Bogen og filmen: Mothering Sunday/Helligdag (2021)

ALLE DE UNGE MÆND
Eva Husson filmatiserer Graham Swift

Af BO GREEN JENSEN

HELLIGDAGEN »Mothering Sunday« var forløberen for den moderne Mors Dag. I gode britiske husholdninger fik tjenestepigerne fri, så de kunne besøge deres familier. Forfatteren Jane Fairchild har en særlig grund til at huske Mothering Sunday i 1924. Det var den dag, hun begyndte at skrive for livet.

   Den unge Jane (Odessa Young) har ingen at tage hjem til, da herskabet giver hende fri. Hun kom til huset som forældreløs teenager. Mr. Niven (Colin Firth) taler om, hvad han ville lave, hvis han ikke skulle til forlovelsesfrokost. Mrs. Niven (Olivia Colman) tager senere Janes hånd og siger, at hun skal betragte det som en gave at være alene. Så har hun ingen at miste.

DER hersker en knuget stemning i huset. Nabosønnen Paul (Josh O’Connor) skal giftes med Emma (Emma D’Arcy) fra den tredje familie i vennekredsen, som engang gjorde alle ting sammen. Paul havde brødre. Familien Niven havde sønner. Alle de unge mænd døde i krigen. England sørger stadig væk.

   Da bilerne kører til klubben, mødes Paul og Jane en sidste gang. De har elsket at gå i seng med hinanden, siden hun kom til landsbyen. Vi er blandt det højere borgerskab i en fattigfin udgave af Downtown Abbey. Ingen udfordrer klassesystemet. Det har aldrig været på tale, at det »skulle være dem«. Men dagen er en undtagelse. Jane bliver kvinden, som mange år efter modtager Nobelprisen for sin beretning. Hun spilles da af 85-årige Glenda Jackson.

DER er i alle Graham Swifts bøger en umiskendelig tone af stor og nøje afstemt melankoli. En bristefærdighed, om man vil, og et særligt talent for at indlejre typiske træk ved almen historie i enkelte skæbner. Det gælder fra læreren, der taler til sin klasse i Waterland (1983, da. Vandlandet) og frem. I Mothering Sunday: A Romance (2016) er Swift i sit element. Teksten pendler mellem nu og da i erindringens takt.

   Eva Hussons film følger denne rytme. Der klippes konstant i flitrende glimt, snarere end i udstrakte flashbacks. Skønt formen anstrenger, fastholder den. I første scene begynder en samtale, som først bliver gjort færdig til slut.

   Instruktøren er fransk. Husson har udviklet sig, siden hun skuffede med Girls of the Sun i Cannes i 2018. Man ville så gerne give hovedprisen til en kvindelig instruktør, men kunne ikke forsvare at kåre filmen om kvindelige partisaner i krigen mod Islamisk Stat.*

   Alice Birch, som skrev den benhårde Lady Macbeth (2016), har bearbejdet Swifts roman og tilføjet en ny midterdel.

   

FILMEN bliver tung, så snart den forklarer, men i billederne kommer alt til sin ret. Lanceringen fremhæver de erotiske scener, hvor både manden og kvinden er nøgne. Det er en praktisk og naturlig nøgenhed. Han skaffer hende et pessar. Da han er borte, gør hun fingrene våde og lugter hans sæd.

   Helligdag er en god film, hvis man holder af britisk tristesse. Som et sted mellem Atonement (2007, da. Soning) og The Remains of the Day (1993, da. Resten af dagen). Moderniteten betones af nye musikvalg. Max Richter »gen-komponerer« Vivaldi; Nils Frahm yder minimalisme. Der er sammenbidt sorgarbejde og masser af stiff upper lip. Men også to kærester frosset i tiden. Et fint stemningsstykke til elskende nu.

RIP Glenda Jackson 1936-2023

*) Cannes 12.05.2018: »Festivalen havde satset alle jetoner på at gøre gallavisningen af Eva Hussons Les filles du soleil til en feministisk markering. Før visningen stod branchens stærke kvinder i formation på les marches, bl.a. Salma Hayek, Uma Thurman og Patty Jenkins. Der var politiske nøglefigurer som Marlene Schiappa, den franske minister for ligestilling, og Melissa Silverstein, der er en af chefstrategerne bag #MeToo. Cate Blanchett holdt en forkromet tale, som alle bakkede op om. Den højtidelige gestus var især et stort eksempel på, hvordan man sparker åbne døre ind.

