Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]

DØD MAND FORTÆLLER
Sunset Boulevard, 1950

Af BO GREEN JENSEN

DER er aldrig tvivl om udfaldet: Sunset Boulevard er en død mands beretning. Forfatteren Joe Gillis (William Holden) ligger med ansigtet nedad i swimmingpoolen ved huset på Sunset Boulevard, hvor den gotiske skæbnefortælling har sit ironiske omdrejningspunkt. På lydsiden taler han til os, og accepterer vi denne gimmick, kan vi ikke slippe historien igen.

   Legenden siger, at Billy Wilder (1906-2002) optog en endnu mere frapperende begyndelse. Kameraet kører gennem et lighus, ned langs rækken med afsjælede kroppe. Da det når til Holden, sætter denne sig brat op og taler. Tim Robbins har lavet en Dead Man Walking (1995). Wilders mørkeste film kunne hedde Dead Man Talking.*

   Vi forbinder vel den østrigsk fødte Wilder med noget morsomt. Det skyldes de gnavne komedier, der med tiden blev hans speciale. Farcen Some Like It Hot (1959, da. Ingen er fuldkommen) konkurrerer med Howard Hawks' Bringing Up Baby (1938, da. Han, hun og leoparden) og His Girl Friday (1940, da. Sensationen) om at være den definitive screwball comedy. Alene for de henslængte lystspil med Walter Matthau og Jack Lemmon tænker det meste af verden venligt om Wilder.

WILDER var dog ophavsmand til to af de mørkeste film, som blev produceret i 1940ernes Hollywood. Double Indemnity (1944, da. Kvinden uden samvittighed), som Raymond Chandler og Wilder skrev manuskriptet til efter James M. Cains roman, definerede tonen og stilen for den distinkte bølge, man siden gav navnet film noir. Vi opfatter strømningen som ærke-amerikansk, men de misantropiske krimier blev i vid udstrækning skabt af tysktalende immigranter som Wilder.

   Mere overset er The Lost Weekend (1945, da. Forspildte dage), der skildrer en alkoholikers kamp med dæmonerne uden den melodramatiske glasur, som Blake Edwards smurte på emnet i Days of Wine and Roses (1962, da. Hektiske dage). Genremæssigt hører Sunset Boulevard hjemme ét sted: ligesom Vincente Minnellis The Bad and the Beautiful (1952, da. Illusionernes by) og George Cukors udgave af A Star is Born (1954, da. En stjerne fødes) er den et udsøgt eksempel på Hollywood-om-Hollywood filmen.

JOE Gillis er strandet i Hollywood. Forfatteren er arbejdsløs og kommer ingen vegne med de »originale manuskriptideer«, han arbejder på. Da fogeden vil hente hans bil, klarer han i første omgang frisag og tager på en ydmygende rundtur til filmstudierne. Hos Paramount har Betty Schaefer (Nancy Olson) faktisk læst hans Bases Loaded. Hun kunne ikke lide historien, men husker et andet Gillis-manus med gode scener i.

   Gillis flygter ud af byen, og filmen bevæger sig fra syrlig sædekomedie ind i mytologisk territorium. Da han parkerer ved palæet på 10086 Sunset Boulevard, forlader han nu-og-her virkeligheden. Stumfilmstjernen Norma Desmond (Gloria Swanson) venter en bedemand, som skal begrave hendes kæledyr, en tam og højt elsket chimpanse, så butleren Max (Erich von Stroheim) lukker Gillis ind.

   Norma Desmond var feteret og forgudet i sin tid, men idolet har ikke arbejdet, siden talefilmens gennembrud tyve år før. »You used to be big«, siger Gillis. »I am big! It's the pictures that got small,« fnyser Norma. Hun planlægger at gøre comeback som Salome og er sikker på, at Cecil B. DeMille vil byde hende velkommen hjem til Paramount, hvis blot hun kan få hold på manuskriptet. Gillis kommer som sendt fra himlen.

