EN GENRE ER (GEN)FØDTDer er langt mellem lysægte filmmusicals
Af BO GREEN JENSEN
DET er med musicals som med westerns. Engang var de klassiske genrer med et stort og medlevende publikum. Så støvede billedet til. Over tid blev de gamle formater uforståelige. Det var næsten som et sprog, der gik tabt. Westerns overlevede som revisionistisk historieskrivning. Musicals blev til filmet teater. Genren kom aldrig rigtigt igen efter 1967, da det begyndte at blive komisk, hvis karaktererne i en film gav sig til at synge og danse.
Ud af det blå kommer så pludselig en film, der gør fem årtiers skepsis til skamme. Damien Chazels La La Land har bogstaveligt taget verden med storm. Efter mange falske forårstegn er musicals blevet sagen igen.
DET er kort fortalt historien om tilflytteren Mia (Emma Stone), som vil være skuespillerinde og går til alle slags auditions. Der er et sjovt sammenklip af eksempler. Mens hun venter med vigende entusiasme, arbejder hun som barista i kaffeshoppen hos Warner Brothers. Hendes inderste ambition er dog at skrive og opføre en monolog om at komme fra Boulder City, Nevada, til Drømmefabrikken i Englenes By. Andetsteds i »La La Land« – et kælenavn for Los Angeles – prøver jazzpianisten Sebastian (Ryan Gosling) stadig at få tilværelsen til at give mening. Han vil genåbne en legendarisk natklub, spille sin egen musik og præsentere koryfæer på scenen. Imens tjener han penge som hyggepianist, men bliver ofte fyret, fordi han ikke holder sig til det tandløse lounge-repertoire. Mia og Sebastian mødes som vrede bilister. Mens miljøerne bliver vist frem, er de meget som Don Lockwood og Kathy Selden – Gene Kelly og Debbie Reynolds – i Singin’ in the Rain (1952). De løber på hinanden, reviderer et negativt førstehåndsindtryk og når til at udforske byen som par.
SEBASTIAN skraber bunden i et partyband, der spiller 80ermusik. Han møder sin gamle ven, afroamerikaneren Keith (John Legend), der har succes med at spille fusionsmusik. Mia er forfærdet over den koncert, som hun overværer. Kritikere af La La Land – de findes skam – beskylder med nogen ret filmen for snobbisme: Kun det gamle er godt, og kun jazz er helt værdig musik.
Så langt er La La Land en tidløs dreng-møder-pige historie. Det kommer heller ikke som en overraskelse, at Sebastian henter Mia i Boulder, da hun slikker sårene efter sit stykkes fiasko. På den måde bliver hun alligevel castet i rollen, som ændrer alt for dem begge.
Det moderne twist kommer i sidste akt. Sebastian får sin jazzklub, og Mia får både en filmkarriere og en familie. Til gengæld giver de slip på hinanden. Spørgsmålet er altså, om man kan forene kunsten og livet. Det er det ofte hos Damien Chazelle. I hans film er der ingen genvej til det sublime.
DET usædvanlige er ikke, at La La Land er en musical. De kommer dog fra tid til anden: Moulin Rouge! (2001), Chicago (2003), Rent (2005), Mamma Mia! (2008), Nine (2009), Les Misérables (2012), Into the Woods (2014). Det særlige er, at der er tale om en original filmmusical. Den er ikke overført fra teatret, og det er ikke en jukeboxforestilling, der skærer genvej ved at bruge sange, som publikum kender på forhånd. Musikken er skrevet fra bunden, og koreografien er tænkt, ikke for et scenerum, men for et kamera.
I Amerika er det ikke gjort, siden Martin Scorsese formgav New York, New York! (1977) som en selvbevidst hommage til genren, og Bob Fosse lavede All That Jazz (1979, da. Det er showtime!) som et (selv)portræt af den døende kunstner. Francis Ford Coppolas One from the Heart (1981) var vildt esoterisk, da den kom ud. Der er til gengæld europæiske eksempler. Christophe Honorés Chansons d’amour (2007) var særskilt vellykket. Simon Stahos Magi i luften (2011) sank som en sten. Lars von Triers Dancer in the Dark (2000) er en nyklassiker.
LA LA Land åbner spektakulært med en kilometerlang bilkø på Los Angeles Freeway og mere end 100 dansere, der stiger ud og synger »Another Day of Sun«. Her ligger stilen ikke milevidt fra den fysiske akrobatik i Fame (1980).
