Julia Ducournau: Titane (2021) [Sci-Fi 100]

METALLETS BLØDE INDERSIDE

Kønnet flyder og kroppen forvandles

Af BO GREEN JENSEN

DER er tre brutale akter og to vidt forskellige historier i sidste års guldpalmevinder – den første fra en kvindelig instruktør siden 1993, da Jane Campions The Piano delte prisen med Chen Kaiges Farvel, min konkubine.

   Titane er en vild film, som især i første halvdel bedøver tilskueren med seksuelle og psykedeliske gimmicks. Det er, fornemmer man, også hensigten. Man kan derfor blive irriteret på Julia Ducournaus chokstrategi. Til gengæld bliver stilen stærk og konkret i tredje del af historien. Her er følelsen ægte, og den opstår i en kontekst, som ikke kunne findes uden de første to akter.

DET begynder i en bil på motorvejen et sted i det sydlige Frankrig. På bagsædet sidder en mut pige og irriterer sin far ved at sige som motoren, der accelererer. Han prøver at skrue op for musikken, men allerede som barn er Alexia i stand til at dominere omgivelserne. Så han vender sig rasende om.

   I næste billede svæver Alexia mellem liv og død på operationsbordet, mens hendes far vist nok skammer sig udenfor. Han bliver spillet af filmskaberen Bertrand Bonello, som ofte har gradbøjet gængse værdier. Vi er i et mentalt territorium, hvor almindelig kærlighed ikke har plads. Ducournau færdes hjemmevant hér. Det viste hun både i Junior (2011) og Raw (2016), hvor body horror og kannibalisme var inddraget i en dannelseskildring.

   Mærkværdigheden understreges, da Alexia bliver udskrevet fra hospitalet. Hun har nu et titaniumskjold i sin tinding, hvor hjernen bliver holdt på plads. Far og datter træder ud i solen. Tøver hun efter ulykken? Nej. Det første, som pigen gør, er at kysse og gnide sig mod den ventende bil. Der er gået fem minutter. Den virkelighed, som vi kender, er allerede forladt.

TI-TOLV ÅR SENERE danser Alexia (Agathe Rousselle) i en natklub, hvor stripperne vrider sig og vasker biler til ære for de liderlige mænd. Det er en etableret subkultur. Alexia er en stjerne i miljøet. Hun afviser en ivrig fan. Da han ikke vil høre, tager hun spyddet ud af sit hår og jager det ind i hans øre.

   Efter drabet står hun i badet og vasker hjernemasse af. Da trænger en dunkende fræsen gennem musikken. Bilen kalder fra dansehallen. Her leverer filmen et sætstykke, der næppe er set magen til: kvinden og bilen har samleje i en sekvens, der er klippet, så processen bliver troværdig. Det er klart, at man spærrer øjnene op. Her er alle fantasier og forestillinger om køn og maskiner blandet sammen. Vigtigst for historien er, at et foster bliver undfanget.

DER er både humor og desperation i den effektjagende første akt. Alexia er vant til, at tv-nyhederne fortæller om en seriemorder, der spreder frygt langs Côte d’Azur. Hun er ikke vant til at vågne med sort motorvæske i skridtet. De værste sider af Titane kulminerer i en knopskydende scene, hvor Alexia må skaffe flere og flere nøgne vidner af vejen i en hedonistisk indrettet ferievilla. »Hvor mange er I?» spørger hun den sidste mand, som ellers er venlig.

   Så langt er alt gemacht og anstrengende. Filmen slår sin følelsesmæssige flik-flak, da Alexia er på flugt. Hun dukker sig og bærer hættetrøje. Hun ser en tegning af en forsvunden ung mand. Hun klipper og kvæster sig selv, så det ligner. Da politiet henter drengens far, siger han uden videre, at det er Adrien. Her skifter filmen toneart. Vi er nu i en virkelighed, hvor der endnu findes blidhed. Før ville al patos blive leet væk. Nu kan følelsen sætte sig fast.

VINCENT (Vincent Lindon) er brandchef på en vagtcentral, der for så vidt ikke adskiller sig fra dansehallen i første akt: begge miljøer driver af testosteron. Alexia tager identiteten på sig, undgår at tale og spærrer øjnene op. Hendes indsnørede mave vokser i lyntempo. Vincent er en tragisk, anskudt hanelefant, der pumper sig selv fuld af steroider for at modarbejde ældingsprocessen.

