Translate

Viser opslag med etiketten Sydkorea. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sydkorea. Vis alle opslag

tirsdag den 4. oktober 2022

Klassiske karakterer: Dangerous Liaisons | Les liaisons dangereuses


LACLOS I KOREA
Universel, intrigant og uopslidelig

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN er både evig og velkendt. To depraverede aristokrater, en mand og en kvinde som begge har lagt ungdommen bag sig, lever i stigende grad for de kicks, der tilbyder sig i forførelsens sødme. De indgår da et hjerteløst væddemål. Manden skal forføre en ung og ivrig uskyld, som kvinden har grund til at sætte på plads. Som belønning får han adgang til den smukke fromme enke, hvis dydige sanselighed under alle omstændigheder er en torn i øjet på begge de livstrætte hedonister. Som definitiv belønning vil forføreren endelig få adgang til den intrigante kvindes seng. Det er et spil, de har haft kørende i mange år, og ingen af dem bliver yngre. Nu må det være på tide.
   Længe går det efter planen. Den erfarne jæger anvender alle sine elskovstricks, får hurtigt nedlagt den ivrige uskyld og kommer gradvis også ind på livet af den æggende retskafne enke. Så bliver jægeren fanget af byttet og forelsker sig i enken, der i dén grad forløses og folder sig ud. Furien raser, jægeren vakler, byttet bæver som et vådt rosenblad og er helt i lidenskabens vold. Det ender galt for dem alle. Kærligheden ligger tilbage og bløder, mens al anstændighed rives itu. De gode har muligvis grund til at græde, men der er slet ingen onde som ler, da det gælder.


FÅ tekster har holdt sig så friske eller udvist så megen tilpasningsevne som brevromanen Les Liaisons dangereuses (1782, da. Farlige forbindelser), der med syrlig bedrøvelse spidder de tre karakterer på deres forfængelighed.
   Pierre Ambroise Choderlos de Laclos (1741-1803) skrev sin tekst i revolutionstidens Frankrig, inspireret af Jean-Jacques Rousseau, den romantiske frihedsforkynder, som han angiveligt ville advare imod, men også i overensstemmelse med den jævnaldrende Marquis de Sade, Rousseaus mørke modpol, som i sine monomane pornografiske skrifter beskæftigede sig med de samme temaer og problemstillinger.*
   Der er mere end en banal elskovstrekant på spil i Laclos’ elegante konstruktion, eksempelvis kønspolitik, nihilisme over for engagement og den evige sandhed om kødets skrøbelighed, som ingen store tankesystemer hidtil har kunnet bortforklare.



ERGO er historien blevet nyfortolket, genfortalt, opført på scener og filmatiseret et utal af gange. Dangerous Liaisons, den britiske dramatiker Christopher Hamptons skuespil over bogen, har i sig selv fået status som grundtekst, men før Hampton havde Roger Vadim allerede forsøgt at modernisere og aktualisere Laclos i sin charmerende filmatisering fra 1959, Les Liaisons Dangereuses (da. Farlige forbindelser), med Jeanne Moreau, danske Annette Strøyberg, som dengang var gift med Vadim, og den alt for tidligt afdøde Gérard Philipe (1922-1959), manden som var Fanfan la Tulipe i sit hjerte.



I 1988 instruerede englænderen Stephen Frears sin amerikanske filmudgave af Hamptons tekst med John Malkovich som Valmont, Glenn Close som Marquise de Merteuil og Michelle Pfeiffer som byttedyret Madame de Tourvel. Denne nyklassiker, som frem for alt siger noget om sin egen tid, 1980erne, blev for de fleste en film til at elske og nyde. Tjekken Milos Forman kunne imidlertid ikke fordrage Hamptons blik på Laclos og instruerede i 1989 sin særligt vinklede udgave, Valmont, med Colin Firth, Annette Bening og Meg Tilly i de strategiske roller.
   Forman holdt fast i en fiks idé om, at gode film bør have ét og kun ét identifikationspunkt. På den måde fik han i 1981 reduceret E.L. Doctorows Ragtime til en skygge af det litterære forlæg, men Valmont er et rimelig vellykket forsøg på at romantisere og menneskeliggøre Laclos. Blot har varmen og livet, hele filmens åndedræt, kun lidt at gøre med den hjertets bitre lære, som er og bliver hovedsagen.
   Af mere eksotiske filmatiseringer må nævnes Roger Kumbles Cruel Intentions (1992), som overfører skelettet og karaktererne fra Laclos til et teenagemiljø på Manhattan. Den fantastiske danske titel var Sex Games. Filmen fortjente faktisk lidt bedre.



