Balzac på film | Illusions perdues/ Tabte illusioner (2021)

EN FORTRYLLET PARENTES
Et talent går til grunde i tankens bordeller 

Af BO GREEN JENSEN

DIGTEREN Lucien Chardon – som i fiktionen lever fra 1798 til 1830 – kommer fra provinsen i Angoulême til lysenes rige i restaurationsperiodens Paris. Her hersker en fri, hedonistisk tidsånd i pausen mellem to slags censur. Lucien stiger op for siden at falde. Hans skaber, forfatteren Honoré de Balzac (1799-1850), har en hensigtserklæring: »Jeg tænker på dem, der skal finde noget i sig selv efter desillusionen.«

   Illusions perdues (1837-43, da. Skuffelser, Bristede forhåbninger eller Tabte illusioner) er fællestitlen på tre romaner i Balzacs kolossale La Comédie humaine. Den instruktive fortælling om, hvor galt det går, hvis man svigter sine idealer, er skrevet mellem Le Père Goriot (1835, da. Far Goriot eller Gamle Goriot) og Splendeurs et misères des courtisanes (1838-47, da. Kurtisanerne: deres glans og elendighed). De to titler har – sammen med La Peau de chagrin (1831, da. Chagrinskindet eller Det magiske skind), Eugénie Grandet (1833) og Le Colonel Chabert (1835, da. Oberst Chabert) – levet længst og stærkest uden for den frankofone sprogsfære.

   For Balzac selv var det den vigtigste bog. Eric Danielsen giver i Guldets satan (1995) en nyttig introduktion til Den menneskelige komedie. Han citerer et brev, hvori forfatteren beskriver Bristede forhåbninger som »hovedværket i værket«, en »korruptionens Iliade« om, hvordan talent går til grunde i »tankens bordeller«.

   

HERKOMST er en æressag for den unge antihelt. Lucien bærer sin fars efternavn, men debuterer på tryk med slægtsnavnet Rubempré, som han har efter sin mor. Da Luciens journalistik bliver farlig for magthaverne, køber royalisterne hans tavshed ved at stille ham adelstitlen i udsigt. Balzac satte selv et »de« før sit navn.

   De enkelte bøger i Den menneskelige komedie er forbundet af gennemgående skikkelser. Dét var Balzacs originale idé. I dag ville han sandsynligvis skrive føljetoner, serier og miniserier til streaming på døgnets platforme. Og La Comédie humaine ville være et vildtvoksende univers af spin-offs, sequels og prequels, fortsættelser og forhistorier.

   Han nåede »kun« at skrive 94 af de planlagte 137 bind i romankredsen, der var opdelt i sædeskildrende »scener«, »analytiske studier« og »filosofiske studier«. Illusions perdues tilhører kategorien »Études de mæurs«, dvs. »moralske studier«, og kan både tælles med i »Scénes de la vie de province« og »Scénes de la vie parisienne«. Vi ville læse Balzac, som vi nu læser Charles Dickens, hvis vi var mere orienteret mod fransk.

FILMSKABEREN Xavier Giannoli ser stort på systematikken og lirker Luciens historie fri af sin forankring. Han luger ud i personkredsen og skaber nye karakterer. Han koncentrerer sig om trilogiens anden bog, Un grand homme de province à Paris fra 1839, og lader den formidle i pædagogisk voice-over af en både skarp og fortolkende fortæller. Skønt vi genkender stemmen, er det alligevel en overraskelse, da vedkommende bekræfter sin identitet og redegør for fortællersynsvinklen.

   Digteren ankommer sammen med sin velynderske, Louise de Bargeton (Cécile de France), som bedrager sin mand med Lucien. Hun bliver straks annekteret af baron du Chatelêt (André Marcon) og flytter ind hos sin kusine, den grusomme Marquise d’Espard (Jeanne Balibar). De fleste karakterer i Tabte illusioner er typer, som spiller spillet og navigerer efter tidsånden. Men markisen besidder en ægte »ondskab for ondskabens skyld«.

LUCIEN er på bar bund og må tage ved lære. Han bliver introduceret til journalistikken af Étienne Lousteau (Vincent Lacoste), som selv havde idealer engang. Lousteau bestyrer kulturstoffet i en af de frie aviser. Da Le Corsaire og Le Satan fusionerer, bliver Lousteau ansvarshavende redaktør. Lucien er hans vittige stjerneskribent – selvsagt med Rubempré som byline.