   Mislyden satte først ind, da alle havde set Solens døtre. Filmen følger en særenhed af kurdiske partisaner, som prøver at tage deres by tilbage under krigen mod Islamisk Stat. Alle er kvinder, som beslutter at gøre modstand, da det lykkes dem at flygte fra IS, der mishandler og misbruger dem som (sex)slaver. Delingens leder er Bahar (Golshifteh Farahani), som har mistet sin mand og sin søn. Tiden er 2014. De kurdiske styrker venter på støtte fra den vestlige koalitionshær.

   Bahars historie fortælles i flashbacks, mens hun briefer en fransk journalist, Mathilde (Emmanuelle Bercot), der har sin egen traumatiske baggrund. Kvinderne taler, mens de gør sig klar til at indtage Bahars gamle skole. Vejen går gennem et mineret tunnelsystem. De mandlige kurdiske tropper vil ikke hjælpe, før der er støtte fra luften. Kvindekrigerne har fordel, fordi IS faktisk frygter dem. Bliver man skudt af en kvinde, bliver man ikke martyr og kommer ikke i Paradis.

   Solens døtre – der har danskeren Mattias Troelstrup som fotograf – er ikke dårlig. Den er bare meget velmenende og forenkler alle sider af konflikten. Musikken (af Morgan Kirby), som isoleret set er god nok, bliver lagt på i så massive doser, at publikum ikke har chance for selv at føle noget, før stemningen bliver dikteret. Bercots karakter er baseret på amerikaneren Marie Colvin, der mistede sit øje og senere sit liv i Homs. Hun er et overflødigt identifikationspunkt. Bahar tænker tilbage uden at meddele sig.

   Til slut bliver byen generobret. Bercot rejser hjem til sin datter og skriver artiklen, som hun læser højt under slutteksterne. Den er mildest talt ikke neutral i sit ordvalg.

   Efter gallavisningen var der jubel og stående bifald. Det er der som regel. Efter pressevisningen blev der både hujet og klappet. Der var bred enighed om, at Les filles du soleil ikke hører hjemme i hovedkonkurrencen. I hvert fald er det en ordinær film, som trækker gennemsnittet ned. Døm selv, når der er dansk premiere.«

Mothering Sunday (Helligdag). Instr.: Eva Husson. Manus: Alice Birch. Foto: Jamie Ramsay. 104 min. UK-Tyskland 2021. Dansk premiere: 28.04.2022.

Graham Swift: Helligdag – en romance. Oversat efter Mothering Sunday: A Romance (2016) af Claus Bech. 188 s. Gyldendal, 2017. 

Graham Swift: Mothering Sunday. A Romance. 132 s. London: Scribner, 2016.

Fotos: Film4/ BFI/ LipSync Productions/ Number 9 Films/ ZDF/ Arte/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment/ Scribner/ Simon & Schuster

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 31.01.2022

Festvalreportage i Weekendavisen Kultur 18.05.2018 + filmanmeldelse Weekendavisen Kultur 29.04.2022.

Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014)

HÆRVÆRKSKLUBBEN

Englands politiske klasseteater

Af BO GREEN JENSEN

I STORBRITANNIEN fungerer klassesystemet som efter en naturlov. Den sociale arv og de riges privilegier er emner, der kan bringe debatten i kog. Hvis klassekampen er hendøende, er det kun, fordi besidderne har haft held til at udslette arbejderklassen. Hvad konservatismen påbegyndte i 1980erne, blev gjort færdigt af 90ernes globalisering.