DER er ingen ubehagelige overraskelser i Je-yong Lees koreanske udgave af Farlige forbindelser, som på engelsk bærer titlen Untold Scandal. Relationerne fra Laclos er intakte, og skønt handlingen er omplantet til en anden kultur, befinder vi os fortsat i 1780erne, nu i slutningen af Chosun-dynastiet.
   Valmont-figuren Jo-won (Bae Yong-jun) er om muligt en værre sjuft end sædvanligt, og den manipulerende Lady Cho (Lee Mi-Sook) er en smuk, lad og liderlig tvilling til originalens Marquise de Merteuil. Jo-won skal deflorere den naive Soh-ok, der er lige så lærenem som hun er uskyldig, men hans belønning er den tilknappet æggende enke Lady Sook (Jeon Do-yeon), som ikke nåede at miste sin mødom, før hendes tilkommende døde. Lady Sook har nu været enke i ni år, og Jo-won vil have hende, koste hvad det vil.



HANS forehavende lykkes, men det kommer til at koste alt for dem alle. I brede, klare, formelt smukke billeder og overdådige interiører, der er designet efter alle kunstens regler af scenografen Byeong-il Kim, folder filmen sin evige lignelse ud og demonstrerer, hvor galt det kan gå os, hvis vi tror at hjertet blot er en muskel.
   Historien fungerer fornemt på koreansk, hvor særlige træk som den fromme Lady Sooks katolicisme giver bedre mening end i europæisk sammenhæng. Je-yong Lees film er i øvrigt ikke den første asiatiske udgave af Farlige forbindelser. Allerede i 1978 instruerede Toshiya Fujita sin japanske version under titlen Kiken na kankei.



MEST opsigtsvækkende er måske den udførligt skildrede seksualitet, som gør hele historien mere konkret. I vestlige udgaver er grundvilkåret, den kødelige sandhed, i regelen skjult af eufemismer, fejende skørter og elegante omskrivninger. Her får vi sagens kerne op på lærredet i stort format – til og med i første scene.
   Udførlig sex har de seneste år været standardudstyr i film, som kommer fra Sydkorea. Andre store temaer er politisk fortrængning og seksuel ligestilling. Måske har man holdt igen lidt for længe og er nu tilbøjelig til at overdrive de skandaløse virkemidler.
   I hvert fald kan den koreanske filmsex blive ufrivilligt komisk. På Mostraen i Venedig så jeg Im Sang-soos særdeles seriøse Baramnan gajok (2003, int. A Good Lawyer’s Wife). I første scene etablerede den gode hustru et udenomsægteskabeligt forhold. I anden scene stod hendes mand, som heller ikke var indbegrebet af troskab, og diskuterede mulig kompensation til ofrenes familier ved en nyåbnet massegrav. I tredje scene havde hustru og elsker hed sex på kanten af selvsamme grav.



FARLIGE forbindelser er anderledes velafstemt. Vi får atter lov at føle forelskelsen, forsmåelsen og fortabelsen sammen med Valmont, Merteuil og Madame de Tourvel, som også hér er den mest komplekse og bestemt mest lidenskabelige figur. Laclos er landet i Korea på smuk og betagende lykkelig vis. 
   Det er en billedskøn film med en bitter moral, der ikke har tabt relevans, siden historien blev skrevet i 1782. Sådan er vi vel, når det kommer til stykket, overalt og til alle tider. Det kan man naturligvis beklage, men beklagelse har aldrig været sagen i Les Liaisons dangereuses. Det har ærlig selvindsigt derimod, og af den er der masser i Je-yong Lees film.