HAN fortæller på hårdkogt, lakonisk manér, vel vidende at han gør en ynkelig figur. Han hader sig selv for at blive hos Norma, men er for svag til at sige fra. Og nok dækker Wilder sig ind bag Gillis og sanktionerer hans syn på den flimrende filmby, men samtidig lykkes det filmen at skabe sympati for den patetiske Norma og stoikeren »Max«, som viser sig at være Maximillian von Mayerling, en instruktør man i 1920erne nævnte i samme åndedrag som D.W. Griffith og DeMille. Han er ikke kun Normas tjener: »Ser De, jeg var hendes første mand.«

FILMENS brug af autentisk Hollywood-fortid giver den et bizart troværdighedspræg. Gloria Swanson (1899-1983) var selv en falmet stjerne, da hun spillede Norma Desmond. De gamle filmklip, hun viser Gillis, stammer fra den problematiske Queen Kelly (1932), som von Stroheim instruerede. Han spiller næsten sig selv, og når »Vokskabinettet« mødes hos Norma, sidder bl.a. H.B. Warner [fra Griffiths King of Kings], Anna Q. Nilsson [fra henved 100 stumfilm] og Buster Keaton [the one and only] med ved bridgebordet. Sladderjournalisten Hedda Hopper ringer til sin redaktør i sidste scene. Cecil B. DeMille spiller Cecil B. DeMille. Hver hård anekdote om bristede drømme har basis i virkeligheden. For eksempel var det Swanson, som fik von Stroheim fyret fra Queen Kelly.**

GILLIS bliver installeret i huset. Han bliver også Normas kæreste. Hver gang han vil gå, drager hun ham dybere ind. Nytårsaften opsøger han Betty og sine tidligere kolleger. Max ringer. Madame har forsøgt selvmord. Gillis giver sin gode idé til Betty og vil helt ud af Hollywood, hjem til virkeligheden.

   DeMille kan ikke bruge Salome, skønt han tager venligt imod Norma. Hun kunne muligvis bære dét afslag, men hun kan ikke undvære Gillis. »Ingen forlader Norma Desmond,« er det sidste hun siger, før hun skyder ham, én gang i maven og to i ryggen. Han havner i bassinet, og filmen er fremme ved udgangspunktet.

   Wilder snyder med fortællersynsvinklen, men resultatet er en slutning af de store: Max får Norma ned fra førstesalen, ned til pressens blitzlys og betjentene, som vil føre hende væk, ved at instruere hende for sidste gang. Huset på Sunset bliver Paramount-studiet. Drømmen har ædt Norma Desmond: »All right, Mr. DeMille. I'm ready for my close-up.« Hun skrider ned ad trappen, ned til lyset, ud af virkeligheden.

SIN dybde finder filmen i Franz Waxmans skæbnesvangre musik og John Seitz' suveræne, sort-hvide billeder, der er belyst og filtersat, så man føler sig hensat til de stumme storfilms bløde, stofligt flydende billeder. Filmen havde ikke fungeret, hvis den var skudt i tidens intense pangfarver.

   I slutscenen bliver Norma Desmond et afsindigt øjeblik stjerne igen, og det er ikke mere muligt at skille patos fra sarkasme i monologen, som Wilder og Brackett har skrevet til hende: »Ser De, dette er mit liv. Det har det altid været. Der er ikke andet. Bare os. Og kameraerne. Og alle de vidunderlige mennesker derude i mørket.«

   Wilder blev gammel i Californien uden at tabe en takt af sit tema, men han instruerede ikke efter Buddy Buddy (1981, da. Morderen vil ikke forstyrres), som var en skuffelse både for ham selv og publikum. Han var stolt bag al sin skepsis, da Andrew Lloyd Webber og Christopher Hampton i 1993 skrev filmen om til en musical. Wilder modtog ikke en cent. Paramount ejer Sunset Boulevard.***

Filmen er restaureret og udkom på 4K UHD + 2K Blu-ray i anledning af 75 års-jubilæet i august 2025. Udgiveren er selvsagt Paramount Pictures. 

