Robert Altman: Dr. T & the Women (2000)

EN VAKLENDE MAND

Robert Altmans bedste og værste egenskaber

Af BO GREEN JENSEN

NYTÅR 2001: ROBERT Altman er ekspert i brede gruppefilm, som på satirisk vis panorerer hen over det givne miljø, der denne gang skal fungere som scene i instruktørens amerikanske dukketeater. Hans form kombinerer antropologi og satire. Hvor andre filmskabere viger tilbage for en omfattende personkreds og forvirrende plotlinjer, som løber langs med og krydser hinanden, kan Altman slet ikke få nok af støjen på de steder, hvor mennesker færdes i virkeligheden.

   Af samme grund har han altid haft sin styrke i den dokumentarisk tonede kollektivskildring, film som hovedværkerne Nashville (1975) og Short Cuts (1993), der over tre timer væver mange handlingstråde, anekdotiske udtag af enkelte skæbner, sammen til en stærk gobelin. I det mindre format er han ikke så sikker, og han skal helst have afstand nok til at kaste et køligt øje på sine menneskers forfængelighed, hvad enten den er frygtsom eller formastelig.

   Bliver han dybfølt, sætter en livløshed ind, og i genrefilm er han tilbøjelig til at lefle. Nogle film er mekaniske gentagelser af ensembleskabelonen. Fordi antikrigsfarcen M*A*S*H (1970) i sin tid blev en stor succes, har man villet holde Altman fast i rollen som bramfri, absurd entertainer. Snarere er han en blanding af skuffet romantiker og bedrevidende revser; misantropen, som ikke vil rystes i troen. Alligevel finder man virkelig varme hér og dér i værkets hjørner, fra den skæve løvfaldswestern om McCabe & Mrs. Miller (1971) til elegien over hjemstavnen Kansas City (1996), som gennembrændes af guldalderjazz.

DEN sædeskildrende sydstatskomedie om Dr. T & the Women er ligesom Cookie’s Fortune (1999) blevet til i samarbejde med manuskriptforfatteren Anne Rapp. Årets model har dog skarpere tænder og er bag sin besnærende lattermildhed en mere ambitiøs bestræbelse. Når jeg ovenfor opregner Altmans specialiteter, er det fordi den nye film rummer lidt af dem alle.

   Mest har Dr. T til fælles med den sarkastiske Hollywood-farce The Player (1992), der på samme måde brugte en vaklende mand, et panikslagent karrieremenneske, som sin handlingsbærende sonde. I centrum er gynækologen Sullivan Travis, som gennem en lang og lukrativ karriere har undersøgt samtlige neurotiske overklassekvinder i Dallas. Det er en rigtig god rolle til Richard Gere, der ligesom i Joan Chens Autumn in New York (2000) får meget ud af at tage alderen på sig.

DR. T har et godt tag på kvinder. Han forener faglig professionalisme med en forførende flair, som de fleste finder karismatisk. Han er dagens mand i skysovs og har været det så længe, at han vægrer sig ved at erkende de fejl, som dominerer billedet efterhånden. 

   Af dem er adskillige. Hans hustru (som Farrah Fawcett spiller endnu mere anstrengt end sædvanligt) er bogstaveligt ved at gå fra forstanden. Hans voksne døtre tænker kun på sig selv. Den ene (Kate Hudson) er lesbisk, men det er hende, som skal giftes, og svigerinden (Laura Dern) har invaderet huset med sine børn. Hans trofaste klinikassistent (Shelley Long) vælger den værste dag til at erklære chefen sin kærlighed.

   Den trængte mand reagerer i stigende grad ved at gå eller barrikadere sig bag døren på kontoret. I weekenden tager han på jagtture med sine patetiske kammerater, men i en verden af kvidrende kaos bliver golfinstruktøren Bree (Helen Hunt) det modne sidespring, som han villigt og velovervejet vil tage.

   Manuskriptet deler sol og vind lige. Både mænd og kvinder er skildret som karikaturer, men Gere og Hunt får lov at have dybde. De fremstår begge som selviske opportunister, men vi holder af dem, fordi vi genkender dem.

FILMEN bruger sin første, lidt for lange spilletime på at følge Travis i karakteristiske situationer, som giver Altman lejlighed til at ironisere over miljøet. Den kulminerer i en klassisk scene, det store bryllup, hvor alt går galt, af den slags som amerikanerne elsker. Det er imidlertid i en anden lang sekvens, som falder nøjagtig midtvejs, at filmen træder i karakter.

   Scenen skildrer en frokosttime på klinikken, hvor alle stiller så mange krav, at problemerne ikke kan være i skabet, når Dr. T forsøger at mase dem ind. Panikken bygges op i en langsom bevægelse, som Altman orkestrerer sublimt. Alene for den skal man se Dr. T og bære over med det urene trav i andre situationer. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,« erklærer Gere med udtryksløst ansigt. Det er en fuldkommen autentisk reaktion.

