Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023]

FILMENS MYSTERIER

En lille film om historiske kræfter

Af BO GREEN JENSEN

EMPIRE Cinema er navnet på biografen i Margate i Kent på den britiske østkyst. Som hele det skrantende England, der forbereder sig på årsskiftet 1980/81, har strukturen set lidt af hvert. Charles Dickens skrev i prologen til A Tale of Two Cities (1859, da. To byer), at det var de bedste og de værste tider. Snart sagt al britisk kunst og kultur er født med denne dobbelthed.

   Bygningen er både et fysisk sted og en bastant metafor i Sam Mendes’ sirligt konstruerede Empire of Light. Filmen vil fortælle tre historier på en gang og forankre dem fysisk i biografen. Som Roger Deakins' kamera fastholder huset i titelsekvensen, er det både et sindbillede på nationens tilstand og en færge fuld af fælles erindring, der ligger forankret ved strandpromenaden.

   Sal 1 viser John Landis’ The Blues Brothers, kultfilmen med John Belushi og Dan Aykroyd, som var ny i efteråret 1980. I sal 2 kan man se Bob Fosses autofiktive All That Jazz (da. Det er showtime!), som med censurmærket x var den første musical, der blev forbudt for tilskuere under 18. Et neonskilt reklamerer for biograf, restaurant, café, bar og balsal, men ingen har danset de sidste ti år.

HILARY Small (Olivia Colman) er driftsleder i det døende drømmepalads. Hun har ansvaret for det øvrige personale, som direktøren Donald Ellis (Colin Firth) knytter til biografen. Hun møder tidligt ind, tænder for elvarmen og sætter hans hjemmesko frem. Der vil ofte være »et praktisk anliggende«, som han ønsker at drøfte på kontoret. Det er kodesprog for, at hun skal betjene ham seksuelt, hvilket hun gør med udtryksløs mine. Bagefter vasker hun hænderne grundigt og ser sig i spejlet.

   I alt råder Empire over ni ansatte. De er belejligt forsamlet i foyeren, da Stephen (Micheal Ward), som har caribiske rødder, begynder i biografen. Humoristen Neil (Tom Brooke) kender alle forhistorierne. Janine (Hannah Onslow) er en gæv Toyah Willcox-type, der ser frem til at gå i byen med Stephen.

   Helt uden for tiden er Norman (Toby Jones), der passer sine magiske maskiner i rummet med fremvisergrej. Han minder i slående grad om karakteren, som Philippe Noiret fremstillede i Giuseppe Tornatores Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i paradis). For størst af alt er den hyldest til filmen som forløser og biografen som fysisk rum, der omskriver alle de øvrige liv. Ved at caste Jones i rollen, kan Mendes samtidig knytte an til en håndfuld film, der går dybt ind i subkulturen i faget, fra Infamous (2006) – hvor han spillede Truman Capote – og The Girl (2012) – hvor han spillede Alfred Hitchcock – til Peter Stricklands potente Berberian Sound Studio (2012).

 

HOVEDPARTEN af filmen udspiller sig i Empire (som faktisk ligger på Marine Terrace i Margate og hedder Dreamland Cinema i virkeligheden). Ellers er vi hjemme hos Hilary, som bor alene, eller sammen med Stephen og hans mor, som er sygeplejerske og bor i det bjergmassivagtige betonkompleks, man kan se fra taget af biografen. Hilary er hos lægen, der ordinerer mere litium. Det fremgår, at der har været »en episode«, som slukkede lyset i hendes øjne.

   Stephen og Hilary har deres første øjeblik sammen, da hun viser ham rundt. Hun lader ham se den aflåste, smuldrende balsal på øverste etage. Der står stadig et mørnende flygel. Her gik man ind til sal 3 og sal 4, som kørte i multiplextiden. De finder sammen, da Stephen hjælper en due med kvæstet vinge.

   Her er altså fortællingens grundingredienser: den midaldrende kvinde, der har mistet sin livskraft; den anstændige unge mand, der har sort hud i en tid med racisme og eskalerende klassekamp. England drømmer og vågner så småt. Vi er hjertet af epoken, som Jon Savage skildrer i England’s Dreaming (1991), en af de bedste bøger om punkårene.