   Giannoli demonstrerer, at vores medieverden ligner journalistikken på Balzacs tid, hvor »alt sandsynligt regnes for sandt«. Man publicerer rygter, skamros og bagvaskelse, før man bringer dementiet, der skaber mere indtægt og flere læsere. Man sender fake news ud med brevduer, og der går tamme ænder rundt på redaktionen. En dresseret abe afgør, hvilke nye bøger der skal anmeldes.

   Lucien gør sin lykke med en hurtig formulering. Han nedgør en bog af rivalen Nathan d'Anastazio (Xavier Dolan), som siden bliver en ven og våbenfælle. I 1820ernes Paris får man sine bøger trykt hos Dauriat (Gérard Depardieu), der driver en litterær meningsbørs og tager sig af PR + lancering. Aviserne har faste takster for positiv og negativ reception. Det er en fascinerende kynisk automatik.

OGSÅ I TEATRENE på Boulevard du Crime – som filmelskere genkender fra Marcel Carnés Les Enfants du Paradis (1945, da. Paradisets børn) – er stemningen styret af pressen. En positiv kritik koster 150 franc. Direktørerne forsikrer sig og betaler beskyttelsespenge.*

   Den virkelige meningsdanner er dog Singali (Jean-François Stévenin), som leverer bifald eller buh-råb mod betaling. Han er skiftevis klakørernes konge og den mest effektive udpiber. Singali har ét ufravigeligt princip: at sælge til den højest bydende. Da Lucien får brug for Singali, glemmer han at tage dette i ed.

FOR i den sentimentale dannelsesdel af historien, er der stadig følelser i Lucien. Han forelsker sig i boulevardskuespillerinden Coralie (Salomé Dewaels). Han gør hendes røde strømper berømte i en anmeldelse, som han skriver, mens Lousteau ser til og ryger hash på en merskumspibe uden mundstykke – filmen er god til at se de fysiske detaljer.

   Lucien tager Coralie med sig, mens han avancerer i hierarkiet. Han sørger for, at det bliver hende, som skal spille Racine på nationalscenen. Alt kulminerer ved premieren. Filmen sørger for at fylde teatret. »Alle i hans menneskelige komedie var til stede,« siger fortælleren.

GIANNOLI genskaber perioden, som han selv kalder »en fortryllet parentes«, med kærligt klarsyn og fascination. Som genrestykke finder Tabte Illusioner en særlig vinkel mellem romantiske, nostalgiske og tragiske tiltag. Filmen er det hele på en gang. Dét var jo Balzacs projekt – at betragte den menneskelige komedie med lige dele indlevelse og distance. Han ville heller ikke skåne sig selv.

   Jeanne Balibar giver den hjerteløse markise en påfugleaura af psykopati. Det bliver tidligt gjort klart, at Lucien aldrig får lov til at bo i sit navn og kalde sig de Rubempré. I hvert fald bliver det over hendes lig. For der skal være forskel på pøbel og elite i den menneskelige komedie.

   Tabte illusioner er en bittersød fornøjelse. Balzac forbindes med ubønhørlig realisme. Der er i denne film også en stor nænsomhed.

Illusions perdues var nomineret i 15 kategorier ved sidste års César Awards. Den modtog 7 priser: Bedste film, bedste foto, bedste scenografi, bedste adapterede manus. Benjamin Voisin blev »le meilleur espoir masculin«. Vincent Lacoste modtog prisen for bedste birolle. Også Cécile de France, Jeanne Balibar og Xavier Dolan var nomineret – samt (næsten) naturligvis Xavier Giannoli. 

Illusions perdues (Tabte illusioner). Instr.: Xavier Giannoli. Manus: Jacques Fieschi, Xavier Giannoli. Foto: Christophe Beaucarne. 149 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 28.04.2022.

*) LIVET SOM TEATER | Her er virkelig en film, som hører med til almendannelsen. Marcel Carné (1906-1996) instruerede Les Enfants du Paradis i et Frankrig, der var revet over på midten af krig og politiske forskelle. Produktionen var en logistisk bedrift. Carné trak selv processen i langdrag, så filmen ikke blev den sidste fra besættelsen, men den første fra efterkrigstiden.