Se også Store instruktører: Billy Wilder 1906-2002, Varm alabaster: Greta Garbo 1905-1990; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

NOTER

*)  Historien er sandfærdig. Scenen fra lighuset blev ikke optaget, men indleder første gennemskrivning af Wilder og Bracketts manuskript fra 1948. Joe Gillis har fornavnet Dan og bliver spillet af Montgomery Clift. Rollen som Norma Desmond er endnu ikke besat. Manuskriptet er reproduceret i Sven Mikulecs fremragende artikel om Sunset Boulevard på Cinephilia & Beyond. Interessen for Sunset Boulevard har holdt sig gennem 70 år. I 2022 udkom Steven Cohans monografi i serien BFI Film Classics. I september 2023 udkommer Double Solitaire: The Films of Charles Brackett and Billy Wilder på forlaget Rowman & Littlefield.    

**) Queen Kelly blev indspillet i 1928, men først distribueret (i to territorier) i 1932. Forhistorien føjer et væsentligt metalag til relationen mellem Norma Desmond og Max von Mayerling. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt – og siger meget om Wilders tæft for at bruge spillernes medbragte mytologier – at han kunne få samspillet mellem Gloria Swanson og Erich von Stroheim til at fungere. Han vidste, hvad han gjorde, da han castede dem.

   Swanson producerede selv Queen Kelly, som efter planen skulle distribueres af United Artists (dvs. Griffith-Chaplin-Fairbanks/Pickford-alliancen, der var etableret for at omgå det etablerede system, som ikke tilgodeså kunstnerne). Økonomien på projektet blev styret af Joseph P. Kennedy – far til John F. Kennedy og Robert Kennedy – som Swanson havde et forhold til i udtoningen af sit eget tredje ægteskab (med franskmanden Henri de la Falaise).

   Swanson ansatte von Stroheim, som skrev manuskriptet og begyndte at instruere. I hans version slutter filmen i Tysk Østafrika (nu Tanzania og Rwanda), hvor Kelly bliver bestyrer af et bordel. Stroheim insisterede på fysisk realisme og lod bl.a. en medspiller savle på Swanson. Hun og Kennedy fyrede von Stroheim. Filmen blev færdiggjort med en slutning, som Richard Bolewanski instruerede sammen med fotografen Gregg Toland.

   Kontrakten gav von Stroheim mulighed for at blokere for filmen i USA. Queen Kelly blev distribueret i Europa og Latinamerika med Swansons slutning, der lader Kitty Kelly-karakteren tage sit liv. Queen Kelly fik aldrig USA-premiere og var en kommerciel fiasko. Der var ondt blod mellem Swanson og von Stroheim i årtier. Først i 1985 udsendte Kino Lorber en kopi, der restaurerede von Stroheims version ved hjælp af stills og manusudtag. Von Stroheim foreslog selv Wilder at bruge Queen Kelly i Sunset Blvd. Han satte pris på kvaliteten af »heavy irony«. Modsat Norma Desmond havde den ældre Gloria Swanson en aktiv karriere på film, tv og især teater. Hun spiller sig selv i Airport 1975 (1974). Hun blev gift og skilt seks gange – dog aldrig fra Erich von Stroheim.

***) Musicaludgaven af Sunset Boulevard har musik af Andrew Lloyd Webber, tekster af Don Black og manuskript af Christopher Hampton. Det fulde score blev første gang gennemspillet på The Sydmonton Festival i 1992. Sydmonton er Webbers egen årlige sommerevent, hvor nye projekter (også af andre komponister) bliver præsenteret for teaterfolk og investorer. En tidlig version (uden Hamptons bidrag) blev opført i 1991.

   Den færdige produktion havde urpremiere den 12. juli 1993 på Adelphi Theatre. Trevor Nunn instruerede forestillingen med Patti LuPone (Norma Desmond), Kevin Anderson (Joe Gillis), Daniel Benzali (Max) og Meredith Braun (Betty Schaefer). Billy og Audrey kom til premieren sammen med Nancy Olson (f. 1928), der spiller Betty i filmen. Wilder var 44 år, da han og Charles Brackett skrev førsteudgaven. Gloria Swanson var kun 50 år, da hun spillede Norma. I 1993 var han blevet 87 – og Swanson var død ti år før. 