»EVERY Good Boy Deserves Favour,« siger en musikalsk huskeregel. Sam Mendes (f. 1965) har instrueret ni vigtige film, der holdt liv i biografer som Empire. Han var langt i en teaterkarriere, da han sagde ja til at instruere sædeskildringen American Beauty (1999). P.t. er filmen »aflyst«, fordi Kevin Spacey har hovedrollen, men den var et kulturfænomen i sin tid, modtog fem Oscars og genrejste den lødige mainstream.

   Mendes blev i USA og fulgte op med neonoir-dramaet Road to Perdition (2002, da. Vejen til Perdition) og antikrigsfilmen Jarhead (2005), før han skabte sin til dato bedste film med Revolutionary Road (2008), en filmatisering af Richard Yates’ roman. Away We Go (2009) var et andet lille »har-gjort-sig-fortjent-til«-projekt. Mendes instruerede to gennemførte James Bond-film, Skyfall (2012) og Spectre (2015). Han arbejdede atter sammen med Roger Deakins på 1917 (2019), som markerede 100-året for Første Verdenskrigs slutning og var skudt i én lang kameragang.

MENDES har skabt disse formfuldendte epos, som de fleste har et forhold til, men han har aldrig skrevet sit eget manuskript før. Empire of Light er selvgjort og drejet i hånden fra bunden. Det mærkes. Man føler hver knirken i maskineriet. Man kan næsten høre klikket, når det næste hovedmotiv er aktiveret.

   Det er muligvis ikke specielt elegant, men det giver filmen en ivrig, taktil kvalitet, som er bundsolid og meget sympatisk. Mendes er stolt af sit håndværk, og han tror på filmens forløsende kraft. Empire of Light deler titel med René Magrittes maleri (L’empire des lumières, 1954) af en dagshimmel over huse ved skumring. Filmen er næsten et manifest, da det gælder.*

TO forhold kickstarter handlingsmaskinen. Først holder Hilary op med at tage sin stabiliserende medicin, fordi hun vil mærke kærligheden, som hun deler med Stephen. Så får biografen en sidste chance for at stråle som i fordums tid, da det lykkes Ellis at sikre den regionale premiere på Hugh Hudsons Chariots of Fire (1981, da. Viljen til sejr), som virkelig indvarslede en lille guldalder for New British Cinema.

   Ellis gennemgår stolt gæstelisten: sir Laurence Olivier, dame Flora Robson, Dusty Springfield (!) og – måske – Paul McCartney. Der går et sus af forventningsfuld ærefrygt gennem salen. Jeg er som kritiker selv nostalgisk angrebet, for jeg skrev om Chariots of Fire og interviewede produceren David Puttnam om den kommercielle kvalitetsfilms renæssance. De reaktioner er indregnet i Mendes’ lovsang. Man skal dele erfaring og tro på det hele. Vi er igen i den evige biograf, der bliver hyldet i mange auteurfilm for tiden. Steven Spielbergs The Fabelmans er et andet af årets eksempler.

EVENTEN bliver ikke, som Ellis havde tænkt. Hilary kommer i overgjort skrud og insisterer på at fremsige W.H. Audens makabert virkningsfulde »Death's Echo« (»Dance till the stars come down from the rafters/ Dance, dance, dance till you drop.«). Empire of Light er polstret med lyriske henvisninger. Alfred Tennysons nytårsdigt »Ring Out, Wild Bells« (fra In Memoriam, 1950) konkurrerer med Philip Larkins »The Trees« (fra High Windows, 1974) og Joni Mitchells »You Turn Me On, I'm a Radio«. Vigtigst for Mendes er T.S. Eliots The Waste Land (1922), som citeres både i billeder og via en svær krydsogtværs i avisen. Her kan regnen (måske) gøre det golde land frugtbart. Vi er på stranden i selvsamme Margate, hvor digtets fortæller erkender sit knæk:

"My feet are at Moorgate, and my heart

Under my feet. After the event

He wept. He promised 'a new start.'