   Klassetænkningen har udviklet sig til noget næsten metafysisk. Dramatikeren Laura Wade (f. 1977) skabte en af årtiers største britiske teatersucceser, da hun satte ti unge mænd fra Oxford til at hærge på scenen i Posh. Her holder »The Riot Club« sin traditionsrige middag, som kulminerer i et orgie af destruktion. Man knuser alt, hvad der kan gå i stykker. Man æder og drikker sig fra sans og samling, forsøger også at få en kvinde ned på knæ under bordet, er i det hele taget drenge, når drenge er værst.*

DA Wade skrev sit skuespil i 2010, var Labour Party ved magten. De rige rødder på scenen kunne tale, som om de repræsenterede en minoritet og en stolt tradition, der var ved at forsvinde. I 2012 blev stykket genopført, og Wade justerede teksten til David Camerons konservativt administrerede England, hvor flere af klubbens principper i mellemtiden var blevet til lov.

   Hærværksklubben er angiveligt fiktiv. Det er dog en åben hemmelighed, at The Riot Club er baseret på virkelighedens Bullingdon Club, som har eksisteret i Oxford siden 1780erne. Evelyn Waugh nævner klubben flere steder. Listen over medlemmer tæller mænd som Cecil Rhodes og Kong Frederik IX. Bullingdon-drengene bærer korte, skræddersyede jakker. Det samme gør vandalerne fra The Riot Club.

   Den reviderede forestilling fik ekstra opmærksomhed, fordi tre af rigets magtfulde embeder var beklædt af gamle Bullingdon-medlemmer. David Cameron, finansminister George Osborne og Boris Johnson – som siden blev både udenrigs- og premierminister, men i 2014 endnu var Londons borgmester – havde alle siddet med ved bordet, hvor man når til at råbe »I fucking hate poor people!«, før aftenen er omme. I det hele taget sætter klubben en ære i ikke at nære social empati.

I LONE Scherfigs filmatisering af stykket, som Laura Wade selv har bearbejdet, er den hårde kerne ikke blødt op, men den er indrammet af forskellig baghistorie, og der er nuanceret i typologien, så karaktererne er til at skelne fra hinanden. I teatret er drengene kloner, nogenlunde lige stupide – og værre, fordi de er sammen og ens.

   Miles Richards (Max Irons) er egentlig ikke typen, der snobber hverken op eller ned. I Oxford bliver han kæreste med Lauren (Holliday Grainger), som kommer fra jævne walisiske kår. Der er ingen Lauren i sceneversionen. I filmen fungerer hun som et humaniserende filter og et identifikationspunkt for tilskueren. Det er muligvis ikke, hvad der er brug for. Skuespillet fungerer i kraft af sit koncentrerede anarki.

   Miles er en sød dreng, der lader sig benove af invitationen til at blive medlem. Man ved, at man er kommet i betragtning, når ens værelse bliver raseret.

DET er en gennemgående svaghed, i filmen såvel som i stykket, at man aldrig helt begriber, hvorfor klubben er så attraktiv. Alt, hvad de unge mænd foretager sig – og det er ret beset ikke meget – virker gennemført infantilt.

   Men man bliver medlem af et netværk, som fungerer (og forpligter) hele livet. Det véd den arrogante Alistair Ryle (Sam Claflin), som skal løfte arven efter sin farfar, far og onkel Jeremy (Tom Hollander), der er konservativ politiker. Alistair deler det kyniske menneskesyn. Han og Miles læser begge historie. De skriver opgaver til den samme tutor. Her er de tæt på at hade hinanden. Bortset fra, at den milde Miles næppe er i stand til at hade.

DEN lyse side af Oxford bliver skildret i filmens første akt, hvor Scherfig formidler sin glæde ved stedet. En scene, hvor Miles og Lauren taler på taget med udsigt til byens »drømmende spir«, har sjælfuld sødme og kunne stamme fra de bedste tider i One Day (2011). Der er også lidt humor i drengenes ture. Så begynder middagen, og alvoren bliver blodig.

   Fordi klubben knuser alt, har den karantæne på de fleste spisesteder. Man kører langt for at nå til pubben The Bull’s Head, hvor en ambitiøs kroejer (Gordon Brown) prøver at give stedet stil. Han bukker og skraber for selskabet, der har booket sig ind som Unge Entreprenører. De øvrige gæster, som ikke er posh, får lov at vente i timer. Manden, som man når at få ondt af, er i mange henseender en straight version af Basil Fawlty, den inkarnerede småborgerlighed.