JEG sætter stor pris på de første musicals/rockoperaer, Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat (1968), Jesus Christ Superstar (1970) og Evita (1976), som Lloyd Webber skrev sammen med Tim Rice, der er en formidabel tekstforfatter. Jeg synes endda om filigranarbejdet, som er kilet ind mellem showstopperne: The Likes of Us (skrevet i 1965, men først produceret i 2005), Jeeves (1975), som Webber skrev sammen med Alan Ayckbourn, Tell Me on a Sunday (1979), som var den første med tekster af Don Black; Song and Dance (1982), som kombinerede Tell Me On a Sunday med de instrumentale kompositioner fra Variations (1978).  

   Jeg begyndte at få problemer i forhold til Cats (1981), kunne aktivt ikke udstå Starlight Express (1984) og blev aldrig den store fan af The Phantom of the Opera (1986). Til gengæld var Aspects of Love (1989) en moden og klar forestilling, der slap forpligtelsen på elektrisk musik og brød med blockbuster-formatet fra de store scenemusicals.

   Efter 1990 er Lloyd Webbers arbejder en blandet buket af forsøg på at ramme den rigtige kugle igen. To er fremragende: The Beautiful Game (2000) og The Woman in White (2004); to er bedre end deres ry: Love Never Dies (2010) og Stephen Ward (2013); to er regulært rædselsfulde: Whistle Down the Wind (1996) og The Wizard of Oz (2011). Juryen voterer stadig med hensyn til School of Rock (2015) og Bad Cinderella (2021), som har manuskript af Emerald Fennell. 

   

SUNSET Boulevard vinder ved genhør. Patti Lupone spillede Norma Desmond i den originale West End-forestilling, som er fastholdt på den britiske World Premiere Recording. Musicalen fik for alvor succes i Los Angeles (1993) og på Broadway (1994), hvor Glenn Close spillede Norma Desmond. Rollen er senere sunget af bl.a. Elaine Page, Betty Buckley, Petula Clark, Diahann Carroll, Rita Moreno og Debra Byrne. I den seneste danske opsætning [Den Jyske Opera, Musikhuset Aarhus 12-20. august 2022]  blev rollen spillet af Tammi Øst.

   Christopher Hamptons bearbejdelse følger det originale manuskript af Charles Brackett og Wilder ganske nøje. Det virker først idéforladt, men er ved eftertanke det mest radikale. Flere scener gengiver dialogen fra filmen ord for ord. Lloyd Webbers musik er ingen metervare, men i årene efter The Phantom of the Opera var den ved at blive det. Komponisten var i underskud, og temaer fra ét partitur dukker op i et andet. Der opstår en slags husstil, som netop nærmer sig rund metervare.

   I Sunset Boulevard er problemet først og fremmest, at musikken ikke signalerer Hollywood i 1920erne og 50erne, snarere stift teater i mælkehvid europæisk aftapning. Det kan skyldes, at flere temaer stammer fra Cricket (1986), en 30 minutter lang særforestilling, som Webber og Rice skrev til dronning Elizabeths 60 års fødselsdag. Der er 11 musikalske motiver i Cricket. Webber genbrugte fem i Aspects of Love og to i Sunset Boulevard, hvor »As the Seasons Slip Fruitlessly By« bliver til »As If We Never Said Goodbye«. Tim Rice ville gerne have videreudviklet Cricket. Det kunne ikke lade sig gøre efter Webbers kannibalisering af materialet. 