I made no comment. What should I resent?"

"On Margate Sands.

I can connect

Nothing with nothing.

The broken fingernails of dirty hands.

My people humble people who expect

Nothing."

("Mine fødder er i Moorgate, mit hjerte snart/ Under mine fødder. Da det var gjort/ Græd han. Han lovede 'en ny start.'/ Jeg svarede ikke. Kunne jeg bebrejde stort?"// "Ved Margate Sands/ Kan jeg forbinde/ Ingenting med ingenting./ Beskidte hænders knækkede negle./ Mit folk et ydmygt folk som ingenting/ Forventer.") **

DER går et halvt år efter nedsmeltningen. Neil afløser Ellis som biografens bestyrer. Stephen falder grundigt til, og Norman indvier ham i filmens mysterier: »You don't want people to know, they should just see a beam of light. But back here it's belts, straps, pulleys, intermittents, sprockets. Complex machinery.«

   »Amazing,« siger Stephen. »Det er fantastisk. For i virkeligheden er det bare statiske rammer med mørke imellem.« »Wow,« siger Stephen på manuskriptsprog, hvor ingen må tale for længe ad gangen uden indskud og afbrydelser. Norman uddyber: »Det kaldes Phi-fænomenet. At se billeder i rækkefølge skaber en illusion om bevægelse. En illusion om liv.«

   Skæbnen kommer som hærgende skinheads. »Jeg er ikke et problem, der skal løses,« råber Hilary til Stephen i en af de rasende scener, hvor Colman kommer til sin ret. Hun har en vred monolog på stranden ved Margate. Vi forstår, at Mendes føler for tidens udsatte grupper: »Alt det i Brixton. Og skinheads. Og Thatcher. Og New Cross.« Vi synes måske også, at han doserer identitetspolitikken rigelig gavmildt.

MEN forløsningen kommer fra hjertet. Det er hele vejen en pointe, at Hilary aldrig selv går ind i salen og følger med i de store fortællinger, der kan forvandle virkeligheden. Da alle parader er nede, beder hun Norman vise en film. Vi ser hende se den. Det er Hal Ashbys Being There (1979, da. Velkommen, Mr. Chance), hvor Peter Sellers går på vandet til slut, og alle værdier er nulstillet. Her lykkes tricket trods alt for Mendes.

   Empire of Light er bevidst lagt til rette som en gammeldags hyldest. Filmen holder med Hilary i hendes hudløse rasen; den husker 1980ernes racistiske England. Der var meget, vi ikke forstod eller så, da vi lyttede til musikken. For yngre tilskuere er det en chance for at se, hvad de fysiske biografer betød.

Filmen var Oscar-nomineret i kategorien Best Achievement in Cinematography

*) L'Empire des lumières – Lysets eller Lysenes rige – er fællestitlen på 27 »paradoksale« malerier, som René Magritte (1898-1967) arbejdede på fra 1939 til sin død. De udnytter alle kontrasten mellem daglys himmel og huse i skumring. Det hyppigst gengivne (fra 1954) hænger på Peggy Guggenheim Museet i Venedig. 

**) Både Eliots stordigt og James Joyces Ulysses fyldte 100 år netop i 2022. Begge jubilæer blev stort markeret i den engelsktalende verden. Jeg tillader mig at citere fra oversættelsen i T.S. Eliot: Digte 1909-62 (Gyldendal, 1984). Her er rimene fra originalen bevaret.

Se også Sam Mendes: Away We Go (2009); Richard Yates og Revolutionary Road; James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020].

Empire of Light. Instr. & manus: Sam Mendes. Foto: Roger Deakins. 115 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 09.03.2023.

Fotos: Searchlight Pictures/ Neal Street Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ Wikimedia Commons (Magritte)/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution – streames herefter på Disney+

Anmeldelsen indlæst [i lidt kortere form] og lagt på Weekendavisen Kultur 09.03.2023.