DA også elskerinden svigter, giver Dr. T omsider slip på sin hang til at kontrollere alting. Han flygter mod en besværgende slutning, som kunne og næsten må være en drøm. Vi forlader ham ved hans bestemmelse, som har at gøre den eneste ting, der giver mening. Her slipper Altman sin voodoodukke, som faktisk ligner mange mænd ret godt. Instruktøren er blevet 75. Har han ikke en sidste Nashville i posen, kan Dr. T & the Women sagtens gå an.

Se også Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]; Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006).

Dr. T & the Women (Dr. T). Instr.: Robert Altman. Manus: Anne Rapp. Foto: Jan Kiesser. 122 min. USA 2000. Dansk premiere: 05.01.2001.

Fotos: Artisan Entertainment/ Sandcastle 5 Productions/ UIP/ Alliance Atlantis Video/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ 

Filmen streames på Apple TV, Google Play og YouTube Film

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.01.2001.

Official Competition | Competencia oficial (2021)

EJ BLOT TIL LYST

En alvorlig komedie om skuespilkunst

Af BO GREEN JENSEN

INTET kan som forfængelighed vise, hvor små og ens vi er alle sammen. Derfor er filmkunsten fuld af vanitasbilleder, skønt selvkritik ikke ligger til faget. Kulturbranchen bugner af vittig satire. For vi kan altid sagtens se og enes om, hvor opblæste de andre er.

   Finansmanden Humberto Suáres (José Luis Gomez) fylder 80 år og vil efterlade et betydningsfuldt mindesmærke. Det skal ikke være snoren til endnu en dødssyg motorvejsbro, han klipper over ved indvielsen. Hans assistent foreslår, lidt distræt, at bygge noget kulturelt, måske et operahus?

   Dét gør blot Humberto vred. Ingen har brugt det prægtige auditorium, som han fik opført for en formue (der kunne trækkes fra i skat). Han får selv ideen til at lave en film. »En film?« siger assistenten forvirret. Han kan ikke se det for sig. Men Suárez vil hverken optræde eller instruere. Han vil producere det ypperste værk med de bedste råvarer.

HAN savner muligvis både finesse og smag, men penge har fyrsten rigeligt af. Så i næste billede bejler han til Lola Cuevas (Penélope Cruz), der er øjeblikkets feterede instruktør i den iberisk-latinamerikanske filmverden. Hun fik internationale priser for både Tomrummet (2011) og Dis (2015). Mæcenen har ikke set disse film. Han har heller ikke læst den bog, Rivalerne, som Lola skal filmatisere. Men han har købt rettighederne for et astronomisk beløb.

   Lola siger ja for pengenes skyld, men hendes ambitioner er oprigtige. Official Competition er skabt af et argentinsk powerteam: Mariano Cohn og Gastón Duprat har instrueret og skrevet manuskriptet sammen med Andrés Duprat, Gastóns storebror, som til hverdag er direktør på Museo Nacíonal de Bellas Artes i Buenos Aires, den argentinske udgave af SMK. Trioen markerede sig på Venedig Festivalen i 2016, hvor El ciudadano ilustre/ The Distinguished Citizen så på verdenslitteraturen med samme syrligt satiriske blik.* 

   Official Competition har gjort stor lykke på festivaler og bliver præsenteret som en farce, man morer sig vildt og sanseløst over. Men det er nu ikke en finkulturens La Grande Vadrouille (1966, da. Undskyld, vi flygter), som Cohn og Duprat-brødrene præsenterer. For det første har filmen en kerne af alvor. For det andet knækker den over på midten og har en mørk, nøje afvejet slutakt, der sætter ny rekord i komisk kynisme.

   

INSTRUKTØREN får fri rådighed over Suaréz Auditoriet, en futuristisk åbenbaring, der rejser sig stejlt i det frodige landskab. Metafilmen er optaget i universitetskomplekset ved San Lorenzo de El Escorial ved Madrid. Competencia oficial blev til under COVID-19-pandemien og bruger de favnende tomrum med flair. 

   Lola Cuevas – som kunne være en karikatur af virkelighedens Lucrecia Martel (La niña santa/The Holy Girl, La mujer sin cabeza/The Headless Woman, Zama), der er kendt for sine høje idealer og strenge faglige tilgang – kontakter to af tidens mest respekterede skuespillere. Félix Rivero (Antonio Banderas) og Ivan Torres (Oscar Martínez) kan heller ikke sige nej til Suaréz-guldet. Så kan geniet købes for penge? Lad os undersøge sagen, siger filmen.