DER er ingen tegn på afmatning i interessen for nye versioner. Josée Dayans canadisk-fransk-britiske tv-udgave fra 2003 er en højt profileret to-delt miniserie med Catherine Deneuve, Rupert Everett, Nastassja Kinski og Danielle Darrieux, der i anslaget moderniserer Laclos på samme måde, som Roger Vadim gjorde 40 år før. I Jin-ho Hurs kinesiske Weixian Guanxi (2012) er typerne og intrigen omplantet til rigt finansmiljø i 1930ernes Shanghai. Zhang Ziyi har Madame Tourvel-rollen mellem Jang Don-Gun og Cecilia Cheung. 
   Netflix-spillefilmen Les Liaisons Dangereuses (2022) er en fransk teenage/YA-udgave, skrevet og instrueret af Rachel Suissa. En amerikansk miniserie med internationalt cast har premiere på Starz/Disney+ i november 2022. Clarice van Houten, Lesley Manville, Clare Higgins, Alice Englert og Paloma Faith er blandt de medvirkende. Laclos' egen tid er atter baggrunden, men kønspolitikken er efterjusteret.
   Der er sært nok ingen sci-fi versioner af Farlige forbindelser. Det må være et spørgsmål om tid, før de kommer.



*) Laclos og de Sade er antagonister i romanen The Dangerous Memoir of Citizen Sade (2000) af englænderen A.C.H. Smith (f. 1935). De to mænd sad i fængsel sammen – karrieresoldaten Laclos for sine politiske loyaliteter; aristokraten de Sade for sin subversive seksualitet – og kunne angiveligt ikke fordrage hinanden. Smith ser dem som komplementære modsætninger, der koncentrerer hver sin version af kynismen. Bogen kan stadig bestilles på forfatterens hjemmeside.
   Laclos forlod hæren i 1788 og førte en omtumlet tilværelse i revolutionsperioden, hvor han bl.a. arbejdede i Krigsministeriet. Han sad i fængsel fra 1793-94. Han vendte tilbage til hæren i 1800 – nu som bonapartist – og døde som øverstbefalende for reserveartilleriet i Italien.
   Les Liaisons dangereuses findes på dansk i tre udgaver. Jens Zetlin Kielland oversatte den som De farlige Bekendtskaber (Branner, 1918); udgaven fra Arthur Jensen (1945) har forord af Paul V. Rubow og illustrationer af Aagaard Andersen. Senest udkom Farlige forbindelser i Ellen Kirks version (Gyldendal, 1989), da Frears/Hampton-filmen havde dansk premiere.   



Les Liaisons dangereuses 1960 (Farlige forbindelser). Instr.: Roger Vadim. Manus: Claude Brulé, Roger Vailland, Roger Vadim. Foto: Marcel Grignon. 111 min. Frankrig 1959. Dansk premiere: 10.04.1961.

Dangerous Liaisons (Farlige forbindelser). Instr.: Stephen Frears. Manus: Christopher Hampton. Foto: Philippe Rousselot. 119 min. UK-USA 1988. Dansk premiere: 07.04.1989.

Valmont. Instr.: Milos Forman. Manus: Jean-Claude Carrière, Milos Forman. Foto: Miroslav Ondricek. 137 min. UK-Frankrig 1989. Dansk premiere: 16.02.1990.

Les liaisons dangereuses (Farliga förbindelser). Instr.: Josée Dayan. Manus: Eric-Emmanuel Schmitt. Foto: Caroline Champetier. 252 min. Frankrig-UK-Canada 2003. Svensk premiere: 03.01.2005.

Untold Scandal/ Jo-seon-nam-nyeo sang-yeol-ji-sa (Farlige forbindelser). Instr.: Je-yong Lee. Manus: Dae-woo Kim, Hyeon-jeong Kim, Je-yong Lee. Foto: Byeong-il Kim. 124 min. Sydkorea 2003. Dansk premiere: 07.01.2005.