Bogen og filmen: Mothering Sunday/Helligdag (2021)

ALLE DE UNGE MÆND
Eva Husson filmatiserer Graham Swift

Af BO GREEN JENSEN

HELLIGDAGEN »Mothering Sunday« var forløberen for den moderne Mors Dag. I gode britiske husholdninger fik tjenestepigerne fri, så de kunne besøge deres familier. Forfatteren Jane Fairchild har en særlig grund til at huske Mothering Sunday i 1924. Det var den dag, hun begyndte at skrive for livet.

   Den unge Jane (Odessa Young) har ingen at tage hjem til, da herskabet giver hende fri. Hun kom til huset som forældreløs teenager. Mr. Niven (Colin Firth) taler om, hvad han ville lave, hvis han ikke skulle til forlovelsesfrokost. Mrs. Niven (Olivia Colman) tager senere Janes hånd og siger, at hun skal betragte det som en gave at være alene. Så har hun ingen at miste.

DER hersker en knuget stemning i huset. Nabosønnen Paul (Josh O’Connor) skal giftes med Emma (Emma D’Arcy) fra den tredje familie i vennekredsen, som engang gjorde alle ting sammen. Paul havde brødre. Familien Niven havde sønner. Alle de unge mænd døde i krigen. England sørger stadig væk.

   Da bilerne kører til klubben, mødes Paul og Jane en sidste gang. De har elsket at gå i seng med hinanden, siden hun kom til landsbyen. Vi er blandt det højere borgerskab i en fattigfin udgave af Downtown Abbey. Ingen udfordrer klassesystemet. Det har aldrig været på tale, at det »skulle være dem«. Men dagen er en undtagelse. Jane bliver kvinden, som mange år efter modtager Nobelprisen for sin beretning. Hun spilles da af 85-årige Glenda Jackson.

DER er i alle Graham Swifts bøger en umiskendelig tone af stor og nøje afstemt melankoli. En bristefærdighed, om man vil, og et særligt talent for at indlejre typiske træk ved almen historie i enkelte skæbner. Det gælder fra læreren, der taler til sin klasse i Waterland (1983, da. Vandlandet) og frem. I Mothering Sunday: A Romance (2016) er Swift i sit element. Teksten pendler mellem nu og da i erindringens takt.

   Eva Hussons film følger denne rytme. Der klippes konstant i flitrende glimt, snarere end i udstrakte flashbacks. Skønt formen anstrenger, fastholder den. I første scene begynder en samtale, som først bliver gjort færdig til slut.

   Instruktøren er fransk. Husson har udviklet sig, siden hun skuffede med Girls of the Sun i Cannes i 2018. Man ville så gerne give hovedprisen til en kvindelig instruktør, men kunne ikke forsvare at kåre filmen om kvindelige partisaner i krigen mod Islamisk Stat.*

   Alice Birch, som skrev den benhårde Lady Macbeth (2016), har bearbejdet Swifts roman og tilføjet en ny midterdel.

   

FILMEN bliver tung, så snart den forklarer, men i billederne kommer alt til sin ret. Lanceringen fremhæver de erotiske scener, hvor både manden og kvinden er nøgne. Det er en praktisk og naturlig nøgenhed. Han skaffer hende et pessar. Da han er borte, gør hun fingrene våde og lugter hans sæd.

   Helligdag er en god film, hvis man holder af britisk tristesse. Som et sted mellem Atonement (2007, da. Soning) og The Remains of the Day (1993, da. Resten af dagen). Moderniteten betones af nye musikvalg. Max Richter »gen-komponerer« Vivaldi; Nils Frahm yder minimalisme. Der er sammenbidt sorgarbejde og masser af stiff upper lip. Men også to kærester frosset i tiden. Et fint stemningsstykke til elskende nu.

RIP Glenda Jackson 1936-2023

*) Cannes 12.05.2018: »Festivalen havde satset alle jetoner på at gøre gallavisningen af Eva Hussons Les filles du soleil til en feministisk markering. Før visningen stod branchens stærke kvinder i formation på les marches, bl.a. Salma Hayek, Uma Thurman og Patty Jenkins. Der var politiske nøglefigurer som Marlene Schiappa, den franske minister for ligestilling, og Melissa Silverstein, der er en af chefstrategerne bag #MeToo. Cate Blanchett holdt en forkromet tale, som alle bakkede op om. Den højtidelige gestus var især et stort eksempel på, hvordan man sparker åbne døre ind.