   Svaret er ikke så klart, som man venter, men Lola ved præcis, hvad hun gør. De to mænd er diametrale og dog komplementære modsætninger. Hun vil nære filmen ved deres gensidige foragt og caste dem som brødre, der både hader og er afhængige af hinanden. De er jo hinandens spejlbilleder, udgaver af den samme person.

FILMEN har sit komiske hjerte i det ni uger lange prøveforløb. De tre er alle faser igennem. Magtbalancen skifter i en sindrig symmetri. Det er Lolas plan at de- og rekonstruere talentet, men jægeren bliver selv offer for jagten.

   Félix Rivero er Hollywood-stjernen, der går mest op i sin Instagram-profil. Han laver videoer om den udrydningstruede lyserøde flodhest og kan græde på kommando. Ivan Torres kommer fra klassisk teater og har absolut intet til overs for filmindustrien. Han øver sig på talen, han vil holde, når han afviser sin Oscar.

   Prøvetiden er en svir. Da begge krukker skal føle sig presset, får Lola dem til at øve under en fem tons tung granitblok, som hænger fra en spinkel kran. Det gør underværker for indlevelsen. Og mændenes vrede er stor og spontan, da de forstår, at stenen er en attrap. Men Félix kan anerkende humoren og bruge situationen på SoMe. Ivan er altid stiv ind til benet.

DER er mange flere krøller i forløbet. Endelig foreligger en film, som deltager i den officielle konkurrence på KZFF-festivalen, der naturligvis er fiktiv, skønt den ligner noget ægte, som alle filmens øvrige navne, titler og forhold. 

   Premieren bliver ikke, som nogen af de fire havde tænkt. Hykleriet når svimlende højder i en tale med ordene »Mester, ven, bror«, men alle – også autricen, som ellers var kunstnerisk kompromisløs – gør gode miner til spillet. Det handler trods alt om forfængelighed. Og lidt om processer, man ikke kan standse.

   Banderas og Martínez er perfekte til deres roller, begge lidt brugte i deres fysik og sårbare under manéren. Men det er Cruz, som virkelig gnistrer og funkler. Det lykkes for dem alle tre at finde et menneske i karikaturen. Muligvis stikker værket ikke så dybt, men bagatellen er smukt kalibreret.

PS: Cohn og Duprat er aktuelle med miniserien Nada (144 min; 5 eps), som streames på Disney+ i Latinamerika, USA, Canada, Australien, UK og Spanien. En gnaven gammel madanmelder (Luis Brandoni) skal vænne sig til en ung husbestyrer (Belén Chavanne) fra Paraguay. Nada blev vist på San Sebastián International Film Festival i oktober 2023. Cohn og Duprat skildrer Buenos Aires, cirka som Paolo Sorrentino skildrede Rom i La Grande Bellezza (2013, da. Den store skønhed). Hovedattraktionen er Robert De Niro, der spiller madanmelderens ven og fungerer som seriefilmens fortæller.

*) Lido di Venezia 04.09.2016: »Alle elementer – lige bortset fra billedmagien, som de store film har spandevis af – er til stede i El ciudadano ilustre (»The Distinguished Citizen«). En argentinsk forfatter, Daniel Mantovani (Oscar Martínez), har boet i Europa i 40 år og været professionel dissident, siden han modtog Nobelprisen for en af sine bøger om landsbyen Salas, hvor han voksede op. Efterhånden siger Daniel nej til alle officielle engagementer, men han tager hjem til Argentina og Salas, da byens borgmester tilbyder ham prisen som æresborger.

   Besøget begynder høfligt, men udarter både med hensyn til satire, situationskomik og dødelig alvor, efterhånden som Daniel og byens spidser erfarer, at de ikke har noget til fælles.  Filmen – der er skabt af makkerparret Gaston Duprat (f. 1975) og Mariano Cohn (f. 1969) – handler om noget så corny og quaint som politisk og kunstnerisk integritet. Der er endda en Homo Faber-agtig episode omkring en gammel kærestes datter. Det udvikler sig til en bizar jagthistorie.«

   Oscar Martínez modtog mændenes Copa Volpi for sin rolle som Daniel Mantovani (der sagtens kunne være forfatter til bogen, som bliver filmatiseret i Competencia ofícial). El ciudadano ilustre var efterfølgende det officielle argentinske Oscar-bidrag. Andrés Duprat skrev en romanudgave under pseudonymet Daniel Mantovani. Her fortæller DM historien i første person og en pastiche på høj nobelpristagerstil. 

Official Competition (Competencia oficial). Instr.: Mariano Cohn, Gastón Duprat. Manus: Mariano Cohn, Andrés & Gastón Duprat. Foto: Arnau Valls Colomer. 115 min. Argentina-Spanien 2021. Dansk premiere: 01.09.2022.

Fotos: The MediaPro Studio/ Instituto de la Cinematografía y de las Artes Audiovisuales (ICAA)/ Orange/ Radio Televisión Española (RTVE)/ Televisió de Catalunya (TV3)/ Protagonist Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ IFC [YouTubeTrailer]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY.

