenkins store fagter og et skær af uskyldig melankoli. Hver skæv tone er gengivet efter de eksisterende optagelser med Florence og McMoon.

   Sangen er tænkt som en komisk effekt, der forløser det tragiske i karakteren. Første gang Florence synger, er det et chok. Siden bliver det trættende, men strategien fungerer. Publikum reagerer med vantro og latter. Som tilskuer vælger man side og holder med Florence mod alle de andre.

   Streep er så godt som reduceret til en rekvisit. Guldet ligger i Hugh Grants portræt af St. Clair Bayfield, en sofistikeret karakter med Cary Grant-kvaliteter, fuld af sørgmodig selvironi. Også Simon Helberg får noget interessant ud af Cosmé McMoon, der vægrer sig ved at henrette musen.

   De økonomiske realiteter er aldrig helt ude af billedet. Frears er også her en taktfuld instruktør, der træder tilbage og lader fortællingen ånde. Der bliver aldrig peget fingre, og der er ingen firkantet pointe.

3. Hvis du har det i dig

STEPHEN Frears har arbejdet i utal af genrer, altid med solidt resultat. Florence Foster Jenkins ser teatermiljøet fra samme vinkel som Mrs Henderson Presents (2005), hvor Judi Dench og Bob Hoskins tilbød ærbar striptease i London under Blitzen. Den satiriske sædeskildring er smagt til med en anelse fin nostalgi.

   »Amatør. En tonedøv diva skriger for livet, mens publikum klapper og griner.« Sådan så overliggeren ud, da Marguerite-anmeldelsen blev trykt. Der er en mærkelig, ubehagelig faktor i den morskab, vi som eftertid skal se på Florence og hendes fæller med. Der er bagudrettet skadefryd og hånlatter. Musikken bliver promoveret i comedy-kategorien. Vi er i nærheden af Janteloven. Ællinger skal kanøfles, især hvis de larmer og gør sig til.

   Det fine ved Florence-filmene er, at de vender sig mod denne stemning og prøver at pakke latteren ud. »You're laughing and she touches you. It's inherently ridiculous and courageous at the same time,« bemærker Frears i et interview med Anne Thompson fra Indiewire. »People may say I can't sing,« skal Foster have sagt, »but no one can ever say I didn't sing«. Frears' film – som har manuskript af Nicholas Martin og Julia Kogan – lader ordene være noget, som Florence siger til Bayfield på sit dødsleje.

   

ET af de bedste musikøjeblikke, jeg kender, er introen til »If It's in You« fra albummet The Madcap Laughs (1970) med Pink Floyd-grundlæggeren Syd Barrett (1946-2006). Det er en svær sang, og Barrett begynder flere gange for at ramme strengene rigtigt og komme forbi stedet, hvor han synger falsk. Man kunne sagtens klippe tilløbet ud, men Barrett (og David Gilmour og Roger Waters, som har produceret The Madcap Laughs) lader det stå, for den falske start er vigtig og hører med.

   Marguerite har en frisk svimmelhed i sit anslag. Florence Foster Jenkins er lydefrit skruet sammen. Blot virker filmen ikke som en nødvendig fortælling, mere som en historisk rekonstruktion.

   Men både i Florence og Marguerite er der et øjeblik, hvor sangerinden får lov at synge så stort og rent, som hun selv hører det. I Giannolis film sker det på rystende vis. Hos Frears er skønsangen noget, som Florence drømmer sammen med filmen og sit publikum. Miraklet bliver større af netop dén grund.   

Se også Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006) [Dronningebilleder]; Stephen Frears | Posy Simmonds: Tamara Drewe (2007/2010); Klassiske karakterer: Dangerous Liaisons | Les liaisons dangereuses.

*) Sangværket er samlet på adskillige album, der lukrerer på den komiske effekt. På Spotify ligger bl.a. A Florence! Foster!! Jenkins!!! Recital!!!! (RCA Victor Red Seal, 1954), Florence Foster Jenkins (HMV, 1956), The Unbelievable Glory of the Human Voice (RCA Victor Red Seal, 1962) og The Truly Unforgettable Voice of Florence Foster Jenkins (Sony Classical, 2016).

   Nicheudgivelsen The Muse Surmounted – Florence Foster Jenkins and Eleven of Her Rivals (Homophone, 2004) bruger Cosmé McMoon-kompositionen »Valse Caressante« som blikfang og påskud for at samle andre anstrengte operastemmer: Rosalina Mello, Betty-Jo Schramm, Sylvia Sawyer, Mari Lyn etc. Sætstykket er en 7:47 minutter lang skæring, hvor Cosmé McMoon fortæller om sin tid på scenen og i studiet med Jenkins.