   Mislyden satte først ind, da alle havde set Solens døtre. Filmen følger en særenhed af kurdiske partisaner, som prøver at tage deres by tilbage under krigen mod Islamisk Stat. Alle er kvinder, som beslutter at gøre modstand, da det lykkes dem at flygte fra IS, der mishandler og misbruger dem som (sex)slaver. Delingens leder er Bahar (Golshifteh Farahani), som har mistet sin mand og sin søn. Tiden er 2014. De kurdiske styrker venter på støtte fra den vestlige koalitionshær.

   Bahars historie fortælles i flashbacks, mens hun briefer en fransk journalist, Mathilde (Emmanuelle Bercot), der har sin egen traumatiske baggrund. Kvinderne taler, mens de gør sig klar til at indtage Bahars gamle skole. Vejen går gennem et mineret tunnelsystem. De mandlige kurdiske tropper vil ikke hjælpe, før der er støtte fra luften. Kvindekrigerne har fordel, fordi IS faktisk frygter dem. Bliver man skudt af en kvinde, bliver man ikke martyr og kommer ikke i Paradis.

   Solens døtre – der har danskeren Mattias Troelstrup som fotograf – er ikke dårlig. Den er bare meget velmenende og forenkler alle sider af konflikten. Musikken (af Morgan Kirby), som isoleret set er god nok, bliver lagt på i så massive doser, at publikum ikke har chance for selv at føle noget, før stemningen bliver dikteret. Bercots karakter er baseret på amerikaneren Marie Colvin, der mistede sit øje og senere sit liv i Homs. Hun er et overflødigt identifikationspunkt. Bahar tænker tilbage uden at meddele sig.

   Til slut bliver byen generobret. Bercot rejser hjem til sin datter og skriver artiklen, som hun læser højt under slutteksterne. Den er mildest talt ikke neutral i sit ordvalg.

   Efter gallavisningen var der jubel og stående bifald. Det er der som regel. Efter pressevisningen blev der både hujet og klappet. Der var bred enighed om, at Les filles du soleil ikke hører hjemme i hovedkonkurrencen. I hvert fald er det en ordinær film, som trækker gennemsnittet ned. Døm selv, når der er dansk premiere.«

Mothering Sunday (Helligdag). Instr.: Eva Husson. Manus: Alice Birch. Foto: Jamie Ramsay. 104 min. UK-Tyskland 2021. Dansk premiere: 28.04.2022.

Graham Swift: Helligdag – en romance. Oversat efter Mothering Sunday: A Romance (2016) af Claus Bech. 188 s. Gyldendal, 2017. 

Graham Swift: Mothering Sunday. A Romance. 132 s. London: Scribner, 2016.

Fotos: Film4/ BFI/ LipSync Productions/ Number 9 Films/ ZDF/ Arte/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment/ Scribner/ Simon & Schuster

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 31.01.2022

Festvalreportage i Weekendavisen Kultur 18.05.2018 + filmanmeldelse Weekendavisen Kultur 29.04.2022.

Florian Zeller: The Father (2020) [Oscars 2021]

EN KÆDE AF SMÅ LABYRINTER
En fornem skildring af tid og demens

Af BO GREEN JENSEN

EN gammel mand går omkring i sin lejlighed i London. Han ligner en bedstefar, som kan være stolt. Han nyder nok sit otium, tænker tilskueren, da Anthony første gang træder frem. Så begynder fejlene. Der mangler et maleri over pejsen. Hans datter siger, at der aldrig har hængt noget billede. Han forveksler hendes stue med sin gamle lejlighed. I øvrigt må de tale alvorligt.