Weixian Guanxi (Farlige forbindelser). Instr.: Jin-ho Hur. Manus: Geling Yan. Foto: Byung-seo Kim. 110 min. Kina-Singapore-Sydkorea 2012. 


Fotos: B.O.M. Film Productions/ CJ Entertainment/  Warner Bros./ Lorimar/ Alchetron (Laclos Portrait)/ Britannica (de Sade Portrait)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity 
Les Liaisons Dangereuses (1959) er udsendt på Blu-Ray i 2019
Dangerous Liaisons (1988) streames på Blockbuster, HBO MAx, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime
Valmont (1989) streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime og Viaplay
Untold Scandal streames ikke i Europa, men er udsendt på Blu-Ray i 2014
Alle de nævnte film findes på 2K Blu-Ray
Første del af artiklen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2005.

tirsdag den 20. april 2021

Lee Isaac Chung: Minari (2020) [Oscars 2021]


IMMIGRANTERNES DRØM
Drengen betragter og undrer sig stort

Af BO GREEN JENSEN

BØRNENE betragter de voksne, som for dem at se bestemmer, hvordan familien og verden er indrettet. De suger indtryk til sig, tager form som individer og bliver selv voksne. De undrer sig over, hvordan det blev, og ser tilbage på barndommen.
   Meget ved familiestrukturen er ændret. Børn er inddraget på en ny måde. Men erindringen virker som altid. Vi søger altid oprindelsen dér.
   Lee Isaac Chung (f. 1978) er anden generations koreansk amerikaner. Han sprang fra studiet på Yale – og skuffede sine forældre – fordi han ville lave film i stedet for at gøre nytte ved landbruget. Han debuterede markant med Munyurangabo (2007), en besværgende semi-dokumentar om, hvordan hutu- og tutsi-børn i Rwanda kunne blive venner og gøre fremtiden bedre.
   Chung havde mindre held med de næste to film. Nu har han lavet Minari, som sammen med Chloé Zhans Nomadland, en anden film af en asiatisk amerikaner, er favorit til årets Oscar for den bedste spillefilm.
   Ved Golden Globes-uddelingen var det Minari, som vandt på bekostning af Thomas Vinterbergs Druk. Minari fik plads i den fremmedsprogede kategori, fordi 90 procent af dialogen afvikles på koreansk. Både Nomadland og Minari er vigtige i #StopAsianHate-bevægelsen.


MINARI er den voksne mands erindring om, hvordan han tog form. David kommer med sin søster og forældrene Jacob og Monica til Arkansas for at begynde igen. Før da kom de til USA for »at redde hinanden«, men »det eneste, vi gjorde, var at skændes«, siger Jacob i en af de samtaler, som børnene overhører. I Californien levede de af at kønsbestemme kyllinger og sortere hannerne fra. Jacob vil have sit eget gartneri. Det kan lige lade sig gøre i Arkansas. Monica ville blive i Oakland, hvor der var andre koreanere.
   Striden bilægges, da Monicas mor flytter ind i familiens trailer. Jacob kæmper for at realisere immigranternes amerikanske drøm. Monica ser ham aldrig som andet end selvisk. De er ærlige sammen og jævnbyrdige. I forhold virker amerikanerne tunge og langsomme. Kun særlingen Paul (Will Patton), en genfødt kristen med bizarre vaner, er faktisk gæstfri og gavmild.


DAVID er seks år og ser på det hele. Han blev født med et hul i hjertet og har påbud om ikke at anstrenge sig. Pyt, siger Mormor og er det modsatte af pædagogisk. Det er hende, der planter minari ved floden. Minari er en ydmyg selleriplante, som indgår i det koranske køkken. Dét får siden stor betydning.
   Minari er en smuk film med samme forklarede tilgang til livet, samme lys og grønne grundfarve, som Terrence Malicks The Tree of Life, hvor Brad Pitt var den samme slags far. Det giver mening, at Minari er produceret af Pitts Plan B Entertainment. Men især giver det mening, at Minari er blevet en stor film uden at stræbe. Ingen ser på verden som en lille dreng, der undrer sig. Det gør Alan S. Kim i Minari.
   Der er ingen forkromet agenda. Filmen viser os, hvordan man griber dagen, når det gælder. Det er alt nok i en tid, hvor andre råber højt og vil have ret.