   Der er to fulde akter eller »epoker«: »Le Boulevard du crime« (»Forbrydelsens boulevard«) og »L'homme blanc« (»Manden i hvidt«). Vi er i 1830ernes Paris, hvor Theâtre du Funambules spiller pantomime. Frédérick (Pierre Brasseur) vil bruge sin stemme. Baptiste (Jean-Louis Barrault) har svært ved at finde sin plads. De er som Harlekin og Pjerrot allerførst.

   Kvinden i midten er den jordnære Garance (Arletty), som Baptiste forelsker sig inderligt i. Over vandene svæver forbryderen Lacenaire (Marcel Herrand), der har dramatiske ambitioner. Af mange grunde må Garance tage imod den beskyttelse, som aristokraten Montray (Louis Salou) tilbyder. Baptiste får en søn med Nathalie (María Casares) fra teatret.

   Syv år senere hersker en melankolsk ro. Fréderick spiller Shakespeare på Grand Theâtre; Baptiste er kongen blandt mimikere. Théophile Gautier roser ham. Garance bliver malet af Ingres. Det er en særlig fin krølle på filmen, at Frederick Lemaître og Baptiste Debureau var teaterlegender fra virkeligheden.

   Det er en overdådig produktion. En hær af statister fylder Boulevard du Temple, hvor Baptiste bliver fanget i mængden, mens Garance kører væk i kareten. Lacenaire har taget sin hævn over livet. De elskende har delt en nat.

   Les Enfants du Paradis blev sammenlignet med Gone With the Wind (1939, da. Borte med blæsten), da dét endnu var en kompliment. Den franske film er mindre belastet. Carné fik fjernet nazisten Robert Le Vigan fra rollen som dommedagsprofeten Jéricho. Figuren spilles af Pierre Renoir, som var søn af maleren Pierre-Auguste og bror til filmskaberen Jean.

   Borte med blæsten var kulminationen på samlebåndsarbejdet i Hollywood. Paradisets børn var helt og holdent én mands vision. Det er digteren Jacques Prévert (1900-1977), der taler bag alle masker. Det gør han med uforligneligt vemod.

   »Paradis« er den øverste balkon i teatret, hvor publikum lever med fra de billigste pladser. Især er filmen en hyldest til livet som teater. Det er vel så fransk, at man tager sig til brystet.

Les Enfants du Paradis (Paradisets børn). Instr.: Marcel Carné. Manus: Jacques Prévert. Foto: Roger Hubert. 190 min. Frankrig 1945. Dansk premiere: 04.02.1948 [repremiere 25.12.2000; 04.11.2021].

Fotos: Curiosa Film [Still Photographer: Roger Arpajou]/ Gaumont/ France 3 Cinéma/ Gabriel Inc./ U Media/ National Portrait Gallery ['Reproduction by order of Mr. Balzac' (Honoré de Balzac) by Camille Silvy, after a daguerreotype by Louis Auguste Bisson albumen print, circa 1862 (1842)]/ Filmbazar DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Creative Commons

Tabte illusioner streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Paradisets børn streames på FILMSTRIBEN og GRAND HJEMMEBIO

The Criterion Collection har udgivet Children of Paradise på 4K Blu-ray i region 1 (#141)

Second Sight har udgivet Children of Paradise på restaureret 2K Blu-ray i region 2

Pathé Distribution har udgivet Les Enfants du Paradis på restaureret 4K Blu-ray 

Se mere om Les Enfants du Paradis i Verdens 25 bedste film (Rosinante, 1998) 

Førsteudgaver af teksten i Weekendavisen Kultur 29.04.2022 [»En fortryllet parentes«] + Weekendavisen Kultur 05.11.2021 [»Livet som teater«]

Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]

AMERIKA I BEGYNDELSEN
En erindring om vildnissets mennesker

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE dage spiser du bjørnen, andre dage spiser den dig. Sådan lyder den mærkelige titel på et mindeværdigt 1974-album med sangskriveren Iain Matthews. Altså: Some Days You Eat the Bear … Some Days the Bear Eats You.