   Anthony hører ikke rigtigt efter. Hvorfor lyver Anne for ham? Han kan jo se omridset efter billedet, der er fjernet. Han kan altid mærke, når de ikke taler sandt. Og han er sikker på, at plejeren tog hans ur. Man kan ikke regne med nogen, når man bliver gammel. Et let bytte. Det er, hvad man bliver til sidst.

   Demens – og de mange nuancer i spektret – er sjældent skildret indefra på film. Det er mærkeligt, for mediet kan beskrive en flydende virkelighed, uden først at formidle vildfarelsen sprogligt. Filmen kan simpelt hen vise, hvad øjnene ser og lade skredet i sanserne blive konkret. Anthony går vild i tiden med absolut nøgternhed og realisme. Der er ikke pyntet på noget i The Father, som bliver i lejligheden og lader et langt liv forsvinde i småt aftenlys.

FLORIAN Zeller har lavet The Father, fordi han ville se Anthony Hopkins i titelrollen. Zeller er fransk og fik Le Père opført på Théâtre Hébertot allerede i 2012, hvor Robert Hirsch og Isabelle Gélinas var far og datter. Philippe Le Guay instruerede den franske filmatisering, Floride (2015), med Jean Rochefort og Sandrine Kiberlain. Skuespillet er opført i 45 lande. Det nåede Folketeatret i 2016, hvor Ole Thestrup og Anette Støvelbæk havde de centrale roller.

   Det er vigtigt for Zeller, at der er overensstemmelse mellem krop og karakter. Robert Hirsch var 88, da han spillede rollen på scenen; Jean Rochefort var 81, da Floride blev optaget. Man kan derfor gå ud fra, at Anthony i The Father er 83 år, for den alder har Anthony Hopkins p.t.

   Han har ikke i årevis været så velanbragt i en filmrolle. Hopkins er især god til at skildre vreden, som vælder op, når den gamle mand føler sig truet. Anthony raser i selvforsvar og lever i desorientering. Han står i køkkenet i sin lejlighed og tømmer poser efter et indkøb. Der er skiftevis rodet og ryddet i rummet. I stuen sidder en fremmed, ganske ubehagelig mand, som påstår at være hans svigersøn, skønt Anthony ved, at datteren ikke er gift.

ANTHONY nægter at forlade lejligheden, men er faktisk flyttet ind hos Anne og Paul for flere år siden. Han må af og til erkende diskrepansen. Så ruller han raseriet tilbage og mumler bare et svagt »Oh, I see.« Men han forstår ikke, hvad det går ud på. Anne taler om at flytte til Paris. »Ups,« siger Anthony og holder sig for munden, da han kommer til at røbe det for Paul. Der er meget, som Anthony ikke begriber. Kun når han lytter til opera, har han fred.

   Så bliver han pludselig slået og spurgt, hvor længe han har tænkt sig at blive og forgifte tilværelsen for sine omgivelser. Det er lussingerne, som Paul giver Tony, der udløser ægtefællernes brud. Man afkoder kronologien med hans ustabile bevidsthed som filter. En kæde af små labyrinter er foldet ind i hinanden. Der er sikre detaljer. Der er steder, som man skal holde sig fra. Fortiden bliver til fremtid og nutid. Man fornemmer en gradvis forværring. Det er næsten ikke til at bære, da den gamle mand græder og kalder på sin mor.

OLIVIA Colman spiller Anne, den tålmodige datter, som trods alt ikke var Anthonys favorit. Det var søsteren, som kunne male og le. Hun ankommer i skikkelse af hjemmeplejeren Laura (Imogen Poots). Anthony flirter og klovner. Han bilder hende ind, at han var stepdanser. Faktisk var han ingeniør og efter alt at dømme følelseskold. Nu er han nærmest som flydende voks.

   Når han føler sig tryg, kan han være skarp og præcis. Laura bruger børnesprog, da han skal tage sin medicin. Anthony spørger, om hun er nonne? Nej. Hvorfor taler hun så til ham, som om han er retarderet? Hun siger undskyld. Men et øjeblik efter er han som retarderet.