   Bedst tilrettelagt er Naxos/Nostalgia-sampleren Florence Foster Jenkins & Friends – Murder on the High Cs – Original Recordings 1937-1951, der er genudgivet som Florence Foster Jenkins: The Complete Legacy 1937-1951 (2003). Her er de ni obligatoriske Jenkins/McMoon-skæringer suppleret med otte konkurrerende bidrag: Alexander Kipnis (»Little Jack Horner«); John Charles Thomas (»Sing a Song of Sixpence«); Josephine Tumminia m/ Jimmy Dorsey & His Orchestra (»The Blue Danube«); Ezio Pinza m/ The Sons of the Pioneers (»The Little Old State of Texas«); Jimmy Durante i duet med Helen Traubel (»The Song's Gotta Come From the Heart«) og vice versa (»A Real Piano Player«) + (danske) Lauritz Melchiors livtag med »Please Don't Say No«. 

Marguerite. Instr.: Xavier Giannoli. Manus: X. Giannoli & Marcia Romano. Foto: Glynn Speeckaert. 129 min. Frankrig-Tjekkiet-Belgien 2015. Dansk premiere: 28.04.2016.

Florence Foster Jenkins (Florence). Instr.: Stephen Frears. Manus: Nicholas Martin. Foto: Danny Cohen. 111 min. UK-Frankrig 2016. 25.08.2016.

Fotos: Fidélité Films/ Gabriel/ France 3 Cinéma/ Sirena Film/ Scope Pictures/ Jouror Productions/ CN5 Productions/ Memento Films/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Cofinova 11/ La BAnque Postale Image 8/ Sofica Manon 5/ CNC/ Eurimages/ Memento Films International/ Cohen Media Group [trailer]/Angel Films// Pathé Pictures International/ BBC Films/ Qwerty Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ SF Studios

Marguerite streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Florence Foster Jenkins streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, TV Play, Viaplay

Weekendavisen Kultur 29.04.2016 + 26.08.2016 + rev. 18.09.2023 

Klassiske karakterer: Dangerous Liaisons | Les liaisons dangereuses

LACLOS I KOREA

Universel, intrigant og uopslidelig

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN er både evig og velkendt. To depraverede aristokrater, en mand og en kvinde som begge har lagt ungdommen bag sig, lever i stigende grad for de kicks, der tilbyder sig i forførelsens sødme. De indgår da et hjerteløst væddemål. Manden skal forføre en ung og ivrig uskyld, som kvinden har grund til at sætte på plads. Som belønning får han adgang til den smukke fromme enke, hvis dydige sanselighed under alle omstændigheder er en torn i øjet på begge de livstrætte hedonister. Som definitiv belønning vil forføreren endelig få adgang til den intrigante kvindes seng. Det er et spil, de har haft kørende i mange år, og ingen af dem bliver yngre. Nu må det være på tide.

   Længe går det efter planen. Den erfarne jæger anvender alle sine elskovstricks, får hurtigt nedlagt den ivrige uskyld og kommer gradvis også ind på livet af den æggende retskafne enke. Så bliver jægeren fanget af byttet og forelsker sig i enken, der i dén grad forløses og folder sig ud. Furien raser, jægeren vakler, byttet bæver som et vådt rosenblad og er helt i lidenskabens vold. Det ender galt for dem alle. Kærligheden ligger tilbage og bløder, mens al anstændighed rives itu. De gode har muligvis grund til at græde, men der er slet ingen onde som ler, da det gælder.

FÅ tekster har holdt sig så friske eller udvist så megen tilpasningsevne som brevromanen Les Liaisons dangereuses (1782, da. Farlige forbindelser), der med syrlig bedrøvelse spidder de tre karakterer på deres forfængelighed.

   Pierre Ambroise Choderlos de Laclos (1741-1803) skrev sin tekst i revolutionstidens Frankrig, inspireret af Jean-Jacques Rousseau, den romantiske frihedsforkynder, som han angiveligt ville advare imod, men også i overensstemmelse med den jævnaldrende Marquis de Sade, Rousseaus mørke modpol, som i sine monomane pornografiske skrifter beskæftigede sig med de samme temaer og problemstillinger.*

   Der er mere end en banal elskovstrekant på spil i Laclos’ elegante konstruktion, eksempelvis kønspolitik, nihilisme over for engagement og den evige sandhed om kødets skrøbelighed, som ingen store tankesystemer hidtil har kunnet bortforklare.