GLORIA Swanson var den første, som så mulighederne for en musical i materialet. I 1951 fik hun mundtligt tilsagn fra Paramount Pictures og brugte fire år på at udvikle en forestilling sammen med Richard Stapley og Dickson Hughes. Russell Homan fra Paramount brød sit løfte og lukkede projektet ned i 1957. I 1994 bearbejdede Dickson Hughes materialet i cabaretforestillingen Swanson on Sunset (1994). Det komplette score fra Swansons projekt udkom på cd i 2008. Forløbet er dokumenteret i Jeffrey Schwarzs Boulevard! A Hollywood Story (2021), som havde arbejdstitlen Swanson on Sunset. 

   Den unge Stephen Sondheim havde samme idé som Lloyd Webber, da han udarbejdede en synopsis sammen med tekstforfatteren Burt Shevelove. Sondheim og Shevelove ville caste musicalstjernen Jeanette MacDonald som Norma Desmond. Ifølge Sondheim var det Billy Wilder, som talte ham fra projektet. Wilder sagde, at en musical ikke kunne rumme det hele: »It has to an opera. After all, it’s about a dethroned queen.« Tredive år senere var Wilders kommentar ved den britiske premiere: »The best thing they did was leave the script alone.« 

GENERELT talte Wilder pænt og diplomatisk om musicalen. Han har næppe været fan af musikken. Han var sikkert også bitter, fordi Paramount ejede alle rettigheder. Men han var oprigtigt glad for anerkendelsen og opmærksomheden, der fulgte med genopdagelsen. Han så, at hans situation var som Normas og satte uden tvivl bittersød pris på ironien.

   Den britiske og den amerikanske cast recording ligger tæt på hinanden. Der er lidt mere glans over Broadway-opsætningen, som har tilføjet »Every Movie’s a Circus«. Patti Lupone synger bedre end Glenn Close, men Close lyder mere som Norma Desmond og har sin egen historie med i bagagen. 

   Forholdet mellem Norma Desmond og Max von Mayerling ligner forholdet mellem Marlene Dietrich og Josef von Sternberg. Daniel Benzali er den eneste overbevisende Max. Han fanger både den tragiske bund og »the heavy irony«. Glenn Close vendte tilbage til rollen i en succesfuld genopsætning på Palace Theater i New York i 2017 – nu uden de kolossale sætstykker fra John Napiers originale sceneografi. 

Sunset Boulevard. Instr.: Billy Wilder. Manus: Charles Brackett, Billy Wilder. Foto: John Seitz. 110. USA 1950. Dansk premiere: 25.01.1951.

Fotos: Paramount Pictures [still photos Glen E. Richardson/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-grab.com/ Automat Pictures/ Faber & Faber/  Stage Door Records/ Really Useful Records/ Polydor/ John Napier Stages/ Cinephilia & Beyond

Sunset Boulevard streames (august 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 25.04.2017.

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures [75th Anniversary Collector's Edition] 04.08.2025

Ajourført version af teksten i Verdens 25 bedste film (Munksgaard Rosinante, 1998); noten om Andrew Lloyd Webbers musical er nyskreven 21.03.2023.

Klassiske karakterer: Dangerous Liaisons | Les liaisons dangereuses

LACLOS I KOREA

Universel, intrigant og uopslidelig

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN er både evig og velkendt. To depraverede aristokrater, en mand og en kvinde som begge har lagt ungdommen bag sig, lever i stigende grad for de kicks, der tilbyder sig i forførelsens sødme. De indgår da et hjerteløst væddemål. Manden skal forføre en ung og ivrig uskyld, som kvinden har grund til at sætte på plads. Som belønning får han adgang til den smukke fromme enke, hvis dydige sanselighed under alle omstændigheder er en torn i øjet på begge de livstrætte hedonister. Som definitiv belønning vil forføreren endelig få adgang til den intrigante kvindes seng. Det er et spil, de har haft kørende i mange år, og ingen af dem bliver yngre. Nu må det være på tide.

