AMERIKA I BEGYNDELSEN
En erindring om vildnissets mennesker
Af BO GREEN JENSEN
NOGLE dage spiser du bjørnen, andre dage spiser den dig. Sådan lyder den mærkelige titel på et mindeværdigt 1974-album med sangskriveren Iain Matthews. Altså: Some Days You Eat the Bear … Some Days the Bear Eats You. Det er svært at ryste mundheldet af sig, mens man følger med Leonardo DiCaprio i rollen som stifinderen Hugh Glass. Meget er hændt ham i løbet af livet, men intet overgår mødet med bjørnen, der kaster ham rundt som et barns kludedukke og bagefter flår i de blodige rester.
MANDEN kæmper for sit liv i de midtvestlige territorier, som endnu ikke havde delstatsstatus i 1823, da The Revenant tager sin begyndelse. Områderne blev amerikanske efter købet af franske besiddelser. Handelen fandt sted i 1803. Først herefter så man nationen, der strækker sig fra kyst til kyst.
Perioden er støvet til i historien. Det samme er de vilkår, som vildmarkens mennesker levede under. Da jægeren gør sin entre i kulturen, er det i skikkelse af Natty Bumppo, den ædle stifinder, som hjælper nybyggerne med at fortrænge den første befolkning i James Fenimore Coopers romantiske fortællinger om Læderstrømpe, Hjortedræber og Den sidste mohikaner (1827-1841).*
The Revenant er altså en western fra før cowboytiden. Perioden står som regel i et pastoralsk, forklaret skær. Her er det første vildnis, hvor den amerikanske Adam kunne ånde og leve, om ikke i harmoni med den første befolkning, så i hvert fald i en form for gensidig åbenhed og respekt.
DET er hverken respekt eller romantik, der præger mændene i The Revenant. Glass er blevet spejder for professionelle pelsjægere, der har base på Fort Kiowa ved Missouri Floden i Dakota. De dræber så mange bævere, de kan, og fører krig mod indianske fraktioner, som selv er i indbyrdes strid.
Historien er autentisk baseret. Der var virkelig en Hugh Glass (ca. 1780-1833), som skabte overskrifter i samtiden, fordi han overlevede at have nærkontakt med en vred grizzlybjørn. Hvorpå han kravlede hjem til Fort Kiowa, 300 kilometer gennem vildnisset, og kunne fortælle om turen bagefter.
AT kalde filmen en western, svarer dog til at kalde Moby-Dick en fortælling om hvalfangst. Det er ikke forkert, men der er mere i sagen. Revenant er et gammelt ord for genfærd, og filmens forlæg – en roman af Michael Punke – bruger selv betegnelsen »en fortælling om hævn«. Heller ikke dét er dog helt dækkende for alle de farver, man får at se ved at følge Hugh Glass. Glass er sammen med sin søn, Hawk, som er halvt Pawnee, da mændene fra Fort Kiowa bliver angrebet af Arikara-krigere. Tyve ud af tredive dør, og de må efterlade deres bæverskind. John Fitzgerald, en halvt skalperet fribytter, der bliver en nemesis for Glass, mener ligefrem, at han bærer skylden. For kan man stole på en mand, der har børn med indianere?
EFTER mødet med bjørnen er Glass ved at dø. Kaptajn Henry tilbyder at betale de mænd, som vil blive og begrave ham. Fitzgerald melder sig sammen med Hawk og den unge Jim Bridger, som er en jomfru i vildnisset. Han vil dræbe Glass og tage tilbage efter pengene, når der er gået et passende stykke tid.
Mens mændene forhandler, kommer Glass til bevidsthed. Ellers sover han i lange stræk og driver ned ad erindringens flod. På den måde vises historien i glimt. Han fik en søn og blev hos Pawnee-folket. Da stammen blev slagtet af blå soldater, dræbte Glass en officer. Siden har han levet i ingenmandsland.
Fitzgerald dræber Hawk og dækker Glass til med jord. Han og Bridger tager tilbage til fortet. Men Glass genopstår og begynder at kravle. Sandt nok er hævnen et hovedmotiv. Det er dog, hvad Glass udholder for at kunne tage den, der gør filmen til en sanselig, kropsnær kæde af episoder.