ERGO er historien blevet nyfortolket, genfortalt, opført på scener og filmatiseret et utal af gange. Dangerous Liaisons, den britiske dramatiker Christopher Hamptons skuespil over bogen, har i sig selv fået status som grundtekst, men før Hampton havde Roger Vadim allerede forsøgt at modernisere og aktualisere Laclos i sin charmerende filmatisering fra 1959, Les Liaisons Dangereuses (da. Farlige forbindelser), med Jeanne Moreau, danske Annette Strøyberg, som dengang var gift med Vadim, og den alt for tidligt afdøde Gérard Philipe (1922-1959), manden som var Fanfan la Tulipe i sit hjerte.

I 1988 instruerede englænderen Stephen Frears sin amerikanske filmudgave af Hamptons tekst med John Malkovich som Valmont, Glenn Close som Marquise de Merteuil og Michelle Pfeiffer som byttedyret Madame de Tourvel. Denne nyklassiker, som frem for alt siger noget om sin egen tid, 1980erne, blev for de fleste en film til at elske og nyde. Tjekken Milos Forman kunne imidlertid ikke fordrage Hamptons blik på Laclos og instruerede i 1989 sin særligt vinklede udgave, Valmont, med Colin Firth, Annette Bening og Meg Tilly i de strategiske roller.

   Forman holdt fast i en fiks idé om, at gode film bør have ét og kun ét identifikationspunkt. På den måde fik han i 1981 reduceret E.L. Doctorows Ragtime til en skygge af det litterære forlæg, men Valmont er et rimelig vellykket forsøg på at romantisere og menneskeliggøre Laclos. Blot har varmen og livet, hele filmens åndedræt, kun lidt at gøre med den hjertets bitre lære, som er og bliver hovedsagen.

   Af mere eksotiske filmatiseringer må nævnes Roger Kumbles Cruel Intentions (1992), som overfører skelettet og karaktererne fra Laclos til et teenagemiljø på Manhattan. Den fantastiske danske titel var Sex Games. Filmen fortjente faktisk lidt bedre.

DER er ingen ubehagelige overraskelser i Je-yong Lees koreanske udgave af Farlige forbindelser, som på engelsk bærer titlen Untold Scandal. Relationerne fra Laclos er intakte, og skønt handlingen er omplantet til en anden kultur, befinder vi os fortsat i 1780erne, nu i slutningen af Chosun-dynastiet.

   Valmont-figuren Jo-won (Bae Yong-jun) er om muligt en værre sjuft end sædvanligt, og den manipulerende Lady Cho (Lee Mi-Sook) er en smuk, lad og liderlig tvilling til originalens Marquise de Merteuil. Jo-won skal deflorere den naive Soh-ok, der er lige så lærenem som hun er uskyldig, men hans belønning er den tilknappet æggende enke Lady Sook (Jeon Do-yeon), som ikke nåede at miste sin mødom, før hendes tilkommende døde. Lady Sook har nu været enke i ni år, og Jo-won vil have hende, koste hvad det vil.

HANS forehavende lykkes, men det kommer til at koste alt for dem alle. I brede, klare, formelt smukke billeder og overdådige interiører, der er designet efter alle kunstens regler af scenografen Byeong-il Kim, folder filmen sin evige lignelse ud og demonstrerer, hvor galt det kan gå os, hvis vi tror at hjertet blot er en muskel.

   Historien fungerer fornemt på koreansk, hvor særlige træk som den fromme Lady Sooks katolicisme giver bedre mening end i europæisk sammenhæng. Je-yong Lees film er i øvrigt ikke den første asiatiske udgave af Farlige forbindelser. Allerede i 1978 instruerede Toshiya Fujita sin japanske version under titlen Kiken na kankei.

MEST opsigtsvækkende er måske den udførligt skildrede seksualitet, som gør hele historien mere konkret. I vestlige udgaver er grundvilkåret, den kødelige sandhed, i regelen skjult af eufemismer, fejende skørter og elegante omskrivninger. Her får vi sagens kerne op på lærredet i stort format – til og med i første scene.

   Udførlig sex har de seneste år været standardudstyr i film, som kommer fra Sydkorea. Andre store temaer er politisk fortrængning og seksuel ligestilling. Måske har man holdt igen lidt for længe og er nu tilbøjelig til at overdrive de skandaløse virkemidler.

   I hvert fald kan den koreanske filmsex blive ufrivilligt komisk. På Mostraen i Venedig så jeg Im Sang-soos særdeles seriøse Baramnan gajok (2003, int. A Good Lawyer’s Wife). I første scene etablerede den gode hustru et udenomsægteskabeligt forhold. I anden scene stod hendes mand, som heller ikke var indbegrebet af troskab, og diskuterede mulig kompensation til ofrenes familier ved en nyåbnet massegrav. I tredje scene havde hustru og elsker hed sex på kanten af selvsamme grav.