   Længe går det efter planen. Den erfarne jæger anvender alle sine elskovstricks, får hurtigt nedlagt den ivrige uskyld og kommer gradvis også ind på livet af den æggende retskafne enke. Så bliver jægeren fanget af byttet og forelsker sig i enken, der i dén grad forløses og folder sig ud. Furien raser, jægeren vakler, byttet bæver som et vådt rosenblad og er helt i lidenskabens vold. Det ender galt for dem alle. Kærligheden ligger tilbage og bløder, mens al anstændighed rives itu. De gode har muligvis grund til at græde, men der er slet ingen onde som ler, da det gælder.

FÅ tekster har holdt sig så friske eller udvist så megen tilpasningsevne som brevromanen Les Liaisons dangereuses (1782, da. Farlige forbindelser), der med syrlig bedrøvelse spidder de tre karakterer på deres forfængelighed.

   Pierre Ambroise Choderlos de Laclos (1741-1803) skrev sin tekst i revolutionstidens Frankrig, inspireret af Jean-Jacques Rousseau, den romantiske frihedsforkynder, som han angiveligt ville advare imod, men også i overensstemmelse med den jævnaldrende Marquis de Sade, Rousseaus mørke modpol, som i sine monomane pornografiske skrifter beskæftigede sig med de samme temaer og problemstillinger.*

   Der er mere end en banal elskovstrekant på spil i Laclos’ elegante konstruktion, eksempelvis kønspolitik, nihilisme over for engagement og den evige sandhed om kødets skrøbelighed, som ingen store tankesystemer hidtil har kunnet bortforklare.

ERGO er historien blevet nyfortolket, genfortalt, opført på scener og filmatiseret et utal af gange. Dangerous Liaisons, den britiske dramatiker Christopher Hamptons skuespil over bogen, har i sig selv fået status som grundtekst, men før Hampton havde Roger Vadim allerede forsøgt at modernisere og aktualisere Laclos i sin charmerende filmatisering fra 1959, Les Liaisons Dangereuses (da. Farlige forbindelser), med Jeanne Moreau, danske Annette Strøyberg, som dengang var gift med Vadim, og den alt for tidligt afdøde Gérard Philipe (1922-1959), manden som var Fanfan la Tulipe i sit hjerte.

I 1988 instruerede englænderen Stephen Frears sin amerikanske filmudgave af Hamptons tekst med John Malkovich som Valmont, Glenn Close som Marquise de Merteuil og Michelle Pfeiffer som byttedyret Madame de Tourvel. Denne nyklassiker, som frem for alt siger noget om sin egen tid, 1980erne, blev for de fleste en film til at elske og nyde. Tjekken Milos Forman kunne imidlertid ikke fordrage Hamptons blik på Laclos og instruerede i 1989 sin særligt vinklede udgave, Valmont, med Colin Firth, Annette Bening og Meg Tilly i de strategiske roller.

   Forman holdt fast i en fiks idé om, at gode film bør have ét og kun ét identifikationspunkt. På den måde fik han i 1981 reduceret E.L. Doctorows Ragtime til en skygge af det litterære forlæg, men Valmont er et rimelig vellykket forsøg på at romantisere og menneskeliggøre Laclos. Blot har varmen og livet, hele filmens åndedræt, kun lidt at gøre med den hjertets bitre lære, som er og bliver hovedsagen.

   Af mere eksotiske filmatiseringer må nævnes Roger Kumbles Cruel Intentions (1992), som overfører skelettet og karaktererne fra Laclos til et teenagemiljø på Manhattan. Den fantastiske danske titel var Sex Games. Filmen fortjente faktisk lidt bedre.

DER er ingen ubehagelige overraskelser i Je-yong Lees koreanske udgave af Farlige forbindelser, som på engelsk bærer titlen Untold Scandal. Relationerne fra Laclos er intakte, og skønt handlingen er omplantet til en anden kultur, befinder vi os fortsat i 1780erne, nu i slutningen af Chosun-dynastiet.