Minari er Oscar-nomineret i 6 kategorier: Best Picture, Best Director, Best Actor (Steven Yeun), Best Supporting Actress (Youn Yuh-Jeung), Best Original Screenplay og Best Original Score (Emile Mosseri)


Minari. Instr. og manus: Lee Isaac Chung. Foto: Lachlan Milne. 120 min. USA 2020. Dansk premiere: 06.05.2021


Foto: Plan B Entertainment/ A24/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen får dansk biografpremiere 06.05.2021
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.04.2021

onsdag den 29. januar 2020

Murakami | Lee Chang-dong: Burning (2018) [Bogen og filmen]


EN OVERDÅDIG UVISHED
Lee Chang-dong forædler novellen af Haruki Murakami

Af BO GREEN JENSEN  

DET er hverken suspense eller et genialt plot, der gør Burning til en eksistentiel spændingsfilm. Det er heller ikke effekter og gimmicks. I sin kerne er filmen et erkendelsesprojekt, der afprøver virkeligheden. Ikke for at låse billedet fast, men for at udforske usikkerheden.
   Den unge Jongsu går alene omkring, da han møder barndomsveninden Haemi. Hun står på gaden i Seoul og fungerer som blikfang i et lotteri. Faktisk lader hun ham vinde et ur, som senere får empirisk betydning. Faktisk husker han ikke Haemi. Han bliver stille, når hun taler om deres tid i Paju. Hun siger, at han sagde, hun var grim. Hun siger, at hun faldt i en brønd. Det skal nok være rigtigt. Han husker bare ikke episoden.
   Men Haemi er forfriskende selskab. Jongsu er i byen for at følge med i retssagen mod sin far, der igen har overfaldet en nabo. Hans far kunne aldrig styre sin vrede, derfor rejste Jongsus mor. Sagføreren henter ham ind til en snak. Jongsu er alene på gården ved grænsen. Det er bare ikke bonde, han vil være. Jongsu vil skrive tekster, som bliver trykt og læst.
   Haemi vil spille teater. Hun giver ham en hurtig lektion i at mime. Hun skræller en imaginær nektarin og spiser den stykke for stykke. Hun siger: »Det har ikke noget at gøre med talent. Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der.«


JONGSU forstår ikke helt denne sondring. Det gør han måske senere, men nu går de hjem til Haemi og er sammen. Fra sengen ser han solen, der spejler sig i et glastårn. Ellers kommer den aldrig i rummet. Han lover at fodre Haemis kat, mens hun er på rejse i Kenya. Det gør han ganske trofast, skønt katten aldrig viser sig. Men der er efterladenskaber.
   Hver gang Jongsu fodrer katten, onanerer han tænksomt og længselsfuldt. Eftermiddagen bliver hans bedste tid. Han svarer ivrigt, da hun ringer og siger, at hun er tilbage. Men fortryllelsen forstøver, da hun ankommer sammen med Ben: en karismatisk livskunstner, som til og med er venlig og har penge. Forfatterspiren hader ham på stedet.
   Burning bygger på en lille novelle af Haruki Murakami, som Lee Chang-dong forstørrer til en film i tre akter. I teksten siger fortælleren, at Ben har noget Gatsby-agtigt over sig. Han henviser til den romantiske aura og mysteriet om Bens profession. I så fald bliver Haemi til Daisy Buchanan.
   Ben og Jongsu er »venner« som Gatsby og Nick Caraway (eller Christopher og Max i Cabaret). Ben fortæller Jongsu noget, som ryster hans verden i fundamentet. Ben er aldrig rystet. Heller ikke, da Haemi forsvinder. Jongsu frygter, at Ben har dræbt hende. Han tilstod det jo. Eller er det ligesom med nektarinen og katten? Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der.