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 01.09.2022, trykt i WA Kultur 02.09.2022

Balzac på film | Illusions perdues/ Tabte illusioner (2021)

EN FORTRYLLET PARENTES
Et talent går til grunde i tankens bordeller 

Af BO GREEN JENSEN

DIGTEREN Lucien Chardon – som i fiktionen lever fra 1798 til 1830 – kommer fra provinsen i Angoulême til lysenes rige i restaurationsperiodens Paris. Her hersker en fri, hedonistisk tidsånd i pausen mellem to slags censur. Lucien stiger op for siden at falde. Hans skaber, forfatteren Honoré de Balzac (1799-1850), har en hensigtserklæring: »Jeg tænker på dem, der skal finde noget i sig selv efter desillusionen.«

   Illusions perdues (1837-43, da. Skuffelser, Bristede forhåbninger eller Tabte illusioner) er fællestitlen på tre romaner i Balzacs kolossale La Comédie humaine. Den instruktive fortælling om, hvor galt det går, hvis man svigter sine idealer, er skrevet mellem Le Père Goriot (1835, da. Far Goriot eller Gamle Goriot) og Splendeurs et misères des courtisanes (1838-47, da. Kurtisanerne: deres glans og elendighed). De to titler har – sammen med La Peau de chagrin (1831, da. Chagrinskindet eller Det magiske skind), Eugénie Grandet (1833) og Le Colonel Chabert (1835, da. Oberst Chabert) – levet længst og stærkest uden for den frankofone sprogsfære.

   For Balzac selv var det den vigtigste bog. Eric Danielsen giver i Guldets satan (1995) en nyttig introduktion til Den menneskelige komedie. Han citerer et brev, hvori forfatteren beskriver Bristede forhåbninger som »hovedværket i værket«, en »korruptionens Iliade« om, hvordan talent går til grunde i »tankens bordeller«.

   

HERKOMST er en æressag for den unge antihelt. Lucien bærer sin fars efternavn, men debuterer på tryk med slægtsnavnet Rubempré, som han har efter sin mor. Da Luciens journalistik bliver farlig for magthaverne, køber royalisterne hans tavshed ved at stille ham adelstitlen i udsigt. Balzac satte selv et »de« før sit navn.

   De enkelte bøger i Den menneskelige komedie er forbundet af gennemgående skikkelser. Dét var Balzacs originale idé. I dag ville han sandsynligvis skrive føljetoner, serier og miniserier til streaming på døgnets platforme. Og La Comédie humaine ville være et vildtvoksende univers af spin-offs, sequels og prequels, fortsættelser og forhistorier.

   Han nåede »kun« at skrive 94 af de planlagte 137 bind i romankredsen, der var opdelt i sædeskildrende »scener«, »analytiske studier« og »filosofiske studier«. Illusions perdues tilhører kategorien »Études de mæurs«, dvs. »moralske studier«, og kan både tælles med i »Scénes de la vie de province« og »Scénes de la vie parisienne«. Vi ville læse Balzac, som vi nu læser Charles Dickens, hvis vi var mere orienteret mod fransk.

FILMSKABEREN Xavier Giannoli ser stort på systematikken og lirker Luciens historie fri af sin forankring. Han luger ud i personkredsen og skaber nye karakterer. Han koncentrerer sig om trilogiens anden bog, Un grand homme de province à Paris fra 1839, og lader den formidle i pædagogisk voice-over af en både skarp og fortolkende fortæller. Skønt vi genkender stemmen, er det alligevel en overraskelse, da vedkommende bekræfter sin identitet og redegør for fortællersynsvinklen.

   Digteren ankommer sammen med sin velynderske, Louise de Bargeton (Cécile de France), som bedrager sin mand med Lucien. Hun bliver straks annekteret af baron du Chatelêt (André Marcon) og flytter ind hos sin kusine, den grusomme Marquise d’Espard (Jeanne Balibar). De fleste karakterer i Tabte illusioner er typer, som spiller spillet og navigerer efter tidsånden. Men markisen besidder en ægte »ondskab for ondskabens skyld«.

LUCIEN er på bar bund og må tage ved lære. Han bliver introduceret til journalistikken af Étienne Lousteau (Vincent Lacoste), som selv havde idealer engang. Lousteau bestyrer kulturstoffet i en af de frie aviser. Da Le Corsaire og Le Satan fusionerer, bliver Lousteau ansvarshavende redaktør. Lucien er hans vittige stjerneskribent – selvsagt med Rubempré som byline.