   Valmont-figuren Jo-won (Bae Yong-jun) er om muligt en værre sjuft end sædvanligt, og den manipulerende Lady Cho (Lee Mi-Sook) er en smuk, lad og liderlig tvilling til originalens Marquise de Merteuil. Jo-won skal deflorere den naive Soh-ok, der er lige så lærenem som hun er uskyldig, men hans belønning er den tilknappet æggende enke Lady Sook (Jeon Do-yeon), som ikke nåede at miste sin mødom, før hendes tilkommende døde. Lady Sook har nu været enke i ni år, og Jo-won vil have hende, koste hvad det vil.

HANS forehavende lykkes, men det kommer til at koste alt for dem alle. I brede, klare, formelt smukke billeder og overdådige interiører, der er designet efter alle kunstens regler af scenografen Byeong-il Kim, folder filmen sin evige lignelse ud og demonstrerer, hvor galt det kan gå os, hvis vi tror at hjertet blot er en muskel.

   Historien fungerer fornemt på koreansk, hvor særlige træk som den fromme Lady Sooks katolicisme giver bedre mening end i europæisk sammenhæng. Je-yong Lees film er i øvrigt ikke den første asiatiske udgave af Farlige forbindelser. Allerede i 1978 instruerede Toshiya Fujita sin japanske version under titlen Kiken na kankei.

MEST opsigtsvækkende er måske den udførligt skildrede seksualitet, som gør hele historien mere konkret. I vestlige udgaver er grundvilkåret, den kødelige sandhed, i regelen skjult af eufemismer, fejende skørter og elegante omskrivninger. Her får vi sagens kerne op på lærredet i stort format – til og med i første scene.

   Udførlig sex har de seneste år været standardudstyr i film, som kommer fra Sydkorea. Andre store temaer er politisk fortrængning og seksuel ligestilling. Måske har man holdt igen lidt for længe og er nu tilbøjelig til at overdrive de skandaløse virkemidler.

   I hvert fald kan den koreanske filmsex blive ufrivilligt komisk. På Mostraen i Venedig så jeg Im Sang-soos særdeles seriøse Baramnan gajok (2003, int. A Good Lawyer’s Wife). I første scene etablerede den gode hustru et udenomsægteskabeligt forhold. I anden scene stod hendes mand, som heller ikke var indbegrebet af troskab, og diskuterede mulig kompensation til ofrenes familier ved en nyåbnet massegrav. I tredje scene havde hustru og elsker hed sex på kanten af selvsamme grav.

FARLIGE forbindelser er anderledes velafstemt. Vi får atter lov at føle forelskelsen, forsmåelsen og fortabelsen sammen med Valmont, Merteuil og Madame de Tourvel, som også hér er den mest komplekse og bestemt mest lidenskabelige figur. Laclos er landet i Korea på smuk og betagende lykkelig vis. 

   Det er en billedskøn film med en bitter moral, der ikke har tabt relevans, siden historien blev skrevet i 1782. Sådan er vi vel, når det kommer til stykket, overalt og til alle tider. Det kan man naturligvis beklage, men beklagelse har aldrig været sagen i Les Liaisons dangereuses. Det har ærlig selvindsigt derimod, og af den er der masser i Je-yong Lees film.

DER er ingen tegn på afmatning i interessen for nye versioner. Josée Dayans canadisk-fransk-britiske tv-udgave fra 2003 er en højt profileret to-delt miniserie med Catherine Deneuve, Rupert Everett, Nastassja Kinski og Danielle Darrieux, der i anslaget moderniserer Laclos på samme måde, som Roger Vadim gjorde 40 år før. I Jin-ho Hurs kinesiske Weixian Guanxi (2012) er typerne og intrigen omplantet til rigt finansmiljø i 1930ernes Shanghai. Zhang Ziyi har Madame Tourvel-rollen mellem Jang Don-Gun og Cecilia Cheung. 

   Netflix-spillefilmen Les Liaisons Dangereuses (2022) er en fransk teenage/YA-udgave, skrevet og instrueret af Rachel Suissa. En amerikansk miniserie med internationalt cast har premiere på Starz/Disney+ i november 2022. Clarice van Houten, Lesley Manville, Clare Higgins, Alice Englert og Paloma Faith er blandt de medvirkende. Laclos' egen tid er atter baggrunden, men kønspolitikken er efterjusteret.