FARLIGE forbindelser er anderledes velafstemt. Vi får atter lov at føle forelskelsen, forsmåelsen og fortabelsen sammen med Valmont, Merteuil og Madame de Tourvel, som også hér er den mest komplekse og bestemt mest lidenskabelige figur. Laclos er landet i Korea på smuk og betagende lykkelig vis. 

   Det er en billedskøn film med en bitter moral, der ikke har tabt relevans, siden historien blev skrevet i 1782. Sådan er vi vel, når det kommer til stykket, overalt og til alle tider. Det kan man naturligvis beklage, men beklagelse har aldrig været sagen i Les Liaisons dangereuses. Det har ærlig selvindsigt derimod, og af den er der masser i Je-yong Lees film.

DER er ingen tegn på afmatning i interessen for nye versioner. Josée Dayans canadisk-fransk-britiske tv-udgave fra 2003 er en højt profileret to-delt miniserie med Catherine Deneuve, Rupert Everett, Nastassja Kinski og Danielle Darrieux, der i anslaget moderniserer Laclos på samme måde, som Roger Vadim gjorde 40 år før. I Jin-ho Hurs kinesiske Weixian Guanxi (2012) er typerne og intrigen omplantet til rigt finansmiljø i 1930ernes Shanghai. Zhang Ziyi har Madame Tourvel-rollen mellem Jang Don-Gun og Cecilia Cheung. 

   Netflix-spillefilmen Les Liaisons Dangereuses (2022) er en fransk teenage/YA-udgave, skrevet og instrueret af Rachel Suissa. En amerikansk miniserie med internationalt cast har premiere på Starz/Disney+ i november 2022. Clarice van Houten, Lesley Manville, Clare Higgins, Alice Englert og Paloma Faith er blandt de medvirkende. Laclos' egen tid er atter baggrunden, men kønspolitikken er efterjusteret.

   Der er sært nok ingen sci-fi versioner af Farlige forbindelser. Det må være et spørgsmål om tid, før de kommer.

Se også Zhang Yimou: A Woman, a Gun and a Noodle Shop (2009) [Noir 100] og To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100].

Se også Klassiske karakterer: Anna Karenina; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac [Liv og teater]; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne; Klassiske karakterer: Mary Poppins og Pamela Travers 1899-1996; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021. 

*) Laclos og de Sade er antagonister i romanen The Dangerous Memoir of Citizen Sade (2000) af englænderen A.C.H. Smith (f. 1935). De to mænd sad i fængsel sammen – karrieresoldaten Laclos for sine politiske loyaliteter; aristokraten de Sade for sin subversive seksualitet – og kunne angiveligt ikke fordrage hinanden. Smith ser dem som komplementære modsætninger, der koncentrerer hver sin version af kynismen. Bogen kan stadig bestilles på forfatterens hjemmeside.

   Laclos forlod hæren i 1788 og førte en omtumlet tilværelse i revolutionsperioden, hvor han bl.a. arbejdede i Krigsministeriet. Han sad i fængsel fra 1793-94. Han vendte tilbage til hæren i 1800 – nu som bonapartist – og døde som øverstbefalende for reserveartilleriet i Italien.

   Les Liaisons dangereuses findes på dansk i tre udgaver. Jens Zetlin Kielland oversatte den som De farlige Bekendtskaber (Branner, 1918); udgaven fra Arthur Jensen (1945) har forord af Paul V. Rubow og illustrationer af Aagaard Andersen. Senest udkom Farlige forbindelser i Ellen Kirks version (Gyldendal, 1989), da Frears/Hampton-filmen havde dansk premiere.   

Les Liaisons dangereuses 1960 (Farlige forbindelser). Instr.: Roger Vadim. Manus: Claude Brulé, Roger Vailland, Roger Vadim. Foto: Marcel Grignon. 111 min. Frankrig 1959. Dansk premiere: 10.04.1961.

Dangerous Liaisons (Farlige forbindelser). Instr.: Stephen Frears. Manus: Christopher Hampton. Foto: Philippe Rousselot. 119 min. UK-USA 1988. Dansk premiere: 07.04.1989.

Valmont. Instr.: Milos Forman. Manus: Jean-Claude Carrière, Milos Forman. Foto: Miroslav Ondricek. 137 min. UK-Frankrig 1989. Dansk premiere: 16.02.1990.