MIDDAGEN forløber. Ti fugle er bagt ind i hinanden, og klubbens formand taler vidtløfligt om at fejre fråseriet som kunst og erkendelsesform. De æder og drikker for Englands skyld. I tarvelige tider er de det sande bolværk mod pøbelen. I prologen har man set den historiske Lord Ryot være både dekadent og visionær. Det er der ingen af dagens drenge, der er. De vil bare rive verden i stykker.

   Udover Miles er der ingen i klubben, som kender det andet køn særligt godt. Det ligger ikke i opdragelsen, hvis man kommer fra skoler som Eton og Harrow. Harry (Douglas Booth) har bestilt en professionel pige, som skal give drengene blowjobs. Da Charlie (Natalie Dormer) betakker sig, overvejer klubben at voldtage kroværtens datter (Jessica Brown Findlay).

   Her indskyder Scherfig og Wade en forvikling. Redegørelsen for kvindesynet er i forvejen omstændelig. Nu skal filmen skyde sit krudt af i en hæmningsløs destruktionsscene, der kulminerer i afstraffelsen af kroværten. Da er The Riot Club blevet ren horror.

FILMEN fungerer bedst på de steder, hvor den holder fast i teaterforestillingens klaustrofobiske ramme og de kunstfærdige replikker, der i pointeret form taler om klasser. Det er og bliver en britisk forestillingsverden. Da Alistair siger til kroværten, at denne i virkeligheden elsker de hærgende overklassedrenge, er det tydeligt, at han rammer et ømt punkt. Det kunne han kun gøre i en britisk kontekst.

   Lone Scherfig formidler alt dette med samme fintmærkende præcision, som hun lagde for dagen i An Education og One Day. Det virker af og til, som om hun hellere ville lave en lys film, der fejrer de klassiske dyder i Oxford. The Riot Club er en grov satire, men eftersmagen er syrlig og ram – altså for så vidt som den skal være.

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Year (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig: Their Finest (2016); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019).

*) Laura Wade voksede op i Sheffield i det nordlige England. Hun studerede drama ved Bristol University, debuterede med Limbo (1996) og kom til Londons Soho Theatre med Colder Than Here (2005). Hun har skrevet 15 skuespil, hvoraf syv foreligger i bogform.

   Wade har ingen Oxford-baggrund selv. Hun har dog kunnet spørge sit bagland, hvis hun var i tvivl. Wade har to børn med instruktøren og skuespilleren Samuel West, som har instrueret flere af hendes stykker. West, der er søn af Timothy West (Edward VII) og Prunella Scales (Fawlty Towers), tog sin kandidatgrad i Oxford. Wade og West har dannet par siden 2007. 

   Posh blev uropført i 2010 på Royal Court Theatre, hvor Wade var en del af Young Writers-programmet. I 2012 blev teksten afstemt efter aktuelle forhold og opført på Duke of York Theatre i West End. Wade var ikke selv involveret i 2017-produktionen, som lod teksten opføre af et kvindeligt cast. Derimod skrev hun sceneversionen af Sarah Waters’ victorianske perioderoman Tipping the Velvet (1999), som blev opført på Lyric Hammersmith i 2015. Tipping the Velvet er især kendt fra tv-versionen [med manuskript af Andrew Davies] med Rachael Stirling, Sally Hawkins og Keeley Hawes, som var en LGBTQ+-landvinding i 2002.

   Efter Posh har Laura Wade skrevet Home, I’m Darling (2018) – en tragisk satire om nostalgiske kønsroller – og The Watsons (2019). Sidstnævnte bygger på Jane Austens aldrig færdiggjorte roman (som mange austenites har skrevet videre på). I Wades version bliver handlingen sat i stå, når »Dramatikeren« og karaktererne diskuterer, hvad der videre kunne, burde og måske vil ske. The Watsons havde premiere på Chichester Festival Theatre i 2018 og spillede videre på Menier Chocolate Factory i London. Forestillingen var instrueret af Samuel West.

The Riot Club. Instr.: Lone Scherfig. Manus: Laura Wade. Foto: Sebastian Blenkov. 107 min. UK-Frankrig 2014. Dansk premiere: 04.12.2014.