   Det er svært at ryste mundheldet af sig, mens man følger med Leonardo DiCaprio i rollen som stifinderen Hugh Glass. Meget er hændt ham i løbet af livet, men intet overgår mødet med bjørnen, der kaster ham rundt som et barns kludedukke og bagefter flår i de blodige rester.

MANDEN kæmper for sit liv i de midtvestlige territorier, som endnu ikke havde delstatsstatus i 1823, da The Revenant tager sin begyndelse. Områderne blev amerikanske efter købet af franske besiddelser. Handelen fandt sted i 1803. Først herefter så man nationen, der strækker sig fra kyst til kyst.

   Perioden er støvet til i historien. Det samme er de vilkår, som vildmarkens mennesker levede under. Da jægeren gør sin entre i kulturen, er det i skikkelse af Natty Bumppo, den ædle stifinder, som hjælper nybyggerne med at fortrænge den første befolkning i James Fenimore Coopers romantiske fortællinger om Læderstrømpe, Hjortedræber og Den sidste mohikaner (1827-1841).*

   The Revenant er altså en western fra før cowboytiden. Perioden står som regel i et pastoralsk, forklaret skær. Her er det første vildnis, hvor den amerikanske Adam kunne ånde og leve, om ikke i harmoni med den første befolkning, så i hvert fald i en form for gensidig åbenhed og respekt.

DET er hverken respekt eller romantik, der præger mændene i The Revenant. Glass er blevet spejder for professionelle pelsjægere, der har base på Fort Kiowa ved Missouri Floden i Dakota. De dræber så mange bævere, de kan, og fører krig mod indianske fraktioner, som selv er i indbyrdes strid.

   Historien er autentisk baseret. Der var virkelig en Hugh Glass (ca. 1780-1833), som skabte overskrifter i samtiden, fordi han overlevede at have nærkontakt med en vred grizzlybjørn. Hvorpå han kravlede hjem til Fort Kiowa, 300 kilometer gennem vildnisset, og kunne fortælle om turen bagefter.

AT kalde filmen en western, svarer dog til at kalde Moby-Dick en fortælling om hvalfangst. Det er ikke forkert, men der er mere i sagen. Revenant er et gammelt ord for genfærd, og filmens forlæg – en roman af Michael Punke – bruger selv betegnelsen »en fortælling om hævn«. Heller ikke dét er dog helt dækkende for alle de farver, man får at se ved at følge Hugh Glass.

   Glass er sammen med sin søn, Hawk, som er halvt Pawnee, da mændene fra Fort Kiowa bliver angrebet af Arikara-krigere. Tyve ud af tredive dør, og de må efterlade deres bæverskind. John Fitzgerald, en halvt skalperet fribytter, der bliver en nemesis for Glass, mener ligefrem, at han bærer skylden. For kan man stole på en mand, der har børn med indianere?

EFTER mødet med bjørnen er Glass ved at dø. Kaptajn Henry tilbyder at betale de mænd, som vil blive og begrave ham. Fitzgerald melder sig sammen med Hawk og den unge Jim Bridger, som er en jomfru i vildnisset. Han vil dræbe Glass og tage tilbage efter pengene, når der er gået et passende stykke tid.

   Mens mændene forhandler, kommer Glass til bevidsthed. Ellers sover han i lange stræk og driver ned ad erindringens flod. På den måde vises historien i glimt. Han fik en søn og blev hos Pawnee-folket. Da stammen blev slagtet af blå soldater, dræbte Glass en officer. Siden har han levet i ingenmandsland.

   Fitzgerald dræber Hawk og dækker Glass til med jord. Han og Bridger tager tilbage til fortet. Men Glass genopstår og begynder at kravle. Sandt nok er hævnen et hovedmotiv. Det er dog, hvad Glass udholder for at kunne tage den, der gør filmen til en sanselig, kropsnær kæde af episoder.

ALEJANDRO González Iñarritu modtog i 2015 en Oscar for Birdman. Michael Keaton spillede Hollywoodstjernen, som vil erobre Broadway med en sceneudgave af Raymond Carvers noveller. Filmen blev i Keatons vinkel og stolede på, hvad han følte og så. Det gjaldt også, når han kunne flyve. Man oplevede Birdman som en film uden klip, mesterligt fotograferet af Emmanuel Lubezki og drevet af et rent trommescore, som Antonio Sanchez improviserede frem undervejs.