   Flere kan se, at Adrien ikke er Adrien. Drengens mor, f.eks. og en ung favorit, som Alexia detroniserer. Vincent renser luften med sit beroligende mantra – »Jeg er lige her« – og gør endelig sagen skærende klar: »Jeg er ligeglad med, hvem du er – du er min søn, og sådan er dét.«

ALEXIA er mod sin vilje ramt af ømme følelser. Hun er med til at slukke brande og redde liv. Da hun føder sit titaniumbarn, giver alle faktorer mening og indgår i en konstellation, der er evig som et stjernetegn. Her formår filmen endelig at bevæge. Man har da været hele registret igennem.

   Her er body art, body horror, muterede køn og identiteter blandet sammen på fantastisk og tidssvarende vis. Det er måske ikke den nye Messias, der fødes i en post-human verden, men det er den nye Evas lidelser, vi ser. Det gamle dør, og det nye bliver født.

TITANE bliver sammenlignet med Crash, som vakte opsigt i 1996. Her blev karaktererne ophidset af at rekonstruere berømte bilulykker. Disciplene i kollisionernes kirke var for tiden at se et forvarsel om det post- og inhumane. David Cronenberg filmatiserede J.G. Ballards roman med mere kynisme, men fantasien om fusionen af menneske og maskine var beslægtet.

   Ballard skrev sin bog i 1973. Går man langt nok tilbage, begynder de varme cyborgtanker i William Burroughs’ beskrivelser af den bløde maskine, som allerede 1950erne sværmede for. Og med den falske Maria i Fritz Langs og Thea von Harbous Metropolis (1927). Så drømmen har varet i 100 år.

   Den forvrængede verden i Titane er en blanding af manga, sci-fi og neo-noir. Men også levende nutid og noget andet. Ducournaus vision er original. Især fordi kønnet er vigtigt og flyder.

TITANE var Frankrigs Oscar-bud og kandidat til de europæiske filmpriser. Da Crash fik en særpris i Cannes, blev der hysset. Der var derimod bifald til Ducournau. Det var i filmregi som at knuse glasloftet, miraklet der gik i sig selv, da Hilary Clinton tabte til Donald Trump.

   Den forløsende pris til en kvindelig filmskaber skulle være faldet allerede i 2019, da Céline Sciamma var i konkurrence med Portræt af en kvinde i flammer.

Titane. Instr. og manus: Julia Ducournau. Foto: Ruben Impens. 108 min. Frankrig-Belgien 2021. Dansk premiere: 11.11.2021.

Fotos: Kazak Productions/ Frakas Productions/ Arte France Cinéma/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ Eurimages/ Diaphana Films/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ ScreenMusings
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Bklu-ray fra Diaphana (region B) 16.11.2021
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 02.11.2021

Brizé | Lindon: En guerre/ At War/ I krig (2018)

EN FILM OM AT GRIBE TIL VÅBEN
Mens klassekampen udarter i Frankrig

Af BO GREEN JENSEN

EFTERHÅNDEN fylder virksomhedslukninger ikke meget i tidens bevidsthed. I bunden af skærmen, nede i båndet med rullende nyheder, læser og registrerer vi adspredt, at den-og-den internationale koncern ser sig nødsaget til at indstille driften og flytte forretningen til en anden sektor. Nå ja, tænker den rastløse seer. Den slags sker hele tiden. Det er godt, at det ikke er min arbejdsplads.

   De ansatte bliver afskediget, og en kommunikationsmedarbejder, der som regel er forhenværende journalist, beklager på ledelsens og bestyrelsens vegne. Måske er der vrede protester lokalt, men det er jo markedets vilkår. Klassekamp var noget, man førte i det tyvende århundrede. Før globaliseringen. Det nytter ikke at stritte imod.

EN guerre begynder midt i krigen mellem ledelse og ansatte. En tyskejet virksomhed lukker sin fabrik i Agen i det sydvestlige Frankrig. 1.100 arbejdere står uden job, og lukningen er en katastrofe for regionen. Situationen er særligt anspændt, fordi personalet to år før har accepteret en kollektiv lønnedgang. Til gengæld blev de lovet, at fabrikken – som fremstiller reservedele til biler – ville være der fem år endnu.