   Zellers tekst forstærker forvirringen ved at blande personer fra plejehjemmet med personer fra familien. Somme tider er Anne gift med Rufus Sewell, der spiller Paul. Det er ham, der slår Anthony i sin afmagt. Men i stuen sidder Mark Gatiss og læser avis. Han ringer efter Anne. Hun bliver nu spillet af Olivia Williams og har samme ansigt som plejersken i værelset med udsigt til en have. Her er der endelig en anelse om fred. Anne er i Paris, siger kvinden. Hun kommer nok i weekenden. Så kan de spadsere i solen.

DE SAMME SITUATIONER bliver vendt med små variationer. Konturerne af et forløb træder frem. Det er meget raffineret sat sammen. Som en mordgåde uden forklaring. Der er ikke længere en fast bund af sandhed i historien.

   The Father føjer sig smukt til en lille familie af film med beslægtede protagonister: Julie Christie, der forsvinder fra sin mand og blomstrer op på plejehjemmet i Sarah Polleys Away from Her (2006); Ghita Nørby, der gør det samme i Michael Noers Nøgle hus spejl (2015). Julianne Moore, som mister sit sprog i Richard Glatzers Still Alice (2014); Jean-Paul Trintignant, der hjælper Emmanuelle Riva til at dø med værdighed i Michael Hanekes Amour (2012). Erik Clausen, der frygter for sin forstand i Mennesker bliver spist (2015); Helen Mirren, der tager Donald Sutherland med på den sidste tur i The Leisure Seeker (2017).

   Der er andre, men ikke så mange andre film om demens. Skildringer af mennesker, som ikke er her mere.

   The Father er nænsomt omplantet til britiske forhold af Christopher Hampton. Zellers film er nomineret til seks Oscars. Den er klassisk, for så vidt som emnet er evigt. Flere af de andre kandidater kunne kun være lavet i år. Det er både en mild og en meget stærk film. Et kolossalt memento mori. Der er dansk biografpremiere den 10. juni.

The Father er Oscar-nomineret i 6 kategorier: Best Picture, Best Actor (Anthony Hopkins), Best Supporting Actress (Olivia Colman), Best Adapted Screenplay (Christopher Hampton, Florian Zeller), Best Production Design (Peter Francis, Cathy Featherstone), Best Film Editing (Yorgos Lamprinos)

The Father. Instr.: Florian Zeller. Manus: Christopher Hampton, Florian Zeller. Foto: Ben Smithard. 97 min. UK-Frankrig 2020. Dansk premiere: 10.06.2021.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Angel Films/ Biografklub Danmark/ Gaumont/ Théâtre Hébertot, YouTube

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, TV PLAY, Via Play Lej & Køb, YouTube Film, ZDF 

2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 30.08.2021

2K Blu-ray fra Soul Media (DK) 12.10.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 09.04.2021

Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder

HVIDE KANINER OG MØRNET FASAN
Yorgos Lanthimos dekonstruerer historien

Af BO GREEN JENSEN

OPKAST, mudder, lesbisk sex. Lus i de opulente parykker og en hvid kanin for hver af den klynkende dronnings mislykkede graviditeter.
   The Favourite er ikke et periodeportræt af den høflige slags, som britisk film ofte nok har leveret. Den er mærkelig, vild og dybt misantropisk. Men alligevel skarp og autentisk funderet. Nænsom nok på uventede steder. En film, der smager som mørnet fasan. Kald det historisk (sur)realisme.

DRONNING Anne af Storbritannien (1685-1714) regerede i perioden, hvor England og Skotland blev samlet. Nationen førte krig mod Frankrig, mens whigs og tories skændtes om den politiske magt. Anne kunne fylde tomrummet, da hendes far, den katolske James II, blev afsat. Hun var dansk gift med Prins Jørgen, som gjorde hende gravid 17 gange.* Da han døde i 1708, støttede Anne sig i mange forhold til Sarah Churchill, hertuginden af Marlborough, som var gift med den britiske hærfører.
   Sarah er titlens betroede yndling, men hun får konkurrence, da Abigail Hill flytter ind. Abigail begynder som køkkenpige og arbejder sig op. Ligesom Sarah finder hun dronningens sår og lindrer hendes smerte. Abigail er hæmningsløs. For Sarah er sagen realpolitik, men hendes hengivenhed kommer fra hjertet. Den hjælpeløse dronning er ikke altid hjælpeløs. Hun forstår at spille rivalinderne ud mod hinanden.