Fotos: Daniel Hambury (Laura Wade Portrait)/ Film4/ HanWay Films/ BFI/ Universal Pictures International/ Pinewood Pictures/ Blueprint Pictures/ Selective Films/ Orange Studio/ Royal Court Theatre/ Angel Films/ YouTube (Universal Studios Trailer).

Filmen streames (juni 2025) Amazon TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios (UK) 19.01.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.12.2014 [revideret og ajourført 2022]

Brizé | Lindon: En guerre/ At War/ I krig (2018)

EN FILM OM AT GRIBE TIL VÅBEN
Mens klassekampen udarter i Frankrig

Af BO GREEN JENSEN

EFTERHÅNDEN fylder virksomhedslukninger ikke meget i tidens bevidsthed. I bunden af skærmen, nede i båndet med rullende nyheder, læser og registrerer vi adspredt, at den-og-den internationale koncern ser sig nødsaget til at indstille driften og flytte forretningen til en anden sektor. Nå ja, tænker den rastløse seer. Den slags sker hele tiden. Det er godt, at det ikke er min arbejdsplads.

   De ansatte bliver afskediget, og en kommunikationsmedarbejder, der som regel er forhenværende journalist, beklager på ledelsens og bestyrelsens vegne. Måske er der vrede protester lokalt, men det er jo markedets vilkår. Klassekamp var noget, man førte i det tyvende århundrede. Før globaliseringen. Det nytter ikke at stritte imod.

EN guerre begynder midt i krigen mellem ledelse og ansatte. En tyskejet virksomhed lukker sin fabrik i Agen i det sydvestlige Frankrig. 1.100 arbejdere står uden job, og lukningen er en katastrofe for regionen. Situationen er særligt anspændt, fordi personalet to år før har accepteret en kollektiv lønnedgang. Til gengæld blev de lovet, at fabrikken – som fremstiller reservedele til biler – ville være der fem år endnu.

   Men tiderne er svære, forsvarer ledelsen sig med. Det er muligt, siger arbejderne under ilter og utrættelig ledelse af talsmanden Laurent Amédéo (Vincent Lindon), men firmaet kan ikke ustraffet svigte sit løfte. Så en bitter og langstrakt konflikt er kørt fast.

   Ingen af parterne giver sig. Der er blokader, forhandlinger og krisemøder, indædt kamp ved fabrikken. Fagbevægelsen engagerer sig i konflikten, politikere går ind i sagen. Da medieomtalen bliver belastende, kommer koncernens øverste chef på besøg. Alle vil angiveligt forhandle, men ingenting forandrer sig. Mens det lokale problem bliver et nationalt anliggende, hægtes Amédéo af efterhånden.

STÉPHANE Brizés film er interesseret i processen. En guerre er som obduktionserklæringen efter et dødsfald. Der er aldrig for alvor håb om, at protesten vil nytte. Vi ser, hvordan de kæmpende arbejdere bliver holdt hen. Ja, der er atter røde flag og blanke øjne i flokken, som nyder at være samlet om en sag. Men kun fortidslevn som Amédéo tror, at modstanden vil føre til ændring. Beslutningen er truffet fra scene ét.

   Strategien er som i enhver nedbemanding. Da processen bliver for besværlig, tilbyder ledelsen en mere lukrativ fratrædelsesaftale. Tag pengene nu og gå jeres vej. Megen lyrisk jargon er i spil. Det lykkes at få arbejderne til at ligne vandaler. Især en aktion i koncernens hovedkvarter udarter. De urbane mellemmænd vasker hænder. Amédéos hær skrumper ind. Stadig flere vil tage imod ledelsens tilbud og se, hvad de kan få ud af situationen.

FØRST da lederrollen bliver taget fra ham, og trykket i sagens natur letter, får vi et indtryk af mennesket Amédéo. Vi ser, at han lever alene og stille. Hans voksne datter venter sig. Det er ikke kun snak, når han siger, at han kæmper for fremtiden. For Amédéo handler slaget især om anstændig behandling og tabt værdighed.

   Vincent Lindon har for fjerde gang hovedrollen i en film af Brizé. Mens kampen bølger frem og tilbage, er han det eneste velkendte ansigt i sværmen. Med alderen bliver Lindon stadig mere troværdig som den jævne franske mand af gammel skole. Han er næsten en Jean Gabin for sin tid.