   Men tiderne er svære, forsvarer ledelsen sig med. Det er muligt, siger arbejderne under ilter og utrættelig ledelse af talsmanden Laurent Amédéo (Vincent Lindon), men firmaet kan ikke ustraffet svigte sit løfte. Så en bitter og langstrakt konflikt er kørt fast.

   Ingen af parterne giver sig. Der er blokader, forhandlinger og krisemøder, indædt kamp ved fabrikken. Fagbevægelsen engagerer sig i konflikten, politikere går ind i sagen. Da medieomtalen bliver belastende, kommer koncernens øverste chef på besøg. Alle vil angiveligt forhandle, men ingenting forandrer sig. Mens det lokale problem bliver et nationalt anliggende, hægtes Amédéo af efterhånden.

STÉPHANE Brizés film er interesseret i processen. En guerre er som obduktionserklæringen efter et dødsfald. Der er aldrig for alvor håb om, at protesten vil nytte. Vi ser, hvordan de kæmpende arbejdere bliver holdt hen. Ja, der er atter røde flag og blanke øjne i flokken, som nyder at være samlet om en sag. Men kun fortidslevn som Amédéo tror, at modstanden vil føre til ændring. Beslutningen er truffet fra scene ét.

   Strategien er som i enhver nedbemanding. Da processen bliver for besværlig, tilbyder ledelsen en mere lukrativ fratrædelsesaftale. Tag pengene nu og gå jeres vej. Megen lyrisk jargon er i spil. Det lykkes at få arbejderne til at ligne vandaler. Især en aktion i koncernens hovedkvarter udarter. De urbane mellemmænd vasker hænder. Amédéos hær skrumper ind. Stadig flere vil tage imod ledelsens tilbud og se, hvad de kan få ud af situationen.

FØRST da lederrollen bliver taget fra ham, og trykket i sagens natur letter, får vi et indtryk af mennesket Amédéo. Vi ser, at han lever alene og stille. Hans voksne datter venter sig. Det er ikke kun snak, når han siger, at han kæmper for fremtiden. For Amédéo handler slaget især om anstændig behandling og tabt værdighed.

   Vincent Lindon har for fjerde gang hovedrollen i en film af Brizé. Mens kampen bølger frem og tilbage, er han det eneste velkendte ansigt i sværmen. Med alderen bliver Lindon stadig mere troværdig som den jævne franske mand af gammel skole. Han er næsten en Jean Gabin for sin tid.

   I La loi du marché (2015, da. Markedets lov) blev Lindons karakter fritstillet og tog uvant arbejde som opsynsmand i et supermarked, hvor han holdt øje med både kunder og ansatte. Det handlede især om personalets rapserier. Han iagttog, valgte side, greb ind og sagde fra. Han kunne slutte en separat fred med systemet og forlade forretningen med sin ære i behold.

   Laurent Amédéo har hverken denne luksus eller samme grad af selvindsigt. Han er en mand, der lader sig rive med. Han har levet og åndet for kampen. Han kan ikke bare gå hjem til sig selv.

ENDELIG gør Amédéo noget drastisk, som får båndet med rullende nyheder til at standse for et øjeblik. Slutningen er blevet kaldt urealistisk og sensationalistisk, et brud på den dokumentariske tone og et knæfald for melodramatiske kræfter. Den passer dog til Laurents karakter. Det er en stolt samurais sidste handling.

   Der er en særlig stoisk defaitisme på spil i En guerre. Filmen havde premiere på Cannes Festivalen i 2018, 50-året for maj 1968. Samtidig begyndte protestbevægelsen les Gilets jaunes at tage form. De Gule Veste gik på gaden i november og har siden markeret sin modstand. Der kunne sagtens være veteraner fra fabrikken i Agen blandt demonstranterne på Champs-Élysées.

   Muligvis er kravene diffuse. Der er sikkert også rådne æbler i kurven, men aktivisterne har lært af mange nederlag. De forstår, at kun handling udløser handling. Man strejker midt i myldretiden eller går ud og sætter ild til det hele. Det nytter ikke at vente på økonomernes kvartalsrapport. Der bliver aldrig råd til forbedring igen.