  
DE tre kvinder bliver spillet af Olivia Colman, Rachel Weisz og Emma Stone.** At filmen er mere end historisk teater, bliver klart i første scene, hvor Abigail sidder i en skumplende diligence og bliver set lystent på af en medpassager. Da hun smiler, begynder han åbenlyst at onanere.
   Ved slottet bliver hun sparket ud på hænder og fødder. Der er ingen solidaritet i hierarkiet. Abigail vasker gulvet med lud, og ingen advarer om ætsning. Sarah prygler Abigail, da hun smører salve på Annes sår. Da salven virker, bliver Abigail taget til nåde. Her begynder Sarahs fald. Også i denne version af historien er utak de arme synderes løn.

DET ærkebritiske stof er behandlet af grækeren Yorgos Lanthimos, som begyndte at tale engelsk i The Lobster (2015) og The Killing of a Sacred Deer (2017). Lanthimos instruerede Dogtooth (2009), som blev begyndelsen på den græske weird wave, der i høj grad har præget 10ernes film. Han blev håndplukket til at realisere et tyve år gammelt manuskript af Deborah Davies, som så en særlig mulighed i brevvekslingen mellem Sarah og Anne.
    Det absurde resultat er en blanding af farce og historisk noir, som har taget hele verden med storm, siden filmen blev vist første gang på Mostraen i Venedig 2018. Det er den første film, som Lanthimos laver uden sin faste medforfatter, Efthymis Filippou. Den er måske også mindre villet mærkværdig, men alligevel simrer og bobler historien.

COLMAN, Weisz og Stone leverer kompromisløst. Colman tog 16 kilo på at spille rollen som Anne, men hendes udsathed er også psykologisk markeret. Hun har en tam kanin for hver af sine 16 mislykkede graviditeter. Hun er skiftevis snedig og skingrende skør – for ikke at tale om kælen og grusom.
   Barok, brutal og overlagt anti-romantisk. Robbie Ryan filmer de royale korridorer med stejlt fiskeøje og svimlende kameragange. Det er hele tiden morsomt og ubehageligt. Og forbavsende og bevægende loyalt over for de tre kvinder i centrum.
   Der er overrumplende anakronismer, som holder publikum vågent. Til slut synger en ung Elton John den ældste og bedste version af »Skyline Pigeon«. Som sagt smager filmen af rådden fasan. Det er år og dag siden, at den historiske genre har slået så stærkt og ramt målet så rent.

Se også Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015); Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100].

*) Sønnen William, Duke of Glouchester, blev født i 1689 og levede til han var 11. Alle Annes øvrige børn var dødfødte.

**) Olivia Colman modtog en Oscar i kategorien Bedste Kvindelige hovedrolle. Alle blev nomineret for deres indsats, Weisz og Stone for bedste biroller. The Favourite var nomineret i ti kategorier, herunder bedste foto, bedste instruktion og bedste film. Da European Film Academy, som svarer til det amerikanske Academy of Motion Picture Arts and Science, uddelte sine EFA-priser i december 2019, var The Favourite nomineret i otte kategorier: Bedste film, komedie, kvindelige skuespiller, foto, instruktion, manuskript, klip, kostumer, samt hår og make-up. Den vandt i dem alle over for film som Dronningen, der var den danske kandidat. The Favourite modtog syv af de 12 britiske BAFTA Awards, som den var indstillet til. I min bog er filmen fra 2018. AMPAS havde det lige sådan. Jeg så den ved premieren i Venedig i august 2018, og der var dansk premiere den 24. januar 2019. 

The Favourite. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Deborah David, Tony McNamara. Foto: Robbie Ryan. 119 min. UK-Irland-USA 2018. Dansk premiere: 24.01.2019

Fotos: Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ Film4

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 20.06.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.01.2019