   I La loi du marché (2015, da. Markedets lov) blev Lindons karakter fritstillet og tog uvant arbejde som opsynsmand i et supermarked, hvor han holdt øje med både kunder og ansatte. Det handlede især om personalets rapserier. Han iagttog, valgte side, greb ind og sagde fra. Han kunne slutte en separat fred med systemet og forlade forretningen med sin ære i behold.

   Laurent Amédéo har hverken denne luksus eller samme grad af selvindsigt. Han er en mand, der lader sig rive med. Han har levet og åndet for kampen. Han kan ikke bare gå hjem til sig selv.

ENDELIG gør Amédéo noget drastisk, som får båndet med rullende nyheder til at standse for et øjeblik. Slutningen er blevet kaldt urealistisk og sensationalistisk, et brud på den dokumentariske tone og et knæfald for melodramatiske kræfter. Den passer dog til Laurents karakter. Det er en stolt samurais sidste handling.

   Der er en særlig stoisk defaitisme på spil i En guerre. Filmen havde premiere på Cannes Festivalen i 2018, 50-året for maj 1968. Samtidig begyndte protestbevægelsen les Gilets jaunes at tage form. De Gule Veste gik på gaden i november og har siden markeret sin modstand. Der kunne sagtens være veteraner fra fabrikken i Agen blandt demonstranterne på Champs-Élysées.

   Muligvis er kravene diffuse. Der er sikkert også rådne æbler i kurven, men aktivisterne har lært af mange nederlag. De forstår, at kun handling udløser handling. Man strejker midt i myldretiden eller går ud og sætter ild til det hele. Det nytter ikke at vente på økonomernes kvartalsrapport. Der bliver aldrig råd til forbedring igen.

FEMTEN år efter Je ne suis pas là pour être aimé (2005, da. Ikke her for at blive elsket (2005) – og tyve år efter sin instruktørdebut, Le bleu des villes (1999) – er Stéphane Brizé (f. 1966) i stilfærdighed blevet en af de sikreste filmskabere i sin generation. På vejen fra Markedets lov til I krig bearbejdede han Guy de Maupassants Une vie (2016), som i en anden genre præsenterer et fuldkommen solidarisk portræt af en overset, uforløst kvindeskæbne.

   La loi du marché og En guerre vidner om, at yngre kræfter står klar til at gribe stafetten, når Ken Loach, Mike Leigh og Dardenne-brødrene forlader scenen. Som politisk drama er filmen en betydelig bedrift. Ikke siden Claude Berris filmatisering af Émile Zolas Germinal (1993) er en strejke skildret så hårdt og empatisk.

Se også Brizé | Lindon: Mademoiselle Chambon (2009) og Brizé | Lindon: La loi du marché/Markedets lov (2015).

I krig (En guerre). Instr.: Stéphane Brizé. Manus: Olivier Gorce & Stéphane Brizé; Ralph Blindauer, Olivier Lemaire, Xavier Mathieu. Foto: Eric Dumont. 113 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 11.07.2019.

Fotos: Nord-Ouest Films/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance

Filmen streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Diaphana (region B) 28.01.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.07.2019

Céline Sciamma: Portræt af en kvinde i flammer (2019)

GENOPLEVET I ERINDRINGEN
Kunsten, kønnet og kærligheden

Af BO GREEN JENSEN

TÆNK, at man skulle opleve det. Céline Sciamma (f. 1980) har lavet kærlighedsfilmen, som ikke nøjes med at kaste kønnets blik, men gør det til genstand for en analyse, der er lige så romantisk og radikal, som den er moderne og metabevidst. Hvis det gælder om at gøre ordet til kød, kommer Sciammas film tæt på at realisere utopien.*

   Det er et frapperende periodestykke med titlen Portræt af en kvinde i flammer. Først sidder kunstneren Marianne (Noémie Merlant) og fortæller sine kvindelige elever om modeltegning. Hun viser dem sit maleri Portræt af en ung kvinde i flammer. Så fortæller hun klassen, hvordan det blev til.