DER er flere nøglesteder i Burning, men filmens hjerte sidder i scenen, hvor Ben »betror« sig til Jongsu. Han oplyser, at han somme tider sætter ild til drivhuse og betragter flammerne, mens de brænder ned. I novellen er det kornlader, som går op i røg, men indramningen er den samme.
   De tre har spist og drukket og nyder øjeblikket. De ryger pot og bliver bløde og tunge i kroppen. Pigen sætter et Miles Davis-album på og danser. Så bliver hun træt, låner fortællerens t-shirt og falder i søvn ovenpå. Da han kommer ned i stuen, er det en vals af Strauss, som drejer på grammofonen.
   Fortælleren (der ligner Murakami som yngre – i novellen er han 31, mens pigen er 20; de er ikke barndomsvenner, og der er ingen seksuel relation) husker et skuespil, som de opførte i skolen, da den anden mand bryder ind i hans tanker med bemærkningen: » - somme tider sætter jeg ild til lader.«
   »Undskyld?« siger fortælleren. »Somme tider sætter jeg ild til lader,« gentager den anden. Han giver sig til at lovprise den indiske marihuana. Han holder røgen nede i ti sekunder. Den snor sig fra hans mund »som ektoplasma«. Han siger, at den forbedrer »erindringens kvalitet«, men nu vil fortælleren have besked. »Jeg vil gerne høre om laderne,« siger han.
   »Laderne venter på at blive brændt. Det erkender jeg. Jeg bemærker bare noget, som er der allerede. Det er ligesom regnen. Regnen falder. Floden svulmer op. Noget bliver taget af strømmen. Foretager regnen et valg? Jeg gør ikke noget umoralsk. Jeg har min egen moralske kodeks.«


HOS Lee Chang-dong er øjeblikket strakt til en lang, hypnotisk sekvens, som bogstaveligt får publikum til at glemme tid og sted. Også her kommer Haemi og Ben på besøg. De spiser og ryger, mens solen går ned. Paju ligger ved grænsen til Nordkorea, og Jongsu har allerede forklaret, at det er propaganda, som bliver transmitteret fra grænseposten.
   Haemi tager sin bluse af og danser i, hvad der virker som en evighed, til »Générique« med Miles Davis. Imens bliver skumringen ved.
   Pressematerialet oplyser, at sekvensen med »tilståelsen« blev optaget over en måned. Lyset havde kun den rigtige kvalitet i 10-15 minutter hver dag.
   Her kan vi zoome ud og betragte de mange lag i filmens struktur. »Générique« er det tema, som Davis improviserede på stedet til titelsekvensen i Louis Malles Elevator til skafottet (1958). Burning er som nævnt inspireret af Murakamis novelle »Barn Burning« fra 1992. Den står i samlingen The Elephant Vanishes og ville hedde »At sætte ild til lader«, hvis den var oversat til dansk.
   Murakami selv tager sin titel fra William Faulkners novelle »Barn Burning« (1939). Der er en indavl af inspiration og motiver. Det bliver næppe mere postmoderne.
   Det er både i novellen og filmen et tema, om tingene sker eller egentlig er der. Der er en sindrig undertekst, som man godt kan give sig til at analysere på. Det er noget med et porøst liv i en ustabil virkelighed, vil jeg tro. Og en kategorisk sandhed, som er absolut umulig.
   Pointen er dog snarere, at filmen gør sig fri af denne kontekst. Det er dét, som den bruger det lange format til. Lee Chang-dong og fotografen Hong Kyung-pyo skaber et nøje forberedt øjeblik og lader det leve i virkelig tid. Der er bare de tre, musikken og solen og dansen, det vævede, vævende liv, der bliver ved.