FEMTEN år efter Je ne suis pas là pour être aimé (2005, da. Ikke her for at blive elsket (2005) – og tyve år efter sin instruktørdebut, Le bleu des villes (1999) – er Stéphane Brizé (f. 1966) i stilfærdighed blevet en af de sikreste filmskabere i sin generation. På vejen fra Markedets lov til I krig bearbejdede han Guy de Maupassants Une vie (2016), som i en anden genre præsenterer et fuldkommen solidarisk portræt af en overset, uforløst kvindeskæbne.

   La loi du marché og En guerre vidner om, at yngre kræfter står klar til at gribe stafetten, når Ken Loach, Mike Leigh og Dardenne-brødrene forlader scenen. Som politisk drama er filmen en betydelig bedrift. Ikke siden Claude Berris filmatisering af Émile Zolas Germinal (1993) er en strejke skildret så hårdt og empatisk.

Se også Brizé | Lindon: Mademoiselle Chambon (2009) og Brizé | Lindon: La loi du marché/Markedets lov (2015).

I krig (En guerre). Instr.: Stéphane Brizé. Manus: Olivier Gorce & Stéphane Brizé; Ralph Blindauer, Olivier Lemaire, Xavier Mathieu. Foto: Eric Dumont. 113 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 11.07.2019.

Fotos: Nord-Ouest Films/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance

Filmen streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Diaphana (region B) 28.01.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.07.2019

Brizé | Lindon: La loi du marché/ Markedets lov (2015)

EN MAND SIGER FRA

En krisefortælling om integritet

Af BO GREEN JENSEN

HVOR langt skal man strække sig for at få job, hvor meget nådsensbrød skal man spise?

   Fabriksarbejderen Thierry Taugourdeau (Vincent Lindon) er stolt og optimistisk, da han og kollegerne bliver sendt hjem. Så går der to år med at søge og få afslag. Han er 51 og i regelen for faglært. Endelig tager han, hvad det skal være.

   Lykken smiler, da han bliver ansat som opsynsmand i et stort supermarked. Jo, verden er fuld af skræmmende og patetiske skæbner, og man kan føle sig som en klasseforræder, når man griber kunderne i at stjæle, men det er svære tider for alle, og tyveri har aldrig været nogen gangbar vej. Thierry går med slips nu og retter sin ryg. Efter en svær tid i vildnisset er han tilbage.

HAN opdager snart, at ledelsen ikke er specielt interesseret i kundernes rapserier. Derimod sætter man stadig flere ressourcer ind på at kontrollere personalets rutiner og forseelser.

   Thierry får indblik i fiduser, der er så sindrige, at han ikke ville have troet, mennesker kunne tænke så småt. For eksempel foregår der en omfattende svindel med rabatkuponer fra tilbudsavisen. Det er, hvad tiden har gjort os til, tænker Thierry. En luvslidt nation af kuponsvindlere.

   Først er han firmaets mand hele vejen. Han lærer at gøre sig hård, da hans tillid er blevet misbrugt. Han ser forstemmende og forbløffende ting. Hans pligtopfyldenhed bliver en maske, og han kan ikke lide, hvad han ser i spejlet. Men det er ham eller de andre. Så meget har han lært efterhånden.

   Der er praktisk talt ingen grænser for ledelsens nidkærhed. Endelig får den en konsekvens, der er tragisk, og Thierry må reagere, hvis han skal bevare nogen form for selvrespekt. Forseelsen er triviel og derfor dybt troværdig. Her er virkelig et sindbillede på, hvad nøden gør ved trængte mennesker.

STÉPHANE Brizés film blander professionelle skuespillere med amatører fra virkelighedens forretning. I 90 procent af scenerne ser den på Thierrys ansigt, mens han genopdager sin menneskelighed og sin samvittighed. I franske film får man altid en grundig beskrivelse af produktionsforhold og arbejdsgange, hvis de foregår i et fagligt miljø. Markedets lov er ingen undtagelse.

   Vincent Lindon fik skuespillerprisen, da filmen blev vist på Cannes Festivalen. I spændingsgenren er han som regel et anskudt handyr, der eksploderer (manden i Pour Elle, for eksempel), men han er fremragende i prosaiske hverdagsroller. Thierry Taugordeau er hans bedste figur siden Welcome (2009), hvor Lindon som bademester i Calais forsøgte at hjælpe en flygtningedreng, der ville svømme til England.