   Musikken til The Revenant er skrevet af Ryuichi Sakamoto, men Lubezki har igen tilrettelagt kameragangen. Man har oplevelsen af at være inde i billedet, mens man samtidig ser det på afstand, og man er altid i den samme situation som Hugh Glass.

   Det er ikke en verden, hvor godhed belønnes. Man kan derfor ikke vide, hvordan det vil gå, da Glass i filmens tredje time når tilbage til Fort Kiowa. Her er John Fitzgerald vred, fordi han skylder mere i the company store, end han har til gode for sin indsats på den fejlslagne jagt.

   Fitzgerald bliver spillet med dyrisk snu- og selviskhed af Tom Hardy. Det er dog helt og holdent DiCapprios film. Han kravler gennem sneen, slår sig halvt og helt fordærvet, overlever de mest usandsynlige ting. Alligevel er filmen aldrig andet end troværdig.

SOM tilskuer husker man to beslægtede westerns. For det første Arthur Penns Little Big Man (1970, da. En god dag at dø), hvor Dustin Hoffmans karakter på samme måde får halvvejsstatus mellem de indfødte amerikanere og sine egne. Han har for den sags skyld en kort periode som gal eneboer.

   Den anden film er Sydney Pollacks Jeremiah Johnson (1972), hvor Robert Redford er manden i bjergene. Begge film var politiske fabler. Det er der også reminiscenser af Ralph Nelsons Soldier Blue (1970) og Bruce Beresfords Black Robe (1991), men først og fremmest er The Revenant en erindring om alle vildnissets mennesker.

   Det er en af de film, man ser med en følelse af, at kun denne kunstart kunne fortælle historien så tæt og så sandfærdigt. Filmen var Oscar-nomineret i 12 kategorier og vandt i tre af de store: Bedste instruktør, Bedste mandlige hovedrolle og Bedste fotograf. I Danmark var branche og kritikere enige om at se den som årets bedste amerikanske film. The Revenant fik både Robert og Bodil.

*) Natty Bumppo-karakteren optræder i The Pioneers (1823, da. Colonisterne), The Last of the Mohicans (1826, da. Den sidste mohikaner) The Prairie (1827, da. Steppen), The Pathfinder (1840, da. Stifinder) og The Deerslayer (1841, da. Hjortedræber). Handlingen i bøgerne er henlagt til perioden 1740-1804. »Læderstrømpe« er ældst i den første bog, yngst i den sidste, som fortjener betegnelsen amerikansk pastorale. Kritikeren R.W.B. Lewis har en eksemplarisk læsning af bøgerne som natur- og (stadig mere selvbevidst) nationalmyte i The American Adam: Innocence, Tragedy, and Tradition in the Nineteenth Century (1953). For D.H. Lawrence var The Deerslayer »one of the most beautiful and perfect books in the world: flawless as a jewel and of gem-like concentration«. Lawrence skriver om Cooper i Studies in Classic American Literature (1923). Digteren William Carlos Williams har samme romantiske syn på Leatherstocking-karakteren i In the American Grain (1925). Begge er gode inspirationsbøger. På film er figuren fremstillet af bl.a. Randolph Scott (1936) og Lex Barker (1957). Den definitive fortolkning leveres af Daniel Day-Lewis i Michael Manns fremragende filmatisering af The Last of the Mohicans (1992).

The Revenant. Instr.: Alejandro G. Iñárritu. Manus: Mark L. Smith, A.G. Iñárritu. Foto: Emmanuel Lubezki. 160 min. USA 2015. Dansk premiere: 21.01.2016.

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ 20th Century Fox/ YouTube

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 06.06.2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.01.2016

Jane Campion: Bright Star (2009)

DEN SMUKKESTE STJERNE
John Keats og Fanny Brawne

Af BO GREEN JENSEN

JANE Campion har altid brugt historien som et spejl. Skønt The Piano (1993) og The Portrait of a Lady (1996) på afstand kunne ligne romantiske sætstykker, var begge moderne fabler om kønnet. I Bright Star demonstrerer hun, at det stadig er muligt at kombinere periodefilm, kærlighedsdrama og kunstnerportræt, uden at der bliver tale om teenageromancer som Julian Jarrolds Austen-film Becoming Jane (2007).
   Sonetten »Bright Star« var en af de sidste tekster, som digteren John Keats skrev på, da han døde af tuberkulose i Rom, kun 25 år gammel. Der hersker delte meninger om, hvem der inspirerede teksten, men i Campions udgave er der ingen tvivl. Begærets mål var Fanny Brawne, som Keats blev forlovet med i 1819, da de var naboer i landsbyen Hampstead uden for London.