ALEJANDRO González Iñarritu modtog i 2015 en Oscar for Birdman. Michael Keaton spillede Hollywoodstjernen, som vil erobre Broadway med en sceneudgave af Raymond Carvers noveller. Filmen blev i Keatons vinkel og stolede på, hvad han følte og så. Det gjaldt også, når han kunne flyve. Man oplevede Birdman som en film uden klip, mesterligt fotograferet af Emmanuel Lubezki og drevet af et rent trommescore, som Antonio Sanchez improviserede frem undervejs. Musikken til The Revenant er skrevet af Ryuichi Sakamoto, men Lubezki har igen tilrettelagt kameragangen. Man har oplevelsen af at være inde i billedet, mens man samtidig ser det på afstand, og man er altid i den samme situation som Hugh Glass.
Det er ikke en verden, hvor godhed belønnes. Man kan derfor ikke vide, hvordan det vil gå, da Glass i filmens tredje time når tilbage til Fort Kiowa. Her er John Fitzgerald vred, fordi han skylder mere i the company store, end han har til gode for sin indsats på den fejlslagne jagt.
Fitzgerald bliver spillet med dyrisk snu- og selviskhed af Tom Hardy. Det er dog helt og holdent DiCapprios film. Han kravler gennem sneen, slår sig halvt og helt fordærvet, overlever de mest usandsynlige ting. Alligevel er filmen aldrig andet end troværdig.
SOM tilskuer husker man to beslægtede westerns. For det første Arthur Penns Little Big Man (1970, da. En god dag at dø), hvor Dustin Hoffmans karakter på samme måde får halvvejsstatus mellem de indfødte amerikanere og sine egne. Han har for den sags skyld en kort periode som gal eneboer. Den anden film er Sydney Pollacks Jeremiah Johnson (1972), hvor Robert Redford er manden i bjergene. Begge film var politiske fabler. Det er der også reminiscenser af Ralph Nelsons Soldier Blue (1970) og Bruce Beresfords Black Robe (1991), men først og fremmest er The Revenant en erindring om alle vildnissets mennesker. Det er en af de film, man ser med en følelse af, at kun denne kunstart kunne fortælle historien så tæt og så sandfærdigt. Filmen var Oscar-nomineret i 12 kategorier og vandt i tre af de store: Bedste instruktør, Bedste mandlige hovedrolle og Bedste fotograf. I Danmark var branche og kritikere enige om at se den som årets bedste amerikanske film. The Revenant fik både Robert og Bodil.
*) Natty Bumppo-karakteren optræder i The Pioneers (1823, da. Colonisterne), The Last of the Mohicans (1826, da. Den sidste mohikaner) The Prairie (1827, da. Steppen), The Pathfinder (1840, da. Stifinder) og The Deerslayer (1841, da. Hjortedræber). Handlingen i bøgerne er henlagt til perioden 1740-1804. »Læderstrømpe« er ældst i den første bog, yngst i den sidste, som fortjener betegnelsen amerikansk pastorale. Kritikeren R.W.B. Lewis har en eksemplarisk læsning af bøgerne som natur- og (stadig mere selvbevidst) nationalmyte i The American Adam: Innocence, Tragedy, and Tradition in the Nineteenth Century (1953). For D.H. Lawrence var The Deerslayer »one of the most beautiful and perfect books in the world: flawless as a jewel and of gem-like concentration«. Lawrence skriver om Cooper i Studies in Classic American Literature (1923). Digteren William Carlos Williams har samme romantiske syn på Leatherstocking-karakteren i In the American Grain (1925). Begge er gode inspirationsbøger. På film er figuren fremstillet af bl.a. Randolph Scott (1936) og Lex Barker (1957). Den definitive fortolkning leveres af Daniel Day-Lewis i Michael Manns fremragende filmatisering af The Last of the Mohicans (1992).
The Revenant. Instr.: Alejandro G. Iñárritu. Manus: Mark L. Smith, A.G. Iñárritu. Foto: Emmanuel Lubezki. 160 min. USA 2015. Dansk premiere: 21.01.2016.
Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ 20th Century Fox/ YouTube Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 06.06.2016
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.01.2016
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