Les liaisons dangereuses (Farliga förbindelser). Instr.: Josée Dayan. Manus: Eric-Emmanuel Schmitt. Foto: Caroline Champetier. 252 min. Frankrig-UK-Canada 2003. Svensk premiere: 03.01.2005.

Untold Scandal/ Jo-seon-nam-nyeo sang-yeol-ji-sa (Farlige forbindelser). Instr.: Je-yong Lee. Manus: Dae-woo Kim, Hyeon-jeong Kim, Je-yong Lee. Foto: Byeong-il Kim. 124 min. Sydkorea 2003. Dansk premiere: 07.01.2005.

Weixian Guanxi (Farlige forbindelser). Instr.: Jin-ho Hur. Manus: Geling Yan. Foto: Byung-seo Kim. 110 min. Kina-Singapore-Sydkorea 2012. 

Fotos: B.O.M. Film Productions/ CJ Entertainment/  Warner Bros./ Lorimar/ Alchetron (Laclos Portrait)/ Britannica (de Sade Portrait)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity 

Les Liaisons Dangereuses (1959) er udsendt på Blu-Ray i 2019

Dangerous Liaisons (1988) streames på Blockbuster, HBO MAx, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime

Valmont (1989) streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime og Viaplay

Untold Scandal streames ikke i Europa, men er udsendt på Blu-Ray i 2014

Alle de nævnte film findes på 2K Blu-Ray

Første del af artiklen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2005.

Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006)

DRONNINGENS VAGTMESTER

Kimen til The Crown bliver lagt

Af BO GREEN JENSEN

DEN 31. august 1997 døde Diana Spencer i Paris. Hun omkom sammen med kæresten Dodi Al-Fayed og chaufføren Henri Paul, da deres bil blev jaget gennem gaderne langs Seinen af grådige paparazzi, som ville gøre alt for at skaffe det næste slibrige foto til Chi, Vogue, People, Se & Hør og verdens øvrige sladderblade.

   Prinsessen af Wales var netop fyldt 36. Efter fire års separation var hun og eksmanden, den britiske tronfølger, blevet skilt i august 1996. Diana brugte sit sidste år på at arbejde for humanitære sager og være jaget vildt i pressen, som hun skiftevis elskede med og flygtede fra. Hun førte en effektiv mediekrig mod sin forhenværende svigerfamilie. Det var ingen hemmelighed, at dronning Elizabeth II havde mere end nok af den engelske rose.

VI husker vel alle den bizarre reaktion, en global grådkvalthed, som Dianas død udløste. Mellem Murens fald og 9/11 blev det begivenheden, som man brugte mest spalteplads og sendetid på i det internationale nærsamfund. To store drenge havde mistet deres mor, og verden rev sig i håret af skyldbevidst sorg. For vist dræbte pressen Diana, men sladderbladene var jo købt og fortæret af ivrige læsere. I en vis forstand dræbte vi alle Diana. Dét forstod og følte man meget akut. Derfor blev reaktionen så intens og langvarig.

   Pressen kastede sig ud i en omfattende selvransagelse, og i hjemlandet rettede en voldsom modvilje sig mod kongehuset. Familien Windsor havde kastet den besværlige kvinde af folket på porten, da hun havde sikret arvefølgen. At man modtog nyheden om hendes død med demonstrativ tavshed, gjorde ikke stemningen mildere. I denne prekære situation gik premierminister Tony Blair ind og formulerede på nationens vegne en sorg over tabet af »The People’s Princess«. Bag linierne arbejdede han på at få The Queen til at reagere.

STEPHEN Frears' formidable film skildrer ugen, som gik mellem Dianas død og den officielle bisættelse i Westminster Abbey den 6. september 1997. Den afvisende majestæt ville i første omgang overlade begravelsen til Spencer-familien og satsede på, at alt kunne forløbe i stilhed. Det endte med en statsbegravelse, som blev satellittransmitteret til 1 milliard seere.

   Bernie Taupin reviderede teksten til »Candle in the Wind«, så Sir Elton kunne synge »Goodbye England’s Rose/ May you ever grow in our hearts« til sin døde veninde. Dianas bror holdt en følelsesladet tale, som varede otte et halvt minut. Bagefter klappede alle i kirken. Lydsporet med »The BBC Recording of the Funeral Service« lå på den canadiske hitliste i over et år, og Dianas begravelse er til dato den eneste bisættelse, som foreligger på dvd.