   Giannoli demonstrerer, at vores medieverden ligner journalistikken på Balzacs tid, hvor »alt sandsynligt regnes for sandt«. Man publicerer rygter, skamros og bagvaskelse, før man bringer dementiet, der skaber mere indtægt og flere læsere. Man sender fake news ud med brevduer, og der går tamme ænder rundt på redaktionen. En dresseret abe afgør, hvilke nye bøger der skal anmeldes.

   Lucien gør sin lykke med en hurtig formulering. Han nedgør en bog af rivalen Nathan d'Anastazio (Xavier Dolan), som siden bliver en ven og våbenfælle. I 1820ernes Paris får man sine bøger trykt hos Dauriat (Gérard Depardieu), der driver en litterær meningsbørs og tager sig af PR + lancering. Aviserne har faste takster for positiv og negativ reception. Det er en fascinerende kynisk automatik.

OGSÅ I TEATRENE på Boulevard du Crime – som filmelskere genkender fra Marcel Carnés Les Enfants du Paradis (1945, da. Paradisets børn) – er stemningen styret af pressen. En positiv kritik koster 150 franc. Direktørerne forsikrer sig og betaler beskyttelsespenge.*

   Den virkelige meningsdanner er dog Singali (Jean-François Stévenin), som leverer bifald eller buh-råb mod betaling. Han er skiftevis klakørernes konge og den mest effektive udpiber. Singali har ét ufravigeligt princip: at sælge til den højest bydende. Da Lucien får brug for Singali, glemmer han at tage dette i ed.

FOR i den sentimentale dannelsesdel af historien, er der stadig følelser i Lucien. Han forelsker sig i boulevardskuespillerinden Coralie (Salomé Dewaels). Han gør hendes røde strømper berømte i en anmeldelse, som han skriver, mens Lousteau ser til og ryger hash på en merskumspibe uden mundstykke – filmen er god til at se de fysiske detaljer.

   Lucien tager Coralie med sig, mens han avancerer i hierarkiet. Han sørger for, at det bliver hende, som skal spille Racine på nationalscenen. Alt kulminerer ved premieren. Filmen sørger for at fylde teatret. »Alle i hans menneskelige komedie var til stede,« siger fortælleren.

GIANNOLI genskaber perioden, som han selv kalder »en fortryllet parentes«, med kærligt klarsyn og fascination. Som genrestykke finder Tabte Illusioner en særlig vinkel mellem romantiske, nostalgiske og tragiske tiltag. Filmen er det hele på en gang. Dét var jo Balzacs projekt – at betragte den menneskelige komedie med lige dele indlevelse og distance. Han ville heller ikke skåne sig selv.

   Jeanne Balibar giver den hjerteløse markise en påfugleaura af psykopati. Det bliver tidligt gjort klart, at Lucien aldrig får lov til at bo i sit navn og kalde sig de Rubempré. I hvert fald bliver det over hendes lig. For der skal være forskel på pøbel og elite i den menneskelige komedie.

   Tabte illusioner er en bittersød fornøjelse. Balzac forbindes med ubønhørlig realisme. Der er i denne film også en stor nænsomhed.

Illusions perdues var nomineret i 15 kategorier ved sidste års César Awards. Den modtog 7 priser: Bedste film, bedste foto, bedste scenografi, bedste adapterede manus. Benjamin Voisin blev »le meilleur espoir masculin«. Vincent Lacoste modtog prisen for bedste birolle. Også Cécile de France, Jeanne Balibar og Xavier Dolan var nomineret – samt (næsten) naturligvis Xavier Giannoli. 

Illusions perdues (Tabte illusioner). Instr.: Xavier Giannoli. Manus: Jacques Fieschi, Xavier Giannoli. Foto: Christophe Beaucarne. 149 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 28.04.2022.

*) LIVET SOM TEATER | Her er virkelig en film, som hører med til almendannelsen. Marcel Carné (1906-1996) instruerede Les Enfants du Paradis i et Frankrig, der var revet over på midten af krig og politiske forskelle. Produktionen var en logistisk bedrift. Carné trak selv processen i langdrag, så filmen ikke blev den sidste fra besættelsen, men den første fra efterkrigstiden.

   Der er to fulde akter eller »epoker«: »Le Boulevard du crime« (»Forbrydelsens boulevard«) og »L'homme blanc« (»Manden i hvidt«). Vi er i 1830ernes Paris, hvor Theâtre du Funambules spiller pantomime. Frédérick (Pierre Brasseur) vil bruge sin stemme. Baptiste (Jean-Louis Barrault) har svært ved at finde sin plads. De er som Harlekin og Pjerrot allerførst.

   Kvinden i midten er den jordnære Garance (Arletty), som Baptiste forelsker sig inderligt i. Over vandene svæver forbryderen Lacenaire (Marcel Herrand), der har dramatiske ambitioner. Af mange grunde må Garance tage imod den beskyttelse, som aristokraten Montray (Louis Salou) tilbyder. Baptiste får en søn med Nathalie (María Casares) fra teatret.