BEN Whishaw spiller Keats, men Campions vinkel ligger hos Fanny Brawne (1800-1865), som i australske Abbie Cornishs fremstilling bliver en praktisk orienteret kvinde med hang til at skabe mode. Familien Brawne lejer halvdelen af huset, som tilhører Keats’ ven og selvbestaltede beskytter, digteren Charles Armitage Brown, der både er forelsket i og jaloux på Fanny. Hun ender med at betyde mere for Keats, end han selv gør.

   Sociale faktorer bevirker, at forbindelsen mellem Keats og Fanny har svære vilkår. De forlover sig, men forholdet er dømt til at forblive et ideal som den klareste stjerne i digtet. Keats ved, at han er døende, da fans og rige venner sender ham til Italien med John Severn som ledsager. Severn mente altid, at digtet var skrevet til ham. Keats påbegyndte dog arbejdet umiddelbart efter sin trolovelse med Fanny.

MAN kunne dreje et glansfuldt kærlighedsdrama med smukke påklædningsdukker i de to hovedroller og en stor slat periodeguld i scenografien. Eller man kunne lade hånt om al historicisme og gøre parret til moderne elskende, der er fejlanbragt kronologisk. Campion gør ingen af delene. I stedet lader hun John og Fanny være rigtige mennesker – individer i og af deres tid – og hun genskaber det yndefuldt klaustrofobiske Hampstead med hypervirkelig detaljerigdom.

   I titelsekvensen sidder Fanny og syer. Greig Frasers kamera går så tæt på nål og tråd, at begge dele skælver i mælkelyset. Samtidig bæver falsetstemmerne, som synger a cappella på lydsporet. Koret består af Keats, Brown og byens øvrige mænd. De synger ikke klokkerent. Det sorte mudder sætter sig på Fannys røde kjole, og i skoven står levende træer, der ikke er anbragt kunstfærdigt. Man har en følelse af være der selv og dele parrets kærtegn, som forbliver kejtede og realistiske.

FILMEN er med andre ord romantisk på en moden facon. Den relative svaghed er dialogen. Når John og Fanny taler, citerer de i ét væk Keats’ digte, dagbøger og breve. Men smukt og vemodigt gennembrændt er det. Som coda sætter Campion billeder af kisten, der køres gennem Roms gader ved daggry. Whishaws stemme læser »Endymion« og citerer endelig »Ode to a Nightingale«.
   Bright Star er et stort comeback efter instruktørens erotiske thriller, In the Cut fra 2003.* Det lykkes Campion at forvinde præget af museal kunstgenstand og gøre Keats/Brawne-historien nærværende. Digteren døde i 1821, men i Bright Star bliver han levende, som var det lige før.

*) Og med krimiserien Top of the Lake (2013-2017) blev hun en af de skarpeste kvinder i feltet, hvor hårdkogt hjemstavnsskildring møder sær realisme og kønspolitik. 

Se også Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction] og Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100].

Bright Star. Instr. og manus: Jane Campion. Foto: Greig Fraser. 119 min. Australien-UK-Frankrig 2009. Dansk premiere: 14.10.2010 [Cinemateket]

Fotos: Pathé Renn Productions/ Screen Australia/ BBC Films/ UK Film Council/ New South Wales Film & Television Office/ Hopscotch Productions/ Jan Chapman Films/ Australian Film Finance Corporation/ CineMaterial/ DFI
Filmen streames p.t. (juli 2025) ikke længere i Skandinavien – øvrige Europa og USA på Amazon Store, Apple TV, YouTube Film etc.

2K Blu-ray fra Atlantic Film (Skandinavien) 15.09.2010

2K Blu-ray i box set Intégrale Jane Campion |1984-2013 |15 Movies fra Pathé Distribution (Frankrig) 28.10.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 15.10.2010