   

HELE Stéphane Brizés undertekst om forvitrende fællesskab og svunden solidaritet er skrevet i Lindons sørgmodige ansigt. Særligt fin er en scene først i filmen, hvor Thierry og hustruen (Karine de Mirbeck) prøver at sælge den campingvogn, som de og den udviklingshæmmede søn har delt et liv af ferier i.

   Det er varm, fransk realisme, når den er allerbedst. En tilstandsrapport, der slutter som en social gyser, men også et nøgternt blik på en værdig mand, der alligevel ikke vil sælge sin sjæl. Brizé brugte skæv romantik og et mumlende lune i Ikke her for at blive elsket og Mademoiselle Chambon. I Markedets lov tager han bladet fra munden. Den rensede tone klæder hans budskab.

Se også Brizé | Lindon: Mademoiselle Chambon (2009); Brizé | Lindon: En guerre/ At War/ I krig (2018).

Markedets lov (La loi du marché). Instr.: Stephane Brizé. Manus: Olivier Gorce, Stéphane Brizé. Foto: Eric Dumont. 93 min. Frankrig 2015. Dansk premiere: 05.05.2015.

Fotos: Nord-Ouest Films/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra New Wave Films (UK) 09.12.2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.05.2015

Brizé | Lindon: Mademoiselle Chambon (2009)

DET KORTE MØDE

En enkel og evig historie

Af BO GREEN JENSEN

TO gode mennesker lever virksomt i ordnede forhold, da de får øje på hinanden. Før forelskelsen hvilede de i sig selv. Nu går de med et uvejr i sindet og ved hverken ud eller ind. For skal man blive i den gamle verden hos familien, hvor man er elsket, eller skal man søge lykken i en ny virkelighed? Har man overhovedet valget? Sjældent i kunsten, men ofte i livet. Det er altid muligt at bide det i sig og lægge låg på sine følelser. De fleste kender forløbet i en eller anden personlig version.

   Det er en enkel og evig historie, som Stéphane Brizé fortæller med sjælden takt og gennemført indlevelse i Mademoiselle Chambon. Håndværkeren Jean (Vincent Lindon) er lykkelig i hverdagen med Anne-Marie (Aure Atika), da han forelsker sig i sin søns lærerinde (Sandrine Kiberlain). Tilfældet har en sort finger med i spillet, da det egentlig skulle være Anne-Marie, som hentede Kevin den dag. Imidlertid er hun kommet til skade med sin ryg på fabrikken, hvor hun arbejder. Det er en af den slags franske film, hvor arbejdsprocessen er beskrevet i detaljer.

FRØKEN Chambon, som faktisk hedder Véronique, og den bekymrede far har et øjeblik sammen. Hun ser ham, før han ser hende. Hun beder ham komme og fortælle børnene om sit arbejde, da en anden far melder afbud til Klassens Time. Jean bliver levende, mens han forklarer eleverne om glæden ved at bryde gamle ting ned og bygge nye menneskehjem. Véronique får røde kinder og blanke øjne, mens han taler.

   Bagefter ser han bestemt også hende og er usikker på, om han skal sige ja, da hun vil betale ham for reparere et vindue i lejligheden. Det særlige ved frøken Chambon er, at hun rejser fra skole til skole og vikarierer hvert sted i et år. Hun spiller også violin med en følelsesdybde, der udtrykker hendes inderste væsen og seksualitet. Nok skal hun nødes, men da vinduet er færdigt, spiller hun for Jean som tak. De kysser og holder kort om hinanden. Hjemme spørger Anne-Marie, om de skal invitere Kevins frøken til middag. »Hvorfor skulle vi det?« siger Jean. »Vi kender hende jo ikke.«

HAN prøver at lægge følelsen fra sig, men det lykkes ikke i længden. På byggepladsen er han med ét blevet hidsig. Véronique har bedt om en fast stilling på skolen, men trækker ansøgningen tilbage. Netop som hun skal rejse, kommer Jean igen. Han beder hende spille til sin fars fødselsdag. Det valgte stykke er Elgars »Salut d'Amour«, som gør for Mademoiselle Chambon, hvad Mozarts Koncert nr. 21 gjorde for Elvira Madigan. Endelig er de sammen før adskillelsen. »Jeg rejser med dig,« siger Jean. Og næste morgen er han på vej til stationen, da anfægtelserne sætter ind.