   Syv år senere hersker en melankolsk ro. Fréderick spiller Shakespeare på Grand Theâtre; Baptiste er kongen blandt mimikere. Théophile Gautier roser ham. Garance bliver malet af Ingres. Det er en særlig fin krølle på filmen, at Frederick Lemaître og Baptiste Debureau var teaterlegender fra virkeligheden.

   Det er en overdådig produktion. En hær af statister fylder Boulevard du Temple, hvor Baptiste bliver fanget i mængden, mens Garance kører væk i kareten. Lacenaire har taget sin hævn over livet. De elskende har delt en nat.

   Les Enfants du Paradis blev sammenlignet med Gone With the Wind (1939, da. Borte med blæsten), da dét endnu var en kompliment. Den franske film er mindre belastet. Carné fik fjernet nazisten Robert Le Vigan fra rollen som dommedagsprofeten Jéricho. Figuren spilles af Pierre Renoir, som var søn af maleren Pierre-Auguste og bror til filmskaberen Jean.

   Borte med blæsten var kulminationen på samlebåndsarbejdet i Hollywood. Paradisets børn var helt og holdent én mands vision. Det er digteren Jacques Prévert (1900-1977), der taler bag alle masker. Det gør han med uforligneligt vemod.

   »Paradis« er den øverste balkon i teatret, hvor publikum lever med fra de billigste pladser. Især er filmen en hyldest til livet som teater. Det er vel så fransk, at man tager sig til brystet.

Les Enfants du Paradis (Paradisets børn). Instr.: Marcel Carné. Manus: Jacques Prévert. Foto: Roger Hubert. 190 min. Frankrig 1945. Dansk premiere: 04.02.1948 [repremiere 25.12.2000; 04.11.2021].

Fotos: Curiosa Film [Still Photographer: Roger Arpajou]/ Gaumont/ France 3 Cinéma/ Gabriel Inc./ U Media/ National Portrait Gallery ['Reproduction by order of Mr. Balzac' (Honoré de Balzac) by Camille Silvy, after a daguerreotype by Louis Auguste Bisson albumen print, circa 1862 (1842)]/ Filmbazar DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Creative Commons

Tabte illusioner streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Paradisets børn streames på FILMSTRIBEN og GRAND HJEMMEBIO

The Criterion Collection har udgivet Children of Paradise på 4K Blu-ray i region 1 (#141)

Second Sight har udgivet Children of Paradise på restaureret 2K Blu-ray i region 2

Pathé Distribution har udgivet Les Enfants du Paradis på restaureret 4K Blu-ray 

Se mere om Les Enfants du Paradis i Verdens 25 bedste film (Rosinante, 1998) 

Førsteudgaver af teksten i Weekendavisen Kultur 29.04.2022 [»En fortryllet parentes«] + Weekendavisen Kultur 05.11.2021 [»Livet som teater«]

Ruben Östlund: Triangle of Sadness (2022) [Oscars 2023]

ET MODERNE HULEMALERI
Grotesker i en leddeløs symmetri

Af BO GREEN JENSEN

SEJLADSEN som sindbillede på menneskelivet har været en trope i vestlig kultur siden Platon og de første fremstillinger af Narreskibet i Middelalderen. I nyere tid blev atlanterhavsoverfarten en favorit. Titanics 1912-forlis koncentrerer motivet. Katherine Anne Porter skrev Ship of Fools i 1962, og Stanley Kramers 1965-filmatisering havde alle tidens typer ombord.

   I senborgerligheden elsker vi Krydstogtet, som forulykker. Det er en perfekt metafor for vores tid og skævhederne i vores samfund. Vi er alle i samme båd, men vi rejser på hver sin klasse. Det gælder fra tv-serien om Love Boat (1977-87) til salig Jean-Luc Godards Film socialisme (2010).

   Så den dragende titel på Ruben Ôstlunds nye film, hans første på engelsk, er velvalgt. Triangle of Sadness – »den bedrøvede trekant« – er kosmetisk slang for de rynker, som træder frem mellem øjenbryn og næseryg, hvis man bliver bekymret. Det er afgjort en negativ term. Bedrøvelsens trekant afslører, at ansigtet har en vis alder. Huden er slidt allerede.

ÖSTLUND kan gribe en lille detalje og gøre den virkelig stor. Han er mester i stilgrebet mise en abyme. Den nye film er i helaftenslængde og forener tre viltre grotesker i en leddeløs symmetri. Et ungt modelpar præsenteres i første akt, »Carl & Yaya«. De går om bord på et krydstogtsskib, hvor alle tidens typer og tendenser er koncentreret, i den lange midterdel, som hedder »The Yacht«.