HER kan filmen noget, som sproget ikke kan. Burning er en palimpsest. Den oprindelige tekst er skrabet ud, og en ny tekst er skrevet ovenpå. Ordbogen angiver også en ny anvendelse for det gamle ord: »Tekst læst dels som bevidst, dels som ubevidst udtryk for forfatterens psykiske og sociale problematik.«
    I begyndelsen følger filmen sit forlæg. Så begynder den at fabulere og ekstemporere. Det er der luft til og god mening i. Murakamis tekst er på små tyve sider. Lee Chang-dongs film varer to en halv time.
   Jongsu kan ikke få mistanken ud af sit hoved. Han bliver besat af at finde de brændte drivhuse. Men så er han sikker. Vi er med ham i salen alle som én. Publikum og Jongsu handler sammen. Endelig gør han noget ekstremt, som der ikke står et ord om i novellen. Det betyder ikke, at der ikke er belæg.
   Burning efterlader tilskueren i en overdådig uvished. Der er mange muligheder. Brændte drivhusene? Dræbte Ben de piger? Hvem er sociopaten? I novellen holder fortælleren op med at lede og konstaterer, at han bliver ældre hver dag. I filmen går han til modangreb og falder måske i en fælde.
   »Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der. Det er det hele.«
   Murakami er en enkel forfatter med mange lag i. I Lee Chang-dong har han fået sin store fortolker, som er meddigter snarere end illustrator.



Burning (Beoning). Instr.: Lee Chang-dong. Manus: Oh Jung-mi, Lee Chang-dong. Foto: Hong Kyung-pyo. 148 min. Sydkorea-Japan 2018. Dansk premiere: 20.12.2018


Foto: Pine House Film/ NHK/ Now Films/ Well Go USA Entertainment/ Capelight Pictures/ Diaphana Distribution/ World Cinema Partners, YouTube (clip + trailers)
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Capelight Pictures (Tyskland) 11.10.2019
2K Blu-ray (region B) fra Thunderbird Relaasing (UK) 27.05.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.12.2018

tirsdag den 28. januar 2020

Farce, fabel, satire og drama: Parasite (2019) [Oscars 2020]


GRIMME, DUMME, BESKIDTE
Årets Oscar-favorit er en svimlende opsang til tiden 

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE er fattige, andre er rige. Der bliver flere af den første slags, og for den sidste procent kender velstanden slet ingen grænser. Det er vel blot, som det er og bør være. Liberalistisk realpolitik, ikke sandt?
   Afstanden mellem hob og elite er vokset. Vi føler det selv i høflige demokratier. I uregulerede samfund er forskellen blevet en afgrund. Måske er kunsten til for at vise dét, som alle ser, men ikke taler om. Det kunne være forklaringen på, at så mange stærke politiske fabler for tiden kommer fra asiatiske filmskabere.
   Årets vinderfilm i Cannes var sydkoreaneren Bong Joon-hos Parasite. Juryformanden Alejandro González Iñárritu sagde i sin motivation, at der var en særlig energi i film, som brugte genreelementer til at tale politisk, og Bongs var den bedste i bundtet.
   Parasite er i hvert fald en ener. Den gør med satire og horror, hvad japaneren Hirokazu Kore-edas Shoplifters gjorde med patos og humanisme i 2018. Shoplifters fik både Guldpalme og Oscar. Det kan sagtens gå Parasite lige sådan.


FILMEN følger en fattig familie, der er vant til at være B-mennesker. De bor i en grundfugtig kælder. Berusede kunder fra gadens bodega forretter deres nødtørft ved køkkenet. Når kommunen sprøjter for kakerlakker, står vinduet alligevel på klem. Giften svier i lunger og øjne, men skadedyrsbekæmpelsen er gratis – og et af mange halve symboler, som den sociale fabel er fuld af.
   I første scene har teenagebørnene problemer med at finde et åbent wifi-signal. Der kommer klager over de 1.000 pizzaæsker, som patriarken Ki-taek (Song Kang-ho fra The Host og Bongs øvrige film) har tjent sorte penge ved at lade familien folde forkert. Det er dog en pointe, at de foldede æskerne sammen. Kælderfamilien gør alting sammen.
   En medalje på væggen afslører, at den barske mor, Chung-sook (Chang Hyae-jin), engang var olympisk mester i hammerkast. Sønnen Ki-woo (Choi Woo-sik) skal til jobsamtale og forklæder sig som elitestudent. Datteren Ki-jung (Park So-dam) er til mere til smart tøj og hurtige sange. Hun forstår sig dog på at forfalske og skaffer sin bror et eksamensbevis.