HVAD gør en voksen, ansvarlig mand nu? Alle i salen sidder på kanten af stolen, hvis de ejer blot en smule empati. Brizé formår at skildre en ødelæggende lykkelig forelskelse. Ikke ét ord om sagen bliver sagt. Hele filmens dialog handler om vinduesrammer og violinspil. Mademoiselle Chambon er en miniature og som sådan lidt mindre end Je ne suis pas là pour être aimé (2007, da. Ikke her for at blive elsket), som var exceptionelt livsklog og sørgmunter. Men den samme grundkraft driver værket. Også Jean har et nært forhold til sin gamle far.

FILMEN bygger på Eric Holders roman, som jeg ikke har læst. Det bliver derfor tematisk beslægtede film som David Lean og Noel Cowards Brief Encounter (1945, Det korte møde), Martin Ritts fine Stanley & Iris (1989) og for den sags skyld Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002), som jeg kommer til at tænke på. Hverdagsmennesker fanges af styrken i deres følelser og oplever kærligheden som en naturkraft. Der er afgjort også et ekko af Claude Sautets En coeur en hiver (1992, da. Et hjerte af sten) i historien.

GRÆNSEN mellem preciøsitet og prunkløshed er hårfin. Skønt det enkelte steder virker utroligt, at ingen sætter ord på deres følelser, hverken Jean, Véronique eller Anne-Marie, fanger Brizés film hvert gran af sødmen og smerten, uden på noget tidspunkt at ofre sin soberhed eller sin lidenskab. Ligesom de elskende holder igen, gør filmen det kølige snit til en dyd. Alle danske anmeldere har bemærket den plakat for en Hammershøi-udstilling, som hænger på væggen i køkkenet hos Véronique. Man skal næppe fortolke så meget på dét. Trods alt er lejligheden fremlejet.

Mademoiselle Chambon. Instr.: Stéphane Brizé. Manus: Stéphane Brizé & Florence Vignon. Foto: Antoine Héberlé. 101 min. Frankrig 2009. Dansk premiere: 02.09.2010.

Fotos: TS Productions (Michaël Crotto)/ CineMaterial/ Unifrance/ Allociné

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

2K Blu-ray fra Kino Lorber (regionsfri) 07.12.2010

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 03.09.2010

Philippe Lioret: Welcome (2009) [Migranter]

BORGERNE I CALAIS

Ingen står med åbne arme

Af BO GREEN JENSEN

TO forladte mænd finder sammen i Philippe Liorets stilfærdigt bevægende Welcome. Bilal (Firat Ayverdi), en 17-årig irakisk kurder, har brugt tre måneder på at gå tværs over Europa. I Frankrig når han til Calais, hvor flere hundrede flygtninge venter på at få illegal transport.*

   Bilal har en plan om at slutte sig til sin kæreste (Derya Ayverdi) i London. Pigens far har dog andre planer. For Bilal er der ingen vej tilbage. Han vil dø, om så det gælder, og beslutter at svømme over Kanalen til England.

   Imens er den midaldrende bademester Simon (Vincent Lindon) mindre begejstret for livet. Hans hustru, læreren Marion (Audrey Dana) har forladt ham, og han driver gennem en svær mellemtid. Marion er stærkt engageret i Calais-flygtningenes situation. Blandt meget andet efterlyser hun et større socialt engagement hos Simon.

   Da Bilal dukker op i svømmehallen og beder om undervisning, er Simon mest tilbøjelig til at sige nej. Men han tager sig i det og betragter i begyndelsen det at hjælpe Bilal som en måde at nå ind til Marion på.

SIMON rejser sig med opgaven og er til slut både dybt engageret i den enkelte skæbne – Bilals – og kritisk bevidst om de forhold, som Frankrig byder indvandrerne.

   Filmens stærkeste scener ligger i begyndelsen, som viser hvordan ulovlig mennesketrafik foregår, men de for alvor anfægtende øjeblikke falder til slut, da man har fået Bilal og Simon ind i hjertet. Man drømmer måske om en eventyrslutning, men Welcome er en realistisk film trods sit besværgende menneskesyn.