   Efter uvejr med episk søsyge og efterfølgende piratangreb forliser Narreskibet. I tredje akt bliver alting da et spørgsmål om overlevelse. Vi er tilbage ved instinktet og menneskets begyndelse, der rummer sin egen slutning, som fejlfrie cirkler nu engang gør.

   I Frankrig hedder filmen Sans filtre – Uden filter. Også dét er godt tænkt og fanger ånden i tiden såvel som i Östlunds satirisk-sarkastiske søforklaring, der kombinerer observation, diagnose og ligsyn.

SKIBET GÅR NED ved Bedrøvelsens Trekant. Der er mange karakterer, men det er Carl og Yayas historie. Kun de får en baggrund med sig ombord.

   Triangle of Sadness begynder i modeverdenen, som Östlund beskriver antropologisk og udstiller med den samme satiriske selvtilfredshed, som han anlagde på kunstverdenen i The Square (2017). I første scene er Carl til en casting, hvor det fremgår, at han er blevet for gammel. Carl bliver spillet af briten Harris Dickinson. Han er vel 26 år.

   Kæresten Yaya (Charlbi Dean) har den rigtige alder. Hun er på catwalken ved et pompøst modeshow, hvor woke-slogans kører på skærmen. På forreste række sidder berømtheder som Alex Schulman og Camilla Läckberg. Carl har fået en plads langt fra scenen. Han ser på dekadencen med vantro og medlidenhed. Ikke for første gang har han anfægtelser.

DET LIGNER 1990ernes Benetton-reklamer, der brugte nøden i verden som påskud. I det hele taget mærker man, at Östlund har rødder i det årti. Også han har fået en bekymret panderynke. Det er den liflige »Life« (1998) med Des’ree, som spiller på skibet, da parret når ombord.

   Efter opvisningen spiser de ude. Yaya gebærder sig generelt, som var penge og praktiske forhold under hendes værdighed. Hun lover hver gang at betale næste gang. Carl har ophobet en del frustration. Han vælger at bruge den i en pedantisk analyse af relationen mellem kvinder og mænd. Varme #MeToo-emner bliver vendt. Her er tonen mere som i Force majeure (2014). Mandens væsen er til kritik, men han inkarnerer samtidig den sidste fornuft.

   Yaya forlader diskussionen, og hun går fra Carl, da han insisterer på at fortsætte kønskampen hjemme. Hun kommer dog også tilbage og taler helt ærligt. Det er faktisk første gang, at figurerne i filmen bliver virkelige mennesker.

SCENEN er således sat til sejladsen. Yaya er influencer på SoMe, og krydstogtet er en sponsoreret foræring. Nu er forholdet udredt og rollerne fordelt. Carl hjælper til med at iscenesætte de besnærende Instagram-fotos, som signalerer sorgløshed, luksus, velvære og eventyr.

   En snes karikerede typer er samlet på skibet, der foretager en planløs, ugidelig rundfart. Her gælder alt om at holde facaden. Under dæk prøver den dedikerede steward (Vicki Berlin) at stramme standarden op. Hun vil højne graden af servilitet hos personalet, som er af filippinsk herkomst. Sømændene er anakonistiske middelhavstyper, der har blik for kvindelig ynde.

   Passagererne har vulgariteten til fælles. Et britisk pensionistpar sælger våben. En tysk kvinde sidder i kørestol og kan kun sige sætningen »In den Wolken«. En amerikansk kvinde klager over, at sejlene er beskidte. Det gør hun stadig, da det bliver bemærket, at skibet slet ikke har sejl. »Så får vi dem renset,« lyder beskeden. Kunden er konge i konsumerismen.

TO karakterer skiller sig ud. Zlatko Buric er den brovtende russiske oligark, som nyder at være ærlig og grov. Han har flere kvinder med ombord. Den anden distinkte figur er Kaptajnen, som bliver spillet med pondus og panache af Woody Harrelson. Han er længe blot et nærvær, som gemmer sig inde i mørket med flaskeklirren og høj, sovjetisk marchmusik.

   Efter en time kommer han endelig ud for at deltage i den traditionsrige middag, hvor det handler om at sidde ved højbord. Alle står skævt, da en storm trækker op. Ingen lader sig mærke med noget. Hver fed ret på menuen bliver beskrevet, mens gæsterne gør deres bedste. Så eksploderer kvalmen i apokalyptisk søsyge. Man kurer i opkast og glider i bræk. Det må være filmhistoriens definitive skildring af søsyge. Som pruttescenen i Blazing Saddles eller blækspruttespisning i Oldboy. Man har virkelig aldrig set magen.

DET er umuligt at forstille sig nu. Carl og Yaya forsvinder i mængden, mens Oligarken og Kaptajnen som de sidste søstærke mænd fører berusede samtaler om kapitalisme. De konkurrerer på citater af Mark Twain og Ronald Reagan. Kaptajnen er stolt af at være den sidste amerikanske marxist. Han spiller »Internationale« over højttaleranlægget, og tårerne i hans øjne er ægte.