DET sker i 1770. Marianne kommer til Bretagne for at udføre et portræt af adelsfrøkenen Héloïse (Adèle Haenel). Den unge kvinde blev taget ud af klosterskolen, da hendes søster begik selvmord. Nu skal Héloïse giftes væk. Portrættet er en forlovelsesgave, en kærlighedspant og økonomisk forsikring. Hendes italienske mor (Valeria Golino) forklarer, at Marianne må male portrættet i stjålne øjeblikke. For Héloïse vil ikke sælges. Hun vil nyde friheden, som hun har drømt om. Hun vil mærke vinden og livet.

   Dagene flyver som fugle. Kvinderne kommer tæt på hinanden og forelsker sig med hud og hår. De udforsker øen sammen med tjenestepigen Sophie (Luàna Bajrami). De hjælper Sophie med at få afbrudt et svangerskab. De er lykkelige sammen og fråser i at være det.

SAMTIDIG er de fortsat kunstneren og hendes model med alt, hvad det indebærer af skepsis. Héloïse gør sig sårbar ved at posere. Marianne bliver mere kritisk i forhold til sit arbejde, efterhånden som kærlighed og begær bliver faktorer. Sanselighed er et misbrugt ord. Her lever den virkelig i nogle scener, hvor hver lille rynke i stoffet er afstemt.

   De ved begge, at forholdet har en deadline. Der bliver talt om kvinders vilkår, men ingen af dem overvejer at anfægte tingenes orden. På denne tid er man søstre i hemmelighed. Det er stadig besiddernes verden. Derfor er det en stor pointe, at de elskende ikke ejer hinanden.

DA slutningen nærmer sig, går de ned til stranden sammen med Sophie. De slutter sig til landsbyens kvinder ved bålet og hører forunderlig fællessang på et lydspor, som hidtil har været uden musik. De ser på hinanden, og blikket brænder i trods og begær.

   De tre kvinder deler et midlertidigt paradis, som går under, da Héloïses mor kommer hjem. Héloïse bliver solgt på patriarkatets præmisser, men Eden har eksisteret, og kvinderne glemmer det aldrig. I strandscenen går der virkelig ild i den blå kjole, og portrættet af Héloïse kommer til live. Céline Sciamma – som instruerede Tomboy (2011) og Girlhood (2014) – har skabt en noget nær fuldkommen fabel om køn, klasse, kunst og erotisk politik.

DET er Sciammas omhu med rytmen og detaljerne, som gør Portræt af en kvinde i flammer til noget særligt og smukt. Marianne er en fiktion, som Sciamma baserer på autentiske portrætmalere fra perioden: Vigée Le Brun, Artemisia Gentileschi, Adélaïde Labille-Guaird; navne, der har været glemte og som tiden genopdager nu. Sciamma fandt dem ved at undersøge perioden.
   Herefter bad hun en nutidig kunstner, der har samme alder, om at male Mariannes billeder. Det er Hélène Delmaire, som har udført portrættet af Héloïse i den antændte kjole. Det er hendes hænder, som vi ser. De føjer til og sletter ud. De arbejder rytmisk, i virkelig tid. På film har man ofte set kunstnere grimassere ved staffeliet. Her er processen skildret troværdigt og praktisk.

PÅ samme måde er det fraværet, som skaber glæden ved musikken, når den er der. Marianne spiller nogle strofer af Vivaldi, mens hun og Héloise arbejder sammen i det tomme hus. Til slut er der en berusende brug af Vivaldis violinkoncert nr. 2 i g-mol, opus 8, RV 315 (dvs. »L'estate«/»Sommeren« fra Le quattro stagioni/ De fire årstider). Men sætstykket er de syngende, klappende kvinder på stranden ved bålet.

   Jeg troede, da jeg så filmen første gang, at der var tale om et avanceret arrangement af autentisk musik fra Bretagne. Man har vel lyttet til Alan Stivell i sin ungdom. Men faktisk er der, fortæller Sciamma, tale om en nyskreven komposition, »La Jeune Femme en Feu«, som Para One (der skrev musik til Tomboy og Girlhood) har arrangeret sammen med Arthur Simonini. Modellen er György Ligettis »Requiem«. Det forklarer oplevelsens bevidsthedsudvidende associationer. Ligettis »Requiem« er musikken, som ledsager abemenneskets første brug af redskaber i Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.