Siden bliver formen ét langt riff på Singin’ on the Rain, genrens kronjuvel. De fortrolige danse er hentet i førkrigsfilm med Fred Astaire og Ginger Rogers, der bare gav sig til at steppe, som var dét den naturligste ting. Sætstykket er »City of Stars«, der bliver sunget og danset i flere versioner, men den fineste tråd er vignetten »Planetarium«, som følger med Mia og Sebastian på date.
I biografen ser de Nicholas Rays Rebel without a Cause – filmen der gjorde James Dean til James Dean – og bagefter slentrer de hjem. Nøglescenen i Rebel udspiller sig ved Griffith Observatory på Mount Hollywood. Netop hér giver Stone og Gosling sig til at steppe og danse soft shoe. Dét er ikke næppe gjort for alvor i nogen film på denne side af 1950.
DER er meget, som lykkes i La La Land, fordi det er gjort uden selvironi. Man kan se, at parret anstrenger sig. Stone og Gosling er ikke billedskønne idoler. De ligner faktisk forelskede mennesker med alt, hvad det indebærer.
For La La Land er ikke en opportunistisk idé, der blev undfanget på et bestyrelsesmøde. Det er ikke en kalkuleret film på den måde. Instruktøren følte sig længe som en stolt, misforstået anakronisme, fordi han havde den samme hang til gammelt stof som Sebastian.
Chazelle var først en jazzforelsket trommeslager, der trænede under en benhård lærer på Princeton High School. Det blev inspirationen for den nervekrig mellem mester og lærling, som gjorde Chazelles forrige film, Whiplash (2014) til et intenst psykologisk drama – en slags jazz noir. Elskelige J.K. Simmons, der spillede den dæmoniske lærer i Whiplash, er med igen i La La Land. Her som den uimponerede natklubejer, der fyrer Sebastian, fordi han improviserer med breaks og synkoper.
Endnu før da var Chazelle betaget af de musicals, han så som barn, først og fremmest to af Jacques Demy, Les parapluies de Cherbourg (1964) og Les Demoiselles de Rochefort (1967), som hans franskfødte mor viste ham.
Pigen med paraplyerne var nyskabende, fordi al dialogen blev sunget til Michel Legrands gennemkomponerede score. Pigerne fra Rochefort brugte hele den lille by som location og hentede Gene Kelly ind som special effect. Der var altså allerede et element af pastiche og hommage.
På Harvards filmskole mødte Chazelle komponisten Justin Hurwitz. De udviklede en afgangsfilm, der i 2009 blev til Guy and Madeleine on a Park Bench. Det er en musical om en jazztrompetist, der skal vælge mellem kunsten og sin kæreste. Den blev skudt i 16 mm sort-hvid og er umådeligt ambitiøs. Filmen rummer både Whiplash og La La Land i miniature.
Chazelles debut blev vist på Tribeca og turnerede siden i festivalkredsløbet. En kritiker skrev, at det var den film, som John Cassavetes ville have lavet, hvis han var ansat på MGM i den klassiske musicaltid. La La Land er mere glatsleben, men ligner både i anslag og tematik.
JEG så første gang La La Land ved verdenspremieren på Venice Film Festival i 2016. Den åbnede festivalen og blev afgjort positivt modtaget. Her var en film, som hyldede princippet om, at »everything old is new again«. Overvejelsen gik mere på, om tiden mon var moden til at tro på musicals igen.
Siden blev Chazelles film et certificeret kulturfænomen, Oscar-nomineret i 14 (!) kategorier (den vandt i seks, men fik – heldigvis – ikke Best Feature-trofæet, som Barry Jenkins modtog for Moonlight) og belæsset med en zillion andre priser. Der er solgt billetter for 450 mio. dollars. Der følger altid en modreaktion. Man synes pludselig, at filmen kommer for let til det hele. Jeg skal ikke pudse min glorie. Jeg har sagt til ganske mange, at jo, La La Land er da en god film, men den var nu også heldig med sin timing.
Nu og her vil jeg gerne lovprise filmen. Den kommer fra hjertet og gør sine ting med en integritet, der svarer til Sebastians ubestikkelighed. Måske er Chazelle hverken Vincente Minnelli eller Bob Fosse, men han har genrejst en genre med stor kærlighed og givet det gamle stof en ny følsomhed.
La La Land. Instr. og manus: Damien Chazelle. Foto: Linus Sandgren. Musik: Justin Hurwitz. 128 min. USA 2016. Dansk premiere: 24.02.2017.
Fotos: Summit Entertainment/ Black Label Media/ TIK Films/ Impostor Pictures/ Gilbert Films/ Marc Platt Productions/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Lionsgate Films
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films 15.05.2017
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.02.2017
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