   Der er sært nok ingen sci-fi versioner af Farlige forbindelser. Det må være et spørgsmål om tid, før de kommer.

Se også Zhang Yimou: A Woman, a Gun and a Noodle Shop (2009) [Noir 100] og To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100].

Se også Klassiske karakterer: Anna Karenina; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac [Liv og teater]; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne; Klassiske karakterer: Mary Poppins og Pamela Travers 1899-1996; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021. 

*) Laclos og de Sade er antagonister i romanen The Dangerous Memoir of Citizen Sade (2000) af englænderen A.C.H. Smith (f. 1935). De to mænd sad i fængsel sammen – karrieresoldaten Laclos for sine politiske loyaliteter; aristokraten de Sade for sin subversive seksualitet – og kunne angiveligt ikke fordrage hinanden. Smith ser dem som komplementære modsætninger, der koncentrerer hver sin version af kynismen. Bogen kan stadig bestilles på forfatterens hjemmeside.

   Laclos forlod hæren i 1788 og førte en omtumlet tilværelse i revolutionsperioden, hvor han bl.a. arbejdede i Krigsministeriet. Han sad i fængsel fra 1793-94. Han vendte tilbage til hæren i 1800 – nu som bonapartist – og døde som øverstbefalende for reserveartilleriet i Italien.

   Les Liaisons dangereuses findes på dansk i tre udgaver. Jens Zetlin Kielland oversatte den som De farlige Bekendtskaber (Branner, 1918); udgaven fra Arthur Jensen (1945) har forord af Paul V. Rubow og illustrationer af Aagaard Andersen. Senest udkom Farlige forbindelser i Ellen Kirks version (Gyldendal, 1989), da Frears/Hampton-filmen havde dansk premiere.   

Les Liaisons dangereuses 1960 (Farlige forbindelser). Instr.: Roger Vadim. Manus: Claude Brulé, Roger Vailland, Roger Vadim. Foto: Marcel Grignon. 111 min. Frankrig 1959. Dansk premiere: 10.04.1961.

Dangerous Liaisons (Farlige forbindelser). Instr.: Stephen Frears. Manus: Christopher Hampton. Foto: Philippe Rousselot. 119 min. UK-USA 1988. Dansk premiere: 07.04.1989.

Valmont. Instr.: Milos Forman. Manus: Jean-Claude Carrière, Milos Forman. Foto: Miroslav Ondricek. 137 min. UK-Frankrig 1989. Dansk premiere: 16.02.1990.

Les liaisons dangereuses (Farliga förbindelser). Instr.: Josée Dayan. Manus: Eric-Emmanuel Schmitt. Foto: Caroline Champetier. 252 min. Frankrig-UK-Canada 2003. Svensk premiere: 03.01.2005.

Untold Scandal/ Jo-seon-nam-nyeo sang-yeol-ji-sa (Farlige forbindelser). Instr.: Je-yong Lee. Manus: Dae-woo Kim, Hyeon-jeong Kim, Je-yong Lee. Foto: Byeong-il Kim. 124 min. Sydkorea 2003. Dansk premiere: 07.01.2005.

Weixian Guanxi (Farlige forbindelser). Instr.: Jin-ho Hur. Manus: Geling Yan. Foto: Byung-seo Kim. 110 min. Kina-Singapore-Sydkorea 2012. 

Fotos: B.O.M. Film Productions/ CJ Entertainment/  Warner Bros./ Lorimar/ Alchetron (Laclos Portrait)/ Britannica (de Sade Portrait)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity 

Les Liaisons Dangereuses (1959) er udsendt på Blu-Ray i 2019

Dangerous Liaisons (1988) streames på Blockbuster, HBO MAx, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime

Valmont (1989) streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime og Viaplay

Untold Scandal streames ikke i Europa, men er udsendt på Blu-Ray i 2014

Alle de nævnte film findes på 2K Blu-Ray

Første del af artiklen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2005.