KI-WOO bliver huslærer hos den rige Park-familie, som bor i et arkitekttegnet glashus. Han skal lære datteren engelsk. Hun forelsker sig i ham. Det passer fint. Da en forpost er etableret, sørger Ki-wook for, at den faste chauffør bliver fyret, så hans far kan overtage posten. Der er snart renset ud i husstanden. Ki-jung får arbejde som nanny. Kronen på værket er fyringen af den gamle hovmesterinde, som altid har boet i huset.
   Da Mor Hammerkast flytter ind, er Gøgereden endelig fuld. Kælderfamilien lykønsker hinanden. Imens har publikum ikke fattet den mindste sympati for Mønsterfamilien, som ejer glashuset. Den fantasirige Mr. Park er fjern og fraværende. Hans hustru er naiv og ubehjælpsom. Drengen er et diagnosebarn. Kun datteren, som Ki-woo holder af, er skildret med mere end formel sympati.
   Mens familien Park er på campingtur, flader snylterfamilien ud i stor stil. De drikker og fråser som Buñuelske vagabonder ved en symbolsk beggars’ banquet. Så ringer det på. Den gamle husholderske vender tilbage, og filmen slår vinduet ind til en ekstra dimension. For i kælderen under huset har hendes mand i årevis levet godt og usynligt.


  
I BONG Joon-hos allegoriske virkelighed er der altid et ekstra lag underverden, en kælder under kælderen og ikke nogen bund at nå.
   Filmen har i sin mentalitet den samme beske absurdisme som Joseph Loseys The Servant (1963, da. Snylteren) og Brutti, sporchi e cattivi (1976, da. Grimme, dumme og beskidte) af Ettore Scola, hvor familien bor på en losseplads. Der er heller ikke langt til Andrej Svjagintsevs Elena (2011), hvor husbestyrerskens familie overtager huset, da oligarken er skaffet af vejen. Det handler om værdighed, dybest set, skønt der er megen mørk situationskomik.
   Efter farce og satire følger horror og suspense. Så træder Parasite i karakter som en tragisk fabel, der vil mere end leg med stilistiske filtre. Bongs film har skabt en fantastisk situation. Nu skildrer den, hvad der videre sker, med fotografisk realisme og absolut troværdighed.
   Familien i lyset har fæstet sig ved lugten, der hænger om kælderfamilien. Ki-taek kan lugte den selv, og han væmmes. Ved en overdådig børnefødselsdag, hvor de rige par drejer og kvidrer på græsset, tager han en logisk og velfortjent hævn, men det er kun begyndelsen på den metafysiske afvikling. Du skal se det, før du tror det, simpelt hen.  


BONG har undersøgt temaet før, i hævnhistorien Mother (2011). Han er en original billedskaber, der bruger hele det tekniske apparat og forlener en mytisk fortælleform med psykologisk realisme. Der blev grinet i skægget, da han ankom med The Host (2006), en effektfuld katastrofegyser, som på samme tid var sjov, fantastisk og realistisk.
   Efter Snowpiercer (2013) og Netflix-filmen Okja (2017) blev der ikke grinet mere. Sammen med Park Chan-wook (Oldboy) og Lee Chang-dong (Burning) er Bong blandt Koreas førende filmskabere. Nu er kældermennesket anerkendt som en mester.

Parasite var Oscar-nomineret i 6 kategorier og vandt de 4 store Academy Awards: Best Original Screenplay, Best Achievement in Directing, Best International Feature Film og Best Motion Picture of the Year.  


Parasite (Gisaengchung). Instr. Bong Joon-ho. Manus: Jin Won Han og Bong Joon-ho. Kamera: Kyung-pyo Hong. 132 min. Sydkorea 2019. Dansk premiere: 25.12.2019.


Fotos: CJ Entertainment/ Barunson E&A/ Camera Film/ Curzon Film Distributors/ YouTube 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Curzon Film World 23.11.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.12.2019