MANGE fiktionsfilm vil informere deres publikum om de fremmedes lod. Michael Winterbottoms In This World (2002) fulgte en stor dreng fra Afghanistan til London i fingeret dokumentarform. Costa-Gavras’ Eden à l’Ouest (2009) lader en arabisk mand svømme i land ved et fransk feriecenter og nå til Paris ad den vej. Rachid Boucharebs London River (2009) forener en britisk xenofob og en stolt somalisk mand i sorgen efter bombeattentaterne i 2005. Stavros Iannous græske Iketes (2006) og Rigoberto Perezcanos mexicanske Norteado (2009) er måske de stærkeste bud, man har set på film, der gør flygtningens situation helt konkret.

DER er hundrede måder at gøre det på. Alligevel rammer Welcome dybere end flere af de skarpere film. Der er en kejtet troværdighed over den forsigtige far/søn-forbindelse, som Bilal og Simon indgår. Miljøet i Calais er skildret, så man føler, at man er der til hverdag, og skønt Simon er en sølle mand, gør hans fejlbarlighed filmen nærværende. Der er plads til både et stort perspektiv og den unikke, men repræsentative historie i Liorets gennemarbejdede form. Welcome er et meget europæisk take på de historier, som i USA uvægerligt bliver til thrillers.

I FRANKRIG var Welcome en stor succes. Filmen modtog Europaparlamentets Prix LUX og var med til at ændre flygtningeloven, så det ikke længere straffes med fem års fængsel, hvis man hjælper en illegal indvandrer.

   I årtiets danske sammenhæng er Kathrine Windfelds Flugten (2009) det tætteste, man kommer en tilsvarende historie. Welcome vinder i troværdighed netop ved ikke at være en spændingsfilm, men en realistisk samtidsskildring, som fortæller en grum lille hverdagshistorie. Nationalkonservative politikere vil have særligt udbytte af at se den.

Se også Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022] og Nadine Labaki: Kapernaum (2018).

*) Rubrikken henviser til billedhuggerens Auguste Rodins berømte skulptur, Les Bourgeois de Calais, påbegyndt i 1884; færdiggjort i 1889; indviet i 1895. Statuegruppen fungerer fremdeles som mindesmærke og vartegn for havnebyen.

   I 1346-47, ved begyndelsen af Hundredårskrigen (1337-1453) mellem England og Frankrig, var Calais i 11 måneder belejret af Edward den Tredjes britiske hær. Edward beordrede byens udslettelse, men ændrede mening og gav byens borgere et tilbud: Havde seks af dem mod til at ofre sig for fællesskabet, ville han lade nåde gå for ret.

    De seks skulle komme frivilligt, med galgenløkker om halsen, og overrække kongen byens nøgler. Figurerne forestiller de seks: Eustache de Saint Pierre, Jacques og Pierre de Wissant, Jean de Fiennes, Andrieu d’Andres og Jean d’Aire. Kongen skånede dem på dronning Filippas anmodning, da de havde demonstreret offerviljen. 

   Der var megen debat om skulpturens placering. Det var vigtigt for Rodin, at tilskueren kunne se borgerne i øjnene; optimalt ønskede han, at beskueren kunne gå omkring mellem bronzeskikkelserne. Adskillige afstøbninger blev fremstillet. Brygger Carl Jacobsen bestilte sin den 1. januar 1900, og Borgerne i Calais har siden 1. marts 1904 været blandt kronstykkerne i Moderne Samling på Glyptoteket i København.

   Ja, jeg har alt dette fra lex.dk og Wikipedia, men jeg har en autentisk barndomserindring om første gang, jeg så figurgruppen på Glyptoteket og hørte historien fra min far. En ironisk finesse: Vincent Lindon spillede Auguste Rodin i den desværre ikke så vellykkede film, som Jacques Doillon skrev og instruerede i 2017.

Welcome. Instr.: Philippe Lioret. Manus: Emmanuel Courco, Olivier Adam, Philippe Lioret. Foto: Laurent Dailland. 105 min. Frankrig 2009. Dansk premiere: 18.03.2010.

Fotos: Nord-Ouest Films/ Unifrance/ CineMaterial/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.03.2010