   Det bliver daggry igen efter stormen. Da går piraterne til angreb. Endda med håndgranater, som det britiske pensionistpar har ansvaret for. Efter en time og tyve minutter går Narreskibet ned som i et Asterix-album. På lærredet står der »A Few Hours Later…«, da Tredje Akt tager sin begyndelse.

DET er hér, på den vist nok græske ferieø, at Östlund omsider vil tale alvorligt og bevæge sig mod nye steder. Filmen skifter atter farve. Der er ganske vist komik i beskrivelsen af hierarkiet, men selvtilfredsheden bliver lagt væk. Fortælleren vedgår at være en del af det hele. Han sidder med ved bålet på stranden, som han sad med i bussen med lærere i De ufrivillige (2008).

   Efter forliset er der kun rester tilbage: Carl og Yaya, stewarden, Oligarken, den tyske paraplegiker. Halvdelen af alle andre er døde som i en sen Marvel-film. Universet er så at sige nulstillet. Da træder rengøringskvinden Abigail (Dolly de Leon) i karakter. Hun var nede på bunden, men nu er hun øverst. Hun administerer og uddelegerer. Hun tager Carl som sin personlige toyboy. Vi er i en episode af Lost eller tilbage ved roden i Fluernes Herre.
   Der er varme i skildringen af Abigail, som forstår, hvor det bærer hen, da hun mister grebet om konstruktionen. De strandede mennesker indser, at de alligevel ikke er alene på øen. »Du kan blive min assistent,« siger Yaya med solidarisk overbærenhed. Vi forstår, hvad der driver hånden med stenen. 

DET er på Øen, at maskerne endelig falder, og trækkene træder frem, som de er. Det er også her, at filmen på mærkelig vis taber højde og bliver en mindre original kreation. Når Östlund lægger sarkasmen, bliver han forventeligt mere banal. Jeg tror ikke, at han har været så ærlig, siden far og søn sendte en hjemmelavet luftballon af plasticposer op i Gitarrmongot (2004).

   Triangle of Sadness er et storslået vanitasbillede, et hulemaleri for vores tid. Ved grusom ironi er forbindelsen til virkeligheden bygget helt ind i filmen. Charlbi Dean lyser i rollen som Yaya, en stjerne med fremtiden for sig. Men skuespilleren døde brat i New York den 29. august, 2022. Hun blev kun 32 år.

   Ruben Östlund (f. 1974) er for svensk film, hvad Joachim Trier er for den norske. De holder tiden ud i strakt arm, reflekterer og sætter den fast. Trier gør det med lidt mere hjerte. Östlund har ikke været så klar, siden børnene pinte hinanden i Play (2011).

Triangle of Sadness er Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Motion Picture of the Year, Best Achievement in Directing og Best Original Screenplay. Det er især bemærkelsesværdigt, fordi den svenske priskomité fravalgte Östlund og Triangle of Sadness til fordel for Tarik Saleh og Boy From Heaven/ Cairo Conspiracy. 

Se også Athina Rachel Tsangari: Chevalier (2015) og Stefan Zweig: Skaknovelle (1942/2021) [Bogen og filmen].

Se også Ruben Ôstlund: Play (2011); Ruben Ôstlund: Force majeure/ Turist (2014) og Ruben Ôstlund: The Square (2017).

Triangle of Sadness. Instr. & manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 147 min. Sverige-Frankrig-UK-Tyskland-Tyrkiet-Grækenland 2022. Dansk premiere: 22.09.2022.

Fotos: Plattform Produktion [stills - Tobias Henrikson; framegrabs - Fredrik Wenzel]/ Imperative Entertainment/ Film i Väst/ BBC Films/ 30WEST/ Essential Filmproduktion GmbH/ Coproduction Office/ SVT/ ZDF/Arte/ Arte France Cinéma/  TRT/ Svenska Filminstitutet/ Eurimages/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Det Danske Filminstitut/ MOIN/ British Film Institute/ Nordisk Film- & TV-Fond/ DR/ ARTE/ Canal+/ Ciné+/ Heretic/ Bord Cadre Film/ Sovereign Films/ Piano/ Creative Europe MEDIA/ CineMAterial/ MovieStillsDB/ SF Studios/ Movie Title Stills Collection (Ship of Fools)/ Unifrance (Film socialisme), YouTube (trailer, clips and quotes).

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DR TV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play | SkyShowtime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Bluray fra The Criterion Collection (Spine #1178) 25.04.2023

2K Blu-ray fra CURZON Film World (i boxset Ruben Ôstlund: A Curzon Collection | 2004-2022 | 6 Movies] 07.08.2023

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 22.09.2022; trykt i WA Kultur 23.09.2022.