FOR dronning Elizabeth var denne virak både usmagelig og uforståelig. Hun havde ikke holdt af Diana og mente, at den utilregnelige eks-kronprinsesse bar det meste af skylden for sine problemer. Eftersom Diana ikke længere var medlem af den kongelige familie, så hun ingen grund til at kommentere dødsfaldet. Tværtimod. Gennem 50 ofte svære og omskiftelige år på tronen havde hun holdt sammen på nationen, netop ved at inkarnere det modsatte af omskiftelighed. Hun mente, at hun havde folket bag sig eller med sig, og at reaktionen på Dianas død var et popfænomen, som skulle leve sig ud. Landet ville atter komme til fornuft og erkende, at dets dronning havde gjort sin pligt.

TONY Blair var indbegrebet af nye vinde og ung lederstil, da han overtog statslederposten i maj 1997. Den karismatiske Labour-politiker fyldte 44 år samme uge, som han erstattede en stadig mere ansigtsløs John Major, der aldrig kom ud af slagskyggen efter den forkætrede Margaret Thatcher.

   Modsat sin hustru, juristen Cherie Booth, var den nye premierminister ikke aktiv modstander af monarkiet, men han tillagde det ingen større politisk betydning. Blair forventede ikke at møde hverken medspil eller modstand, da han efter valget indfandt sig på Buckingham Palace for at føre den første af de foreskrevne ugentlige samtaler med dronningen. Blair var lidt benovet, og Booth fniste over det antikverede ceremoniel.

DET er hér, den 2. maj 1997, at The Queen tager sin begyndelse. Efter skildringen af ugen, hvor alt er oppe at vende i luften og har forrykket sig, da det lander igen, ligger en tilsvarende epilog. Ved den første audiens kan Elizabeth more sig over Blairs rådvildhed og sætte ham på plads med en bemærkning om, at han er den tiende premierminister, som sidder i den varme stol over for hende. Den første var »Winston«, som venligt bar over med en pige, der ud af det blå var blevet dronning.

   Da de mødes igen efter Dianas sommer, er Blair ikke længere usikker, og Elizabeth er hverken afvisende eller overbærende. Han roser hende for at have udvist takt, konduite og ydmyghed. Hun korrigerer ham og siger, at han tager fejl af »humility and humiliation«, ydmyghed og ydmygelse. Begge ved, at de har gjort, hvad der skulle gøres. Landet stander ikke i våde. Elizabeth beder sin minister gå med ud i haven, så de kan tale om fremtidens England. Hun lader en bemærkning falde om, at det både kan og vil gå ham lige sådan en dag, når folkestemningen vender. Som bekendt kom turen med tiden til Blair.

SKØNT Frears bærer filmen i kraft af sit navn, skal man fæste sig ved manuskriptforfatteren Peter Morgan (f. 1963). Morgan har efter 2000 fornyet den dramadokumentariske genre og gjort et autentisk baseret politisk teater til en af de skarpeste fiktive udtryksmåder.

   Morgan og Frears havde tidligere arbejdet sammen på tv-filmen The Deal (2003) om det interne Labour-opgør mellem Tony Blair og Gordon Brown. Michael Sheen, der spillede Blair i The Deal, repeterer og varierer figuren i The Queen, som dog især bæres af Helen Mirrens fuldkommen overbevisende fremstilling af Elizabeth.*

   Morgan var medforfatter på Kevin Macdonalds The Last King of Scotland (2006), med amerikaneren Forest Whitaker som det politiske uhyre Idi Amin. Da The Queen fik britisk premiere, kunne man stadig se teaterforestillingen Frost/Nixon, og Morgans version af de skelsættende samtaler mellem David Frost og Richard Nixon – en forløber for alle Hard Talk-programmer – var undervejs i en filmudgave. Det samme gjaldt The Other Boleyn Girl, en udløber af Morgans arbejde med tv-filmen Henry VIII (2003).

MORGAN kan naturligvis ikke vide, hvad Blair og dronningen sagde til hinanden; hvad Philip og Elizabeth talte om, mens tv-billederne kørte i de kongelige gemakker; hvordan Charles og Elizabeth så på hinanden, da beskeden om Dianas død skulle gives til hendes sønner.

   Elizabeth vil i første omgang ikke have, at Charles tager kongeligt fly til Paris. Det er den slags unødvendige omkostninger, som pressen altid slår ned på, mener dronningen. Charles får sin sekretær til at booke en tilbudsbillet med mellemlanding i Manchester. Da han henter Diana, må Charles trods alt godt tage det private fly, men han er glad for, at transporten er organiseret af ambassaden. Hoffets bedemænd ville sikkert »sende hende hjem i en trækasse,« siger han bittert til sin sekretær.