   Sangen er mærkelig og meget iørefaldende. Der bliver, viser det sig, sunget på latin: »Non possum fugere« og »Nos resergemus«. Altså noget med »som ikke kan flygte eller flyve« og »Vi stiger op«.

   Der er mange af den slags henvisninger. De giver historien dybde og mere substans. Sciamma nævner også Emily Brontës Stormfulde højder (1847) blandt sine gotiske forbilleder. Pointen er dog, at de bliver forankret i historien. På lærredet er der kun billedet af den antændte Héloïse. Kvinderne ved, at de må tage afsked. Ingen af dem vil nogen sinde glemme denne kærlighed.

ALT i filmen bygger op til det sidste øjeblik, hvor kærligheden på sæt og vis triumferer hen over tiden og alt, hvad der fulgte. Det er så vigtigt, at dette øjeblik lykkes. Sciamma, som på ingen måde er naiv omkring sine virkemidler, beskriver det med karakteristisk distance:

   »Det handler ikke så meget om at vælge, hvad man husker, mere om at kropsliggøre denne proces. Og ja, det er erindringen om deres kærlighedshistorie. Men de er fiktive karakterer, som ikke har eksisteret, så i virkeligheden handler det mere om din oplevelse af filmen, dit forhold til de karakterer. Der er tale om en ganske kort, intens periode på ti dage i deres liv. Du skal føle, du har set hele kærlighedshistorien. Jeg tænker mere på din rejse som tilskuer end på de fiktive karakterers udvikling. For du er der. Du er tilskueren, og du er virkelig.«

DER findes vel en halv snes rigtig gode film om kunst og kærlighed. Portræt af en kvinde i flammer skriver sig ind i traditionen med versaler. Så godt som alt i filmen er skabt af kvinder. Det er en ny tids kostumefilm, som bliver realiseret. For en gangs skyld føles kønnets blik ikke som en begrænsning. Det er en ny sanselighed, der lukker sig op.

Se også Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]; Animation | Ma vie de Cougette/ Mit liv som Squash (2016); Céline Sciamma: Petite Maman (2021) + Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]. 

Ved Bodiluddelingen 2021 blev Portræt af en kvinde i flammer kåret som Bedste ikke-amerikanske film i 2020. Bodil Priserne uddeles af Danske Filmkritikere. Det skete for 74. gang.

*) For the record: Det var den britiske feminist og filmhistoriker Laura Mulvey (f. 1941), som bragte det kønnede blik ind i filmteorien. Det skete i artiklen »Visual Pleasure and Narrative Cinema«, som blev trykt i tidsskriftet Screen i 1975 og sat fast i essaysamlingen Visual and Other Pleasures (1989). Mulvey undersøgte forbindelsen mellem blikket som begær og voyeurisme som et våben. Hun havde begrebet »the male gaze« fra kunsthistorikeren John Berger, som brugte det i tv-dokumentarserien Ways of Seeing (BBC, 1972), da han talte om den nøgne krop i billedkunsten. Teksten er blandt de mest indflydelsesrige i 50 års receptionsteori. I 2019 samlede Mulvey de sidste tre årtiers tekster i Afterimages: On Cinema, Women and Changing Times, hvor hun bl.a. forholder sig til #MeToo-bevægelsen, genovervejer sit essay og besvarer ti ofte stillede spørgsmål omkring det. Mulvey, som fylder 80 i 2021, har emeritus-status ved Birkbeck College, University of London. Fra 1974-1982 skrev og instruerede hun seks film sammen med sin mand, Peter Wollen (1938-2019). Riddles of the Spinx (1977) er en feministisk udgave af Ødipus-fortællingen. Mulveys monografi om Citizen Kane (1992) er en af de bedste i BFI Film Classics-serien. 

Portræt af en kvinde i flammer (Portrait de la jeune fille en feu). Instr. & manus: Céline Sciamma. Foto: Claire Mathon. 121 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 06.02.2020

Fotos: Lilies Film/ MK2 Films/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official NEON US trailer]

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV , SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1034) [region A] 23.06.2020

2K Blu-ray fra Artificial Eye CURZON [region B] 08.06.2020

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.02.2020