   Denne er en af adskillige sekundære personer, alle dronningens heste og mænd, der tegnes som vignetter med to-tre skarpe træk, mens Mirren og Sheen som de eneste får lov at folde karaktererne ud. Der er i øvrigt mange morsomme scener, hvor hoffets procedurer på akavet vis kolliderer med dagens politiske normer og krav.

   Som regel bliver de brat noget andet, eftertænksom satire, forsigtig tragedie. Dianas død afvikles som en tætklippet mediemontage. The Queen er ikke en snagende eller sensationslysten film. Den vil finde et punkt, hvor balancen i magtstrukturen forrykkes. Det sker i forskellige tempi.

BÅDE for Blair og Elizabeth bliver der tale om bestemmende øjeblikke, hvor de rokkes i deres inderste væsen. I udgangspunktet mener Blair ligesom dronningen, at Diana opførte sig uheldigt efter skilsmissen, og han er ligesom sin hustru tilbøjelig til at mene, at kongehuset er et redundant fortidslevn. Som en født opportunist – og ordet kan have positive konnotationer – reagerer han på folkets behov for at sørge og for at have et mål at rette smerten mod.

   På den måde redder han kongehuset. Han når også til at respektere majestæten, for hvem stoicismen repræsenterer et livssyn snarere end selvtilstrækkelig følelseskulde. Det afgørende øjeblik kommer, da Blair overfuser sin spindoktor Alastair Campbell. Kynikeren Campbell har skrevet talen om »Folkets Prinsesse« og forsømmer ingen lejlighed til at håne dronningen for hendes mangel på situationsfornemmelse. Blair tager Elizabeth i forsvar og sætter Campbell på plads i mange vidners påhør. »When you get it wrong, Alastair, you really do get it wrong!«

DRONNINGEN har på dette tidspunkt kapituleret. Familien har afbrudt sin sommer på Balmoral og er rejst hjem til Buckingham Palace. Elizabeth går ud til folket og ser på de bjerge af blomster, som sørgende har lagt ved porten. Hun går på tv og taler pænt, om end uhyre afmålt om sin døde svigerdatter. Hun inviterer Steven Spielberg og Bob Geldof til begravelsen. Der er ikke sten på sten tilbage af den majestætiske utilnærmelighed.

   Længe diskuteres det, hvorfor Buckingham Palace ikke flager på halv. Det skyldes, at dronningens flag ikke er et nationalflag, men en fane som markerer, at majestæten er i residens. Blair får hoffet til at indse, at dette er en undtagelsestilstand, hvor standing on ceremony ikke nytter. Som den eneste lytter Elizabeth. Hun indser, hvad hun er ved at miste, og hun erkender, at 50ernes værdier ikke gælder i 90ernes England. Noget har flyttet sig. Det får være usagt, om det er til det bedre eller værre, men dronningen lytter til folket og ignorerer sine nærmestes råd om ikke at give sig en tomme.

FOR Elizabeth falder erkendelsen i en af de få scener, hvor hun er alene. Det er derfor også en af de scener, hvor Peter Morgan skriver ren fiktion, men der er tale om empatisk og troværdig digtning. På godset i Skotland har Elizabeth lånt en landrover for at køre ud til sin mand, Prins Philip, der er overbevist om, at børnebørnene William og Harry har brug for at jage kronvildt, hvis de skal distraheres fra tabet af deres mor. Prins Charles er hele ugen i panik, fordi han frygter at blive offer for et attentat. Skønt ikke usympatisk, er han (som fremstillet af Alex Jennings) det mest karikerede medlem af familien i The Queen.**

   Elizabeths bil bryder sammen, da hun krydser et vandløb. Hun sætter sig i højlandssolen og venter på undsætning fra slottet. Da kommer den kronhjort, som Philip har jagtet hele sommeren, hen og står og vejrer i nærheden af hende. Dronningen beundrer dyrets skønhed og prøver at jage det væk, i modsat retning af jægerne. Senere, da hjorten dræbes af en lystjæger fra et nabogods, tager Elizabeth hen og betragter det fældede dyr. Det er efter alt at dømme det eneste, som når hendes inderste væsen den uge.

FREARS og Morgan har skabt en nuanceret film, som ikke gør det i karikaturer eller symboler, men satser på at nå sine pointer med følelsesmæssig genkendelse og realistisk medmenneskelighed.

   Kronhjorten er dog et tårnhøjt symbol. Det er klart, at den ene jagede majestæt identificerer sig med den anden. Der er næppe heller tvivl om, at Elizabeth i et glimt ser Diana og for første gang føler en vag empati. I hvert fald er det efter hjorten, at hun fører en søgende samtale om værdier og tidernes skiften med den gin-drikkende dronningemoder, for hvem det mest chokerende ved hele affæren er, at man anvender scenariet for hendes begravelse – kodenavnet er »Tay Bridge« – som blåtryk for bisættelsen af Diana.

   The Queen er en overvældende vellykket film. Den er indholdsrig, formelt elegant, følelsesmæssigt anfægtende og spændende på et plan som forbløffer, eftersom alting er givet på forhånd. Hver scene balancerer, og Mirren og Sheen er ypperlige som dronningen og hendes vagtmester. Ved konsekvent at gå efter menneskeligheden, finder Morgans manuskript ind til den politiske kerne af hændelsesforløbet og gør kongehusets krise til et vedkommende lærestykke. The Queen er ganske enkelt en fremragende filmoplevelse.

Se også Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008); Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013); Stephen Frears/Posy Simmonds: Tamara Drewe (2007/2010). 

*) I 2010 fulgte tv-filmen The Special Relationship, som BBC og HBO finansierede sammen. Her undersøger Morgan det særlige forhold mellem UK og USA og statslederne Tony Blair og Bill Clinton i perioden 1994 til 1999, da krigene i Eks-Jugoslavien bliver bragt til ende. Dennis Quaid og Hope Davis spiller det amerikanske præsidentpar. Michael Sheen og Helen McCrory (1968-2021) gentager rollerne som Tony Blair og Cherie Booth. Richard Loncraine har instrueret The Special Relationship. Stephen Frears sagde nej til opgaven, da han havde rigeligt af Blair efter The Deal og The Queen. 

   The Queen er på den måde flere ting på én gang. Filmen rummer kimen til The Crown, men den er samtidig mellemste del af en Tony Blair-trilogi. Hængslet, som knytter projekterne sammen, er skuespillet The Audience (»Audiens«), som Morgan skrev til Helen Mirren i 2013. Forestillingen beskriver de ugentlige audienssamtaler mellem dronning Elizabeth og otte af de 14 premierministre, fra Winston Churchill til Boris Johnson, som hun har arbejdet med i sin regeringstid. Audiensscenerne fra The Queen er, kan man sige, forstørret til en helaftensforestilling. The Audience er samtidig en rejse gennem 60 års britisk historie.

   Stephen Daldry instruerede den første britiske produktion på Gielgud Theatre i 2013. Fire ministre var udeladt i originalversionen: Harold Macmillan, Alec Douglas-Home, Edward Heath og Tony Blair. Blair blev skrevet ind, da The Audience flyttede fra West End i London til Broadway i New York, stadig med Helen Mirren i hovedrollen. Til gengæld blev James Callaghan taget ud. Der findes en filmet udgave af forestillingen (instr. Stephen Daldry & Robin Lough, UK 2013), som varer 173 min. Da The Audience vendte tilbage til London i 2015, blev rollen som Elizabeth II spillet af Kristin Scott Thomas. Flere scener fra The Audience er genbrugt med variationer i The Crown. 

**) I The Crown bliver den voksne kronprins spillet af Josh O'Connor. Emma Corin spiller Lady Diana, og Camilla Parker-Bowles bliver spillet af Emerald Fennell. Det er spændende at følge nuancer og faser i fremstillingen af majestæten, der spilles som ung af Clare Foy, som voksen og midaldrende af Olivia Colman og som ældre og gammel af Imelda Staunton. Det er dog lige så interessant at iagttage, hvordan der er justeret i fremstillingen af hendes nærmeste. Portrættet af Charles tangerer en regulær karikatur. Især episoden »Favourites« [S04, E04], hvor dronningen besøger hvert af sine voksne børn og taler med dem på tomandshånd, da hun og Prins Philip har diskuteret fænomenet »Favoritter«, lader Elizabeth være aktivt sarkastisk i sin bedømmelse af Charles' plan om at skabe sit »eget Xanadu«, mens hans ulykkelige hustru er ved at gå i stykker. Dronningens mildere syn på Diana er måske en af de mest markante forskelle mellem The Queen og The Crown. Generelt er Colmans Elizabeth mere tolerant og jordnær end Mirrens skarpe skikkelse. 

The Queen. Instr.: Stephen Frears. Manus: Peter Morgan. Foto: Alfonso Beato. 97 min. UK 2006. Dansk premiere: 03.11.2006.

Fotos: Pathé Pictures International/ Pathé/ Granada Films/ BIM Production/ France 3 Cinéma/ Canal+/ Future Films/ Scott Rudin Productions/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.11.2006.